Anmeldelse: Skakten af Lars Kjædegaard

Jeg har lige været på ferie i Tyrkiet, hvor jeg læste Skakten - med udsigt til palmer og bjerge. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har lige været på ferie i Tyrkiet, hvor jeg læste Skakten – med udsigt til palmer og bjerge. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Styrken ved Lars Kjædegaards ottende provinskrimi om makkerparret Anita Hvid og Thor Belling er en lun tone og sproglige lækkerbiskner, der planter smil på læberne. Skakten er en rap hygge-krimi, men jeg savner spænding.

Jeg har med stor fornøjelse læst Skakten af Lars Kjædegaard, selvom krimiplottet ikke er specielt ophidsende. Og selvom jeg indimellem tænkte: Ej altså kære politifolk, hvorfor undersøger I ikke det og det?

Alligevel var fornøjelsen stor, fordi Lars Kjædegaard skriver ubesværet og med humor og sproglig elegance, og han rammer noget helt centralt med sine fine personbeskrivelser, og når han sætter fokus på de problemer, vi moderne mennesker render rundt med. Og det giver altså smil på læben.

Jeg vil bede dig bære over med mig og i tankerne følge mig en tur ned ad Mindevej.

-Vær min gæst, sagde hun og registrerede et kort smil som anerkendelse af, at hun havde besvaret hans anglicisme tilfredsstillende – med endnu nu.

Denne gang kommer Lars Kjædegaard bl.a. ind på, når sindet slår knuder, hvad enten det resulterer i anoreksi eller en bipolar sindslidelse. Eller stress efter hårdt arbejdspres.

Og så har han skabt de jordbundne efterforskere Anita Hvid og Thor Belling fra Københavns Politi, som jeg godt gider læser om. Fordi de er interessante og har dybde og tvivl – ligesom alle os andre. Både professionelt og privat er de partnere. Og så har de heldigvis masser af selvironi.

Den menneskelige psyke

Det er en realistisk krimi. En krimi, der ikke svælger i vold eller blod. Lars Kjædegaard interesserer sig for den menneskelige psyke, for skæbner og relationer og de dramaer, der foregår under overfladen i nærmiljøer langt væk fra storbyens hektiske puls.

Krimi og ferie er bare en kombination, der holder 100! Foto: Rebekka Andreasen

En god krimi og ferie er en kombination, der holder 100! Selvom jeg nu også nyder at komme lidt væk fra solsengen. Foto: Rebekka Andreasen.

Denne gang skal vi til Søllerød og omegn, og makkerparret efterforsker mordet på en kontroversiel erhvervsmand og byrådspolitiker, der findes dræbt i sit hjem. På en højest mærkværdig måde. Kort efter myrdes endnu en politiker med endnu et spektakulært mordvåben, og Anita Hvid og Thor Belling får travlt.

Samtidig forsvinder Drabsafdelingens psykolog Mia Norling. Hendes mand fortæller, at hun engang imellem tager en timeout. Men kommer hun tilbage denne gang, eller er der sket endnu en forbrydelse? Vi møder også Mias mand, Stig, der bliver hyret til at undervise rigmandsdatteren Jane. Jane, der har egen afdeling i den store villa i Holte og fiks italiensk kaffemaskine, men som ikke trives i skolen.

Som i mange af forfatterens andre bøger skiftes der synsvinkel mellem et større persongalleri, og det fungerer fint.

Du får ikke hæsblæsende action, når du åbner en Lars Kjædegaard-krimi, men du får en velskrevet historie serveret med lune, bid og en herlig sjat sarkasme. Havde forfatteren skruet lidt mere op for spændingsblusset, så ville fornøjelsen ikke kun have været stor, men kæmpestor. Jeg savner mere spænding og kød på krimiintrigen.

Du kan læse bogen, selvom du ikke har læst de øvrige bøger i serien. Vil du læse serien i rækkefølge, så kommer den her:

  • Smukke-Jan (2011)
  • Den sidste dommer (2011)
  • Den røde labyrint (2012)
  • Goyas Hund (2012)
  • Sorte Sø (2013)
  • Blomstermanden (2014)
  • Døden i Harkaberg (2015)
  • Skakten (2016)

PS: Læs også Vild Med Krimis gæsteblogger Lida Wengels anmeldelse af Døden i Harkaberg

PPS: Lars Kjædegaard er en meget produktiv mand, der har skrevet over 25 romaner.  Han har bl.a. også udgivet lydbogsføljetonen En ærlig mand i samarbejde med Storytel. Læs mere om forfatteren her

Per er med til at præge bibliotekers indkøb af bøger

Per Drustrup Larsen er uddannet som bibliotekar fra første årgang på Biblioteksskolen i Aalborg i 1977 og har arbejdet på forskellige biblioteker i Nordjylland senest Hjørring Bibliotekerne. Til efteråret går han på efterløn/pension.

