Forfatter-interview

Interview med krimiforfatter Jens Henrik Jensen

Om sin succes i Tyskland siger Jens Henrik Jensen: “Det er en ny mulighed, et tog, jeg troede var kørt. Jeg føler mig meget heldig.” Jeg har taget billedet ved Skovmøllen i Aarhus, som forfatteren holder meget af. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Bortset fra debutromanen Wienerringen fra 1997 har Jens Henrik Jensen skrevet trilogier: Kazanski-trilogien, Nina Portland-trilogien og trilogien om den traumeramte krigsveteran Niels Oxen. Men efter tredje bog om Oxen var Jensen slet ikke færdig med sin soldat, og den 6. september udkommer Lupus – den fjerde bog i serien.

Jens Henrik Jensen tygger lidt på spørgsmålet og venter nogle lange sekunder med at svare på, hvilket godt råd han i dag ville give sit yngre jeg, der midt i 30’erne debuterede som krimiforfatter. Han tager hul på en sætning, afbryder sig selv, tøver, men siger så med en stemme, der både er jysk, fast og eftertænksom:

Jeg vil bede den yngre udgave af mig selv om at blive ved med at være stædig. At blive ved med at være udholdende. Og sige, at jeg skal blive ved med at holde fast i min egen stil. Nu er jeg en halvgammel forfatter, der hviler mere i mig selv, men det har været en lang vej at komme hertil. Nogle bliver stjerner overnight, men jeg er jo en af de langsomste i klassen, forklarer han og sender et lille smil efter sin sætning.

Men nu er han kommer hertil, hvor Niels Oxen, hovedpersonen i forfatterens nu fire bøger, er blevet så stærkt et brand, at det er Oxen, der pryder forsiden af den seneste krimi med store gule bogstaver, hvorimod Jens Henrik Jensens eget navn og titlen Lupus står mindre synligt.

Hertil, hvor han er den danske forfatter på Facebook, der har tredjeflest trofaste følgere – efter Jussi Adler-Olsen og Sara Blædel.

Hertil, hvor han ikke længere arbejder som journalist, men udelukkende lever af sit forfattervirke.

Hertil, hvor han i 2017 blev hædret med Krimimessens Publikumspris 2017.

Hertil, hvor SF Studios har købt rettighederne til at filmatisere Oxen-serien.

Og hertil, hvor hans første bog om Oxen, De hængte hunde, sælger imponerende på det gigantiske tyske marked og er trykt i et førsteoplag på 100.000 eksemplarer. I øvrigt skal han bruge en del af sit efterår på bogturné i Tyskland.

Angående den aktuelle ulvedebat siger Jens Henrik Jensen: “Lad være med at lytte til mig eller alle dem, der har meninger om alt på de sociale medier, men som måske ikke er så gode til at lytte og lære. Lyt til de folk, der har forstand på ulve og ved, hvad de taler om. Hav respekt for deres viden.” Foto. Rebekka Andreasen

Og lige om lidt udkommer fjerde bog om Oxen. Lupus hedder bogen. Canis Lupus er også det latinske navn for den grå ulv. I bogen, der er en selvstændig fortsættelse af de første tre bøger, møder Niels Oxen ulve i mange afskygninger. Både dem med fire og to ben. Jens Henrik Jensen sender blandt andet sin hovedperson til Harrild Hede nær Brande, hvor en ulv i virkeligheden er blevet spottet.

Et af de helt centrale temaer i bogen er selvtægt. Og som i mange af Jens Henrik Jensen øvrige krimier, så kredser bogen også om magt og misbrug af magt. At afdække magtens mekanismer er interessant, mener han, der som forfatter har kærlighed til konspirationer og lyssky affærer. Margrethe Francks fortid er central for krimiintrigen i den nye bog, ligesom Axel Mossman har meget på spil i historien.

Ulven som yndlingsdyr

Alle voksne bør have mindst to yndlingsdyr, mener den naturglade forfatter, der siden sin barndom har været en ivrig lystfisker. Selv har han to favoritdyr: En ulv og en tiger – med ulven på en klar førsteplads. Og den skal have lov til at være her, pointerer han. Bl.a. fordi ulven selv har fundet tilbage til Danmark, og fordi han ikke mener, at den udgør en reel risiko for mennesker.

Nogle af de gode råd, han ville give videre til sit yngre jeg, er egenskaber, som netop ulven besidder.

Ulven er udholdende, stædig, har styr på sine kompetencer og er ekstrem tilpasningsdygtig og kan leve både i 50 graders varme i Indien og nordpå i ekstreme kuldegrader. Det er jeg betaget af. Jeg har desværre aldrig set en ulv i naturen, men måske har jeg set ulvespor. En vinterdag var der kæmpestore spor i sneen på den grusvej, hvor jeg bor. Jeg tjekkede selvfølgelig straks, om der var spor efter cykeldæk eller fodaftryk – om en eller anden havde luftet sin store schæfer. Men der var ikke andre spor.

Ulven har også visse lighedstræk med en soldat som Oxen. Som der står i Lupus: ” Ren styrke, intet andet. Brødre i ånden, jægersoldater og ulve. Det var sådan, det var i al enkelhed.”

Oprindeligt var Oxen-serien tænkt som en trilogi, men da Jens Henrik Jensen var færdig med De frosne flammer, følte han, at der stadig var mere potentiale i Oxen som hovedperson. At den plagede og mistroiske soldat havde meget mere at byde på. Som tidligere hjemløs og krigsveteran med PTSD er Oxen en slags repræsentant for Underdanmark, selvom han som soldat repræsenterede magten. På mange måder har Oxen vendt samfundet ryggen, men han har også masser af kompetencer, og det er der gode historier i, mener forfatteren.

Men der var én stor udfordring, der skulle løses, hvis bog nummer fire skulle skrives:

Jeg havde malet mig selv op i et hjørne og placeret Oxen i en lejlighed i Vangede – og gjort det svært for mig selv. Jeg skulle finde en troværdig måde at få ham ud af Vangede på. Oxen bliver aldrig typen, der får en helt almindelig hverdag. Da det endelig lykkedes at få ham væk på en plausibel måde, kan jeg nu bedre forestille mig at arbejde videre med en femte bog.

Jens Henrik Jensen føjer til, at lige nu har han slet ingen anelse om, hvad en eventuel femte bog skal handle om. Måske kommer der en bog mere. Måske ikke. “Tænk på et langt spisebord med udtræk”, siger han, “måske kommer der en ekstra bordplade i på et tidspunkt.”

Ting tager tid for Jens Henrik Jensen, der har arbejdet med Lupus i et par år. For at gøre historien til mere og andet end en endimensionel kriminalhistorie, for at få historien til at leve op til de krav, han selv stiller til et kompliceret plot.

Undervejs i processen har han af og til været så distræt, at han missede stikvejen ned til sit hus, fordi hans hjerne var optaget af historien. Han har også stået i den lokale brugs uden at kunne huske, hvad der stod på den dosmerseddel, han glemte.

Skrively i Aarhus

Jens Henrik Jensen holder af hverdagen hjemme i huset ved skovbrynet ude på landet ved Horsens Fjord, og han dyrker ikke skriveeksil i stor stil. Alligevel er ture væk hjemmefra indimellem nødvendige, hvis han er presset eller er kørt fast i sit manuskript. Og presset har han været i arbejdet med Lupus.

Så vinker han farvel til sin kone og to drenge og arbejder intensivt et par døgn på Hotel Marselis i udkanten af Aarhus. Og går ture nær en af barndommens perler, Skovmøllen. Vigtige elementer i plottet i Lupus er faldet på plads, mens forfatteren traskede langs Giber Å gennem skoven, nede fra Moesgaard Strand og op til Skovmøllen godt gemt i skoven. Og det er da også netop på Skovmøllen, jeg – og en række andre bloggere – møder forfatteren.

Meget faldt på plads på de ture, og Jens Henrik Jensen elsker, hvis han kan dreje det hele 180 grader til allersidst. Det er lykkedes på elegant og underholdende vis.

Jens Henrik Jensen og Oxen

Jens Henrik Jensen har fået spørgsmålet mange gange, men svarer alligevel beredvilligt på, hvor meget Oxen, der er i ham selv. Han har aldrig selv været soldat.

– Oxen er ikke mig. Men jeg tror, det er svært at have en hovedperson, som ikke har karaktertræk, man som forfatter kan genkende. Som Oxen færdes jeg gerne i naturen, og som ham er jeg ikke bange for at være alene, selvom jeg ikke er så stor en enspænder, som ham.


