Krimimessen er aflyst, men … hurra for Lida, Pia, Thomas og Claus 4


Krimimesse 2020: Ja, du har nok hørt det. Krimimessen i Horsens er aflyst. En vis virus har møffet sig ind imellem planerne og ødelagt det, gode folk i Horsens har brugt det meste af et år på at planlægge. Nu glæder jeg mig ekstra meget til 20 års jubilæet i 2021.

Fin samling af krimiguf på Horsens Bibliotek.  Billedet her er fra Krimimessens hovedkvarter (Pia Andersens kontor). Foto: Rebekka Andreasen

Fredag, hvor jeg fornemmede, hvor det bar hen, kunne jeg ikke lade være med at tude lidt. Folk, der kender mig, ved, at det sker ikke så sjældent, men jeg var, ligesom i går, da messen blev aflyst, noget slukøret. Krimimessen i Horsens er årets højdepunkt, når man er vild med krimi. Jeg var med første gang i 2009, hvor jeg havde en enkel interviewtjans og gik forfjamsket rundt, fordi jeg lige havde fundet ud af, at jeg var gravid med mit tredje barn. Dengang havde messen besøg af blandt andre Don Winslow, Craig Russell, Leif G.W.Persson, Sissel-Jo Gazan og Leif Davidsen.

For mig er Krimimessen i Horsens:

  • En åbningstale, der sparker hele weekenden i gang
  • Inspirerende interviews
  • Lystigt at plukke af 150 skønne programpunkter
  • Nye ideer til blogindlæg
  • Gensyn med velkendte forfattere og mødet med nye
  • Netværk
  • Hygge
  • At mærke en fælles begejstring for genren og alle dens undergenrer
  • Inspiration til nye læseoplevelser, podcast, streaming og foredrag
  • Skæve vinkler på krimigenren
  • Ny viden fra fagfolk, der arbejder med virkelighedens forbrydelser
  • Gensyn med forlagsfolk, bibliotekarer, boghandlere, bloggere, bloglæsere, journalistkolleger og krimimessegæster
  • Nye bekendtskaber og samarbejdspartnere
  • Anerkendelse af folk, der har gjort det ekstra godt i årets løb og vundet priser og diplomer
  • En masse god energi
  • Fest og farver og en særdeles hyggelig efter-messen-middag med krimigodtfolk fra ind- og udland
  • Fascination af at bevæge sig rundt i det, der engang var et rigtigt fængsel
  • Skønne interviewtjanser
  • Generalforsamling i Det Danske Kriminalakademi, hvor jeg er bestyrelsesmedlem og kasserer

Thomas Behrmann her sammen med Inger Wolf og Lotte Petri spottet på Krimimessen 2019. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har ikke en bog, jeg skal sælge eller markedsføre, men det har mange andre, og det her må gøre ondt på rigtig mange mennesker i bogverdenen. Især selvudgivere og små forlag, der virkelig kan komme ud over rampen og tæt på læserne på en messe som i Fængslet i Horsens. Og mon ikke også der sidder nogle slukørede og skuffede bestsellerforfattere derude? Og forlagsfolk og fagfolk og messegæster og…

Men dem, der her gør mest ondt på, må være arrangørerne. Lad mig med dette blogindlæg sende en hyldest til de tre arrangører Lida Wengel, Pia Andersen og Thomas Behrmann, der alle er bibliotekarer på Horsens Bibliotek.

Lida Wengel og Sara Blædel her knipset på Krimimessens stand på BogForum 2018. Foto: Rebekka Andreasen

Sammen med biblioteksleder Claus Hagstrøm Hansen ved jeg, at de har knoklet det meste af et år på at skrue messen sammen. Måske andre af deres kolleger også har været involveret i planlægningen? Der er brugt rigtig mange kræfter på at skabe en god messe. Det er nemlig noget af et setup, der skal til for at afvikle en bogmesse med forfattere fra ind- og udland. 7500 gæster lagde sidste år vejen forbi Krimimessen i Horsens.

Kære arrangører: Tak for jeres indsats. For jeres engagement, arbejdsomhed, opfindsomhed, viden og begejstring. Vi ses i 2021.

PS: Jeg har fuld forståelse for, at arrangørerne har valgt at aflyse. Det var det eneste rigtige at gøre. Vi skal passe på hinanden i denne Covid-19-tid.


Skriv et svar til Rebekka Andreasen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

4 thoughts on “Krimimessen er aflyst, men … hurra for Lida, Pia, Thomas og Claus

  • Laura Krogsøe

    Det er sååååå ærgerligt,
    Jeg kan næsten ikke bære det.
    Min mor og jeg kommer hvert år og i år måtte vi indse at det nok bliver vores sidste år da hun er kræftsyg.
    Og så bliver det aflyst 🙁

    Forstår, men græder lidt indvendigt. På alles vegne.

    Knus Laura

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Laura
      Tak for din kommentar. Ja, vi er mange, der er påvirkede af det her.
      Jeg er ked af at høre, at din mor er syg. Jeg håber, at du og din mor kan dele en anden fin oplevelse sammen.
      Gode tanker til jer begge.
      Vh Rebekka

  • Andrea Gynther-Sørensen

    Fint indlæg/opslag du har skrevet Rebekka. Min veninde og jeg havde glædet os meget til at besøge KRIMImessen igen i år, og jeg havde jo også glædet mig til at høre nogle af dine samtaler med forskellige forfattere
    Vi er klar – og ses – til 2021!

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Andrea
      Tak for din søde kommentar. Ja, det er en skam for alle os, der er vilde med krimi. Godt at høre at du er klar næste år – så ses vi der.

      Bedste hilsner fra
      Rebekka