Krimier til din sommerferie

Sommer og kriminalromaner hænger ret fint sammen. Hvad enten du hygger på din terrasse, er på bondegårdsferie på Langeland, suger sol og ø-liv til dig i Grækenland eller slapper af på et hotel på størrelse med en skotøjsæske efter en lang dag med shopping i London. Her får du inspiration til nye krimier, du kan proppe med i feriekufferten. Foto: Rebekka Andreasen

Nye krimier: Her kommer et udpluk af krimier, der er på vej, og som du kan forsøde din sommer med.

24. maj: I morgen sender Gads Forlag den danske version af En fremmed gæst af Lisa Jewell på gaden.

Med bogen (på engelsk: I Found You) fik den britiske forfatter et gennembrud inden for den psykologiske spændingsgenre, og romanen røg direkte ind på bestsellerlisterne i England ved udgivelsen for et par år siden.

Alice, der er alenemor til tre og lever af at lave kunstværker af gamle landkort, møder en dag en mand med hukommelsestab på stranden ved East Yorkshire. Hun inviterer ham med hjem. Samtidig i London sidder en nygift kvinde og venter forgæves på sin mand.

Er du til forfattere som Clare Mackintosh eller Liane Moriarty er denne bog sikkert noget for dig. I øvrigt er forfatteren i Danmark disse dage, så mon ikke du kan læse om forfatteren på en bogblog eller to i nær fremtid?

25. maj: Lindhardt og Ringhof står bag den danske udgivelse af den amerikanske bestseller Kvinden i vinduet (Woman in the Window) af A.J. Finn. Den fordrukne, maniske Anna Fox bor alene i sit store hus i New York. Hun får voldsomme angstanfald ved tanken om at gå udenfor og bruger dagene på at se gamle sort/hvide film, chatte på nettet, drikke vin og udspionere sine naboer i bedste Hitchcock-Rear-Window-stil. Men taler hun sandt, da hun påstår, at hun har set et mord fra sit vindue?

Bag forfatternavnet A. J. Finn gemmer forlagsredaktør Daniel Mallory sig, men efter at bogen blev en bragende succes og nu er solgt til udgivelse i 38 lande, har Mallory sagt sit faste job op for at være fuldtidsforfatter. Stephen King siger, at bogen er helt umulig at lægge fra sig. Læs selv, om han har ret.

29. maj: Løgnens hus (The Janus Stone) af britiske Elly Griffiths, udkommer på Gads Forlag. Det er andet selvstændige bind om arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway og politimanden Nelson. Og efterfølgeren til Pigen under jorden.

Jeg ved, at skønne og seje Ruth Galloway har mange danske fans, og mon ikke de alle er glade for, at forlaget udgiver to Ruth-krimier med få måneders mellemrum?

Elly Griffiths er i gang med den 11. bog i serien, der kommer på gaden i Storbritannien i begyndelsen af 2019.

Jeg anmelder Løgnens hus på udgivelsesdagen.

1. juni: Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock, udkommer på Lindhardt og Ringhof. Det er forfatterens anden krimi og efterfølgeren til debutkrimien Ligblomsten, der udkom sidste år, og som forfatteren fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for.

Igen møder læserne den københavnske journalist Heloise Kaldan og politimanden Erik Schäfer. En dreng på ti år er forsvundet fra sin skole i indre København, og både Kaldan og Schäfer forsøger at finde drengen.

Jeg anmelder Mercedes-snittet, som jeg, i lighed med mange andre krimifreaks, har set frem til, på udgivelsesdagen.

5. juni: Den tyske forfatter Nele Neuhaus udkommer på People’sPress med den tredje bog på dansk om betjenten Pia Kichhoff og hendes chef Oliver von Bodenstein. Ulven er titlen på den krimi.

En varm junidag bliver liget af en ung pige fisket op af en flod tæt på Frankfurt am Main. Obduktionen viser, at hun er blevet mishandlet og derefter myrdet. Det mærkelige er, at ingen savner hende. To uger efter fundet står politiet stadig på bar bund i sagen, pigens identitet er stadig ukendt. Stemningen er på nulpunktet, da parret bliver kaldt ud til et overfald…

Neuhaus er en af Tysklands mest læste krimiforfattere, og danske læsere kender hende fra Snehvide skal dø og Den der sår vind, der er de første bøger i serien.