Per Drustrup Larsen er uddannet bibliotekar fra første årgang på Biblioteksskolen i Aalborg i 1977 og har arbejdet på forskellige biblioteker i Nordjylland senest Hjørring Bibliotekerne. Til efteråret går han på efterløn/pension.

Mød bibliotekar Per Drustrup Larsen, der i cirka 37 år har skrevet lektørudtalelser. Det er blevet til cirka 2000 anmeldelser i løbet af årene. Hvordan griber han sådan en opgave an? Hvilke krimier har gjort et stort indtryk på ham? Og hvorfor har han gravet bøger ned i skoven?

– Da jeg en dag i 1979/1980 var ved at vælge bøger til Brønderslev Bibliotek, blev jeg både som bibliotekar og som lystfisker irriteret over en ualmindelig dårligt udformet lektørudtalelse på en lystfiskerbog. Da jeg beklagede mig over udtalelsen til Indbindingscentralen, som dengang lavede lektørudtalelserne, fik jeg at vide, at man manglede en lektør på området, og så blev jeg hyret på stedet.

Siden blev mit litterære område ændret og udvidet flere gange undervejs. Jeg har i hele perioden taget mig af bøger om natur, dyreliv, jagt og fiskeri – og de seneste mange år især også bøger indenfor krimi og spænding.

Kan du huske den første bog, der gjorde indtryk på dig?

– Jeg lærte mig selv at læse, inden jeg kom i skole, så der er mange at vælge mellem, men som barnelæser husker jeg især Hector Malots bog Frændeløs om hittebarnet Remi og hans leden efter sin mor. Den græd jeg over flere gange, og det er faktisk en bog, der stadig holder – i modsætning til mange andre ældre børnebøger.

Hvad er det bedste ved dit job som bibliotekar?

– Den må være at have med den ualmindeligt brede gruppe mennesker at gøre – fra børn, unge og voksne i alle aldre – samt at arbejde med så mange forskellige arbejdsopgaver som litteraturformidling af gode bøger, oplysning om alt mellem himmel og jord, hjælp til uddannelse, planlægning og afholdelse af kurser og arrangementer samt markedsføring og PR om bibliotekernes gode tilbud – og så de gode kollegaer.

Er der nogle oplevelser, der især har sat sig i hukommelsen i årenes løb?

– Der er så mange at vælge mellem, men tematisk er det, når alt falder i hak: en skæv idé, der bliver gennemført med succes eller en situation, hvor det lykkes at hjælpe en låner/bruger ud over det forventede. De bedste dage er dem, hvor jeg er taget hjem med en rigtig god mavefornemmelse.

 Jeg fortsætter med at holde styr på krimiserierne og at samle kataloget, selv om jeg stopper som bibliotekar, for den kreative proces bliver for svær at undvære, siger Per Drustrup Larsen.

– Jeg fortsætter med at holde styr på krimiserierne og at samle kataloget, selv om jeg stopper som bibliotekar, for den kreative proces bliver svær at undvære, siger Per Drustrup Larsen.

Formidlingsmæssigt mht. krimier må den største succes være vores projekt på Hjørring Bibliotekerne med vores katalog over de mere end 300 krimiserier. Lånerne er rigtigt glade for kataloget, der frit kan bruges på alle landets biblioteker. Sammen med en kollega har jeg lavet en film, hvor vi har slået krimier ihjel – og det vil vi fortsætte med i kommende udgaver.

Vi har lavet skulptur af bøgerne formet som pistoler, og vi har haft bøger gravet ned i skoven i flere måneder. Vi har brugt disse mordmetoder: savet med kædesav, skudt med haglgevær, druknet i Nordsø Akvariet og så har vi brændt en hel bogreol. Til det nyeste katalog skaffede vi os af med ”ligene” i en pressemaskine på en skrotplads. (Se kataloget her)

Hvordan griber du det an, når du skal lave en lektørudtalelse?

Jeg læser bogen – hver gang. Og det er også sket, jeg har læst en bog to gange, enten fordi jeg har læst den for hurtigt til at nyde den, eller fordi jeg vil se, om det virkelig kan passe, at den var så dårlig.

Da vi som lektører får bogen, lige før den udkommer, er vi på egen hånd, når den skal vurderes, og det er en klar fordel ikke at være låst eller inspireret af andres mening. Det giver ganske vist nogle spændende dage, indtil det er muligt at se f.eks. dagbladsanmeldelser, og det viser sig, om man nu har ramt ved siden af, eller om man har misforstået bogen.

Dertil kommer en sammenligning med andre bøger indenfor genren og andre forfatterskaber sammenlignet med erfaringer med den konkrete forfatters øvrige værker. Er det meget fagspecifikke bøger, bruger jeg relativt mere tid på at sammenligne med andre bøger om samme emne.

