Rebekka Andreasen

Mød en kriminalpsykolog i Aarhus på torsdag

Charlotte Kappel, mellem Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg, er kriminalpsykolog og har været fagkonsulent på de fleste bøger om Katrine Wraa. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiarrangement den 13. december: Måske din december er proppet med arrangementer og aftaler? Men har du ingen planer torsdag eftermiddag, og bor du nær Aarhus, så har jeg en ide til, hvad du kan lave.

Med en forholdsvis ny butik i hjertet af Aarhus promoverer VisitThy området omkring Thy, der bl.a. byder på Cold Hawaii i Klitmøller og Nationalpark Thy. Men Thy er andet end gode bølger at surfe på og smuk, rå natur.

Frem til midt i januar kan du i Skt. Clemens Stræde 9 få en god Thy-historie. Og sådan en er Charlotte Kappel.

Hun er kriminalpsykolog og Ph.d. med speciale i geografisk gerningsmandsprofilering.

Som fagkonsulent har hun hjulpet forfatterparret Øbro og Tornbjerg, siden de debuterede med den første bog om Katrine Wraa, Skrig under Vand, der i 2010 vandt Politikens krimikonkurrence.

Parret har skrevet i alt seks bøger om kriminalpsykolog Katrine Wraa. Og der er visse ligheder mellem virkelighedens og fiktionens kriminalpsykolog. Øbro og Tornbjerg har f.eks. ladet Katrine Wraa studere i England ligesom virkelighedens kriminalpsykolog. Charlotte Kappel har taget sin Ph.d. på University of Liverpool.

Men der er også forskelle, og dem kan du høre om, når Charlotte Kappel på torsdag blandt andet fortæller om sit samarbejde med Øbro og Tornbjerg. Hvad laver en kriminalpsykolog egentlig? Og hvordan adskiller jobbet sig fra filmens/seriernes verden? Også det fortæller Charlotte Kappel om.

Hvor og hvornår?

Torsdag den 13. december klokken 16.30. Mød blot op i butikken Thy i Skt. Clemens Stræde 9, 8000 Aarhus C – eller book plads på telefon: 97 92 19 00. Jeg har intet med arrangementet at gøre, men videreformidler blot, så eventuelle spørgsmål skal du kontakte VisitThy for at få svar på. Læs mere om arrangementet her

Da jeg i august mødte Charlotte Kappel i anledning af udgivelsen af Øbro og Tornbjergs sjette krimi om Katrine Wraa, sagde hun bl.a.:

For mig har det været et rigtig spændende samarbejde. Det har været syret, men fedt at bruge min viden på en anden måde. Vi har haft mange gode samtaler og diskussioner. Og så har det været hyggeligt det med lige at tage livet af folk på papiret, ha ha. Det meste af mit arbejde foregår dog foran computeren, jeg er ikke ude på gerningssteder som Katrine Wraa. Det har også været spændende at følge hendes udvikling gennem bøgerne. I De ustraffede er der også en del af handlingen, der foregår i Thy, hvor jeg kommer fra, og også her har Jeanette og Ole ramt jargonen og miljøet rigtig godt.

Læs eller genlæs hele interviewet med Charlotte Kappel og Øbro og Tornbjerg her

 

Adventskalender: 2. del af Lotte og Søren Hammers krimieventyr Tovelils ring

Her får du anden del af Lotte og Søren Hammers krimieventyr Tovelils ring. Sandfigurer: Helena Bangert og Marielle Hessels.

2. søndag i advent: Vild Med Krimis adventskalender er en novelle af Lotte og Søren Hammer. Et krimieventyr inspireret af Ebbe Kløvedal Reich, hvis trilogi over danmarkshistorien kan anbefales til alle, der har lyst til en god læseoplevelse.

Fik du ikke læst første del af historien, kan du læse den her

Af Lotte og Søren Hammer

Dronningen fortsatte: – Men kig nu ud på gårdspladsen og fortæl mig, hvad du ser.

Skovtrold kiggede, og i det samme passerede en ung kvinde, det så han, men han var usikker på, hvad dronning­en ønskede, at han skulle se, så han sagde forsigtigt:

– Jeg ser et triveligt pigebarn, en jomfru med stor madglæde, og hun har gode tænder.