6. juni: Kastanjemanden af Søren Sveistrup, Politikens Forlag. Jeg har smuglæst de første ti kapitler og ser virkelig frem til resten af historien om den unge efterforsker Naia Thulin og den ældre kollega Mark Hess, der er blevet smidt hjem på r.. og nøgler fra Europols hovedkvarter i Haag. Hvem er det, der dræber kvinder, og som efterlader en lille mand af kastanjer på gerningsstedet?

Det er forfatterens debutkrimi, men Sveistrup er en erfaren og prisvindende manuskriptforfatter og manden bag bl.a. tv-serien Forbrydelsen.

Og så skal jeg selvfølgelig også have læst thrilleren Kridtmanden af den britiske forfatter C.J.Tudor, der for nylig udkom på Gyldendal. En bog, som mange taler ret begejstret om.

Jeg har endnu flere krimier, spændingsromaner og thrillers på sommerens læseliste.

PS: Der er meget at glæde sig til her på bloggen i de kommende uger. Der er som skrevet flere anmeldelser på vej. Og i morgen sætter jeg gang i en konkurrence, hvor der er 2 x 2 biografbilletter til ny dansk thriller på højkant, ligesom du i begyndelsen af juni kan læse om sublim thrillerserie, du kan streame.

PPS: Måske du skal bruge sommeren på selv at skrive? Eller planlægge hvilke kurser, du skal på efter ferien? Skriveværkstedet, som jeg er tilknyttet, har skræddersyet 25 nye skriverkurser til dig, der drømmer om at skrive en bog. Der er både kurser om at skrive bedre (alt fra klummer og blogindlæg til bestsellerbøger og børnebøger), kurser om at sælge flere bøger (også hos boghandlerne) og kurser om, hvordan du bliver mere synlig i medierne. Læs mere om kurserne her

 

Streaming på C More: Inden vi dør

Streaming: Inden vi dør, set på C More, er en suveræn og visuel lækker svensk krimi, der både byder på action, regnvåde mørke stockholmske gader, fabelagtigt godt skuespil og et kreativt plot, som med garanti overrasker selv hardcore krimifreaks.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 1 ud af 12. )

Inden vi dør er guf for krimifreaks især på grund af disse tre svenske skuespillere. Fra venstre Adam Pålsson, Marie Richardson og Alexej Manvelov: Foto: PR/C More

 

Svenskerne kan bare noget med krimiformatet. Inden vi dør ( Innan vi dör ), der er en svensk serie fra 2017, er ingen undtagelse. Det er sådan en serie, du bingewatcher. Jeg slugte i hvert fald glubsk serien og glæder mig allerede til sæson to, som folkene bag serien skal i gang med at optage til september.

I ti afsnit af cirka en times varighed følger vi den midaldrende Stockholm-betjent Hanna Svensson, der inden for de første fem minutter af serien har sendt sin voksne søn i fængsel for at sælge stoffer. For Hanna har sin mening om, hvordan tingene skal være. Lov er lov, og det skal selv ikke hendes egen søn spænde ben for. Moderkærlighed på den hårde måde.

Til gengæld spænder det ben for Hannas forhold til sønnen Christian, der ikke vil have kontakt med hende, da han efter to års fængsel løslades. Og Hanna drukner sorgen og frustrationerne ved at arbejde. Men hun er heller ikke tilpas på stationen, hun er blevet overflyttet til afdelingen for økonomisk kriminalitet, og hendes chef opfordrer hende til at søge tidlig pension.

Pludselig forsvinder Hannas elsker og kollega Sven, og sporene peger i retning af en rockerbande, som Sven i hemmelighed har efterforsket. Og så er der alligevel brug for Hannas efterforskningsevner. Og søreme om ikke Hannas søn også hvirvles ind i sagen, der også involverer en brutal bosnisk gangsterfamilie.

Et bragende godt cast

Marie Richardson spiller hovedrollen som betjenten Hanna Svensson, der er rå, viljestærk og pokkers interessant. Hun er kølig og skrøbelig på samme tid, og jeg bliver aldrig træt af at se på hendes ansigt.

