Anmeldelse: Svenske Tina Frennstedts debutkrimi er inspireret af en virkelig hændelse. Forsvundet, der er første bind i en såkaldt Cold Case-serie, udkommer i dag på Gyldendal.

Forsvundet er den første bog i en krimiserie, der er inspireret af uopklarede, virkelige sager. Foto: Rebekka Andreasen.

Mange dokumentarserier, bøger og podcasts handler i øjeblikket om true crime, genren er populær, og interessen for virkelighedens forbrydelser stor. Og i fiktionens verden er der ikke så få detektiver og betjente, der arbejder med gamle, fiktive sager – f.eks. Carl Mørck og co. i Adler-Olsens krimier.

Med en baggrund som kriminalreporter for blandt andre Expressen og Aftonbladet og som nyhedschef på Svenska Dagbladet har Tina Frennstedt ikke sjældent beskæftiget sig med kriminalstoffet, og i debutkrimien Forsvundet, der udkommer i dag på Gyldendal, blander hun fiktion og fakta.

Hun har skrevet en effektiv og vedkommende kriminalroman inspireret af en virkelig begivenhed. Tilbage i 1992 forsvandt den 22-årige Helena Andersson. En sag, som forfatteren dækkede som journalist. Den unge kvinde er aldrig siden dukket op igen, og politiet formoder, at der tilbage i 1992 skete en forbrydelse. Den slags uopklarede sager er der 600 af i Sverige.

Netop en kvindes forsvinden er omdrejningspunket i Forsvundet. At lave fiktion inspireret af tragiske hændelser kan være noget af en balancegang, men Tina Frennstedt har ladet handlingen udspille sig i Skåne, i Malmö og i Österlen over 400 kilometer syd for Mariestad, hvor Helena Andersson forsvandt. Faktisk foregår bogen i hele Øresundsområdet, og der er flere tråde til Danmark.

Som dansk læser kan man genkende små detaljer i karakterskildringerne, og forfatteren har tydeligvis hentet inspiration fra danske kriminelle, da der er grumme træk fra både Amagermanden og Peter Lundin. Gys.

I bogen er det den 19-årige nyudklækkede student Annika Johansson fra Simrishamn, som er forsvundet en nat på vej hjem fra en natklub. En sløset efterforskning er skyld i, at politiet aldrig finder ud af, hvad der er sket. Intet lig, intet klart motiv, ingen gerningsmand, selvom de lokale har deres helt egne meninger om, hvad der skete – og hvem der fortjener fordømmende blikke. Lokalsamfundet behøver ingen domstol for at dømme.

16 år efter i forbindelse med en drabssag, dukker nye spor op, der kan kobles til den gamle sag.

Hovedpersonen kriminalinspektør Tess Hjalmarsson er chef for en såkaldt Cold Case-enhed i Skåne, og sammen med kollegaen Marie Erling skal hun forsøge at finde ud af, hvordan den gamle sag hænger sammen med den nye drabssag.

Hele to kvindelige efterforskere

Herligt at læse om et stærkt kvindeligt makkerpar, endelig fristes jeg til at skrive, og de supplerer hinanden godt. Hjalmarsson er i offentligheden kendt som superstrømer efter at have løst en kompliceret sag, hun er tænksom og velovervejet, kæreste med en kvinde, hun egentlig ikke er vild med, og så sukker hun efter at få børn med den ekskæreste, hun stadig er forelsket i, mens Erling er hende, der trykker speederen i bund på politibilen, handler før hun tænker, og så er hun gift og mor til to børn og går gerne til heavy metal-koncert.

Det tredje medlem af Cold Case-gruppen, Lundberg, som ingen kan huske hvad hedder til fornavn, lærer læserne aldrig rigtig at kende. Han bliver aldrig rigtig foldet ud hvilket er en skam, for han bliver lidt ligegyldig.

Det svenske politi får hjælp af den danske psykiater Carsten Morris, der har specialiseret sig i at lave psykologiske profiler af gerningsmænd. Han er derimod en temmelig interessant type.

Forfatterens giver plads til at vise sorg og frustration og uvished hos både de efterladte, men også hos dem, måske gemmer på hemmeligheder og får bedømmende blikke fra lokalsamfundet. Det er en kriminalroman, der giver sig tid, uden på noget tidspunkt at miste den vigtige røde tråd gennem plottet.

Sproget er udmærket, lidt ordinært, og det er ikke det, der begejstrer mest. Det er derimod den effektive og interessante historie med en fin balancegang mellem betjentenes privatliv og efterforskningen. Og jeg kunne godt lide hele tonen i fortællingen, hvor de store følelser også får plads. Det er en krimi om savn, længsel, kærlighed og hævn. Flere mennesker kæmper i bogen med at finde fodfæste, og det er også en krimi om at finde sig selv.

Forfatteren har planer om flere bind i Cold Case-serien, og jeg læser gerne med igen. Og håber, at Tina Frennstedt i næste bog kæler en smule mere for sproget. Hvordan man konstruerer en effektiv krimi, der både giver plads til langsommelighed og samtidig har en konstant brummende og velkørende historiemotor, har hun derimod helt tjek på.