Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Ghostwriter af Steffen Jacobsen

En del af Ghostwriter, den femte bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen, foregår i Etiopien. Bogen udkommer i dag på Lindhardt og Ringhof. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Ghostwriter af Steffen Jacobsen spurter afsted med 200 kilometer i timen, biljagter, en kvindelig snigmorder, cirkelspark til medicinalindustrien og udspekulerede, pengegriske banditter i habitter. Det er topunderholdende og medrivende. Jeg er vild med makkerparret Michael Sander/Lene Jensen, snarrådige og handlekraftige som de er. Men det koster en smule på karakterskildringerne, at der konstant er forrygende fart over feltet i den femte bog om makkerparret.

Jeg ved, at jeg vil udsætte mine hovedpersoner for alt muligt frygteligt – de skal bare males til støv. De skal smadres og torpedoanskydes og angribes af vilde dyr – altså, de skal virkelig udslettes for så at genopstå.

Steffen Jacobsen-citatet stammer fra Lindhardt og Ringhofs hjemmeside. Og Steffen Jacobsen spilder ikke tiden, men forkæler sine læsere med den ene mere højspændte og nervepirrende situation efter den anden. Der er masser af fandenivoldskhed over Ghostwriter, og Jacobsen evner i den grad at drive en interessant handling frem med masser af tempo og action. Og med et plot, der begejstrer, selvom man som læser hurtig erfarer, hvordan det hele hænger sammen.

Da jeg for fem år siden interviewede Steffen Jacobsen sagde han:

Det betyder ikke så meget for mig, at læseren ved, hvem forbryderne er fra starten. Det, der interesser mig, er deres motiver til at handle, som de gør. Jeg vil også helst sætte figurerne ind i en større samfundsmæssig og historisk kontekst. En katastrofe som et terrorangreb f.eks.- ikke for katastrofens skyld, men for at undersøge de små mennesker – som vi alle er – der går rundt på bunden af de store begivenheder.

At vi kender bagmændene gør ikke historien mindre interessant. Og åh, hvor skal det stakkels ægtepar Sander/Jensen igennem meget. Og ja, de bliver torpedoanskudt.

En ældre direktør fra et af verdens førende medicinalfirmaer bliver tvunget til at begå selvmord i sin rummelige, mørkeblå Mercedes. Den unge journalist, der var i gang med at skrive hans biografi, findes dræbt i en skov tæt ved. Skudt gennem hovedet.

Politikommissær fra Københavns Politi Lene Jensen får sagen, som hendes kære mand i al hemmelighed også efterforsker. Michael Sander har nemlig fået fat i en hemmelig dagbog, der har betydning for sagen. En dagbog, som magtfulde mennesker i medicinalindustrien vil gøre alt for ikke kommer frem. Og det bringer ham i fare. Og på kollisionskurs med konen.

Samtidig har Michael Sander sin helt egne agenda, sin egen vendetta rettet imod nogle – ved første øjekast – helt almindelige mennesker. En mission, som Lene Jensen heller intet kender til.

Jeg havde gerne set lidt mere fyld på karaktererne. De udvikler sig, ja, men jeg ville gerne have været lidt mere inde i hovedet på både Sander og Jensen. Det koster lidt, at der konstant er tempo og hurtige sceneskift i Ghostwriter. Alligevel har forfatteren fået plads til at vise læserne, at Sander er blevet mere rund i det. Ikke som i buttet, men som i knap så kynisk og pengefokuseret. Det havde jeg gerne set, at forfatteren havde foldet endnu mere ud, for der er ikke plads til synderlige dybe tanker i en historie, der suser afsted. Og i denne fortælling gør Sander faktisk noget – uden at få penge for det.

En person, han til gengæld folder fint ud og som får plads til at tænke, er lægen Thomas Schmidt. I årevis har han arbejdet i katastrofeområder blandt andet for en katolsk hjælpeorganisation i Adigrat i det nordlige Etiopien på grænsen til Eritrea, og som overlæge og ortopædkirurg har Steffen Jacobsen tjek på sin lægetaske. Når et dødeligt borende pilespids forvandles til et livsgivende dræn, så tror man på det.

Og så sniger der sig en lille kærlighedshistorie ind i Ghostwriter også. Lægen Thomas møder en mystisk kvinde i Afrika, som han ikke kan glemme igen, og selvfølgelig hænger hændelserne i Etiopien fornemt sammen med begivenhederne i Danmark.