Herhjemme er den svenske skuespiller især kendt for tv-rollen som Maja Thysell, kollega til Kurt Wallander i tv-serien Wallander. Og som Linda Jakobsson, der bliver mishandlet af sin finansminister-mand i den svenske serie Kongemordet baseret på Hanne-Vibeke Holsts bestseller.

Det er både en serie om et kompliceret mor/søn-forhold, om stærke familiebånd og om en ung kærlighed, der har svære vilkår. Serien portrætterer en brutal kriminel verden, hvor den næste kugle altid sidder løst. Det er en krimiserie af høj klasse, der næsten kan måle sig med bl.a. Broen. Stortalentet Adam Pålsson, der spiller sønnen Christian, spiller i øvrigt med i Broen sæson 3. Han spiller fabelagtigt godt.

Og selvom vi har set en kvindelig hovedperson før, der har et kompliceret familieforhold, som føler sig uden for det kollegiale fællesskab, og som bruger utraditionelle metoder i sit arbejde (hvem sagde Sarah Lund og Saga Norén?), så bliver serien aldrig en kliche bl.a. fordi skuespillet er nuanceret og troværdigt. Danske Dejan Cukic er med i fire episoder. Han har en birolle som Hannas eksmand Rade.

Jeg var uhyre godt underholdt. De dramatiske, smukke billeder understøtter den mørke historie og hele seriens rå tone. Nyd også en heftig biljagt, hvor der selvfølgelig – serien er jo svensk – er en Volvo involveret. Min eneste anke er, at tempoet godt kunne være justeret en smule op i de første to afsnit. Men hæng på. Det lønner sig.

Sammen med det tyske tv-selskab ZDF, der også var medproducenter på Forbrydelsen, Broen og Millennium-trilogien, står svenske SVT bag serien.

PS: Se udvalget af film og serier på C More her

 

Anmeldelse: Tilbage til Faithful Place af Tana French

Anmeldelse: Rå, gribende og vanvittig godt fortalt. Tag med til Dublin og en dysfunktionel arbejderfamilie i Tana Frenchs Tilbage til Faithful Place.

Tana French skriver med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled.

I sin såkaldte Dublin Murder Squad-serie har den amerikansk/irske forfatter Tana French en ny hovedperson fra Dublins Politikorps som hovedperson i hver bog.

I Tilbage til Faithful Place, der udkom på dansk i 2011, følger vi politimanden Frank Mackey, der har en ledende stilling i afdelingen for undercover. Han var en biperson i Som i et spejl.

Frank har formået at bryde den sociale arv og skabt sig en karriere hos politiet – noget, der svarer til at gå over til fjenden i den lavere arbejderklasse i Dublin, hvor han voksede op.

I over tyve år har han ikke været hjemme i barndommens gade. Modsat sine fire søskende forlod han som 19-årig barndomsmiljøet, der var domineret af moderens ondskabsfulde bemærkninger og faderens voldelige lune efter rigeligt med pubbesøg og skummende Guinness.

Men Frank bliver kontaktet af sin lillesøster, og fortæller hun, at hans ungdomskærestes kuffert er blevet fundet i en ruin af et hus hjemme i gaden. Det tvinger Frank til at vende tilbage til barndommens betændte miljø. For hvorfor dukkede Rosie Daly aldrig op den nat, de havde aftalt at stikke af til London sammen?

Inden længe vælter skeletterne i bogstaveligste forstand frem. Og Frank, der er fraskilt og far til 9-årige Holly, får sit at se til. At infiltrere kriminelle miljøer er peanuts i forhold til det, der venter den hjemvendte søn.

Fortællingen svinger mellem nutid og tilbageblik – bl.a. til den tid, hvor Frank var hovedkulds forelsket i Rosie. Tempoet er adstadigt,  eftertænksomt, men bogen bliver aldrig kedelig. Den river i alle følelsesregistre, og det er grusomt og hjerteskærende at følge Frank tilbage til det, han det meste af sit voksne liv har forsøgt at fortrænge. Og selvom nye familier, yuppier og omsorgsfulde mødre møffer sig ind på barndommens trøstesløse miljø, så ligger der stadig en sky af dystre hemmeligheder over Faithful Place.

