vundet

Krimier, der foregår i Afrika

Tag med til Afrika uden at pakke kufferten. Jeg har lavet en liste med gode krimier om Afrika. God rejse.

Når du læser, oplever du andre miljøer end dem, du måske færdes i til daglig. Tag med et smut til Afrika. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har boet og rejst en del i Afrika. Jeg har vandret op ad Kilimanjaro, beundret en søvnig gepard på safari i Kenya og snorklet ud for Zanzibars kyst. Jeg har spist krydret, tunesisk mad, der forkæler ganen, og jeg har beundret bygninger i Maputo i Mozambique og set, hvordan vestlig og afrikansk arkitektur smelter sammen.

Jeg har suget duften af akacietræer til mig, stået ved Nilens udspring i Uganda, og jeg har fået rødt sand mellem tæerne.

Men jeg har også set bagsiden af Afrika. Mødt mennesker i dyb fattigdom, der bor i affald, børnehjemsbørn, hvis forældre er døde af AIDS, set storbyer invaderet af rotter og forurening og mødt gambianere, hvis familiemedlemmer er fængslet for at ytre sig imod styret.

Og for nylig kom min mand hjem fra en arbejdsrejse til Madagaskar med en træls souvenir i form af en voldsom tarminfektion, der krævede indlæggelse på sygehuset i flere dage.

Afrika er både fantastisk og kaotisk på samme tid. Vil du gerne have en dosis Afrika uden at rejse dertil? Jeg har lavet en liste med krimier om Afrika, du kan plukke af.

  • Tretten timer af Deon Meyer:  En eminent politiroman, der foregår i Sydafrika. En krimi, der viser en flig af de mange udfordringer, der er i det smukke land, der minder om Europa på mange måder, men som stadig er et forholdsvis nyt demokrati. Og hvor der er intet mindre end elleve forskellige officielle sprog. Vi møder den hvide vicekriminalkommissær Benny Griessel en tidlig morgen i Cape Town og slipper ham først igen 13 timer senere. Og det er ikke uinteressant.

 

  • Afrikas horn er en spændingsroman af den sydafrikanske bestsellerforfatter Wilbur Smith. Den 19-årige Cayla bortføres fra sin mors luksusyacht i Det Indiske Ocean. Bag kidnapningen står somaliske ekstremister, der kræver et gigantisk beløb for at frigive hende. Den stenrige moder får hjælp af Hector Cross – sikkerhedschef med baggrund som major i det britiske specialkorps. Tempofuld og spændende roman med masser af action på havet ud for Afrika. Der er tre spændingsbøger i serien om Hector Cross, og Afrikas horn er den første.

 

  • Alexanders McCall Smiths serie om Damernes detektivbureau er både spændende, farverig og humoristisk. Bøgerne handler om den stærke, varme, kloge og snedige Mma Ramotswe, der åbner et detektivbureau i Botswanas hovedstad Gaborone. Det er en herlig krimiserie på over ti bind, der viser et anderledes billede af Afrika, end vi er vant til fra medierne. Den første bog i serien hedder lidt uopfindsomt Damernes Detektivbureau Nr. 1. Men der er masser af hyggelig krimiguf i vente, hvis du har serien til gode. Forfatteren er skotte født i det daværende Rhodesia.

 

  • Den afrikanske jomfru af Helle Vincentz, der er den danske forfatters debutroman. Og første bind i serien om Caroline Kayser, der er ansat i et dansk olieselskab. Hovedpersonen sendes i hast til afdelingskontoret i Kenya, hvor hun skal sætte en stopper for vedvarende rygter om voldtægt. Men hvor langt er hun vil­lig til at gå for at redde firmaets omdømme? Og kan hun vende det blinde øje til både mord, voldtægt og kor­rup­tion? Bogen blev shortlistet til Danske Banks Debutantpris og til prisen som årets krimidebut i Frankrig. En spændende dansk thriller om Afrika.