Sæt dig godt tilrette, spær øjnene op og lad dit hjerte banke ivrigt og nyd den film, du nu skal se for dit indre blik. Indtag en hæsblæsende handling og skønne knastørre replikker, der flyver gennem luften sammen med nedskudte droner og bandeord. Og lev med, at karaktererne mere rykker sig fysisk end psykologisk. Hardcore Sander/Jensen-fans bliver ikke skuffede.

PS: Steffen Jacobsens bøger om Michael Sander og Lene Jensen i rækkefølge:

Trofæ

Gengældelse

Et bjerg af løgne

Enhjørningen

Ghostwriter

PPS: Læs eller genlæs mit interview med Steffen Jacobsen, dengang han var aktuel med første bog i serien Trofæ

PPPS, hvis der er noget, der hedder det: Etiopien er selvfølgelig andet end hungersnød, tørke, borgerkrig og helt unge piger, der dør under fødslen. Engang blev jeg forsinket med et fly, der mellemlandede i Etiopien, og jeg fik mulighed for otte timer i hovedstaden Addis Abeba – eller Addis Ababa, som det også staves. Sjældent har jeg fået et så velsmagende og krydret vegetarmåltid med linser og bønner og andre gode sager, som det, jeg gravede op med fladbrød fra et stort fad på en lille, beskeden restaurant i Addis Abeba.

 

Anmeldelse: De efterladte af Palle Schmidt

De efterladte af Palle Schmidt udkommer 1. november 2018. Forfatteren står også bag bogens cover.

Anmeldelse: De efterladte er Palle Schmidts anden krimi for voksne. Bogen udkommer i morgen på det lille forlag Calibat. De efterladte er en rå, mørk hurtiglæst krimi skrevet i et kontant og direkte sprog.

Har du læst A. J. Kazinskis Den sidste gode mand som tegneserie? Hvis ja, så kender du Palle Schmidts streg, for det er ham, der med mørke, kraftfulde illustrationer har forvandlet bogen om gidselforhandleren Niels Bentzon til en såkaldt graphic novel. Men Palle Schmidt kan også skrive.

Tidligere har han – udover graphic novels – skrevet ungdomsromaner. Han er uddannet på den 1-årige masterclass på Filmskolens manuskriptlinie. Palle Schmidt debuterede som krimiforfatter for voksne med romanen Fanden på væggen, der udkom i 2016.

Nu er han aktuel med sin anden krimi, der er en hurtiglæst, men bestemt ikke uinteressant bog, selvom den godt måtte have haft lidt mere fylde. Mere om det senere.

Vi følger bogens københavnske jeg-fortæller Hauge, der netop er blevet løsladt efter at have afsonet endnu en voldsdom. Han drager mod nord, mod en lille nordjysk havneby i nærheden af Frederikshavn for at undersøge, hvad der er sket med rockerkongen Bjarkes nevø. Hvordan kan en fisker og elitesvømmer drukne i et havnebassin?

Hauge, hvis fornavn vi aldrig får at vide, skylder Bjarke en tjeneste og tager modvilligt afsted, men måske det også er meget belejligt, for hvad pokker skulle han ellers give sig til? Hauge har intet sted at bo, intet job, ingen kæreste – og så kan han lige så godt lege detektiv i en lillebitte landsby langt ude, hvor havet rusker ubarmhjertigt, hvor lokaltoget sjældent standser, hvor ejendomsmæglerens Til salg-skilt står i årevis, hvor der er piger med grønne øjne, og hvor de efterladte, der ikke er flygtet til de større provinsbyer, er ladt tilbage. Der er ikke meget at grine af på de kanter. Det er Jylland, når det er allermørkest.

Det er ikke alle, der er interesserede i, at Hauge undersøger sagen, og han får hurtigt skabt fjender i det lille lokalsamfund med sine nærgående spørgsmål og sin proper næve.  For Hauge løber ikke væk fra et rask slagsmål, men går stille og roligt imod det.

Selvom han på papiret måske ikke virker som retfærdighedens mand, så er det alligevel ham – og ikke politiet – der finder sandheden om, hvad der skete med Bjarkes nevø Ditlev. Hauge har moral trods mangler, plettet straffeattest og ar på sjælen.

