Eksperten af Steve Hamilton 1


En original og interessant amerikansk krimi.  Om en tavs tyv.

Eksperten er en original og interessant amerikansk krimi. Om en tavs tyv.

Anmeldelse: Det lille danske forlag, Iris, står bag udgivelsen af amerikanske Steve Hamiltons krimi, Eksperten, der har vundet flere priser. Det er en original og underholdende psykologisk krimi.

Siden han mirakuløst overlever en traumatisk oplevelse som 8-årig, har Michael ikke sagt et eneste ord. Han kan ikke give slip på stilheden til sine omgivelsers store frustration.

Med drenget nysgerrighed undersøger han ved et tilfælde en gammel lås og opdager, at han har en eminent evne – på bedste Egon Olsen-maner – til at åbne pengeskabe. Michael kan dirke låse op og knække koder som ingen andre, og hans evne bliver eftertragtet blandt folk, der laver lyssky forretninger. Michael bliver presset til at begå forbrydelser, han slet ikke har lyst til at begå.

Fra sin fængselscelle fortæller Michael som ung mand sin historie efter at have afsonet ni år af en lang fængselsstraf.

Eksperten er en fascinerende og befriende anderledes krimihistorie med en sympatisk og original hovedperson, som man hele tiden har lyst til at lære bedre at kende. Hans tavshed gør ham ensom, og han er en sympatisk indbrudstyv med samvittighed og moral. Der er masser af drama og spænding i historien, selvom tempoet ikke spurter af sted.

Også fortællingen er original. Selvom historien springer frem og tilbage i tid og sted, er den enkelt fortalt uden de store dikkedarer, men sommetider – som her – virker det bedst. Det ER virkelig interessant at læse om rombe-formede dirke, stifter, der glider i hak, vinkelslibere og talkoder, der knækkes.

Udover at være en læseværdig krimi er Eksperten også en kærlighedshistorie. Michael forelsker sig i Amelia – datter af en mand, hvis hus Michael er brudt ind i. De to unge viser deres kærlighed til hinanden i form af grafiske fortællinger. At tegne er nemlig endnu et talent den unge mand har.

Eksperten er en bog, som du trygt kan kaste dig over for at få et spændende supplement til alle de nordiske krimier. Jeg kan godt forstå, at krimien, der på engelsk hedder The Lock artist, er blevet hædret med priser.


Skriv et svar til Karen Jacobsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

One thought on “Eksperten af Steve Hamilton