Anmeldelse: Hjemvendt af Lone Theils

Hjemvendt af Lone Theils er en såkaldt Storytel Original skrevet direkte til lyd. Der er ti afsnit af cirka en times varighed.

Anmeldelse Storytel Original: Hjemvendt er det allerbedst fiktion, Lone Theils har skrevet. Synes jeg. Bedre end krimierne om Nora Sand, som jeg dog kun har læst to af. Hjemvendt er en forholdsvis smal fortælling, men den har gjort et solidt indtryk på mig. Historien er gribende, væsentlig, vedkommende, brutal, underholdende og godt doseret i et stille, men bestemt ikke uinteressant tempo. Husk på – vi er i Vestjylland.

Indimellem har jeg svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi tankerne kører rundt i hovedet på mig. Jeg tror, det var forfatteren Eva Maria Fredensborg, der på Krimimessen i Horsens i foråret gav mig den ide at høre lydbøger, inden jeg skulle sove. “Det er dejligt afslappende,” mente hun.

Og ja, det er nok en god ide at skrue ned for kraftigt lys og tv og mobil, hvis man som jeg indimellem har søvnproblemer. Men jeg skal lige love for, at det der med lydbøger som en blid overgang til nattens søvn ikke fungerer, hvis man har Hjemvendt af Lone Theils i ørerne inden sengetid. Det er en såkaldt Storytel Original – altså skrevet direkte til lyd. Og det er en ret fin fortælling.

Hvorfor har vi ikke talt noget mere om den gribende krimifortælling? Jeg er vild med den.

Den 10-årige Mille Lindberg forsvinder fra frilandsmuseet Hjerl Hede i Vestjylland under juletravlheden. Signe Brask, der er ung og uerfaren politimand fra Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro, er en af de første på stedet. Men Mille er og bliver væk uanset hvor meget politi og frivillige leder efter hende. Signe Brask bliver som den eneste i politiet ved med at følge op på sagen og besøger hvert år på årsdagen Milles familie, der bor på en gård i Hjerm. Mor, far, storebror og lillesøster.

Det er også Brask, der bliver kontaktet, da der ti år senere dukker en pige op i København. Hun erklærer, at hun er den forsvundne Mille. Men taler den unge kvinde sandt? Og hvem står bag kidnapningen? Er hun blevet en dansk Natascha Kampusch? Og hvor har Mille været de sidste ti år?

Brask bider sig stædigt fast i sagen, og pludselig er der flere ting, der slet ikke stemmer.

Historien foregår i og omkring Holstebro, hvor forfatteren selv er født og opvokset. Så med Hjemvendt er Lone Theils vendt hjem. Læserne bliver forkælet med skønne beskrivelser af miljø og karakterer og får et kærligt portræt af et vestjysk samfund på godt og ondt. Det er de indre dramaer, de store følelser, der fylder mest i Hjemvendt, så du må få din dosis af biljagter, storgangstere og skyderier andet steds.

Det er en fortælling om svigt, om magt, om familier. Om kærlighed og sorg. Og på intet tidspunkt bliver historien sentimental, utroværdig eller for meget. Den balancerer. Og er skræmmende realistisk. Og går lige i hjertet. I hvert fald på mig.

Det er en historie, der sprogligt er i hopla, og som gør, at du som læser kommer hele følelsesregistret igennem. Du føler alt fra empati og medfølelse til dyb afsky. Og så er hovedpersonen Signe Brask sympatisk og gæv og bestemt ikke kedelig. Flere historier om hende, tak. Det er en meget stor politikreds, så mon ikke Brask kan komme på en anden sag engang i fremtiden?

Selvom jeg som garvet krimilæser ikke blev overrasket over whodunit, så havde historien alligevel flere tvists, jeg ikke havde forudset. 

Historien er indlæst af skuespiller Laura Drasbæk. Hun har en stemme, jeg virkelig godt gider lytte til. Sårbar og stærk på samme tid. Om jeg havde fået den samme oplevelse ved at læse bogen selv, ved jeg ikke, måske den havde virket mere simpel? På lyd fungerer historien fantastisk. Og jeg kan slet ikke forestille mig historien uden Drasbæks stemme til Theils fine ord. Du kan også finde Hjemvendt som e-bog på streamingtjenesten Storytel.

Hermed varmt anbefalet.

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Blodspor af Julie Hastrup

Det er blevet trendy med lakker på bogcovers. Henriette Mørks cover til Blodspor er ingen undtagelse. Men denne gang er det en slags omvendt lakering, hvor baggrund er lakeret og titlen er mat. Bogen udkommer i dag på Politikens Forlag.

Anmeldelse: I dag udkommer Blodspor af Julie Hastrup. Det er den syvende krimi i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm. Og en roman om at gøre brutale ting i det, man tror er godhedens navn. Igen har Hastrup skrevet en vægtig, effektfuld politikrimi.

Igennem syv bøger har krimiforfatter Julie Hastrup skrevet om Rebekka Holm – erfaren og grundig drabsefterforsker fra Københavns Politi, der er udstyret med en god portion intuition. Forfatteren har udviklet en hovedperson, der er så kompleks, sammensat og tilpas interessant med udfordringer både privat og professionelt, at halvdelen af fornøjelsen ved at læse en ny Hastrup-krimi er at finde ud af, hvordan det går med Rebekka Holm. Der er solidt flueben ud for: langtidsholdbar og interessant hovedperson, der holder bog efter bog. Efter bog.

