Han har netop modtaget Rivertonprisen, Den Gyldne Revolver, for årets bedste krimi i Norge. Igen. Jeg mødte den norske forfatter Torkil Damhaug på Krimimessen i Horsens.

Torkil Damhaug har en baggrund som psykiatrisk overlæge og debuterede i 1996. Fem af hans bøger er oversat til dansk. Foto: Rebekka Andreasen

“En suveræn kriminallitterær præstation, en krimi med spændende intriger og klare og skarpe miljøbeskrivelser.”

Sådan lød det bl.a. fra juryen, da den norske forfatter Torkil Damhaug for nylig blev hædret for at have skrevet årets bedste norske krimi, En femte årstid, der udkom på dansk i februar. Første gang han fik prisen var i 2011 for Ildmanden.

Hans seneste bog er en psykologisk krimi, der strækker sig over mere end 35 år, og bogen skildrer et ungdomsmiljø. Vi møder fire unge, som begår en ugerning mod en klassekammerat. Den sætter gang i forfærdelige ting. En pige forsvinder, og en af de andre bliver fundet død. Pigens far er politimand, og han driver sin egen efterforskning, der fører ham ind i fortidens labyrinter.

På en bænk i en klat søndagssolskin uden for Magasinet på Krimimessen i Horsens, sætter Torkil Damhaug solbriller på næsen, mens hans ansigt flækkes af et bredt smil.

Jeg er vældig glad og stolt. Det er en fantastisk anerkendelse at få. På en måde er det endnu bedre at få prisen anden gang. Det betyder, at juryen ser en udvikling i mit forfatterskab.

Han tænker sig godt om, da jeg spørger, hvordan han selv ser en udvikling i sit forfatterskab. Torkil Damhaug forklarer, at han gør meget ud af, at hans bøger ikke ligner hinanden, at han gør en dyd ud af at finde nye fortællegreb, ny måder at fortælle historier på. At gentage sig selv ønsker han ikke.

Min ambition er altid at skrive en bog, der er bedre end min forrige.

Forfatteren har tidligere skrevet den såkaldte årstidskvartet Døden ved vand, Se mig, Medusa, Ildmanden og Sikre tegn på din død, der forgår i hver sin årstid. En femte årstid er en selvstændig krimi, og persongalleriet og omgivelser er nye. Igen udforsker Damhaug karakterernes psyke i kritiske situationer.

Selv kalder han bogen for en psykologisk samtidsroman i en krimiskabelon, der giver et bud på, hvordan det er at vokse op i vores tid. En bog om unge, der både har behov for løsrivelse og tryghed. Det er en bog om dilemmaer, hvor valg må træffes. Titlen hentyder til en tilstand mellem liv og død – et sted, man kan vende tilbage fra.

Torkil Damhaug tøver, er stille lidt, før ordene atter flyder.

“Jeg har været optaget af, hvorfor det går nogle unge godt og andre skidt. Hvorfor tager man de valg, man gør, hvor nogle kommer godt igennem ungdommen – andre ikke? Hvorfor har nogle svært ved at se konsekvenserne af de valg, de tager? Det ville jeg gerne udforske. Som ung er man sårbar og udsat, men samtidig er alt muligt,” forklarer forfatteren, der er uddannet læge og psykiater, og som især har arbejdet med unge.

De sidste 10-12 år har han været fuldtidsforfatter. Netop lægebaggrunden har givet ham erfaringer med at tale og behandle mennesker, der befinder sig i det, han kalder mørke. Som har ar på sjælen. Det har givet ham empati og en forståelse for, hvordan andre mennesker tænker og agerer – hvordan verden kan se ud fra et helt andet perspektiv. Og netop det at dykke ned i en person meget ulig en selv, er interessant, men også udfordrende, mener han.

Man kan lære plotskrivning, lære hvornår man skal have spændingskurver og vendepunkter, men at arbejde med karakterer er meget vanskeligt. En roman begynder ofte med, at mine personerne vokser frem, eller at der er en relation, jeg gerne vil udforske. Og her kommer empatien ind. Man skal have det, jeg kalder Pinocchio-faktoren, det at få personerne til at leve.

Personerne, understreger han, skal have lov til at udvikle sig uden et fastlåst plot, de skal have plads, og så skal plot og personudvikling vikles sammen efterhånden. Da han begyndte at skrive om de fire unge i En femte årstid, var han ikke klar over, hvor han  – og de unge – ville ende.

Inden jeg får taget et foto af Torkil Damhaug, hvor han kigger direkte ind i mobilens fotolinse, bliver han stoppet af en kvindelig læser, der gerne vil have signeret en bog. Foto: Rebekka Andreasen

Nye personer er i gang med at vokse frem, for han er i gang med et nyt bogprojekt.

Jeg spørger, om han er blevet klogere af at skrive psykologiske krimier, klogere af at udforske ondskaben i sine bøger.

“Spørg min kone”, svarer han med et grin og tilføjer efter et øjebliks tavshed, at han nok har fået et bredere perspektiv på livet.

Vi forlader solskinnet for at bane os vej til forfatterens danske forlag på Krimimessen for at tage et foto. Mens vi skaber os vej gennem menneskehavet, forklarer Damhaug, at han nyder at gæste messen.

Det er vældig fint at møde publikum, og så er mit forlag, Modtryk, som en slags familie, hvor jeg har fået fine venner. Vi er en stor Modtryk-familie, ler han – manden med de to gyldne revolvere.