Dronningen, der selv var tynd som en vissen gren, hvæsede:

– Jomfru? Tag dig sammen, enfoldige trold, men madglad er rigtigt, hun æder for ti. Hun hedder Tovelil, og lige siden hun kom til byen, har kongen ikke været den samme. Hun svanser rundt og gør sig ærbar om dagen, forstå det hvem der kan, for alle og enhver ved, at han ligger hos hende om natten. Og lige siden deres første nat har hun slesket for ham og kaldt ham Valdemar den Store, og det kan jeg godt fortælle dig, trold, det er i alle tilfæl­de løgn! Men den slags virker på mænd, og nu har han bundet sig ved et dyrt løfte om at gøre hende til Danmarks Første Frille. Ja, det er noget, han finder på, og ingen ved, hvad det betyder, men tøsen er ellevild, og jeg frygter, at det ender med, at han avler på hende.

Skovtrold tænkte, at det kunne være, han skule tilbyde Jomfru Tovelil sin tjeneste og ikke dronningen, måske var der mere fremtid i hende. Men det sagde han ikke. I stedet ranke­de han sig og sugede maven ind for at vise sig fra sin allerbedste side. Dronningen tog ham i øjesyn, rynkede sin pande og spurgte tvivlende:

– Hvad kan du?

Det spørgsmål havde Skovtrold ikke tænkt over. Han kunne være en skovtrold, og det var det, men det var vel også nok.

– Kan du blive usynlig?

Skovtrold rystede på hovedet.

– Næ, kan du?

– Nå, så må du bare sørge for ikke at blive opdaget, men du er jo ikke ret stor, så måske det går. Ellers … ja, så har du et problem, sagde dronningen og hvis­ke­de hans opgave i øret på ham.

Skovtrold var skeptisk.

Dronningens forslag virkede meget … ultimativt, og oven i farligt. Hvad nu hvis kong Valdemar …, begyndte han, men dronningen afbrød:

– Rolig, lille trold, rolig. Tænk på det guld jeg giver dig, og tænk på at du så kan ligge hos din Troldetøs, når du kommer hjem. Og lave søde troldebørn natten lang og hele vinteren med.

Det var god tale, og et arbejde var trods alt et arbejde, så det endte med, at Skovtrold indvil­gede i Dronning Sofies forslag. Hun sagde:

– Husk nu, Trold: Godt med brænde på, hellere for meget end for lidt, og find så en krog, hvor du kan få noget søvn. Du skal tidligt op i morgen.

Fortsætter 3. søndag i advent.

 

Streaming C More: Jeg glæder mig til Dirigenten

Adam Pålsson og Linda Zilliacus spiller med i den svenske thrillerserie Dirigenten. Foto: C More/ PR

Et vellykket mix mellem Wall Street og Bourne. Sådan kalder C More selv den svenske thrillerserie Dirigenten, som du inden længe kan streame. Jeg glæder mig temmelig meget til seriens otte afsnit.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 8 ud af 12. )

 

Streaming: Månedens indlæg om streaming på C More er for en gangs skyld ikke en anmeldelse, men en omtale. For jeg ser virkelig frem til thrillerserien Dirigenten, der har premiere på C More juleaften. Moskva Noir i vente jubi….

Og nej. Den 24. december kommer jeg ikke til at streame noget som helst, det er jeg helt sikker på, men jeg håber, at jeg kan lokke min mand til at binge første del af serien med mig en af juledagene. Ingen af os ser meget flow-tv efterhånden, og det er noget helt særligt at snuppe en hel eller halv serie sammen. Når det passer os.

Juleaften bliver de første fire afsnit af Dirigenten tilgængelige, og nytårsaften kan de resterende fire afsnit være med til at skyde det nye år ind.

Måske du kan genkende den svenske skuespiller Adam Pålsson fra Broen III ? Foto: C More/ PR

Selvom det er en svensk serie, foregår den ikke i Stockholm som f.eks. Sthlm Rekviem gør. Ej heller i de svenske skove, hvor Jægerne med Rolf Lassgård foregår – det svenske thrillerdrama i seks dele, der er en fortsættelse af den succesrige film af samme navn. 

Dirigenten foregår i Moskvas finansverden – i den beskidte del af finansverdenen vel at mærke.