Da jeg forlod Rebekka Holm i Mirakelmanden, så det ikke godt ud for hendes svenske politikæreste Niclas Lundell, og i Blodspor forsøger Holm at acceptere, at kæresten er indlagt på et sygehus i Stockholm. Han er i koma.

Da et ægtepar i 50’erne og to ud af parrets tre voksne børn findes skuddræbt i en villa i Birkerød, passer det egentlig Rebekka Holm meget godt at begrave sig i arbejde  – som en slags flugt fra sorgen og den opslidende uvished over Niclas skæbne og fremtid.

Holm får hjælp af makkeren Tatjana og resten af de københavnske kolleger for at finde svar på spørgsmålet om, hvorfor det meste af Familien Friis skulle dø.

Det er en temmelig spændende fortælling, der foregår i flere forskellige samfundslag, og som læser kommer du blandt andet med til den gamle del af Det kongelige bibliotek, Nationalbiblioteket, men der er også en hjerteskærende afstikker til udlandet.

Ikke kun hovedpersonen har Hastrup kælet for, hun har også gjort meget ud af bipersoner, og vi møder flere, der har både aparte og fængende historier. Men en eller to gange i løbet af den knap 450 sider lange roman, tænkte jeg alligevel, arh…, nu kammer det over, nu er det lige ved at blive lidt for stereotypt – selvom den der virkelighed jo ofte overgår fantasien. Men omvendt er bogen dejlig usentimental.

Det er vanskeligt at komme ind på bogens temaer uden at røbe alt for meget. Og jeg kan godt forstå, at romanen, der længe havde en anden titel, har fået ny titel – måske for ikke at afsløre for meget. Det er en krimi om familiebånd, om magt, om massivt svigt og dunkle hemmeligheder, og forfatteren har været inspireret af en virkelig tragedie, der fandt sted i en ikke så fjern fortid.

Hastrup er ikke kun god til scener med action, for bogen indeholder stærke, fine scener, der berører og bevæger og gør, at man lige synker spyttet en ekstra gang. Og giver sine børn et ekstra knus, når de kommer hjem fra skole.

Som vanligt i en Hastrup-krimi er plottet gennemarbejdet og dejligt krydret med blindspor og gysende overraskelser, og ikke uvant en Hastrup-krimi kredser bogen om drab med store følelser bag.

Når man læser Blodspor glemmer man, hvor møjsommeligt og slidsomt det er at skrive en god krimi, fordi bogen glider ned i hurtige og smagfulde portioner. Jeg har flere gange hørt forfatteren sige, at hun skriver intuitivt og på lyst og stemninger, og bliv bare ved med det – det fungerer. Forfatteren har allerede lagt godbidder ud, så mon ikke vi kan forvente en ottende bog om Rebekka Holm?

Blodspor er en virkelig god bog, men min favorit i serien om Rebekka Holm er stadig Mirakelmanden, der er sjette bind i serien.

PS: Bogen er en selvstændig roman, men det giver god mening at læse bøgerne i rækkefølge. Her får du Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm i rækkefølge:

  • En torn i øjet (2009)
  • Det blinde punkt (2010)
  • Blodig genvej (2011)
  • Portræt af døden (2013)
  • Farlig fortid (2015)
  • Mirakelmanden (2017)
  • Blodspor (2018)

PPS: Julie Hastrups hovedperson hedder Rebekka med k. Søg nettet igennem og tjek alle de gange, anmeldere og bloggere skriver Rebekka sådan her: Rebecca, altså med c i stedet for k. Gang det med en million og gæt selv, hvor ofte jeg oplever, at mit navn bliver stavet forkert. Bedste hilsner fra RebeKKa

 

 

Stem på din Martha-favorit, læs en bog af en mindre kendt forfatter. Eller gør begge dele.

Sidste år vandt Jesper Stein MARTHA-prisen. Fotoet her er fra BogForum i 2015, hvor Henrik Palle interviewer Jesper Stein om Aisha. Den sjette bog om Axel Steen, Solo, udkommer sidst i oktober. Foto: Rebekka Andreasen

Litteraturpris: MARTHA-prisen er en dansk litteraturpris, der uddeles af boghandlerkæden Bog & ide. Frem til den 7. oktober kan du stemme på en af de otte danske forfattere, der er nomineret til MARTHA-prisen. Bog & idés medarbejdere og danske læsere har hver nomineret fire forfattere.

