Mød oversætter Agnete Dorph Stjernfelt

En af de mange krimier, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, er Gøgens kalden af Robert Galbraith.

Interview: Agnete Dorph Stjernfelt fandt sin indre barnlige sadist frem, da hun oversatte franske Jean-Christophe Grangé. Hun er den lykkelige indehaver af en særlig Michael Cunningham-dedikation. Og så betyder Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson noget ganske særligt for hende. Agnete Dorph Stjernfelt giver også sit bud på, hvad det er, god litteratur kan. Men først: Hvad er en god oversættelse egentlig?

“En god oversættelse er for mig en tekst, hvor man ikke mærker originalsprogets syntaks ligge og knirke under sætningerne i oversættelsen. En tekst, hvor sproget flyder ubesværet og elegant, og hvori man kan mærke forfatterens sproglige egenart i form af en særlig karakteristisk (eller ukarakteristisk, hvis det er sådan, forfatteren bestræber sig på at skrive) form og sprogbrug. En god oversættelse formår at parallelforskyde den humor, charme, råhed eller hvad det nu er, der er særligt for forfatteren, til en tilsvarende humor, charme, råhed osv. på dansk.

Det bedste ved at være oversætter er, at man ikke har faste mødetider, ingen chefer, og at man ikke skal spilde tiden på endeløse møder (jeg har tidligere arbejdet i det offentlige). Samt, at man kan sidde i badekåbe klokken to om eftermiddagen, fordi man kom til at sætte sig i badekåbe klokken ni om morgenen for lige at kigge på sin oversættelse, og så fløj tiden, uden at man bemærkede det.

Det bedste er, at man kan bruge sin kærlighed til det danske sprog til at formidle gode historier og vedkommende problemstillinger i en art maskebal, hvor man ifører sig en andens sprogtone og leger med den som en skjult identitet. Som Clark Kent ifører sig sit supermandskostume, ifører jeg mig en andens sprogdragt og leger, at jeg er alle mulige andre end mig selv.

Jeg får lov til at være O i O’s historie (som jeg har oversat) eller Heathcliff i Stormfulde højder (som jeg også har oversat). Jeg kan være alle og ingen og tale som et indvandrerbandemedlem (Top dogg af Jens Lapidus, som jeg lige har oversat) eller som en kendt designerbøsse (Gøgens kalden af J.K. Rowling, som jeg oversatte for nogle år siden). Der er ingen grænser for, hvem jeg kan være, og jeg får lov til at leve tusind liv uden at flytte mig fra lænestolen.”

Hvordan griber du arbejdet an, når du skal oversætte en bog?

“Jeg starter som regel med at læse bogen, inden jeg siger ja eller nej til at oversætte den. Jeg skal helst kunne lide den, hvis det skal blive rigtig godt. Derefter sætter jeg mig godt til rette i min lænestol med fødderne oppe, anbringer originalteksten til højre på skærmen på min MacBook Air og mit Word-dokument til venstre, og så bliver jeg siddende, indtil oversættelsen er færdig. Så starter jeg forfra og gennemlæser min egen oversættelse og retter og pudser og polerer, indtil teksten er, som jeg vil have den. Undervejs googler jeg som en åndssvag, søger og udspionerer folk på Facebook for at finde de rigtige sociolekter, og jeg bruger mine Facebook-venner til alt det, jeg ikke selv ved noget om. Folk er heldigvis altid generøse og hjælpsomme. Det kræver tålmodighed, masser af research og en vis portion sproglig opfindsomhed.”

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt for nylig har oversat, er David Lagercrantz seneste thriller om Salander og Blomkvist, der udkom i september i år.

“Jeg brugte omkring to måneder på Manden der søgte sin skygge. Jeg har aldrig kontakt med forfatteren undervejs. Opgaven er jo, at få den foreliggende tekst til at leve på dansk, og jeg lukker mig derfor ret meget om mig selv og teksten, mens jeg arbejder. Der er ligesom ikke plads til andre – heller ikke forfatteren. Jeg oversætter kun fra sprog, jeg forstår godt, og jeg går ud fra, at forfatteren har skrevet den, som vedkommende ønsker den oplevet. Til gengæld læste jeg alle Larssons Millennium-bøger på dansk, inden jeg begyndte at oversætte Lagerkrantz’ bud på Millennium-universet, for at være sikker på, at der var kontinuitet og sammenhæng i læseoplevelsen.”

-Titlen var faktisk en udfordring. Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Jeg kunne godt lide det poetiske ved at “søge sin skygge”, forklarer Agnete Dorph Stjernfelt, der har oversat Manden der søgte sin skygge.

Hvad har været den største udfordring i forbindelse med at oversætte Manden der søgte sin skygge?

