Merccedes-snittet

Anmeldelse: Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock

Taperuller og saks medfølger ikke, når du køber Mercedes-snittet. Dem der ser et ansigt, rækker hænderne op. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Anne Mette Hancocks debutkrimi blev en dundrende succes. I dag udkommer efterfølgeren Mercedes-snittet. Er den god? Ja. Hancock skriver krimier, der gør indtryk. Er den lige så suveræn som Ligblomsten? Det synes jeg ikke.

Synsbedrag. At ikke alt er, hvad det ved første øjekast ser ud til at være. At drage forhastede konklusioner uden at se sig virkelig godt omkring.

Det griber Anne Mette Hancock fat i i Mercedes-snittet – den anden storbykrimi om journalisten Heloise Kaldan og efterforsker Erik Schäfer.

Umiddelbart kan man som læser tro, at forfatteren har års erfaring med durkdrevne plot, struktur, flow og personkarakteristikker, der lever og spræller, at hun har en årelang produktion af kvalitetskrimier bag sig, men lad dig ikke snyde.

Det er Hancocks krimi nr. 2 og efterfølgeren til bestselleren Ligblomsten. En debutkrimi, der i øvrigt udkom i Frankrig i sidste måned i et blæret førsteoplag for en krimidebutant på over 10.000 eksemplarer.

Mercedes-snittet virker nemlig som et produkt af en forfatter, der har kreeret solide kriminalromaner i årevis. Ikke på den rutineprægede måde. Men på den måde, hvor plottet er gennemarbejdet og kælet for ned til mindste lille overraskelse. Og hvor det forfatterknofedt, der skal til for at skabe en læseværdig, troværdig og underholdende krimi med personer, vi holder af og får empati for, i den grad er kommet i spil og på effektivt arbejde.

Titlen, der ligesom Ligblomsten er sat sammen af to ord, der ikke umiddelbart hænger sammen, hentyder til det snit, en retsmediciner i forbindelse med en obduktion laver, når han/hun skærer i hjerteblokken med tre snit, der mødes på midten som i Mercedes berømte logo. Unik titel og sjovt fundet på. Og så passer den godt til historien.

Ved at lave et Mercedes-snit kan man undersøge, om afdøde har arvæv i hjertet. Det er netop en historie om ar i hjertet, ar i sjælen. Det er en krimi om hævn, om dysfunktionelle familier, om sorg, men også om kærlighed. Og om hemmeligheder og traumer, der er så fæle, at selvom man gør alt for at drukne dem, så insisterer de på at poppe op på et tidspunkt.

Der er en mørk tone gennem hele bogen, selv om der er masser af sprækker, hvor humoren sniger sig ind. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt at være menneske, og karaktererne lider på hver deres måde i Mercedes-snittet, der tager dig med til bidende kolde februardage i København.

Heloise brænder ikke for at få det barn, der spirer i hendes mave, og allerede i bogens anden kapitel er hun ved lægen for at få piller, der kan stoppe den graviditet, hun endnu ikke har fortalt sin kæreste om. Og da tiårige Lukas forsvinder fra skole, bekræfter det kun Heloise (med stumt h) i, at det er farligt og alt for risikabelt at sætte børn i verden. Hun har overhovedet ikke lyst til at være mor.

Avisen dirigerer Heloise, der ellers er i gang med at researche til en dybdeborende historie om PTSD-ramte soldater, på sagen om den forsvundne dreng. Erik Schäfer står i spidsen for efterforskningen. Og igen krydser de to igen hinanden på jobbet. De er blevet så gode venner, at Heloise og kæresten Martin inviteres til middag hos Schäfer og hans livslange kærlighed Connie, der stammer fra Caribien. Da en fløs af en soldat bliver dræbt, flettes de to sager alligevel ind i hinanden.

Der er skruet lidt ned for tempoet i forhold til den forrige bog. Det er især de indre dramaer og dilemmaer, der er i fokus i denne psykologiske krimi, der også er en rørende fortælling.

Som læser bliver du klogere på bl.a. fænomenet pareidolia – at hjernen snyder dig, så du tror, du ser ansigter i f.eks. døre, stikkontakter eller billygter. Fascinerende. Google selv.

Schäfer fylder mere. Han er noget så usædvanligt som en strømer med et godt, stabilt og kærligt ægteskab. Et barnløst et af slagsen, og derfor er Heloise nærmest blevet den datter, han aldrig fik. Et godt makkerpar, det er de to.

Hancock bøjer og vrider sproget originalt. Men overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen, og det havde klædt sætninger som…

skuldre, der var brede som motorveje, lægge så store som juleskinker og nakker, man kunne kløve brænde på…

at blive tonet en anelse ned. Vi forstår pointen. Også at Schäfer spiser en reje større end gennemsnittet, når han:

Stak gaflen i en reje på størrelse med en shetlandspony

Det er detaljer i en ellers medrivende og yderst velkomponeret krimi. Jeg er begejstret for bogen. Mercedes-snittet er krimiguf.

Men hånden på hjertet, ar eller ej: Ligblomsten er et nøk bedre. Den havde noget fandenivoldsk over sig, som Mercedes-snittet ikke har. Og selvom Heloise er gravid i denne roman og  tumler med tanker om sin fremtid og sit parforhold, så havde hun endnu mere på spil i den første fabelagtige bog.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

PS: Der er Mercedes på bloggen disse dage. I morgen kan du læse min anmeldelse af tv-serien Mr. Mercedes  efter en roman af Stephen King. Husk også, at du stadig kan deltage i konkurrence om biografbiller. Søg på Den skyldige, så popper konkurrencen op.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her