Obama og Biden som nyt krimimakkerpar

Joe Biden og Barack Obama er detektiver i en ny amerikansk satirisk detektivroman.

Fanfiction/bestseller: Hope never dies hedder en amerikansk thriller, der storsælger i USA i øjeblikket. En slags politisk fanfiction. For makkerparret, der skal opklare et mystisk dødsfald, er ingen ringere end den tidligere præsident Barack Obama og vicepræsident Joe Biden.

Den ene er sort, den anden er hvid. Og der er 18 år imellem dem. De var et makkerpar i politik, og nu er de også blevet det i fiktionen.

Et mysterium værdigt for Dr. Watson og Sherlock Holmes og et detektivpar, der har kemi som Murtaugh and Riggs fra Dødbringende Våben-filmene. Det er nogle af de sætninger, der er blevet sat på detektivromanen Hope never dies. En såkaldt bromance mellem Biden og Obama.

Bogen fortælles ud fra Bidens synsvinkel. I selskab med Obama og Secret Service-agenten Steve, begiver Biden sig ud på et ikke ufarligt eventyr i gaderne i Wilmington, Delaware, for at opklare dødsfaldet på en lokofører, der arbejder for USAs svar på DSB, Amtrak.

De tre mænd besøger skumle diners, hvor motorcykelbander holder til, og de må overnatte på rottebefængte hoteller i jagten på sandheden. På deres vej møder de bl.a. en usympatisk politiker – en republikaner selvfølgelig. De rosende ord er væltet ned over den kærlige karikatur.

Forleden på P1 gav Thomas Ærvold Bjerre, der er ph.d. lektor og adjunkt fra Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, sit bud på, hvorfor bogen er blevet så populær. Han pegede blandt andet på, at mange amerikanere til venstre for midten sukker efter de otte år, hvor Obama var præsident, netop fordi de er så utilfredse med Trump. Og at det er en af årsagerne til, at de to politikere bliver hyldet som detektiver i en kærlig og satirisk – og åbenbart spændende – bog.

Hør indslaget fra Kulturen på P1 her ( Led efter klokken 15.46, hvis du ikke kommer direkte til indslaget)

Forfatteren bag er den amerikanske satiriker Andrew Shaffer. Han har skrevet flere populære bøger med en humoristisk undertone bl.a. Fifty Shames of Earl Grey.  Om bogen med Obama og Biden udkommer på dansk, ved jeg ikke, men giv endelig lyd her på bloggen, hvis du har læst bogen.

Er du den heldige, der har vundet et eksemplar af Øbro og Tornbjergs De ustraffede? Vinder fundet via findenvinder.dk

En heldig vinder

Og nu til noget helt andet. Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde Øbro og Tornbjergs seneste krimi om Katrine Wraa De ustraffede.

Nogle gange kan det betale sig at være allerførst med en kommentar. Den heldige vinder af et signeret eksemplar er: Louise Olesen.

Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk. Så sender jeg bogen til dig.

Fik du ikke læst mit interview med forfatterparret og med kriminalpsykolog Charlotte Kappel, der har været fagkonsulent på bogen, så find det her

Bogen er sponsoreret af Politikens Forlag.

 

 

Vind Katrine Wraa-krimi og mød forfatterparret bag – og en kriminalpsykolog

Charlotte Kappel, mellem Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg, er kriminalpsykolog og har været fagkonsulent på de fleste bøger om Katrine Wraa. Foto: Rebekka Andreasen

Interview/konkurrence: Forfatterparret Øbro og Tornbjerg bruger lang tid på research, før de begynder at skrive en Katrine Wraa-krimi. Fordi, som Ole Tornbjerg fastslår, så fascinerer virkeligheden og giver masser af vilde ideer. Og gør, at man undgår klicheer. Der skal være en autentisk nerve i det, de skriver. En af de eksperter, der har hjulpet parret flere gange, også med De ustraffede, der udkommer onsdag, er kriminalpsykolog Charlotte Kappel. Se sidst i indlægget, hvordan du kan vinde bogen.

Vi møder en i svenske Hjorth Rosenfeldts krimier om Sebastian Bergman. Vi møder også en i norske Anne Holts Skyggedød. Chris Carters kriminalassistent Robert Hunter har en baggrund som netop det. Og Katrine Wraa i Øbro/Tornbjergs krimier er netop en af slagsen nemlig kriminalpsykolog.

Og når kriminalpsykolog og profileringsekspert Katrine Wraa i De ustraffede afbryder sin ferie for at hjælpe kollegerne fra Københavns Politi, skal hun forholde sig til blandt andet stalking, skyld, skam, selvtægt og voldtægt. Noget af en mundfuld. Glæd dig.

