Jo Nesbø-krimi på trapperne 2


Jo Nesbø har ladet sin hovedperson Harry Hole være vild med alt fra Sex Pistols til Duke Ellington. Selv er Nesbø frontfigur i det norske band Di Derre. Foto: Thron Ullberg

Harry Hole-krimi: 19. dage. Så længe må jeg, og du, vente på en ny fortælling om Harry Hole. Jeg har været klar til at tage på nye eventyr med Nesbøs politimand siden 2013, hvor Politi, den tiende bog i serien, udkom.

Den 21. marts udkommer Tørst. Harry Hole er en holdbar hovedperson, for den første bog i serien udkom på norsk i 1997 og tre år senere i Danmark. Jo Nesbø siger selv:

Jeg vender altid tilbage til Harry Hole. Han er jo min soulmate. Men det er en ret mørk sjæl, så det har som altid været både en glæde og følelsesmæssigt udmattende. Men Harry og historien gør, at det er de søvnløse nætter værd.

Den norske forfatter har bestemt ikke ligget på den lade side, siden han satte sidste punktum i Politi. Han har skrevet tre spændingsromaner, Sønnen, Blod på sneen og Midnatssol, men mange har alligevel ventet i spænding på nyt om den 193 cm høje Harry Hole.

Harry skal løse Tinder-mord

Endnu engang sker der uhyggelige ting i Oslo. Unge kvinder, der har været aktive på datingappen Tinder, bliver dræbt i deres hjem. Harry Hole, der nu underviser på Politiskolen og lever et fredsommeligt liv med sin Rakel, bliver trukket ind i jagten på en blodtørstig morder.

Bogen udkommer i Danmark samme dag, som den udkommer i Norge, og i en artikel i den norske avis Verdens Gang er Nora Campbell fra forlaget Aschehoug citeret for at sige:

Tørst er en reel og solid Harry Hole-roman med alt hvad det indebærer af galskab, korruption, magtbegær, snu mordmetoder og en efterforsker, der aldrig undslipper fuldstændig uskadt.

Synes du, at der er umådelig lang tid til den 21. marts, så kan du hygge dig med lidt Jo Nesbø-guf i form af dette lille elektroniske magasin om den norske forfatter. Her kan du bl.a. læse, at Jo Nesbø fandt på navnet Harry Hole som en kombination af sin barndomshelt, fodboldspilleren Harry Hestad, og af navnet på den politibetjent, der boede i samme by som hans mormor.

Rækkefølgen på bøgerne om Harry Hole:

  • Flagermusmanden, 2000
  • Kakerlakkerne, 2001
  • Rødhals, 2001
  • Sorgenfri, 2004
  • Marekors, 2005
  • Frelseren, 2006
  • Snemanden, 2007
  • Panserhjerte, 2009
  • Genfærd, 2011
  • Politi, 2013
  • Tørst 2017

PS: Snemanden er forvandlet til film. Michael Fassbender har hovedrollen som Harry Hole. Også svenske Rebecca Ferguson og franske Charlotte Gainsbourg er på rollelisten. Filmen får premiere 12. oktober i år.


Skriv et svar til Anne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Jo Nesbø-krimi på trapperne

  • Anne

    Nøj – nu har mine tanker fanget mig i et dillema, der vil udfordre mig lidt, hvis jeg beslutter mig for at gøre det, og det efter at have læst dit indlæg:

    Jeg har “kun” læst to af Harry Hole bøgerne, har faktisk 6 andre i serien liggende, som jeg har arvet fra en vens far, da han ikke længere kan læse bøger – hvis jeg nu læste dem lige efter hinanden, fik anskaffet de to sidste jeg mangler, så kunne jeg faktisk være klar til at Tørst udkommer?! :0) Hvorfor jeg endnu ikke er gået i gang med de andre før undrer mig lidt, da jeg godt kunne li de to første jeg læste

    Faktisk morer jeg mig lidt over, at de fleste udtaler Harry Hole’s efternavn på engelsk, eftersom han jo trods alt er norsk…..

  • Rebekka Andreasen

    Tak for din kommentar Anne. Du må simpelthen i gang med Hole-universet. Hvor skønt for dig at du har så mange bæger til gode. Bortset fra den allerførste, Flagermusmanden, er jeg svært begejstret for heleserien. God læselyst. Og ja, det skal vist udtales temmelig norsk HOLE!