De nominerede til prisen 2018 er:

Søren Sveistrup – Kastanjemanden (Læs her min anmeldelse)

Anne Mette Hancock – Mercedes-snittet (Læs her min anmeldelse)

Helle Helle – De

Leonora Christina Skov – Den, der lever stille

Jens Henrik Jensen – De frosne flammer (Læs interview med Jens Henrik Jensen her)

Katrine Engberg – Glasvinge (Læs dobbeltinterview med Engberg/Hancock her)

Anna Grue – De voksnes rækker (Læs interview fra 2014 med Anne Grue her)

Jesper Wung-Sung – En anden gren

Martha Christensen, der bl.a. skrev Dansen med Regitze, modtog som den første prisen i 1989. Sidste år vandt Jesper Stein MARTHA-prisen. Det er et stærkt 2018-felt. Jeg har læst de seks af bøgerne. Held og lykke til alle otte. Jeg har selvfølgelig stemt på min personlige favorit, stem på din her

Uanset hvem der vinder, så har de otte forfattere blandt andet det til fælles, at deres bøger massivt bliver omtalt i aviser og på blogs, og ikke sjældent kan du læse interviews med dem i magasiner eller møde dem på tv.

Giv en forfatter, du ikke kender, en chance

Men husk: Der bliver også skrevet skønne bøger af forfattere, der ikke får samme eksponering som deres bestseller-kollegaer. Jeg nævner et lille udvalg her – har ikke læst dem alle, men nu får de i hvert fald plads her.

Faktisk er det to etablerede forfattere, der står bag Glasnøglen, der udkommer 21. september, men der er sikkert ikke mange (endnu), der kender Alex Karl Morell – et pseudonym, de to forfattere skriver under. Derfor får bogen et par linjer her.

Glasnøglen udkommer den 21. september på Forlaget Bindslev.

Glasnøglen er en spændingsroman om to anti-helte, underlige fugle og en verdensomspændende konspiration.
Som midtjysk hobbyornitolog har Kathrin Lindgaard et skarpt øje for fugle, men ikke så meget andet. Hun har bemærket, at de er begyndt at opføre sig besynderligt. Derfor kontakter hun den kronisk tømmermandsramte journalist Jesper Bastholm, som opholder sig i Thailand, hvor naturen også udviser en excentrisk opførsel. Men det skulle hun aldrig have gjort, for inden længe står jorden i flammer under dem begge.

Ib Michael har skrevet romanens indledende kapitel, men har ellers ikke været involveret i bogens handling og indhold. Hvem der står bag Alex Karl Morell? Jeg kan røbe, at det er en kvinde og en mand.

Kampen om DRAGON af Thomas Krohn, er udkommet. Det er en højaktuel biologiske thriller om liv og død, forskningsidealer og en mands kamp for at gøre det rigtige, før det er for sent. En aggressiv og dødelig virus rammer beboerne i en landsby i den demokratiske republik. Forskerne leder efter en kur mod alverdens vira i biotekvirksomheden VirusGene, hvor den unge forsker Anders Berggreen arbejder. Men noget er helt galt.

Fluen i dødsfælden af Lars Sjøstrøm, er udkommet. Det er forfatterens debutkrimi, der foregår i Helsingør. To drenge finder liget af en mand i voldgraven omkring Kronborg Slot. Simon Bremer og Victoria Sparkling fra Rigspolitiets nye drabsenhed, Gemini-gruppen, tager til Helsingør for at efterforske sagen, der blandt andet involverer et hemmeligt broderskab, spøgelser på Hotel Marienlyst, en skjult skat og vanvidskørsel på Helsingørmotorvejen. Krimien er første bind i en planlagt serie.

Er her nogen af Lotte Elmann Wegner, er udkommet. Det er forfatterens debutkrimi. En ung kvinde dukker aldrig op på sit arbejde. Hun er sidst fanget på et overvågningskamera i en kiosk i nærheden af sin bopæl, kameraet har også fanget en mand. Han taler til hende, følger hende ud af døren. På de sociale medier bliver han hurtigt hovedmistænkt, men politiet har ingen beviser. Vibe Engberg arbejder i en antikvitetsforretning i samme by. Den ene dag ligner den næste. Indtil den tidligere hovedmistænkte en dag træder ind ad døren i antikvitetsforretningen.

Måske du har krimiguf i vente? Måske det er noget værre bras? Bedøm selv.

PS: For et stykke tid siden blev jeg spurgt, om jeg udelukkende anmelder eller interviewer bestseller-forfattere. Svaret er nej. Jeg er begejstret for Thomas Baggers krimier, der udkommer på det lille aarhusianske forlag E.C. Edition. Og da jeg anmeldte hans første bog, Den Permanente, et stykke tid efter udgivelsen, var jeg den allerførste, der anmeldte bogen. Nu går det temmelig fint for den aarhusianske forfatter. Og helt tilbage i december 2015, hvor ingen forbandt Katrine Engberg med krimier, interviewede jeg Engberg, der nu har skrevet tre bestsellere.

Baggers og Engbergs succes har på ingen måde noget med mig at gøre, men havde jeg ikke “opdaget” dem, var jeg gået glip af meget fine læseoplevelser. Jeg vil gerne opfordre dig til indimellem at give en mindre etableret forfatter en chance.

 

 

 

 

 

Feriestop hos boghandlere

En aften på Museum Sønderjylland sidste sommer, mødte jeg Johan, der binder bøger. En omstændelig proces, der tager tid. Men så holder bogen også bedre end “de-der-limede-køb-og-smid-ud-bøger-du-køber-i-Føtex” som Johan sagde. Foto: Rebekka Andreasen

Boghandlerbesøg: Når jeg besøger andre byer – hvad enten det er Middelfart eller Miami – så sætter jeg ikke sjældent kurs mod en boghandel. Duften af papir og tryksværte er duften af gode historier, og jeg er vild med at ose rundt i butikker med bøger.