 

  • Den standhaftige gartner af John le Carré. En af mine yndlingsbøger. Bogen foregår i Kenya, og jeg boede i Uganda, da jeg læste den. Vi møder den engelske diplomat Justin Quayles, der arbejder på den engelske ambassade i Nairobi. Hans kone Tessa arbejder som ngo’er i Nairobis slumkvarterer, og da hun findes dræbt, sætter han sig for at finde ud af hvorfor. Og af hvem. I bedste bedste Le Carré-stil er der hug til multinationale selskabers udnyttelse af ulande. En fremragende thriller. Filmatiseringen af bogen med Ralph Fiennes og Rachel Weisz kan også anbefales. Men filmen er selvfølgelig ikke så god som bogen.

 

  • Sidst i 90’erne udkom Gretelise Holms Mercedes-Benz Syndromet. En politisk thriller, der foregår i Zimbabwe, hvor forfatteren, der også er journalist, har boet og arbejdet i flere år. Det er Holms første krimi. Og en roman, som hun fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. Det er længe siden, jeg har læst bogen, og jeg husker ikke krimiplottet godt. At bogen er skrevet af en forfatter med stor kærlighed til og viden om Zimbabwe husker jeg dog gjorde indtryk på mig.

Jeg har ikke selv læst Louis Klostergaards to krimier, der foregår i Sydafrika, men jeg har hørt godt om både Kvinden i det røde mudder og Marionetdukken, hvor vi møder Pieter Martins, der er sort politibetjent under apartheidstyret. Forfatteren er født i Sydafrika, men har haft sin skolegang og fået sin uddannelse i Danmark, hvor han bor i dag.

Jeg har heller ikke læst Rune Stefanssons Baby Rasta, der foregår i Gambia. Men det er også en krimi/politisk thriller, der har fået fornemme ord med på vejen. Politikens anmelder smed fem hjerter efter bogen om den chilensk-danske detektiv Marcelo Krankl, der hyres til at efterforske mordet på en dansk popstjerne i Gambia. Bogen er nummer to i en serie på fire bøger om Marcelo Krankl. Rune Stefansson siger:

Afrika er trendy. Afrika er i vækst. Afrika er stenaldermennesker med mobiltelefoner. Meget groft sagt, naturligvis. Der er nogle enorme kontraster. Og menneskene er så dejlige, så imødekommende, så åbne.

Læs resten af interviewet, hvor citatet her er fra, på forfatterens site her

Feriefotos fra bl.a. Uganda og Tanzania. Foto: Rebekka Andreasen.

PS:

Fra Afrika til Grønland: Tak til alle jer der deltog i konkurrencen om to udgaver af Nina von Staffeldts Den sorte engel, der foregår på Grønland. Både her, på Instagram og på Facebook.

Flere af jer skriver, at I ikke rejser meget i virkeligheden. Men at I har været vidt omkring i verden gennem de bøger, I læser. Herligt.

Pipalukbooks og Eva Tove Rasmussen – send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk – så sender Forlaget milik, der har sponsoreret bøgerne, Staffeldts nye krimi til jer.

God læselyst og god rejse, hvis du pakker kufferten her i løbet af sommeren/Rebekka

 

 

Har du vundet Ian Rankin-krimi?

Bogen her skal hjem til Helle K.

Tak til alle jer, der har deltaget i konkurrencen om at vinde Ian Rankins Gamle Fjender, der udkom i sidste uge.

Den heldige bloglæser, der har vundet bogen, er Helle K. Send din adresse til mig på mail@rebekkaand.dk – og jeg sørger for, at Forlaget Klim sender en bog til dig.

Helle K. fortæller, hvorfor hun er vild med krimi:

Jeg er vild med krimier, fordi de giver mig lejlighed til at bruge min hjerne – selv om mange nok vil mene, at krimier ikke kræver noget af læseren. (De bliver ofte nævnt, når en kendt skal fortælle, hvad de læser om sommeren og i samme sætning forekommer ofte ordene “kun en krimi”, så vil jeg tillade mig at mene, at en god krimi kan ligeså meget som anden god litteratur.) Jeg mener, at grunden til at jeg er så skrap til “kloge-Åge”-spil er, at jeg læser så mange bøger/krimier. Ian Rankin er en af de gode, så jeg vil gerne vinde hans nye bog

Vidste du, at du kan downloade en app, så du kan gå i Rebus/Rankins fodspor igennem Edinburgh?