Der arbejder efterhånden en del akademikere i politiet. Men hvis du tror, at dansk politi vrimler med fastansatte kriminalpsykologer a la Katrine Wraa, så tro om igen. Og det gælder i øvrigt også i udlandet. Det er altså meget sjældent med fastansatte psykologer, der tager med ud på gerningssteder og laver profilering af gerningsmænd. Ofte bliver psykologer eller antropologer hevet ind som konsulenter i ganske kort tid. Ofte når efterforskningen er kørt fast. Det arbejde, som Katrine Wraa laver, bliver altså ofte kun udført på konsulentbasis. Og det bliver brugt hyppigere i f.eks. vores nabolande, end i Danmark.

Måske fordi opklaringsraten i Danmark er god i forhold til andre lande. Måske fordi vi er et lille land med cirka 50 drab om året, hvoraf de allerfleste opklares. Og så har politiet herhjemme været gode til at udvikle kognitive afhøringsteknikker og ikke stået på en brændende platform, som politiet i visse andre lande, mener Charlotte Kappel.

Hun er kriminalpsykolog. Og hun har som fagkonsulent hjulpet Øbro og Tornbjerg, siden de debuterede som forfatterpar med Skrig under Vand, der i 2010 vandt Politikens krimikonkurrence.

Øbro og Tornbjerg har ladet Katrine Wraa studere i England ligesom virkelighedens kriminalpsykolog. Charlotte Kappel har taget sin Ph.d. på University of Liverpool.

Kappel har forsket i brandstiftelse og har systematisk gennemgået knap 750 journaler med danske brandstiftere og er dykket ned i fx. alder, køn og bopæl, adfærd til og fra brandstedet, befolkningstæthed og meget mere. Med det mål for øje at lave en såkaldt geografisk profil, så politiet lettere kan indkredse, hvor gerningsmanden bor.

Men som en pioner på området må hun i høj grad forsøge at skabe sit eget job, efter at hun er vendt tilbage til Danmark. I øjeblikket er Charlotte Kappel tilknyttet Rigspolitiet, hvor hun hjælper med analysearbejde. Og hun har nydt, når Øbro og Tornbjerg har stillet spørgsmål  for at gøre deres fiktive univers så realistisk og troværdigt som muligt.

Charlotte Kappel forklarer:

For mig har det været et rigtig spændende samarbejde. Det har været syret, men fedt at bruge min viden på en anden måde. Vi har haft mange gode samtaler og diskussioner. Og så har det været hyggeligt det med lige at tage livet af folk på papiret, ha ha. Det meste af mit arbejde foregår dog foran computeren, jeg er ikke ude på gerningssteder som Katrine Wraa. Det har også været spændende at følge hendes udvikling gennem bøgerne. I De ustraffede er der også en del af handlingen, der foregår i Thy, hvor jeg kommer fra, og også her har Jeanette og Ole ramt jargonen og miljøet rigtig godt.

Psykologi fra morgen til aften

Samarbejdet gennem små ti år har udviklet sig til et venskab. Om første gang hun mødte Charlotte Kappel på Universitetet i Liverpool, siger Jeanette Øbro:

– Vi snakkede psykologi i fire dage fra vi stod op, til vi gik i seng. Jeg var ret grundforvirret, da jeg tog afsted for at møde Charlotte, dengang havde jeg ingen forudsætninger for at forstå de forskellige psykologiske skoler og metoder.

De psykologiske aspekter har altid interesseret Jeanette Øbro. Så meget at hun netop har uddannet sig til psykoterapeut. Fra at være på gyngende grund uden indgående kendskab til psykologi, har hun fået sit eget stabile ståsted, fået et værdifuldt menneskekendskab, hun også kan bruge som forfatter, selvom hun modsat sin fiktive heltinde ikke diagnosticerer.

Charlotte Kappel indskyder, at hun klart kan mærke, at Jeanettes forudsætninger i dag er helt anderledes, end da de mødtes første gang.

Coveret til De ustraffede med Justitia, der er retfærdighedens gudinde i romersk mytologi, er skabt af grafisk designer Peter Stoltze i samarbejde med Øbro og Tornbjerg. Læs eller genlæs mit interview med Stoltze, hvor han fortæller om sit arbejde. Du finder interviewet her Foto: Rebekka Andreasen

Opfandt voldtægstekspert

Til deres sjette fælles krimi De ustraffede har Øbro og Tornbjerg dog opfundet en ekspert, der ikke eksisterer i virkeligheden. Katrine Wraa får nemlig en ny kollega, der er voldtægtsspecialist og laver psykologiske profiler på voldtægtsmænd. For hvem er de mænd egentlig, der voldtager?, spørger Jeanette.