Der er noget dejligt energisk, kantet og utvetydigt over historiens tone. At historien er skrevet i førsteperson ental giver en god nerve til fortællingen, og Palle Schmidt skriver rapt og direkte uden dikkedarer. Og så er der skønne miljøbeskrivelser af både det lille samfund og de folk, er bor der. Trøstesløsheden og forfaldet er til at få øje på i det lille samfund, hvor nogle er bykonger, mens andre bøjer nakken. Og alle holder øje med hinanden. Og Palle Schmidt har øje for små, lækre detaljer. Og heldigvis er der også masser af tør humor i historien.

Jeg hilste på Palle Schmidt (tv) på BogForum 2018. Her sammen med forfatter Jakob Melander, som Palle Schmidt har interviewet i sin PlotCast. Hør indlægget her. Foto: Rebekka Andreasen

Krimien er delt op i korte, stramme kapitler. Det giver tempo, men indimellem går det for hurtigt efter min smag. Jeg ville ønske, at forfatteren ikke var bange for at dvæle lidt. Det virker en smule som om, han er bange for at kede læserne. Den kriminelle Hauge som detektiv er en interessant, han er både destruktiv, men også initiativrig og påholdende, og jeg ville gerne have hørt endnu mere om Hauges baggrund, om hans tanker, om hans historie. Han er spændende.  Og en original opdager. Og slet ikke så dum, som han måske selv tænker, at han er.

Forfatteren skriver på en fortsættelse til De efterladte, og hvis Hauge er med igen, kan jeg kun håbe, at forfatteren giver plads til, at vi lærer Hauge bedre at kende. Historien er nemlig kun set fra Hauges synsvinkel og derfor er det fra ham, at tankerne skal komme. Eller også skal forfatteren flette synsvinkler fra andre karakterer ind – jeg mangler i hvert fald mere dybde.

Plottet er forholdsvis enkelt, historien er fint fortalt i et raskt tempo uden krumspring, og jeg var godt underholdt. Men det er ikke en bog, der bliver i min bevidsthed længe. Hurtigt læst, hurtigt glemt. Men jeg læser gerne igen om Hauge – især hvis karakteren bliver foldet endnu mere ud, og Hauge får lov til at tænke mere end han slås.

Du kan læse mere om forfatter Palle Schmidt her

PS: Palle Schmidt er også manden bag den Plotcast, hvor han interviewer forfattere om det at skrive.

Krimiarrangement i Aarhus med Hammer, Hammer, Zornig og Lindholm – og retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen

Søren Hammer, Lotte Hammer, Jørgen Lange Thomsen, Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm – mød dem på Godsbanen i Aarhus den 8. november.

Krimiarrangement/Aarhus: Har du abstinenser efter BogForum 2018? Vil du gerne med helt ind i maskinrummet, når en række populære forfattere udtænker plots og giver deres bud på, hvorfor vi fascineres af ondskab og menneskets skyggesider – hvad enten der er fiktion eller virkelighed?

Så sæt kryds i kalenderen den 8. november, hvor du på Godsbanen i Aarhus kan møde to forfatterpar Lotte og Søren Hammer og Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm.

Også Jørgen Lange Thomsen, der er professor emeritus på Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet, får du fornøjelsen af. Han er blandt andet forfatter til Retsmedicineren – Et liv med døden som ledsager, og rådgiver blandt andet om forebyggelse af drab.

Tak til søde bloglæser Conni Jørgensen for billedet af mig og Lotte og Søren Hammer. Foto: Conni Jørgensen.

Lotte og Søren Hammer er søskende og aktuelle med den niende krimi i bestsellerserien om Konrad Simonsen og co. Mirakelbarnet hedder den. Deres bøger er solgt til 22 lande, og jeg havde fornøjelsen af at interviewe dem på BogForum.

Lisbeth Zornig blev landskendt for selvbiografien Vrede er mit mellemnavn og tv-dokumentaren Min barndom i helvede. Hun og Mikael Lindholm debuterede i 2015 på bestsellerlisterne med deres første spændingsroman Bundfald, som tager udgangspunkt i Lisbeths brors besynderlige død. Siden har de sammen skrevet Arkimedes og Eksodus.

Til arrangementet kan du bl.a. blive klogere på, hvad der foregår i krimiforfatteres hoveder, når de udtænker et plot. Og forfatterne udforsker i selskab med publikum og retsmedicineren hvad det er, der tiltrækker os ved de blodige fortællinger, hvad enten det er fiktion eller blodig virkelighed.

