Washington Dekretet

Michael: Min krimifavorit er Jussi Adler-Olsen

Yndlingsforfatter: Michael Dahlsgaard kan ikke undvære sin daglige avis (eller Tipsbladet), men det bliver sjældent til en skønlitterær bog. Bortset fra ferier, hvor han gerne snupper to-tre krimier i rap. Og nu venter han spændt på den næste Jussi Adler-Olsen. Indlægget her er det femte i serien om favoritforfattere.

Journal 64 er Michael Dahlsgaards favorit i serien om Afdeling Q. Foto: Rebekka Andreasen

Michael Dahlsgaard, 48 år, Risskov. Passioneret quashspiller, far til tre og selvstændig med grossistvirksomheden Fair Import, der importerer fødevarer, der både er økologiske og fairtrade. Han læser stort set aldrig til hverdag, men når han har ferie, elsker han at læse krimier.

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– At kalde mig en læsehest er en overdrivelse. Da jeg var helt ung, læste jeg en masse bøger om ledelse og management, og en sjældent gang imellem er der en biografi, som jeg med glæde læser. Jeg er Zlatan Ibrahimovic er fremragende. Og så har Peter Tygesen skrevet en bog om Congo, som jeg var meget opslugt af – måske fordi jeg har boet i Afrika nogle år. Men når jeg har ferie, er der kun en genre, der dur, nemlig krimi.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har især læst krimier af nordiske forfattere, og jeg er også glad for en forfatter som Lars Kjædegaard. Men der er en, der slår dem alle: Jussi Adler-Olsen. Fordi jeg elsker hans underfundige humor, og så er der masser af spænding og suspense i bøgerne om Afdeling Q. Jeg er stort slet ligeglad med plottet. Nej, det passer nok ikke helt, men jeg læser, fordi jeg gerne vil vide, hvordan det går med Carl, Assad og Rose. Og Hardy.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/har gjort indtryk?

– Ja, den scene, der tvister det hele i Journal 64. Og hvor man tænker: Nå, det er sådan, det hænger sammen. Skulle der sidde en enkel eller to i landet, der ej har læst den endnu, vil jeg ikke røbe for meget. Netop Journal 64 er min favorit. Interessant emne, han har kastet sig over, og bogen er skrevet med humor, lune og masser af spænding.

Hvad er det, som han kan?

–  Der er ofte hug til dem, der misbruger magt, i Jussi Adler-Olsens bøger. Det kan jeg meget godt lide. Og så elsker jeg Assads sproglige bommerter. Og Carl Mørcks blanding af at være doven og fandenivoldsk. Og humoren i bøgerne ej at forglemme. Og når man som jeg ikke læser mange bøger, så er livet for kort til bøger, der ikke er spændende. Og det er Jussi Adler-Olsens bøger. Altid.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?

– Jeg har læst serien om Afdeling Q i kronologisk rækkefølge, så den første var Kvinden i buret. Jeg var solgt med det samme. Heldigvis nåede jeg at læse de første bøger, før jeg så filmatiseringerne. Dem kan jeg godt lide – det er bare noget helt andet.

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter?

– Faxekondi Free inden for rækkevidde, en liggestol i skyggen og min kone og mine tre unger godt i gang med andre ting. Og så mig og Jussi. Det er godt.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet?

– Nej. Det gider jeg ikke.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter?

– Jussi Adler-Olsen har lovet, at der kommer et par bøger mere i serien om Afdeling Q. Dem ser jeg frem til. Hvad mon Assads hemmelighed er? Denne sommer vil jeg kaste mig over Washington Dekretet, som han skrev inden serien om Carl og co. Med tanke på hvad der sker i USA lige nu, tænker jeg, at det er på plads med en thriller, hvor nogle forsøger at afsløre det komplot, det amerikanske samfund er udsat for.

PS: Hvis du er erfaren bloglæser, kan du måske genkende bogreolerne? Michael er nemlig min mand.