De stadig mere specificerede krav til indhold og udformning af en lektørudtalelse gør det markant anderledes at lave en sådan end at skrive en anmeldelse eller et blogindlæg. Det er muligt at være personligt vurderende, men med kun 1.500 anslag at gøre godt med og samtidige delkrav om objektiv beskrivelse og inspirerende teaser m.v. er det vigtigt at økonomisere med sit sproglige udtryk. Det har været en rigtigt god skriveøvelse.

Tænker du over hvilken magt du har, og hvilken betydning en dårlig lektørudtalelse kan få for forfatteren?

Lektørudtalelserne er i nogen grad afgørende for, hvordan det går med anskaffelsen af bøgerne til landets biblioteker. Derfor tænker jeg helt afgjort over det – og det er ikke blevet mindre med tiden.

Der kommer flere og flere uprofessionelle udgivelser, hvor forfatterne udgiver på eget forlag eller på et af de mindre forlag, der har medfinansiering som kriterie. Det er demokratisk helt fint. Problemet er, at forfatterne er mere økonomisk sårbare, end hvis de som tidligere fik en reel kontrakt med et forlag, samtidig med, at bøgerne ret tit er for dårligt redigerede indholdsmæssigt og sprogligt.

Det er slemt at læse en dårligt struktureret historie, og er der mange stavefejl eller sprogligt kludder, bliver det endnu værre – og det sker jævnligt. Der kommer således et stigende antal dårlige eller i bedste fald ligegyldige bøger, og de er både de værste og de sværeste at skrive lektørudtalelserne om. Jeg har ikke lagt fingrene imellem, men har forsøgt at være fair.

Får du feedback fra forfatterne på dine lektørudtalelser?

– Udover et par rosende henvendelser og en knuser fra en kvindelig forfatter har jeg gennem alle årene fået måske 10 klager fra forlag og forfattere. Bortset fra to-tre tilfælde, hvor klagen blev imødekommet, og bogen derfor skal genbedømmes af en anden lektør, har udvalget for klagesager bedømt mine udtalelser til at følge reglerne.

Men udgangspunktet er selvfølgelig, at en dårlig lektørudtalelse påvirker salget til bibliotekerne, og opleves en lektørudtalelse som uretfærdig, bliver der ofte klaget.

Tretten timer er en suveræn politikrimi, der bringer dig til Sydafrika.

Jeg er enig med Per. Tretten timer er en suveræn politikrimi, der bringer dig til Sydafrika. Jeg har anmeldt den her

Hvilke krimier har gjort et ekstra stort indtryk på dig?

– Dorothy L. Sayers Annoncer der dræbte. Fordi Peter Wimsey lige fra mine første år som krimilæser har været hyggelig og spændende at læse om, og fordi bogen foregår i reklamebranchen, der er et interessant og for den tids krimier atypisk miljø.

Jo Nesbøs Snemanden. Fordi jeg som krimilæser alt for ofte har gennemskuet plot, handling og slutning et godt stykke inde i bogen, men lige netop denne bog snød mig så mange gange, at jeg blev ekstra underholdt. Samtidig er den vildt grum og godt skrevet.

Deon Meyers Tretten timer. Fordi jeg læste hans første to spændingsbøger Jægerens hjerte og Jægerens bytte og blev fascineret af dem som spændingsbøger med et aktuelt billede af Sydafrikas udvikling på godt og ondt. Den linje har Deon Meyer fulgt i sit øvrige forfatterskab, hvoraf Tretten timer er første del af en serie. Sydafrika fascinerer mig vildt meget, og det er blændende gode bøger af en dygtig forfatter.

Hvor er Rankin, Chandler, Ellroy, Castillo, Hillerman, Eriksson, Kerr, McCall Smith, Dahl, Burke, Connelly samt Sjöwall & Wahlöö? Tja, dem blev der ikke plads til her.

Hvad er det krimigenren kan?

– Et formål er oplag at underholde med spænding og bringe dig som læser ind i en anden verden. Det er slet ikke så ringe endda og kan afhængigt af den aktuelle situation eller position være nok. Når så der desuden tilføres et miljø eller et problemkompleks, som kan tilføre viden til læseoplevelsen, bliver det endnu bedre.

Egentlig er det ikke så meget anderledes end så mange andre genrer. Bare historien og sproget er godt, kan det samme opnås med mange andre gode bøger.

Har krimigenren ændret sig væsentligt i de mange år, du har læst krimier?

– Det synes jeg nok. Konkret fysisk har den tekniske udvikling betydet, at bøgerne er blevet markant tykkere/længere end dengang, man skrev manuskripter i hånden og på skrivemaskine. Det er i dag meget nemmere at rette, tilføje, flytte og udvide teksten helt frem til trykstart. Det har vist sig ikke altid at være en fordel!

Mht. indhold og stil har genren ændret sig på samme måde som tiden og medierne i øvrigt til at være om andre emner f.eks. med mere teknologi, mere rå vold og ekstrem grumhed samt kobling med andre film og tv-serier. “Whodunit” er stadig en vinkel, men det er længe siden, at nye krimier har beskæftiget sig med detektiven som i pejsens lys samler persongalleriet og udpeger morderen.