Den svenske finansmand, Tom Blixen (Adam Pålsson) vil lægge fortiden bag sig og er flyttet til den russiske hovedstad for at starte et nyt liv med et job i et investeringsselskab. Men selvom der er fart på 00’ernes Moskva, så går det trægt for Tom Blixen, indtil hans ven Frederik (Christopher Wagelin) og hustru Olga (Karolina Gruszka) dukker op. De er på fallittens rand, og da Tom vælger at hjælpe dem, ender han hurtigt i en spiral af hævn, bedrag og voldsom død.

Tom Blixen spilles af Adam Pålsson, som jeg for alvor lærte at kende i den hæsblæsende krimiserie Inden vi dør. Har du ikke set den serie, så kan jeg varmt anbefale den. Inden vi dør er noget af det bedste – sammen med serien om Beck – jeg har set på den skandinaviske streamingtjeneste.

Den 30-årige skuespiller har også en rolle i Broen III. Og Adam Pålsson spiller også en mindre rolle i Ondskab, der er bygget over Jan Guillous selvbiografiske roman. Den film blev instrueret af svenske Mikael Håfström, og det er netop ham, der står bag Dirigenten.

Efter at have instrueret flere Hollywood-film er Mikael Håfström hentet ind til sit første svenske projekt i 15 år og resultatet er altså blevet Dirigenten.

Serien er baseret på Dirigenten fra Sankt Petersborg, som er den første bog af Camilla Grebes og Paul Leander-Engströms Moskva Noir-trilogi om den smudsige og koldblodige finansverden i det post-kommunistiske Rusland.

En bog, der så vidt jeg ved, ikke er udkommet på dansk. I bogen spiller det russiske olieselskab Rus-Oil en rolle, ligesom man i bogen også møder en magtfuld oliegark – mon ikke der også er tråde til den magtfulde olieindustri i serien?

Jeg håber, at C More disker op med en lækkert produceret, hamrende spændende krimiserie af god, skandinavisk kvalitet, men sat i en mere eksotisk kulisse. Vi må se.

PS: Det skønne ved at se serien i juledagene er, at risikoen for, at enten min mand eller jeg er serie-utro (snyder ved at smugkigge et afsnit uden den anden) er knap så stor, når vi begge har fri.

Adventskalender: 1. del af Lotte og Søren Hammers krimieventyr Tovelils ring

Følg med i Lotte og Søren Hammers krimieventyr. Sandfigurer af Helena Bangert og Marielle Hessels.

1. søndag i advent: Vild Med Krimis adventskalender er en novelle af Lotte og Søren Hammer. Følg med i krimieventyret fra begyndelsen. Et krimieventyr inspireret af Ebbe Kløvedal Reich, hvis trilogi over danmarkshistorien kan anbefales til alle, der har lyst til en god læseoplevelse.

Af Lotte og Søren Hammer

Engang for længe siden kom en skovtrold gående i sin skov. Det var forår, og skoven stod som ny med spændstige knopper. Hist og her var der endda små lysegrønne frontløbere, der ikke kunne vente. De var vokset først, og nu kig­gede de forsigtigt ud og oplevede, hvordan alting piblede og rislede, krøb og krav­le­de, levede og lo, fordi solen stod højt på himlen og varmede så dejligt.

Det var brydningstid, meget var under forandring, ja hele verden. De gamle tider var ved at rinde ud, de nye var ved at begynde. Væsner, der før havde været så enevældige, for­svandt. Den sidste af de store drager var for længst fløjet bort, det var efterhånden år­hund­­reder siden, at nogen havde set sådan én, og selv de små, de, der dårligt kunne tænde en pibe, havde ingen oplevet i lang tid. Men også nøkker, alfer, feer, sylfider, bjerg­folk, elle­folk, mosekoner og mange, mange flere var på retur. Selv gammeltroldene, hvis skridt førhen fik hele landskaber til at gungre, havde gemt sig under jorden. Kun skovtrold­ene var her stadig, samt enkelte nisser, der boede rundt om på gårdene, hvor de kastede syg­dom på bondens kvæg, hver gang de var kræsne ved kosten. Og så menne­sket, men­ne­sket vandt frem, den nye tid tilhørte mennesket.