 

God fredag.

 

 

Mød Elsebeth Egholm, Arne Dahl, Thomas Rydahl, Jesper Stein og …

Arrangementer: Der er en lille måned til årets store krimievent, Krimimessen i Horsens. Men her i marts er der også gode arrangementer rundt omkring i landet. Læs om nogle af dem her:

Kender du et godt krimi/litteraturarrangement her i marts måned (2017), så er du meget velkommen til at skrive en kommentar under indlægget. Foto: Sanne Berg

Esbjerg: 16.marts: Mød tre bogbloggere, der deler ud af deres viden og kærlighed til bøger. Du kan bl.a. møde Marit, der står bag bloggen Bøgernes labyrint. Læs om arrangementet her

Gentofte: 18. marts: Du kan bl.a. møde Thomas Rydahl og Malene Sølvsten, når der er Gentofte Bogmesse på Hovedbiblioteket i Gentofte. Der er gratis adgang. Læs mere her

Hirtshals: 7. marts: Hvordan opfinder man en nifingret detektiv? Mød forfatter Thomas Rydahl og hør ham fortælle om sit forfatterskab. Læs mere her

Roskilde: I morgen, 4. marts, er der Litteraturfestival på Roskilde Bibliotek. Du har mulighed for at få en side vurderet af Heidi Korsgaard og Mette de Fine Licht fra Skriveværkstedet, som jeg jævnligt arbejder sammen med. De er knalddygtige. Mød også bl.a. Jesper Stein, der fortæller om sit forfatterskab og Axel Steen-universet. Læs mere her

Tranbjerg: 15 marts: Krimiforfatter og foredragsholder Jens Østergaard håndplukker de bedste og mest nervepirrende krimier fra hele verden og fortæller om både bøgerne og deres forfattere. Læs mere her

Aarhus: 12. marts: Krimiarrangement på Dokk1 i Aarhus. Krimi-ekspert Bo Tao Michaëlis udruller krimiens historie og sætter fokus på femikrimien. Og krimiforfatter Elsebeth Egholm, som bl.a. står bag den populære serie om Dicte, fortæller om det at skrive krimier med stærke kvinder i hovedrollen.
Læs mere om arrangementet her

(Hvis du bor i Aarhus kan du allerede i morgen, 4. marts, møde Elsebeth Egholm, når hun mellem klokken 10-13 hjælper til i Blå Kors Genbrug på Paludan Müllersvej 38-40. Mon ikke hun får tid til en krimisnak eller to?)

Åbyhøj: 30. marts Elværket Åbyhøj får besøg af den svenske krimiforfatter Arne Dahl. I samtale med DR-journalist Diana Bach vil han fortælle om sin seneste krimi Skyggezone og om sit forfatterskab. Se mere om arrangementet her

PS: Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde Pernille Boelskovs Bornholmerkrimi, Bornholmerdybet. Pia Klitte – du blev den heldige vinder. Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk. Så er der en signeret udgave af bogen på vej til dig. Om præcis en uge er der ny konkurrence på bloggen, så kig forbi. Næste fredag er der Ian Rankin-krimi på højkant.

Har du vundet billetter til BogForum?

Husk: BogForum er andet end ord. Her foto fra BogForum 2014, hvor forfatter, tegner og blogger Maren Uthaug er i gang med at sætte sin streg. Foto: Rebekka Andreasen

Husk: BogForum er andet end ord. Her foto fra BogForum 2014, hvor forfatter, tegner og blogger Maren Uthaug er i gang med at tegne. I år kan du møde Don Rosa – en af de mest anerkendte Anders And-tegnere gennem tiderne. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2016: Tak til alle jer, der har deltaget i konkurrencen om billetter til BogForum 2016. Jeg kan genkende mange af jeres navne. Tak fordi I er trofaste og læser med her på bloggen måned efter måned.

Der er dog kun to vindere.

Jane Johansen og Signe Espersen. Send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk Så er der to billetter på vej til jer begge.