Der er ikke fokus på de mænd, der gør det, og det har været noget af det, der inspirerede os til historien. Derfor har vi opfundet en specialist, der passede ind i historien. Hvorfor er det offeret, der skammer sig? Hvorfor ikke ham, der er voldtægtsmand?

Jeanette Øbro understreger, at hvor der har været meget fokus på såkaldt overfaldsvoldtægt, hvor f.eks. en mand begår overgreb mod en fremmed kvinde, han aldrig har mødt før, er det meget vanskeligere at få data og tal på partnervoldtægt eller såkaldt kontaktvoldtægt, hvor gerningsmand og offer har kendt hinanden i mindst 24 timer.

Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd fra 2016 udsættes 4700 kvinder hver år for tvangssamleje eller forsøg på det. Man anslår, at i mere end 2 ud af 3 tilfælde kender offer og gerningsmand hinanden. Enten sporadisk eller fordi gerningsmand og offer har eller har haft et forhold.

Metoo

To år har bogen været undervejs, og midt i det hele blev der, som Ole Tornbjerg siger, prikket hul på ballonen med #metoo.

Vores krimier er bl.a. en undersøgelse af ondskab og menneskelig natur. Ingen er født onde. Og vi er nysgerrig på, hvorfor mennesker handler, som de gør. Vi vil gerne underholde, men det gør ikke noget, at læserne får vitaminer til hjernen samtidig. I alle vores bøger har vi spejlet samfundet og de debatter, der fylder. Jeg tror, metoo-debatten har været en gave til både mænd og kvinder i forhold til at frisætte sig for krænkelser og skabe et ligeværdigt forhold mellem kønnene.

Ole Tornbjerg arbejder også som filmproducent bl.a. på den meget roste dokumentar De misbrugte filmbørn, der satte gang i en livlig debat herhjemme. Han forklarer, at netop skam var noget, der gik igen hos mange af de medvirkende.

I maj vedtog svenske politikere en ny lov, der indebærer, at det er forbudt at have sex med en person, som ikke på forhånd udtrykkeligt har sagt ja, eller aktivt har vist lyst til at deltage. Forfatterparret er tilhænger af den svenske model. For, som Jeanette Øbro siger, det hele handler om god kommunikation. Om at pejle sig ind på, om man er på bølgelængde.

En balancegang

Virkeligheden kan være brutal. Og som kriminalpsykolog kommer man tæt på virkelighedens mere rå sider.  Da Charlotte Kappel var forskningsassistent i Liverpool, var hun gentagne gange på besøg i et lokalt fængsel for at interviewe indsatte, blandt andet voldelig drabsmænd med årelange domme. Ikke alle interviews var lige behagelige at gennemføre.

– Man må ikke blive følelseskold, man skal have empati, men samtidig skal man have en distance. Men skal være robust. Nogle oplevelser går virkelig ind under huden, forklarer Charlotte Kappel, der sov med lyset tændt i tre dage efter at have set stærkt ubehagelige billeder fra mordbrande.

– Det danske politi er rigtig gode til at tage billeder på gerningssteder. Lidt for gode måske, tilføjer hun med et forsigtigt smil på læben.

Katrine Wraa på film

Processen med at skrive De ustraffede har været anderledes end tidligere. Jeanette Øbro har været hovedforfatter på bogen, ligesom hun også vil være det på den Katrine Wraa-krimi, der langsomt er ved at tage form som den syvende i serien.

Ole Tornbjerg er blandet andet i gang med en helt ny krimiserie, der foreløbig er lidt hemmelig. Der var en historie, der pressede sig på. Den serie bliver han hovedforfatter på, men det betyder ikke, at parret ikke bruger hinanden. Plot, temaer, karakterer bliver vendt, og de sparrer meget og vender konstant ideer med hinanden. Og tager arbejdet med at udveksle meninger meget seriøst.

Serien om Katrine Wraa bliver måske filmatiseret og omdannet til enten film eller tv-serie. Forfatterparret vil ikke røbe for meget, men de er tæt på processen og med i udviklingsfasen og krydser fingre for, at projektet bliver en realitet. Men lige nu glæder de sig vildt til, at den sjette bog om Katrine Wraa lige om lidt lander ude blandt læserne. Og selvom det er sjette gang, basker sommerfuglene stadig heftigt i maven.