Dine ideer tæller med

Møder du op på Godsbanen næste torsdag, så bliver du og dine ideer inviteret med ind i processen, når forfatterkollektivet på scenen skaber en krimi i selskab med publikum. Hvis du har lyst, kan du sende forfatterne nogle ord om et muligt plot, et mysterium, et drab, et persongalleri eller andet, du kunne tænke dig at se indarbejdet i en krimi. Retsmedicineren hjælper med at vurdere realismen i de mulige plots, hvor fiktive personer kommer af dage eller kommer til skade.

Når du tilmelder dig, får du en email op til foredraget med anvisninger om, hvordan du… det får du at se.

Jeg kommer. Ses vi på Godsbanen? Læs mere om arrangementet her

 

Interview med Arne Dahl – BogForum 2018

– Jeg er ikke færdig med Berger og Blom. Men det bliver en fritstående historie, og ikke en del af trilogien. Og måske lykkes det mig en dag at skrive en standalone – det har jeg ikke været så god til, siger den svenske forfatter lunt. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2018: Et af højdepunkterne på BogForum 2018 var for mig en snak med den svenske forfatter Arne Dahl. Han er aktuel med Midtvand, der er tredje bind i serien om Sam Berger og Molly Blom. Læs hvad der kom ud af vores snak her. 

Det er sen fredag eftermiddag på BogForum, da jeg har aftalt et kort interview på tomandshånd med den svenske forfatter Arne Dahl. Bag forfatternavnet gemmer litteraturkritiker og forfatter Jan Arnald sig, og jeg har kun talt kort med ham tidligere. Så selvom vores tid til snak er begrænset, da Jesper Stein om mindre end tyve minutter skal interviewe ham på Rød Scene, så har jeg set frem til mødet.

Jeg er fan. Hvis jeg havde interesseret mig glødende for fodbold, havde man måske kaldt mig fanatisk.

For mig er Arne Dahl en af de allerstørste krimiforfattere. Nogensinde. For mig står han for alt det, jeg elsker ved krimigenren lige fra knaldhamrende spændende historier til sylespidse miljøbeskrivelser, overraskende, komplicerede og uigennemskuelige plots, naturtro dialoger og masser af spænding og underholdning i absolut topklasse. Og interessante karakterer, som jeg med fryd følger, fordi jeg må vide, hvordan de udvikler sig.

Og så har Arne Dahl (og hans danske oversætter Anders Johansen) flair for at få sproget til at danse.

Flere gange i løbet af vores snak, som er en herlig blanding af dansk, svensk og engelsk, nævner Arne Dahl ordet tight – stram. At han med de tre bind om Berger og Blom (Skyggezone, Indland og Midtvand) har haft lyst til at skrive en mere stram fortælling med mindre komplekse og komplicerede handlingsforløb, med færre hovedpersoner. Og med vægt på det psykologiske frem for storpolitik.

Fra den ydre til den indre verden. En mere snæver fortælling, hvor han havde mulighed for at komme endnu længere ind i hovedet på sine hovedpersoner.

Jeg synes nu, at Berger og Blom-serien er temmelig kompleks og kompliceret – bare på en anden måde end hans bøger om A-gruppen eller Opcop.

“Berger og Blom er ikke så stabile, sympatiske og likeable, som Paul Hjelm f.eks. er, og det har været en stor udfordring at skrive om personer, man måske ikke rigtig synes om og ikke ved, om man kan stole på. Og det har været en udfordring at skrive om personer, der ikke har et normalt liv. Men det var netop det, jeg ville med serien,” forklarer Arne Dahl.

Hans arbejdsmetode med den nye serie har også været anderledes. Selvom han har haft en struktur for historierne, har haft skelettet til fortællingerne klar, har han skrevet mere spontant og set, hvordan bøgerne har udviklet sig. Og han er selv blevet overrasket over, hvad det har ført med sig.

“Når man har skrevet så mange krimier, som jeg har, så bliver jeg sjældent overrasket, når jeg læser krimier. Men netop med trilogien her er jeg selv blevet overrasket, fordi historien har udviklet sig og har taget drejninger, jeg ikke kendte på forhånd. Det har været ekstra sjovt – selvom det også har været svært,” forklarer Arne Dahl.

