Forfatterparret bag Lars Kepler har fået enorm succes med bøgerne om den svensk-finske kommissær Joona Linna

Anmeldelse: Forfatterparret bag pseudonymet Lars Kepler bliver bedre og bedre. Sandmanden er fabelagtig underholdning. Bogen er dog hurtigt glemt igen.

Sandmanden af Lars Kepler er en lang krimi. 523 sider. Men det er ikke en side for langt. Tværtimod kunne jeg godt have ønsket mig lidt flere ord i slutningen af bogen, hvor handlingen spurter af sted i forskellige retninger, der skal flettes sammen, så krimikabalen kan gå op.

Jeg havde forventet en afsindig underholdende krimi. Sandmanden, der er fjerde bog om kommissær Joona Linna, er afsindig underholdende. Ingen lange introer. Ingen træde vande. Jeg var på fra begyndelsen, hvor en forkommen ung mand kommer gående langs togskinnerne i Stockholm. Han er stærkt nedkølet og medtaget. Ifølge journalerne har manden været død i syv år. Så er vi i gang.

Der er gensyn med seriemorderen Jurek Walter, der er en farlig mand – selv bag tremmer. Jeg fik flere gange gåsehud af at læse om psykopaten, der sikkert ville komme glimrende ud af det med Thomas Harris Hannibal Lecter.

For at løse gåden om den unge mand, alle troede var død, sender politiet betjenten Saga som medfange/patient til den psykiatriske forvaringsenhed under jorden, hvor seriemorderen sidder på ubestemt tid. Hun skal nærme sig Jurek Walter for at finde de svar, politiet leder efter. Og det kan kun gå for langsomt.

I et interview i Jyllands-Posten 30. september i år er forfatterparret bag Lars Kepler citeret for at sige:

Noget af det, der har fascineret os, var denne undercover fortælling, den skjulte operation under jorden, hvor kvinden er isoleret med dette livsfarlige menneske.

Det er lige før, at nakkehårene rejser sig samtidig med, at armene dekoreres af gåsehud. Det er SÅ spændende at læse om. Intenst og uroligt. Og der er ikke kun farlige og klamme personer på den ene side af de låste døre. Vi møder også læger, der misbruger deres magt. Spooky!

Kapitlerne er korte. Ekstrem korte. Der er for mange unødvendige pauser. Men heldigvis er tempoet hæsblæsende. Underholdningen er i top i selskab med den sympatiske svensk-finske kriminalkommissær, der  selv har ofret ekstremt meget for at beskytte dem, han elsker.

Sandmanden er dog ikke en bog, man husker længe efter, at den er læst. Men velskrevet, hamrende spændende og underholdende – det er den.

PS: Lars Kepler er et pseudonym for Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril. Første bog i serien er Hypnotisøren. Derefter følger Paganinikontrakten og Ildvidnet. Parret har planlagt 8-9 bøger i serien.