– Når vi har sat os ind i noget, arbejdet med det i årevis og fortalt en helstøbt historie, vi kan stå inde for, så er det en hel fantastisk følelse at sende bogen ud, siger Ole Tornbjerg.

Bogen, du kan vinde, er signeret af Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg. Foto: Rebekka Andreasen

Vind bogen

En bloglæser kan vinde et signeret eksemplar af De ustraffede. Alt du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at smide en kommentar under indlægget her. Du bestemmer selv, hvad du vil skrive.

Bemærk, der kan gå lidt tid, fra du smider en kommentar, til du kan læse den på bloggen. Du kan deltage frem til fredag den 17. august klokken 14. Du kan senere samme dag på bloggen læse, om netop du er den heldige vinder. Hører jeg ikke fra vinderen inden fire dage, trækker jeg en ny. Bogen er sponsoreret af Politikens Forlag.

 

Streaming på C More: Beck-film

Peter Haber som Beck. Beck er krimi, når det er rigtigt godt – både som bog og film. Kun de første film er bygget over bøgerne. Foto: C More

Streaming: Der er skrevet mange artikler, analyser og sikkert også afhandlinger om, hvad Sjöwall/Wahlöös bøger om Martin Beck har haft af betydning for krimigenren. Med andre ord er det svært at komme uden om den svenske politimand, hvis du er vild med krimi. Og Beck er blevet et solidt film-franchise. Du kan se (næsten) samtlige Beck-film på streamingtjenesten C More

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 4 ud af 12. )

 

Det svenske makkerpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö opfandt figuren Martin Beck, politiassistent og senere politikommissær fra Stockholm Politi, og de skrev 10-binds serien Roman om en forbrydelse i perioden mellem 1965 og 1975. Ikke kun en række banebrydende krimier, der blev skelsættende for den skandinaviske krimi, er der kommet ud af figuren. Også talrige stærke filmatiseringer.

Den svenske skuespiller Keve Hjelm var den første, der spillede Martin Beck i 1967-udgaven af Roseanna – den første bog om Beck. I begyndelsen af 90’erne var det Gösta Ekman, der gav den berømte politimand liv på lærredet, mens hans hårdtslående makker Gunvald blev spillet af Rolf Lassgård.

Siden 1997 har det dog været den svenske skuespiller Peter Haber, der har lagt ansigtet i de helt rigtige melankolske og samvittighedsfulde folder som Beck.

C More finder du både Beck-film med Gösta Ekman, men især også med Peter Haber, der er den skuespiller, der har spillet Beck allerflest gange. I mit univers er han den rigtige Beck. Han er MIN Beck.

På C More finder du også de nye Beck-film – dem, hvor den egenrådige kriminalassistent Gunvald Larsson er skrevet ud af serien. Men hey – kan Beck overhovedet fungere uden den svenske skuespiller Mikael Persbrandt? Den figur er genial. Gunvald er jo et fænomen. Og, må jeg indrømme, også en stor grund til, at jeg i mange år har været glødende Beck-fan. Persbrandt spiller politimanden Gunvald Larsson på en måde, så man glemmer, at det er en rolle, han tager på sig.

I de seneste Beck-film må Martin Beck og co. klare sig uden Gunvald. Til gengæld får de hjælp af den norske politimand Steinar Hovland spillet af Kristifer Hivju. Foto: C More

Men ja, Beck kan fungere uden Gunvald. De seneste Beck-film er fremragende tv-krimier. Spændende. Realistiske. Troværdige. Smukt produceret. De er gode til at producere kvalitetskrimier i Sverige. De har også øvet sig i mange år.

Og med spilletid på halvanden times tid, kan en gedigen krimigåde nå at folde sig ud i hvert afsnit med en afrundet handling. Samtidig fortælles en stor, overordnet historie om de faste karakterers liv.

Den norske Game of Thrones-skuespiller Kristofer Hivju med stort rødt skæg og vildmands/hipster-look, der foreløbig har været med i syv film, er en værdig afløser. Han er Gunvalds modsætning og typen, der tager kaffe og kanelsnurrer med i afhøringslokalet.

Der er 40 Beck-film at vælge imellem på C More.

Hvor Gunvald er macho og slår, uden at spørge om lov, er Kristofer Hivjus figur Steinar Hovland mere blød og empatisk. Nok meget smart af folkene bag Beck ikke at forsøge at lave en Gunvald-kopi. Hivju oser af karisma og hans nordiske, bløde vikingevibes passer perfekt til serien.

Og selvfølgelig er Grannen, Becks insisterende nabo spillet af Ingvar Hirdwall, med i de nye indspilninger, og en verdenssituation eller to bliver vendt, når Beck og Grannen står side om side på hver deres altan med en sjus i hånden. Hirdwall har været med i Beck-universet lige så længe som Peter Haber.

