Tjener du penge på at blogge?

Det ligner en million, men her er "kun" 1000 kroner. Kufferten fik min ældste dreng, da han for nylig blev konfirmeret. Foto: Rebekka Andreasen

Det ligner en million, men det er ikke penge, jeg får for at blogge. Her er “kun” 1000 kroner. Kufferten fik min ældste dreng, da han for nylig blev konfirmeret. Foto: Rebekka Andreasen

Ikke sjældent stiller folk mig det spørgsmål, som du lige har læst. Og svaret er hverken ja eller nej, men jeg skal prøve at uddybe:

Tjener du penge på at anmelde en bog? – Nej. Ville du i øvrigt tro på, at en bog var god, hvis jeg havde fået penge for at skrive det?

Er det forlag, der bestemmer, hvilke bøger du anmelder? – Nej. Det gør jeg selv.

Laver du også v-blog, altså videoer, hvor du fortæller om krimier? – Nej. Vild Med Krimi har dog en YouTube-kanal, men den er meget stille. Hm… Jeg er jo en årgang 1973! Måske det kommer. Jeg er dog på både Twitter og Instagram.

Tjener du penge på at omtale en bog? – Nej. Med undtagelse af et par få sponsorerede indlæg, hvor jeg har samarbejdet med netboghandlen Liveboox om at videreformidle et godt tilbud til jer. Og bemærk at jeg ikke har anmeldt bogen og kun formidlet et tilbud. Et sådan indlæg vil ALTID være klart markeret med “sponsoreret indlæg”.

Tjener du slet ingen penge, når man klikker på din blog? – Nej.

Altså – tjener du slet ingen penge på bloggen? – Jo da. Bloggen er mit udstillingsvindue som journalist, foredragsholder og krimiekspert. Det vil sige, at jeg ikke tjener penge PÅ bloggen, men PGA bloggen. Ikke sjældent får jeg opgaver, som jeg er blevet booket til, fordi folk bliver opmærksomme på mine kompetencer ved at have været forbi bloggen.

Jeg er ikke Jussi Adler-Olsen. Men jeg kan fortælle om hans forfatterskab. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er ikke Jussi Adler-Olsen. Men jeg kan fortælle om hans forfatterskab. Foto: Rebekka Andreasen

Hvordan tjener du så penge?  Flere af mine lønnede opgaver har noget med krimigenren at gøre. F.eks når jeg holder et foredrag om Jussi Adler-Olsens forfatterskab. Eller er ude på en efterskole og fortælle om krimigenren. Eller når jeg bliver hyret til at skrive en artikel om domestic noir. Eller interviewer en krimiforfatter på en bogmesse. Eller laver noget journalistisk arbejde for et forlag.

Men jeg har også andre opgaver. Jeg er freelancejournalist og bl.a. tilknyttet Skriveværkstedet, hvor jeg f.eks. vurderer manuskripter.  Jeg har også opgaver, hvor jeg redigerer tekster til hjemmesider, hjælper med research eller skriver pressemeddelelser.

Giver det mening?

Kender du en, der vil elske at lappe de herligheder, jeg serverer her på bloggen, i sig?

Jeg bliver glad, hvis du anbefaler bloggen til andre, der er Vild Med Krimi.

Mange hilsner fra

Rebekka Andreasen, der er Vild Med Krimi, krimiblogger, freelancejournalist, foredragsholder, redaktør og meget mere.

 

8 kommentarer til Tjener du penge på at blogge?

  • Jan skriver:

    Hej Rebekka
    Supergodt at læse. Mon ikke du har fået inspiration til indlægget fra Hjørring-træffet?
    🙂 Jan

  • Lone skriver:

    Vild med Krimi er en dejlig blog, som jeg altid nyder at læse.