“En af de største udfordringer var, at der er en del musiktekniske udtryk i bogen, og jeg ved ikke noget om den slags. Men heldigvis har jeg gode, musikkyndige Facebook-venner, der kunne træde til og hjælpe mig med det. Derudover var titlen faktisk en udfordring. Den er jo en anelse kryptisk.

Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Men jeg kunne godt lide det poetiske ved at ”søge sin skygge” … Det er lidt som at søge sin lykke, søge sin død osv.. Der er noget gådefuldt over det, som tiltaler mig. Når man søger efter noget, ved man jo på en måde, hvad det er, man søger. Hvis man udelader dette efter, anslår det en mere diffus, eksistentielt søgende tone, som jeg syntes passede godt til bogen.”

Franske Jean-Christophe Grangé er nærmest blevet til en genre i Frankrig. En Grangé-thriller er ofte spækket med indestængt ondskab, neurotiske karakterer og komplicerede plots. Og en virkelig interessant historie.

Du har også oversat en krimiforfatter som Jean-Christophe Grangé, der er en af mine personlige favoritter. Er der noget, der er karakteristisk for arbejdet med hans bøger?

“Det har været en stor fornøjelse at arbejde med Grangés univers. Det, der karakteriserer hans bøger, er det groteske. Grangé er på alle måder for meget. For langt ude. For vild. For absurd. Det er sjovt at arbejde med.

Sidder den der store, fede mand, Milosz (Milosz frygter ikke smerten. Milosz er smerten), virkelig nøgen under en sort kappe, med underlige sugekopper på hele kroppen: hver med sit særlige mareridt i: blodigler, skorpioner, jordedderkopper, gedehamse … En deliristisk legion, der pinte hans røde, blødende kød? Fra Forbarm dig side 370.

Jamen, det gør han da bare! Niels Lillelund skrev i bog.guide.dk om netop Forbarm dig: Der er gode replikker og sætninger imellem, her i en fin og lydefri oversættelse. Som i øvrigt må have krævet et stærkt hjerte og en stor tolerance for udpenslede, sadistiske beskrivelser.

Og ja, det var udfordringen ved at oversætte Grangé. Man skal faktisk finde sin indre barnlige sadist frem for at få det rigtigt. Men alle rummer jo en indre barnlig sadist. Jeg er normalt et ansvarligt og ganske fredsommeligt menneske, men der er jo en vis ikke helt stueren fryd ved at få lov til at søge ud i yderområderne af ens egne mørkeområder og give dem udtryk i en offerløs voldelighed uden omkostninger. Og en romanåbning som denne fra Forbarm dig, side 9: Skriget blev hængende i orglet. Det hviskede i orgelpiberne. Det tonede i hele kirken. Dæmpet. Tyst. Fjernt. Jamen, det er da to die for.”

Hvad er den mest spøjse episode, du har været ude for som oversætter?

“Noget af det mest spøjse, jeg har gjort som oversætter, var nok, da jeg i oversættelsen af Pindsvinets elegance af Muriel Barbery listede en halv sætning fra min yndlingsroman, Kongens fald af Johannes V. Jensen, ind i den danske oversættelse – find den selv, ingen har indtil nu bemærket den. Den lå så fuldstændig i tråd med resten af teksten, at det faldt naturligt. Eller da jeg i samme bog indførte de fornuftige, store hvide bomuldsunderbukser, min svigermor hvert år giver mig til jul, i beskrivelsen af en fransk lingeributik.

Eller måske var det, da jeg kunne fortælle den amerikanske forfatter, Hanya Yanagihara hvis roman, Et lille liv, jeg oversatte, at det allerede ret flydende kønsunivers, hun havde skabt, på dansk blev endnu mere flydende, fordi vi ikke har den distinktion mellem girlfriend og boyfriend, som man har på amerikansk – vi har jo bare ordet kæreste, som er kønsneutralt, så at man skulle endnu længere ind i teksten for at finde ud af, om det var mænd og kvinder, mænd og mænd eller kvinder og kvinder, der var kærester – og hun blev ellevild af glæde over denne gratis gave, hendes tekst derved havde fået. Hun blev faktisk virkelig, ægte flabbergasted!

En tredje kandidat til titlen som mest spøjse tildragelse som oversætter var, da jeg efter en middag med Gyldendal og den amerikanske forfatter Michael Cunningham, stod udenfor restauranten og røg sammen med Cunningham og med stor iver og begejstring talte om det uendelige univers – som er min yndlingsfascination – under fuldmånen.

Jeg havde oversat hans roman By Nightfall, der på danske hedder Når mørket bryder frem. Senere samme nat endte vi hos en dansk forfatterkollega, og fra min taske tog jeg mit eget eksemplar af bogen og bad Cunningham om at signere den til mig. Så jeg er nu den lykkelige indehaver af en dedikation, der lyder: To Agnete, with gratitude for writing this book in Danish; for being a goddess of the moon in a world notoriously short on goddesses, Love Michael.”