Der er 40 Beck-film, som du kan bingwatche. Måske du vil se/gense Monsteret fra 1998? Stockholm politistation modtager en bombetrussel om en kuffert uden for stationen. Bombegruppen skyder kufferten i stykker, men i stedet for den forventede eksplosion, finder de et spædbarn.

Måske du vil se Politimorderen fra 1993 med Gösta Ekman og Rolf Lassgård, der forsøger at opklare, hvem der står bag drabet på en kvinde i en lukket forlystelsespark? Eller måske du kaster dig over den første episode, hvor Kristofer Hivju medvirker? Episoden fra 2016 hedder slet og ret Steinar.

PS: Jeg ser frem til, at sæson 2 af Mr. Mercedes, baseret på Stephen Kings krimi af samme navn, lander på C More inden længe. Læs min anmeldelse af første sæson lige her

PPS: Vil du opleve skuespilleren Peter Haber i en helt anden rolle, så se/gense Niels Arden Oplevs filmatisering af Mænd der hader kvinder. Gys siger jeg bare.

 

 

 

 

Anmeldelse: Havets børn af Anna Ekberg

Læs Havets børn af Anna Ekberg. Den er god. Ret god. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Børnesoldater, flygtningestrømme, verdens uretfærdighed, vestens udnyttelse af Afrika, afrikansk kaos og korruption i kølvandet på diktatur og lovløshed. Det er heftige emner, som Havets børn af Anna Ekberg behandler. Havets børn er en vedkommende og rørende spændingsroman om ofre, der sjældent får ordet.

At Havets børn er en social indigneret spændingsroman, er der ingen tvivl om. Men i bogen er det en hvid dansk kvinde, der rækker ud mod Afrika for at overleve. Ikke omvendt.

Rebekka er jurist og midt i 30’erne, da hun får at vide, at hun har en livstruende kræftsygdom. For at overleve har hun brug for en transplantation. Hun har ingen søskende og hendes diplomatfars celler matcher ikke kravene. Rebekkas far, som hun har et elendigt forhold til, afslører pludselig en hemmelighed. Det barn, Rebekka troede, hun som 17-årig højgravid mistede i en trafikulykke i Uganda, lever. Hendes mor døde i ulykken, og selv svævede Rebekka længe mellem liv og død. Og i halvdelen af sit liv har Rebekka troet, at det ufødte barn i hendes mave led samme skæbne som hendes mor.

Alvorlig syg drager Rebekka afsted mod det østafrikanske land, som hun boede i som teenager – på jagt efter datteren. I første omgang for at finde en donor, men efterhånden som jagten i Uganda bliver mere og mere desperat, er Rebekkas håb blot, at hun får lov til at holde sin datter i armene, inden Rebekka dør.

Havets børn sad i mig længe efter endt læsning. Jeg har boet i Kampala, Ugandas hovedstad, i tre år, så måske derfor påvirkede bogen mig ekstra meget. De gigantiske marabustorke med de underlige nøgne hoveder, der hang som flyvende rotter over byen, trafikkaosset med et mylder af matatuer (busser), der uden tanke på trafikregler svingede ud og ind mellem hinanden, mango og passionsfrugt i sirlige stabler på farverige markeder og lugten af slum og håbløshed, der er svær at vaske væk. Og ja, det lyder som en tyk kliche, men minderne om den røde jord poppede op igen, jorden i Uganda er altså rød. Alt blev levende igen.

Også minderne om Lord’s Resistance Army. En guerillahær med den berygtede og bestialske terrorist Joseph Kony i spidsen. Han kidnappede børn for at gøre dem til børnesoldater og sexslaver især i grænselandet mellem Uganda og Sudan og mellem Uganda og Congo. Kony er aldrig blevet fanget.

I bogen møder vi en Konylignende oberst, ligesom vi også møder børnesoldater. Og selvom det er fiktion, ved jeg, at der er børn, der deler traumer og skæbner med bogens børn, med havets børn. Dem, der flygter over det store hav med drømme om et bedre liv i Europa.

Vi følger også en politiefterforskning i København, der selvfølgelig hænger sammen med Rebekkas historie.

Uganda og en betydelig yngre udgave af mig. Foto: Michael Dahlsgaard Andreasen

Bogen kommer ikke med svar på den komplekse problemstilling hvad enten det handler om ulandsbistand eller flygtningekrise, men bogen zoomer ind på en tragedie og giver den krop og sjæl og et dansk touch.

