Nemesis er baseret på de oplevelser, Erik Hauervig har haft som betjent ved Station City på Vesterbro i København.
Anmeldelse: Du skal læse politiromanen Nemesis, hvis du er til en krimi, der giver et yderst realistisk og troværdigt billede af, hvordan politiet – og kriminelle – arbejder. Bogen er bestemt læseværdig, men den mangler sproglig elegance og dybde.
Nemesis er efterfølgeren til Det onde netværk, som udkom i 2012, men den kan godt læses selvstændigt. Igen følger vi Bjørn Agger – kriminalassistent fra Station City og hans kolleger. Med sådan en arbejdsplads er der nok at se til. Bombeattentater, mord, narko, prostitution og rockeropgør, og Bjørn Agger kommer bestemt ikke sovende til sin løn. Og hvem er egentlig de virkelig kriminelle, når det kommer til stykket?
Mon ikke den tidligere kriminalassistent på netop Station City i København, Erik Hauervig, af og til ryster på hovedet og tænker: Sådan er det jo ikke i virkeligheden, når han læser krimier? Med mange års erfaring fra politiet og flere års arbejde med at bekæmpe prostitution og kvindehandel især på Vesterbro i København, har krimiforfatteren en fremragende indsigt i både det kriminelle miljø og i politiets arbejde.
Det er både Nemesis styrke, men samtidig også bogens svaghed. Styrken er, at det flere steder giver en detaljerigdom især i beskrivelserne af politiets arbejdsmetoder og handlinger. Når man nu ved, at Erik Hauervig er tidligere betjent, giver det lidt ekstra krydderi til læseoplevelsen, for på bogens bagside står der, at bogen er baseret på de virkelige oplevelser, forfatteren har haft igennem sin karriere. Det er interessant at få en bid af miljøer, der ellers er ukendte og lukkede.
Men svagheden er, at når folk bliver “tilsagt at afgive vidneforklaringer” og med sætninger som:
….Under alle omstændigheder kan vi nu skrive en oversigtsrapport, som vil blive et godt efterforskningsoplæg, så snart en af kvinderne kommer med en anmeldelse til politiet….”
så bliver bogen mere beskrivende og refererende, end indlevende, nærværende og reflekterende.
Som sprogmenneske mangler jeg, at der er kælet mere for sproget. At det sprudler og sprutter af liv, og at vi kommer meget tættere på de hovedpersoner, vi følger gennem bogen. Sproget bliver flere steder for stift. Hvad bogen ikke har i sproglig sprødhed, har den som før nævnt i realistiske beskrivelser af arbejdsgange og handlingsforløb, men det er ikke helt nok til at gøre mig fuld ud tilfreds som læser.
Bogen er udkommet på Skriveforlaget.