Men alt det vidste skovtrolden ikke, den gik glad gennem forårsskoven, og når fuglene kiggede ned, var den ved at sprænge af stolthed over at være, hvad den var, hvilket held, at den var blevet netop det, en skovtrold! Den var halvanden alen stor, ikke større end at den kunne søge ly under en bregne, den havde hår overalt, men flest på benene, dens hale var kraftig, altid højt løftet, og ellers havde den alt, hvad skovtrolde har, ingen skulle være i tvivl om det. Den var født i en anden skov, et helt andet sted, for længe siden, i et kuld, der ikke alle nåede at få navne, så da den fik egen skov, havde den døbt sig selv Skovtrold. Det syntes den, var et godt og naturligt navn.

Og Skovtrold satte farten op, selvom den ikke var på vej nogen steder hen, men foråret gjorde den dejligt rastløst, som om den ledte efter noget uden at vide hvad, og indimellem løb den, hvorfor ikke? Det kunne den vel selv om.

Så pludselig, lige med ét, simsallabim, ved et lykketræf stod den ansigt til ansigt med en anden skovtrold. Det var en hun, og Skovtrold mærkede, at den var en han, og alt var godt. Troldetøs hed hun, et dejligt navn, og Skovtrold tænkte, at hun nok var lige så usikker på ham, som han var på hende. Imens han tænkte det, kiggede Troldetøs op og ned ad ham et par gange, så trak hun på sine skuldre, det vel var så godt, som det blev, og sagde:

– Skal vi bo i din eller min hule?

Og i selv samme åndedrag tilføjede hun:

– Det med guldet er ikke nødvendigt, det springer vi bare over.

Sidste gang hun havde mødt en hantrold, var han gået efter guld til hende og aldrig vendt tilbage, hvad enten han så var død eller – det var næsten ikke til at holde ud at tænke på – havde mødt en anden troldepige. Det skulle nødigt ske igen. Hun var ude over den første som­mer, det måtte hun indrømme, og hun havde behov, der skulle dækkes, men guld kunne hun godt undvære, hvad skulle hun med det?

Men Skovtrold var ikke enig. Det var gammel skik lige fra tidernes morgen hos de to aller­første skovtrolde, at hantrolden skulle give huntrolden en guldting – stor eller lille, det var uden betyd­ning, blot det var guld – inden de flyttede i fælles hule. Først da blev samlivet lykkeligt, og et kuld småtrolde kunne komme til. Traditionen var blevet indprentet ned gennem tiden fra mor til søn, tilsat urgamle rim, og fortalt i stor alvor. Skovtrold huskede endnu sin egen mors rå bas i barndoms­hulen, inden han blev smidt ud, og hvordan hun inderligt forklarede ham og hans brødre: Intet guld, Intet kuld og Guld er glæde,

Mad er æde – dybe sandheder, som ingen skovtrold måtte kaste vrag på. Derfor tog han straks afsked, lovede at være tilbage om et år, og allerhøjst tre, hvorefter han fornøjet begav sig på vej, mens Troldetøs, det dej­lige væsen, forsøgte at holde på ham, lige indtil hun opgav, åhhr, for pokker, nu igen, og gik alene ind i sin hule.

Skovtrold drog til kongen og dronningen, det var, hvad han kunne finde på. Her ville han tilbyde sin tjeneste og få sit guld som løn for sit arbejde, en udmærket plan, tænkte han, og gik mod kongsgården, der lå ved Roskilde, idet han koncentrerede sig om at sætte det ene ben foran det andet, så vejen ikke føltes så lang.

I kongsgården gik han til dronningens kammer, hoppede op på et bord og præsentere­de sig selv:

– Jeg hedder Skovtrold, sagde Skovtrold, og jeg er en …

Længere kom han ikke før dronningen afbrød:

– Ja tak, det har jeg næsten gættet, og hvad vil du så her?

Skovtrold forklarede om sig selv og sin Troldetøs, og om den gamle tradition. Han måtte tjene lidt guld, en ring, en broche, en nål, en mønt, det var lige meget, bare det var guld. Og så havde han tænkt, at i kongsgården …

Dronningen afbrød igen, det lå godt til hende.

– Slottet, endelig ikke kongsgården, husk det.