PPS: Du kan læse de øvrige indlæg i serien om favoritforfatter her, her og her og her

 

Jussi Adler-Olsen: – Jeg vil gerne afsløre lidt om Afdeling Q bind 7.

Når der står Adler-Olsen på en bogryk sælger bogen næsten sig selv. Men det betyder ikke, at Jussi Adler-Olsen er ligeglad med sine læsere. Tværtimod. - Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?", svarer han flere gange, da jeg flere gange spørger ind til, om læsernes kritik påvirker ham. Foto: Rebekka Andreasen

Jussi Adler-Olsen har solgt over 15 millioner bøger. Men det betyder ikke, at forfatteren er ligeglad med, hvordan læserne modtager bøgerne. Tværtimod. “Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?” svarer han flere gange, da jeg spørger ind til, hvad læserne betyder for ham. Det kan lyde som en kliche, men læserne ER de vigtigste for Jussi Adler-Olsen. Og han lytter til den kritik og feedback, som han får. Foto: Rebekka Andreasen.

Interview/reportage: I de sidste par år har Jussi Adler-Olsen sjældent mødt sine danske læsere. Han har simpelthen ikke tiden til det. For nylig gjorde han en ekstraordinær undtagelse og gæstede først Frederikshavn, derefter Hjørring Bibliotek, hvor han på bedste stand up-manér underholdte med historier fra sit forfatterliv. Og afslørede nyt om næste bog om Carl Mørck, Assad og Rose. Inden da mødte jeg – og en håndfuld andre bogbloggere – forfatteren til en god times snak.

Hver gang Jussi Adler-Olsen omtaler sin far, kommer der en ømhed i stemmen. Dette (lange) indlæg skal ikke handle om forfatterens opvækst på diverse hospitaler rundt omkring i landet, hvor Jussi Adler-Olsens far var overlæge. Den historie er velkendt for de fleste. Men vi kommer alligevel ikke uden om forfatterens far. Flere gange nævner Jussi Adler-Olsen nemlig sin far Carl Henry Olsen.

Måske blot i en bisætning, når han fortæller, at faderen altid opfordrede ham til at kaste sig over det, han havde lyst til. Eller når han fortæller, at faderen lærte ham aldrig at tøjle sin nysgerrighed. Og der er inderlighed og stolthed at spore i stemmen, når han beretter, at faderen mente, at Jussi havde mange talenter, og at det allerstørste var hans held.

Med et smil, der flækker ansigtet, fortæller Jussi Adler-Olsen, hvordan hans far elskede at hapse smagsprøver i Kvickly, og at Olsen senior trods sin sukkersyge kastede sig over søde sager – bevæbnet med insulin.

Det er også Jussi Adler-Olsens far, der opfordrede sønnike til først at tisse, når noget krævede koncentration –  så var det nemlig af vejen, og man kunne koncentrere sig om vigtigere sager.

Og det gør han så, tisser, inden han sætter sig til tastaturet og skriver historier om Carl og de andre fra kælderen under Politigården i København. Og ja, det foretrukne skriveprogram er stadig WordPerfect 5.1

Når du skriver i WordPerfect, behøver du ikke vente på, at musen er det rigtige sted, for den bruger du ikke. Den distraktion der er ved at se en cursor køre hen over billedet, bare det at finde musen, det at afmærke en tekstblok og flytte den – dødssygt. Det tager alt for langt tid. Du er helt væk. Det går ikke for mig.

Jussi Adler-Olsens far døde i 1996 som knap 87-årig og nåede aldrig at opleve, hvordan hans eneste søn ud af fire børn blev en overordentlig succesfuld forfatter med millioner af læsere over hele verden – i 125 lande.

Nyt om Afdeling Q – den 7. krimi i serien om Carl Mørck

En god ansigtskulør afslører, at Jussi Adler-Olsen har tilbragt en del af vinteren i Barcelona, hvor han og husturen Hanne har en lejlighed.