Hvad er Hjørring Biblioteks fornemmeste opgave anno 2016?

– Den vigtigste opgave må være fortsat at holde fanen højt som det centrale og aktive sted for kulturmøder og oplysning uden at falde i den grøft at ville lefle for tilfældige udviklingstendenser og modeluner. Folkebiblioteket har altid været en central aktør i såvel oplysning, demokrati og kultur – og det må være en urørlig del af mantraet selv i foranderlige tider.

Holder du helt op med at beskæftige dig med bøger, når du stopper som bibliotekar til efteråret?

– Bøger og læsning vil altid være en vigtig del af min dagligdag. Om det bliver som forfatter og oversætter vil vise sig, men som læser bliver det helt afgjort.

Det med at læse, vurdere og formidle bøger vil være svært at lægge fra sig, så jeg arbejder på at blive bogblogger og har allerede lavet skabelonen til Drustrups Bogblog

Jeg begynder nok først at blogge for alvor, når jeg ikke længere er ansat som lektør og samtidig er fri for dobbeltinteresser.

PS:

Vidste du, at: En lektørudtalelse er en anmeldelse af en bog skrevet af bibliotekarer til bibliotekerne. Det er en vejledning som har til formål at understøtte kvaliteten af materialevalget i bibliotekerne. En lektørudtalelse er skrevet efter et sæt særlige retningslinjer. Kilde: Wikipedia.

 

Tjener du penge på at blogge?

Det ligner en million, men her er "kun" 1000 kroner. Kufferten fik min ældste dreng, da han for nylig blev konfirmeret. Foto: Rebekka Andreasen

Det ligner en million, men det er ikke penge, jeg får for at blogge. Her er “kun” 1000 kroner. Kufferten fik min ældste dreng, da han for nylig blev konfirmeret. Foto: Rebekka Andreasen

Ikke sjældent stiller folk mig det spørgsmål, som du lige har læst. Og svaret er hverken ja eller nej, men jeg skal prøve at uddybe:

Tjener du penge på at anmelde en bog? – Nej. Ville du i øvrigt tro på, at en bog var god, hvis jeg havde fået penge for at skrive det?

Er det forlag, der bestemmer, hvilke bøger du anmelder? – Nej. Det gør jeg selv.

Laver du også v-blog, altså videoer, hvor du fortæller om krimier? – Nej. Vild Med Krimi har dog en YouTube-kanal, men den er meget stille. Hm… Jeg er jo en årgang 1973! Måske det kommer. Jeg er dog på både Twitter og Instagram.

Tjener du penge på at omtale en bog? – Nej. Med undtagelse af et par få sponsorerede indlæg, hvor jeg har samarbejdet med netboghandlen Liveboox om at videreformidle et godt tilbud til jer. Og bemærk at jeg ikke har anmeldt bogen og kun formidlet et tilbud. Et sådan indlæg vil ALTID være klart markeret med “sponsoreret indlæg”.

Tjener du slet ingen penge, når man klikker på din blog? – Nej.

Altså – tjener du slet ingen penge på bloggen? – Jo da. Bloggen er mit udstillingsvindue som journalist, foredragsholder og krimiekspert. Det vil sige, at jeg ikke tjener penge PÅ bloggen, men PGA bloggen. Ikke sjældent får jeg opgaver, som jeg er blevet booket til, fordi folk bliver opmærksomme på mine kompetencer ved at have været forbi bloggen.

Jeg er ikke Jussi Adler-Olsen. Men jeg kan fortælle om hans forfatterskab. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er ikke Jussi Adler-Olsen. Men jeg kan fortælle om hans forfatterskab. Foto: Rebekka Andreasen

Hvordan tjener du så penge?  Flere af mine lønnede opgaver har noget med krimigenren at gøre. F.eks når jeg holder et foredrag om Jussi Adler-Olsens forfatterskab. Eller er ude på en efterskole og fortælle om krimigenren. Eller når jeg bliver hyret til at skrive en artikel om domestic noir. Eller interviewer en krimiforfatter på en bogmesse. Eller laver noget journalistisk arbejde for et forlag.

Men jeg har også andre opgaver. Jeg er freelancejournalist og bl.a. tilknyttet Skriveværkstedet, hvor jeg f.eks. vurderer manuskripter.  Jeg har også opgaver, hvor jeg redigerer tekster til hjemmesider, hjælper med research eller skriver pressemeddelelser.

Giver det mening?

Kender du en, der vil elske at lappe de herligheder, jeg serverer her på bloggen, i sig?

Jeg bliver glad, hvis du anbefaler bloggen til andre, der er Vild Med Krimi.