På BogForum kan du i år møde forfattere som Arne Dahl, Michael Katz Krefeld, Sara Blædel, Leif Davidsen, Robert Zola Christensen, Bille & Bille, Jussi Adler-Olsen, Paul Cleave, Katrine Engberg og Eva Maria Fredensborg. Foto: Rebekka Andreasen

På BogForum kan du i år møde forfattere som Arne Dahl, Michael Katz Krefeld, Sara Blædel, Leif Davidsen, Robert Zola Christensen, Bille & Bille, Jussi Adler-Olsen, Paul Cleave, Katrine Engberg og Eva Maria Fredensborg. Foto: Rebekka Andreasen

I bestemmer selv, om I vil besøge bogmessen fredag den 11. november, lørdag den 12. november eller søndag den 13. november.

Tak til BogForum for at sponsorere billetterne. Du kan tjekke programmet for BogForum her

 

 

 

Domestic noir – og et par heldige vindere

Faldet af britiske S.K. Tremayne er et eksempel på en domestic noir-thriller. Foto: Rebekka Andreasen

Faldet af britiske S.K. Tremayne er et eksempel på en domestic noir-thriller.  Er det dig, der har vundet et eksemplar af bogen? Foto: Rebekka Andreasen

Domestic noir:  Krimigenren udvikler sig konstant. Der findes bl.a. politiromaner, videnskabskrimier, spionthrillers, femikrimier, skandinaviske velfærdskrimier og krimier, der blander det metafysiske og religiøse ind i en ellers stram krimiskabelon, hvor ting kan forklares. Og så er der domestic noir: en undergenre til den mere traditionelle krimigenre.

Omformuler Home is where the heart is til Home is where the hurt is og du er tæt på en definition på domestic noir.

Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Omdrejningspunktet for domestic noir-thrillers er ofte dagligdagen med arbejde, venner, børn og parforhold. Genren udforsker bl.a. ægteskabets eller det tætte venskabs knap så idylliske sider.

Over en gin og tonic på en krimifestival i Bristol fandt den britiske forfatter Julia Crouch og hendes forlægger i 2013 på begrebet, der passede godt på de romaner, Crouch havde skrevet.

Især amerikanske Gillian Flynns Gone Girl har sat skub i genren. Kvinden der forsvandt, som bogen hedder på dansk, udkom herhjemme i 2013 og året før i USA. Flynns domestic noir-thriller er blevet en international bestseller, og den psykologiske thriller har begejstret læsere over hele verden.

Romanen handler om det unge og smukke ægtepar Amy og Nick. På parrets femårs bryllupsdag forsvinder Amy sporløst efter tegn på kamp i hjemmet. Manden Nick bliver mistænkt for at stå bag, og snart er Nick hvirvlet ind i en mediestorm  og politiefterforskning. I romanen skiftes de to hovedpersoner til at give deres vidt forskellige versioner af sandheden, og som læser bliver du trukket rundt i manegen og har skiftevis sympati for den ende, så den anden. Hvem skal du tro på? Hvad foregår der egentlig i hovedet på de mennesker, du tror, du kender så godt?

Domestic noir punkterer myten om det perfekte liv

Med selfies og sociale medier som Facebook og Instagram kan vi iscenesætte vores liv, så det emmer af nybagt gourmetbrød, masser af motion, glade unger, idylliske ferier og perfekte designerhjem, og mange peger på, at genren opfylder vores behov for at komme ind under den åleglatte overflade, helt derind, hvor der er mørkt og ubehageligt. Domestic noir punkterer myten om det perfekte liv.

I morgen udkommer en thriller, der på fornem vis repræsenterer denne subgenre: Faldet af britiske S.K. Tremayne. (Læs mit interview med forfatteren her)

Det er en brag af en bog, og du kan godt glæde dig. Og de to heldige bloglæsere, der hver har vundet et eksemplar af Faldet er: Mette Mølgaard og Tove Hornbek.

Send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk  – så er der en bog på vej til jer. Hører jeg ikke fra vinderne inden 14 dage, udtrækker jeg andre vindere. Tak til Gads Forlag for at sponsorere bøgerne.

