Anmeldelse: Ikonen og Konservatoren af Nina Vad Holtum

Danske Nina Vad Holtum har skrevet to bøger om konservatoren Lærke Lind. Bøgerne handler bl.a. om hævn, skam, skyld og retfærdighed. Foto: Rebekka Andreasen

Danske Nina Vad Holtum har skrevet to bøger om konservatoren Lærke Lind. Bøgerne handler bl.a. om hævn, skam, skyld og retfærdighed. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jeg har det meget blandet med danske Nina Vad Holtums to spændingsromaner om konservatoren Lærke Lind.

Ikonen hedder den første bog, der udkom i 2014. I foråret 2016 udkom efterfølgeren Konservatoren.

Først det positive: Jeg er vild med, at forfatteren har givet sin hovedperson en meget spændende og original baggrund. Lærke Lind er konservator og ekspert i russiske ikoner. Jeg lappede siderne i mig, når hovedpersonen ihærdigt og med omhu restaurerer gamle, værdifulde og historiske ikoner. Især i den første af bøgerne, Ikonen, får læserne indsigt i ikon-verdenen. Og så tager forfatteren fat på saftige emner som skyld, skam, retfærdighed og hævn.

Jeg er glad for især det fortællespor i Ikonen, hvor forfatteren sender sin hovedperson til Skt. Petersborg. Det danske kongehus er kommet i besiddelse af en sjælden ikon, der tilsyneladende stammer fra zarfamilien, og Lærke Lind rejser til Rusland for at optrevle ikonens historie. Samtidig bliver hun forladt af sin mand, lægen Steen, som hun har været gift med i over tyve år, og som hun har en voksen søn med. Steen har været utro og længe haft en elskerinde. Forståeligt nok krakelerer Lærke Linds trygge tilværelse.

Udover at være spændingsromaner er bøgerne også et portræt af en midaldrende kvinde, der bliver forladt og bakser med alle de følelser, der følger med et svigt. Lærke Lind er jaloux, frustreret, vred, såret, magtesløs, sorgfuld etc. Og så er hun i den grad forsmået.

For meget mad og vin

Desværre er det også det, der bliver bøgernes problem. I hvert fald bedømt på en krimi/spændingsskala. At placere Nina Vad Holtums bøger i domestic noir-genren er ikke helt forkert. Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Omdrejningspunktet for domestic noir-thrillers er ofte dagligdagen med arbejde, venner, børn og parforhold. Og selvom der ofte er skruet ned for tempoet i såkaldte domestic noir-romaner, så er kombinationen af psykologisk ægteskabsdrama/spændingsroman ikke rigtig vellykket her. (Se  i øvrigt link til artikel om domestic noir nederst på siden)

Der er alt for mange linjer, der handler om, hvad Lærke Lind spiser, køber ind eller har i køleskabet, for mange telefonsamtaler med moderen eller broderen Bo. For meget sniksnak til min smag. Det hiver tempo ud af fortællingerne, og nogle gange grænser det til det banale at læse, hvad Lærke Lind spiser, hvilket tøj hun tager på, og at Lærke Lind igen drikker vin. Eller Whisky. Og indimellem fik jeg lyst til at ryste hovedpersonen og skrige: Lad nu være med at være så barnlig og jaloux. Især da jeg læste Konservatoren.

Det er svært at beskrive handlingen i bog nummer to om Lærke Lind uden at afsløre for meget, men det er en selvstændig efterfølger til Ikonen, der klart er min favorit af de to bøger.

Bøgerne er udgivet på det lille forlag Clausen Publishing, der foreløbig kun har udgivet Nina Vad Holtums bøger. Heldigvis er der kælet for detaljerne, og begge bøger er lækre og har meget smukke covers.

PS: Fik du læst min artikel om domestic noir på Litteratursiden?

Konkurrence: Vind suveræn britisk thriller

I Faldet flytter ægteparret Sarah og Angus fra London til den afsides fiktive ø Torran ud for den skotske vestkyst. Skal du vinde bogen? Foto; Rebekka Andreasen

I Faldet flytter ægteparret Sarah og Angus fra London til den afsides fiktive ø Torran ud for den skotske vestkyst. Skal du vinde bogen? Foto: Rebekka Andreasen

Konkurrence: Barsk, velbegavet, rørende, mystisk, gotisk, original, overraskende, underholdende og rædselsvækkende. De ord passer på thrilleren Faldet af S.K. Tremayne, der udkommer i næste uge.