Mange hilsner fra

Rebekka Andreasen, der er Vild Med Krimi, krimiblogger, freelancejournalist, foredragsholder, redaktør og meget mere.

 

Jussi Adler-Olsen: – Jeg vil gerne afsløre lidt om Afdeling Q bind 7.

Når der står Adler-Olsen på en bogryk sælger bogen næsten sig selv. Men det betyder ikke, at Jussi Adler-Olsen er ligeglad med sine læsere. Tværtimod. - Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?", svarer han flere gange, da jeg flere gange spørger ind til, om læsernes kritik påvirker ham. Foto: Rebekka Andreasen

Jussi Adler-Olsen har solgt over 15 millioner bøger. Men det betyder ikke, at forfatteren er ligeglad med, hvordan læserne modtager bøgerne. Tværtimod. “Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?” svarer han flere gange, da jeg spørger ind til, hvad læserne betyder for ham. Det kan lyde som en kliche, men læserne ER de vigtigste for Jussi Adler-Olsen. Og han lytter til den kritik og feedback, som han får. Foto: Rebekka Andreasen.

Interview/reportage: I de sidste par år har Jussi Adler-Olsen sjældent mødt sine danske læsere. Han har simpelthen ikke tiden til det. For nylig gjorde han en ekstraordinær undtagelse og gæstede først Frederikshavn, derefter Hjørring Bibliotek, hvor han på bedste stand up-manér underholdte med historier fra sit forfatterliv. Og afslørede nyt om næste bog om Carl Mørck, Assad og Rose. Inden da mødte jeg – og en håndfuld andre bogbloggere – forfatteren til en god times snak.

Hver gang Jussi Adler-Olsen omtaler sin far, kommer der en ømhed i stemmen. Dette (lange) indlæg skal ikke handle om forfatterens opvækst på diverse hospitaler rundt omkring i landet, hvor Jussi Adler-Olsens far var overlæge. Den historie er velkendt for de fleste. Men vi kommer alligevel ikke uden om forfatterens far. Flere gange nævner Jussi Adler-Olsen nemlig sin far Carl Henry Olsen.

Måske blot i en bisætning, når han fortæller, at faderen altid opfordrede ham til at kaste sig over det, han havde lyst til. Eller når han fortæller, at faderen lærte ham aldrig at tøjle sin nysgerrighed. Og der er inderlighed og stolthed at spore i stemmen, når han beretter, at faderen mente, at Jussi havde mange talenter, og at det allerstørste var hans held.

Med et smil, der flækker ansigtet, fortæller Jussi Adler-Olsen, hvordan hans far elskede at hapse smagsprøver i Kvickly, og at Olsen senior trods sin sukkersyge kastede sig over søde sager – bevæbnet med insulin.

Det er også Jussi Adler-Olsens far, der opfordrede sønnike til først at tisse, når noget krævede koncentration –  så var det nemlig af vejen, og man kunne koncentrere sig om vigtigere sager.

Og det gør han så, tisser, inden han sætter sig til tastaturet og skriver historier om Carl og de andre fra kælderen under Politigården i København. Og ja, det foretrukne skriveprogram er stadig WordPerfect 5.1

Når du skriver i WordPerfect, behøver du ikke vente på, at musen er det rigtige sted, for den bruger du ikke. Den distraktion der er ved at se en cursor køre hen over billedet, bare det at finde musen, det at afmærke en tekstblok og flytte den – dødssygt. Det tager alt for langt tid. Du er helt væk. Det går ikke for mig.

Jussi Adler-Olsens far døde i 1996 som knap 87-årig og nåede aldrig at opleve, hvordan hans eneste søn ud af fire børn blev en overordentlig succesfuld forfatter med millioner af læsere over hele verden – i 125 lande.

Nyt om Afdeling Q – den 7. krimi i serien om Carl Mørck

En god ansigtskulør afslører, at Jussi Adler-Olsen har tilbragt en del af vinteren i Barcelona, hvor han og husturen Hanne har en lejlighed.

“Titlen er genial. Det er et enkelt ord. Mere vil jeg ikke afsløre,” siger Jussi Adler-Olsen om titlen på den bog, han er i gang med at skrive.

Han er, med egne ord, endnu engang bagud med skriveriet. Han mangler stadig at skrive cirka 150 sider. Deadline er 1. august. Herefter skal bogen redigeres, så den kan lande hos læserne omkring oktober. Hvis alt går efter planen. Det bliver den syvende bog om Afdeling Q.

Viljen til at skrive om Assad, Rose og Carl Mørck mangler ikke. Men tiden gør.  Med cirka 140 rejsedage om året og læsere, forlag og bogmesser over hele verden, der skal plejes, så er tiden til skriveriet knap. Jussi Adler-Olsen er blevet en gigantforretning.