Denne bog har en ganske særlig betydning for Agnete Dorph Stjernfelt.

Hvorfor er bøger vigtige? Hvad er det, god litteratur kan?

“Bøger har været en del af mit liv nærmest altid. Jeg kan huske, da min far kom hjem med billedbogen Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson til mig. Jeg er skilsmissebarn, og min far og mor flyttede tusind kilometer væk i hver sin retning, mens jeg blev i Danmark hos mine farforældre.

Og jeg kan huske den åbenbaring, det var, da jeg i denne bog fandt al den længsel, melankoli og det vemod, som ingen voksne gider høre om, at børn også kan føle – kunstnerisk fortolket i et rum uden for mig selv. Det var sådan en åbenbaring. Der lå det hele foran mig, i billeder og ord, forklaret og forløst i et univers, en anden havde skabt. Det var en gave. En gave for livet.

Siden da har jeg lært at elske litteraturen af andre grunde også – fordi den tillader en at drømme sig væk i andres drømme. Leve tusinde liv i al ubemærkethed.

Ingen kan se, hvor troløst man forlader alle forpligtelser, bånd og krav. I tilsyneladende uskyldig, passiv og helt igennem acceptabel fordybelse i en bog skifter man til sin hemmelige identitet som dranker, eventyrer, femme fatale eller livsled detektiv og kvitter alt og alle omkring sig for at begive sig ud i natten, bjergene og glemslen på egen hånd. Det er det, god litteratur kan.”

Et lille liv er en ordentlig mobbedreng på godt 800 sider, som Agnete Dorph Stjernfelt har oversat.

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, og som har gjort et ekstra stort indtryk på hende, er Et lille liv af Hanya Yanagihara, som hun oversatte fra engelsk for Politikens Forlag.

“Det var en stor glæde at arbejde med bogen. Jeg tror sjældent, jeg har læst og oversat en så gribende og anfægtende bog. Det er historien om, hvordan et menneske kan være så ødelagt indeni, at det ikke kan repareres, selvom vi så gerne vil tro, at det er muligt.

Og samtidig om det dér mærkelige i, at man ikke kan se det udenpå, når en person er gået i stykker indeni. Vi følger fire mænd fra de er helt unge, indtil de er midaldrende, og efterhånden er der to og særligt en, der skiller sig ud.

Bogen bruger suspense-virkemidler til at drive denne dybt vedkommende menneskelige historie frem, og det er simpelthen så godt gjort. Samtidig tror jeg aldrig, jeg har set en så overbevisende skildring af misbrugets psykologiske mekanismer. Bogens hovedperson er cutter, og det er jo også en art misbrug, og det er afsindigt klogt skildret. En klog bog.”

Er du i gang med en oversættelse?

“Lige nu arbejder jeg på en oversættelse af en roman af Rosie Walsh, som på engelsk hedder Ghosted, for Gyldendal. Det er historien om, hvordan fortidens synder påvirker nutiden. Den har alt det, jeg elsker ved en bog: charme, humor, underfundigt vid og en problemstilling, der overskrider både parforholdets og familiestrukturernes hverdagstemaer samt den plotdrevne fortællings suspense med en fortælling om tilværelsens muligheder og umuligheder. Det er lige den slags roman, jeg holder allermest af. Det skal nok blive godt. Skyld og skam er vigtige og væsentlige temaer, og det er det, der driver Ghosted. Jeg elsker mit arbejde.”

 

 

 

 

 

 

 

Overset Netflix-serie a la Homeland

Netflix-serie: Måske det kun er mig, der indtil for nylig har overset serien, men jeg er nok ikke den eneste, og derfor iler jeg med at anbefale den israelske serie Fauda, som du kan streame på Netflix. Den er formidabel.

En nuanceret tv-serie om den komplekse, blodige og langvarige konflikt mellem jøder og palæstinensere på Vestbredden. Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja. Tv-serien Fauda er svaret. Og lad dig ikke afskrække af traileren oven over, hvis du ikke er en ørn til engelsk. På Netflix er der selvfølgelig danske undertekster.

Det er en hamrende spændende, dramatisk, autentisk og netop nuanceret skildring af konflikten, der virker endeløs. Og det er ikke helt forkert at sammenligne serien med Homeland. Selvom den ikke når samme højder som den amerikanske tv-serie og slet ikke er produceret lige så lækkert. Og selvom jeg indimellem tænkte: Ej, det der er for langt ude.

For israelerne kan noget. Det er nemlig også en israelsk serie Hatufim, der dannede grundlag for Homeland.

I Fauda, der betyder kaos på arabisk, følger vi en lille israelsk specialenhed, der bekæmper Hamas på Vestbredden og i Gaza bl.a. ved at gå undercover.