Med andre ord: Det er en fremragende thriller, du kan vinde. Det er to bøger på højkant sponsoreret af Gads Forlag, der udgiver bogen på dansk.

For at deltage i konkurrencen skal du:

Skrive en kommentar under indlægget her, hvor du skriver en linje om forfatteren/bogen. F:eks. at S.K. Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas.

Men hvordan kan du gøre det, når du måske aldrig har hørt om den britiske forfatter før? Jo, du læser mit interview med S.K. Tremayne lige her

Hav lidt tålmodighed, hvis du ikke kan se din kommentar på bloggen med det samme. Du kan deltage i konkurrencen frem til mandag den 29. august klokken 15. Husk: Du skal selv tjekke på bloggen, om du er blandt de heldige.

PS: Jeg bliver glad, hvis du liker Vild Med Krimis side på Facebook eller anbefaler sitet her til andre krimifreaks, men det er bestemt ikke noget krav for at deltage i konkurrencen. Du kan også følge Vild Med Krimi på Instagram.

Interview med bestsellerforfatter S.K. Tremayne

En ø i det skotske højland spiller en hovedrolle i S.K. Tremaynes Faldet, der udkommer på danske 30. august. Foto: S.K. Tremayne.

En ø i det skotske højland spiller en hovedrolle i S.K. Tremaynes thriller Faldet, der udkommer på dansk 30. august. En fiktiv ø, der er kraftigt inspireret af øen Eilean Sionnach, der er en del af øgruppen Hebriderne. Foto: S.K. Tremayne.

Forfatter-interview: Siden han som fireårig fik offentliggjort et digt, har britiske S.K. Tremayne skrevet. Han kan simpelthen ikke lade være. I Faldet der udkommer på dansk i næste uge, og som er solgt til udgivelse i 20 lande, har han plantet sine hovedpersoner på en forblæst skotsk ø. En ø, han længe har været optaget af. Også tvillinger fascinerer ham, og derfor er enæggede tvillingepiger, en død og en levende, centrale i den psykologiske domestic noir-thriller.

S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox.

Da han skrev Faldet, der er en psykologisk ægteskabsthriller i domestic noir-genren, opstod behovet for et nyt forfatternavn. Sean Thomas alias S. K. Tremayne, der bor med sin familie i London, forklarer:

Jeg ønskede at skrive en thriller, hvor det underlige, uhyggelige og skumle kan tilskrives mine karakterers sorg eller vrede. Hvor alt der sker kan være noget, der kun foregår i deres hoveder. På samme tid ønskede jeg, at læserne skal være i tvivl om, hvorvidt der virkelig sker noget mærkværdigt. Den tvetydighed er jeg vild med. S står for mit fornavn, Sean. K har jeg valgt for sjov. Og Tremayne er min bedstemors pigenavn.

Ideen om at bruge enæggede tvillinger som omdrejningspunkt i bogen opstod, da forfatteren på en pub i London fortalte en ven, at han havde planer om at skrive en isnende thriller. En psykologisk thriller om en familie, der flytter til en fjerntliggende ø, og som sørger, fordi de har mistet et barn.

Jeg nævnte, at jeg havde brug for et ekstra tvist til historien. Pludselig kiggede min ven op og udbrød: tvillinger. Jeg fik straks fornemmelsen af, at hun havde fat i noget. Tvillinger var perfekte til at tviste historien. Der er automatisk noget dragende og anderledes over tvillinger, og det at de ligner hinanden og næsten er identiske, giver mig som forfatter mange muligheder for at tviste plottet og skabe uhygge. Som når en meget ung tvilling i bogen ser sig selv i spejlet og tror, at hun i stedet ser sin afdøde søsters spøgelse.

En ø, der gør indtryk

I Faldet flytter ægteparret Sarah og Angus fra London til den afsides, fiktive ø Torran ud for den skotske vestkyst. Øen er kraftigt inspireret af den lille skotske ø Eilean Sionnach, der er en del af øgruppen Hebriderne. I mange år har S.K. Tremayne følt sig sært tiltrukket af den isolerede og forblæste ø.

