Anmeldelse: Jakob Melanders syvende bind om politiassistent Lars Winkler er seriens mest omfangsrige med mere end 500 sider. Melander folder en kompleks og fortrinlig historie ud, der nærmest begynder som en spændingsroman og slutter som hårdkogt krimi. Som altid med masser af musik i både sprog og timing. Udkommer i dag på People’sPress.

Flot Damien Hirst-agtigt bogcover skabt af Harvey Macauley/Imperiet. Ind i den hvide nat af Jakob Melander udkommer i dag.

Måske er jeg et af de eneste mennesker i Danmark, der ikke har en playliste på min mobil. Jeg hører musik, når jeg gør rent, er til fest eller når jeg kører bil. Ikke radio. Mit eget musik vel at mærke fra handskerummet, hvor der ligger bunker af Cd’er med Hall & Oates, David Bowie, Gasolin, Bo Kaspers Orkester, Orup og Joe Cocker i Woodstock-version. Det er sjældent, jeg sætter musik på hjemme, hvor jeg foretrækker podcasts og P1. Når jeg arbejder, skal jeg have fuldstændig ro.

Med andre ord har jeg aldrig haft det som Jakob Melanders hovedperson Lars Winkler, der altid kan hive en linje fra en sang frem til at beskrive den sindstilstand eller de følelser, der rumsterer inden i ham. Heller ikke selvom musik for mig også er minder. (Mit ophold i sydengelske Devon i 1992 hænger uløseligt sammen med denne sang)

Men jeg er fascineret af mennesker som Winkler, og Melander selv, for hvem musik er så integreret del af deres måde at opfatte verden på. Som vanligt for en Lars Winkler-krimi er der masser af musikreferencer i Ind i den hvide nat.

Musik må der tyes til. David Bowie i særdeleshed, men også blandt andre Sting, Bruce Springsteen og Aretha Franklin, for det er op ad bakke for Lars Winkler, der både har kvaler med kærligheden og forsøger at blive det speedmisbrug, han har kæmpet med siden 80’ernes punkdage, kvit. Hans afhængighed af musik skader heldigvis ingen, heller ikke teenagedatteren, der er flygtet over til sin farfar i New York. For ja, Lars Winkler har en amerikansk far.

Og så nager en speget sag, som den lidt indadvendte politimand samme med et par tætte kolleger fra Københavns Politi, forsøger at løse. For hvorfor er en død, skamferet malkeko skyllet op på stranden nær nordsjællandske Gilleleje? Hurtigt fornemmer politiet, at det hænger sammen med en skånselsløs smuglerorgainsation, der fragter store mængder LSD-lignende stoffer til Danmark.

Vi møder også betjenten Nanna Christoffersen, der er tilknyttet Station Bellahøj, og som arbejder med indbrud. Selvom hun repræsenterer ordensmagten, har hun mere end svært ved at holde nallerne for sig selv, hun er konstant på kant med loven, og da hun stjæler en kostbar statue under en anholdelse på Hotel Continental på Nørrebrogade i Købehavn, får hun hurtigt både efterretningstjenesten og kriminelle på nakken. Vil du have såkaldt true crime, så google blot hotellet, der gemmer på flere voldsomme og dramatiske begivenheder.

Melander skriver smukt og melodisk. At bruge komma som et skjult “og”, gør ofte hans sætninger sprøde. Og især portrætterne af de to politimænd, Lars Winkler og Nanna Christoffersen, bærer historien. De kæmper med hvert deres mørke. Og det er netop det, der er historiens drivkraft.

Spændingskurven stiger støt i en interessant historie, der fint forløses til sidst. Ind i den hvide nat handler både om at give slip og om nye begyndelser. Om stoffer, om afhængighed. Om skrupelløst at ofre andre for at nå et højere mål. Og endnu engang er der fokus på lillebror/storebror-konflikten mellem Politiet og PET, ligesom der er gensyn med en velkendt kriminel.

Og så er der et ret interessant tema, som plottet er hængt op på, som jeg gerne ville have haft endnu mere integreret i historien, for det er både et skræmmende og interessant emne, der sagtens kunne tåle mere plads. En kidnapning drukner også en smule i historien.

Palle Schmidt (tv) og Jakob Melander, spottet på BogForum 2018. Palle Schmidt har i øvrigt lavet seje illustrationer af karakterer fra Melanders såkaldte Askehave-serie, som han har skrevet for Mofibo. Foto: Rebekka Andreasen

Ind i den hvide nat er en glimrende kriminalroman om kriminelle, der er ligeglade med grænser, og om politifolk, der tumler med at finde grænser.

Forfatteren debuterede i 2013 med Øjesten, og selvom det er blevet til syv Winkler-krimier på syv år, er der tidsmæssigt ikke gået særlig lang tid i hovedpersonens liv fra bog et til bog syv. Mindre end et års tid, hvis jeg har regnet rigtigt.

Ind i den hvide nat kan læses selvstændigt, men du får mest ud af at læse bøgerne i rækkefølge.

Bøgerne om Lars Winkler i rækkefølge:

• Øjesten
• Sefarine
• De berusedes vej
• Det bedste til mig og mine venner
• De døde og de ufødte
• Fjenden iblandt os
• Ind i den hvide nat