Den seneste bog om Berger og Blom hedder Midtvand – og er et begreb hentet fra dykkerverdenen. Netop der, hvor du som dykker mister orienteringen og ikke ved, hvad der er bund eller overflade. Der, hvor du fuldstændig mister orienteringen. Og det passer perfekt til den paranoide og klaustrofobiske stemning, som Arne Dahl gerne ville skabe med bøgerne. Og Sam Berger må flere gange igennem midtvandet – der, hvor risikoen for fejl og fare er allerstørst.

“Jeg elsker vand og havet, jeg bader gerne, og jeg snorkler også. Men jeg dykker ikke selv,” forklarer Arne Dahl og føjer til, at han som forfatter opsøger det, han er angst for. Det mørke dybe endeløs hav – og tanken om at dø druknedøden.

“Krimien er ikke en trend, den er noget helt fundamentalt, og den gode krimi har en funktion for det moderne menneske. En nærmest terapeutisk funktion, hvor vi finder trøst og velbehag, når kaos bliver genoprettet og alt det irrationelle og skræmmende ikke svæver i det uvisse til slut, men får en form for forløsning.”

20 år som Arne Dahl

I år er det 20 år siden, han debuterede som Arne Dahl med krimien Ondt blod, og skal han slå ned på én begivenhed i hans forfatterkarriere, der har gjort ekstra indtryk, så var det første gang han mødte hele ensemblet, der spiller med i filmatiseringen af bøgerne om Paul Hjelm fra Stockholm Politi og A-gruppen.

“Det var virkelig syrealistisk. Nu havde jeg levet med karaktererne så længe, de havde været en stor del af mit liv, og pludselig stod skuespillerne, der skulle give dem liv i tv-serien, lige der foran mig.”

Og ja. Selvom man hedder Arne Dahl, selvom ens bøger er oversat til 32 sprog,  selvom man er den slags forfatter, der er landet på BogForum i Bella Center efter en succesrig turne i Tyskland, hvor der ikke sjældent dukkede 700 – 800 mennesker op, ja, så kan man sagtens blive usikker, når man sidder alene og skriver.

“Indimellem tvivler jeg også,” siger han, der er er nomineret til den prestigefulde The Ripper Award, som landsmænd som Håkan Nesser og Henning Mankell tidligere har vundet.

Med et lunt smil indskyder han, at nu må det snart være hans tur til at nappe den pris.

Jeg håber, han vinder. Jeg synes, han fortjener den.

Selv er Arne Dahl meget glad for sin serie om Berger og Blom. Da jeg i de sidste minutter af vores samtale spørger den svenske forfatter om, hvilket råd han ville give til sit yngre Arne Dahl-jeg, hvis han kunne, tænker han sig om et øjeblik, før han svarer:

Fortsæt som du gør – du gør det godt. Men du kommer til at stramme dine historier op. Du kan ikke have plads til tre sider om musik, og du mister måske lidt ved ikke at bruge tid på at skrive om karakterer, der henter børn i børnehave. Men du kommer tilgengæld helt tæt på. Og det bliver godt.

PS: Interviewet her er skrevet i toget på vej hjem fra BogForum. I fredags, da jeg tog modsatte vej fra Aarhus til København, skrev jeg anmeldelse af Adrian McKintys tredje Sean Duffy-krimi. Læs eller genlæs den her

 

Anmeldelse: Og i morgen er jeg væk af Adrian McKinty

Bogen er tredje bind i serien om politimanden Sean Duffy i 80’ernes Nordirland.

Anmeldelse: Nordirske Adrian McKinty, der tidligere på året besøgte Krimimessen i Horsens, er aktuel med endnu en Sean Duffy-krimi på dansk. Elegant får McKinty flettet virkelige begivenheder fra borgerkrigen i Nordirland ind i en eminent god og stemningsfuld krimi, hvor trøstesløsheden hærger på hver eneste underholdende side.

Og i morgen er jeg væk er tredje bind i Adrian McKintys forrygende serie om den katolskfødte Sean Duffy i et overvejende protestantisk politikorps. Som de øvrige bøger i serien har bogen titel efter en linje i en Tom Waits sang. På engelsk hedder bogen In the morning I’ll be gone. Og nu er forfatteren nået til 1984.

