Krimiguf til din sommer

Selfie af (tv) Anders Grau og Sebastian Richelsen.

Podcast og andet krimiguf: Sommerferien nærmer sig, og jeg har samlet lidt krimiguf, som du kan forsøde din sommer med. Og skal du arbejde eller af andre grunde ikke har ferie, så kan du måske snige lidt krimiguf ind i din hverdag alligevel?

Podcast: Lyd er hot. Og til morges blev jeg af en genbo spurgt: Hvorfor laver du egentlig ikke en krimipodcast? Jeg er uddannet journalist og har faktisk radio som mediespeciale, men jeg synes, det var noget værre bøvl at fortælle historier via lyd. Og min lærers afskedssalut til mig var:

Rebekka, der er nogle, der er supergode til at lave radio. Og så er der nogle, der ikke er.

Jo tak, den forstod jeg godt. Heldigvis er der et kolossalt stort udvalg af spændende podcasts lavet af folk, der er eminente til at fortælle en god historie via lyd.

Et godt bud på en spændende podcast er Myrdet af Richelsen og Grau. Det er ikke fiktion, men brutal og voldsom, men også spændende true crime. TV-vært og tidligere efterforsker ved politiet Sebastian Richelsen og komiker og skuespiller Anders Grau, der også pt. folder sig ud som vejrvært på DR2, fandt ud af, at de delte en fascination af seriemordere. Og nu står de bag den populære podcast.

I hver podcast fortæller Richelsen og Grau om udvalgte seriemordere. Nogle ting er så skræmmende og gruopvækkende, at det er svært at begribe. I et forsøg på at forstå og finde en årsag bliver man på en eller anden måde også fascineret af så vilde og uhyggelige historier. Sådan har jeg det i hvert fald.

Du kan bl.a. få historien om Ted Bundy. En attraktiv, charmerende, veltalende, intelligent, men også psykopatisk seriemorder. Eller du kan få historien om John Wayne Gacy aka. The Killer Clown, som blev dømt for drabene på 33 drenge.

Det lyder morbidt, og det er det også. Men jeg synes, Richelsen og Grau formår at balancere og proppe både humor, saglighed og alvor ind i så voldsomme drabssager. En knivspids humor må der til for at kapere så vilde historier. Lyt selv med.

Foreløbig er der udkommet fire afsnit, som du finder via iTunes. Femte afsnit er klar på onsdag. Den første podcast har endda et dansk islæt. Podcasten er produceret af Lytbar. Du kan også følge Myrdet af Richelsen og GrauFacebook

Jeg har ikke selv hørt den canadiske Missing & Murdered, men min veninde anbefaler varmt denne podcast fra CBC Radio om uopklarede sager om kvinder og piger fra den oprindelige canadiske befolkning. Der er to sæsoner. Canadas cirka 1,5 mio. oprindelige folk inddeles i First Nations, Inuit og Métis. Kvinder og børn fra især denne befolkningsgruppe er mere udsatte for vold og forbrydelser end resten af landets befolkning. Min veninde er meget optaget af serien, som jeg selv glæder mig til at lytte til.

Smid endelig en podcast-anbefaling i kommentarfeltet, hvis du vil dele en anbefaling.

Katalog over krimiserier

De sidste syv år har Hjørring Bibliotek lavet et katalog over krimier. En hjælpende hånd til dig, der gerne vil læse Harry Bosch-krimierne af Michael Connelly i rækkefølge og dig, der har glemt, at den fjerde Linda Castillo krimi om Kate Burkholder hedder Meldt savnet.