Skovtrold nikkede, slottet endelig slottet, det var i orden med ham, og dronning Sofie – for sådan hed hun – forklarede videre:´

For nylig var kongen på tur i vendernes land for at vinde hæder og ære, og for at slå ven­dere ihjel og hugge guder itu: Svante­vit, Rygievit, Porevit, og en masse andre vitter, hun ikke huskede navnene på. Og der ude i det fremmede hørte han, at rigtige konger boede i slotte, ikke på gårde, så nu hed kongs­går­den slottet, hvis han ellers havde lyst til at beholde sit troldehoved.

Fortsætter 2. søndag i advent.

 

Men hvad handler bogen om?

God læselyst. Foto: Rebekka Andreasen

Om at anmelde: “Men hvad handler bogen om? Skal det ikke også stå i en anmeldelse?” Det spørgsmål fik jeg for nylig her på bloggen efter at have anmeldt en krimi. En fyldestgørende anmeldelse synes jeg selv, men indrømmet – jeg er ikke den, der giver lange referater af en bogs handling, når jeg anmelder bøger.

Når jeg læser bøgers bagsidetekster, synes jeg indimellem, at forlagene afslører alt for meget af bogens handling og indhold. Informationer, som jeg gerne selv ville have læst mig frem til. Det dér mord på side 101, ville jeg egentlig helst have kom som en overraskelse. Det er en kunst at skrive netop bagsidetekster, så de bliver en appetitvækker og fortæller om bogen – uden at teksten afslører for meget af bogens handling.

Sådan har jeg det også med anmeldelser. Der er ikke noget værre end en anmeldelse, der afslører alt for meget. Og de findes altså derude. Både i blogland, men også i aviserne. Og nogle gange afslører anmeldelser ikke kun lidt, men alt for meget. Plotspoiler i grotesk grad.

Ret skal være ret: I blogland og i aviserne finder jeg også anmeldelser, der er så formfuldendte, originale og fantastiske, at jeg ville ønske, jeg selv havde fundet på ordene.

Hos mig finder du ikke lange referater af, hvad der sker i en bog, for det synes jeg selv, du skal læse dig frem til. Selvfølgelig er det rart at vide, om vi befinder os på indlandsisen og har kurs mod en klimakrise, eller om historien udspiller sig i misbrugsmiljøet i Aalborg eller i New York i 1930érne. Og jeg bestræber mig altid på at skrive, hvem, hvor og hvad, så mine læsere har en anelse om, hvad der foregår. Men jeg vil gerne videreformidle min egen oplevelse af bogen og skrive, hvad jeg synes, der fungerer/ikke fungerer, og nogle gange fylder referatet meget lidt.

Og jeg kan finde på at lave anmeldelser, hvor jeg vender det hele på hovedet som denne her, hvor jeg anmelder Jo Nesbøs Tørst. Læs den anderledes anmeldelse, der bestemt ikke følger nogen skabelon, her

Jeg blev ikke fornærmet over spørgsmålet, tværtimod. Jeg er begejstret for engagerede læsere, der gider bruge tid på at smide en kommentar i min retning. Og spørgsmålet fik mig til at tænke. Og være glad for, at jeg gør, som jeg gør. Og spørgsmålet fik mig til at skrive ordene her.

God læselyst. Både med mine og andres anmeldelser. Og med de der skønne bøger. Smid endelig et spørgsmål min vej, hvis der er noget, du undrer dig over.

Bedste hilsner fra

Rebekka

 

Anmeldelse: Al kødets gang af Ambrose Parry

Anmeldelse: I aftes holdt jeg foredrag på Risskov Bibliotek, der samtidig var årets sidste foredrag om krimiguf. Jeg anbefalede 16 suveræne krimier. Det skulle egentlig kun have været 15. Men denne krimi, der udkom i fredags, sneg sig med i feltet.

Ny videnskab og gamle overbevisninger mødes i denne læseværdige historiske krimi.

Ambrose Parry: Al kødets gang: Det er ikke altid butleren, der er skurken. Heller ikke i Ambrose Parrys Al kødets gang, der udkom forleden på Modtryk.

Men der er en butler med i historien, for den historiske krimi foregår i Edinburgh anno 1847. I en brydningstid, hvor der eksperimenteres med medicin og nye banebrydende behandlingsmetoder, og i en tid, hvor nogle har en butler – og andre kæmper med det yderste af neglene for at holde krampagtigt fast i livet i Edinburghs rå slum –  beskidte og fattige Old Town.