Som en rigtig god irsk blodpølse (eller chokolade, hvis du mere er til det) vil du bare have endnu en bid af bogen. Og en til. French skriver fremragende. Og med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled. Nyd alle detaljerne: Humoren, de velbesøgte pubber, de alt for mange smøger, nabostridigheder, sladderen, råheden, de sønderknuste drømme, magtesløsheden, rivaliseringen mellem søskende… det hele er skræmmende godt fortalt. Krydr det med virkelighedstro dialoger og personer, du får hjerte for, og det er krimiguf af den bedste slags. Plottet havde jeg luret en smule før slutningen, men pyt med det.

Udover at alle bøgerne har en betjent fra Dublins politi i centrum, hænger bøgerne ikke sammen, og de kan læses selvstændigt. Tana Frenchs bøger er i øvrigt ved at blive forvandlet til en BBC-serie. French har skrevet seks bøger i serien, foreløbig er de fire første udkommet på dansk på Gyldendal:

  • Skoven ( som forfatteren vandt The Edgar Award for)
  • Som i et spejl
  • Tilbage til Faithful Place
  • Gensyn med Broken Harbour

Frank Mackey og hans datter Holly vender tilbage som karakterer i den femte bog, The Secret Place, der endnu ikke er oversat til dansk.

PS: Jeg har hørt Tilbage til Faithful Place som lydbog via ereolen. 15 timer og 38 minutters gribende spændingsroman.

PPS: Bogen er oversat af Agnete Dorph Stjernfelt – læs/genlæs mit interview med hende her

 

 

Interview med Peter Mogensen

Peter Mogensen debuterer som skønlitterær forfatter med I bjørnens kløer. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: Peter Mogensen, der er politisk kommentator og direktør i tænketanken Kraka, har i mange år beskæftiget sig med politik på forskellige måder. Han har netop fået debut med politik ad en helt ny kanal – nemlig som forfatter til den politiske spændingsroman I bjørnens kløer.

– Jeg har ikke noget behov for at være en stor forfatter. Jeg er ikke 25 år længere, og jeg har ikke gået på forfatterskolen. Men jeg har skrevet en spændingsroman, som jeg er tryg ved og synes er rimelig god.

Sådan siger Peter Mogensen, der er aktuel med sin første spændingsroman, der bl.a. foregår på Christiansborg. En spændingsroman om en hemmelig regeringskrise og det, der kan udvikle sig til en storpolitisk konflikt med Rusland. Og om mennesker midt i magtens centrum.

– Jeg falder ofte fra, når jeg læser politiske thrillers eller ser en tv-serie som Borgen, fordi de sjældent skildrer det politiske spil realistisk. I Borgen er forholdet mellem departementschefen og rådgiverne skildret helt forkert, for i virkeligheden er det departementschefen, der kører biksen og har magten og indflydelsen. Ikke omvendt som i serien.

Og Mogensen har bestræbt sig på at portrættere det politiske- og psykologiske spil på Christiansborg så realistisk som muligt. Med alt hvad dertil hører af rå kynisme, usikkerhed og magtkampe, for at være i politik er “som at ride på en tiger – superspændende, men de personlige omkostninger kan være store, og jobbet kan æde en op.”

Enkelte politikere som Pia Kjærsgaard, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt nævnes ved navn, men de spiller ingen rolle i bogen. Bogens hovedkarakterer er opdigtede, men, indskyder forfatteren, selvfølgelig har han ladet sig inspirere af politikere og embedsmænd, han har mødt gennem sin karriere.

Mogensen har bl.a. en fortid som ministersekretær i Finansministeriet, og i tre år var han Nyrups personlige rådgiver og sekretariatschef i Statsministeriet.

– Jeg har været på hjemmebane med det politiske liv på Borgen. Resten har jeg knoklet mig til, forklarer Peter Mogensen om arbejdet med I bjørnens kløer. Foto: Rebekka Andreasen

I I bjørnens kløer skal Danmark lede FN op til en vigtig afstemning om Tjetjeniens selvstændighed. Men kræfter i Rusland ønsker ikke, at den lille republik opnår selvstændighed og vil forhindre, at Danmark stemmer ja i FN. Og det får den tidligere jægersoldat Henrik Foss at mærke. Han er nummer to i oppositionspartiet Venstre og formentlig landets kommende udenrigsminister. Og udsættes for massiv afpresning, da hans ekskone og sønner kidnappes.