I det nye krimiseriekatalog MORD I SERIER / SERIEMORD, finder du rækkefølgen på i alt 381 krimiserier og i alt næsten 2000 titler. På kreative måder har biblioteket “slået krimier ihjel” og skaffet sig af med “ligene” – begge dele på meget forskellig, men altid drabelig vis – men alt sammen i den gode formidlings tjeneste. Du kan se den seneste kampagnefilm her:

Du finder oversigten MORD I SERIER / SERIEMORD her

Har du lyst til at læse mere om processen med at lave kataloget, så læs mere på Drustrups Bogblog her

 

 

 

Sommerkrimi: Mord ved midsommer

Bundfald er en krimi i serien om politikommissær William Wisting.

Krimier: Mordgåder og midsommer hænger sammen. Jeg har her samlet et lille udvalg af sommerkrimier, der tager udgangspunkt i tidspunktet omkring sankthans.

I aften er det sankthans. Her hvor jeg bor bliver det dog uden bål på grund af kommunens forbud mod åben ild, men ejerforeningen disker op med rundbold og fodboldturnering i stedet for. Og midsommervisen selvfølgelig. Det lyder som opskriften på en lang, lys og hyggelig sommeraften. Men ikke alle midsommeraftner er lyse og milde. I hvert fald ikke i fiktionens verden. Jeg har samlet et lille udvalg af midsommer-krimier her:

I Bundfald af Jørn Lier Horst skyller en kondisko op på stranden ved midsommertid i den norske by Stavern. Men i skoen er der også en afskåret venstrefod, og i løbet af en sommeruge skyller hele fire venstrefødder op. Har de makabre fund forbindelse til en række sager i området, hvor ældre mænd forsvinder fra plejehjem? William Wisting efterforsker sagen.

Men mor kom ikke hedder Birgitte Bidgau-Davidsens krimi fra 2014, der begynder en sankthansaften ved Vallensbæk Havn. Her finder politiet et forkullet lig, som står bundet til masten af sin båd, der ligger for anker lidt fra strandbredden.

Det næste skridt af Henning Mankell er en Wallander-krimi. Det er midsommeraften. Og tre unge mødes i en skov i Skåne. De er udklædt i kostumer og i gang med hemmelige ritualer. Pludselig runger skud gennem skoven, og en time senere er de unge væk. Helt væk. Wallander, der også må efterforske drabet på en kollega, kommer på sagen.

I Hændelser ved vand, som svenske Kerstin Ekman fik Nordisk Råds Litteraturpris for, findes to mennesker døde på midsommernatten i et lille samfund i det nordlige Sverige. De to blodige lig findes i et lille telt ved elvbredden. Og der går 18 år, før man ved, hvad der præcist skete på den lyse sommernat.

Svenske Mari Jungstedts Den du ikke ser, foregår på Gotland lige inden sommerens turister vælter ind på øen. På kort tid bliver flere kvinder dræbt. Og kriminalkommissær Anders Knutas får travlt med at efterforske midsommermordene. En sag, som også den unge tv-journalist Johan Berg dækker.

En midsommerkrimi fra Arne Dahl.

A-gruppen hos Rigskriminalpolitiet i Stockholm får travlt op til ferietiden, da en række brutale forbrydelser vælter ind over byen. En polsk sygeplejerske og en tv-programchef er blandt ofrene i En skærsommernatsdrøm af Arne Dahl. Det er sjette bind i serien om A-gruppen.

Vil du derimod hellere kaste dig over en tv-serie, så tjek hvor du streame den svenske krimiserie Mord i Skærgården – det afsnit, der hedder I kampens hede. Her skal kriminalinspektør Thomas Andreasson efterforske en sag om en ung mand, der findes død på en klippe efter en midsommerfest på skærgårdsøen Sandhamn. Andreasson spilles af danske Jakob Cedergren. Serien er baseret på Viveca Stens populære bøger om Thomas Andreasson og Nora Linde.

Du kan også kaste dig over tv-serien om Kriminalkommissær Barnaby, der på engelsk hedder Midsomer Murders, selvom navnet ikke hentyder til midsommer, men til det fiktive, engelske grevskab Midsomer.

Rigtig god sankthansaften til dig.