Fokus er på det nære i stedet for på det storpolitiske, og den israelske forsvarsminister er heldigvis kun en biperson i første sæson. Det er de personlige konsekvenser af konflikten, der skildres højdramatisk og fra begge sider af det høje elektriske hegn, der som et helt tydeligt tegn på konflikten er banket i jorden mellem Israel og de palæstinensiske områder.

For den mand, som på den ene side af hegnet bliver hyldet som palæstinensisk frihedskæmper, bliver på den anden side betragtet som terrorist.

Vinbonden Doron, der har trukket sig tilbage, bliver atter shanghajet til teamet, da den palæstinensiske “Panter”  viser sig at være i live og ikke, som Doron i et par år har troet, blev dræbt af en kugle fra den israelske soldats egen pistol.

I jagten på Abu Ahmed, som manden hedder, skyr Doron ingen midler, og der er biljagter, skyderier og dramatik for hver en Netflix-krone.

Serien er herligt befriet for rendyrkede helte og propaganda. Doron bliver mere og mere kynisk i jagten på “panteren”, og den palæstinensisk mand er ikke kun fanatisk voldspsykopat, men også følsom og en mand, der beskytter sin familie.

Det er sindssygt underholdende og gribende. Og hvis nogle skulle være i tvivl: Vold avler vold.

Serien er blevet voldsom populær både blandt jødere og palæstinensere. Måske netop fordi den viser, at der er fanatisme og uskyldige ofre på begge sider af konflikten.

Der er 12 korte og effektive afsnit i første sæson. En sæson 2 af Fauda er på vej og jeg giver lyd, når den lander på Netflix.

PS: Hvis du som jeg er kolossal Homeland-fan, så er der håb. Sæson 8, der bliver den allersidste i den politiske thriller om Carrie Mathison og co., får premiere engang i 2019. Så skal der bing-watches.

BogForum 2017 – reportage fra weekenden

De allersidste forberedelser. Fotoet her tog jeg et kvarter før, BogForum 2017 åbnede dørene til tre dages bogfest. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2017: Over 35.000 gæster besøgte BogForum 2017 i Bella Center. Det er besøgsrekord. For mit vedkommende var messen akkurat så vidunderlig, inspirerende og kaotisk, som den plejer at være.

(Laaaangt indlæg. Og læser du via mobil, så vender nogle af billederne forkert. Hvorfor arbejder jeg stadig på at forstå. Via pc er alt fint.)

Det var så sindssygt. Har det stadig, som om jeg er blevet ramt af en lastbil.

Sådan skrev krimiforfatter Katrine Engberg til mig, da jeg lagde en video på Facebook, der dokumenterede menneskemylderet på BogForum i Bella Center i weekenden. Engberg er nok ikke den eneste forfatter, der er udmattet og mør efter en velbesøgt og intens bogmesse, men sikkert også begejstret og overvældet og propfuld af gode oplevelser. Det er jeg i hvert fald.

Et forræderisk prikkende forkølelsessår, der fylder halvdelen af min underlæbe, afslører, at jeg selv har fået alt for lidt søvn, siden jeg torsdag formiddag arriverede til Bella Center for at stille stand op for Skriveværkstedet. Men jeg kan stadig mærke de mange kram og knus, jeg fik, og den begejstring, interesse og glæde bøger skaber. Og så blev BogForum 2017 et bevis på, at bogen lever. Folk læser lystigt. Og rigtig mange mennesker drømmer om selv at skrive en bog.

Tak til alle jer der i løbet af weekenden hørte mine oplæg på Skriveværkstedets stand om at skrive krimier. Foto: Karin Kyndi.

Netop Skriveværkstedets stand var min base alle dage, og det var en kæmpe fornøjelse at møde kursister, der er godt på vej med et bogprojekt. Og herligt at møde venner af Skriveværkstedet, der har fået et skub i den rigtige retning uanset hvor de er i skriveprocessen. En forfatterspire kom helt fra Schweiz for at hilse på. Ih, hvor blev jeg glad. Lene – jeg glæder mig meget til at se din bog, når den er trykt. Læs mere om hvad Skriveværkstedet tilbyder  her

For mig er BogForum gensyn med mennesker, jeg har lært at kende, fordi vi deler en passion for bøger. En af dem er skønne Maria, der selv skriver om bøger for OnsdagsAvisen, og som begejstret følger bloggen. Hun gav mig en Benedict Cumberbatch-figur, som jeg blev virkelig glad for. Den engelske skuespiller spiller Sherlock Holmes i BBC-serien Sherlock, som både Maria og jeg er fan af.