Når Jens Henrik Jensen møder sine tyske læsere, er det med lydprøver inden seancen und alles. En populær skuespiller, Dietmar Wunder, læser op af Jens Henrik Jensens bog og fremfører et entusiastisk hørespil, mens forfatteren selv svarer på spørgsmål og fortæller om sit forfatterskab – på engelsk. Dietmar Wunder er også manden, der lægger stemme til Daniel Craig, når James Bond-film synkroniseres og den britiske agent taler tysk. Så nu er han både manden bag Bond og Oxen. Billedet er snapshot af artikel i et togmagasin, som jeg faldt over på en rejse til Berlin i 2016. Foto: Rebekka Andreasen

Om det er Oxen, Jens Henrik Jensen eller dem begge to, der blev forskrækket og fik galoperende hjerte af at gå i det knastørre lyng på vej op ad en sandet sti ved Harrild Hede en mørk aftenstund med lommelygten som eneste lyskilde og pludselig blev mødt af et overrasket brøl og to forskrækkede rådyrøjne, må du selv gætte.

PS: I gennem tre måneder tog Jens Henrik Jensen hver uge til Fredericia for at få eneundervisning i tysk for at kunne tale lidt med det tyske forlag DTV Verlag og småsludre med de tyske læsere, når han signerer bøger. “I gymnasiet var jeg god til tysk, men jeg havde glemt, hvor svært sproget er. Selvom jeg er blevet lidt bedre, er jeg stadig elendig til tysk”.

Vidste du, at:

  • Ulv har sneget sig ind i titlen på en af forfatterens forrige bøger? Nemlig Ulven i Banja Luka fra 2002.
  • En af Jens Henrik Jensens favoritbøger er Frederick Forsyths gennembrudsroman og den politiske thriller Sjakalen fra 1971?
  • U2 er et band, som han er mere end begejstre for?
  • Han engang gik forrest gennem mudderet i Amazonas og pludselig fik selskab af en af verdens giftigste slanger: en rød-gul-sort koralslange?
  • Jens Henrik Jensen har En verden udenfor som en af sine favoritfilm?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vind Katrine Wraa-krimi og mød forfatterparret bag – og en kriminalpsykolog

Charlotte Kappel, mellem Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg, er kriminalpsykolog og har været fagkonsulent på de fleste bøger om Katrine Wraa. Foto: Rebekka Andreasen

Interview/konkurrence: Forfatterparret Øbro og Tornbjerg bruger lang tid på research, før de begynder at skrive en Katrine Wraa-krimi. Fordi, som Ole Tornbjerg fastslår, så fascinerer virkeligheden og giver masser af vilde ideer. Og gør, at man undgår klicheer. Der skal være en autentisk nerve i det, de skriver. En af de eksperter, der har hjulpet parret flere gange, også med De ustraffede, der udkommer onsdag, er kriminalpsykolog Charlotte Kappel. Se sidst i indlægget, hvordan du kan vinde bogen.

Vi møder en i svenske Hjorth Rosenfeldts krimier om Sebastian Bergman. Vi møder også en i norske Anne Holts Skyggedød. Chris Carters kriminalassistent Robert Hunter har en baggrund som netop det. Og Katrine Wraa i Øbro/Tornbjergs krimier er netop en af slagsen nemlig kriminalpsykolog.

Og når kriminalpsykolog og profileringsekspert Katrine Wraa i De ustraffede afbryder sin ferie for at hjælpe kollegerne fra Københavns Politi, skal hun forholde sig til blandt andet stalking, skyld, skam, selvtægt og voldtægt. Noget af en mundfuld. Glæd dig.

Der arbejder efterhånden en del akademikere i politiet. Men hvis du tror, at dansk politi vrimler med fastansatte kriminalpsykologer a la Katrine Wraa, så tro om igen. Og det gælder i øvrigt også i udlandet. Det er altså meget sjældent med fastansatte psykologer, der tager med ud på gerningssteder og laver profilering af gerningsmænd. Ofte bliver psykologer eller antropologer hevet ind som konsulenter i ganske kort tid. Ofte når efterforskningen er kørt fast. Det arbejde, som Katrine Wraa laver, bliver altså ofte kun udført på konsulentbasis. Og det bliver brugt hyppigere i f.eks. vores nabolande, end i Danmark.

Måske fordi opklaringsraten i Danmark er god i forhold til andre lande. Måske fordi vi er et lille land med cirka 50 drab om året, hvoraf de allerfleste opklares. Og så har politiet herhjemme været gode til at udvikle kognitive afhøringsteknikker og ikke stået på en brændende platform, som politiet i visse andre lande, mener Charlotte Kappel.

Hun er kriminalpsykolog. Og hun har som fagkonsulent hjulpet Øbro og Tornbjerg, siden de debuterede som forfatterpar med Skrig under Vand, der i 2010 vandt Politikens krimikonkurrence.

Øbro og Tornbjerg har ladet Katrine Wraa studere i England ligesom virkelighedens kriminalpsykolog. Charlotte Kappel har taget sin Ph.d. på University of Liverpool.

Kappel har forsket i brandstiftelse og har systematisk gennemgået knap 750 journaler med danske brandstiftere og er dykket ned i fx. alder, køn og bopæl, adfærd til og fra brandstedet, befolkningstæthed og meget mere. Med det mål for øje at lave en såkaldt geografisk profil, så politiet lettere kan indkredse, hvor gerningsmanden bor.

Men som en pioner på området må hun i høj grad forsøge at skabe sit eget job, efter at hun er vendt tilbage til Danmark. I øjeblikket er Charlotte Kappel tilknyttet Rigspolitiet, hvor hun hjælper med analysearbejde. Og hun har nydt, når Øbro og Tornbjerg har stillet spørgsmål  for at gøre deres fiktive univers så realistisk og troværdigt som muligt.

Charlotte Kappel forklarer:

For mig har det været et rigtig spændende samarbejde. Det har været syret, men fedt at bruge min viden på en anden måde. Vi har haft mange gode samtaler og diskussioner. Og så har det været hyggeligt det med lige at tage livet af folk på papiret, ha ha. Det meste af mit arbejde foregår dog foran computeren, jeg er ikke ude på gerningssteder som Katrine Wraa. Det har også været spændende at følge hendes udvikling gennem bøgerne. I De ustraffede er der også en del af handlingen, der foregår i Thy, hvor jeg kommer fra, og også her har Jeanette og Ole ramt jargonen og miljøet rigtig godt.

Psykologi fra morgen til aften

Samarbejdet gennem små ti år har udviklet sig til et venskab. Om første gang hun mødte Charlotte Kappel på Universitetet i Liverpool, siger Jeanette Øbro:

– Vi snakkede psykologi i fire dage fra vi stod op, til vi gik i seng. Jeg var ret grundforvirret, da jeg tog afsted for at møde Charlotte, dengang havde jeg ingen forudsætninger for at forstå de forskellige psykologiske skoler og metoder.

De psykologiske aspekter har altid interesseret Jeanette Øbro. Så meget at hun netop har uddannet sig til psykoterapeut. Fra at være på gyngende grund uden indgående kendskab til psykologi, har hun fået sit eget stabile ståsted, fået et værdifuldt menneskekendskab, hun også kan bruge som forfatter, selvom hun modsat sin fiktive heltinde ikke diagnosticerer.

Charlotte Kappel indskyder, at hun klart kan mærke, at Jeanettes forudsætninger i dag er helt anderledes, end da de mødtes første gang.

Coveret til De ustraffede med Justitia, der er retfærdighedens gudinde i romersk mytologi, er skabt af grafisk designer Peter Stoltze i samarbejde med Øbro og Tornbjerg. Læs eller genlæs mit interview med Stoltze, hvor han fortæller om sit arbejde. Du finder interviewet her Foto: Rebekka Andreasen

Opfandt voldtægstekspert

Til deres sjette fælles krimi De ustraffede har Øbro og Tornbjerg dog opfundet en ekspert, der ikke eksisterer i virkeligheden. Katrine Wraa får nemlig en ny kollega, der er voldtægtsspecialist og laver psykologiske profiler på voldtægtsmænd. For hvem er de mænd egentlig, der voldtager?, spørger Jeanette.

Der er ikke fokus på de mænd, der gør det, og det har været noget af det, der inspirerede os til historien. Derfor har vi opfundet en specialist, der passede ind i historien. Hvorfor er det offeret, der skammer sig? Hvorfor ikke ham, der er voldtægtsmand?

Jeanette Øbro understreger, at hvor der har været meget fokus på såkaldt overfaldsvoldtægt, hvor f.eks. en mand begår overgreb mod en fremmed kvinde, han aldrig har mødt før, er det meget vanskeligere at få data og tal på partnervoldtægt eller såkaldt kontaktvoldtægt, hvor gerningsmand og offer har kendt hinanden i mindst 24 timer.

Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd fra 2016 udsættes 4700 kvinder hver år for tvangssamleje eller forsøg på det. Man anslår, at i mere end 2 ud af 3 tilfælde kender offer og gerningsmand hinanden. Enten sporadisk eller fordi gerningsmand og offer har eller har haft et forhold.

Metoo

To år har bogen været undervejs, og midt i det hele blev der, som Ole Tornbjerg siger, prikket hul på ballonen med #metoo.