Krimihilsen fra

Rebekka

 

Hvad skraldespanden gemte…

Julie Bennike Hansen tog billedet her i morges på vej til sit arbejde.

True Crime: Ok. At kategorisere indlægget her som true crime, er måske lidt af en overdrivelse. For jeg er ret sikker på, at der ikke ligger en forbrydelse bag det syn, der mødte Julie Bennike Hansen omkring klokken 6.30 i morges, da hun var på vej til arbejde.

Jeg nyder at følge med i gamle venners liv fra Facebook-sidelinjen. Og i dag slog Julie, som jeg delte klasselokale med på Marselisborg Gymnasium i Aarhus fra 1989-1992, et noget usædvanligt foto op på sin Facebook-væg. Når hun cykler på arbejde, kører hun forbi Landbohøjskolens have på Frederiksberg. En tur, der normalt er smuk og ret idyllisk.

Men lige netop i dag var oplevelsen lidt anderledes, for skraldespandene var proppet med – døde heste. Og hvem spekulerer ikke over, hvad der gemmer sig i de grønne affaldsspande?

Og er jeg den eneste i verden, der straks kommer til at tænke på Coppola-filmen The Godfather, hvor man hellere må tage imod det tilbud, Marlon Brandos gangsterfigur giver, hvis ikke man vil vågne op med et afhugget hestehoved i fodenden af sin seng?

Synet er lidt usædvanligt for en byboer. Og, som Julie skrev på Facebook:

Det hele blev endnu mere creepy, da jeg opdagede, at der havde samlet sig råger og krager og andre store sorte fugle over alt i træer og på tagrygge omkring mig. En sand gyser.

Her er et af de andre billeder, Julie Bennike Hansen tog.

Der har været så mange fusioner af fakulteter, at jeg, der bor i Aarhus, ikke har helt tjek på, hvem der nu bruger det, der engang var Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Måske dyrlægestuderende netop har haft anatomiundervisning? Stedet tilhører Københavns Universitet, så mon ikke de døde heste er havnet netop i de skraldespande på en helt naturlig måde?

Tak til Julie Bennike Hansen for billeder – og tænk, det er 26 år siden, vi blev studenter. Se, det er en sand gyser.

Bedste krimihilsner fra

Rebekka

PS: Inden længe er der nye anmeldelser på bloggen – af både krimi i bogform og af ret fin og spændende tv-serie, du kan streame.

Anmeldelse: Fuglekongen og andre kriminoveller af Erik Frandsen

Forfatter Erik Frandsen har skrevet fire bøger og novellesamlingen her. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: At skrive kort og stramt er ikke nødvendigvis nemmere end at folde sig ud på 300 romansider. På ganske få sider skal forfatteren kreere en interessant historie med personer, vi som læsere bliver nysgerrige efter at følge. Og gerne med et raffineret plot nu vi er i krimigenren.

Det er et sympatisk projekt, Erik Frandsen har kastet sig ud i: Han har skrevet 12 kriminoveller, som tager læserne med til meget forskellige steder i verden. Som læser kommer du med til et polsk hospital, besøger en nationalpark i det sydlige Afrika, fiskermiljøet i Hirtshals, ligesom du færdes blandt velhavere i Chicago og kommer med bus til Venedig. Og i en af novellerne kommer du et smut til Høver ved Skanderborg, hvor forfatteren selv bor. Det er i øvrigt den novelle, der er mest voldsom.

Tidligere har jeg været godt underholdt af novellesamlinger bl.a. Liv for Liv fra 2011, hvor forfattere som Anna Grue, Christian Mørk og Tornbjerg og Øbro har bidraget med spændingshistorier.

Desværre blev jeg aldrig grebet af Frandsens noveller.

Hvor geografien er godt spredt ud, så har novellerne mange fælles træk: Der er mange mænd, der drikker alt for meget, og personer, der bliver ramt af varmen, når de stiger ud fra fly. Og I to af novellerne er mænd “friske som havørne”.