Forfatteren forklarer, at det sjoveste er at skrive synopsis, researche og at finde på et godt plot. At skrive kan nogle gange føles som noget, der bare skal gøre. Men når det virkelig kører, skriveriet, når han er i flow, så føles det vidunderligt:

Det kan være noget af det mest fantastiske, og jeg kan få samme følelse som i gamle dage, hvor jeg spillede rockguitar a la Jimi Hendrix.

Selvom Jussi Adler-Olsen ikke vil afsløre titlen på den ny bog om Afdeling Q, så vil han gerne afsløre lidt om sin kommende krimithriller:

I denne bog kommer vi ind i hovedet på Rose, og hun har det rigtig skidt. Både på grund af det, der sker i hende, men også på grund af det, der sker omkring hende. Vi lærer mere om hendes hemmeligheder. Det er også en bog, hvor både Assad og Carl er meget kede af det, så trøst dem, når I læser bogen.

Læserne kommer også til at møde Denise: En ung kvinde sidst i tyverne, der ser godt ud, og som altid har fået at vide, at verden ligger for hendes fødder, og at hun kan alting. Men også en ung kvinde, der stejler, hver gang hun møder et krav. Hun har ingen uddannelse og er på overførselsindkomst.

Hun er ikke dum, men hun er socialt inkompetent, fordi hun er blevet socialt mishandlet af sine forældre. Sætter man sådan en pige med alle hendes frustrationer i gang og sætter hende sammen med et par ligesindede piger af samme skuffe – åh, det bliver godt!

Fuck det", tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbevidste sig selv om, at når en af hendes Sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten". Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

“Fuck det”, tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbeviste sig selv om, at når en af hendes sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten”. Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

Da han senere underholder læserne på Hjørring Bibliotek, læser han op fra den endnu ufærdige bog. Han er generøs med bidder fra bogen, og publikum lapper dem begærligt i sig.

Jussi Adler-Olsen er på scenen en god halv time længere end programlagt. At stå foran publikum bekommer ham vel. Han joker, får publikum til at bryde ud i latter og tager sig god tid til spørgsmål fra salen.

Han fortæller, hvor meget hans redaktør og hustruen Hanne betyder for ham i forbindelse med et nyt bogprojekt. Og han fortæller om den mest grumme bog, han aldrig har fået udgivet, men som han skrev i 1980 på en IBM kuglehoved skrivemaskine. Og han understreger, at Washington Dekretet er mere aktuel end nogen sinde før og hentyder til kampen om præsidentposten, der er i gang i USA. (Læs et uddrag af bogen, der udkom i 2006, her )

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og få deres "Jusfie". Foto: Rebekka Andreasen

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og have deres “Jusfie”. Foto: Rebekka Andreasen

I over en halv time signerer Jussi Adler-Olsen bøger og snakker med publikum. Han bruger sig selv. Og havde han haft sin personlige assistent Elisabeth med, havde hun nok stoppet ham en smule før – og passet på ham. At sige nej og stop og “nu er det nok” er en del af hendes job. For uden tid til at skrive – ingen ny bog om Afdeling Q.

 

 

 

 

Anmeldelse: De der fortjener at dø af Peter Swanson

Spænd sikkerhedselen, for du bliver kastet rundt i amerikanske Peter Swansons enkeltstående thriller De der fortjener at dø. Foto: Rebekka Andreasen

Spænd sikkerhedsselen, for du bliver kastet rundt i amerikanske Peter Swansons enkeltstående thriller De der fortjener at dø. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: De der fortjener at dø af Peter Swanson er en bemærkelsesværdig og skøn thriller.

Hvor ofte har du læst om en kvindelig seriemorder? Nej vel? Du møder en af slagsen i De der fortjener at dø. Og nej, jeg har ikke røbet for meget, for bogen er en af den slags bøger, hvor du konstant bliver taget ved næsen, og hvor du ikke kan regne med, at du har regnet den ud.

Amerikanske Peter Swanson debuterede på dansk i 2015 med Pigen med det tidsindstillede hjerte, der udkom på det lille danske forlag, Anton & Ludwig.

I marts i år udkom Swansons 2. bog på dansk De der fortjener at dø. En selvstændig bog, der ikke er en del af en serie, hvilket er en smule usædvanligt i disse serie-tider.

Ved et tilfælde møder mangemillionæren Ted Severson, der har tjent sine mange millioner på at rådgive webfirmaer,  den unge kvinde Lily Kinther i buisnessclassloungen i lufthavnen i Heathrow. Begge er på vej hjem til USA, til en lufthavn i Boston. Ventetiden bruger en lettere beruset Ted på at fortælle sin nye rejsefælle, at hans kone er utro.

I et forsøg på at være morsom udbryder Ted, at han overvejer at slå sin kone ihjel. Uvidende om, at Lily – siden hun i barndomshjemmet i Conneticuts skove slog en vildkat brutalt ihjel – har en vis erfaring med den slags. Og Lily kvitterer med at sige, at hun gerne giver en hånd med. Hun arbejder som arkivar på et universitet i en forstad til Boston, er tilbagelænet og stille – og så taler hun om at dræbe i samme toneleje, som hvis hun havde spurgt, hvad klokken er.