Selvom Peter Mogensen kan sit politiske stof og er vant til at formidle, så var det slet ikke så nemt at skrive en spændingsroman, som han først troede, da han år tilbage i sit sommerhus i Toscana, kastede sig ud i projektet som en slags hyggeligt tidsfordriv.

Bogen har været igennem talrige gennemskrivninger, og han har ændret manuskriptet igen og igen. Med et bredt smil forklarer han, at det gamle råd om, at man aldrig skal skrive en bog, hvis man kan lade være, er et ret godt råd.

– Det er let at læse en spændingsroman, men det er meget sværere at skrive én, end jeg troede.

Efter at have skrevet cirka 100 sider af bogen, gik det op for Peter Mogensen, at han var nødt til at tage arbejdet med bogen mere seriøst og spændingsgenren alvorlig, hvis der skulle komme en læseværdig bog ud af anstrengelserne. At der var noget håndværksmæssigt, han skulle lære. At skrive dialoger f.eks. og få sine personer til at leve. Og at stramme op. I den endelige udgave af romanen følger læserne især fire personer – i første udkast havde Mogensen omkring 16 forskellige synsvinkler med.

– Det har været en lang og svær proces, en stejl læringskurve. På et tidspunkt mistede jeg tråden og var nødt til at få hjælp til at komme videre i skriveprocessen. Men jeg har lært en masse og er sindssygt stolt af bogen, forklarer Peter Mogensen og føjer til, at næste bog forhåbentlig får en lidt nemmere fødsel.

For ja, han har planer om bog nummer to om toppolitikeren Henrik Foss, der i øvrigt er enøjet efter at have mistet et øje på en bjergskråning i Bosnien i 90’erne.

– Jeg vil først og fremmest underholde, og min intention har været at skrive en spændende bog. Men bogen er også en bekymret pegefinger. Verdenen er i skred, og demokratiet er måske ikke så givet, som jeg hele mit liv har troet.

Allerede inden bogen var udgivet, havde Nordisk Film købt rettighederne til bogen. Det er Peter Mogensen ret stolt over og ydmyg over for. Manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, der bl.a. har Rejseholdet og Broen på sit CV, er inde over projektet.

At rettighederne er købt er ikke det samme som, at filmprojektet bliver realiseret. Men Peter Mogensen håber på det. Og ser gerne en type som Nikolaj Coster-Waldau i rollen som Henrik Foss.

Peter Mogensen virker ikke som en mand, der mangler selvtillid og gåpåmod, og da jeg spørger ind til hans forfatterambitioner, bliver svaret en smule mere nuanceret end det citat, du læste i begyndelsen af indlægget. Han understreger, at der er grænser for hans selvtillid, og at han aldrig kunne finde på at skrive en thriller om f.eks. opera, som han ikke ved noget om.

– Men jeg kan godt forestille mig, at jeg om ti år sidder i mit hus i Toscana og skriver spændingsromaner, hvis jeg får opbygget et ordentligt spændingsunivers. Det ville være enormt fedt.

Vidste du, at:

Peter Mogensen især er vild med politiske biografier, men også synes godt om Jan Guillous spændingsserie om agenten Hamilton? Han har også været ganske godt underholdt af Leif Davidsens bøger.

En af de første bøger, der gjorde et enormt indtryk på Peter Mogensen, var den italienske forfatter Oriana Fallacis roman En Mand? Det er en roman om den græske politiker og digter Alexandros Panagoulis, der kæmpede mod militærregimet i Grækenland. (Udkom på dansk i 1981) Han er bl.a. vild med bogen “…fordi den har det hele: kærlighed, mod, intensitet..”

Peter Mogensen i 2010 udgav bogen Dødvande – refleksioner over den politiske udvikling i Danmark fra 2007 – 2008?

Tak for mad, Forlaget Turbine. Foto: Rebekka Andreasen

PS: Lige et par ord om min læseoplevelse:

I bjørnens kløer giver et interessant indblik i det politiske hierarki og toppolitikernes samspil med bl.a. PET. Plottet er interessant, og bogens temaer aktuelle.

Især karakteristikken af hovedpersonen Henrik Foss er stærkt. Som fraskilt kæmper Foss med at få en ordentlig relation til både sin ekskone og sine børn, og selvom han både er rutineret toppolitiker og tidligere jægersoldat, der kan dræbe et menneske på få sekunder, er han heldigvis ikke blevet en overfladisk He-Man, men et interessant, sammensat menneske.

