Rejsende uden bagage af Jean-Christophe Grangé 4


Det første mord i Rejsende uden bagage bliver hurtigt til flere.

Det første mord i Rejsende uden bagage bliver hurtigt til flere.

Anmeldelse: Det nyeste skud på Jean-Christophe Grangés krimistamme er en vanvittig godt fortalt og komplet krimi, der trods sine ca. 800 sider ikke på noget tidspunkt mister pusten.

Hvor må det være forfærdeligt, hvis man ikke ved, hvem man er. Hvis man som en anden Jason Bourne har mistet hukommelsen – og dermed lige pludselig heller ikke har nogen historie. Så rejser man uden bagage. Rejsende uden bagage er netop titlen på franske Jean-Christophe Grangés seneste krimi på dansk, der udkom i efteråret.

Jean-Christophe Grangé fik sit internationale gennembrud med krimien De blodrøde floder, der senere er blevet filmatiseret med bl.a. Jean Reno. Den franske forfatter står også bag krimier som De døde sjæles skov og Forbarm dig. I Frankrig har han fået sin helt egen genre – en Grangé-thriller hedder den. Og det forstår man. Han er knaldhamrende god.

Grangé har en intellektuel skrivestil, der stiller krav til læseren. Handlingen er aldrig simpel, der er masser af forviklinger, henvisninger til den græske mytologi, moderne kunst, psykiske eksperimenter etc. Ikke så meget lige-ud-ad-landevejen. Hans hovedpersoner er ikke veltilfredse og afbalancerede, men ekstremt frustrerede, neurotiske, traumatiserede, afhængige af medicin, stoffer eller lignende. Men det er aldrig kedeligt at være i selskab med en af hans bøger.

Original og grum krimi

Rejsende uden bagage handler om den ensomme psykiater Matthias Freire og den unge og ambitiøse politiinspektør Anaïs Chatelet. De mødes i forbindelse med mordet på en hjemløs, der findes død nær banegården i Bordeaux. Der er lige den detalje, at den dræbte har fået stukket et tyrehoved ned over sit eget hoved. Mordet er i den grad iscenesat. Psykiateren og politiinspektøren har hver især deres dæmoner at slås med, og deres situation bliver ikke nemmere af, at de begge bliver lidt for involverede i jagten på morderen. Det ene mord bliver hurtigt til flere, for han er ikke fedtet med lig, ham Jean-Christophe Grangé.

Det er en utrolig original og kompliceret krimi, der fascinerer og betager. Den er grum, og den er ond og fuld af rædselsscenarier. Der åbner sig konstant en ny interessant flig af fortællingen, og plottet er uigennemskueligt. Det er simpelthen en fremragende krimi, som du skal unde dig selv at læse. Jeg har læst den som e-bog, og jeg bliver mere og mere glad for de elektroniske bøger.

Eneste lille men. I begyndelsen havde jeg virkelig svært ved at holde styr på de forskellige personer bl.a. politifolk, fordi jeg er elendig til fransk og glemte deres navne lynhurtigt. Det må jeg rode bod på ved at læse mere af Jean-Christophe Grangé.


Skriv et svar til Rebekka Andreasen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

4 thoughts on “Rejsende uden bagage af Jean-Christophe Grangé

  • Karin

    Sådan nogenlunde siger min mand også om bogen og Jean-Christohpe Grangé. Han er vist halvvejs og har også haft sit med at holde styr på alle navnene, selv om han er en gravet Grangé-læser. På nettet har der ligget et gammelt interview med Jean-Cristophe. Det beskriver ham som en mand, der er vokset op blandt kvinder og som er fascineret af det onde. Flere af bøgerne, ud over de Blodrøde floder, er filmatiseret, dog er de nok kun til at få i Frankrig. Vi købte ihvertfald en dernede år tilbage.
    jeg må vist igang med ham Jean-Christophe. Manden har de fleste af dem på lager.

  • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

    Hej Karin

    Jeg har læst to af hans bøger, og det er altså krimiguf. Men det er komplicerede fortællinger, så man skal ikke lige forvente et par siders underholdende godnatlæsning inden sengetid – men tage sig tid til at fordybe sig i hans meget meget grumme univers. Men det er så godt fortalt og tænkt og selvom hæsblæsende er lidt af en kliche, så er hans bøger virkelig hæsblæsende, og han evner at skrue et fantastisk plot sammen. Gå du trygt i gang med din mands bøger. Glæder mig til at høre, hvad du synes om dem.
    Har du set filmene?
    Rebekka

  • Lars Falk

    Ærgeligt at det skifter mellem at heltinden har sit politiskilt, så er det taget og pludselig har hun det sørme igen. At hun så også kører i en Smart der kan køre over 200 km/t gør jo ikke tingene bedre. Trist med alt den research fafstteren har lavet, og så falder det ned med dumme fejl.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Tak for din kommentar.Det er længe siden, jeg har læst bogen, så det der kan jeg slet ikke huske. Men godt spottet.
      Bedste hilsner
      Rebekka