Følger du trofast bloggen, har du set billeder fra mine besøg i danske boghandlere, men også fra mine besøg i især tyske byer som Berlin, Lübeck og Flensborg.

De fleste af billederne lander på bloggens Instragramprofil, som du er meget velkommen til at følge.

Agatha Christie-bøger i en boghandel i Krakow. Det er lige ved, at det ødelægger det fine udtryk, at man snupper en bog fra reolen. Foto: Rebekka Andreasen

Der er de butikker, der ligger godt gemt i kældre i sidegaderne, dem i flere etager med tusindvis af bøger på hylderne, dem nær universiteter med billige bøger og faglitteratur, dem hvor der er højt til loftet og guldstuk og dem, der også har spisesteder, hvor man kan hænge ud. Der er de internationale, de store kæder og de små lokale.

Det sidste års tid har min familie og jeg fået øjnene op for polske byer som Poznań og Krakow som spændende rejsedestinationer tæt på Danmark.

Og jeg benytter lige lejligheden til at understrege det igen: Krakow er en fantastisk smuk og hyggelig by med de skønnest små boghandlere/bogcaféer.

Sidste efterår, hvor jeg var i byen, så jeg en polsk læser, der købte Mads Peder Nordbos Pigen uden hud. På en eller anden måde gjorde det mig glad.

Dan Sommerdahl-krimi af Anna Grue – på tysk. Foto: Rebekka Andreasen

Mine børn finder altid små dimsedutter eller papirvarer, som de bruger lommepenge på, når vi er i en boghandel. Når man er 8, 14 og 16 år er det bare fedest at læse på dansk.

Denne enorme boghandel syd for Orlando var rigtig hyggelig. Min familie og jeg brugte halvanden time derinde. På at snuse rundt. Og drikke kaffe i den cafe, der lå inden i boghandlen. Foto: Rebekka Andreasen

Boghandel i det jødiske kvarter i Krakow. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg leder selvfølgelig altid efter nogle danske titler, og jeg bliver ofte lidt stolt, når jeg spotter en dansk forfatter, der har fået sin bog sat til salg i en boghandel i et andet land.

Men det er også sjovt at tjekke top ti-listerne ud eller at gå på jagt på de nederste eller bagerste hylder.

Og så kan det jo være, at man får en god bogsnak med en ekspedient eller tre, der har stor viden om de varer, de sælger. Og en solid kærlighed til litteratur.

Billeder fra bloglæsere

Indimellem sender I søde bloglæsere billeder min vej. F.eks. sendte Birthe billeder, da hun for et par år siden var i Tokyo og spottede Jussi Adler-Olsen på hylderne. Faktisk var der et par europæiske bøger, hun kunne genkende blandt de tusindvis af titler.

Alfabethuset af Jussi Adler-Olsen – set i en boghandel i Tokyo. Foto: Birthe Sonne.

Men jeg kan også være fræk at spørge venner og bekendte, om ikke de vil snuppe et par fotos og sende til mig, når de falder over en spændende bogbutik i udlandet.

Boghandel i Helsinki. Foto: Brian Bernberg.

Så da en bekendt på Facebook skrev, at han i forbindelse med sit arbejde var i Helsinki, efterlyste jeg fotos, hvis han lagde vejen forbi en boghandel i byen.

Hirtetyt Koirat er De hængte hunde på finsk. Foto: Brian Bernberg.

Brian arbejder ikke med bøger, men boede heldigvis på et hotel lige over for Akateeminen Kirjakauppa.

Da jeg i maj bragte billedet med De hængte hunde på bloggens Facebookprofil, skrev krimiforfatter Jens Henrik Jensen følgende kommentar:

“Den officielle udgivelsesdag i Finland er først om en uge. Så Brian har omtrent en “afsløring” her.”

Ja, ja, jeg har bogspioner over hele verden.

For nylig var Maria, der også arbejder med bøger og er vild med krimi lige som jeg, i Belgien. Hun sendte en række billeder af den internationale boghandel Passa Porta i Bruxelles, som jeg fik lov til at vise her på bloggen.

Jesper Steins Papa i boghandel i Bruxelles. Foto: Maria Bruun Fanø.

Et lidt pudsigt bogformat, som åbenbart er meget populært i Belgien, fordi en bog i dette format ikke fylder meget. Men de små bøger koster næsten det samme som en almindelig bog, og så ved jeg godt, hvad mine øjne foretrækker. Foto: Maria Bruun Fanø.

Arh, det virker som sådan et sted, hvor man kan bruge timer på at ose rundt og snuse.

Har du et tip til en god boghandel uanset hvor i verden, den ligger, så smid gerne en kommentar under indlægget her.

Mange hilsner fra

Rebekka

PS: Jeg har det på samme måde med biblioteker, som jeg har det med boghandlere. Om sommeren er jeg ofte på Fyn, og der er mit favoritbibliotek Faaborg Bibliotek. Bibliotekets afdeling for børn er simpelthen så skøn. Tjek det ud næste gang, du er på de kanter.

PPS: Inden længe skal jeg til Hamborg. Har du et tip til en skøn boghandel, jeg ikke må gå glip af?

