Anmeldelse: Dødens kode af Michael Larsen 2


Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg håber.

Anmeldelse: Dødens kode er den slags krimi, som du ikke skal læse i små bidder. For så mister du overblikket. Tager du dig derimod tid og læser bogen komprimeret, så venter en svært underholdende læseoplevelse og en kompliceret, snørklet krimigåde, der er begavet fortalt, og som bader i overlegen research, uden at den gode historie drukner i fakta.

Uanset om Michael Larsen skriver om fugle, film, fotoudstyr eller franske veje, så føler jeg mig som læser overbevist om, at han har sin research i orden. Han har styr på de små skønne og vigtige detaljer, der blandet med en god portion fantasi bidrager til et brag af en krimithriller. For der er både en mordgåde, der skal opklares, og et eller andet i gære i horisonten, som skal afværges.

Larsens baggrund som bl.a. filmjournalist og hans interesse for Ærø, natur og fugle smitter af på bogens univers. Her er indlevende miljøbeskrivelser af den lille ø i det sydfynske øhav, og de koder, titlen hentyder til, er hentet fra mørke filmklassikere. Men hvad er det, som koderne varsler?

At genfortælle hvad Dødens kode handler om er ikke nemt, for det er en temmelig kringlet og ret indviklet historie. Som jeg skrev i indledningen, så kræver historien en læsers fulde opmærksomhed.

Kort fortalt er kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København tilbage på Ærø. En 14-årig pige er brutalt blevet myrdet på havnen i Marstal, og Folmer får en fornemmelse af, at mordet hænger sammen med de dramatiske begivenheder i Mordet på øen, som bogen er en forsættelse af.

Selvom bogen begynder med et fyldigt referat af den første Folmer-krimi, er det en kolossal fordel at have læst Michael Larsens første Ærø-krimi. Der er konstant tråde, der væver tilbage til den første bog i serien.

Udover den sympatiske efterforsker følger vi især Charlotte Monson, der frygter for sit liv og derfor er flygtet fra Danmark. Hun skjuler sig i udlandet og forsøger samtidig at skrabe så mange penge som muligt sammen ved at brillere i poker.

Og vi følger den københavnske journalist Mikkel Thorsboe, der fornemmer, at noget ikke er, som det giver sig ud for at være. Mon ikke manden har ret?

Folmer. Monson. Thorsboe. Det fungerer. Larsen har skabet et galleri af personer, som er interessante og sammensatte, og som er ret godt selskab. Og liget af den 14-årige pige er ikke det eneste lig i fortællingen. I dette tilfælde kommer Folmer for sent. Og indsmurt i blod fra afdøde tager han en smøg.

“Folmer slog en cigaret frem, tændte den og inhalerede dybt. Lige omkring filteret fik blodet aftrykket til at ligne læbestift”.

Dødens kode er en skøn kombination af dansk vandkantskrimi med landbetjent, endeløs horisont, alle-kender-alle og huse-hvor-kragerne-vender, og en krimi med store armbevægelser, der ligeså godt kunne være skrevet af en fransk eller engelsk forfatter.

Det er bl.a. en bog om terror, fanatisme, krigsveteraner, statshemmeligheder og de klassiske gnidninger mellem PET og politiet. Og det er en krimi om en verden, der er uoverskuelig og kaotisk, selvom alle kan overvåge alle – og gør det.

Føj for en fed og vild finale. Hvis du synes, at indledningen var en anelse tung og forvirrende, så er jeg enig med dig. En let redigering ville have klædt de første 70 sider, selvom man gerne må stille krav til læserne. Men læs endelig videre. Det bliver godt. Rigtig godt. Og dramatisk.

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg er klar.

SF Film har købt rettighederne til bøgerne, så måske vi engang i fremtiden møder Jan Folmer på tv eller i en film.

 

 

 


Skriv et svar til Rebekka Andreasen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Anmeldelse: Dødens kode af Michael Larsen

  • Klaus Brohammer

    Meget tilfreds med, at du skriver det er vanskeligt at genfortælle hvad bogen handler om, her halvvejs gennem bogen. Den er så kryptisk kaotisk, at man mistænker forfatteren for at forsøge intellektuelt at forvirre læseren til at finde den intellektuelle tråd som måske slået ikke findes. Total kaos! Venter spændt på om afslutningen kan kæde de mange personers indbyrdes forhold og gøremål sammen på en rimelig forståelig måde.
    Hvis ikke det er tilfældet, så er jeg færdig med Michael Larsen, som jeg desværre blev det med John le Carre efter den stanhaftige gartner.

  • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

    Tak for din kommentar Klaus. Bogen kunne godt gave trængt til en ekstra redigering, men jeg var alligevel ret begejstret. God læselyst!

    Bedste hilsner
    Rebekka