Havets børn er en virkelig god bog. Spændende. Medrivende. Rørende. Så pyt med at bogen indimellem har unuancerede udsagn som: ingen ugandere kan svømme, (og nej, befolkningen har ikke adgang til havet, og ja, de kan få en farlig bakterie af at svømme i den mægtige Victoriasø, men der er altså ugandere, der kan svømme) for historien er så medrivende og rørende, at jeg var forgabt i historien.

Her er store følelser og smerte, liv og den død, der aldrig er særlig langt væk i Uganda. Her er masser af overraskelser, familiehemmeligheder, sorg, længsel og kærlighed.

Lyder det svulstigt?

Det fungerer i Anne Ekberg-indpakningen. Havets børn er en historie, der mindede mig om det, jeg godt ved, men som jeg ikke altid magter at forholde mig til – verdens uretfærdighed.

Bag Anna Ekberg gemmer forfatterparret Jacob Weinreich og Anders Klarlund sig, og det er parrets tredje bog som Anna Ekberg. Tidligere under Ekberg-navnet har de udgivet Den hemmelige kvinde (2016) og Kærlighed for voksne (2017) De to mænd har også skrevet krimier sammen under navnet A.J. Kazinski.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

 

 

 

Anmeldelse: Kridtmanden af C.J. Tudor

Jeg læste Kridtmanden på min ferie på Mallorca. Dog på dansk. Bogen her spottede jeg i en lokal boghandel. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Anderledes og usædvanlig god krimi med en Bjarne Reuter-agtig fortæller. Sådan lød min mands dom, da han havde læst Kridtmanden af britiske C. J. Tudor. Han var svært begejstret fra første kapitel. Jeg er mere lunken.

Modsat min mand læste jeg de første kapitler flere gange. Og først da jeg tog bogen med på ferie, fik jeg læst bogen, der er den britiske forfatters debutroman, færdig. Hvorfor er jeg ikke så vild med bogen, som alle andre? Bogen er solgt til cirka 40 lande. Og alle jeg kender er – som min mand – ret begejstret. Tja, jeg blev i hvert fald aldrig for alvor fanget af fortællingen, der foregår i den lille engelsk provinsby Anderbury mellem Nottingham og Leeds.

Bogen er delvist fortalt gennem den 12-årige Eddie i 1986, og delvis gennem den voksne Eddies synsvinkel 30 år senere.

På tærsklen til teenagelivet hænger Eddie ud med en gruppe jævnaldrende venner, der selvfølgelig alle har kælenavne og kaldes noget andet end det, de hedder. Eddie er betaget af en pige, frygter byens bøller – og står last og brast med den lille umage vennekreds. Så jeg forstå Bjarne Reuter-associationen, for der er både humor og fine betragtninger fra et ungt liv i den godt 300 sider lange bog. Men noget af den empati og indlevelsesevne, jeg får med karakterer, når jeg læser en af Reuters klassiske ungdomsromaner, udebliver her.

Eddies far er freelancejournalist, og hans mor er abortlæge, hvilket møder modstand i den lille by.

Vennegruppen begynder at skrive hemmelige beskeder til hinanden – med kridt. De har hver deres farve, og kun de kan afkode beskederne. Pludselig dukker underlige og fremmede kridttegninger op. Og da en unge pige bliver myrdet, går spekulationerne i det lille samfund. Hvem står bag drabet og hvorfor? Er det mon kridtmanden?

Som læser har man hele tiden en fornemmelse af, at Eddie ikke fortæller hele sandheden om, hvad der skete dengang i 86. Og hvad er der med den unge mystiske lærer Hr. Halloran? Han er albino og bliver kaldt kridtmanden. Er han mon manden bag de mystiske kridttegninger? Uhyggen spreder sig. Eller. Det er nok meningen, at den skal sprede sig.

Kridtmanden er en anderledes psykologisk krimi. Der er ikke vægt på politiefterforskning, men på det helt nære – Eddies liv. Og vennernes liv. Og det, der skete i 86, der dukker op til overfladen igen i 2016.

En krimi behøver bestemt ikke være hæsblæsende for at være god. Tempoet i historien er langsomt. Desværre bliver bogen aldrig rigtig spændende. Som roman, der sætter fokus på et lille samfund med de hemmeligheder og i børns øjne mystiske eller åndssvage voksne, der er omkring dem, er det en ok fin fortælling.

Som krimi og spændingsroman kedede bogen mig. Jeg tog mig selv i at være lidt ligeglad med, hvem der stod bag drabet på den unge pige. Jeg synes ikke, plottet overraskede, og de tvists, forfatteren har lagt ud, ramte mig aldrig som interessante. Og ja, uhyggen udeblev. Og så synes jeg, sproget bliver en anelse banalt indimellem.