 

 

 

 

 

 

 

Streaming på C More: Condor

Den engelsk/irske skuespiller Max Irons, der er søn af skuespillerne Jeremy Irons og Sinéad Cusack, spiller hovedrollen som den idealistiske CIA-analytiker Joe Turner. Foto: C More

Anmeldelse/streaming: Hvor meget er vi villige til at ofre for sikkerhed og tryghed? Det er et af de spørgsmål, som den amerikanske thriller Condor stiller. Fra i morgen kan hele første sæson ses på C More. Jeg anbefaler den varmt, efter at have set de første seks ud af ti afsnit.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 5 ud af 12. )

 

Ringer der en klokke dér allerbagerst i hjernen, når du hører om Condor? Tv-serien er baseret på romanen Seks døgn for Condor af James Grady fra 1974. Og i 1975 lavede den nu afdøde amerikanske instruktør Sidney Pollack filmen Tre døgn for Condor, hvor Robert Redford spiller hovedrollen som CIA-analytikeren Joe Turner, der arbejder bag skrivebordet og ikke som agent i marken. Den film kan du i øvrigt se på Filmstriben.dk, hvor du også kan nyde Max von Sydow som lejemorder.

Og nu kan du altså streame Condor i en opdateret version med et lidt andet setup end i 1975, hvor Turner var en bognørd, der beskæftigede sig med at læse fremmedsprogede bøger for at finde mærkelige sammenhænge og sammensværgelser.

I 2018-udgaven er Joe Turner (Max Irons) et ungt, teknisk computergeni, der er blevet overtalt til at arbejde som analytiker for CIA.  En organisation, han ikke ser rosenrødt på, men som han forholder sig kritisk til. Han er idealist og ønsker at ændre systemet indefra – og vil som en anden Carrie Mathison gerne gøre verden til et bedre og mere trygt sted.

Tilfældigt får han færten af, at en hemmelig enhed inden for CIA pønser på at udrydde radikal islamisme – koste hvad det vil. I første omgang koster det kollegaerne fra Turners team livet. Som den eneste formår Joe Turner at flygte.

I en verden af skæg og blå briller og multinationale virksomheder med skjulte dagsordener, skal han nu finde ud af, hvem der er ven, og hvem, der er fjende, hvis han vil overleve. Og rede millioner af liv både i USA og i Mellemøsten.

Magtmisbrug, korrupte spioner og konspirationsteorier går aldrig af mode, og serien er lige så aktuel i 2018 som i 1975, da filmen fik premiere i kølvandet på Watergate-skandalen.

Det er en gedigen og ret spændende serie i et højt tempo. 32-årige Max Irons, der har medvirket i bl.a. Kvinden i guld, fungerer i rollen som den lidt naive analytiker med hjertet det rette sted. Det er dog ikke ham, der brænder allermest igennem. Og i nogle scener er det som om, han anstrenger sig alt for meget for at virke desperat og i panik.

Bob Balaban og William Hurt i Condor. Foto: C More

Men historien er interessant og velfortalt, og der er flere stærke skuespilpræstationer i serien. Jeg er især vild med William Hurt, der spiller Joes sympatiske onkel Bob, der har fået nevøen ind i CIA. Han er selv et højtstående medlem af CIA og kan formidle så mange følelser med et enkelt blik. Han spiller dejligt underspillet i denne serie.

Jeg har været vild med den amerikanske skuespiller, siden den biograf, jeg arbejdede i som 14-årig, havde Hurt-kavalkade på programmet sidst i 80’erne. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Body Heat, Gorky Park, Edderkoppekvindens kys og Broadcast News. Og det er ren fryd at se den 68-årige skuespiller folde sig ud som CIA-mand.

I andre roller ses bl.a. Bob Balaban, Mira Sorvino og Brendan Fraser, der nok bedst er kendt fra Mumien-trilogien. Sidstnævnte har jeg aldrig været stor fan af. Men han spiller skræmmende og uhyggeligt godt og har en særdeles creepy rolle i Condor. En rolle, der er alt andet end komisk, bøvet eller falden-på-halen-agtig.

Serien er langt fra så god som Homeland, Max Irons er ikke i nærheden af Clare Danes præstation. Men Condor får sat nogle af de samme tanker i gang, for hvor meget kan man retfærdiggøre i nationens sikkerheds navn? Og serien er ret spændende. Jeg glæder mig til at binge de sidste fire afsnit, som jeg ikke har set endnu.

 

 

Interview med krimiforfatter Jens Henrik Jensen

Om sin succes i Tyskland siger Jens Henrik Jensen: “Det er en ny mulighed, et tog, jeg troede var kørt. Jeg føler mig meget heldig.” Jeg har taget billedet ved Skovmøllen i Aarhus, som forfatteren holder meget af. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Bortset fra debutromanen Wienerringen fra 1997 har Jens Henrik Jensen skrevet trilogier: Kazanski-trilogien, Nina Portland-trilogien og trilogien om den traumeramte krigsveteran Niels Oxen. Men efter tredje bog om Oxen var Jensen slet ikke færdig med sin soldat, og den 6. september udkommer Lupus – den fjerde bog i serien.