Men de virkelighedstro dialoger er indimellem for lange (og mange), og bogen kunne sagtens være skåret endnu skarpere og kortet ned – bogen er på 426 sider. Det betyder også, at spændingskurven og tempoet hopper lidt ujævnt. Og så mangler sproget en smule mere omsorg og originalitet for at imponere.

Men jeg var alligevel godt underholdt, og især den sidste bid af bogen er ret spændende. Undervejs klukkede jeg af små detaljer. Som en chefredaktør, der hedder Mads Poulsen, og at Politiken, hvor Mogensen selv har været ansat, får nogle kærlige hug. Og hvor mange politikere kender du – ud over Søren Pind, der kun har et øje?

PPS: Tak til Forlaget Turbine for at invitere til brunch og forfattermøde.

 

Anmeldelse: Malaria af Jens Strandbygaard

Jeg har boet tre år i Uganda og kender flere, der har haft malaria. Det gule kort er mit internationale vaccinationskort, der indeholder en lang advarsel om malaria. Har du penge, kan du betale for medicin, hvis du bliver smittet. Psykopater derimod findes der ingen medicin eller vaccine imod. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jens Strandbygaard har skrevet en hurtiglæst spændingsroman med især et fint portræt af et far/søn-forhold. Desværre virker bogens humor og sarkasme mange steder som et værn mod at komme helt tæt på bogens karakterer.

Malaria er titlen på Jens Strandbygaards anden krimi, en selvstændig roman, der udkom i 2017 på Byens Forlag.

Bogen begynder lige på og brutalt i Kirawa på grænsen mellem Nigeria og Cameoun tilbage i 2002, hvor lægen Oskar Plum og et par kolleger tages som gidsler af den på det tidspunkt netop nystartede militante islamistiske gruppe Boko Haram.

Tilbage til nutiden er bogens hovedperson, Oskar, i gang med at udvikle en ny malariamedicin, der behandler sygdommen, der kan være dødelig, på en billigere og mere effektiv måde end hidtil set. Lidt af en revolution inden for medicinalindustrien.

Oskar har brug for millioner til at få godkendt medicinen og få den på markedet. Men malariamyggen er ikke den eneste farlige parasit i romanen.

Den entreprenante læge tvinges nemlig til at ansætte eksperten Dan Felling, der skal få godkendt medicinen. Og så kommer Oskar for alvor tæt på en livsfarlig snylter. Det får store konsekvenser for den sympatiske læge, der har en fortid i Læger uden Grænser.

Forfatteren har selv oplevet på et tidspunkt at have en forretningspartner, der viste sig at være en helt anden, end han havde forventet, hvilket har inspireret ham til historien. Det er dog ikke kun en bog om psykopater, men også om bl.a. kærlighed.

Måske morede du dig over Jens Strandbygaards opfindsomme Facebook-video som optakt til Krimimessen i Horsens? I videoen, der er ret sjov, interviewer han sig selv. Det er tydeligt, at humor og selvironi er en stor del af forfatteren. Det smitter af på de linjer, han former.

Bogen er propfuld af humor og sarkasme. Jeg synes desværre, at det flere steder spænder ben for spændingen. Og skaber en distance, der gør, at jeg aldrig får lov til at komme helt tæt på, netop dér, hvor det gør allermest ondt – og hvor det også, synes jeg, er allermest interessant.

“… og jeg kunne mærke pistolløbet i siden. Ud over at det gjorde ondt, var jeg heller ikke vild med, at nogen pegede på mig med et ladt våben.”

Flere ting fungerer godt i romanen. Forfatteren slynger historien rundt i en centrifuge, så man ikke aner, hvad der kommer ud i den anden ende. Plottet overrasker. Og de mange tråde, der flager, forenes til sidst, hvor du som læser også finder ud af, hvordan de breve, en afrikansk mor skriver til sin søn, bidrager til historien.

Der er også fine beskrivelser af et kærligt far/søn-forhold. Oskar har et tæt og forholdsvis uproblematisk forhold til sin hippie af en far, der har en fortid i Thylejren. Begge mænd deler en glødende interesse for at gå på jagt. Og pludselig bliver Oskar selv den, der er i skudlinjen.

