Anmeldelse: I dag udkommer spændingsromanen Låst af Anne Mette Kirk på forlaget People’sPress. En rørende og velskabt spændingsroman om en gruppe unge i tyverne, der hver især er låst, fordi de bærer rundt på svære hemmeligheder, der tynger. Det er også en roman, der rammer pladask ned i en aktuel debat om samtykkelov og #metoo.

Låst er en selvstændig efterfølger til Anne Mette Kirks debutroman Knust, der udkom for et par år siden. Coveret er skabt af Harvey Macaulay fra Imperiet.  Og hey – når mit hjem for en gangs skyld i kølvandet på en fødselsdag bugner af blomster, så skulle en af buketterne altså med på billedet. Foto: Rebekka Andreasen.

Kan du huske de dér skønne romaner, der gjorde et indtryk, da du var ganske ung? Ungdomsromaner om overgangen fra barn til voksen, historier, som du kunne spejle dig i, og som ramte noget dér allerdybest inde? Det kan jeg.

Bøger som Martin & Victoria af Klaus Lynggaard, Pigeliv-trilogien af Tine Bryld, Bo Green Jensens Dansen gennem sommeren og også en amerikansk klassiker skrevet helt tilbage i 1947 – Lev stærkt – dø ung af Willard Motley.

Alle gjorde de et kæmpe indtryk på mig, da jeg i 80’erne sad trygt på mit værelse lidt syd for Aarhus og slugte fortællingerne i pauser mellem radioprogrammet Tværs og mine dagbogsskriverier om, hvem der nu var den sødeste dreng fra basketholdet i Viby. Ved at læse blev jeg klogere på mit eget liv i en tid, hvor jeg selv forsøgte at finde ud af, hvem jeg var.

Anne Mette Kirks seneste bog er ikke en ungdomsroman. Persongalleriet er i tyverne, og vi følger dem over fire-fem hektiske augustdage i København. Men det er heller ikke helt forkert at kalde Låst en hybrid mellem det, man måske kan kalde en ungvoksen-roman og en psykologisk spændingsroman. Det er i kølvandet på en forbrydelse, den sorg og sårbarhed, der følger med, og ikke i selve forbrydelsen, at dramaet ligger. Låst handler om et lille drama, der får store konsekvenser.

Med inderlighed og dybtfølt hjerte portrætterer Anne Mette Kirk gruppen af unge, så de sprudler og lever på papiret. Og det er her, hun er ret suveræn. Hver især får de nogle-og-tyve-årige en fortællestemme, og de kæmper alle med følelsen af at være fastlåst – i egne eller andres øjne.

Jeg tror, at Låst vil ramme mange læsere, der kan genkende tematikkerne i bogen, og måske bliver de ramt på samme måde, som jeg blev ramt der i 80’ernes Aarhus-forstad?

Låst er en virkelig fin spændingsroman med tryk på roman – også for os, der har talrige årtier på bagen, selvom jeg indimellem smilede overbærende, som når den unge kvinde Ronja på vej i byen tager høje guldsandaler på, der gnaver, og må humpe af sted på bare tæer. Been there, done that!  Fortællingen bliver dog aldrig banal.

For hvem har ikke brug for at spejle sig i noget uperfekt? Noget menneskeligt? Og vil vi egentlig ikke alle passe ind, samtidig med at vi bevarer ret til at være dem, vi er? Uden at skulle bekymre os om andres fordomme og fordømmelser? Uden at skulle frygte en drugrape midt om natten på en københavnsk natklub, som netop er det, der sker for 24-årige Clara i bogen? Hun bliver ikke kun voldtaget, men også udsat for brutal vold. Og vi kan alle være ekstra sårbare i perioder af livet. Og vi kan alle være den, der må åbne døren for en politimand, fordi en nær er blevet udsat for en forbrydelse.

Mens Clara er i koma og kæmper for sit liv på Rigshospitalet, kæmper hendes nære på hver deres måde. Tør de afsløre deres egne hemmeligheder for at hjælpe Clara?

Især er jeg glad for karakteren Theo, Claras yngre bror, der i årevis har forsøgt at holde sammen på familien og lappe på de sår, en cocktail af en dement mor, en konfliktsky far og en OCD-hæmmet søster resulterer i.

Gennem romanens korte tidsramme og med Claras tragedie som en katalysator, udvikler de sig alle på hver deres måde.

Politimand a la Esben Bjerre

Som i Anne Mette Kirks debutroman Knust fra 2019 (som jeg ikke har læst), møder vi igen den unge, arbejdsivrige, sympatiske jyske politiassistent Marc Abildgaard fra Københavns Politi, der higer efter at blive efterforsker. Og som propper så ekstremt mange timer i sit arbejde, at selv den flittigste myrer i boet må pile i turbotempo for at følge med.

En karakter, som har stor lighed med forfatterens bedste ven, journalist Esben Bjerre, som hun arbejdede tæt sammen med som redaktionsleder på DR3-programmet Monte Carlo. Som Anne Mette Kirk skriver i et opslag på Instagram: “Esben er ekstremt høfligt og et meget ordentligt og omhyggeligt menneske, men bag dette gemmer sig også et meget antiautoritært og selvstændigt menneske, som hvis han pisses af, bestemt ikke er nervøs for konflikten. Derudover er Marc også en gammel mand fanget i en ung krop – præcis som Esben.”

Og han er en interessant karakter, ham Marc, også så interessant, at jeg gerne så, han fyldte endnu mere i bogen, så vi også ved, hvem han er, når ikke han arbejder. Men det er de pårørende, der især får taletid i Låst.

Romanen giver også et realistisk billede af politiarbejdet og af, hvor svært og komplekst det kan være for politiet at opklare en forbrydelse som den, Clara har været udsat for.

Hardcore krimifreaks vil elske en indre tanke som den, Marc har om en uerfaren og ældre kollega:”Faktisk kaldte Lars Tommy det ikke engang drab, han kaldte det mord. Så lidt politimand var han.” For vi erfarne krimilæsere ved nemlig godt, at politiet altid vil bruge termen drab frem for mord.

Har du læst med helt herned, kan du nok fornemme, at jeg er pænt begejstret for bogen. Det var en meget fin læseoplevelse for mig. Også selvom jeg hurtigt lurede, hvem der var gerningsmanden.

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’sPress, som fra 1. februar slanker forlagsnavnet og herefter slet og ret hedder People’s.