Glasnøglen/krimipris: Max Seeck. Navnet klinger lidt af Tyskland, men forfatteren bag navnet er finsk og født og opvokset i Helsinki. Årets Glasnøgle, den store nordiske pris for bedste kriminalroman, er netop blevet tildelt Max Seeck for Zetterborg-sagen, der udkom på dansk sidste år på Gutkind.
Det er Skandinaviske Kriminalselskab, der uddeler prisen. Det er et samarbejde mellem de fem nordiske organisationer: Det Danske Kriminalakademi (som jeg selv er medlem af), og de skandinaviske pendanter: Finska Deckarsällskapet, Isländska Kriminalsällskapet, Rivertonklubben i Norge og Svenska Deckarakademin.
Prisen, der er opkaldt efter en roman af amerikanske Dashiell Hammett, blev uddelt første gang i 1992, hvor svenske Henning Mankell blev hædret for Wallander-krimien Mordere uden ansigt.
Fra Danmark var Torben Munksgaard i år nomineret med den suveræne og ret originale og veloplagte plejehjemsthriller (det er vist første gang, jeg sætter de to ord sammen) Damevennens død, og også Torkil Damhaug, Norge, Ragnheiður Gestsdóttir, Island og svenske Sara Strömberg var nomineret. Men det er altså finske Max Seeck, der vinder den flotte pris i år. Stort tillykke til forfatteren og til hans danske forlag.
Max Seeck får overrakt prisen på bogmessen i Helsinki i slutningen af oktober. Du kan læse mere om forfatteren her
Jeg har endnu ikke læst serien om kriminalassistent Jessica Niemi hvoraf Zetterborg-sagen er tredje ud af snart fire bind på dansk, men nu vil jeg bestemt kaste mig over serien.
Max Seecks serie om Jessica Niemi i rækkefølge:
- Den trofaste læser (Med bogen fik Seeck sit internationale gennembrud og skrev finsk litteraturhistorie, da den strøg ind på New York Times’ bestsellerliste)
- Ondskabens net
- Zetterborg-sagen
- De efterladtes ø, der udkommer på dansk til november
PS: Sidste år gik Glasnøglen til Morten Hesseldahl for Mørket under isen