Vores krimier er bl.a. en undersøgelse af ondskab og menneskelig natur. Ingen er født onde. Og vi er nysgerrig på, hvorfor mennesker handler, som de gør. Vi vil gerne underholde, men det gør ikke noget, at læserne får vitaminer til hjernen samtidig. I alle vores bøger har vi spejlet samfundet og de debatter, der fylder. Jeg tror, metoo-debatten har været en gave til både mænd og kvinder i forhold til at frisætte sig for krænkelser og skabe et ligeværdigt forhold mellem kønnene.

Ole Tornbjerg arbejder også som filmproducent bl.a. på den meget roste dokumentar De misbrugte filmbørn, der satte gang i en livlig debat herhjemme. Han forklarer, at netop skam var noget, der gik igen hos mange af de medvirkende.

I maj vedtog svenske politikere en ny lov, der indebærer, at det er forbudt at have sex med en person, som ikke på forhånd udtrykkeligt har sagt ja, eller aktivt har vist lyst til at deltage. Forfatterparret er tilhænger af den svenske model. For, som Jeanette Øbro siger, det hele handler om god kommunikation. Om at pejle sig ind på, om man er på bølgelængde.

En balancegang

Virkeligheden kan være brutal. Og som kriminalpsykolog kommer man tæt på virkelighedens mere rå sider.  Da Charlotte Kappel var forskningsassistent i Liverpool, var hun gentagne gange på besøg i et lokalt fængsel for at interviewe indsatte, blandt andet voldelig drabsmænd med årelange domme. Ikke alle interviews var lige behagelige at gennemføre.

– Man må ikke blive følelseskold, man skal have empati, men samtidig skal man have en distance. Men skal være robust. Nogle oplevelser går virkelig ind under huden, forklarer Charlotte Kappel, der sov med lyset tændt i tre dage efter at have set stærkt ubehagelige billeder fra mordbrande.

– Det danske politi er rigtig gode til at tage billeder på gerningssteder. Lidt for gode måske, tilføjer hun med et forsigtigt smil på læben.

Katrine Wraa på film

Processen med at skrive De ustraffede har været anderledes end tidligere. Jeanette Øbro har været hovedforfatter på bogen, ligesom hun også vil være det på den Katrine Wraa-krimi, der langsomt er ved at tage form som den syvende i serien.

Ole Tornbjerg er blandet andet i gang med en helt ny krimiserie, der foreløbig er lidt hemmelig. Der var en historie, der pressede sig på. Den serie bliver han hovedforfatter på, men det betyder ikke, at parret ikke bruger hinanden. Plot, temaer, karakterer bliver vendt, og de sparrer meget og vender konstant ideer med hinanden. Og tager arbejdet med at udveksle meninger meget seriøst.

Serien om Katrine Wraa bliver måske filmatiseret og omdannet til enten film eller tv-serie. Forfatterparret vil ikke røbe for meget, men de er tæt på processen og med i udviklingsfasen og krydser fingre for, at projektet bliver en realitet. Men lige nu glæder de sig vildt til, at den sjette bog om Katrine Wraa lige om lidt lander ude blandt læserne. Og selvom det er sjette gang, basker sommerfuglene stadig heftigt i maven.

– Når vi har sat os ind i noget, arbejdet med det i årevis og fortalt en helstøbt historie, vi kan stå inde for, så er det en hel fantastisk følelse at sende bogen ud, siger Ole Tornbjerg.

Bogen, du kan vinde, er signeret af Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg. Foto: Rebekka Andreasen

Vind bogen

En bloglæser kan vinde et signeret eksemplar af De ustraffede. Alt du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at smide en kommentar under indlægget her. Du bestemmer selv, hvad du vil skrive.

Bemærk, der kan gå lidt tid, fra du smider en kommentar, til du kan læse den på bloggen. Du kan deltage frem til fredag den 17. august klokken 14. Du kan senere samme dag på bloggen læse, om netop du er den heldige vinder. Hører jeg ikke fra vinderen inden fire dage, trækker jeg en ny. Bogen er sponsoreret af Politikens Forlag.

 

Interview med Peter Mogensen

Peter Mogensen debuterer som skønlitterær forfatter med I bjørnens kløer. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: Peter Mogensen, der er politisk kommentator og direktør i tænketanken Kraka, har i mange år beskæftiget sig med politik på forskellige måder. Han har netop fået debut med politik ad en helt ny kanal – nemlig som forfatter til den politiske spændingsroman I bjørnens kløer.

– Jeg har ikke noget behov for at være en stor forfatter. Jeg er ikke 25 år længere, og jeg har ikke gået på forfatterskolen. Men jeg har skrevet en spændingsroman, som jeg er tryg ved og synes er rimelig god.

Sådan siger Peter Mogensen, der er aktuel med sin første spændingsroman, der bl.a. foregår på Christiansborg. En spændingsroman om en hemmelig regeringskrise og det, der kan udvikle sig til en storpolitisk konflikt med Rusland. Og om mennesker midt i magtens centrum.

– Jeg falder ofte fra, når jeg læser politiske thrillers eller ser en tv-serie som Borgen, fordi de sjældent skildrer det politiske spil realistisk. I Borgen er forholdet mellem departementschefen og rådgiverne skildret helt forkert, for i virkeligheden er det departementschefen, der kører biksen og har magten og indflydelsen. Ikke omvendt som i serien.

Og Mogensen har bestræbt sig på at portrættere det politiske- og psykologiske spil på Christiansborg så realistisk som muligt. Med alt hvad dertil hører af rå kynisme, usikkerhed og magtkampe, for at være i politik er “som at ride på en tiger – superspændende, men de personlige omkostninger kan være store, og jobbet kan æde en op.”

Enkelte politikere som Pia Kjærsgaard, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt nævnes ved navn, men de spiller ingen rolle i bogen. Bogens hovedkarakterer er opdigtede, men, indskyder forfatteren, selvfølgelig har han ladet sig inspirere af politikere og embedsmænd, han har mødt gennem sin karriere.

Mogensen har bl.a. en fortid som ministersekretær i Finansministeriet, og i tre år var han Nyrups personlige rådgiver og sekretariatschef i Statsministeriet.

– Jeg har været på hjemmebane med det politiske liv på Borgen. Resten har jeg knoklet mig til, forklarer Peter Mogensen om arbejdet med I bjørnens kløer. Foto: Rebekka Andreasen

I I bjørnens kløer skal Danmark lede FN op til en vigtig afstemning om Tjetjeniens selvstændighed. Men kræfter i Rusland ønsker ikke, at den lille republik opnår selvstændighed og vil forhindre, at Danmark stemmer ja i FN. Og det får den tidligere jægersoldat Henrik Foss at mærke. Han er nummer to i oppositionspartiet Venstre og formentlig landets kommende udenrigsminister. Og udsættes for massiv afpresning, da hans ekskone og sønner kidnappes.

Selvom Peter Mogensen kan sit politiske stof og er vant til at formidle, så var det slet ikke så nemt at skrive en spændingsroman, som han først troede, da han år tilbage i sit sommerhus i Toscana, kastede sig ud i projektet som en slags hyggeligt tidsfordriv.

Bogen har været igennem talrige gennemskrivninger, og han har ændret manuskriptet igen og igen. Med et bredt smil forklarer han, at det gamle råd om, at man aldrig skal skrive en bog, hvis man kan lade være, er et ret godt råd.

– Det er let at læse en spændingsroman, men det er meget sværere at skrive én, end jeg troede.

Efter at have skrevet cirka 100 sider af bogen, gik det op for Peter Mogensen, at han var nødt til at tage arbejdet med bogen mere seriøst og spændingsgenren alvorlig, hvis der skulle komme en læseværdig bog ud af anstrengelserne. At der var noget håndværksmæssigt, han skulle lære. At skrive dialoger f.eks. og få sine personer til at leve. Og at stramme op. I den endelige udgave af romanen følger læserne især fire personer – i første udkast havde Mogensen omkring 16 forskellige synsvinkler med.

– Det har været en lang og svær proces, en stejl læringskurve. På et tidspunkt mistede jeg tråden og var nødt til at få hjælp til at komme videre i skriveprocessen. Men jeg har lært en masse og er sindssygt stolt af bogen, forklarer Peter Mogensen og føjer til, at næste bog forhåbentlig får en lidt nemmere fødsel.

For ja, han har planer om bog nummer to om toppolitikeren Henrik Foss, der i øvrigt er enøjet efter at have mistet et øje på en bjergskråning i Bosnien i 90’erne.

– Jeg vil først og fremmest underholde, og min intention har været at skrive en spændende bog. Men bogen er også en bekymret pegefinger. Verdenen er i skred, og demokratiet er måske ikke så givet, som jeg hele mit liv har troet.

Allerede inden bogen var udgivet, havde Nordisk Film købt rettighederne til bogen. Det er Peter Mogensen ret stolt over og ydmyg over for. Manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, der bl.a. har Rejseholdet og Broen på sit CV, er inde over projektet.

At rettighederne er købt er ikke det samme som, at filmprojektet bliver realiseret. Men Peter Mogensen håber på det. Og ser gerne en type som Nikolaj Coster-Waldau i rollen som Henrik Foss.