Maria har jeg mødt flere gange før, men jeg mødte også flere, jeg før messen kun kendte som et online navn. Hvor var det godt at se jer alle. Og hvor er det herligt, at I følger med her på bloggen. Tak for jer.

Kronprinsesse Mary på BogForum

En kommende dronning lagde vejen forbi BogForum fredag, nemlig Kronprinsesse Mary, der var med til at lancere FN-bogen Childmothers, som hun har skrevet indledningen til. I bogen fortæller 17 piger fra udviklingslande deres historier om at blive mor som barn.

Ikke at jeg så prinsessen, men jeg bemærkede et par tætte brede mænd, der var taget direkte ud af tv-serien Livvagterne, og jeg opdagede, hvordan den bid af messen, jeg stod på, pludselig blev suget tom for mennesker på et kort øjeblik. Kronprinsessen har samme virkning som en overdimensioneret magnet.

Forbi Krimimessens stand hvor de gode folk fra Horsens Bibliotek havde skabt et tætpakket og fint program, og havde tiden tilladt det, havde jeg placeret mig på en af standens stole og ej forladt det røde krimiunivers tæt på både lyttesalonen og vinbaren før Hans Davidsen-Nielsen lukkede og slukkede søndag klokken 16.00 som den sidste i rækken af 19 spændings- og krimiforfattere på scenen.

Den 17.-18. marts 2018 er der igen Krimimesse i Fængslet i Horsens. Igen kommer mange danske forfattere forbi, ligesom forfattere fra Italien, Australien, England, Skotland, Norge, Sverige og Færøerne allerede nu har sagt ja til at komme til Horsens til marts. 2018-udgaven af Krimimessen får som noget nyt også fokus på tv-serier. Om jeg glæder mig? Oh jo. Og helt ærligt: Når jyder kan finde vej til BogForum, så bør sjællændere også kunne finde vej til Horsens.

Fine ord fra Sara Blædel i forbindelse med Plusbogs kåring af Årets Forfatter, der blev Helle Joof. Foto: Rebekka Andreasen

Fredag aften endte jeg læææænge på Plusbog.dks stand med ‘nippe-nalle’ på servietten og DJ-fortolkninger af gamle hits i ørerne.

Fik kort krimisnak med en leopard. Eller rettere med dygtige Helle Vincentz i en herlig leopardplettet frakke.

Plusbog kårede årets forfatter og året bogblogger. Altid topprofessionelle og skønne Sara Blædel overrakte forfatterprisen til en storsmilende Hella Joof.

Blædel fortalte bl.a., at det at læse som barn har haft betydning for hendes forfatterkarriere:

Min læselyst blev vakt på Hvalsø Bibliotek, hvor jeg gang på gang lånte De 5-bøger. Og min mor læste krimier for mig, altså ikke knaldhamrende hårde krimier, men mysterier. Jeg er ordblind, så det lå ikke i nogle kort, at jeg selv skulle gå i gang med at skrive. Men fordi min læselyst blev vakt, og fordi jeg godt kunne lide mysterier, så fik jeg interessen for bøger og senere også det at skrive selv.

Juryens bloggerfavorit var Kathrine Bach Pachniuk, der vandt årets Danish Book Blog Award. Hun har også en stor kærlighed til bøger og blogger især om børnelitteratur her. Stort tillykke med prisen.

Det er svært at føle sig som en taber, når rigtig mange bloglæsere har stemt mig i finalen. Det er jeg stolt over og glad for. Igen: Tak til jer, der stemte på mig. Også hyggeligt at møde sjove og skønne blogger-kollegaer. Og hurra: der er plads til os alle.

Hancock-smil og Jussi-hukommelse

Anne Mette Hancock smilede bredt uanset hvornår, jeg fik øje på hende. Nok ikke kun fordi hendes debutkrimi Ligblomsten stadig lever godt ude blandt læserne, men også fordi hun er i gang med den svære bog nummer to og netop havde fået feedback på de første 100 sider af sin redaktør. Og jeg kan godt forstå, at glæden strømmer gennem kroppen, når redaktøren skriver: “Fandeme en stærk & original åbning på en krimi. Sejt.”

Den bog glæder jeg mig til at læse.

Også Jesper Stein var et stort smil. Søndag eftermiddag markerede Politikens Forlag, at Stein tidligere på efteråret vandt MARTHA-prisen. Mon ikke den flotte læserpris pynter godt på kaminhylden ved siden af De Gyldne Laurbær, som Jesper Stein modtog i 2015?

Hilste på Jussi Adler-Olsen, der som en af få kan matche Mary-effekten. Og han må have en kolossal god hukommelse. Igen og igen mødte jeg læsere, der forklarede, at Adler-Olsen husker navne, steder og samtaler så godt, at man har svært ved at forestille sig, at han har noget tilfælles med sin hovedperson Carl Mørck, der i bund og grund er ret doven.