Men måske jeg er sær. Alle andre jeg kender, der har læst bogen, elsker den.

Bedøm selv.

Kridtmanden er et anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal.

 

Anmeldelse: Bed ikke om nåde af Martin Österdahl

Jeg læste Bed ikke om nåde på en bjergskråning på Mallorca. Det gjorde ikke læseoplevelsen ringere. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Du skal have sprinterskoene på for at følge med handlingen i Bed ikke om nåde – den første bog om Max Anger, der er en fin blanding af spionroman og thriller.

Bed ikke om nåde er en svensk spændingsroman, der foregår i 1996 – i en tid, hvor Rusland skal finde sine ben efter kommunismens fald. Men med stadig stigende fokus på øst og forholdet mellem Vesten og Rusland, er bogen mere aktuel end nogensinde.

Da der i 1996 var præsidentvalg i Rusland, var der i første runde tæt løb mellem den siddende præsident Boris Jeltsin og en kandidat fra kommunistpartiet. For ikke alle var vilde med de ændringer, jerntæppets fald havde medført. Og Jeltsin, manden i spidsen for det mægtige land, virkede uberegnelig og grov og mere og mere alkoholiseret.

I svenske Martin Österdahls debutroman er der også stærke kræfter, der i 1996 arbejder imod demokratiet, mod Jeltsin, og som planlægger et spektakulært angreb mod vesten. En organisation, der ser korruption og magtmisbrug som lige så normalt som vodka og rødbedesuppe.

Hovedpersonen Max Anger har en baggrund som frømand. Han er Ruslandsekspert og arbejder nu for en svensk tænketank, der arbejder på at fremme demokratiet og tryghed i det svenske nærområde. Han plages af angst, som han holder nede med lykkepiller. Heldigvis, for det punkterer billedet af en overmenneskelig superhelt, der både kan sit akademiske kram og som slår en proper næve.

Kæresten forsvinder

Da hans kæreste og kollega forsvinder i Skt. Petersborg, rejser Max Anger i hendes fodspor for at finde ud af, hvad der er sket. Han er vred. Måske derfor han hedder Anger til efternavn? Samtidig rammes telefonnettet i Stockholm af et omfattende hackerangreb, og Max må lede i mange retninger for at få svar. Og han må et godt stykke tilbage i historien for at binde den allersidste og største sløjfe på plottet, der i høj grad hænger sammen med hans egen fortid. Det er godt fundet på.

Selvom der er tråde tilbage til 2. verdenskrig, foregår fortællingen især over halvanden hæsblæsende uge i vinteren 1996.

Der er en del personer at holde styr på hvilket kan forvirre i begyndelsen af romanen, og sproget er set bedre. Men efter ti sider, hvor jeg var en smule forstyrret af lidt banale vendinger, overgav jeg mig total til bogen. For din krimitørst efter spænding bliver så rigeligt slukket med bogen her.

Bed ikke om nåde er ret spændende. Og nervepirrende læsning. Og den russiske kulisse er interessant. Det er herligt som læser at skue ud over lysene på Nevskij Propekt – den fire kilometer lange boulevard, der løber gennem Skt. Petersborg, og at komme med ned i dybe, hemmelige tunneler. Men helt tæt på den russiske folkesjæl kommer du ikke – det er ikke Leif Davidsen, det her. Men det er spænding på næsten hver eneste side. Og jeg var konstant nysgerrig på historien.

Bogen er skrevet i korte, nærmest filmiske scener hvilket måske også er grunden til, at Pinewood Studios er i gang med at filmatisere bogen.

Moder Rusland – frygt og fascination

Det er en bog om sikkerhedspolitik, industrispionage, svigt, familiehemmeligheder og statslige overgreb. Og om kærlighed. Både til familien og til fædrelandet. Forfatteren har læst østeuropæiske studier og boet i både Moskva og Skt. Petersborg, blandt andet i 96, hvor han studerede i landet, og Martin Österdahl har planer om flere bøger om Max Anger. Jeg læser gerne med igen.

Jeg har været i Skt. Petersborg en enkel gang i begyndelsen af 90’erne og har altid tænkt på Rusland med både frygt og fascination. Bogen fik mig til at spekulere over den brutale historie, som det kolossale land har haft, og mens jeg læste bogen, tænkte jeg flere gange på, hvordan vores del af verden ville se ud, hvis historie havde udspillet sig blot en anelse anderledes. Forfatteren giver bl.a. sit bud på, hvad der skete den februarnat i 1944, hvor Stockholm blev bombet af Sovjetunionen. Og ja, Stockholm blev bombet dengang under krigen.