Peter Mogensen virker ikke som en mand, der mangler selvtillid og gåpåmod, og da jeg spørger ind til hans forfatterambitioner, bliver svaret en smule mere nuanceret end det citat, du læste i begyndelsen af indlægget. Han understreger, at der er grænser for hans selvtillid, og at han aldrig kunne finde på at skrive en thriller om f.eks. opera, som han ikke ved noget om.

– Men jeg kan godt forestille mig, at jeg om ti år sidder i mit hus i Toscana og skriver spændingsromaner, hvis jeg får opbygget et ordentligt spændingsunivers. Det ville være enormt fedt.

Vidste du, at:

Peter Mogensen især er vild med politiske biografier, men også synes godt om Jan Guillous spændingsserie om agenten Hamilton? Han har også været ganske godt underholdt af Leif Davidsens bøger.

En af de første bøger, der gjorde et enormt indtryk på Peter Mogensen, var den italienske forfatter Oriana Fallacis roman En Mand? Det er en roman om den græske politiker og digter Alexandros Panagoulis, der kæmpede mod militærregimet i Grækenland. (Udkom på dansk i 1981) Han er bl.a. vild med bogen “…fordi den har det hele: kærlighed, mod, intensitet..”

Peter Mogensen i 2010 udgav bogen Dødvande – refleksioner over den politiske udvikling i Danmark fra 2007 – 2008?

Tak for mad, Forlaget Turbine. Foto: Rebekka Andreasen

PS: Lige et par ord om min læseoplevelse:

I bjørnens kløer giver et interessant indblik i det politiske hierarki og toppolitikernes samspil med bl.a. PET. Plottet er interessant, og bogens temaer aktuelle.

Især karakteristikken af hovedpersonen Henrik Foss er stærkt. Som fraskilt kæmper Foss med at få en ordentlig relation til både sin ekskone og sine børn, og selvom han både er rutineret toppolitiker og tidligere jægersoldat, der kan dræbe et menneske på få sekunder, er han heldigvis ikke blevet en overfladisk He-Man, men et interessant, sammensat menneske.

Men de virkelighedstro dialoger er indimellem for lange (og mange), og bogen kunne sagtens være skåret endnu skarpere og kortet ned – bogen er på 426 sider. Det betyder også, at spændingskurven og tempoet hopper lidt ujævnt. Og så mangler sproget en smule mere omsorg og originalitet for at imponere.

Men jeg var alligevel godt underholdt, og især den sidste bid af bogen er ret spændende. Undervejs klukkede jeg af små detaljer. Som en chefredaktør, der hedder Mads Poulsen, og at Politiken, hvor Mogensen selv har været ansat, får nogle kærlige hug. Og hvor mange politikere kender du – ud over Søren Pind, der kun har et øje?

PPS: Tak til Forlaget Turbine for at invitere til brunch og forfattermøde.

 

Interview med krimiforfatter Elly Griffiths – vind hendes første krimi på dansk

Forfatterinterview/konkurrence: Ligesom en politimand graver en arkæolog også i fortiden for at finde spor og få svar, fremhæver den britiske bestsellerforfatter Elly Griffiths, der har en kvindelig arkæolog som hovedperson i Pigen under jorden – den første bog i krimiserien om Ruth Galloway, der udkommer 19. januar. Jeg har smuglæst, og du kan i den grad glæde dig til bogen, hvis du er til velskrevet, britisk krimi med humor, historie og en herlig hovedperson.

(For en god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg i første omgang lavede interviewet som en betalt opgave for Gads Forlag, der bruger interviewet i forbindelse med markedsføring af bogen. At jeg har valgt at bringe interviewet her, så bloggens læsere får glæde af det, har jeg ikke fået en krone for. Vh. Rebekka Andreasen)

Elly Griffiths første Ruth Galloway-krimi The Crossing Places, som bogen hedder på engelsk, udkom i England i 2009. Udkommer på dansk lige om lidt.

Et par timer i bil nordøst fra London ligger Norfolk, og netop det såkaldte county i Østengland, på halvøen East Anglia, danner rammen om Elly Griffiths spændende bestsellerkrimiserie hvoraf Pigen under jorden er første bog. Faktisk er den storslåede natur en slags hovedperson i bogen på linje med arkæologen Ruth Galloway og politiefterforskeren Harry Nelson.

“Norfolk er et meget smuk område med fuglereservater og fantastisk natur. Landskabet er meget fladt, og man siger ofte, at landskabet er himlen på grund af det flade, sumpede vådområde, der giver udsyn til uendelig himmel. Men det er også et meget øde og isoleret område. Et virkelig spooky sted,” forklarer Elly Griffiths med en entusiasme, der smitter.

Den britiske forfatter, der selv er opvokset og bor i Brighton, er kommet i Norfolk siden barndommen for at besøge en tante, der fyldte hende med spøgelseshistorier og myter fra det, hun kalder et magisk landskab. Pludselig, på en ferie i Norfolk med manden Andy mange år senere, opstod ideen til både plottet i bogen og hovedpersonen Ruth, der er arkæolog og underviser på et fiktivt universitet.

“Min mand er arkæolog, og da vi gik i vådområdet Titchwell Marsh, fortalte han, at mennesker i fortiden troede, at moseland var helligt. Fordi det hverken er land eller hav, hverken liv eller død, men noget indimellem. En slags bro til efterlivet,” forklarer Elly Griffiths, inden hun fortsætter:

Det lyder underligt, og jeg har aldrig oplevet det igen, men karakteren Ruth opstod ud af tågen. Hun stod helt klar og færdig for mig. Jeg vidste straks alt om hende lige ned til hvilken kiks, hun spiser. Hun hører Bruce Springsteen og er glad for katte, ligesom jeg er. Men jeg vidste også med det samme, at hun er indadvendt, bor alene og er ateist modsat mig. Ruth befinder sig godt i sit eget selskab i et lille, isoleret hus på kanten af marsken med sine katte.

Hun tilføjer, at en arkæolog passer perfekt ind i en moderne krimi, og at valget af Ruth som hovedperson hjælper hende som forfatter med ikke at overklistre et landområde med fiktive lig.

“Der er masser af døde kroppe i Norfolk, men mange af dem er tusindvis af år gamle.”

Ruth Galloway er akademiker med stort a, meget anerkendt for sit arbejde, intelligent og egenrådig, og som modvægt opfandt forfatteren politiefterforskeren Harry Nelson. Han har Blackpool-accent, er en dygtig politimand, men han har ikke en akademisk baggrund som Ruth. Han er langt mere social, udadvendt og et familiemenneske. Og så kører han altid, som var han på jagt efter en mistænkt; stærkt. De to, pointerer forfatteren, supplerer hinanden godt.

Nu skal danske læsere lære makkerparret at kende i en medrivende og interessant historie, der med forfatterens egne ord handler om et barn, der er forsvundet i et hjemsøgt landskab. Bogen udkommer 19. januar på Gads Forlag.

Masser af historie at dykke ned i

Pigen under jorden rummer en arkæologisk opdagelse sideløbende med en nutidig krimigåde. Sådan er det i hver bog i serien. I bogen er der spor, der går tilbage til både jern- og bronzealderen, og forfatteren er begejstret for research og for at dykke ned i historien. Hun er vild med at smelte fortid og nutid sammen på en spændende, opsigtsvækkende og humoristisk måde.

“Jeg har altid været fascineret af nordisk mytologi, arkæologi, historie og myter, og Norfolk er fuld af historie. Jeg løber aldrig tør for emner, det er blot at vælge, hvad Ruth og Nelson skal kaste sig over”, forklarer Elly Griffiths og føjer til, at forskere for nogle år siden fandt fodspor, der er over 800.000 år gamle i netop Norfolk.

På spørgsmålet om hvorvidt hun tager med sin mand på arkæologiske udgravninger, slår hun en stor latter op. Det er, pointerer hun, hårdt fysisk hårdt arbejde og masser af mudder, og Elly Griffiths fastslår, at det er hun alt for uorganiseret, utålmodig, kaffetrængende og doven til.

Det er tydeligt hvor den humor og lune, der supplerer krimiuniverset i Pigen under jorden, kommer fra.

Pigen under jorden er en særlig bog

Til gengæld er Elly Griffiths vild med stille stunder, især morgener, foran sin computer. Nogle forfattere skriver deres bøger igennem flere gange. Elly Griffiths gør det groft sagt kun én gang. Når hun sætter sig til tasterne og skriver, ændrer hun ikke meget i manuskriptet. Hun har en løs struktur på plads omkring plottet, før hun begynder at skrive, men det kan ændre sig undervejs i processen.

Hvis et afsnit eller kapitel driller, så skriver Elly Griffiths dialoger, som hun holder meget af at skabe. Og så er det vigtigt for hende at skrive hver eneste dag.

“Jeg finder stor nydelse i at skrive og fortælle gode historier. Allerede som 11-årig skrev jeg min første bog, et mordmysterium, som dog aldrig blev udgivet. At skrive er noget, jeg belønner mig selv med: nu har jeg ordnet strygetøjet, nu må jeg gerne sætte mig ned og skrive,” ler forfatteren, der bl.a. har en baggrund som redaktør i forlagsbranchen.