Selvom alle river i forfatteren, er han nærværende og tager sine læsere seriøst. Jeg hørte ham desværre ikke fortælle om biografien Jussi, men det er en biografi af de ret fine, og den er ret godt skrevet af Jonas Langvad Nilsson.

Og så giver bogen et billede af en folkekær forfatter, der er følsom, men også meget disciplinær og arbejdsom, og som i bund og grund skriver for at imponere den, der betyder allermest for ham, nemlig hustruen Hanne.

I den ottende bog om Afdeling Q lærer vi Assad endnu bedre at kende, men som der står i biografien, så skal det ske på en ordentlig måde: “At afsløre hemmeligheder om en person er også at fratage personen noget magi,” siger Jussi Adler-Olsen i bogen. Jeg giver lyd, når jeg kender udgivelsesdatoen på den næste bog om Carl, Assad og Rose.

Du kan finde link til en del forfatterinterviews fra BogForum på de forskellige forlags Facebooksider.

Så var det tid til et sceneinterview med Jan Thiele, der har skrevet det, han selv kalder en DJØF-krimi. Falddato foregår i Fødevarestyrelsen, hvor han selv har arbejdet som jurist. Vi fik bl.a. en snak om ofte at proppe noget Kafka ind i romanerne. Og om hvordan en Apple 2e computer med et tekstbehandlingsprogram tilbage i 80’erne fik Thiele, der selv er uddannet jurist, i gang med at skrive andet end bekendtgørelser, paragraffer og revisionsopgaver.

Fik også gode, korte snakke med bl.a. Lotte Petri, der er aktuel med krimien Black Notice, som du kan streame som e-bog eller lydbog, og med Elsebeth Egholm, der ligesom Sissel-Jo Gazan skriver om street art i sin seneste roman. Har du i øvrigt bemærket, at de to forfattere i Jeg finder dig altid og Blækhat refererer til hinandens bøger?

Og så fandt jeg ud af, at Saxo også har en streamingtjeneste. Læs mere om streaming af bøger her

De var her allesammen: De kendte journalister og kritikere, politikere, debatører, kokke og livsstilseksperter. Skønne forlagsfolk i massevis – fra selvudgivere og microforlag til mastodonterne. Her var de fysiske boghandlere og dem, der trives bedst på nettet. Her var læsere i alle aldre. Og lytteguf for både øre og øjne. Musik, poesi, svedlugt, larm, mados og glødende dankortautomater.

Og jeg fik sædvanen tro Folketingets quiz med hjem i tasken. Og nej, jeg svarede ikke rigtig på alle spørgsmål. Men øvelse gør mester. Kommunevalget lige rundt om hjørnet havde støvsuget standen for politikere, der dog havde tid til at tale om bøger.

Hvis du vil se, hvad det er Wulffmorgenthaler tegner, så smut forbi bloggens profil på Instagram, hvor jeg har lagt en videobid. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum for børn

At være på BogForum er meget andet end krimi. Smuttede kort forbi BørnebogsForum (hvad laver det s midt i ordet?) Med magiker-skole, isvogn, spændende forfattere og små bløde læsehjørner med plads til både fordybelse og spjættende børneben, må også de unge læsere være tilfredse.

Her stødte jeg bl.a. ind i den kulørte elefant Elmer og Wulffmorgenthaler.

Ingen BogForum uden brok i krogene: Folk jamrede over lange køer til toiletterne, over programmet, over udvalget af madboder. Og over lyden på de forskellige scener. Men faktum er, at aldrig har jeg set så mange kufferter samlet på ét sted ud over i lufthavne, og aldrig har så mange gæster været forbi BogForum som i år.

Varm rødvin, rosiner og godt med rom har aldrig været en dårlig kombination. Slet ikke som punktum på tre dages bogfest. Foto: Rebekka Andreasen

Da jeg sammen med kollegerne fra Skriveværkstedet rundede søndagen af med flødeboller og et glas dampende gløgg med rom i så gavmilde mængder, at mine kinder tog samme farve som julemandens hue, var vi mange, der tænkte: Sikke en fuldstændig fantastisk weekend med massevis af kærlighed til bøger. Men hvor er det godt, at der er et år til BogForum 2018.

Stil rullekufferten frem til næste års bogfest den 16.-18. november 2018.

Krimikram fra Rebekka

PS: Se flere fotos fra BogForum 2017 på vildmedkrimis profiler på Facebook eller Instagram. Her kan du bl.a. se forfatter og journalist Stephanie Caruanas skrivemaskine-tatovering, Julie Hastrup på scenen, Jan Guillou, der signerer bøger og meget andet bogguf.

 

 

 

 

 

BogForum greatest hits

Jeg fik en snak om Christianborgs historie med Birthe Rønn Hornbech på BogForum i 2013. Foto: Ellen Marie Andreasen.

