Anmeldelse: Bed ikke om nåde af Martin Österdahl

Jeg læste Bed ikke om nåde på en bjergskråning på Mallorca. Det gjorde ikke læseoplevelsen ringere. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Du skal have sprinterskoene på for at følge med handlingen i Bed ikke om nåde – den første bog om Max Anger, der er en fin blanding af spionroman og thriller.

Bed ikke om nåde er en svensk spændingsroman, der foregår i 1996 – i en tid, hvor Rusland skal finde sine ben efter kommunismens fald. Men med stadig stigende fokus på øst og forholdet mellem Vesten og Rusland, er bogen mere aktuel end nogensinde.

Da der i 1996 var præsidentvalg i Rusland, var der i første runde tæt løb mellem den siddende præsident Boris Jeltsin og en kandidat fra kommunistpartiet. For ikke alle var vilde med de ændringer, jerntæppets fald havde medført. Og Jeltsin, manden i spidsen for det mægtige land, virkede uberegnelig og grov og mere og mere alkoholiseret.

I svenske Martin Österdahls debutroman er der også stærke kræfter, der i 1996 arbejder imod demokratiet, mod Jeltsin, og som planlægger et spektakulært angreb mod vesten. En organisation, der ser korruption og magtmisbrug som lige så normalt som vodka og rødbedesuppe.

Hovedpersonen Max Anger har en baggrund som frømand. Han er Ruslandsekspert og arbejder nu for en svensk tænketank, der arbejder på at fremme demokratiet og tryghed i det svenske nærområde. Han plages af angst, som han holder nede med lykkepiller. Heldigvis, for det punkterer billedet af en overmenneskelig superhelt, der både kan sit akademiske kram og som slår en proper næve.

Kæresten forsvinder

Da hans kæreste og kollega forsvinder i Skt. Petersborg, rejser Max Anger i hendes fodspor for at finde ud af, hvad der er sket. Han er vred. Måske derfor han hedder Anger til efternavn? Samtidig rammes telefonnettet i Stockholm af et omfattende hackerangreb, og Max må lede i mange retninger for at få svar. Og han må et godt stykke tilbage i historien for at binde den allersidste og største sløjfe på plottet, der i høj grad hænger sammen med hans egen fortid. Det er godt fundet på.

Selvom der er tråde tilbage til 2. verdenskrig, foregår fortællingen især over halvanden hæsblæsende uge i vinteren 1996.

Der er en del personer at holde styr på hvilket kan forvirre i begyndelsen af romanen, og sproget er set bedre. Men efter ti sider, hvor jeg var en smule forstyrret af lidt banale vendinger, overgav jeg mig total til bogen. For din krimitørst efter spænding bliver så rigeligt slukket med bogen her.

Bed ikke om nåde er ret spændende. Og nervepirrende læsning. Og den russiske kulisse er interessant. Det er herligt som læser at skue ud over lysene på Nevskij Propekt – den fire kilometer lange boulevard, der løber gennem Skt. Petersborg, og at komme med ned i dybe, hemmelige tunneler. Men helt tæt på den russiske folkesjæl kommer du ikke – det er ikke Leif Davidsen, det her. Men det er spænding på næsten hver eneste side. Og jeg var konstant nysgerrig på historien.

Bogen er skrevet i korte, nærmest filmiske scener hvilket måske også er grunden til, at Pinewood Studios er i gang med at filmatisere bogen.

Moder Rusland – frygt og fascination

Det er en bog om sikkerhedspolitik, industrispionage, svigt, familiehemmeligheder og statslige overgreb. Og om kærlighed. Både til familien og til fædrelandet. Forfatteren har læst østeuropæiske studier og boet i både Moskva og Skt. Petersborg, blandt andet i 96, hvor han studerede i landet, og Martin Österdahl har planer om flere bøger om Max Anger. Jeg læser gerne med igen.