Forfatteren, der også er iværksætter, har tjek på økonomi og venturekapital og investeringsselskaber. Og formår at gøre klausuler og investeringsstrategier interessant. Det er vanvittig dyrt at få godkendt et nyt lægemiddel, og ja, der er nogle dilemmaer i den forbindelse. Kan medicin f.eks. blive så effektivt, at den gør sig selv overflødig?

Malaria er i øvrigt på pensum for de litteraturstuderende på Aarhus Universitet i dette semester. Sejt. Men når jeg ofte er en armslængde fra at komme helt tæt på personerne, så mangler Malaria en del for at begejstre mig for alvor og være rigtig spændende.

PS: Jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar fra forfatteren. Jens Strandbygaards første roman hedder Mekkalinjen

 

Anmeldelse: Superstar af Thomas Bagger

I Superstar fylder efterforsker Camilla Staal meget på bekostning af kollegaen Ask Hjortheede, som vi fulgte i Den Permanente. Og det gør ikke spor.

Anmeldelse: For nu at blive i jargonen, der dyrkes blandt de unge realitystjerner, der er omdrejningspunktet i Thomas Baggers anden Aarhus-krimi, så er Superstar en super-fucking-god krimi. Skarp rå krimikræs, der både er tragisk/komisk og ultra underholdende.

Citeret frit efter hukommelsen så sagde hollænderen John de Mol, der har udviklet konceptet til realityshowet Big Brother, engang: Hvis man laver et realityprogram med 12 mennesker i en helikopter med kun elleve faldskærme og chancen for at vinde en million kroner, og man lader folk hoppe ud i det blå uden at ane, om de ender med millionen eller frit fald, så kan man uden tvivl finde medvirkende til programmet.

Grotesk, men måske ikke helt usandt.

Superstar handler netop om selfie-generationens besættelse af berømmelse. Om unge selvcentrerede mennesker for hvem fællesskab og solidaritet er fremmedord.

I bogen møder vi en række unge, der føler, at de udelukkende lever, hvis de er på skærmen og har tusindvis af følgere på de sociale medier. Som uhæmmede og i fuld offentlighed dyrker sex, så sekreterne fyr gennem luften. Som gerne lader sig manipulere, ydmyge og bruger alle de kneb, de kan, hvis blot de får en plads i realityhierarkiet og bliver kendt for at være kendte.

Og det er en krimi om de ældre produktionsfolks higen efter samme. Magtfulde folk bag skærmen, der snylter på ungdommen og efterlader ofre i form af især unge, håbefulde piger i deres midaldrende, utro kølvand. #metoo for fuld udblæsning.

Jeg var begejstret for Baggers debutkrimi Den Permanente. Superstar, der udkommer på det lille aarhusianske forlag EC Edition, er endnu bedre. Det er en skarpt skrevet krimi, hvor karaktererne mobber, horer, lyver, manipulerer, charmerer – og dræber. En roman med sylespidse personkarakteristikker og et sprog, der bruser, bobler og begejstrer. Bagger har skabt et avanceret plot så solidt, at det virker som om, han ikke har bestilt andet end at plotte i sit midt-i-trediverne-liv.

Som i Jussi Adler-Olsens Selfies balancerer nogle af karaktererne lige på grænsen af det karikerede, men som bekendt overgår virkeligheden ofte fantasien. Og en type som Kato-fucking-Salinas, som vi møder i bogen, findes sikkert et sted derude. (Mon ikke realitystjernen Gustav Salinas har inspireret til den fiktive Katos efternavn?)

Da to unge kvinder, der begge har deltaget i realityprogrammet Sinners Island, som levende zombier efterlades på offentlige steder, dopede og med superstar brutalt knivridset ind i armen, får Camilla Staal ansvaret for efterforskningen som leder af et lille taskforce ved Østjyllands Politi. Politimanden Ask Hjortheede, som var hovedperson i Den Permanente, har frivilligt ladet sig indlægge på Psykiatrisk Hospital i Risskov – dybt påvirket af hændelser, der ikke skal røbes her.

Kun sporadisk dukker Ask op i fortællingen. Heldigvis er kollegaen Camilla Staal, som vi også mødte i Baggers første bog, en uhyre interessant hovedperson. Som de fleste andre karakterer i Baggers krimiunivers, så har hun dybe ar på sjælen – og noget kolossalt stort på spil. Især gennem hendes intelligente øjne følger vi begivenhederne, der igen er centreret til Aarhus og omegn.