Som 7-årig så han en film bygget over den skotske forfatter Gavin Maxwells selvbiografiske roman om Maxwells pleje af og unikke forhold til en vild odder. Filmen gjorde et kolossalt indtryk på ham. Som 22-årig besøgte S. K. Tremayne øen Eilean Sionnach, som en af hans venner havde købt. Da det gik op for ham, at manden med odderen havde boet netop på denne ø og levet med dyret ikke langt derfra, voksede hans fascinationen af øen. Siden har S.K Tremayne besøgt øen med sin ene datter. Og nu danner øen en skræmmende perfekt ramme om den dramatiske historie i Faldet.

Det er et meget smukt, men alligevel dystert og barskt sted. Romantisk, trist, gribende og poetisk på samme tid. Øen isolerer på naturlig vis karaktererne, og de mørke, kolde, stormfulde vintre matcher bogens dystre stemning, især når klimakset nærmer sig.

Han føjer til, at hvis han har svært ved at komme i den rette stemning, når han skal skrive noget skræmmende, nervepirrende eller uhyggeligt, så hjælper det, hvis han læser dyster og kraftfuld poesi a la Sylvia Plath. Som far til to piger var det ikke uproblematisk at skrive om et forældrepar, der har mistet en datter.

Det var virkelig hårdt. Jeg elsker mine døtre, og det var smertefuldt at skrive om et dødt barn på nogenlunde deres alder. Nogle gange måtte jeg stoppe med at skrive, falde til ro og minde mig selv om, at det var fiktion. At det jeg skrev ikke ville sive ind i mit eget liv. På den anden side er mange af mine bekymringer som forælder kommet med i bogen, forklarer han.

Faldet har et genialt, originalt og overraskende plot, som forfatteren har arbejdet intensivt med. S. K. Tremayne forklarer:

Jeg var nødt til at omskrive hele bogen i andet udkast, fordi plottet ikke virkede og var kraftfuldt nok. Jeg indså, at ved at ændre en af personernes holdninger og perspektiv, fungerede historien meget bedre. Man kan ikke afgøre, om et plot er vigtigere end karaktererne. Det svarer til at skulle vælge, om skønhed eller duft er det vigtigste for en blomst. De er uadskillelige. Karaktererne driver plottet, og plottet afhænger af karaktererne. Ideelt set fungerer begge dele.

Faldet er solgt til udgivelse i 20 lande og røget direkte ind på bestsellerlisterne. I Holland måtte forlaget genoptrykke romanen otte gange i løbet af de første seks uger. Igen skal vi tilbage til den skotske ø for at finde forfatterens egen forklaring på succesen.

Folk kan åbenbart lide den tvetydighed, jeg nævnte tidligere. Følelsen af, at du ikke kan være sikker på, om Faldet er en overnaturlig historie, en roman om forældrenes sorg, en mordgåde eller noget helt fjerde. Jeg tror også bogens location spiller en rolle. Alle elsker en ensom ø.

PS: For en god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg i første omgang lavede interviewet som en betalt opgave for Gads Forlag, der bruger interviewet i forbindelse med markedsføring af bogen. At jeg har valgt at bringe interviewet her, så bloggens læsere får glæde af det, har jeg ikke fået en krone for.

PPS: I morgen sætter jeg skub i en konkurrence, hvor to bloglæsere kan vinde bogen. Se trailer for bogen her

Anmeldelse: Helvedesilden af Karin Fossum

Igen har Karin Fossum skrevet en fin, lavmælt og stilfærdig krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Igen har Karin Fossum skrevet en fin, lavmælt og stilfærdig krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Læs Karin Fossums 12. krimi om Konrad Sejer, Helvedesilden, på grund af de fine personportrætter af lidt skæve eksistenser. Er du til fart over feltet, så vælg en anden bog.

Længe har jeg været fascineret af norske Karin Fossums evne til at skrive en hel masse – uden at bruge tonsvis af linjer på at fortælle det. En antydning her, et skarpt blik der. En sætning, der skubber en lavine af følelser i gang. At hun skriver fantastisk er der slet ikke nogen tvivl om. Hun har fokus på det psykologiske, og hendes bøger foregår ofte i provins-Norge og handler om relationen mellem mennesker. Om familiehemmeligheder, løgne, fortielser og fortrængninger. Det er netop også, hvad der kendetegner hendes seneste krimi, Helvedesilden. Her følger vi to mødre og deres sønner.

Mass er alene med den voksne søn Eddie, der stadig bor hjemme. De er afhængige af hinanden. Dysfunktionelle Eddie er uden job, kører kanelgifter ned i et heftigt tempo og skylder dem ned med cola med kirsebærsmag, sparker hunden i smug og har ingen jævnaldrende venner. Han bliver optaget af at finde sin fars grav, en far han aldrig har kendt.