Via forskellige fortællestemmer spreder forfatteren historien ud med masser af bedrag, løgne, hævn og mørke hemmeligheder. Vi møder et snævert persongalleri, men til gengæld kommer vi helt tæt på dem. Forfatteren har brugt sit effektive krudt på personkarakteristikker og plot og ikke tung research.

I førsteperson følger vi dels Ted, dels Lily og desuden yderligere to personer, der ikke skal røbes her. Men er de troværdige? Hvem skal vi tro på? Hvem er offer, og hvem er gerningsmand/kvinde? Og er der – som titlen hentyder til – virkelig nogle mennesker, der fortjener at dø?

Med undtagelse af et par enkelte scener, der virker som ligegyldige gentagelser, fungerer sammenfletningen af synsvinkler godt.

Klassisk mørk krimi og domestic noir

Der er noget Gillian Flynn (Kvinden der forsvandt) og ægteskabelig domestic noir-uhygge krydret med mørk old school-krimithriller over bogen.

I stedet for et hæsblæsende tempo og hvem-gjorde-det-spekulationer, får du masser af udspekulerede tvists og et plot, der drejer så skarpt, at du næsten mister balancen. Det er svært underholdende, også selvom vi tror, at vi ved, hvad der sker. Det er overbevisende og snedigt fundet på. Der sættes punktum for historien med 13 meget væsentlige linjer allersidst i bogen ( Ikke smugkigge…) Jeg kan rigtig godt lide denne bog.

PS: De der fortjener at dø skal filmatiseres. I et interview har den amerikanske forfatter sagt, at det ikke ville gøre ham spor, hvis Michael Fassbender og Alicia Vikander får hovedrollerne som Ted og Lily.

Natportieren og nye krimier

Rosinante har netop genudgivet

Rosinante har netop genudgivet John Le Carrés spændingsroman fra 1993 i anledning af, at BBC’s tv-version instrueret af Susanne Bier i øjeblikket sendes på DR1. Mon ikke den gode Jonathan Pine i tv-udgaven får svært ved at holde fingrene fra ærkeskurkens kæreste Jed? Bare et gæt.

Tv-serie og nye krimier: Natportieren som tv-udgave og nyt fra Leif GW Persson og Hanne Richardt Beck.

Hm…. Der er sket lidt siden, jeg sidst bloggede. Susanne Biers nutidige tv-version af John Le Carrés spionroman Natportieren fra 1993 præger søndag aften på DR1, og nu har jeg endeligt fået set de to første afsnit på nettet. Sindssygt flotte (og dyre) billeder, pragtfulde skuespillere og masser af spænding.

Jeg kan godt forstå, at den efterhånden 84-årige forfatter i flere interviews har udtalt, at han er svært tilfreds med Biers BBC-version, selvom den ikke – som hans roman – foregår i det nordlige Quebec eller Panama City. Og selvom serien ikke, som bogen, har fokus på nervøse narkobaroner i Mellemamerika. Jeg er klar søndag klokken 20.00 og tuner ind på DR1.

I øvrigt har Rosinante netop sent en ny udgave af Carrés mere end 20 år gamle roman på gaden. Du finder den her

Jeg har langt fra læst alle John Le Carrés bøger, men jeg har læst mange, og min absolutte favorit er Den standhaftige gartner (The Constant Gardener) som jeg læste, da jeg boede i Afrika. Måske derfor historien gjorde så stort et indtryk på mig. Historien om Justin Quayle, der arbejder på den engelske ambassade i Nairobi og efterforsker mordet på hans unge og idealistiske kone Tessa, der arbejdede som ngo’er i Nairobis slumkvarterer.

Nye krimier

Forlag sprutter sprøde nye bøger ud. Her er et par af dem:

Den svenske forfatter og...

Bemærk Leif GW Perssons reference i hjørnet til det berømte forfatterpar bag serien om Martin Beck.  Samlet set hed de ti Sjöwall og Wahlöo-krimier om Beck nemlig Roman om en forbrydelse.

Modtryk har netop udgivet svenske Leif GW Perssons Bombemageren og hans kvinde, der er en spændingsroman om et muligt terrorangreb mod Sverige.

I bogen møder vi en ny hovedperson, operationsleder i Säpo Lisa Mattei, der er elev af den pensionerede chef for rigskriminalpolitiet Lars Martin Johansson, som i Den døende detektiv falder om med en blodprop i hjernen.

Forfatteren er, som også Sjöwall/Wahlöö, kendt for sin skarpe kritik af politiets arbejde, og flere af hans romaner bærer undertitlen Roman om en forbrydelse, der samlet set er navnet på Sjöwall/Wahlöös krimiserie om Martin Beck. Læs mere om bogen her

Ikke en traditionel krimi

For nylig sendte Gyldendal Uforudsete hændelser af danske Hanne Richardt Beck på gaden. Det er forfatterens syvende roman, og denne gang møder vi bl.a. tre danske midaldrende kvinder: Susan, Astrid og Tine.