Jens Henrik Jensen tygger lidt på spørgsmålet og venter nogle lange sekunder med at svare på, hvilket godt råd han i dag ville give sit yngre jeg, der midt i 30’erne debuterede som krimiforfatter. Han tager hul på en sætning, afbryder sig selv, tøver, men siger så med en stemme, der både er jysk, fast og eftertænksom:

Jeg vil bede den yngre udgave af mig selv om at blive ved med at være stædig. At blive ved med at være udholdende. Og sige, at jeg skal blive ved med at holde fast i min egen stil. Nu er jeg en halvgammel forfatter, der hviler mere i mig selv, men det har været en lang vej at komme hertil. Nogle bliver stjerner overnight, men jeg er jo en af de langsomste i klassen, forklarer han og sender et lille smil efter sin sætning.

Men nu er han kommer hertil, hvor Niels Oxen, hovedpersonen i forfatterens nu fire bøger, er blevet så stærkt et brand, at det er Oxen, der pryder forsiden af den seneste krimi med store gule bogstaver, hvorimod Jens Henrik Jensens eget navn og titlen Lupus står mindre synligt.

Hertil, hvor han er den danske forfatter på Facebook, der har tredjeflest trofaste følgere – efter Jussi Adler-Olsen og Sara Blædel.

Hertil, hvor han ikke længere arbejder som journalist, men udelukkende lever af sit forfattervirke.

Hertil, hvor han i 2017 blev hædret med Krimimessens Publikumspris 2017.

Hertil, hvor SF Studios har købt rettighederne til at filmatisere Oxen-serien.

Og hertil, hvor hans første bog om Oxen, De hængte hunde, sælger imponerende på det gigantiske tyske marked og er trykt i et førsteoplag på 100.000 eksemplarer. I øvrigt skal han bruge en del af sit efterår på bogturné i Tyskland.

Angående den aktuelle ulvedebat siger Jens Henrik Jensen: “Lad være med at lytte til mig eller alle dem, der har meninger om alt på de sociale medier, men som måske ikke er så gode til at lytte og lære. Lyt til de folk, der har forstand på ulve og ved, hvad de taler om. Hav respekt for deres viden.” Foto. Rebekka Andreasen

Og lige om lidt udkommer fjerde bog om Oxen. Lupus hedder bogen. Canis Lupus er også det latinske navn for den grå ulv. I bogen, der er en selvstændig fortsættelse af de første tre bøger, møder Niels Oxen ulve i mange afskygninger. Både dem med fire og to ben. Jens Henrik Jensen sender blandt andet sin hovedperson til Harrild Hede nær Brande, hvor en ulv i virkeligheden er blevet spottet.

Et af de helt centrale temaer i bogen er selvtægt. Og som i mange af Jens Henrik Jensen øvrige krimier, så kredser bogen også om magt og misbrug af magt. At afdække magtens mekanismer er interessant, mener han, der som forfatter har kærlighed til konspirationer og lyssky affærer. Margrethe Francks fortid er central for krimiintrigen i den nye bog, ligesom Axel Mossman har meget på spil i historien.

Ulven som yndlingsdyr

Alle voksne bør have mindst to yndlingsdyr, mener den naturglade forfatter, der siden sin barndom har været en ivrig lystfisker. Selv har han to favoritdyr: En ulv og en tiger – med ulven på en klar førsteplads. Og den skal have lov til at være her, pointerer han. Bl.a. fordi ulven selv har fundet tilbage til Danmark, og fordi han ikke mener, at den udgør en reel risiko for mennesker.

Nogle af de gode råd, han ville give videre til sit yngre jeg, er egenskaber, som netop ulven besidder.

Ulven er udholdende, stædig, har styr på sine kompetencer og er ekstrem tilpasningsdygtig og kan leve både i 50 graders varme i Indien og nordpå i ekstreme kuldegrader. Det er jeg betaget af. Jeg har desværre aldrig set en ulv i naturen, men måske har jeg set ulvespor. En vinterdag var der kæmpestore spor i sneen på den grusvej, hvor jeg bor. Jeg tjekkede selvfølgelig straks, om der var spor efter cykeldæk eller fodaftryk – om en eller anden havde luftet sin store schæfer. Men der var ikke andre spor.

Ulven har også visse lighedstræk med en soldat som Oxen. Som der står i Lupus: ” Ren styrke, intet andet. Brødre i ånden, jægersoldater og ulve. Det var sådan, det var i al enkelhed.”

Oprindeligt var Oxen-serien tænkt som en trilogi, men da Jens Henrik Jensen var færdig med De frosne flammer, følte han, at der stadig var mere potentiale i Oxen som hovedperson. At den plagede og mistroiske soldat havde meget mere at byde på. Som tidligere hjemløs og krigsveteran med PTSD er Oxen en slags repræsentant for Underdanmark, selvom han som soldat repræsenterede magten. På mange måder har Oxen vendt samfundet ryggen, men han har også masser af kompetencer, og det er der gode historier i, mener forfatteren.

Men der var én stor udfordring, der skulle løses, hvis bog nummer fire skulle skrives:

Jeg havde malet mig selv op i et hjørne og placeret Oxen i en lejlighed i Vangede – og gjort det svært for mig selv. Jeg skulle finde en troværdig måde at få ham ud af Vangede på. Oxen bliver aldrig typen, der får en helt almindelig hverdag. Da det endelig lykkedes at få ham væk på en plausibel måde, kan jeg nu bedre forestille mig at arbejde videre med en femte bog.