Den slidsomme hjemmehjælper Bonnie er alene med børnehavedrengen Simon på fem år, og hun knokler for at få hverdagen til at hænge sammen. Da Bonnie og Simon findes knivdræbt i en slidt campingvogn på en landmands mark, må kriminalkommissær Konrad Sejr og betjenten Jacob Skarre i gang med at efterforske det brutale dobbeltmord.

At have sygdommen helvedesild er smertefuldt og pinefuldt, en virus, der gemmer sig i kroppens nerver for pludselig at blusse op. Der er selvfølgelig nogle skeletter i skabet her og der, og derfor er det ikke kun sygdomme, der blusser op i kriminalromanen.

Ingen tjubang

Tempoet er adstadigt, og der er ikke noget tjubang over fortællingen, der skifter synsvinkler i korte kapitler. Og jeg bed ikke negle i spænding, da jeg læste bogen. Slet ikke. Men jeg fik en lavmælt historie, der fascinerede og rørte mig.

Selvom det er den 12. roman om den norske politimand, så stjæler han aldrig rampelyset. Konrad Sejer spiller en mindre rolle i denne bog. Det er ikke ham, men ofre og gerningsmænd, Karin Fossum bruger krudtet på. Jeg savner dog lidt mere af den 55-årige Konrad Sejer i denne krimi. Sejer, den høje, slanke politimand, der bor alene med hunden Frank, og som er rolig, velovervejet og noget af en menneskekender. Ham kan jeg rigtig god lide.

Den norske forfatter vandt den prestigefulde Rivertonpris for denne roman. Helvedesilden er ikke hendes bedste bog, men jeg synes, det er en fin, stærk afdæmpet krimi om mødre og sønner og om blodets bånd, der klistrer, hvad enten man vil det eller ej.

De øvrige krimier om Konrad Sejer i rækkefølge:

1: Evas øje
2: Se dig ikke tilbage
3: Den som frygter ulven
4: Når djævelen holder lyset
5: Elskede Poona
6: Sorte sekunder
7: Drabet på Harriet Krohn
8: Den som elsker noget andet
9: Den onde vilje
10: Varsleren
11: Carmen Zita og døden

 

 

 

Fotos fra sommeren 2016

Vi stødte tilfældigt på en tv-produktion og nogle politimænd, der var i gang med en rekonstruktion af en politiaktion til et populært tv-show om politiets arbejde. Foto: Rebekka Andreasen

I Berlin stødte jeg tilfældigt på en tv-produktion og nogle politimænd, der var i gang med en rekonstruktion af en politiaktion til et populært tv-show om politiets arbejde. Foto: Rebekka Andreasen

Hvis jeg boede i et palæ, ville jeg samle på skilte. Synes dette her er smukt. Foto: Rebekka Andreasen

Hvis jeg boede i et palæ, ville jeg samle på skilte. Nu bor jeg på 114 m2 og samler i stedet på æsker og dåser. Og krimier selvfølgelig. Jeg synes, dette skilt fra en Berlin-boghandel er smukt. Foto: Rebekka Andreasen

Dashiell Hammett - på tysk. Bogen udkom første gang i 1931. Foto: Rebekka Andreasen

Dashiell Hammett – på tysk. Bogen udkom første gang i 1931. Foto: Rebekka Andreasen

Der bliver aldrig for varmt at spise chokolade. Og når indpakningen er så pæn, bliver man jo nødt til at smage lidt forskelligt ik? Foto: Rebekka Andreasen

Der bliver aldrig for varmt til at spise chokolade. Og når indpakningen er så pæn, bliver man jo nødt til at smage lidt forskelligt ikke? Foto: Rebekka Andreasen

Chili-Klaus - pas på. Du har en konkurrent i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Chili-Klaus – pas på. Du har en konkurrent i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er Vild Med Krimi og kan læse den mest actionmættede bøger med blodige deltajer. Men jeg var ikke særlig kæk, da jeg tog dette foto - selvom der var glas mellem mig og denne slange. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er Vild Med Krimi og kan læse de mest actionmættede bøger med blodige detaljer. Men jeg var ikke særlig kæk, da jeg tog dette foto – selv om der var glas mellem mig og denne slange. Foto: Rebekka Andreasen