En cykelrytter på Mallorca skrider ned ad en klippeside og opdager nogle menneskeknogler. De stammer fra drengen Luis, som forsvandt sporløst tretten år tidligere. Opklaringen af den mulige forbrydelse leder den spanske efterforsker Pilar til de tre danske kvinder, der holdt ferie i huset ved siden af Luis’ far, da drengen forsvandt.

Læs mere om romanen, der i Politiken blev kaldt en krimi- og kvinderoman med kolossalt humør og overskud, lige her

 

 

 

 

Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh

Snup bogen med ud i forårssolen, Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Snup bogen med ud i forårssolen, Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen, når du læser denne thriller. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jeg lader dig gå af britiske Clare Mackintosh er en usædvanlig god thriller. Intens domestic noir, der også tilfredsstiller dig, der tror, at du ikke er vild med denne subgenre.

På sproget.dk står der om ordet tvist: Ændring, drejning som tilfører et nyt, evt. forfriskende moment til noget velkendt.

Tvist er netop kodeordet, når jeg skal anmelde denne usædvanlig gode psykologiske thriller, der med et ordentlig brag dumper ned i genren domestic noir og markerer sig som en bog, du ikke kan komme uden om, hvis du er vild med genren. Den er isnende uhyggelig og skræmmende. Og spændende som bare pokker.

Britiske Clare Mackintosh leger med sine læsere, og hun har skruet en uhyre godt tænkt og meget medrivende historie sammen. Jeg er begejstret. Pludselig vender hun alting på hovedet, og det du tror, du ved, ved du slet ikke alligevel.

Handlingen: En femårig dreng bliver dræbt af en flugtbilist i Fishponds i Bristol, og det lokale politi med kriminalkommissær Ray Stevens i spidsen står for efterforskningen. Jenna Grays verden bliver på et splitsekund forvandlet til et mareridt, og for at starte på en frisk flytter hun til en isoleret hytte på den walisiske kyst. Det er dog svært at flygte fra fortiden. Mere kan jeg ikke fortælle uden at komme til at røbe for meget. For bogen er, som sagt, fuld af overraskelser.

Ofte når jeg læser en bog, der har to parallelle spor, så har jeg mere lyst til at læse om den ene handling end den anden. Clare Mackintosh har skabt to spor i thrilleren, som jeg begge var opslugte af.

Baggrund i politiet

I dag er hun forfatter på fuld tid, men Clare Mackintosh har en baggrund i politiet, bl.a. i kriminalpolitiet og som indsatsleder. En af de første største sager, hun arbejdede med, var en sag, hvor nogle unge biltyve kørte vanvidskørsel i et boligområde og dræbte en niårig dreng. Eftervirkningerne af den forbrydelse gjorde et kolossalt indtryk på hende og inspirerede hende til bogen. Skiftet fra politi til forfatter er ikke så stort, mener hun selv.

– Jeg kunne godt lide den historiefortælling, der er i at være efterforsker; at samle trådene og finde ud af, hvad der er sandt og ikke sandt. Jeg har altid skrevet og altid nydt det, og jeg var en af de betjente, der også nød papirarbejdet, fortalte forfatteren veloplagt på Krimimessen i Horsens i år.

At Clare Mackintosh har tjek på, hvordan politiarbejdet fungerer, afspejler sig fornemt i romanen, og selvfølgelig fletter hun de to handlingsspor sammen til sidst.

Der er stærke og vedkommende person- og miljøbeskrivelser, hvad enten forfatteren tager os med til den forblæste walisiske kyst eller til centrum af Bristol. Hun har en evne til at formidle sorg og smerte, så det bliver alt andet end klichefyldt, men i stedet efterlader en massiv klump i maven. Det er fint gjort.

Jeg gik i gang med thrilleren en lørdag aften og stoppede ikke med at læse, før jeg var færdig med de knap 430 sider midt om natten. Jeg havde endda bogen med på toilet.

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere - det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere – det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

Ikke underligt at bogen er solgt til mere end 25 lande, og at forfatteren har solgt mere end 500.000 bøger i Storbritannien.

PS: En sjov lille episode fra Krimimessen i Horsens: På messens første dag fortalte jeg på scenen om domestic noir, og jeg nævnte bogen som et læseværdigt eksempel på genren. Kort efter fik jeg en besked på Facebook fra en mand, der hørte mit oplæg, og som netop havde købt Jeg lader dig gå på messen. Han skrev, at da han købte thrilleren, blev han prikket på skulderen af den britiske forfatter. Og han fik en særlig hilsen i sit eksemplar.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Stockholm Delete af Jens Lapidus, Modtryk.

Læs mere om bogen her