Krimiguf til din sommer 4


Selfie af (tv) Anders Grau og Sebastian Richelsen.

Podcast og andet krimiguf: Sommerferien nærmer sig, og jeg har samlet lidt krimiguf, som du kan forsøde din sommer med. Og skal du arbejde eller af andre grunde ikke har ferie, så kan du måske snige lidt krimiguf ind i din hverdag alligevel?

Podcast: Lyd er hot. Og til morges blev jeg af en genbo spurgt: Hvorfor laver du egentlig ikke en krimipodcast? Jeg er uddannet journalist og har faktisk radio som mediespeciale, men jeg synes, det var noget værre bøvl at fortælle historier via lyd. Og min lærers afskedssalut til mig var:

Rebekka, der er nogle, der er supergode til at lave radio. Og så er der nogle, der ikke er.

Jo tak, den forstod jeg godt. Heldigvis er der et kolossalt stort udvalg af spændende podcasts lavet af folk, der er eminente til at fortælle en god historie via lyd.

Et godt bud på en spændende podcast er Myrdet af Richelsen og Grau. Det er ikke fiktion, men brutal og voldsom, men også spændende true crime. TV-vært og tidligere efterforsker ved politiet Sebastian Richelsen og komiker og skuespiller Anders Grau, der også pt. folder sig ud som vejrvært på DR2, fandt ud af, at de delte en fascination af seriemordere. Og nu står de bag den populære podcast.

I hver podcast fortæller Richelsen og Grau om udvalgte seriemordere. Nogle ting er så skræmmende og gruopvækkende, at det er svært at begribe. I et forsøg på at forstå og finde en årsag bliver man på en eller anden måde også fascineret af så vilde og uhyggelige historier. Sådan har jeg det i hvert fald.

Du kan bl.a. få historien om Ted Bundy. En attraktiv, charmerende, veltalende, intelligent, men også psykopatisk seriemorder. Eller du kan få historien om John Wayne Gacy aka. The Killer Clown, som blev dømt for drabene på 33 drenge.

Det lyder morbidt, og det er det også. Men jeg synes, Richelsen og Grau formår at balancere og proppe både humor, saglighed og alvor ind i så voldsomme drabssager. En knivspids humor må der til for at kapere så vilde historier. Lyt selv med.

Foreløbig er der udkommet fire afsnit, som du finder via iTunes. Femte afsnit er klar på onsdag. Den første podcast har endda et dansk islæt. Podcasten er produceret af Lytbar. Du kan også følge Myrdet af Richelsen og GrauFacebook

Jeg har ikke selv hørt den canadiske Missing & Murdered, men min veninde anbefaler varmt denne podcast fra CBC Radio om uopklarede sager om kvinder og piger fra den oprindelige canadiske befolkning. Der er to sæsoner. Canadas cirka 1,5 mio. oprindelige folk inddeles i First Nations, Inuit og Métis. Kvinder og børn fra især denne befolkningsgruppe er mere udsatte for vold og forbrydelser end resten af landets befolkning. Min veninde er meget optaget af serien, som jeg selv glæder mig til at lytte til.

Smid endelig en podcast-anbefaling i kommentarfeltet, hvis du vil dele en anbefaling.

Katalog over krimiserier

De sidste syv år har Hjørring Bibliotek lavet et katalog over krimier. En hjælpende hånd til dig, der gerne vil læse Harry Bosch-krimierne af Michael Connelly i rækkefølge og dig, der har glemt, at den fjerde Linda Castillo krimi om Kate Burkholder hedder Meldt savnet.

I det nye krimiseriekatalog MORD I SERIER / SERIEMORD, finder du rækkefølgen på i alt 381 krimiserier og i alt næsten 2000 titler. På kreative måder har biblioteket “slået krimier ihjel” og skaffet sig af med “ligene” – begge dele på meget forskellig, men altid drabelig vis – men alt sammen i den gode formidlings tjeneste. Du kan se den seneste kampagnefilm her:

Du finder oversigten MORD I SERIER / SERIEMORD her

Har du lyst til at læse mere om processen med at lave kataloget, så læs mere på Drustrups Bogblog her

 

 

 


Skriv et svar til Rebekka Andreasen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

4 thoughts on “Krimiguf til din sommer

  • Per Drustrup

    Hej Rebekka
    Igen flot formidling og tak for at sprede nyheden om det nyttige krimiseriekatalog. (På samme link ligger nu 2.udgave med et par rettelser og tilføjelser)

  • Helle Klitgaard

    Jeg må høre den podcast om seriemordere, og det kan kun gå for langsomt 🙂 tak for inspiration til krimielskeren. Jeg læser jo konsekvent de nye krimier, når de udkommer, så jeg er temmelig godt opdateret i rækkefølgen af div. serier, hvis det altså er en serie, jeg har lyst til at læse. Jeg læser jo ikke ALT. Måske ligger kataloget på mit bibliotek, der finder jeg ofte den slags. Endnu engang tak for inspirationen 🙂

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Helle
      Tak for din kommentar. Dejligt at du finder inspiration på bloggen. Og ja, jeg har en fornemmelse af, at du sluger bøger i samme tempo, som tørstige studenter drikker øl, og at du er godt opdateret. Jeg ved at kataloget kan fåes i fysisk eksemplar på Hjørring Bibliotekerne, men om de også sender ud til andre biblioteker aner jeg ikke. Det er da et forsøg værd at kigge efter folderen.

      God læse- og lyttelyst.
      Bedste hilsner fra Rebekka