“Titlen er genial. Det er et enkelt ord. Mere vil jeg ikke afsløre,” siger Jussi Adler-Olsen om titlen på den bog, han er i gang med at skrive.

Han er, med egne ord, endnu engang bagud med skriveriet. Han mangler stadig at skrive cirka 150 sider. Deadline er 1. august. Herefter skal bogen redigeres, så den kan lande hos læserne omkring oktober. Hvis alt går efter planen. Det bliver den syvende bog om Afdeling Q.

Viljen til at skrive om Assad, Rose og Carl Mørck mangler ikke. Men tiden gør.  Med cirka 140 rejsedage om året og læsere, forlag og bogmesser over hele verden, der skal plejes, så er tiden til skriveriet knap. Jussi Adler-Olsen er blevet en gigantforretning.

Forfatteren forklarer, at det sjoveste er at skrive synopsis, researche og at finde på et godt plot. At skrive kan nogle gange føles som noget, der bare skal gøre. Men når det virkelig kører, skriveriet, når han er i flow, så føles det vidunderligt:

Det kan være noget af det mest fantastiske, og jeg kan få samme følelse som i gamle dage, hvor jeg spillede rockguitar a la Jimi Hendrix.

Selvom Jussi Adler-Olsen ikke vil afsløre titlen på den ny bog om Afdeling Q, så vil han gerne afsløre lidt om sin kommende krimithriller:

I denne bog kommer vi ind i hovedet på Rose, og hun har det rigtig skidt. Både på grund af det, der sker i hende, men også på grund af det, der sker omkring hende. Vi lærer mere om hendes hemmeligheder. Det er også en bog, hvor både Assad og Carl er meget kede af det, så trøst dem, når I læser bogen.

Læserne kommer også til at møde Denise: En ung kvinde sidst i tyverne, der ser godt ud, og som altid har fået at vide, at verden ligger for hendes fødder, og at hun kan alting. Men også en ung kvinde, der stejler, hver gang hun møder et krav. Hun har ingen uddannelse og er på overførselsindkomst.

Hun er ikke dum, men hun er socialt inkompetent, fordi hun er blevet socialt mishandlet af sine forældre. Sætter man sådan en pige med alle hendes frustrationer i gang og sætter hende sammen med et par ligesindede piger af samme skuffe – åh, det bliver godt!

Fuck det", tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbevidste sig selv om, at når en af hendes Sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten". Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

“Fuck det”, tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbeviste sig selv om, at når en af hendes sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten”. Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

Da han senere underholder læserne på Hjørring Bibliotek, læser han op fra den endnu ufærdige bog. Han er generøs med bidder fra bogen, og publikum lapper dem begærligt i sig.

Jussi Adler-Olsen er på scenen en god halv time længere end programlagt. At stå foran publikum bekommer ham vel. Han joker, får publikum til at bryde ud i latter og tager sig god tid til spørgsmål fra salen.

Han fortæller, hvor meget hans redaktør og hustruen Hanne betyder for ham i forbindelse med et nyt bogprojekt. Og han fortæller om den mest grumme bog, han aldrig har fået udgivet, men som han skrev i 1980 på en IBM kuglehoved skrivemaskine. Og han understreger, at Washington Dekretet er mere aktuel end nogen sinde før og hentyder til kampen om præsidentposten, der er i gang i USA. (Læs et uddrag af bogen, der udkom i 2006, her )

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og få deres "Jusfie". Foto: Rebekka Andreasen

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og have deres “Jusfie”. Foto: Rebekka Andreasen

I over en halv time signerer Jussi Adler-Olsen bøger og snakker med publikum. Han bruger sig selv. Og havde han haft sin personlige assistent Elisabeth med, havde hun nok stoppet ham en smule før – og passet på ham. At sige nej og stop og “nu er det nok” er en del af hendes job. For uden tid til at skrive – ingen ny bog om Afdeling Q.

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her