Egentlig er efterforskeren Sean Duffy blevet degraderet pga. omstændigheder i den forrige bog, men en dag banker MI5 – det britiske efterretningsvæsen – på hans dør. De har desperat brug for hjælp til at finde en berygtet IRA-terrorist, der er flygtet fra et nordirsk fængsel. Duffy var barndomsven med terroristen, og efter selv forgæves at have ledt efter manden, sætter MI5 nu Duffy på sagen.

Duffy betragter sagen som et springbræt til at få oprejsning, og ufortrødent kaster han sig ud i jagten, der bestemt ikke er uden forhindringer eller fare. Duffy må tilbage til barndommens land for at få styr på sin fremtid. Og han har travlt. Meget tyder på, at IRA planlægger noget spektakulært, men hvor og hvem er udtænkt som offer for terrorismen?

Som krimifreak klapper jeg i hænderne over, at Adrian McKinty leger med den klassiske krimigåde om det lukkede-rum-mysterium, for som led i en byttehandel om informationer, skal han efterforske mordet på en ung kvinde, der er fundet død i en pub. Dørene var låst indefra, og der var ingen vidner. En klassisk gåde. Vi er jo helt tilbage til ham, der kaldes for den moderne krimis ophavsmand Edgar Allan Poe og hans novelle Dobbeltmordet i Rue Morgue.

Indimellem skriver Adrian McKinty en anelse tungt og omstændeligt. Men hæng lige på, for Og i morgen er jeg væk er en helt forrygende krimi især på grund af et usentimentalt og stærkt portræt af et Nordirland i opløsning under borgerkrigen, The Troubles, i 80’erne. Stemningen er lige så grå og trist, som den regn, der vælter ned fra himlen.

Et portræt af Belfast og omegn, hvor der ikke sjældent er bål, knuste ruder og uro i gaderne, hvor det er rutine at tjekke bilens understel for bomber, inden du kører så meget som en meter, hvor arbejdsløsheden og trøstesløsheden hærger, og hvor alting dirrer og sitrer og den næste voldelige konflikt med død til følge konstant truer.

Hvor politiske løsninger smuldrer. Og hvor hadet mellem katolske republikanere og protestantiske royalister får masser af næring i en tid med nedskæringer, sylespids Thatcher-politik og håbløshed alle vegne. Det er meget interessant at læse om, og bogens plot er overraskende. Så kan jeg godt overleve lidt tunge formuleringer, der popper op af og til.

Stærke personskildringer byder bogen også på, og Duffy er nøjagtig så egenrådig og utraditionel som nogle af de allerbedste fiktive detektiver, at ham bliver jeg ikke træt af at læse om foreløbig. Jeg er fan.

Elegant får forfatteren flettet virkelige begivenheder ind i den højspændte finale, og jeg har mere end en gang haft fat i Google, mens jeg læste, fordi Adrian McKinty gjorde mig nysgerrig på konflikten fra en ikke så fjern fortid. En blodig konflikt, der foregik kun få timer med fly fra Danmark.

De to forrige bøger i serien er Det kolde våde land og Sirenesang. Bogen er udkommet på Forlaget Olga.

 

Anmeldelse: Solo af Jesper Stein

 

Bøgerne om Axel Steen i rækkefølge:
Uro, Bye Bye Blackbird, Akrash, Aisha, Papa og Solo. Som med de øvrige bøger i serien har Peter Stoltze skabt forsiden. Læs eller genlæs mit interview med den grafiske designer her

Anmeldelse: Solo er sjette bog i Jesper Steins krimiserie om Axel Steen, og bogen udkommer i dag på Politikens Forlag. Solo er en formfuldendt, dynamisk og også rørende kriminalroman, kraftfuld, hektisk, dyster og rå.

På et tidspunkt i bogen betragter Vicki Thomsen, der nu arbejder som chef i Københavns Politis afdeling for Personfarlig Kriminalitet, Axel Steen i et lidt løjerligt outfit: Mørke habitbukser og en tynd grå hættetrøje. Tøj, der ikke umiddelbart samarbejder. I Solo, der tidsmæssigt foregår et par år efter Papa, har Axel Steen forladt PET og politiet og har taget et job, der kræver, at han har habitbukser på.

Han er nemlig blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank. Ja, du læste rigtigt. Og højre hånd for direktøren for det hele, Mikael Zorn. Med andre ord er Axel Steen nu solo – uden kollegaerne og alle de beføjelser, der følger med jobbet som PET-agent eller drabsefterforsker.