Der var reklamer for denne tyske thriller over alt i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Der var reklamer for denne tyske thriller over alt i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Der er historie OVERALT i Berlin. Her en af byens mange stolpesten. Foto: Rebekka Andreasen

Kig ned. Der er historie OVER ALT i Berlin. Her en af byens mange stolpesten. Foto: Rebekka Andreasen

Hyggeligt at møde disse kvindelige krimiforfattere i sommerhus. Foto: Rebekka Andreasen

Hyggeligt at møde disse kvindelige krimiforfattere i sommerhus. Foto: Rebekka Andreasen

Heldigvis fandt jeg ingen strandvasker, men masser af sten og skaller ved sommethusets strand. Foto: Rebekka Andreasen

Heldigvis fandt jeg ingen strandvasker, men masser af sten og skaller ved sommerhusets strand. Foto: Rebekka Andreasen

Smuk avisreklame på Wittenbergplatz i Berlin. Nøj, det skilt måtte godt hænge hjemme hos mig. Foto: Rebekka Andreasen

Smuk avisreklame på Wittenbergplatz i Berlin. Nøj, det skilt måtte godt hænge hjemme hos mig. Foto: Rebekka Andreasen

Sommeren 2016: Sol eller ej – det har været en skøn sommer. Her kommer nogle glimt fra min sommer, der bl.a. bød på afslapning i nordjysk sommerhus og aktiv storbyferie i Berlin.

Mon du fik læst nogle gode krimier her i løbet af sommeren? Jeg fik slet ikke læst så meget, som jeg troede, jeg ville. Men jeg tager revanche, gør jeg. Vi ses snart på bloggen. I morgen anmeldelse af Karin Fossums Helvedesilden her på sitet.

Mange bloghilsner fra

Rebekka

 

Lille boghandel i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Lille boghandel i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

 

 

Anmeldelse: I lige linje af Anna Grue

I lige linje er den syvende Anna Grue-krimi om Dan Sommerdahl. Foto: Rebekka Andreasen

I lige linje er den syvende Anna Grue-krimi om Dan Sommerdahl. Og den er god. Det er en såkaldt hyggekrimi uden blodige detaljer eller vold, der er beskrevet ned til mindste hudafskrabning. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Cykelsport har fået lov til at fylde lidt i I lige linje, der er Anna Grues syvende Dan Sommerdahl-krimi. Forfatteren får sin skaldede detektiv sikkert og effektivt over mållinjen, selvom tempoet er adstadigt og krimisporet smallere end i de øvrige Sommerdahl-romaner. Anna Grue er stærkt kørende.

Dan Sommerdahl er nødt til at sadle om i livet nu, hvor hans unger er store og selvstændige, og hvor han er blevet skilt fra sin kone, Marianne. Desuden skal hans plejekrævende mor på plejehjem. Han har ikke længere den gule førertrøje på og har svært ved at finde vej i terrænet. Reklameopgaver har han ikke mange af, pengene er små, og han føler sig smådeprimeret og melankolsk.

Og nu stopper jeg med cykelterminologi, for bogen handler ikke om cykling, men om at finde nye veje i livet, om adskillelse, tab og opbrud. Og nye begyndelser.

Reklamemanden Dan Sommerdahl er stadig detektiv, men i forfatterens syvende krimi om den skaldede detektiv fra den fiktive fjordby Christianssund et sted i det nordsjællandske, har Dan mere fokus på at løse et mysterium i sin egen familie, end han er interesseret i at følge de begivenheder, der giver politiet med vennen Flemming i spidsen overarbejdstimer. Men ingen Sommerdahl-krimi uden at Dan selvfølgelig alligevel blander sig i politiets arbejde.

Jagten på en morder – og en far

Gennem livet har Dan omgivet sig med mange kvinder. Han har aldrig kendt sin far og beslutter sig pludselig for at finde ud af, hvor de dér gnistrende blå øjne kommer fra. Han aner ikke engang, hvad faderen hedder/hed, og da hans mor på grund af en hjerneblødning ikke evner at tale længere, må Dan Sommerdahl selv grave i sin fortid.

Samtidig dør den lokale fotohandler i et cykelstyrt. Det ligner et uheld, men inden længe er der endnu et dødsfald i byen. Måske der ligefrem er tale om to mord? Derudover har fotohandlerens enke mistet kontakten til sin datter og beder Dan om at hjælpe hende i en svær situation.