Jens Henrik Jensen føjer til, at lige nu har han slet ingen anelse om, hvad en eventuel femte bog skal handle om. Måske kommer der en bog mere. Måske ikke. “Tænk på et langt spisebord med udtræk”, siger han, “måske kommer der en ekstra bordplade i på et tidspunkt.”

Ting tager tid for Jens Henrik Jensen, der har arbejdet med Lupus i et par år. For at gøre historien til mere og andet end en endimensionel kriminalhistorie, for at få historien til at leve op til de krav, han selv stiller til et kompliceret plot.

Undervejs i processen har han af og til været så distræt, at han missede stikvejen ned til sit hus, fordi hans hjerne var optaget af historien. Han har også stået i den lokale brugs uden at kunne huske, hvad der stod på den dosmerseddel, han glemte.

Skrively i Aarhus

Jens Henrik Jensen holder af hverdagen hjemme i huset ved skovbrynet ude på landet ved Horsens Fjord, og han dyrker ikke skriveeksil i stor stil. Alligevel er ture væk hjemmefra indimellem nødvendige, hvis han er presset eller er kørt fast i sit manuskript. Og presset har han været i arbejdet med Lupus.

Så vinker han farvel til sin kone og to drenge og arbejder intensivt et par døgn på Hotel Marselis i udkanten af Aarhus. Og går ture nær en af barndommens perler, Skovmøllen. Vigtige elementer i plottet i Lupus er faldet på plads, mens forfatteren traskede langs Giber Å gennem skoven, nede fra Moesgaard Strand og op til Skovmøllen godt gemt i skoven. Og det er da også netop på Skovmøllen, jeg – og en række andre bloggere – møder forfatteren.

Meget faldt på plads på de ture, og Jens Henrik Jensen elsker, hvis han kan dreje det hele 180 grader til allersidst. Det er lykkedes på elegant og underholdende vis.

Jens Henrik Jensen og Oxen

Jens Henrik Jensen har fået spørgsmålet mange gange, men svarer alligevel beredvilligt på, hvor meget Oxen, der er i ham selv. Han har aldrig selv været soldat.

– Oxen er ikke mig. Men jeg tror, det er svært at have en hovedperson, som ikke har karaktertræk, man som forfatter kan genkende. Som Oxen færdes jeg gerne i naturen, og som ham er jeg ikke bange for at være alene, selvom jeg ikke er så stor en enspænder, som ham.


Når Jens Henrik Jensen møder sine tyske læsere, er det med lydprøver inden seancen und alles. En populær skuespiller, Dietmar Wunder, læser op af Jens Henrik Jensens bog og fremfører et entusiastisk hørespil, mens forfatteren selv svarer på spørgsmål og fortæller om sit forfatterskab – på engelsk. Dietmar Wunder er også manden, der lægger stemme til Daniel Craig, når James Bond-film synkroniseres og den britiske agent taler tysk. Så nu er han både manden bag Bond og Oxen. Billedet er snapshot af artikel i et togmagasin, som jeg faldt over på en rejse til Berlin i 2016. Foto: Rebekka Andreasen

Om det er Oxen, Jens Henrik Jensen eller dem begge to, der blev forskrækket og fik galoperende hjerte af at gå i det knastørre lyng på vej op ad en sandet sti ved Harrild Hede en mørk aftenstund med lommelygten som eneste lyskilde og pludselig blev mødt af et overrasket brøl og to forskrækkede rådyrøjne, må du selv gætte.

PS: I gennem tre måneder tog Jens Henrik Jensen hver uge til Fredericia for at få eneundervisning i tysk for at kunne tale lidt med det tyske forlag DTV Verlag og småsludre med de tyske læsere, når han signerer bøger. “I gymnasiet var jeg god til tysk, men jeg havde glemt, hvor svært sproget er. Selvom jeg er blevet lidt bedre, er jeg stadig elendig til tysk”.

Vidste du, at:

  • Ulv har sneget sig ind i titlen på en af forfatterens forrige bøger? Nemlig Ulven i Banja Luka fra 2002.
  • En af Jens Henrik Jensens favoritbøger er Frederick Forsyths gennembrudsroman og den politiske thriller Sjakalen fra 1971?
  • U2 er et band, som han er mere end begejstre for?
  • Han engang gik forrest gennem mudderet i Amazonas og pludselig fik selskab af en af verdens giftigste slanger: en rød-gul-sort koralslange?
  • Jens Henrik Jensen har En verden udenfor som en af sine favoritfilm?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Midtvand af Arne Dahl

Især Sverige har fostret forfattere, der har bidraget til at gøre politiromanen som genre populær i Norden. Der er selvfølgelig Sjöwall og Wahööl, men det er heller ikke til at komme uden om Arne Dahl. Selvom hans to hovedpersoner i Midtvand, Sam Berger og Molly Blom, må klare sig selv og ikke længere er ansat af henholdsvis Stockholms politi og den svenske pendant til PET – Säpo.