Jeg har været i Skt. Petersborg en enkel gang i begyndelsen af 90’erne og har altid tænkt på Rusland med både frygt og fascination. Bogen fik mig til at spekulere over den brutale historie, som det kolossale land har haft, og mens jeg læste bogen, tænkte jeg flere gange på, hvordan vores del af verden ville se ud, hvis historie havde udspillet sig blot en anelse anderledes. Forfatteren giver bl.a. sit bud på, hvad der skete den februarnat i 1944, hvor Stockholm blev bombet af Sovjetunionen. Og ja, Stockholm blev bombet dengang under krigen.

Læs Bed ikke om nåde for at få masser af spænding og action og et drys historie.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Peoples Press.

PS: Får du lyst til at læse mere om Rusland, så læs mit interview med Peter Mogensen, der har skrevet I Bjørnens kløer

 

 

Streaming på C More: Deutschland 83

Deutschland 83 er en interessant tysk tv-serie om Den Kolde Krig. Med mere popkultur og pangfarver end melankoli og brun tapet. Foto: PR/ C More.

Streaming: Deutschland 83 er et interessant og kulørt tidsbillede af Den Kolde Krig, hvor paranoiaen blomstrer heftigt i både øst og vest. En ret fin og seværdig spændingsserie om den unge østtyske Martin Rauch, som af Stasi bliver sendt til Vesttyskland for at være spion for en general med gode kontakter til Nato.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 3 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Som teenager elskede jeg krimiserien Der alte – serien om den retskafne og dygtige kriminalkommissær Erwin Köster fra drabsafdelingen i München. Og selvfølgelig har jeg set tyske serier hist og pist. Men i forhold til at Tyskland er vores naboland, er det forbløffende få tyske serier og film, jeg har set.

Når jeg endelig kaster mig over en tysk produktion, bliver jeg sjældent skuffet. Jeg nød bl.a. miniserien om Jan Fabel, som er skabt over Craig Russels bøger om den tyske kommissær. Og filmen De andre liv fra 2006, der handler om en agent fra Stasi, er lidt af et mesterværk.

Deutschland 83, som jeg netop har set på streamingtjenesten C More, er endnu et eksempel på en solid og spændende tysk serie. Netop Deutschland 83 er den første tyske tv-serie, der har været vist på et amerikansk tv-net. Også i England har serien været en kolossal succes. Og jeg forstår godt hvorfor.

Af sin moster, der har en magtfuld position i Stasi, bliver den unge østtyske grænsevagt Martin (Jonas Nay) presset til at være spion. Mosteren lokker med, at Martins syge mor kommer foran på ventelisten til en livsvigtig nyretransplantation. Den unge mand må efterlade sin syge mor og gravide kæreste i Østtyskland og møde en helt ny verden i vest, en verden han ikke helt forstår.

Der er skruet ned for brunt tapet og 80’er-melankoli, for serien er især proppet med popmusik og farver med knald på. Deutschland 83 er en herlig sammenblanding af storpolitik og internationale kriser og helt nære, små historier. Blandt andet er angsten for AIDS stor i begyndelsen af 80’erne. Og unge på begge sider af Berlinmuren lytter til Nenas megahit fra netop 1983 99 Luftballons.

Hvordan er man spion, når man samtidig har et godt forhold til sin nye chef – og endda bliver venner med generalens to børn? Det er ikke nemt for Martin.

Dansk skuespiller med i serien

Den danske skuespiller Jens Albinus har en større birolle i serien og brillerer på et væsentlig bedre tysk, end det jeg forlod gymnasiet som sproglig student med.

Nogle af figurerne bliver en anelse stereotype. Topfolk i Stasi er grumme ideologer, der uden skrupler forfalsker rapporter for at nå politiske mål, mens vesttyskerne er hæderlige arbejdsnarkomaner med privatliv i laser. På andre måder er serien ret nuanceret, for mon ikke det passer, at der også i Østtyskland var mennesker, der var tilfredse med deres liv? Fælles for øst og vest er dog en galoperende angst for en atomkrig.