I bogen møder vi den unge Will Raven, der er medicinstuderende. Han er pokkers heldig og bliver føl hos den berømte professor i fødselshjælp Simpson i byens fine kvarter. Den berømte og velrespekterede læge har ikke kun en butler ansat, men også den kvikke og ambitiøse tjenestepige Sarah Fisher, der har andre talenter end at gå ærinder og skænke kaffe op.

Og selvom de ved første skæve øjekast foragter hinanden, finder Sara og Will efterhånden sammen, fordi de som de eneste er interesserede i at finde sandheden om nogle bemærkelsesværdige dødsfald blandt byens kvinder.

Hvor det unge detektivpar er fiktive, levede deres arbejdsgiver James Young Simpson (1811 – 1870) i virkeligheden og er i dag for Edinburgh, hvad H. C. Andersen er for Odense.

Som den første af alle anvendte han kloroform som bedøvelsesmiddel, og Simpson har haft betydning for udviklingen af obstetrik/fødselshjælp.

En venlig bloglæser tog dette foto, da jeg i går holdt foredrag på Risskov Bibliotek. Måske ses vi på dit lokale bibliotek i 2019?

Jeg er faldet pladask for Will og Sara og det berømte bysbarn, der åbnede sit hjem for både fattige patienter og samfundets elite.

Og jeg er faldet for bogens virvar af skumle gyder, brutale samfundsstrukturer, desperate prostituerede, griske mennesker, rå og resultatorienterede politimænd, drukkenbolte, fine damer med sans for korssting og sladder, eksperimenterende læger, der ivrigt afprøver kemiske stoffer på egne kroppe og alle de håb og den håbløshed, Edinburgh bød på dengang.

Vanvittig underholdende, rå og tankevækkende victoriansk krimi, der sætter en interessant brydningstid i fokus. En tid, hvor ny videnskab og gamle overbevisninger kommer i karambolage med hinanden.

Det er historie og fiktion flettet forrygende sammen til en levende og farverig fortælling. Og ja, den eneste forskel på gift og medicin er mængden. Tempoet spurter indimellem, mens det lunter i andre afsnit, men historien mister aldrig pusten. Den er rørende og rå og rasende underholdende, selvom plottet ikke gemmer på store overraskelser. Men der er gode miljø- og personbeskrivelser i bogen, og et interessant portræt af en kompleks by. Der er allerede planlagt flere bøger i samme serie.

Ambrose Parry er pseudonym for det skotske forfatterpar krimiforfatter Chris Brookmyre og hans hustru Marisa Haetzman, der forsker i anæstesi. Hendes kandidatafhandling om anæstesiens historie gav inspiration til romanen.

Et passende navn. Ideen til pseudonymet fik parret nemlig efter Ambroise Paré, som var en fransk militærkirurg i midten af det 16. århundrede. Han er blevet kaldt den videnskabelige kirurgis fader og udgav flere anatomiske og kirurgiske lærebøger på fransk, hvilket i begyndelsen blev latterliggjort, da det var sædvane at publicere på latin. Men han kom til at arbejde for flere franske konger, så…

 

Streaming på C More: The Cry

Alle fire episoder af The Cry er tilgængelige på C More. Foto:PR/ C More

Streaming: The Cry er en britisk miniserie i fire afsnit, som du lige nu kan streame på C More. Og det synes jeg, at du skal gøre, for det er en meget medrivende og stærk, men langsomt fortalt thriller om forældres værste mareridt – at deres barn forsvinder. Serien er bygget over den australske forfatter Helen FitzGeralds thriller af samme navn fra 2013.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 7 ud af 12. )

 

Da min ældste dreng, der nu går på handelsgymnasium, var knap tre år, fløj jeg alene med ham hjem fra Paris, hvor jeg havde besøgt en kær veninde. Og jeg husker stadig, hvordan sønnike græd konstant på turen til Billund. Som i lige så nonstop som ruten. Og jeg husker folks blikke. Først de medlidende øjne og forsigtige smil og senere de sammenbidte ansigter og dybe suk. Mine røde plamager på halsen voksede i takt med, at folk kom med gode råd. Knap to timer i et fly med en grædende 2-årig føles som en uendelig pinsel.