Men habitten strammer på alle tænkelige måder, Axel Steen må slugte nogle business-kameler, og heldigvis kan han ikke helt glemme sin fortid. Ikke glemme sit drive, sin retfærdighedssans, sin iver efter at jage ondskaben, efter at gøre det, han er allerbedst til. Ja, måske det eneste han i virkeligheden er god til: sit job. Og derfor kommer hættetrøjen i spil.

Igen har seje Vicki Thomsen en central rolle i bogen. Som Axel Steen har hun dybde og nuancer, og jeg er glad for, at hun næsten fylder lige så meget i bogen som sin tidligere kollega. Hun efterforsker drabet på en ung mand – en dansk/palæstinenser, der er blevet fundet i kælderen under Urbanplanen på Amager. Og hun kæmper ikke kun med egne fordomme, men også med at trænge igennem et massivt net af løgne, fortielser og hemmeligheder, for sagen har trevlede tråde til både Syrien, fremmede efterforskningstjenester og til PET.

Siden den første bog i serien, Uro, har Stein haft et kritisk blik på PET, og Solo er ingen undtagelse. Også erhvervslivets helt tunge mænd med deres særstatusser og selvbilleder får en over tuden.

Axel Steen har fået til opgave at fyre en medarbejder på sin arbejdsplads, altså i banken. Medarbejderen har svindlet for millioner af kroner. Opgaven skal løses diskret og uden at det vækker opsigt. Men pludselig eksploderer sagen, og Vicki Thomsen og Axel Steen får brug for hinanden. Der krydsklippes tjept mellem afsnit, hvor vi er i hovedet på henholdsvis Vicki og Axel. Og så er der gensyn med bl.a. Cecilie, Khalid og Lennart.

Kaster min detektivhat i luften

Jeg har ledt. Og ledt og ledt. For der må da være noget ved Solo af Jesper Stein, der ikke fungerer? Men det er svært at være kritisk. Bortset fra gentagne beskrivelser af himlens nuancer, som sagtens kunne undværes, så er Solo så ekstremt godt komponeret, at jeg kaster min fiktive, bløde detektivhat op i luften i begejstring over Stein.

Sidelange dialoger, der sidder præcist, som de skal, indblik i karakterernes dilemmaer, så empatien (eller afskyen) bruser, og jeg som læser bliver pokkers nysgerrig. Interne magtkampe, realistisk politiarbejde, masser af fremdrift med hyppige sceneskift og tempofyldte handlingsforløb, der fletter sig ind og ud af hinanden. Overraskelser, hittepåsomhed, så motiv og gerningsmand ikke er gennemskuelige, og mange små sjove detaljer. Som at en af bogens figurer er opkaldt efter forfatteren Morten Pape. Og hvilken figur.

Axel Steen virker umiddelbart knap så destruktiv, som i de tidligere bøger. At han begynder at ryge smøger igen er det nærmeste, han kommer et misbrug.  Ingen stoffer, ingen alkohol – det meste af bogen. Og på en måde gøre det mere ondt, at han er ved sine fulde fem, end hvis han var søbet ind i stoffer og alkohol, for Axel Steen vælger alligevel bevidst den vej, der er kulsort.

For lykkelig er han ikke. Næh. Han kæmper konstant en indre kamp om at finde glimt af lykken. Forsøger at hele sår og sorg. Kæmper med modstridende lyster om at kaste sig brutalt ud i arbejdet med gigantisk risiko til følge og et brændende ønske om at beskytte sin familie, passe på sin 12-årige datter Emma – og sin kone. For ja, Axel Steen er blevet gift.

Axel Steens liv er fravær af lys og lykke og hverdagsbanaliteter for det dér med at leve et helt normalt liv evner rastløse Steen ikke, selvom han tror, at det er det, han ønsker. De personer, han holder mest af, heler sår, som han er skyld i. Han er presset.

Og selvfølgelig går det galt. Hans besættelse af at arbejde flår ham længere væk fra familien og truer med at ødelægge det skrøbelige familiefundament, han har. Igen får Stein sin hovedperson helt ud på kanten. I bogstaveligste forstand. (Og den højdeskræk, som forfatteren har fortalt, at han selv lider af, den får Axel Steen også kort at føle i det rå finalekapitel.)