Trods små indvendinger er det en meget seværdig serie. Modsat en serie som f.eks. The Americans om to russiske agenter, der er undercover i USA i 80’erne, er hovedpersonen Martin i Deutschland 83 yngre, mindre kynisk og mere sårbar. Og meget nemmere at holde af.

Intrigerne fra en ikke så fjern fortid, som du bl.a. bliver mindet om via korte originale klip af bl.a. fredsdemonstrationer, Reagan og Honecker, fænger. Jeg var virkelig godt underholdt. Og heldigvis er serien også fuld af humor.

Se ikke kun Deutschland 83 for krimielementerne. Nyd også musikken, kulisserne, tøjet og det fremragende skuespil. Du finder serien her

Der er en sæson 2 på vej – Deutschland 86. Første sæson har tidligere været vist på DR2 under navnet Spionen.

PS: Jeg gik i 1. g, da muren faldt. Og husker tydeligt den novembermorgen, hvor det gik op for mig, at grænsebommene var blevet hævet. Gør du?

Krimiguf til din sommer

Selfie af (tv) Anders Grau og Sebastian Richelsen.

Podcast og andet krimiguf: Sommerferien nærmer sig, og jeg har samlet lidt krimiguf, som du kan forsøde din sommer med. Og skal du arbejde eller af andre grunde ikke har ferie, så kan du måske snige lidt krimiguf ind i din hverdag alligevel?

Podcast: Lyd er hot. Og til morges blev jeg af en genbo spurgt: Hvorfor laver du egentlig ikke en krimipodcast? Jeg er uddannet journalist og har faktisk radio som mediespeciale, men jeg synes, det var noget værre bøvl at fortælle historier via lyd. Og min lærers afskedssalut til mig var:

Rebekka, der er nogle, der er supergode til at lave radio. Og så er der nogle, der ikke er.

Jo tak, den forstod jeg godt. Heldigvis er der et kolossalt stort udvalg af spændende podcasts lavet af folk, der er eminente til at fortælle en god historie via lyd.

Et godt bud på en spændende podcast er Myrdet af Richelsen og Grau. Det er ikke fiktion, men brutal og voldsom, men også spændende true crime. TV-vært og tidligere efterforsker ved politiet Sebastian Richelsen og komiker og skuespiller Anders Grau, der også pt. folder sig ud som vejrvært på DR2, fandt ud af, at de delte en fascination af seriemordere. Og nu står de bag den populære podcast.

I hver podcast fortæller Richelsen og Grau om udvalgte seriemordere. Nogle ting er så skræmmende og gruopvækkende, at det er svært at begribe. I et forsøg på at forstå og finde en årsag bliver man på en eller anden måde også fascineret af så vilde og uhyggelige historier. Sådan har jeg det i hvert fald.

Du kan bl.a. få historien om Ted Bundy. En attraktiv, charmerende, veltalende, intelligent, men også psykopatisk seriemorder. Eller du kan få historien om John Wayne Gacy aka. The Killer Clown, som blev dømt for drabene på 33 drenge.

Det lyder morbidt, og det er det også. Men jeg synes, Richelsen og Grau formår at balancere og proppe både humor, saglighed og alvor ind i så voldsomme drabssager. En knivspids humor må der til for at kapere så vilde historier. Lyt selv med.

Foreløbig er der udkommet fire afsnit, som du finder via iTunes. Femte afsnit er klar på onsdag. Den første podcast har endda et dansk islæt. Podcasten er produceret af Lytbar. Du kan også følge Myrdet af Richelsen og GrauFacebook

Jeg har ikke selv hørt den canadiske Missing & Murdered, men min veninde anbefaler varmt denne podcast fra CBC Radio om uopklarede sager om kvinder og piger fra den oprindelige canadiske befolkning. Der er to sæsoner. Canadas cirka 1,5 mio. oprindelige folk inddeles i First Nations, Inuit og Métis. Kvinder og børn fra især denne befolkningsgruppe er mere udsatte for vold og forbrydelser end resten af landets befolkning. Min veninde er meget optaget af serien, som jeg selv glæder mig til at lytte til.