Bogen vil altid have en speciel betydning for Elly Griffiths:

“Det er min første bog om Ruth, det er min første krimi, og det er min første bog i det unikke Norfolk-landskab. Den bog er noget ganske særligt.”

Du kan vinde dette Elly-sæt: En signeret udgave af Pigen under jorden. Og en fin kop.

Konkurrence

En heldig bloglæser kan vinde en signeret udgave af Pigen under jorden venligst sponsoreret af Gads Forlag. Og et lækkert Elly Griffiths krus.

Sådan deltager du i konkurrencen: Smid en kommentar under indlægget her og fortæl, hvilken bog du senest har læst – det behøver ikke være en krimi. Jeg trækker en vinder mandag den 15. januar 2018 klokken 20. Bemærk: Der kan gå lidt tid fra du skriver en kommentar, til den er synlig på bloggen.

Værd at vide:

Pigen under jorden vandt The Mary Higgins Clark Award i 2011, og krimiserien om Ruth Galloway har flere gange været nomineret til litteraturpriser

Elly Griffiths er født i London i 1963, men flyttede som femårig til Brighton, hvor hun bor i dag med sin familie

Elly Griffiths er et pseudonum for Domenicia de Rose. Forfatteren har skrevet fire bøger i eget navn. Bøgerne handler om Italien, hvor hendes far er fra, og om familie og identitet. Da hun skrev Pigen under jorden opstod behovet for et nyt forfatternavn. Domenicia de Roses bedstemor hed Ellen Griffiths, og med en lille omskrivning blev en ny krimiforfatter skabt

En af yndlingsforfatterne er den britiske forfatter Wilkie Collins (1824 – 1889), der har skrevet krimiklassikeren Månestenen. Elly Griffiths fremhæver især hans eminente personkarakteristikker og miljøbeskrivelser

Et tv-selskab har købt rettighederne til krimiserien, så Ruth Gallloway kan med tiden bliver en tv-karakter

I øjeblikket skriver Elly Griffiths på den tiende bog i Ruth Galloway-serien

 

Interview med Robert Zola Christensen

Forfatterinterview: Fra årsskiftet skruer Robert Zola Christensen ned for forskning og undervisning på Universitetet i Lund for at få mere tid til at skrive bøger. Han har altid skrevet og kan slet ikke lade være. Mød forfatteren der debuterede i 1997, og som er aktuel med sin tredje krimi. Og som mener, at man som forfatter ikke skal være berøringsangst over for det grimme og væmmelige i livet.

– Jeg er altædende hvad angår litteratur og har en ekstrem bred smag. Jeg læser alt fra Tove Ditlevsen og Vita Andersen til Mit Livs Novelle. Jeg bliver også inspireret af tv-serier på HBO og Netflix. Pop og det, der har kant, flyder mere og mere sammen, siger Robert Zola Christensen. Foto: Simon Klein-Knudsen.

― Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt over for hinanden i virkeligheden, men når jeg skriver fiktion, sætter jeg som forfatter virkeligheden i parentes og afsøger grænser. Udfordrer. Den usikkerhed, der kommer ind i det levede liv, kan litteraturen give stemme.

Sådan siger Robert Zola Christensen, der sendte sin tredje krimi på gaden samtidig med, at den såkaldte ubådssag om Peter Madsen og Kim Wall rullede i medierne. I Gæsten bliver en kvindelig forsker på Syddansk Universitet i Kolding dræbt. Og parteret.

Forfatteren understreger, at Gæsten, som bogen hedder, var færdig længe før den tragiske sag, og at det er uhyre vigtigt at adskille virkelighed og fiktion. For i litteraturen skal den have alt, hvad den kan trække.

― I videnskab og kunst, de to verdener, som jeg beskæftiger mig med, er alt tilladt. Kunst og litteratur kan udfordre vanetænkning, være en tankens legestue for alt det grimme og mørke, og her er ikke plads til ideologi. Jeg har ikke noget moralsk blik, når jeg skriver – jeg skriver bare. Alt det grimme og forbudte forsvinder ikke, fordi vi lader være med at skrive om det. Litteratur skal handle om det, vi er lidt usikker på, og som vi er lidt uafklarede omkring. Og en god krimi kan netop være mere end popcorn, underholdning og adspredelse og handle om, hvad det vil sige at leve i livet.


― Der er en dybde på coveret, som jeg holder meget af, siger Robert Zola Christensen om grafiker Peter Stoltzes forside til Gæsten.

Når han skriver, tager Robert Zola Christensen altid udgangspunkt i noget, han kender til. Ideen til Gæsten opstod, da han i en periode pendlede mellem sit hjem i Lund i Sydsverige og til Syddansk Universitet i Kolding.

― Jeg suger til mig som en svamp og lader det sive ud i romanstoffet. I en kort periode overnattede jeg én gang om ugen på mit kontor i Kolding på en slå ud seng. Den dér fornemmelse af at ligge i en offentlig bygning om natten i mørket og høre alle lydene: at vagten gik rundt, og at der blev skyllet ud i et WC et sted. Det fik mig til at tænke; hvad nu hvis…

At han udgav sin første krimi i 2013 efter en lang forfatterkarriere og mange forskellige genrer, er der en årsag til. I 2009 skrev Robert Zola Christensen romanen Aldrig så jeg så dejligt et bjerg – et portræt af en opvækst i et arbejderhjem i tresserne/halvfjerdserne og en historie om en mønsterbryder.

Og en historie, der går tæt på forfatteren selv, der er den første i sin familie overhovedet, der har taget studentereksamen. Og den første i familien, der som teenager begravede sig i kælderen på Frederiksværks Bibliotek med russiske romaner af Tolstoj og Dostojevskij.

― Jeg skrev helt ind i kernen af mig selv og skulle et andet sted hen. Jeg har altid været fascineret af stærke krimier, så jeg ville se, om jeg kunne finde ud af at skrive i krimigenren og gav mig selv en udfordring. Krimien kan rigtig mange ting, og den dér opdeling af god litteratur og så krimi, smal og god litteratur og så mainstream litteratur, den vil jeg gerne bryde ned. Selvom der i krimier er fokus på intrigen, på plottet, og selvom man ikke kan have en økse hængende på væggen i en krimi uden at bruge den, så handler det om mennesker. Om relationer. Og det er det, der interesserer mig. Litteraturen kan slå en nerve an, så man forstår det sammensatte.

Selvom Gæsten foregår i et universitetsmiljø, fylder videnskab mere i de to forrige bøger, hvor Zola Christensen bl.a. skrev om klimaforandringer og genmanipulation. Men der er et kvindeligt synspunkt i bogen, hvilket også er en af de ting, som har været vigtigt for forfatteren i forbindelse med netop Gæsten. Det er vanskeligt at tale om bogens tema uden at komme til at afsløre for meget, men forfatteren er optaget af køn, af genus. Af relationer.

Om sin hovedperson, efterforsker Bent Kastrup, siger han:

― Hvem Kastrup er? You tell me. Det er vigtigt, at tingene flytter sig, og at Kastrup flytter sig gennem bøgerne. Han har et ongoing sorgarbejde, da han har mistet en søn, der var soldat. Kastrup er dygtig og begavet, og så er det fedt, at han er ligeglad med prestige. Han arbejder for sagens egen skyld, han har en indre motor, og så har han en coolness, som jeg misunder ham.

Om morgenen skriver Robert Zola Christensen allerbedst. Han står gerne op omkring 5.30 og tænder for kaffemaskinen for derefter at sætte sig ved sin pc. Så skriver han en times tid, inden huset vågner.

― Jeg er egentlig holdt op med at ryge, men jeg ryger en gang om ugen, og den dag skriver jeg allerbedst. At skrive er et ensomt arbejde, hvor jeg er alene med mig selv og min pc, og det har en terapeutisk virkning på mig, og jeg kan blive helt høj, når det flyder. Jeg holder meget af at skabe et univers, forklarer Robert Zola Christensen, der er ansat som lektor på Lunds Universitet.

Når han skriver, jonglerer han imellem at skrive intuitivt og at vide, hvor han skal hen med sin historie. Som krimiforfatter skal man have nogenlunde styr på sit plot, mener han, men hvis alting er planlagt stramt, risikerer de gode ideer at gå tabt. Som når han f.eks. finder på at give Preben Elkjær en mindre rolle i Gæsten. Og nej, forfatteren kender ikke personligt den tidligere topfodboldspiller, men ideen opstod en aften, og så skulle den selvfølgelig flettes ind.

Egentlig var serien om Kastrup tænkt som en trilogi, men Robert Zola Christensen afviser ikke, at der måske kommer endnu en Kastrup-krimi. Især Gæsten er blevet godt modtaget, og i 2018 tager forfatteren sig endnu mere tid til at skrive, så det ikke kun er morgenerne, der kommer i brug. Om det bliver til en krimi i 2018 må tiden vise.