Anmeldelse: Så. På med den kritiske brille. Arne Dahl er en af mine absolut favoritforfattere, og jeg må ikke falde i ukritisk-lalleglad-over-at-der-er-udkommet-endnu-en-Dahl-krimi-fælden. Problemet er bare, at Midtvand er fænomenal. Bogen, der er et anmeldereksemplar, udkommer i dag på Modtryk.

Med boblende lethed og kaskader af overskud hvad enten det handler om miljøbeskrivelser fra skærgården eller om karakterer, plot, sprog eller historiens fremdrift og flow, fortæller Arne Dahl en kringlet og kompleks krimifortælling, der har mange facetter, og som overlegent samler trådene fra de to forrige bøger i serien om Berger og Blom. Der er endda en lille hilsen til A-gruppens Paul Hjelm i begyndelsen af bogen.

Alting falder i hak. Og endelig finder Sam Berger, hvis karriere i Stockholms politi for længst er fortid, ud af, hvad der er op og ned. Men først må han flere gange igennem midtvandet – der, hvor risikoen for fejl og fare er allerstørst. Netop der, hvor du som dykker mister orienteringen og ikke ved, hvad der er bund eller overflade. Der, hvor du fuldstændig mister orienteringen.

Som læser er du også i midtvand flere gange – men på den knap så farlige måde. Det er nemlig svært at forudse, hvor Dahl fører dig hen i næste uhyggeligt velkomponerede linje. Frem til bogens allersidste sider, er der stadig hemmeligheder, der mangler at blive afsløret. Og karakterer, du ikke aner om taler sandt. For hvem kan du egentlig stole på? Det er også spørgsmålet, der runger højt i Sam Bergers kaotiske og bedrøvede indre: hvem tør han have tillid til?

Og hvad med bogens centrale og stærke kvinder? Molly Blom, der har en baggrund i Säpo, og Deer ((Desiré) Rosenqvist, der er Bergers tidligere makker – tør de stole på Berger? Paranoiaen florerer i undercover-under-radaren-land.

Der er massive og raffinerede lag i Midtvand, og det er vanskeligt at give et referat af krimien uden at afslører for meget. Men jeg forsøger:

Sam Berger er han på flugt, mistænkt for et drab, han ikke har begået. Han er træt, traumatiseret, udmattet og modløs. Og Molly Blom ligger i koma på sygehuset. Med hjælp fra August Steen, chef for Säpos afdeling for efterretninger, flygter han ud til den sydligste skærgård og isolerer sig på en lillebitte ø. Mens han ensomt forsøger at navigere i et net af løgne og skjulte dagsordener. Og længes inderligt efter de tvillingedrenge, som Bergers ekskone tog med til Paris i første bog.

I et interview på Modtryks site siger Arne Dahl:

Og selv om bøgerne om Sam & Molly var tænkt som et skridt væk fra min tidligere, ekstreme samfundsbevidsthed – jeg ville væk fra en politisk virkelighed, som føles mere og mere kvælende – så er effekten mærkeligt nok blevet samfundsbevidst. Vi er jo havnet et sted, hvor alt det vi troede var uforanderligt og trygt – humanismen, demokratiet, den basale tillid, den relative sikkerhed i vores gader – pludselig er blevet usikkert.

Arne Dahl skal ikke holde styr på et stort politikollektiv i denne krimiserie, alligevel er Midtvand fuld af forskellige tråde. Og storpolitikken og samfundskritikken har sneget sig ind i fortællingen, selvom det oprindeligt ikke var den svenske forfatteres plan. Det er en kriminalroman, der trækker tråde til andre steder end Sverige, og en krimi, som tegner et billede af et samfund, der bliver mere og mere goldt og inhumant på alle planer. Et samfund, hvor terroren lurer, hvor man konstant spejder efter en fjende, man ikke aner hvem er, og hvor mistillid og mistro er stærk.

Spring ud i det, dyk ned i Midtvands mørke og svøm med på en krævende, farlig, underholdende, uforudsigelig og suveræn oplevelse – elegant guidet af en af krimigenrens helt store mestrer.

Og vær bevidst om, at de små fisk, vraggodset og de små referencer, der måske i første omgang virker ubetydelige, når du usikkert svømmer forbi i mørket, alle har deres plads i historien.

Foto fra Krimimessen i Horsens 2018. Den svenske forfatter Arne Dahl på Modtryks stand. Han fik Indland-puden med hjem. Du kan møde forfatteren på BogForum 2018. Foto: Rebekka Andreasen

For at få mest ud af den overordnede historie igennem alle tre bind, bør du læse bøgerne i rækkefølge. Altså Skyggezone først, Indland og til sidst Midtvand. I øvrigt udkommer andet bind i serien også i dag – som paperback.

Med Midtvand falder meget på plads, men det stopper ikke med en trilogi. Heldigvis skriver Arne Dahl i øjeblikket på endnu en Berger og Blom-krimi.

Kommer du til BogForum 2018 den 26. – 28. oktober i Bella Center, kan du der møde den svenske forfatter. 

PS: Interesseret i en læseprøve? Du kan læse de første tre kapitler af Arne Dahls Midtvand her

PPS: Også tommelfinger op til Anders Johansen, der har oversat bogen.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her