Smid endelig en podcast-anbefaling i kommentarfeltet, hvis du vil dele en anbefaling.

Katalog over krimiserier

De sidste syv år har Hjørring Bibliotek lavet et katalog over krimier. En hjælpende hånd til dig, der gerne vil læse Harry Bosch-krimierne af Michael Connelly i rækkefølge og dig, der har glemt, at den fjerde Linda Castillo krimi om Kate Burkholder hedder Meldt savnet.

I det nye krimiseriekatalog MORD I SERIER / SERIEMORD, finder du rækkefølgen på i alt 381 krimiserier og i alt næsten 2000 titler. På kreative måder har biblioteket “slået krimier ihjel” og skaffet sig af med “ligene” – begge dele på meget forskellig, men altid drabelig vis – men alt sammen i den gode formidlings tjeneste. Du kan se den seneste kampagnefilm her:

Du finder oversigten MORD I SERIER / SERIEMORD her

Har du lyst til at læse mere om processen med at lave kataloget, så læs mere på Drustrups Bogblog her

 

 

 

Sommerkrimi: Mord ved midsommer

Bundfald er en krimi i serien om politikommissær William Wisting.

Krimier: Mordgåder og midsommer hænger sammen. Jeg har her samlet et lille udvalg af sommerkrimier, der tager udgangspunkt i tidspunktet omkring sankthans.

I aften er det sankthans. Her hvor jeg bor bliver det dog uden bål på grund af kommunens forbud mod åben ild, men ejerforeningen disker op med rundbold og fodboldturnering i stedet for. Og midsommervisen selvfølgelig. Det lyder som opskriften på en lang, lys og hyggelig sommeraften. Men ikke alle midsommeraftner er lyse og milde. I hvert fald ikke i fiktionens verden. Jeg har samlet et lille udvalg af midsommer-krimier her:

I Bundfald af Jørn Lier Horst skyller en kondisko op på stranden ved midsommertid i den norske by Stavern. Men i skoen er der også en afskåret venstrefod, og i løbet af en sommeruge skyller hele fire venstrefødder op. Har de makabre fund forbindelse til en række sager i området, hvor ældre mænd forsvinder fra plejehjem? William Wisting efterforsker sagen.

Men mor kom ikke hedder Birgitte Bidgau-Davidsens krimi fra 2014, der begynder en sankthansaften ved Vallensbæk Havn. Her finder politiet et forkullet lig, som står bundet til masten af sin båd, der ligger for anker lidt fra strandbredden.

Det næste skridt af Henning Mankell er en Wallander-krimi. Det er midsommeraften. Og tre unge mødes i en skov i Skåne. De er udklædt i kostumer og i gang med hemmelige ritualer. Pludselig runger skud gennem skoven, og en time senere er de unge væk. Helt væk. Wallander, der også må efterforske drabet på en kollega, kommer på sagen.

I Hændelser ved vand, som svenske Kerstin Ekman fik Nordisk Råds Litteraturpris for, findes to mennesker døde på midsommernatten i et lille samfund i det nordlige Sverige. De to blodige lig findes i et lille telt ved elvbredden. Og der går 18 år, før man ved, hvad der præcist skete på den lyse sommernat.

Svenske Mari Jungstedts Den du ikke ser, foregår på Gotland lige inden sommerens turister vælter ind på øen. På kort tid bliver flere kvinder dræbt. Og kriminalkommissær Anders Knutas får travlt med at efterforske midsommermordene. En sag, som også den unge tv-journalist Johan Berg dækker.

