I et vægtløst sekund af Kim Juul – vind efterfølgeren 14


Jeg er vild med coveret til Kim Juuls debutkrimi. Heldigvis er indholdet også godt - hvis man ser bort fra de mange slå- og kommafejl.

Jeg er vild med coveret til Kim Juuls debutkrimi. Heldigvis er indholdet også rigtig godt – hvis man ser bort fra de mange slå- og kommafejl.

Konkurrence: Læs anmeldelsen af Kim Juuls første krimi, I et vægtløst sekund, og vind efterfølgeren, der udkommer på onsdag. Der er to bøger på højkant.

Der er noget let, legende, lyst og luftigt over Kim Juuls måde at skrive på. Bare smag på titlen. Samtidig er der masser af substans i forfatterens debutkrimi, hvor vi møder den eftertænksomme og ret almindelige efterforsker Lars Norholm fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.

Han er hverken sur på sin chef eller uligevægtig. Har ingen problemer med alkohol eller en problematisk barndom bag sig. Han er egentlig ganske godt tilfreds med livet, som han deler med sin kone Lotte og deres datter Amanda på fire år. Og så er han en habil guitarist og ganske glad for sin Gibson guitar.

Bogen er proppet med musikalske undertoner, og nogle steder virker de musikalske referencer for søgte. Som når forfatteren skriver, at fotograf, læge, kriminalfolk og journalister på et gerningssted virker som et jazzband, der spiller et lettere melankolsk nummer, de har spillet før. Men der er spil i forfatterens leg med sproget, og han byder sit publikum på en fin og underholdende hverdags-krimi med internationalt udsyn.

Handlingen udspiller sig især i Nyborg, og vi følger skiftevis politiets arbejde og morderens tanker og handlinger. Uden at røbe for meget kan jeg godt fortælle, at morderen kommer fra Libanon og slæber rundt på en interessant historie med tråde tilbage til landets ødelæggende borgerkrig.

Vi ved tidligt, hvem morderen er. Det interessante er, hvad motivet er. Hvorfor skal en ung tyrkisk kvinde dræbes? Er hun blevet dræbt for at krænke familiens ære, fordi hun havde svært ved at navigere mellem to kulturer og to religioner? Er hun blevet dræbt, fordi hun var for ambitiøs? Eller var det i virkeligheden en helt anden, som var tiltænkt den kugle, hun fik gennem hovedet?

Der er masser af spænding i bogen, og Kim Juul er ikke bange for at presse sin hovedperson helt derud, hvor du som læser lige må have den næste side med. Og den næste. Slutningen overrasker, og der er også kød og bid på bogens bipersoner.

Bogen er desværre fuld af slåfejl og kommafejl. Og ord, der staves i et ord, skrives ofte i to ord. Jeg kan sagtens se igennem fingre med et par småfejl, men her er det så voldsomt, at det forstyrrer læserytmen.

Det er en skam, for Kim Juul skriver godt og er endnu et eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver et stort veletableret forlag i ryggen for at udgive underholdende og vedkommende krimier.

Jeg håber, at der er strammet op på korrekturen i bog nummer to om den sympatiske efterforsker. I et fravær af nærvær udkommer onsdag. Bogen kan læses uafhængigt af den første og foregår skiftevis i Nyborg, København og på Mallorca. Lars Norholm hvirvles denne gang ind i en sag om udvikling af digital intelligens til brug i våbenindustrien, og han filtres ind i et magtspil, der er svært at gennemskue. Samtidig søger han et opgør med fortiden.

For at deltage i konkurrencen om to eksemplarer af I et fravær af nærvær skal du skrive en kommentar under blogindlægget her, hvor du fortæller, hvor du foretrækker at læse dine bøger. Er det på din altan? I et hjørne af kolonihaven? I sengen? I bussen? I sofaen? Jeg trækker to vindere søndag den 8. juni klokken 18. Du skal som altid selv tjekke, om du har vundet.

PS: Du kan også deltage i konkurrencen på Instagram, men deltager du begge steder, får du stadig kun et “lod”. Alt du skal gøre på Instagram er at poste et billede af dit foretrukne læsehjørne og tagge dit billede #kimjuul og #vildmedkrimi
Husk: Du skal have en offentlig profil for at kunne vinde.

PPS: Forfatteren både spiller og synger selv, og bøgernes univers har inspireret til en række sange, der udgives senere på året. Læs mere om Kim Juul, der er en del af forfattergruppen Brænderiet, lige her


Skriv et svar til Ingrid Færk Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

14 thoughts on “I et vægtløst sekund af Kim Juul – vind efterfølgeren

  • Anette Mortensen

    De weekend-morgener hvor jeg er alene hjemme og har god tid, nyder jeg at læse, mens jeg spiser morgenmad

  • Heidi Mortensen

    Hvis vejret er til det sidder jeg gerne i haven. Men de fleste tider sidder jeg solidt plantet i sofaen – og allerhelst med ro omkring mig 🙂

  • Grete Haun

    Jeg nyder at sidde og læse hvis jeg er alene om morgene. Så sidder jeg med kaffe, en bolle og så en rigtig god bog på min læsepude, mens hunden ligger på mine ben. Det er dejligt 🙂

  • Tove Hornbek

    Jeg sidder helst ude på min altan, når vejret er til det, ellers i min hyggekrog i stuen med en god kop te.

  • Ellen Andreasen

    Jeg ligger gerne i min seng om aftenen og læser,….kan faktisk ikke falde i søvn hvis ikke jeg læser.

  • Jette Larsen

    Et par krimi-kapitler hver aften lige inden jeg lukker mine øjne, det er bare et must for mig 🙂 nyder også mange krimi-sider i haven – hvor jeg dog også skal holde øje med vore mange fugle med unger i denne tid.

  • Robert Nygaard

    Jeg ynder at læse i min godt brugte og meget yndede lænestol. Når vejret er til det bruger jeg gerne et par timer i haven med en god krimi.

  • Betina Nielsen

    Hvis bogen bare er god nok, kunne jeg nok stå på hovedet og læse, uden jeg bemærkede det! Læser bedst sammen med en god kop kaffe.

  • Betina Petersen

    Jeg læser hvor jeg end kan komme til det – i sengen om aftenen inden jeg skal sove, ved køkkenbordet når jeg spiser alene, på terrassen når vejret tillader, men allerhelst i hjørnet af min sofa.

  • Margit Hedelund

    Oftest i sofaen, hvor jeg kan få en hel dag til at gå fordybet i et andet univers end min virkelighed 🙂

  • Vinnie randrup Jensen

    Mine bøger bliver for det meste læst i sengen 🙂 men en solrig dag på terassen er også at foretrække.