Mon ikke Bagger får sit store forfattergennembrud med Superstar? Jeg tror det. Og håber. For jeg hepper på folk, der bliver kendte, fordi de er gode til noget.

PS: Du får mere ud af bogen, hvis du har læst den første i serien om Ask og Camilla.

 

Anmeldelse: I en mørk mørk skov af Ruth Ware

I en mørk mørk skov er udkommet på Gyldendal. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Foto: Rebekka Andreasen.

Anmeldelse: En lukket kreds af mennesker, et isoleret sted langt fra wifi og trafik, adstadigt tempo, snigende uhygge – og et drab. I en mørk mørk skov sender tankerne i retning af en klassisk britisk whodunit. Det er en stemningsfuld krimi, der dog også byder på et par klicheer.

Forbløffelsen er stor da bogens jeg-fortæller Nora modtager en invitation til en polterabend. Nora er midt i tyverne, single, forfatter og bosat i London. Hun har ikke haft kontakt med  barndomsveninden Clare i ti år. Hendes første indskydelse er at takke nej til Clares polterabend, hun skal heller ikke med til brylluppet og brød for ti år siden med de fleste og rejste fra barndomsbyen.

Men nysgerrigheden sejrer, og Nora ender med at tage med en fælles veninde, den rapkæftede kirurg Nina, ud til et isoleret fritidshus langt ude i en skov, hvor en weekend med festivitas og spas skal foregå. Et hus af glas, hvor man både kan skue ud over den tætte skov – men også blive beskuet. Et klinisk hus, hvor der ikke står krøllede paperbacks af Agatha Christie på hylderne.

Weekenden går selvfølgelig ikke kun op i tequilashots og S, P eller K. Der bliver begået et drab i huset. Om hvem i den lille lukkede kreds af venner står mon bag? Det forsøger Nora at hitte rede på, at hun vågner op med hukommelsestab på hospitalet og kun kan huske hektisk løb gennem skoven. Er hun selv drabsmanden?  Og er hun en utroværdig fortæller?

Uhhh… spooky

Når man som læser reagerer fysisk på det, man læser, og bliver lidt paranoid, så har forfatteren ramt noget. Ruth Ware er eminent til at skabe en klaustrofobisk stemning i huset i skoven. For fastnettelefonen dør ud, der er underlige fodspor i sneen, og hvorfor står en låst dør pludselig og klaprer? Og selvfølgelig har de bittesmå detaljer en betydning for plottet, så hold tungen kampklar og lige i munden, når du læser – og tjek lige under din seng, inden du sover.

Det er bl.a. en roman om giftigt venskab, om barndomshemmeligheder, løgne, manipulation og svigt. Og på mange måder er bogen ret vellykket. Det er en psykologisk krimi, og der er masser af fremdrift og spænding i bogen. Og så er bogen fuld af sort, britisk humor. Ja tak.

I en mørk mørks skov er en selvstændig krimi, og selvom jeg var ganske godt underholdt, var der også nogle skår i læseglæden.

I huset i skoven er der – foruden en flok veninder – også Clares bøsseven dramatikeren Tom. Som ejer en Burberrytaske og er ulasteligt klædt. Og altså: Hvor vil det dog være befriende at læse om en homoseksuel mand, der ikke har sixpack, personlig træner og går svinedyrt klædt. Sådan en halvbuttet type med fedtede briller, der er lige så normal som alle os andre. Tom bliver lidt en stereotyp.  Det samme gør den nybagte mor Melanie, der konstant taler om sin vidunderlige baby og forsøger at få kontakt til manden derhjemme. Bipersonerne bliver en smule karikerede.

Men heldigvis er Nora så interessant, sammensat og befriet for klicheer, at jeg var med hende hele vejen frem til den overraskende slutning.

I en mørk mørk skov (In a dark, dark wood) er britiske Ruths Wares debutkrimi, men hendes første bog på dansk var Kvinden i kahyt nr. 10, der udkom herhjemme i 2017. Måske du mødte Ruth Ware, da hun for nylig besøgte Krimimessen i Horsens?

PS: Den amerikanske skuespiller Reese Witherspoon er involveret i filmatiseringen af bogen.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her