Krimiguf i december 2


Krimi-julekalender: Hvis du ikke har tænkt dig at gå amok til Black Friday i dag, kan du i stedet bruge tiden på at tjekke de links, jeg har udvalgt. Jeg har fundet lidt krimiguf, der kan forsøde din december måned.

Klik ind på krimiforfatter Jens Henrik Jensens site i december og følg med i forfatterens julekrimi. Hver dag får du serveret et kapitel i historien om en julemand, hvis sæson blev alt for kort! Jens Henrik Jensen har bl.a. skrevet foreløbig to bøger om Niels Oxen og krimiserien om Nina Portland. Du kan følge med i julekrimien lige her

Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det lige igen: Jeg synes, at SMS-litteratur er et herligt og sjovt supplement til e-bøger og fysiske bøger. Det er noget helt særligt, at den korte historie folder sig ud – besked for besked på mobiltelefonen. Fra 1. december og frem til juleaften kan du hver dag få en eller flere sms’er, hvis du tilmelder dig Steen Langstrups sms-julekalender. Hjem til jul handler om Didde, der sendes ud på en nødhjælpsopgave i et borgerkrigshærget land. Landet viser sig at rumme en grim hemmelighed, der måske for altid vil vende op og ned på verden, som vi kender den. Didde har lovet sin far at komme hjem til jul, men når hun det? Du tilmelder dig SMS-julekalenderen, der er gratis, lige her

Du kan i øvrigt læse mere om SMS-noveller og Steen Langstrup lige her

Flere forlag sætter gang i julekonkurrencer i december måned. Følg med på de sociale medier.

Forlaget Modtryk har allerede skudt en advents-konkurrence i gang. Du kan bl.a. vinde norske Thomas Engers Våbenskjold og finske Antti Tuomainens Mørkt er mit hjerte

Se mere her

For de større børn var det måske en ide med en kalenderhistorie i 24 afsnit skrevet af forskellige danske forfattere bl.a. Dennis Jürgensen? Historien handler om en mesterdetektiv, der hvirvles ind i en sag om myrdede julemænd, helvedeshunde, nissepiger og ninjanisser. De blodrøde julemænd kan f.eks. lånes via e-reolen som e-bog lige her

Der bliver ikke gaveregn på bloggen i december. Til gengæld kan du hver søndag frem til jul møde fire forskellige folk med hver deres tilknytning til bogbranchen. De anbefaler krimier og fortæller bl.a. hvilke krimier, de selv forærer væk i julegave.

PS: Falder du over en god krimi-julekalender, så er du meget velkommen til at skrive en kommentar under indlægget. Rigtig god december.

 

 

 

 


Skriv et svar til Rebekka Andreasen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Krimiguf i december

  • Inge Moritzen

    Jeg har desværre endnu ikke modtaget præmien af Sofie Saranbrandt. Jeg har sendt min adr. Flere gange som svar på disse nyhedsbreve. Er der andre kontakadresser.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Inge
      Det er mig, der sender bogen til dig, men jeg har ikke modtaget din adresse. Bogen venter skam på dig her hos mig. Send mig din adresse på: mail@rebekkaand.dk – så sender jeg bogen til dig i morgen. VH Rebekka