― Jeg overvejer at arbejde på en lidt ny måde, hvor jeg ikke sidder alene med stoffet, men indrager min redaktør mere og tidligere i forløbet og ideudvikler plottet ad flere omgange.  Jeg har aldrig oplevet at løbe tør for inspiration.

PS: Jeg spørger Robert Zola Christensen, om han har et yndlingsord. Noget, jeg ofte spørger forfattere, jeg interviewer, om. Og det har han, der i øvrigt er mag.art. og ph.d. i nordisk filologi. Når han cykler fra sit hjem og til jobbet som lektor på Lunds Universitet, kommer han forbi et boligområde, der på svensk hedder vårregn. Altså forårsregn. Og det ord lyder godt og rart, synes han. Jeg giver ham ret.

PPS: Serien om Bent Kastrup i rækkefølge:

  • Is i blod
  • Adams forbandelse
  • Gæsten

 

 

 

 

 

Mød oversætter Agnete Dorph Stjernfelt

En af de mange krimier, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, er Gøgens kalden af Robert Galbraith.

Interview: Agnete Dorph Stjernfelt fandt sin indre barnlige sadist frem, da hun oversatte franske Jean-Christophe Grangé. Hun er den lykkelige indehaver af en særlig Michael Cunningham-dedikation. Og så betyder Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson noget ganske særligt for hende. Agnete Dorph Stjernfelt giver også sit bud på, hvad det er, god litteratur kan. Men først: Hvad er en god oversættelse egentlig?

“En god oversættelse er for mig en tekst, hvor man ikke mærker originalsprogets syntaks ligge og knirke under sætningerne i oversættelsen. En tekst, hvor sproget flyder ubesværet og elegant, og hvori man kan mærke forfatterens sproglige egenart i form af en særlig karakteristisk (eller ukarakteristisk, hvis det er sådan, forfatteren bestræber sig på at skrive) form og sprogbrug. En god oversættelse formår at parallelforskyde den humor, charme, råhed eller hvad det nu er, der er særligt for forfatteren, til en tilsvarende humor, charme, råhed osv. på dansk.

Det bedste ved at være oversætter er, at man ikke har faste mødetider, ingen chefer, og at man ikke skal spilde tiden på endeløse møder (jeg har tidligere arbejdet i det offentlige). Samt, at man kan sidde i badekåbe klokken to om eftermiddagen, fordi man kom til at sætte sig i badekåbe klokken ni om morgenen for lige at kigge på sin oversættelse, og så fløj tiden, uden at man bemærkede det.

Det bedste er, at man kan bruge sin kærlighed til det danske sprog til at formidle gode historier og vedkommende problemstillinger i en art maskebal, hvor man ifører sig en andens sprogtone og leger med den som en skjult identitet. Som Clark Kent ifører sig sit supermandskostume, ifører jeg mig en andens sprogdragt og leger, at jeg er alle mulige andre end mig selv.

Jeg får lov til at være O i O’s historie (som jeg har oversat) eller Heathcliff i Stormfulde højder (som jeg også har oversat). Jeg kan være alle og ingen og tale som et indvandrerbandemedlem (Top dogg af Jens Lapidus, som jeg lige har oversat) eller som en kendt designerbøsse (Gøgens kalden af J.K. Rowling, som jeg oversatte for nogle år siden). Der er ingen grænser for, hvem jeg kan være, og jeg får lov til at leve tusind liv uden at flytte mig fra lænestolen.”

Hvordan griber du arbejdet an, når du skal oversætte en bog?

“Jeg starter som regel med at læse bogen, inden jeg siger ja eller nej til at oversætte den. Jeg skal helst kunne lide den, hvis det skal blive rigtig godt. Derefter sætter jeg mig godt til rette i min lænestol med fødderne oppe, anbringer originalteksten til højre på skærmen på min MacBook Air og mit Word-dokument til venstre, og så bliver jeg siddende, indtil oversættelsen er færdig. Så starter jeg forfra og gennemlæser min egen oversættelse og retter og pudser og polerer, indtil teksten er, som jeg vil have den. Undervejs googler jeg som en åndssvag, søger og udspionerer folk på Facebook for at finde de rigtige sociolekter, og jeg bruger mine Facebook-venner til alt det, jeg ikke selv ved noget om. Folk er heldigvis altid generøse og hjælpsomme. Det kræver tålmodighed, masser af research og en vis portion sproglig opfindsomhed.”

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt for nylig har oversat, er David Lagercrantz seneste thriller om Salander og Blomkvist, der udkom i september i år.

“Jeg brugte omkring to måneder på Manden der søgte sin skygge. Jeg har aldrig kontakt med forfatteren undervejs. Opgaven er jo, at få den foreliggende tekst til at leve på dansk, og jeg lukker mig derfor ret meget om mig selv og teksten, mens jeg arbejder. Der er ligesom ikke plads til andre – heller ikke forfatteren. Jeg oversætter kun fra sprog, jeg forstår godt, og jeg går ud fra, at forfatteren har skrevet den, som vedkommende ønsker den oplevet. Til gengæld læste jeg alle Larssons Millennium-bøger på dansk, inden jeg begyndte at oversætte Lagerkrantz’ bud på Millennium-universet, for at være sikker på, at der var kontinuitet og sammenhæng i læseoplevelsen.”

-Titlen var faktisk en udfordring. Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Jeg kunne godt lide det poetiske ved at “søge sin skygge”, forklarer Agnete Dorph Stjernfelt, der har oversat Manden der søgte sin skygge.

Hvad har været den største udfordring i forbindelse med at oversætte Manden der søgte sin skygge?

“En af de største udfordringer var, at der er en del musiktekniske udtryk i bogen, og jeg ved ikke noget om den slags. Men heldigvis har jeg gode, musikkyndige Facebook-venner, der kunne træde til og hjælpe mig med det. Derudover var titlen faktisk en udfordring. Den er jo en anelse kryptisk.

Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Men jeg kunne godt lide det poetiske ved at ”søge sin skygge” … Det er lidt som at søge sin lykke, søge sin død osv.. Der er noget gådefuldt over det, som tiltaler mig. Når man søger efter noget, ved man jo på en måde, hvad det er, man søger. Hvis man udelader dette efter, anslår det en mere diffus, eksistentielt søgende tone, som jeg syntes passede godt til bogen.”

Franske Jean-Christophe Grangé er nærmest blevet til en genre i Frankrig. En Grangé-thriller er ofte spækket med indestængt ondskab, neurotiske karakterer og komplicerede plots. Og en virkelig interessant historie.

Du har også oversat en krimiforfatter som Jean-Christophe Grangé, der er en af mine personlige favoritter. Er der noget, der er karakteristisk for arbejdet med hans bøger?

“Det har været en stor fornøjelse at arbejde med Grangés univers. Det, der karakteriserer hans bøger, er det groteske. Grangé er på alle måder for meget. For langt ude. For vild. For absurd. Det er sjovt at arbejde med.

Sidder den der store, fede mand, Milosz (Milosz frygter ikke smerten. Milosz er smerten), virkelig nøgen under en sort kappe, med underlige sugekopper på hele kroppen: hver med sit særlige mareridt i: blodigler, skorpioner, jordedderkopper, gedehamse … En deliristisk legion, der pinte hans røde, blødende kød? Fra Forbarm dig side 370.

Jamen, det gør han da bare! Niels Lillelund skrev i bog.guide.dk om netop Forbarm dig: Der er gode replikker og sætninger imellem, her i en fin og lydefri oversættelse. Som i øvrigt må have krævet et stærkt hjerte og en stor tolerance for udpenslede, sadistiske beskrivelser.

Og ja, det var udfordringen ved at oversætte Grangé. Man skal faktisk finde sin indre barnlige sadist frem for at få det rigtigt. Men alle rummer jo en indre barnlig sadist. Jeg er normalt et ansvarligt og ganske fredsommeligt menneske, men der er jo en vis ikke helt stueren fryd ved at få lov til at søge ud i yderområderne af ens egne mørkeområder og give dem udtryk i en offerløs voldelighed uden omkostninger. Og en romanåbning som denne fra Forbarm dig, side 9: Skriget blev hængende i orglet. Det hviskede i orgelpiberne. Det tonede i hele kirken. Dæmpet. Tyst. Fjernt. Jamen, det er da to die for.”

Hvad er den mest spøjse episode, du har været ude for som oversætter?

“Noget af det mest spøjse, jeg har gjort som oversætter, var nok, da jeg i oversættelsen af Pindsvinets elegance af Muriel Barbery listede en halv sætning fra min yndlingsroman, Kongens fald af Johannes V. Jensen, ind i den danske oversættelse – find den selv, ingen har indtil nu bemærket den. Den lå så fuldstændig i tråd med resten af teksten, at det faldt naturligt. Eller da jeg i samme bog indførte de fornuftige, store hvide bomuldsunderbukser, min svigermor hvert år giver mig til jul, i beskrivelsen af en fransk lingeributik.