PS: Har du lyst til at kaste dig over genren, kan du  – udover Faldet af S.K. Tremayne – gå i gang med en af disse bøger:

  • Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn
  • Kvinden i toget af Paula Hawkins
  • Den tavse kvinde af S. A. Harrison
  • Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
  • Før jeg lukker øjnene af S. J. Watson
  • Dobbelt liv af S. J. Watson
  • Bogen om dig af Claire Kendal
  • Pigen med det tidsindstillede hjerte af Peter Swanson
  • Aldrig uden dig af Harriet Lane
  • Den anden af Harriet Lane
  • Hausfrau af Jill Alexander Essbaum
  • Min mands hemmelighed  af Liane Moriarty
  • Sundhedsplejersken af Nova Lee Maier
  • Ikonen og Konservatoren af Nina Vad Holtum

 

 

Har du vundet Jeg er pilgrim?

Vind Jeg er Pilgrim af Terry Hayes.

Jeg er Pilgrim er skrevet af Terry Hayes, der har skrevet manuskript til flere Hollywoodfilm.

Konkurrence: Er du den heldige, der har vundet et eksemplar af bogen Jeg er pilgrim af Terry Hayes?

Jeg er pilgrim, der udkommer på dansk i morgen, har ligget nr. 1 på den prestigefulde The New York Times’ bestsellerliste og vundet flere priser. Thrilleren kan tage karbad i årevis i sprudlende tillægsord og roser, og romanen om den tidligere efterretningsofficer med kodenavnet Pilgrim er solgt til 40 lande.

En kvinde findes brutalt myrdet på et hotel på Manhattan kort efter 9/11.
En mand halshugges ved en offentlig henrettelse i Saudi-Arabien.
En researcher kidnappes ved et syrisk biotek-laboratorium.
På et fjernt bjerg i Afghanistan finder soldater de ulmende rester efter afbrændte lig.
En perfekt udtænkt og rædselsvækkende plan er sat i værk.
En mand må følge sporet nemlig Pilgrim.

 

Mange tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde bogen. Den heldige vinder, der snart kan læse om Pilgrim, er Marianne Øfjord. Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – så er der en bog på vej til dig fra Forlaget Ordenes by, der har sponsoreret konkurrencen.

PS: Du kan læse de første mange kapitler af bogen her

 

Er det dig, der skal i biffen og se ny krimi-thriller?

Øjnenes hemmelighed har premiere 31. marts, og du kan vinde billetter til filmen. Foto: PR

Øjnenes hemmelighed har premiere 31. marts og er en amerikansk genindspilning af en argentinsk film, der i 2009 vandt en Oscar for bedste udenlandske film.  Foto: Scanbox

Vandt du? Tak til jer, der deltog i konkurrencen om at vinde billetter til Øjnenes hemmelighed – en ny thriller med Nicole Kidman, Julia Roberts og Chiwetel Ejiofor.

1000 tak for alle jeres anbefalinger til gode krimioplevelser i form af både film og bøger. TAK!

Øjnenes hemmelighed har premiere den 31. marts, og fire heldige bloglæsere kan hver invitere en veninde, kæreste, mor, onkel, lillesøster, mand, barnebarn, nabo, kollega mm. med i biffen. Billetterne kan bruges til en valgfri biograf over hele landet, hvor filmen er på plakaten. Filmen ser spændende ud – tjek traileren her

De heldige, der hver har vundet to billetter til Øjnenes hemmelighed, er:

  • Randi, der mener, at John Grisham har skrevet nogle fantastiske krimier, og understreger, at flere af dem er forvandlet til virkelig fremragende film som bl.a. Firmaets mand.
  • Stine, der er vild med Patrick Süskinds Parfumen, en middelalderkrimi. Hun er også ret begejstret for Beck.
  • Bente E. Knudsen, der anbefaler Giorgio Falettis Øjet der ser.
  • Vibeke Jensen, der mener, at Jo Nesbøs Snemanden er en god krimi.

Send mig en mail med jeres adresse til: mail@rebekkaand.dk – så er der billetter på vej til jer efter påske. Tak til filmdistributionsselskabet Scanbox Entertainment, der sponsorerer billetterne.

 PS: Snart er der ny thriller på højkant her på bloggen.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her