Broen sæson 3 12


Sofia Helin som Saga Noren og Thure Lindhart som Henrik. Foto: Baldur Bragason/SVT

DR1 viser i aften første afsnit af Broen 3. Saga Norén (Sofia Helin), der stadig arbejder på Länskrim i Malmø, må klare sig uden Martin Rohde (Kim Bodnia), som afsoner en 10 år lang fængselsstraf.

Husker du, hvordan sæson to sluttede? Martin blev fængslet for at have dræbt Jens, der sad i fængsel på livstid bl.a. for drabet på Martins søn. Mon ikke folkene bag serien kunne have skrevet sig ud af den situation? En konflikt med seriens forfattere fik dog Kim Bodnia til at trække sig fra serien.

Jeg har været kæmpe fan af Broen sæson 1 og 2. I aften tager DR1 hul på Broen III. Jeg er spændt på, hvordan Saga klarer sig uden Martin. Er tv-serien det samme uden Kim Bodnia? Hans fortolkning af den bløde, men kraftfulde danske kriminalkommissær var jeg ret vild med. Ingen Kim Bodnia i sæson 3, men til gengæld møder vi nye ansigter blandt andre Thure Lindhart. Han spiller Henrik Sabroe, der er gift og har to børn, og som skjuler en stor hemmelighed for sin omverden.

Vi møder også Hanne Thomsen (Kirsten Olesen), der er ansat ved Københavns Politi. Hun er en erfaren og hård politikvinde, som  – surprise – har svært ved at samarbejde med Saga og acceptere den helt særlige svenske efterforsker. Men det bliver hun nødt til, da en dansk kønsdebattør, indehaver af den første kønsneutrale børnehave i København, findes myrdet på en byggeplads i Malmø.

Nicolas Bro spiller den succesrige forretningsmand Freddie Holst, der har en imponerende kunstsamling. Også Sonja Richter og Sarah-Sofie Boussnina er med i den nye sæson.

Den dansk/svenske tv-krimi har flere forskellige instruktører og hovedforfattere heriblandt svenske Henrik Georgsson. Og danske Rumle Hammerich, som også har instrueret afsnit af Borgen I. Også svenske Hans Rosenfeldt, der også er kendt som den ene halvdel af forfatterparret Hjort Rosenfeldt, er igen med som en af seriens hovedforfattere.

I Broen III spiller Kirsten Olesen Hanne Thomsen fra Københavns Politi.
Foto: Carolina Romare

Broen er solgt til 157 lande/territorier, serien har vundet forskellige prestigefulde tv-priser, og tv-krimien er blevet produceret i to såkaldte remakes nemlig The Tunnel, som finder sted mellem Storbritannien og Frankrig, og The Bridge, der foregår mellem USA og Mexico.

PS: Jeg er ikke parat til at smide mig i sofaen foran tv-skærmen klokken 20. Men jeg tager revanche, når tre styks unger er puttet og madpakker er smurt. For jeg glæder mig til Broen – selvom det bliver uden Bodnia.


Skriv et svar til Bitten Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

12 thoughts on “Broen sæson 3

  • Anette Andersen

    Jeg håber BBC vil købe serie III af Broen. Det er en fantastisk serie og har nydt serie I og II; men jeg vil godtnok savne Martin Rohde – og hans samspil med Saga! Og ligesom dig Rebekka var jeg også vild med Kim Bodnia’s fortolkning af rollen. Glæder mig alligevel til at se serie III – er spændt på at se hvordan Hannes og Sagas samarbejde vil udvikle sig.

  • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

    Tak for din kommentar Anette. Jeg har lige set afsnit 1 og ih, hvor jeg manglede Martin. Super lækre billeder, virkelig kræs for øjnene, gode, solide skuespillere – men noget af det, der gør serien så genial er jo netop samspillet mellem Martin og Saga. Men jeg skal selvfølgelig se med næste søndag. Mon ikke BBC køber sæson tre også? Du kan se serien på nettet på dr.dk/tv

  • Bitten

    Jeg vil gerne vide, om det var Bodnias konflikt med forfatterne, der fik dem til at beslutte, at Martin Rohde skulle dræbe Jens, eller om den beslutning allerede var taget, inden konflikten opstod? Gad vide hvordan de i så fald ville få ham tilbage i serien, da Saga Noren jo havde fundet det belastende, forgiftede kaffekrus?

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Bitten

      Det, jeg har læst mig frem til, er, at Bodnia trak sig efter 2. Sæson. Når det gælder fiktion kan akt jo ske, så jeg er sikker på, at forfatterne bag kunne skrive Martin Rhode ud af fængsel 🙂

  • Bitten

    Ja – nu er vi seere nok alle spændte på, om Thure Lindhardt kan leve op til rollen. Det bliver spændende at følge med 🙂