Kierkegaardmysteriet af Thom Satterlee 22


Anderledes krimi, der er værd at læse.

Anderledes krimi, der er værd at læse.

Anmeldelse og konkurrence: Fem læsere kan vinde Kierkegaardmysteriet som enten e-bog eller fysisk bog. Det er en litterær krimi, der ikke kun er godt skrevet, og som har et godt tænkt plot. Det er også en bog, som gør dig klogere på Søren Kierkegaard.

Kierkegaardmysteriet er ikke en traditionel krimi. Den er ikke proppet med cliffhangers eller action. Men det gør ikke spor. Den er nemlig meget mere end en krimi. Bogen er også en underholdende og interessant introduktion til den store danske filosof, forfatter og teolog: Søren Kierkegaard. Det lyder måske tungt og uinteressant, og da tempoet ikke er hæsblæsende, er der nok nogle hardcore krimifreaks, der står af. Men kombinationen af spændingsroman og masser af indsigt i Kierkegaards liv tiltalte mig, der er født i et hjem, hvor Kierkegaard hang på væggen blandt familieportrætterne. Og jeg var godt underholdt hele vejen gennem de knap 300 sider.

Amerikanske Thom Satterlee formår at gøre teksten så interessant, at jeg tog mig selv i at google konstant, fordi jeg lige ville tjekke fakta. Kierkegaardmysteriet har simpelthen gjort mig nysgerrig på den store filosof her 200 år efter hans fødsel.

Bogens hovedperson er som forfatteren fra USA. Daniel Peters var som ung udvekslingsstudent i Kolding, hvor han blev betaget af ikke kun danske Mette, men også af Søren Kierkegaard. Han arbejder nu som oversætter på Kierkegaard Forskningscenteret i København, hvor ungdomskæresten Mette er chef. Da hun pludselig bliver myrdet, forsvinder et netop opdaget Kierkegaardmanuskript. Daniel indleder sin egen jagt på både gerningsmand og manuskript.

Hovedpersonen har den gennemgribende udviklingsforstyrrelse, Aspergers Syndrom, og hvor Daniel er knivskarp og dygtig til sit arbejde, så er han socialt handicappet og har det svært med ironi, smalltalk etc. Han kæmper for at forstå de sociale spilleregler, og han må ud af sine vante rutiner og komfortzone for at finde Mettes morder og det forsvundne manuskript. Bogen beskriver fint og usentimentalt, hvordan det må være at tænke anderledes end de fleste. Og så giver bogen et sjovt indblik i en amerikaners syn på os danskere. Feks.:

Efter alle disse år forekommer det mig stadig mærkeligt at se en kvinde i en fornem uldfrakke og med højhælede støvler på sin cykel midt i et befærdet kryds eller at se en mand i jakkesæt tage sin mobiltelefon frem og placere den på styret, mens han kører tommelfing­eren ned over den lille skærm.

Kierkegaardmysteriet udkommer 17. maj på forlaget Rosenkilde & Bahnhof, der har sponsoreret bøgerne.

Vil du deltage i konkurrencen om at vinde en bog, skal du skrive i kommentarfeltet her på bloggen, om du ønsker bogen som fysisk papirbog eller som e-bog. Du kan deltage i konkurrencen indtil 22. maj 2013 klokken 12 – jeg trækker fem vindere senere den dag. Du får ikke direkte besked, men skal selv tjekker her på bloggen, om du har vundet.

 


Skriv et svar til Rikke Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

22 thoughts on “Kierkegaardmysteriet af Thom Satterlee