Sproget er præget af en del slidte formuleringer, der ikke bidrager med meget originalitet. Og når to danske veninder stiger ud af landroveren og iagttager naturen i Kruger National Park, så ville jeg hellere selv opleve, hvad de ser, og at forfatteren havde vist mig det, end at få at vide, at naturen var et “imponerende syn.”

Heldigvis er der sprækker, hvor humoren får lov til at spire frem, og der er masser af fart og tempo over novellerne.

Fælles for historier er dog, at jeg aldrig får empati med personerne og derfor også er lidt ligeglad med, hvad der sker dem. Jeg savner, at der er kælet mere for personkarakteristikkerne. Og strammere dialoger.

Når en ægtefælle kvæler sin kone impulsivt og ikke har den store anger, men som det første tænker: “Hvad pokker skal jeg gøre med liget?”, så har jeg svært ved at blive grebet af historien. Personerne bliver for karikerede, og de onde er virkelig grumme. Selvfølgelig kan man få sympati med en skurk, hvis man kommer mere end en millimeter ind under huden på personen og forstå, hvorfor han/hun handler. Men det får jeg desværre heller ikke. Jeg savner også både overraskelser og finesse. Hvad nu hvis narkokureren ikke var underlig, ikke skilte sig ud og ikke var som limet fast til sin kuffert?

Novellesamlingens to bedste historier er Voldens spiral, hvor politikerne sætter militæret ind i den københavnske bandekrig, og Rapporten, der har tråde til Grønlands undergrund, og hvor vi møder en professor på Aarhus Universitet, der underviser i mineralogi. Og det trods en privatdetektiv, der har en flaske whisky i skrivebordsskuffen.

En indholdsfortegnelse ville også have været rart, da man som læser (sådan en som mig i hvert fald) ofte hopper rundt og ikke nødvendigvis læser noveller i kronologisk rækkefølge.

Det er Erik Frandsens første novellesamling. Tidligere har han udgivet fire romaner på Forlaget Mellemgaard, som også Fuglekongen og andre kriminoveller er udkommet på.

Bogen er et anmeldereksemplar.

 

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup

Kastanjemanden er en smuk bog både med og uden cover. Og indholdet er pissegodt. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup er på 528 sider. Bum. Heldigvis er Sveistrups kolos af en debutkrimi lige så helstøbt, dramatisk og fuldendt, som den er tyk.

Som hovedforfatter på alle tre sæsoner af Forbrydelsen er Søren Sveistrup manden, der har skabt Sarah Lund. Også tv-serier som Nikolaj og Julie, Hotellet og Taxa har han på sit imponerende CV. Og så har Sveistrup skrevet manuskript til filmen Der kommer en dag, ligesom han var med til at forvandle Jo Nesbøs Snemanden til film.

I dag debuterer den erfarne manuskriptforfatter som krimiforfatter. Og altså ikke med et forsigtigt forsøg på en krimi, men med en omfangsrig og voldsom kriminalroman. Og undskyld mit sprog: Kastanjemanden er pissegod, ekstrem interessant og meget intens. Og læsere i 21 lande kan allerede nu glæde sig til, at Kastanjemanden ikke kun udkommer i Danmark.

I korte kapitler følger vi især de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess, der ufrivilligt bliver makkere. Hess er blevet smidt hjem fra Haag, hvor han har arbejdet for Europol. Og han venter kun på at få lov til at vende tilbage til livet som flyvende efterforsker i hele Europa.

Naia bor alene med sin datter Le og står på spring for at komme over i en anden afdeling hos Københavns Politi. Men Thulin og Hess må blive i drabsafdelingen og sættes på sagen om den såkaldte kastanjemand. Hvem er det, der er i gang med at bygge en grotesk kastanjemand ud af kropsdele fra de kvinder, der findes dræbt i og omkring København?