Læs Bed ikke om nåde for at få masser af spænding og action og et drys historie.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Peoples Press.

PS: Får du lyst til at læse mere om Rusland, så læs mit interview med Peter Mogensen, der har skrevet I Bjørnens kløer

 

 

Streaming på C More: Deutschland 83

Deutschland 83 er en interessant tysk tv-serie om Den Kolde Krig. Med mere popkultur og pangfarver end melankoli og brun tapet. Foto: PR/ C More.

Streaming: Deutschland 83 er et interessant og kulørt tidsbillede af Den Kolde Krig, hvor paranoiaen blomstrer heftigt i både øst og vest. En ret fin og seværdig spændingsserie om den unge østtyske Martin Rauch, som af Stasi bliver sendt til Vesttyskland for at være spion for en general med gode kontakter til Nato.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 3 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Som teenager elskede jeg krimiserien Der alte – serien om den retskafne og dygtige kriminalkommissær Erwin Köster fra drabsafdelingen i München. Og selvfølgelig har jeg set tyske serier hist og pist. Men i forhold til at Tyskland er vores naboland, er det forbløffende få tyske serier og film, jeg har set.

Når jeg endelig kaster mig over en tysk produktion, bliver jeg sjældent skuffet. Jeg nød bl.a. miniserien om Jan Fabel, som er skabt over Craig Russels bøger om den tyske kommissær. Og filmen De andre liv fra 2006, der handler om en agent fra Stasi, er lidt af et mesterværk.

Deutschland 83, som jeg netop har set på streamingtjenesten C More, er endnu et eksempel på en solid og spændende tysk serie. Netop Deutschland 83 er den første tyske tv-serie, der har været vist på et amerikansk tv-net. Også i England har serien været en kolossal succes. Og jeg forstår godt hvorfor.

Af sin moster, der har en magtfuld position i Stasi, bliver den unge østtyske grænsevagt Martin (Jonas Nay) presset til at være spion. Mosteren lokker med, at Martins syge mor kommer foran på ventelisten til en livsvigtig nyretransplantation. Den unge mand må efterlade sin syge mor og gravide kæreste i Østtyskland og møde en helt ny verden i vest, en verden han ikke helt forstår.

Der er skruet ned for brunt tapet og 80’er-melankoli, for serien er især proppet med popmusik og farver med knald på. Deutschland 83 er en herlig sammenblanding af storpolitik og internationale kriser og helt nære, små historier. Blandt andet er angsten for AIDS stor i begyndelsen af 80’erne. Og unge på begge sider af Berlinmuren lytter til Nenas megahit fra netop 1983 99 Luftballons.

Hvordan er man spion, når man samtidig har et godt forhold til sin nye chef – og endda bliver venner med generalens to børn? Det er ikke nemt for Martin.

Dansk skuespiller med i serien

Den danske skuespiller Jens Albinus har en større birolle i serien og brillerer på et væsentlig bedre tysk, end det jeg forlod gymnasiet som sproglig student med.

Nogle af figurerne bliver en anelse stereotype. Topfolk i Stasi er grumme ideologer, der uden skrupler forfalsker rapporter for at nå politiske mål, mens vesttyskerne er hæderlige arbejdsnarkomaner med privatliv i laser. På andre måder er serien ret nuanceret, for mon ikke det passer, at der også i Østtyskland var mennesker, der var tilfredse med deres liv? Fælles for øst og vest er dog en galoperende angst for en atomkrig.

Trods små indvendinger er det en meget seværdig serie. Modsat en serie som f.eks. The Americans om to russiske agenter, der er undercover i USA i 80’erne, er hovedpersonen Martin i Deutschland 83 yngre, mindre kynisk og mere sårbar. Og meget nemmere at holde af.

Intrigerne fra en ikke så fjern fortid, som du bl.a. bliver mindet om via korte originale klip af bl.a. fredsdemonstrationer, Reagan og Honecker, fænger. Jeg var virkelig godt underholdt. Og heldigvis er serien også fuld af humor.

Se ikke kun Deutschland 83 for krimielementerne. Nyd også musikken, kulisserne, tøjet og det fremragende skuespil. Du finder serien her

Der er en sæson 2 på vej – Deutschland 86. Første sæson har tidligere været vist på DR2 under navnet Spionen.

PS: Jeg gik i 1. g, da muren faldt. Og husker tydeligt den novembermorgen, hvor det gik op for mig, at grænsebommene var blevet hævet. Gør du?

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her