Retsmedicinerens frokost af Colin Cotterill 9


Det gjorde ikke læseoplevelsen ringere, at jeg læste Retsmedicinerens frokost fra sommerhus på Fyn med udsigt til hav. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Er du typen, der kun læser de første ti linjer af en anmeldelse, skal du vide dette: Retsmedicinerens frokost er en fortrinlig roman, der vil få skeptikere af krimigenren til at sluge en krimi råt. Og det er en bog, der bevidner det, vi krimifans ved; At det ikke altid er butleren, der er morderen, og at krimigenren er bred og ekstrem rummelig – og kan bruges som ramme om masser af fremragende historier.

Retsmedicinerens frokost er en vidunderlig, varm, livlig og eksotisk krimi, der geografisk foregår langt væk fra Skandinavien nemlig i Laos, der er nabo til bl.a. Vietnam og Thailand. I 1970’erne var landet præget af borgerkrig og flere statskup.

Retsmedicinerens frokost foregår i Laos et lille års tid efter, at kommunistpartiet Pathet Lao kommer til magten. Året er 1976. De fleste veluddannede er flygtet, men lægen Siri Paiboun er blevet tilbage. Han er 72 år og har været medlem af kommunistpartiet i en menneskealder. Ikke på grund af ideologi, men fordi han som ung forelskede sig i en kvinde, der var glødende kommunist.

Da vi møder Siri, er han enkemand på 11. år og håber, at han nu kan nyde sit otium. Magthaverne har dog andre planer. Mod sin vilje bliver Siri udnævnt til statslig retsmediciner. Han har ikke uddannelsen til det, og hospitalet i hovedstaden Vientiane skriger på ressourcer. Siri har dog to assistenter. Geung, der har Downs syndrom og er en pligtopfyldende mand, og pebermøen Drui, der bor sammen med sin syge mor. Siri udfører sit arbejde med omhu, selvom det på mange måder er op ad bakke.

Pludselig lander flere lig på Siris bord, og trekløveret kommer i den grad på arbejde. Med Sherlock Holmes-logik kombineret med overnaturlige evner forsøger Siri at finde ud af, hvordan døden er indtruffet.

Det, der især gør Retsmedicinerens frokost til en skøn bog, er den elskværdige hovedperson Siri, som det er svært ikke at knuselske. Han gør oprør mod systemet, som han officielt støtter, på sin hel egen måde. Han lytter i smug til thailandsk radio, og så trodser han partitoppens ordre om at gå i spidse, “vigtige” sko, når han sjosker rundt i sine brune, udtrådte sandaler. Og så vil han finde frem til sandheden.

Bogen, der fik mig til at le klukkende, er fuld af humor og sarkasme. Men det er også en bog med alvor, der giver et billede af et fattigt samfund med opdragelseslejrer og naboer, der måske angiver dig, hvis du træder ved siden af. Det er herligt at følge det skønne hospitals-trekløver, der på hver deres måde overlever i et stærkt kontrollerende samfund.

Siri har forbindelser til den åndelige verden, og selvom det egentlig passer fint med krimihistorien, så kunne jeg godt have undværet nogle temmelig syrede kapitler, hvor Siri er taget dybt ind i junglen. Her bliver det lige lovligt fantasifuldt til min krimismag, men bogens overnaturlige elementer glider forholdsvis let ned, fordi jeg fuldstændig overgiver mig til bogens vidunderlige univers.

Bogens forfatter, Colin Cotterill, er født i England og har arbejdet som NGO i Laos. Retsmedicinerens frokost udkom på engelsk i 2004 og er den første i serien om Siri, der er oversat til dansk. Jeg håber ikke, at det bliver den sidste. Jeg er slet ikke færdig med Siri.


Skriv et svar til Rebekka Andreasen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

9 thoughts on “Retsmedicinerens frokost af Colin Cotterill

  • Simon

    Den lyder interessant, men jeg hører kun lydbøger så hvis den findes som lydbog vil jeg bestemt gerne høre den.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Simon
      Tak for din kommentar. Jeg har googlet lidt, og jeg tror desværre ikke, at bogen er udkommet som lydbog. Men det kan jo være, at det kommer. God lyttelyst.

    • Simon

      Jo, det er blevet lidt bedre på det seneste, men lydbøger halter dog stadig efter på trods af den store efterspørgsel, men tak for tippet om at kontakte Forlaget. Det vil jeg prøve 😉

  • ole

    hej
    bedre sent end aldrig, du bliver nok nød til at læse dem på engelsk, de første 5 6 stykker i seriener meget mere end læsværdig, dersom du skulle få tid

    og så du bør også læse den 7. som er den bedste i hele serien foregår i Cambodia under Pol Pot A love Song From A Shallow Grave

    mvh ole