Dan Sommerdahl er “the man”

Som krimifreak slugte jeg fornøjet bogen, selvom krimiintrigen ikke er romanens drivkraft, det er derimod Dans behov for at finde sit fædrene ophav. Det er en herlig bog, fordi Dan bare er “the man” og jeg befinder mig uhyggelig godt i hans selskab. Han udvikler sig i denne roman og har noget på spil. Der er ikke længere så meget drengerøv over Dan, og det klæder ham. Anna Grue har i den grad talent for at tegne vedkommende personportrætter og beskrive menneskelige relationer, og hun skriver både humoristisk og skarpt.

Og så elsker jeg, at selvom Dans gravearbejde bringer ham til Oxford i England (aner vi en Oxford-nørd i forfatteren?), så er vi også med på gulvet blandt lokale sosu-assistenter og små erhvervsdrivende i Christianssund, så der ikke går akademiker-krimi i den. Og så er der selvfølgelig et par hunderacer med i bogen – det er jo en Anna Grue-krimi.

Ruten, Anna Grue har lagt for sin detektiv, er balanceret. Og underholdende. Men forbered dig på en knap så tempofyldt tur.

PS: Fik du læst interviewet med Anna Grue, som blev bragt her på bloggen for et par år siden?

PPS: Anmeldelser på vej af Karin Fossum-krimi og domestic noir af Nina Vad Holtum.

Mine Netflix (og HBO) krimifavoritter

Homeland er min absolutte favoritserie. Og jeg glæder mig til sjette sæson.

Homeland er min absolutte favoritserie. Og jeg glæder mig vanvittig meget til sjette sæson.

Streaming: Der er flere suveræne krimiserier på Netflix. Her får du mine fem favoritter.

Med hånden på hjertet kan jeg ærligt sige, at jeg sjældent ser tv. Til gengæld kan jeg nemt finde på at streame flere sæsoner af tv-serier, som jeg binger – altså fråsende konsumerer – i store bidder på én gang.

Da fjerde sæson af min absolutte favoritserie endelig kom på Netflix, rev min mand og jeg en halv fredag ud af kalenderen og  bingede den længe ventede sæson på ultrakort tid.

Her kommer fem favoritter, som jeg med stor fryd har set på Netflix:

Homeland: Amerikansk storpolitisk thriller og min absolutte favorit. Claire Danes spiller CIA-agenten Carrie Mathison, der får mistanke om, at en amerikansk marinesoldat er blevet omvendt af al-Qaeda og nu truer det amerikanske samfund. Det er en serie om krig, terror og religion, men også en serie om moral og paradokser i en verden, der er kompleks, og hvor den gode måske ikke altid er god. Serien er vanvittig spændende og godt skruet sammen, og så er den skræmmende realistisk. Der er foreløbig fire sæsoner på Netflix. Den femte sæson så jeg på DR1. Serien har taget seerne med rundt i verden senest til Berlin. Sjette sæson kommer til at foregår især i New York, hvor seriens sjette sæson også optages i 2017. Om jeg glæder mig til endnu en omgang Carrie og co? Det kan du tro.

Der har ikke været så meget hype omkring The Fall, men jeg kan virkelig anbefale serien og laver gerne lidt hype omkring den. Se den nu bare.

Der har ikke været så meget hype omkring The Fall, men jeg kan virkelig anbefale serien og laver gerne lidt hype omkring den. Se den nu bare.

The Fall: Britisk miniserie, hvor vi følger Gillian Anderson som London-kriminalbetjenten Stella Gibson, der sendes til Belfast for at efterforske en seriemorder, som vi allerede tidligt kender identiteten på. Paul Spector er sorgterapeut, gift og familiefar til to. Og så kan han lide at slå ihjel! Han bliver eminent og dæmonisk spillet af Jamie Dornan, som du måske kender fra Fifty Shades of Grey. Der er to sæsoner. The Fall er en mørk, intens og barsk katten-efter-musen-serie, der i mit tilfælde krævede en frelsende pude foran ansigtet indimellem.

Benedict spiller den legendariske detektiv Sherlock.

Benedict Cumberbatch spiller den legendariske detektiv Sherlock. Og det gør han godt. Og selvfølgelig bruger nutidens Sherlock – og Watson – sociale medier.