    Jeg synes det er fedt at du får så mange krimi-opgaver 🙂

    Knus

  • Bjarne Wildau skriver:

    Du tjener ikke direkte penge på bloggen. Det lyder godt. Men jeg synes generelt, ikke kun dig, men sådan helt generelt, at krimianmeldere er for ukritiske overfor det stof de påtager sig at skrive om. Det helt store skrækeksempel er for mig fortsættelsen af “Det som ikke slår os ihjel”, den såkaldte fortsættelse af Stig Larssons romanserie, skrevet af Lagercrantz. Romanen var efter min mening utrolig dårlig sammenlignet med Larssons romaner. Lagercrantz smed om sig med klichéer og romanen som skulle forestille at handle om Lisbeth Salander, beskrev alt andet end hende. Hun var kun med i 15% ca. af romanen, osv. osv. Kun Politiken tog rimeligt kritisk fat i Lagercrantz´s misfoster. Så min konklusion er, at du holder dig alt for meget venner med forfattere og forlag. De bedste hilsner Bjarne

    • Rebekka Andreasen skriver:

      Hej Bjarne

      Tak for din kommentar – og opsang. Jeg har heldigvis den frihed til udelukkende at skrive om de bøger, jeg har lyst til, og jeg styrer nok uden om nogle af dem, jeg på forhånd har en anelse om ikke er mig. Men du kan have ret i, at jeg – og andre bloggere – ikke altid er kritiske nok. Og at det kan være svært at være kritisk, når man f.eks. har mødt en forfatter, som man finder sympatisk. Der er en grund til, at det på aviser ikke er den samme journalist, der laver et portrætinterview og derefter anmelder pågældende forfatters bog. Men jeg synes nu alligevel godt, at jeg kan være kritisk. Jeg har f.eks. mødt Inger Wolf flere gange – også helt privat – og synes utrolig godt om hende. Men jeg var ikke imponeret over hendes seneste krimi og skrev bl.a.: “jeg mangler en hovedperson, jeg tror på” og “Jeg mangler simpelthen mere saft på personkarakteristikken. Jeg kan ikke helt fornemme ham, og så bliver han en smule uinteressant og utroværdig.”
      Og efter at have været på et utroligt hyggeligt besøg hos Jussi Adler-Olsen, skrev jeg følgende om hans 6. krimi: “Jeg synes desværre, det er bogens svaghed, at vi – sammen med det herlige team fra kælderen under Københavns Politigård – slavisk forfølger det ene spor efter det andet. Og afhører vidner i et væk. Det er omstændelig. Og lidt kedeligt. Desværre. Jeg savner noget af den spændstighed, kreativitet og højspændt spænding, som vel nærmest er Adler-Olsens varemærke. Jeg savner thriller-elementer og forfatterens eminente sans for at bruge suspense, så man nærmest ikke tør gå på toilet midt i aftenlæsningen, for hvad nu hvis….”
      Men jeg finder ofte noget positivt ved en bog, fordi jeg sjældent synes, at det er sort/hvidt.
      For at vende tilbage til Inger Wolf og Jussi Adler-Olsen, så er der mange ting ved deres to bøger, der fungerer. Og i forhold til lige netop bogen “Det som ikke slår os ihjel” mener jeg faktisk, at Lagercrantz skriver MEGET bedre end Larsson – nogle af hans sætninger var altså meget kludrede og ikke særlig mundrette. Men ja, bogen mangler noget af det hjerteblod, som Larsson stod for. Og tja, Politikens Forlag er jo altså konkurrent til Modtryk, der udgav bogen, så….
      Men tak for din kommentar. Og tak fordi du læser med her på bloggen. Bedste hilsner herfra,
      Rebekka

  • Helle K. skriver:

    Det har jeg simpelthen aldrig skænket en tanke … jeg læser nemlig også krimier, som får dårlige anmeldelser, jeg vil gerne danne min egen mening, før jeg smækker bogen i og væk.
    Nå nå jeg er født i 1962 og med på det meste – altså nye og elektroniske

    • Rebekka Andreasen skriver:

      Hej Helle

      Tak for din kommentar. Og ja, alder har vist ikke noget med tekniske færdigheder og nye medier at gøre. Jeg jonglerer selv fint med sociale medier – og elsker at bruge dem – men lige netop video er jeg ikke så god til. Måske jeg kan lære af en årgang 62? 😉 Tak fordi du læser med her.
      Rebekka

  • Rebekka Andreasen skriver:

    Hej Jan – tak for din kommentar. Det er faktisk et indlæg, jeg skrev for en måned siden, men som jeg først har postet nu 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her