Tre på stribe: Dukkebarn, Stalker og Silkeorm

Stalker, Silkeorm og Dukkebarn er tre meget forskellige krimier.  Hvad enten du tager på stalker-jagt i det svenske, hopper en tur til Londons forlagsmiljø eller vover din inden for murene på en et psykiatrisk hospital i Bristol, så er du rigtig godt underholdt.

Stalker, Silkeorm og Dukkebarn er tre meget forskellige krimier. Hvad enten du tager på stalker-jagt i det svenske, hopper en tur til London og guides rundt af en privatdetektiv eller vover dig inden for murene på et psykiatrisk hospital i Bristol, så er du rigtig godt underholdt. Foto: Rebekka Andreasen

Korte anmeldelser af tre rigtig gode, men også meget forskellige bøger: Stalker af Lars Kepler, Silkeorm af Robert Galbraith og – ikke mindst – Dukkebarn af Mo Hayder.

Stalker af Lars Kepler: Jamen altså. Lars Kepler bliver bare bedre og bedre. Det svenske forfatterparret bag Kepler-pseudonymet, Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril, debuterede stærkt med Hypnotisøren. Så styrtdykkede kvaliteten gevaldigt, synes jeg, i Paganini-kontrakten, men parret har siden skrevet flere svært underholdende krimier. Femte bog om kriminalkommissær Joona Linna er ingen undtagelse.

Stalker er som en ivrig kogt fond bestående af alle de ingredienser, der er med til at gøre en krimi læseværdig: Den er uhyre underholdende, uhyggelig, tankevækkende, gribende, overraskende, intens – og så har forfatterne tilsat en heftig slat psykologi og god gammeldags gru.  Og så tager bogen fat på en adfærd, der åbenbart er blevet så almindelig, at man kan læse gode råd i dameblade om at undgå stalking bl.a. her

Bogen er proppet med korte sætninger, action og masser af tempo. Der er gensyn med psykiateren (hypnotisøren) Erik Maris Bark – og selvfølgelig med Joona Linna, der dukker op igen efter at have været forsvundet i et år. Denne gang forsøger de at finde frem til en bestialsk kvindemorder.

Silkeorm af Robert Galbraith: Hvor Lars Kepler er fremme i skoene, effektiv og drøner derud ad med 200 km i timen, og mens adrenalinen sprinter af sted med samme fart, så skriver Robert Galbraith langt mere sofistikeret, langsomt og med plads til løjerlige, stemningsmættede detaljer. Det gør ikke bogen mindre spændende. Bag pseudonymet gemmer Harry Potters-mor, J. K. Rowling, sig, og skrive for voksne krimifreaks, det kan hun. På elegant, britisk gammeldags facon – men i nutidige rammer i London- og altså uden Keplers galoperende tempo eller Jo Nesbøs voldsunivers.

Silkeorm er efterfølgeren til Gøgens kalden fra 2013 og anden bog om den forhenværende soldat og Afghanistan-veteran Cormoran Strike, der har en metalstang der, hvor højre ankel burde være. Og som nu driver et lille detektivbureau i London assisteret af den unge sekretær Robin. Et herligt, skævt makkerpar, der efterforsker en forfatters forsvinden. Den forsvundne forfatter skrev på en roman, der har sendt rystelser igennem den engelske forlagsbranche, og da manuskriptet er blevet lækket, er der ikke så få, der har et motiv til at ville genne forfatteren af vejen. For myrdet det er han, godt og grundigt, og det er nu op til Cormoran Strike at finde morderen. Silkeorm er en svært underholdende, intelligent krimi, der med humor og vid spidder det litterære forlagsmiljø.

Dukkebarn af Mo Hayder. Jeg undrer mig ofte over, at britiske Mo Hayder, der har vundet den prestigefulde Edgar Allan Poe-pris, ikke er mere populær i Danmark. Mo Hayder skriver snigende uhyggeligt og leverer gang på gang mørke, fascinerende plot. Hun har skrevet en interessant og barsk serie om vicekriminalkommissær Jack Caffery, der arbejder i drabsafdelingen i Bristol Politi. Caffery er en figur, der minder om andre krimihovedpersoner – og så alligevel ikke: Han er en lidt ensom, plaget mand, der slæber rundt på et stort traume fra barndommen – hans bror blev kidnappet som barn og er aldrig fundet. Men han er en meget dedikeret politimand. Og bestemt værd at læse om.

Døden er den røde tråd i Mo Hayders krimier. Det er jo en selvfølgelig, når det handler om krimigenren, tænker du måske. Men i et interview i tillægget Krimi (Information 2013) uddybder forfatteren:

….. Ikke alle krimier handler om døden. Ofte er der et mord, men hvor mange andre forfattere ønsker at undersøge samfundet, så fokuserer jeg på temaer som døden og livet og på, hvor tæt forbundne de er.

Det er sjældent, at jeg bliver decideret rædselsslagen, når jeg læser, men Mo Hayder får mig helt derud, hvor en uventet lyd får mig til at fare sammen. Dukkebarn er den uhyggeligste bog, jeg længe har læst.  Den er heldigvis også uhyggelig god. Bogen er fjerde selvstændige bog i Jack Caffery-serien. Titlen er ikke særlig original ( se under PS), men det er bogen. I Dukkebarn bliver vicekriminalkommissæren kontaktet af en plejer på et psykiatrisk hospital i Bristol. Både patienter og ansatte på den lukkede afdeling er skrækslagne – der sker uforklarlige strømafbrydelser, og patienter dør. På mystisk vis. Spøger det på den såkaldte sikringsanstalt? Der er noget i gære. Hvad skal Caffery efterforske – og helst i en fart  inden patienterne går i panik, og de ansatte flygter. Og inden der sker flere mystiske dødsfald. Jeg tog mig selv i at holde vejret flere gange, mens jeg læste bogen. Den er fremragende.

PS: Svenske Carin Gerhardsen har skrevet en fin krimi med samme titel. Det samme har danske Inger Gammelgaard Madsen. Dukkebarn er altså ikke en videre opfindsom titel. Vil du kun læse en dukkeversion, så snup Mo Hayders.

4 kommentarer til Tre på stribe: Dukkebarn, Stalker og Silkeorm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her