BogForum 2017: En god snak om Christiansborgs historie med Birthe Rønn Hornbech på Folketingets stand. En snak og en selfie med skuespilleren Olaf Nielsen, der var en del af min tv-barndom. Og et sælsomt interview med Peter Høeg. Mine minder fra BogForum er mange og fine.

Hvor Krimimessen i Horsens er rendyrket krimi (og kærlighed til genren), er BogForum en pose herlige blandede bolsjer.

Med undtagelse af sidste år, hvor jeg ikke besøgte BogForum, har jeg siden bloggens begyndelse skrevet reportager fra BogForum og postet billeder fra årets store bogfest i Bella Center. Sådan bliver det ikke helt i år.

Til gengæld kan du  – hvis du selv skal afsted til messen – møde mig på Skriveværkstedets stand, hvor jeg er at finde alle dage. Her er masser af guf især for dig, som skriver selv.

Alle dage er der inspirerende små korte oplæg om at skrive. Selv holder jeg oplæg om krimier både fredag og søndag. Du kan også aflevere op til to A4-sider og få en gratis manuskriptvurdering. Se hele programmet for Skriveværkstedet på BogForum her

Fredag aften kårer Plusbog.dk vinderen af Danish Book Blog Award. Jeg tvivler på, at vildmedkrimi.dk vinder. Men jeg håber. Kryds fingre.

Interesseret i at høre krimiforfatter Jan Thiele fortælle om sin seneste bog – krimien Falddato? Så find vej til EgoLibris scene, hvor jeg interviewer forfatteren søndag klokken 14.

Jeg håber, at vi ses.

BogForum greatest hit

Som optakt til BogForum 2017 kan du passende varme op ved at læse eller genlæse udvalgte reportager og interviews, jeg har skrevet, fra tidligere års BogForum.

2012: Eks-politichef Hanne Bech Hansen og krimiforfatter Sara Blædel i samtale bl.a. om, at politiet og krimiforfattere har gavn af hinanden.

2012: Åsa Larsson: Man slår da ikke en hund ihjel

2013: Lidt blandede fotos fra BogForum 2013

2014: Krimiforfatter Steffen Jacobsen: Biblioteket blev min redning

2014: Interview med Kristina Ohlsson

2015: Reportage fra BogForum med bl.a. Ole Henriksen entré og krimiguf

I vil læse om Hole. Om Beck. Og Jussi.

I vil gerne læse om ham her. Når der står Adler-Olsen på en bogryk sælger bogen næsten sig selv. Men det betyder ikke, at Jussi Adler-Olsen er ligeglad med sine læsere. Tværtimod. – Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver? siger han. Foto: Rebekka Andreasen

I oktober 2012 landede det første blogindlæg på vildmedkrimi.dk. Jeg elsker, at I læser med derude. Her kommer en håndfuld af populære blogindlæg, der bliver læst igen og igen. Og igen. I følger gerne med, når jeg skriver reportager fra Krimimessen eller BogForum. Og så sluger I alt om Harry Hole. Og jeg mener alt. Men I er også nysgerrige efter andet krimiguf:

Sjöwall og Wahlöö. Og Martin Beck

I elsker at læse om den fiktive svenske politimand, som vi følger i ti krimier fra kriminalassistent til kriminalkommissær. De ti Martin Beck-krimier, der tilsammen kaldes for Roman om en forbrydelse. Bøger, der har inspireret rigtig mange krimiforfattere, og som i den grad har formet den skandinaviske krimi.

Og I vil gerne læse om Martin Beck både som bog og tv-serie. I alt er der produceret 24 afsnit om Martin Beck i spillefilmslængde siden 1997. Og det blogindlæg, jeg skrev om sidste afsnit i serien, Levende Begravet, bliver lystigt læst igen og igen. Du finder indlægget her

Jussi Adler-Olsen og Afdeling Q

Og så er I vilde med Jussi Adler-Olsen. Det kan jeg godt forstå. Igen og igen finder læsere vej til især to indlæg med den populære forfatter. Jeg besøgte Jussi Adler-Olsen dengang, han havde kontor i Allerød og netop havde sendt Den Grænseløse på gaden. Det kom der denne reportage ud af. Og jeg mødte forfatteren til et arrangement i Hjørring i maj sidste år, hvilket I også gerne læser om.  Find indlægget her

Forskellige typer af krimier

Har du læst én krimi har du læst dem alle. Mener nogle. Ikke jeg. Indlægget, hvor jeg beskriver forskellige undergenrer inden for krimilitteratur, er ekstremt populært læsestof. For der er nemlig langt fra Miss Marple til Philip Marlow. Læs indlægget her

Anmeldelser

I vil også gerne læse anmeldelser. Heldigvis. Et par af de anmeldelser, der er blevet læst igen og igen er den her, den her og den her 

Favoritter på Netflix og HBO

I vil også gerne inspireres – ikke kun til gode læseoplevelser, men også når det handler om streamingtjenester. Og I vil gerne læse om mine krimifavoritter på især Netflix, men også HBO. Læs indlægget her

Tak til alle jer der har stemt på vildmedkrimi.dk til finalen. Jeg er glad. Tak. Bag prisen står Plusbog.