Og hvordan kan det være, at sagen trækker spor til en drabsmand, der er i fængsel og dømt for at have dræbt socialministerens datter et år tidligere?

I en artikel i Berlingske fra 2016 er Piv Bernth, der dengang var dramachef på DR, citeret for at sige: “Han (Sveistrup) er meget dedikeret, hvilket betyder, at historien i princippet aldrig er god nok. Han vender altid tilbage til historien for at undersøge, om der er noget, han har overset, eller som kan spidses til”.

Hun hentydede bl.a. til samarbejdet omkring Forbrydelsen. Men man kan bruge nøjagtig de samme ord i en anmeldelse af Kastanjemanden.

Det er en eminent godt fortalt krimi, der sprutter af fortællemæssig overskud. Historien er modeleret så præcist og professionelt og samtidig med masser af nerve og hittepåsomhed, at det er vanskeligt at være utilfreds med noget. Overhovedet. Måske fordi Sveistrup har det, han i en forrygende Lotte Thorsen-artikel i Politiken for nylig kaldte Ferrari-genet. Han vil lave det bedste produkt på markedet.

Og Kastanjemanden er saftsuseme en af de bedste og mest interessante krimier, jeg har læst i år – og hav lige i baghovedet, at skønne kvalitetskrimier som Elly Griffiths Løgnens hus og Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet også for nylig har ramt krimihylderne og er læst. Det siger lidt om, hvor effen en bog Sveistrup har skrevet.

Kastanjemanden er en krimi, der går lige i maven – og hjertet. Sveistrup tager noget barnligt og godmodigt og gør gysende uhyggeligt. Og når mine børn til efteråret laver kastanjedyr, popper mørke scener fra bogen formentlig op. Puha.

For første gang skal jeg danne mine egne billeder til Søren Sveistrups ord. Ingen producer, instruktør eller skuespiller fortolker hans ord. Og det er ikke vanskeligt. Naia Thulin og Mark Hess står stærkt for mit indre blik. Det slår gnister, når de to mødes.

Bogen griber fat i nogle af de klassiske krimitemaer: Sorg, hævn, tilgivelse, selvtægt, dysfunktionelle familier, traumer, og det er en mørk og heftig bog, der måske vil sortere krimi-light læsere fra. Det er stærke sager, Sveistrup skriver om. Der er ingen “hyggelige” giftmord ala Agatha Christie i Sveistrups mørke univers, men tragiske skæbner, voldsomme traumer, overgreb og vold.

Men er du Vild Med Krimi, så turbolæser du grådigt og nyder et råt gennemtænkt og vildt plot og de stærke portrætter af to interessante og langtidsholdbare efterforskere, der simpelthen må have mange flere historier i sig.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

 

 

 

 

 

Clinton som krimiforfatter og et par heldige vindere

Ny bog: I dag udkommer thrilleren Præsidenten er forsvundet på forlaget Gyldendal. Læs også, om du er blandt de to heldige bloglæsere, der har vundet biografbilletter til thriller med Jakob Cedergren.

Præsidenten er forsvundet er en amerikansk thriller, der er skrevet i et samarbejde mellem den forhenværende amerikanske præsident Bill Clinton og bestsellerforfatteren James Patterson.

Og mon ikke Clinton og Patterson er næsten lige kendte? Clinton var præsident i USA i to perioder fra 1993 – 2001.

Den amerikanske forfatter James Patterson har solgt millioner af bøger. Han er især kendt for to krimiserier om henholdsvis psykologen og politibetjenten Alex Cross og om kriminalbetjenten Lindsay Boxer. To af bøgerne om Cross er filmatiseret: Along came a spider (Edderkoppens spind) og Kiss the girls (Dødskysset) med Morgan Freeman i rollen som Alex Cross.