En midsommerkrimi fra Arne Dahl.

A-gruppen hos Rigskriminalpolitiet i Stockholm får travlt op til ferietiden, da en række brutale forbrydelser vælter ind over byen. En polsk sygeplejerske og en tv-programchef er blandt ofrene i En skærsommernatsdrøm af Arne Dahl. Det er sjette bind i serien om A-gruppen.

Vil du derimod hellere kaste dig over en tv-serie, så tjek hvor du streame den svenske krimiserie Mord i Skærgården – det afsnit, der hedder I kampens hede. Her skal kriminalinspektør Thomas Andreasson efterforske en sag om en ung mand, der findes død på en klippe efter en midsommerfest på skærgårdsøen Sandhamn. Andreasson spilles af danske Jakob Cedergren. Serien er baseret på Viveca Stens populære bøger om Thomas Andreasson og Nora Linde.

Du kan også kaste dig over tv-serien om Kriminalkommissær Barnaby, der på engelsk hedder Midsomer Murders, selvom navnet ikke hentyder til midsommer, men til det fiktive, engelske grevskab Midsomer.

Rigtig god sankthansaften til dig.

Krimihilsen fra

Rebekka

 

Hvad skraldespanden gemte…

Julie Bennike Hansen tog billedet her i morges på vej til sit arbejde.

True Crime: Ok. At kategorisere indlægget her som true crime, er måske lidt af en overdrivelse. For jeg er ret sikker på, at der ikke ligger en forbrydelse bag det syn, der mødte Julie Bennike Hansen omkring klokken 6.30 i morges, da hun var på vej til arbejde.

Jeg nyder at følge med i gamle venners liv fra Facebook-sidelinjen. Og i dag slog Julie, som jeg delte klasselokale med på Marselisborg Gymnasium i Aarhus fra 1989-1992, et noget usædvanligt foto op på sin Facebook-væg. Når hun cykler på arbejde, kører hun forbi Landbohøjskolens have på Frederiksberg. En tur, der normalt er smuk og ret idyllisk.

Men lige netop i dag var oplevelsen lidt anderledes, for skraldespandene var proppet med – døde heste. Og hvem spekulerer ikke over, hvad der gemmer sig i de grønne affaldsspande?

Og er jeg den eneste i verden, der straks kommer til at tænke på Coppola-filmen The Godfather, hvor man hellere må tage imod det tilbud, Marlon Brandos gangsterfigur giver, hvis ikke man vil vågne op med et afhugget hestehoved i fodenden af sin seng?

Synet er lidt usædvanligt for en byboer. Og, som Julie skrev på Facebook:

Det hele blev endnu mere creepy, da jeg opdagede, at der havde samlet sig råger og krager og andre store sorte fugle over alt i træer og på tagrygge omkring mig. En sand gyser.

Her er et af de andre billeder, Julie Bennike Hansen tog.

Der har været så mange fusioner af fakulteter, at jeg, der bor i Aarhus, ikke har helt tjek på, hvem der nu bruger det, der engang var Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Måske dyrlægestuderende netop har haft anatomiundervisning? Stedet tilhører Københavns Universitet, så mon ikke de døde heste er havnet netop i de skraldespande på en helt naturlig måde?

Tak til Julie Bennike Hansen for billeder – og tænk, det er 26 år siden, vi blev studenter. Se, det er en sand gyser.

Bedste krimihilsner fra

Rebekka

PS: Inden længe er der nye anmeldelser på bloggen – af både krimi i bogform og af ret fin og spændende tv-serie, du kan streame.

Anmeldelse: Fuglekongen og andre kriminoveller af Erik Frandsen

Forfatter Erik Frandsen har skrevet fire bøger og novellesamlingen her. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: At skrive kort og stramt er ikke nødvendigvis nemmere end at folde sig ud på 300 romansider. På ganske få sider skal forfatteren kreere en interessant historie med personer, vi som læsere bliver nysgerrige efter at følge. Og gerne med et raffineret plot nu vi er i krimigenren.