Selvom de store kriminavne dominerer, så er der stadig plads til debutanter, selvudgivere og mere nørdede krimiemner her på bloggen. Det har været en fryd at blogge netop her i fem år. Jeg snupper de næste fem med også.

Tak, tak, tak

Og så vil jeg gerne sige tak. Bloggen er, takket været jer, med i finalefeltet og blandt de sidste fem blogs, der har mulighed for at vinde Danish Book Blog Award, som Plusbog.dk står bag. Det er et meget fint finalefelt, og jeg er glad. Vinderen afsløres på BogForum. Tak til jer, der har stemt på mig. Nu er det op til en jury.

Uden sammenligning i øvrigt: En af de helt tunge priser, en meget prestigefyldt en af slagsen, er blevet uddelt her til aften. Kirsten Thorup har netop fået Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Erindring om kærlighed. Ikke en krimi, men som forfatter Thomas Rydal sagde i Dagen på DR2 her til aften, så er det bare et spørgsmål om tid, før en krimi nomineres til den fornemme pris.

Stort tillykke til Kirsten Thorup.

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Tre heldige. Og noget om kort og lydbøger i nyt format

Jeg har en svaghed for landkort og har dekoreret væggene i mit hjem med en del af slagsen. Den Permanente af Thomas Bagger foregår i og omkring Aarhus. Leder du efter en krimi, der foregår et helt bestemt sted, så kan du søge geografisk efter krimier på krimisiden.dk Foto: Rebekka Andreasen

Tak til alle jer, der har deltaget i konkurrencen om at vinde debutanten Thomas Baggers debutkrimi Den Permanente. Og tak for fine boganbefalinger.

Det er godt fem år siden, jeg begyndte at blogge her på sitet, og mange af jer, der smider kommentarer, har været med helt fra begyndelsen. Det glæder mig, at I læser med. Tak.

De tre heldige vindere er:

  • Louise Olesen, der anbefaler Hilsner fra de døde af Stuart MacBride
  • Pia Andersen, der anbefaler Cilla og Rolf Börjlinds serie om Rönning og Stilton
  • Dorte Slouborg, der anbefaler Jeg er pilgrim af Terry Hayes

Send mig jeres adresse på: mail@rebekkaand.dk – så er der en signeret udgave af Den Permanente på vej til jer. Tak til forfatteren og Forlaget E.C. Edition for at sponsorere de tre bøger. Læs anmeldelse af bogen her

Selvom Thomas Baggers debutkrimi foregår i og omkring Aarhus, er det ikke byen, der er i fokus, men karaktererne og deres udvikling (eller afvikling). Hvis du gerne vil finde krimilitteratur fra bestemte byer eller lande, så kan du via Krimisiden.dk – under geografisk indgang – søge efter krimilitteratur, der foregår i specifikke lande og byer.

En anden Aarhuskrimi er f.eks. Elsebeth Egholms Jeg finder dig altid 

Den næste krimi, jeg anmelder, foregår bl.a. på en gammel motorbåd i Christianhavns Kanal. Og udkommer meget snart. Mon du kan gætte hvilken krimi, det er?

Bøger som serie

I 2018 vil du kunne lytte til endnu flere bøger som serier på streamingtjenester som Storytel og Mofibo. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er nok ikke den eneste, der de senere år har fået udvidet mit ordforråd med ord som streaming og binge-watching.

Vi danskere er vilde med at sluge tv-serier på tjenester som HBO og Netflix. Og vi er blevet vant til, at de forskellige streamingtjenester producerer unikt indhold til én bestemt tjeneste.

Fremover får du også mulighed for at lytte til bøger i et serielignende format – altså historier skrevet i flere afsnit og sæsoner, som vi kender fra tv-serier eller podcasts.

Krimiforfatter Christian Frost har skrevet Black Dolphin, som er en såkaldt original Storytel-serie. Hele sæson 1, om en dansk mand, der pludselig havner i et brutalt russisk fængsel på grænsen til Kasakhstan, finder du på Storytel.dk eller på mofibo.com

Og fra 1. november kan du lytte til Eva Maria Fredenborgs lydbog-serie Akademiet, der handler om et nordisk akademi, der arbejder med profilering af gerningsmænd. Forfatteren skriver i øjeblikket på anden sæson.

God lytte- og læselyst.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her