I The Cry rejser den unge mor Joanna (Jenna Coleman) med manden Alistair (Ewen Leslie) fra Skotland til Australien med deres tre måneder gamle baby Noah for at ansøge om myndigheden over Alistairs 14-årige datter, der bor i Australien hos sin mor.

En lidt længere tur end Paris-Billund, men erindringerne om den flytur poppede straks op igen, da jeg så The Cry.

Noah er urolig og græder det meste af turen down under. Kolossalt stressende for den unge, udmattede mor, der er træt og slidt og som konstant kæmper med at finde sig tilrette som nybagt mor. For Noah er et barn, der græder utrolig meget. Og Joannas mand Alistair har travlt med sin karriere som spindoktor for en fremtrædende politiker. Og han tager en lang lur i flyet og lader Joanna om at have ansvaret for deres søn.

Da parret ankommer til Australien rammer en tragedie, som ændrer deres liv og ægteskab for evigt. Noah forsvinder under en køretur, da parret holder holder ind for at handle. Og pludselig holder gråden op.

Psykologisk thriller, der fascinerer, især på grund af Jenna Coleman. Foto. PR/ C More

Hvem i det lille søvnige australske samfund har kidnappet Noah? Eller har nogen slået ham ihjel? Har Joanna noget med Noahs forsvinden af gøre? Har hun mon en fødselsdepression? Har hendes mand noget af gøre med, at Noah er væk?

Eller hvad med ekskonen, der kæmper med alt, hvad hun kan finde frem af hårde bemærkninger, sympati og listighed for at undgå, at datteren flytter med sin far til Skotland? Eller den store datter, der har problemer i skolen og har slået sin lærer? Er hun mon jaloux på sin bror?

Hurtigt får sagen stor mediebevågenhed, og Joanna piner sig selv med at følge med i kommentarerne på de sociale medier.

Visuelt er The Cry en lækkerbisken, og vi ser bl.a. skribenterne bag de både voldsomme som medfølende kommentarer fysisk omringe Joanna, når hun logger på nettet, fordi hun simpelthen ikke kan lade være.

Serien fik mig også til at tænke på A cry in the dark (Et skrig i mørket) fra slutfirserne, hvor Meryl Streep spiller en mor, der beskyldes for at være skyld i sin babys død i den australske outback. Men nej, her er det ikke en australsk dingo, der er skurken.

The Cry er den type serie, der igen og igen bryder kronologien og springer i tid og sted. Og det er en af de ting, der gør serien meget seværdig. Miniserien er godt fortalt, og det pirrer min nysgerrighed, at vi hopper frem og tilbage i tid og hele tiden er i tvivl om, hvem vi som seer skal have sympati med. Vi får lunser af informationer, vi ikke helt forstår, før hele sagen er blevet rullet ud. Og på den måde kan serien minde om f.eks. Gone Girl og The Girl on the Train.

De mange flashbacks er især en skildring af moderskabet, når det ikke er rosenrødt og Instagramvenligt. Især Jenna Coleman spiller så intenst og troværdigt, at det er en fryd at iagttage. Og jeg kan godt lide, at serien ikke strækker sig over f.eks. ti afsnit, men at vi får en grum og gribende historie fortalt intensivt og hjerteskærende – selvom tempoet er en smule langsommeligt.

Dramaet skal findes i det psykologiske spil, i moderens store udtryksfulde øjne og i de små intense cliffhangers og overraskende plots, og ikke i hæsblæsende klip og tempofyldte handling.

Hvem er det, der gemmer på hemmeligheden om, hvad der er sket med Noah?

En kvindelig efterforsker siger på et tidspunkt, at skyld ikke tynger mindre med tiden, selvom folk tror, at det forholder sig sådan. Og når vi efter cirka fire timer får oprullet hele historien i sæsonfinalen, så sidder man tilbage med en følelse af at have brugt fire timer på en virkelig medrivende og spændende thriller med masser af kvalitet.

 

PS: Jeg er også i gang med Mr. Mercedes sæson 2. Uff, den er grum og god. Og virkelig godt fortalt. Se den. Og læs min anmeldelse af første sæson. Jeg gik også i gang med Harry Quebert-affæren, men den skuffer, synes jeg. Så brug din tid på nogle af de andre skønne serier på sitet. I øvrigt kan du nu se samtlige 45 Martin Beck-film på C More.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her