Det er ikke første gang, at den amerikanske forfatter har samarbejdet med andre. I 2010 udgav Patterson i samarbejde med svenske Liza Marklund krimien Postkortmordene. Historien i detaljer husker jeg ikke, men jeg erindrer, at jeg var svært skuffet over den historie om en svensk journalist og en amerikansk politimand, som de to bestseller-forfattere havde skrevet.

Forhåbentlig er Præsidenten er forsvundet bedre. Bogen skal i øvrigt forvandles til en tv-serie.

Det Hvide Hus er som bekendt base for USA’s præsident og dermed domicil for en af verdens bedst bevogtede og mest overvågede personer. Hvordan er det så overhovedet muligt for præsidenten at forsvinde uden at efterlade sig et eneste spor? Og hvis han, der i bogen hedder Jonathan Lincoln Duncan, er forsvundet frivilligt – hvorfor?

Ifølge forlaget er Præsidenten er forsvundet (The President is Missing ) en spektakulær thriller fra den absolutte magts korridorer. Den giver et enestående indblik i, hvordan det opleves at være leder af verdens førende supermagt: det massive pres, de umulige beslutninger, men også de uendelige muligheder for at forandre spillets regler.

Har du vundet?

Og nu til noget helt andet.

Tak til alle jer der har deltaget i konkurrencen sponsoreret af Nordisk Film om 2 x 2 billetter til thrilleren Den skyldige med Jakob Cedergren, der får premiere den 14. juni. En film, jeg selv glæder mig meget til at se.

Jeg har trukket lod blandt jer, der har deltaget på bloggen, på Facebook og på Vild Med Krimis Instagram. De to heldige vindere, der hver kan invitere en ven med i biografen, er:

Helle K. og Berit Lund Christensen

Send en mail med jeres postadresse til mail@rebekkaand.dk – så sender jeg billetterne med posten.

Når du deltager i konkurrencer her på bloggen, beder jeg dig aldrig om at dele eller like opslag eller indlæg. Men kender du en, der er vild med krimi, og som du tror vil blive inspireret af at læse med, så bliver jeg altid glad og taknemmelig, hvis du anbefaler bloggen til andre.

På forhånd tak. Og tak til alle, der læser med. Især til alle jer hardcore og trofaste bloglæsere.

 

 

Streaming på C More: Stephen Kings Mr. Mercedes

Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn. Foto: PR/C More

Streaming: Åbningsscenen i tv-serien Mr. Mercedes, som du kan streame på C More, er voldsom. Det er nat i Ohio. Året er 2011. Finanskrisen flår i økonomien og en gruppe arbejdsløse står i kø for at blive de første, der kommer ind til en jobmesse. Blandt dem en helt ung mor med sin baby. Men så…

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 2 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Er der en forfatter, der har fået filmatiseret sine bøger, så er det amerikanske Stephen King: The Dark Tower, instrueret af danske Nikolaj Arcel, Stand by me, Carrie, Ondskabens hotel og mange flere. Den amerikanske forfatter har skrevet temmelig mange bøger, så der er nok for filmfolk at kaste sig over.

Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn fra 2014. En krimi og netop ikke en gyser, som King ellers har skrevet mange af. Folk som Jack Bender ( Lost, Game of Thrones ) og David E. Kelley ( Big Little Lies ) står bag.

Brendan Gleeson, som du måske kender fra filmene om Harry Potter, spiller med skøn irsk accent og intens nærvær den pensionerede efterforsker Bill Hodges. Han plages af en uopklaret sag år tilbage, hvor en mand i en Mercedes iført klovnemaske (det er jo King) kører ind i en kø foran et jobcenter i høj fart. Med fuldt overlæg dræber manden i bilen 16 mennesker.

Hodges er fraskilt, har et kompliceret forhold til sin voksne datter og bor alene med sin skildpadde i et hus i et søvnigt kvarter. Han er i det hele taget mellemfornøjet. Han råber af kvarterets unger, vrisser af nabokonen, der ikke er helt uinteresseret i ham, og falder i søvn med whiskeyflasken i favnen foran tv. Og har mistet lidt af sig selv, da han mistede sin identitet som aktiv politimand.