Sherlock: Endnu en britisk serie. Man er i forrygende godt selskab med Benedict Cumberbatchs Sherlock Holmes og hans trofaste følgesvend Watson spillet af Martin Freeman. Der er tre (alt for korte) sæsoner. Handlingen er sat til nutidens London med undtagelse af  det allersidste afsnit The Abominable Bride, hvor vi er tilbage i 1895 i Victoria-tidens London. Men kan man virkelig genopfinde en figur, der er blevet portrætteret  på film og teater hundredvis af gange før? Ja! Sherlock er ikke åndeløs, men raffineret spænding, og det er med at holde tungen lige i munden, for måske bliver du taget ved næsen? Serien leger med lækre billeder og effekter. Og har masser af humor. Jeg glæder mig til sæson 4.

Det er svensk og det er godt - Blå øjne.

Det er svensk og det er godt – Blå øjne.

Blå øjne: Svensk politisk thriller. Da Elin Hammar spillet af Louise Peterhoff vender tilbage til sit tidligere topjob i det svenske justitsministerium midt i slutspurten af en valgkamp, aner hun ikke, at hun dumper ind i en farlig sammensværgelse. Vi møder skrupelløse politikere og hardcore embedsmænd, mere serien er mere en krimigåde, end det er en historie om politik og spin. I Blå Ögon, som serien hedder på svensk, følger vi bl.a. politikere fra  det fiktive Tryghetspartiet, der dog har visse ligheder med virkelighedens Sverigedemokraterne, hvilket bl.a. var med til at sætte gang i en større debat i Sverige. Vi følger også en højreekstremistisk terrorgruppe. Der er underholdende og ret spændende. Der er én sæson.

Spændende engelsk BBC-serie, som jeg varmt anbefaler.

Spændende engelsk BBC-serie, som jeg varmt anbefaler. Tag med til provinsen med politiassistent Cawood i Happy Valley.

Happy Valley: Britisk politiserie. Sarah Lancashire spiller Cathrine Cawood, der er politiassistent i Yorkshire i det nordøstlige England. Hun kan ikke slippe tanken om den mand, hun mener drev hendes datter til selvmord, og nu efterforsker hun en kidnapningssag uden at ane, at manden hun leder efter er involveret. Jeg er især vild med portrættet af den viljestærke, handlekraftige, men også sårbare Catherine, der er sidst i 40’erne, og som bor sammen med sin søster, der er tidligere narkoman, og sit barnebarn. Og som i sorgen over at have mistet en datter har glemt, at hun også har en voksen søn. Det er en jordnær og effektiv serie. Foreløbig er kun én ud af to sæsoner tilgængelig på dansk Netflix.

Serier, der skuffede:  

Thriller-serien Bloodline. Serien følger familien Rayburn, en familien fyldt med fortielser og hemmeligheder, der driver et hotel i Florida. Serien fangede mig slet ikke. Jeg gav op efter to et halvt afsnit. Der er to sæsoner.

Narcos – amerikansk serie, der handler om Colombias narkobaron Pablo Escobar, om narkokrig, antikommunisme og kokainkonger: Gaaaab. Og den der fortællende voice over – trættende. Jeg opgav hurtigt.

Sons of Anarchy  – amerikansk serie om en motorcykelklub og den unge Jaxs kamp for at få fodfæste. Jeg synes, serien svinger for meget i kvalitet afhængig af sæsoner, og selvom jeg er Vild Med Krimi og ikke bleg for et slagsmål på film eller to, så er Sons of Anarchy lige lovlig voldelig til min smag.

Mangler at se:

BBC-serien The River med den svenske skuespiller Stellan Skarsgård, men den skal jeg se ved lejlighed. Jeg har nemlig hørt meget godt om serien om den særlige efterforsker John River.

Du er meget velkommen til at skrive en kommentar under indlægget her, hvis du vil anbefale en god krimiserie.

PS: Jeg har indimellem lavet en lille afstikker til HBO. Jeg er måske en af de eneste i hele verden (sådan føler jeg det i hvert fald indimellem) der ikke har set Game of Thrones.

Til gengæld har jeg med stor fornøjelse slugt: True Detective (men kun første sæson holder) og fantastiske Bosch, der følger Harry Bosch fra drabsafdelingen i Los Angeles. Serien er skabt over Michael Connellys bøger, og der er to meget seværdige sæsoner. Amerikanske Titus Welliver spiller Bosch.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Helvedesilden af Karin Fossum, Gyldendal.

Læs mere om bogen her