Det er et sympatisk projekt, Erik Frandsen har kastet sig ud i: Han har skrevet 12 kriminoveller, som tager læserne med til meget forskellige steder i verden. Som læser kommer du med til et polsk hospital, besøger en nationalpark i det sydlige Afrika, fiskermiljøet i Hirtshals, ligesom du færdes blandt velhavere i Chicago og kommer med bus til Venedig. Og i en af novellerne kommer du et smut til Høver ved Skanderborg, hvor forfatteren selv bor. Det er i øvrigt den novelle, der er mest voldsom.

Tidligere har jeg været godt underholdt af novellesamlinger bl.a. Liv for Liv fra 2011, hvor forfattere som Anna Grue, Christian Mørk og Tornbjerg og Øbro har bidraget med spændingshistorier.

Desværre blev jeg aldrig grebet af Frandsens noveller.

Hvor geografien er godt spredt ud, så har novellerne mange fælles træk: Der er mange mænd, der drikker alt for meget, og personer, der bliver ramt af varmen, når de stiger ud fra fly. Og I to af novellerne er mænd “friske som havørne”.

Sproget er præget af en del slidte formuleringer, der ikke bidrager med meget originalitet. Og når to danske veninder stiger ud af landroveren og iagttager naturen i Kruger National Park, så ville jeg hellere selv opleve, hvad de ser, og at forfatteren havde vist mig det, end at få at vide, at naturen var et “imponerende syn.”

Heldigvis er der sprækker, hvor humoren får lov til at spire frem, og der er masser af fart og tempo over novellerne.

Fælles for historier er dog, at jeg aldrig får empati med personerne og derfor også er lidt ligeglad med, hvad der sker dem. Jeg savner, at der er kælet mere for personkarakteristikkerne. Og strammere dialoger.

Når en ægtefælle kvæler sin kone impulsivt og ikke har den store anger, men som det første tænker: “Hvad pokker skal jeg gøre med liget?”, så har jeg svært ved at blive grebet af historien. Personerne bliver for karikerede, og de onde er virkelig grumme. Selvfølgelig kan man få sympati med en skurk, hvis man kommer mere end en millimeter ind under huden på personen og forstå, hvorfor han/hun handler. Men det får jeg desværre heller ikke. Jeg savner også både overraskelser og finesse. Hvad nu hvis narkokureren ikke var underlig, ikke skilte sig ud og ikke var som limet fast til sin kuffert?

Novellesamlingens to bedste historier er Voldens spiral, hvor politikerne sætter militæret ind i den københavnske bandekrig, og Rapporten, der har tråde til Grønlands undergrund, og hvor vi møder en professor på Aarhus Universitet, der underviser i mineralogi. Og det trods en privatdetektiv, der har en flaske whisky i skrivebordsskuffen.

En indholdsfortegnelse ville også have været rart, da man som læser (sådan en som mig i hvert fald) ofte hopper rundt og ikke nødvendigvis læser noveller i kronologisk rækkefølge.

Det er Erik Frandsens første novellesamling. Tidligere har han udgivet fire romaner på Forlaget Mellemgaard, som også Fuglekongen og andre kriminoveller er udkommet på.

Bogen er et anmeldereksemplar.

 

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup

Kastanjemanden er en smuk bog både med og uden cover. Og indholdet er pissegodt. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup er på 528 sider. Bum. Heldigvis er Sveistrups kolos af en debutkrimi lige så helstøbt, dramatisk og fuldendt, som den er tyk.

Som hovedforfatter på alle tre sæsoner af Forbrydelsen er Søren Sveistrup manden, der har skabt Sarah Lund. Også tv-serier som Nikolaj og Julie, Hotellet og Taxa har han på sit imponerende CV. Og så har Sveistrup skrevet manuskript til filmen Der kommer en dag, ligesom han var med til at forvandle Jo Nesbøs Snemanden til film.