Men da Mr. Mercedes, som massemorderen døbes, kontakter ham først via et brev og siden via mystiske beskeder online, begynder en klassisk katten-efter-musen-jagt.

Hodges ønsker inderligt at opklare den sag, der medvirkede til, at han blev sendt på pension slidt, alkoholiseret, frustreret og træt. Og besat af sagen.

Hurtigt finder du som seer ud af, at morderen er den unge mand Brady Hartsfield – skræmmende og dæmonisk godt spillet af Harry Treadaway. En engelsk skuespiller jeg ikke husker at have set før, men som i denne serie gør et kæmpe indtryk.

Man bliver næsten skræmt af billedet ikke? Harry Treadaway spiller seriemorderen Brady i Mr. Mercedes. Foto: PR/ C More

Det mørke blik, de øjne – waw altså. Jeg måtte minde mig selv om, at Treadaway ikke var en traumatiseret, psykopatisk amerikanske ung mand, men en nogle og trediveårig skuespiller på arbejde.

At du hurtigt kender massemorderens identitet, gør ikke serien mindre seværdig. Brady er en lidt underlig, stille type, der ikke gør meget væsen af sig i jobbet som medarbejder med særdeles gode IT-evner i et elektronikfirma. Han har et ekstra job som ismand, hvilket giver ham uforstyrret adgang til Hodges kvarter.

Og der er noget aldeles skræmmende ved at se en smilende ismand sælges is til sukkertrængende glade børn, når man ved, at han er rablende sindssyg og i gang med at planlægge et nyt vanvittigt blodbad. Netop i scener som  denne er serien allerbedst.

Det er ikke en tv-serie, der handlingsmæssigt spurter afsted, men en psykologisk krimi, hvor uhyggen omfavner dig med en intens og dyster stemning. Indimellem dukker groteske scener op, men det er ikke en serie med fokus på overnaturlige elementer, som man måske kunne forvente af en King-filmatisering. Den er rå og barsk og realistisk i al sin gru.

Jo, der er hæsblæsende og voldsomme scener i de ti afsnit, der udgør 1. sæson, men ofte er det hovedpersonernes indre kaos, indre konflikter og dæmoner, du som seer bliver indviet i. Frustrationen er stor hos både gerningsmand og den pensionerede politimand. Personportrætterne er lige så skarpe som den kniv, gerningsmanden på et tidspunkt benytter sig af.

Brady bor stadig hjemme hos sin mor – selvfølgelig. Kelly Lynch spiller eminent som Brady Hartsfields traumatiserede mor, der både er bange for sin søn samtidig med, at hun er afhængig af ham, krænker ham og har svigtet ham voldsomt.

Også talentfulde Jharrell Jerome Moonlight og Mary-Louise Parker Weeds medvirker i serien, som både min mand og jeg slugte med stor fornøjelse – jeg med en pude for ansigtet indimellem. Endelig en serie, vi begge var optaget af – det sker sjældent.

Krimiserien indeholder også en rørende, men tragisk kærlighedshistorie.

– Er der noget, der skræmmer dig? Sådan blev Stephen King spurgt i et interview i det amerikanske brancheblad Variety sidste år. Og efter at have fortalt, at han ikke er vild med at flyve og at en sygdom som Alzheimers også virker skræmmende, sagde Stephen King:

Men jeg er også bange for folk som Brady Hartsfield, de er derude. Og det krydser mit sind hver gang jeg optræder offentligt.

Måske monsteret lurer i os alle?

Hele sæson 1 af Mr. Mercedes er nu tilgængelig på C More. Der kommer en sæson 2, som muligvis får premiere på den skandinaviske streamingtjeneste til august i år.

PS: Fik du læst min anmeldelse af den svenske krimiserie Inden vi dør?

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her