Eller måske var det, da jeg kunne fortælle den amerikanske forfatter, Hanya Yanagihara hvis roman, Et lille liv, jeg oversatte, at det allerede ret flydende kønsunivers, hun havde skabt, på dansk blev endnu mere flydende, fordi vi ikke har den distinktion mellem girlfriend og boyfriend, som man har på amerikansk – vi har jo bare ordet kæreste, som er kønsneutralt, så at man skulle endnu længere ind i teksten for at finde ud af, om det var mænd og kvinder, mænd og mænd eller kvinder og kvinder, der var kærester – og hun blev ellevild af glæde over denne gratis gave, hendes tekst derved havde fået. Hun blev faktisk virkelig, ægte flabbergasted!

En tredje kandidat til titlen som mest spøjse tildragelse som oversætter var, da jeg efter en middag med Gyldendal og den amerikanske forfatter Michael Cunningham, stod udenfor restauranten og røg sammen med Cunningham og med stor iver og begejstring talte om det uendelige univers – som er min yndlingsfascination – under fuldmånen.

Jeg havde oversat hans roman By Nightfall, der på danske hedder Når mørket bryder frem. Senere samme nat endte vi hos en dansk forfatterkollega, og fra min taske tog jeg mit eget eksemplar af bogen og bad Cunningham om at signere den til mig. Så jeg er nu den lykkelige indehaver af en dedikation, der lyder: To Agnete, with gratitude for writing this book in Danish; for being a goddess of the moon in a world notoriously short on goddesses, Love Michael.”

Denne bog har en ganske særlig betydning for Agnete Dorph Stjernfelt.

Hvorfor er bøger vigtige? Hvad er det, god litteratur kan?

“Bøger har været en del af mit liv nærmest altid. Jeg kan huske, da min far kom hjem med billedbogen Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson til mig. Jeg er skilsmissebarn, og min far og mor flyttede tusind kilometer væk i hver sin retning, mens jeg blev i Danmark hos mine farforældre.

Og jeg kan huske den åbenbaring, det var, da jeg i denne bog fandt al den længsel, melankoli og det vemod, som ingen voksne gider høre om, at børn også kan føle – kunstnerisk fortolket i et rum uden for mig selv. Det var sådan en åbenbaring. Der lå det hele foran mig, i billeder og ord, forklaret og forløst i et univers, en anden havde skabt. Det var en gave. En gave for livet.

Siden da har jeg lært at elske litteraturen af andre grunde også – fordi den tillader en at drømme sig væk i andres drømme. Leve tusinde liv i al ubemærkethed.

Ingen kan se, hvor troløst man forlader alle forpligtelser, bånd og krav. I tilsyneladende uskyldig, passiv og helt igennem acceptabel fordybelse i en bog skifter man til sin hemmelige identitet som dranker, eventyrer, femme fatale eller livsled detektiv og kvitter alt og alle omkring sig for at begive sig ud i natten, bjergene og glemslen på egen hånd. Det er det, god litteratur kan.”

Et lille liv er en ordentlig mobbedreng på godt 800 sider, som Agnete Dorph Stjernfelt har oversat.

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, og som har gjort et ekstra stort indtryk på hende, er Et lille liv af Hanya Yanagihara, som hun oversatte fra engelsk for Politikens Forlag.

“Det var en stor glæde at arbejde med bogen. Jeg tror sjældent, jeg har læst og oversat en så gribende og anfægtende bog. Det er historien om, hvordan et menneske kan være så ødelagt indeni, at det ikke kan repareres, selvom vi så gerne vil tro, at det er muligt.

Og samtidig om det dér mærkelige i, at man ikke kan se det udenpå, når en person er gået i stykker indeni. Vi følger fire mænd fra de er helt unge, indtil de er midaldrende, og efterhånden er der to og særligt en, der skiller sig ud.

Bogen bruger suspense-virkemidler til at drive denne dybt vedkommende menneskelige historie frem, og det er simpelthen så godt gjort. Samtidig tror jeg aldrig, jeg har set en så overbevisende skildring af misbrugets psykologiske mekanismer. Bogens hovedperson er cutter, og det er jo også en art misbrug, og det er afsindigt klogt skildret. En klog bog.”

Er du i gang med en oversættelse?

“Lige nu arbejder jeg på en oversættelse af en roman af Rosie Walsh, som på engelsk hedder Ghosted, for Gyldendal. Det er historien om, hvordan fortidens synder påvirker nutiden. Den har alt det, jeg elsker ved en bog: charme, humor, underfundigt vid og en problemstilling, der overskrider både parforholdets og familiestrukturernes hverdagstemaer samt den plotdrevne fortællings suspense med en fortælling om tilværelsens muligheder og umuligheder. Det er lige den slags roman, jeg holder allermest af. Det skal nok blive godt. Skyld og skam er vigtige og væsentlige temaer, og det er det, der driver Ghosted. Jeg elsker mit arbejde.”

 

 

 

 

 

 

 

Interview med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock

Forfatterinterview: Det er de færreste debutanter, der kan se deres debutroman på bestsellerlisterne uge efter uge. Men det kan Anne Mette Hancock, der har skrevet Ligblomsten, og Katrine Engberg, der står bag Krokodillevogteren og efterfølgeren Blodmåne. Mød de to fremragende og succesfulde krimiforfattere, der ikke kun er kolleger, men også tætte veninder.

For få år siden var der ingen, der forbandt Katrine Engberg (tv) og Anne Mette Hancock med krimilitteratur. Nu er de begge bestsellerforfattere. Foto: Privat.

Katrine Engberg og Anne Mette Hancock mødte hinanden år tilbage, da de havde børn i den samme institution. Katrine forklarer:

– Anne Mette og jeg forelskede os så at sige i hinanden ved første øjekast og prøvede at komme til at falde i snak, når vi mødtes i institutionen. Men det travle småbørnsliv og måske også lidt generthed gjorde det udfordrende at få startet et venskab. Så vi begyndte at skrive breve til hinanden i stedet. Igennem et helt år skrev vi ugentligt til hinanden om alt mellem himmel og jord – politik, børn, kærlighed, ambition – og da året var omme, kendte vi hinanden ud og ind.

I 2012 udgav de brevromanen Klap i, hest sammen. Det var Katrine Engberg, der debuterede som krimiforfatter først. Krokodillevogteren udkom i begyndelsen af 2016. Og blev en bragende succes. Siden er det gået rigtig stærkt for dem begge.

Katrine: – De sidste par år har været vilde for os begge. Det er sindssygt at gå rundt i så mange år og snakke om en drøm, vi begge har haft længe, og så lykkes det. For os begge to! En gang imellem rammer det os, hvor lille et nåleøje vi er kommet igennem, og så kniber vi hinanden i armen. Men vi er ikke vågnet endnu.

Anne Mette: – Når man skriver en debutkrimi, aner man ikke, om den er noget værd, før man står med en bogkontrakt i hånden. Derfor har man ofte en nagende fornemmelse i solar plexus af, at man er totalt talentløs. Det havde jeg, i hvert fald!  Så det, at man sidder i al sin ensomhed og skriver på et manuskript det ene år, for så at ligge øverst på bestsellerlisterne det næste – dét føles fandeme vildt! Altså bare det at have et forlag. Det er jo den vildeste drøm, der er gået i opfyldelse. Men jeg kan mærke, at tvivlen bliver en evig makker for mig, for nu, hvor jeg er i gang med “den svære toer”, er min forfatter-selvtillid mindst lige så vaklende, som den var, da jeg skrev Ligblomsten.

Om venindens succes med Krokodillevogteren siger Anne Mette Hancock:

– Det er ekstremt motiverende for mig at se andre komme i mål med deres projekter. Katrines succes med Krokodillevogteren og det faktum, at hun er i gang med sin tredje krimi, mens jeg endnu kun arbejder på min toer, har samme effekt på mig, som den kunstige hare har på hundene i et væddeløb.

Anne Mette Hancock (tv) og Katrine Engberg er begge på tasterne og i gang med nye bogprojekter. Foto: Privat.

De har meget nemt ved at sætte ord på, hvorfor de er veninder.

Katrine: – Ud over alt det åbenlyse – at hun er smuk, intelligent og skarp – er Anne Mette et af de mest kærlige og generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt. Som veninde er hun 100% loyal og opbakkende, både når det går godt, og når det går skidt for mig, og samtidig er hun til evig inspiration for mig, fordi hun er så sej, klog og spændende. Vores relation er meget ærlig og derfor meget tryg. Og så er hun SJOV at være sammen med! Der er ikke mange mennesker, i hvis selskab tiden flyver, som i hendes.

Anne Mette: – Det er en sjælden gave at møde et menneske, man ikke alene kan være sig selv sammen med, men som ovenikøbet foretrækker én præcis sådan. Jeg kan være ærlig – om alt – overfor Katrine, og jeg stoler på hende, som var hun mit eget blod. Nogle af de bedste, mest interessante samtaler, jeg har haft i mit liv, har jeg haft med Katrine. Jeg føler mig altid lykkelig i hendes selskab! Som forfatter beundrer jeg især Katrines evne til at skrive ekstremt hurtigt og intuitivt. Hun kan kradse 100 sider ned på den tid, det tager mig at skrive 12. Og så har hun et smukt, formfuldendt sprog. Både på skrift og i tale.