I dag debuterer den erfarne manuskriptforfatter som krimiforfatter. Og altså ikke med et forsigtigt forsøg på en krimi, men med en omfangsrig og voldsom kriminalroman. Og undskyld mit sprog: Kastanjemanden er pissegod, ekstrem interessant og meget intens. Og læsere i 21 lande kan allerede nu glæde sig til, at Kastanjemanden ikke kun udkommer i Danmark.

I korte kapitler følger vi især de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess, der ufrivilligt bliver makkere. Hess er blevet smidt hjem fra Haag, hvor han har arbejdet for Europol. Og han venter kun på at få lov til at vende tilbage til livet som flyvende efterforsker i hele Europa.

Naia bor alene med sin datter Le og står på spring for at komme over i en anden afdeling hos Københavns Politi. Men Thulin og Hess må blive i drabsafdelingen og sættes på sagen om den såkaldte kastanjemand. Hvem er det, der er i gang med at bygge en grotesk kastanjemand ud af kropsdele fra de kvinder, der findes dræbt i og omkring København?

Og hvordan kan det være, at sagen trækker spor til en drabsmand, der er i fængsel og dømt for at have dræbt socialministerens datter et år tidligere?

I en artikel i Berlingske fra 2016 er Piv Bernth, der dengang var dramachef på DR, citeret for at sige: “Han (Sveistrup) er meget dedikeret, hvilket betyder, at historien i princippet aldrig er god nok. Han vender altid tilbage til historien for at undersøge, om der er noget, han har overset, eller som kan spidses til”.

Hun hentydede bl.a. til samarbejdet omkring Forbrydelsen. Men man kan bruge nøjagtig de samme ord i en anmeldelse af Kastanjemanden.

Det er en eminent godt fortalt krimi, der sprutter af fortællemæssig overskud. Historien er modeleret så præcist og professionelt og samtidig med masser af nerve og hittepåsomhed, at det er vanskeligt at være utilfreds med noget. Overhovedet. Måske fordi Sveistrup har det, han i en forrygende Lotte Thorsen-artikel i Politiken for nylig kaldte Ferrari-genet. Han vil lave det bedste produkt på markedet.

Og Kastanjemanden er saftsuseme en af de bedste og mest interessante krimier, jeg har læst i år – og hav lige i baghovedet, at skønne kvalitetskrimier som Elly Griffiths Løgnens hus og Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet også for nylig har ramt krimihylderne og er læst. Det siger lidt om, hvor effen en bog Sveistrup har skrevet.

Kastanjemanden er en krimi, der går lige i maven – og hjertet. Sveistrup tager noget barnligt og godmodigt og gør gysende uhyggeligt. Og når mine børn til efteråret laver kastanjedyr, popper mørke scener fra bogen formentlig op. Puha.

For første gang skal jeg danne mine egne billeder til Søren Sveistrups ord. Ingen producer, instruktør eller skuespiller fortolker hans ord. Og det er ikke vanskeligt. Naia Thulin og Mark Hess står stærkt for mit indre blik. Det slår gnister, når de to mødes.

Bogen griber fat i nogle af de klassiske krimitemaer: Sorg, hævn, tilgivelse, selvtægt, dysfunktionelle familier, traumer, og det er en mørk og heftig bog, der måske vil sortere krimi-light læsere fra. Det er stærke sager, Sveistrup skriver om. Der er ingen “hyggelige” giftmord ala Agatha Christie i Sveistrups mørke univers, men tragiske skæbner, voldsomme traumer, overgreb og vold.

Men er du Vild Med Krimi, så turbolæser du grådigt og nyder et råt gennemtænkt og vildt plot og de stærke portrætter af to interessante og langtidsholdbare efterforskere, der simpelthen må have mange flere historier i sig.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

 

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her