Anmeldelse: Den britiske forfatter Helen Cox har foreløbig skrevet fire bøger om bibliotekaren Kitt Hartley, der går med blød filthat, sværger til Lady Grey-te (en blanding af bergamotte- og orangete) og som ikke er uden evner som detektiv. Kort før nytår 2020 udkom Dødbringende besked, der er første bind i serien, på Forlaget Zara. Og er du til såkaldt cozy-crime vil du sikkert, som jeg, hygge dig med Cox’ charmerende amatørdetektiv, hvis du indstiller dig på, at der er mere humor end spænding i romanen.

Drop fjernbetjeningen for en stund og hyg dig med en let britisk humoristisk krimi i stedet for. Foto: Rebekka Andreasen

Nogle gange, måske især i disse lidt underlige tider, har jeg bare brug for noget kvalificeret, let underholdning, der gør mig glad – uden at jeg føler, at jeg har spildt tiden. I stedet for at streame en serie endnu engang, kan du, som jeg for nylig gjorde, kaste dig over britiske Helen Coxs første krimi på dansk.

Den nordengelske by York, der er gennemsyret af historie, lægger gader og stræder og floden Ouse til handlingen i Dødbringende besked.

Bogens heltinde Kitt Hartley arbejder på det fiktive Vale of York Universitetsbibliotek som bibliotekar. Da hendes nære veninde Evie bliver anholdt og mistænkt for at have dræbt sin ekskæreste Owen med en fyldepen stukket gennem hjertet ledsaget af en mystisk besked, kaster Kitt sig hovedkulds ud i sin egen efterforskning som et supplement til kriminalkommissær Hallorans officielle efterforskning.

Hun har læst hundredvis af kriminalromaner – hvor svær kan en efterforskning egentlig være? Kitt nægter at tro på, at hendes bedste veninde har taget livet af ekskæresten – heller ikke selvom han havde den frækhed at slå op med Evie over messenger.

Kitt er klog, temperamentsfuld og farverig, og så bugner hendes hjem af bristefærdige bogreoler. For det er især igennem litteraturen, at hun lever, for hun bor alene og har ikke haft et forhold de sidste ti år, siden hun brutalt blev droppet af en kæreste. Men, men men…. Bogen rummer også en spirende romance, for en vis kriminalkommissær dufter så jord- og mosagtigt, at Kitt indimellem må snappe efter vejret. Det bliver en anelse for lyserødt til min smag, selvom jeg i den grad under Kitt, at også andre end hendes nære veninde viser hende kærlighed.

Det er ikke dybe psykologiske portrætter, du som læser får serveret, men Kitt er charmerende og herlig bramfri, og det er især hendes fortjeneste, at jeg er glad for romanen. Jeg nød også bogens uhøjtidelige tone og var herligt underholdt hele vejen gennem de knap 400 sider.

Og selvom plottet er lidt tyndt, byder fortællingen heldigvis på et par overraskelser. Og så er det altså ikke alle, der gerne vil skrive humoristisk, der evner at få humoren til at sprudle på siderne – det gør Helen Cox.

Især de mange referencer til kriminalromaner, klukkede jeg over, for selvfølgelig kan Kitt sin Agatha Christie, Arthur Conan Doyle og Ian Rankin. Kitt har også et vedhæng med et citat fra Charlotte Brontës Jane Eyre i en kæde om halsen.

Der er visse ligheder med Elly Griffiths krimiserie om Ruth Galloway, som har fundet et trofast og stort publikum herhjemme, men Griffiths serie har stærke krimiplots, og selvom der også er skøn britisk humor i den serie, kradser den et alvorlig lag dybere end Helen Coxs underholdende roman.

Miljøbeskrivelserne i bogen er skønne, alene forfatterens beskrivelser af det universitetsbibliotek, Kitt arbejder på, er atmosfærefyldte, og det er rart at komme til det nordlige England og besøge et sted, der ikke er overrendt af andre fiktive detektiver. Og så tværer Helen Cox også fordomme om bibliotekarer ud – hvis sådanne overhovedet stadig findes andre steder end i karikaturtegninger.

Det er en bog om venskaber, om loyalitet – og om at turde vove sig ud i livet, selvom man risikerer at blive såret.

Bogen med originaltitlen Murder by the Minister, er oversat af Kamilla Pontoppidan Haderup og er et anmeldereksemplar fra Forlaget Zara.