Katrine: – Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde og er derfor “kodet” forskelligt med forskellige verdenssyn. Anne Mette har en vidunderlig kontant form – hun gider ikke pakke ting ind i falsk høflighed og bullshit, og det elsker en vævende, høflighedsbetændt person som mig. Jeg er mere tvivlende og har en melankolsk side. Til gengæld er det sjovt nok Anne Mette, der bekymrer sig mest, og mig der som regel hopper gadedrengehop gennem tilværelsen uden at skele til farer og faldgruber. Heldigvis smitter vi af på hinanden, har 100% samme værdisæt og kan lide de samme ting.

Anne Mette: – Det, Katrine siger. 😉

Læserne tog Katrine Engbergs debutkrimi Krokodillevogteren til sig i stor stil. Og det første oplag af efterfølgeren Blodmåne var udsolgt efter nogle uger. Siden Anne Mette Hancocks Ligblomsten udkom i april i år, har den ikke veget fra bestsellerlisterne.

Katrine: – Jeg har egentlig arbejdet ret længe på en karriere som koreograf og instruktør indenfor teater og var lige nået til et punkt, hvor jeg begyndte at blive rigtig efterspurgt. Det har jeg måttet skrinlægge for at have tid til at skrive. Det er ikke noget svært valg, for mit hjerte banker 100% for bøgerne, men det har da været svært at sige nej til nogle af de flotte teatertilbud, jeg har fået i det sidste års tid.

Anne Mette supplerer:

Jeg er uddannet journalist og lavede freelanceopgaver, mens jeg skrev Ligblomsten. Men nu, hvor jeg har fået kontrakt på de næste fire bøger, er det en fornøjelse at sige pænt nej tak til freelancejobs. Jeg savner dem ikke! På det personlige planer har det indtil videre udelukkende været en fest at gå efter forfatterdrømmen.

Hvad har været den største udfordring i forhold til at skrive bøgerne?

Katrine: – At holde motivationen under arbejdet med den første. Det tager tid at skrive, og det er svært at give plads til det – og have lyst – når man ikke ved, om der nogensinde er nogen, der kommer til at læse det. Det er vidunderligt privilegeret at have en redaktør at samarbejde med!

Anne Mette: – Enig!

Ingen, der følger de to forfattere på de sociale medier, kan være i tvivl om, at de i høj grad er ambassadører for hinandens forfatterskab. At de ikke kun er kolleger, men også en slags konkurrenter, spænder ej ben for venskabet.

Katrine: – Vi er faktisk mega konkurrencemennesker begge to, men vi er samtidig klar over, at den enes succes ikke er lig med den andens fiasko. Der er plads til os begge på hver vores måde. Hvis en af os stormer afsted, lige mens den anden er i en bakkedal, snakker vi om at det er svært, og så holder det faktisk op med at være det. Helt fundamentalt under vi bare hinanden det bedste.

Anne Mette: – Dengang jeg var barn, cyklede jeg tit hånd i hånd med en veninde, hvor vi skiftedes til at sakke lidt bagud og trække hinanden frem. Så zigzaggede vi ned ad gaden, sammen, men alligevel hver for sig. Sådan opfatter jeg det at have Katrine som både veninde og kollega.

Katrine: – Vi bruger hinanden rigtig meget til at heppe gensidigt og sparre idéer, plots og vendinger. Vi skriver vidt forskelligt men er hinandens bedste cheerleaders. Anne Mette er den bedste i verden til at give konstruktiv kritik, så jeg forstår, der skal arbejdes med teksten, men samtidig føler mig fuldstændig overbevist om, at hun elsker den.

Anne Mette: – Væddeløbsmetaforen gør sig også gældende her. Katrine skriver enormt hurtigt og intuitivt, hvor jeg nørkler mere med tingene. Så når hun siger: ”Nu har jeg lige skrevet 200 sider over formiddagskaffen,” og jeg kun har skrevet 13 sider på to uger, tænker jeg ”ARGH!!?”. Det giver mig et tiltrængt skub.

Anne Mette Hancock (tv) er født i 1979 i Gråsten. I dag bor hun i København klods op ad Marmorkirken, der spiller en rolle i hendes debutkrimi. Katrine Engberg er en årgang 1975 og født og opvokset i København i et hjem, hvor der blev læst masser af krimier bl.a. Dorothy L. Sayers. Foto: Privat.

Både Anne Mette Hancock og Katrine Engberg har rejst en del, ligesom de på forskellige tidspunkter i deres liv har boet i udlandet. Og rejseglæden har dryppet af på deres forfatterskab.

Katrine: – Timm (Katrines mand, Timm Vladimir red.) og jeg rejste jorden rundt sammen et helt år i 2005/2006. På den rejse skrev jeg dagbog hver dag og begyndte også at skrive rejseartikler hjem til danske magasiner og aviser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kimen til mit forfatterskab blev lagt på den rejse.

Anne Mette: – Jeg ’opdagede’ først for alvor krimigenren, da jeg flyttede til USA som 18-årig. Derfor er mit litterære fundament støbt af Michael Connelly, Harlan Coben, Patricia D. Cornwell og andre store amerikanske forfattere. De bøger, man forelsker sig i, præger ens forfatterskab.

I er begge forfattere, der giver sproget stor opmærksomhed. Hvordan fornemmer I, om en sætning er helt rigtig?

Katrine: – Sprog er musik. Man kan høre, om sætningen er rigtig, når man læser den højt. Der er ikke ét facit, men hvis det skurrer, når man siger den højt, skal den skrives om.

Anne Mette: – Det er lidt ligesom at spørge: Hvordan ved man, at man har fundet en rigtige mand? Jeg kender ikke formlen; jeg ved bare, hvornår noget føles rigtigt, og hvornår det ikke gør.

På spørgsmålet om, hvorvidt de har et yndlingsord, svarer de meget forskelligt.

Katrine: – Jeg har mange. Nænsom, potent, fersken og  for eksempel. Ordet fin har også en særlig plads i mit hjerte. Det er nok mit yndlingsadjektiv. Et fint menneske er en virkelig god og smuk person men også et menneske med en vis poesi og følsomhed.

Anne Mette: – Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget, så det må blive nej. Og ja. To dejligt kontante ord. Ikke så meget fikumdik.

Begge forfattere har turneret rundt i landet og mødt læsere og boghandlere. Og der er et par episoder, der har gjort ekstra indtryk.

Katrine: – Jeg blev for nylig overrasket af en hel delegation fra plusbog.dk, som var kørt fra Viborg til København, fordi jeg var blevet deres “Månedens forfatter”. De havde blomster med, diplom, champagne og tale. Det var ret overvældende, og jeg måtte rømme mig RET mange gange for ikke at stortude.

Anne Mette: – Mit første boghandlerbesøg var i mit barndomshood i Gråsten. Jeg var lidt bange for, at jeg skulle stå der og kukkelure alene, for det er efterhånden mange år siden, jeg flyttede derfra. Men folk væltede simpelthen ind i butikken for at bakke mig op. Mine gamle folkeskolelærere, barndomsvenner, folk, jeg genkendte fra mit ungdomsjob i SuperBrugsen i halvfemserne, venner af mine forældre, cykelsmeden!  Jeg blev sgu helt rørt og følte virkelig, at jeg var én af vor egne.

Hvad er det allerbedste ved at være krimiforfatter?

Katrine: – Det hele! Det er vitterligt verdens bedste job. Jeg elsker alle led i processen: idéfasen, hvor alt er muligt; researchen, hvor man møder helt nye mennesker og miljøer; skrivefasen, hvor man går i symbiose med teksten; redigering og udgivelse – jeg elsker virkelig det hele. Tænk, at jeg får lov at leve af det!

Anne Mette: – Det bedste er friheden og slutproduktet. Jeg elsker også alt det, Katrine remser op, men ikke hver dag og hele tiden. Der er dage, hvor det hele bare kører, og jeg står forrest på Titanic og rækker armene ud i et sejrskrig. Men der er bestemt også dage, hvor jeg rammer isbjerget. Alt i alt ville jeg ikke bytte det for noget!

Skriver I en Engberg/Hancock-krimi en dag?

Katrine: – Det er nok ikke særlig sandsynligt. Vi skriver så utrolig forskelligt og foretrækker som læsere også vidt forskellige bøger, så det ville måske være den ene situation, hvor vi faktisk kunne blive uvenner. Men man skal aldrig sige aldrig…

Anne Mette: – Jeg tror nu alligevel, jeg sætter mine penge på aldrig.

PS: Du kan følge de to forfattere på både Facebook og Instagram.

Katrine Enberg: Facebook/Instagram

Anne Mette Hancock: Facebook/Instagram

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her