Læs Havets børn af Anna Ekberg. Den er god. Ret god. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Børnesoldater, flygtningestrømme, verdens uretfærdighed, vestens udnyttelse af Afrika, afrikansk kaos og korruption i kølvandet på diktatur og lovløshed. Det er heftige emner, som Havets børn af Anna Ekberg behandler. Havets børn er en vedkommende og rørende spændingsroman om ofre, der sjældent får ordet.

At Havets børn er en social indigneret spændingsroman, er der ingen tvivl om. Men i bogen er det en hvid dansk kvinde, der rækker ud mod Afrika for at overleve. Ikke omvendt.

Rebekka er jurist og midt i 30’erne, da hun får at vide, at hun har en livstruende kræftsygdom. For at overleve har hun brug for en transplantation. Hun har ingen søskende og hendes diplomatfars celler matcher ikke kravene. Rebekkas far, som hun har et elendigt forhold til, afslører pludselig en hemmelighed. Det barn, Rebekka troede, hun som 17-årig højgravid mistede i en trafikulykke i Uganda, lever. Hendes mor døde i ulykken, og selv svævede Rebekka længe mellem liv og død. Og i halvdelen af sit liv har Rebekka troet, at det ufødte barn i hendes mave led samme skæbne som hendes mor.

Alvorlig syg drager Rebekka afsted mod det østafrikanske land, som hun boede i som teenager – på jagt efter datteren. I første omgang for at finde en donor, men efterhånden som jagten i Uganda bliver mere og mere desperat, er Rebekkas håb blot, at hun får lov til at holde sin datter i armene, inden Rebekka dør.

Havets børn sad i mig længe efter endt læsning. Jeg har boet i Kampala, Ugandas hovedstad, i tre år, så måske derfor påvirkede bogen mig ekstra meget. De gigantiske marabustorke med de underlige nøgne hoveder, der hang som flyvende rotter over byen, trafikkaosset med et mylder af matatuer (busser), der uden tanke på trafikregler svingede ud og ind mellem hinanden, mango og passionsfrugt i sirlige stabler på farverige markeder og lugten af slum og håbløshed, der er svær at vaske væk. Og ja, det lyder som en tyk kliche, men minderne om den røde jord poppede op igen, jorden i Uganda er altså rød. Alt blev levende igen.

Også minderne om Lord’s Resistance Army. En guerillahær med den berygtede og bestialske terrorist Joseph Kony i spidsen. Han kidnappede børn for at gøre dem til børnesoldater og sexslaver især i grænselandet mellem Uganda og Sudan og mellem Uganda og Congo. Kony er aldrig blevet fanget.

I bogen møder vi en Konylignende oberst, ligesom vi også møder børnesoldater. Og selvom det er fiktion, ved jeg, at der er børn, der deler traumer og skæbner med bogens børn, med havets børn. Dem, der flygter over det store hav med drømme om et bedre liv i Europa.

Vi følger også en politiefterforskning i København, der selvfølgelig hænger sammen med Rebekkas historie.

Uganda og en betydelig yngre udgave af mig. Foto: Michael Dahlsgaard Andreasen

Bogen kommer ikke med svar på den komplekse problemstilling hvad enten det handler om ulandsbistand eller flygtningekrise, men bogen zoomer ind på en tragedie og giver den krop og sjæl og et dansk touch.

Havets børn er en virkelig god bog. Spændende. Medrivende. Rørende. Så pyt med at bogen indimellem har unuancerede udsagn som: ingen ugandere kan svømme, (og nej, befolkningen har ikke adgang til havet, og ja, de kan få en farlig bakterie af at svømme i den mægtige Victoriasø, men der er altså ugandere, der kan svømme) for historien er så medrivende og rørende, at jeg var forgabt i historien.

Her er store følelser og smerte, liv og den død, der aldrig er særlig langt væk i Uganda. Her er masser af overraskelser, familiehemmeligheder, sorg, længsel og kærlighed.

Lyder det svulstigt?

Det fungerer i Anne Ekberg-indpakningen. Havets børn er en historie, der mindede mig om det, jeg godt ved, men som jeg ikke altid magter at forholde mig til – verdens uretfærdighed.

Bag Anna Ekberg gemmer forfatterparret Jacob Weinreich og Anders Klarlund sig, og det er parrets tredje bog som Anna Ekberg. Tidligere under Ekberg-navnet har de udgivet Den hemmelige kvinde (2016) og Kærlighed for voksne (2017) De to mænd har også skrevet krimier sammen under navnet A.J. Kazinski.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.