Hvor forgængeren Papa var mere huhej undercover-action og gigantiske, neglebidende armbevægelse, så er Solo mere afdæmpet, men den er samtidig kulsort og brutal på en helt anden måde. Læs den!

PS: Du kan møde Jesper Stein alle tre dage på BogForum denne weekend.

 

 

 

Ses vi på BogForum 2018?

Skuespilleren Olaf Nielsen, der var en del af min tv-barndom, mødte jeg på BogForum i 2012. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2018: Årets største bogfest begynder om et øjeblik. Fra den 26. – 28. oktober er der BogForum i Bella Center. Selvom Krimimessen i Horsens uden tvivl er årets bogmæssige højdepunkt for mig, så er det altid en kæmpe fornøjelse at besøge BogForum.

Alenlange køer til signeringer, kø til arrangementer med begrænset tilskuerantal, kø til toiletbesøg og ventetid, når du trænger til kaffe eller en bid mad. Væn dig til det, for BogForum er kø.

Men heldigvis er BogForum også utrolig meget andet. Og jeg glæder mig til 2018-udgaven af årets største bogmesse.

Sidste år stod jeg på Skriveværkstedets stand de tre dage, messen varede, men det var en sjov og ret fin oplevelse. I år står jeg ikke på en stand, og jeg har masser af tid til at snuse rundt og nyde og opleve.

Jeg har to sceneinterviews. Lørdag klokken 14.35 interviewer jeg Lotte og Søren Hammer på Gyldendals Tranescene. De er aktuelle med Mirakelbarnet – den niende krimi om Konrad Simonsen og co. Jeg giver forfatterparret en lille sjov udfordring – kom og hør, hvad det er.

Og søndag klokken 12 interviewer jeg Inger Wolf på scenen ved People’s Press. Vi skal tale om En djævelsk plan – tredje del af serien om psykiateren Christian Falk. Mon ikke det bliver til en samtale om psykiatri og ondskab? Jeg glæder mig rigtig meget til begge oplevelser. Og så skal jeg blandt andre interviewe Arne Dahl til bloggen. Spændende.

Jakob Melander knipset på BogForum i 2014, hvor han fortalte om sin anden krimi, Serafine. Foto: Rebekka Andreasen

Selvfølgelig skal jeg hænge ud på Krimimessens stand og lappe deres omfangsrige program med mange små korte interviews i mig. For første gang faktisk. De forrige år har det ikke passet med mit program, men i år er jeg klar. På Krimimessens stand kan du i løbet af BogForum møde:

Jesper Stein, Morten Hesseldahl, Inegr Wolf, Dennis Jürgensen, Sara Blædel, Jakob Melander, Lotte og Søren Hammer, Anne Mette Hancock, Lars Kjædegaard, Øbro og Tornbjerg, Lone Theils, Claus Lohman og Katrine Engberg, Stefan Ahnhem, Julie Hastrup, Michael Katz Krefeld, Nina von Staffeldt, Jens Henrik Jensen, Leif Davidsen og Bent Isager-Nielsen og Hans Petter Hougen.

Få oversigt over programmet her

Når jeg er på BogForum, har jeg altid et par traditioner, som jeg også i år vil holde i hævd.

Igen i år har Folketinget en stand, og jeg er altid forbi standen. Ofte frister folkene på standen med en quiz, bolsjer og en snak. Nogle gange kan man være heldig at møde politikere, og et af højdepunkterne var dengang, hvor jeg fik en rigtig fin snak med Birthe Rønn Hornbech om Christianborgs historie. Og ja, det har du hørt før, hvis du følge bloggen, men jeg sætter stor pris på, at vi i Danmark har så let adgang til politikerne, som vi har.

Der er altid noget at kigger på, når du er på BogForum. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg nyder også at smutte forbi Lyttesalonen, hvor man kan få en lille pause fra menneskehavet og ikke skal zigzagge mellem rullekufferter og ivrige bogentusiaster, men blot lytte.

Siden min lærer på journalisthøjskolen diplomatisk forklarede mig, at ikke alle har gode radiostemmer, så har jeg været fascineret af mennesker, der har kraftfulde og virkningsfulde stemmer. Og som ikke napper endelserne af og taler for hurtigt.

(Kære radiolærer. Jeg øver mig og er blevet meget bedre siden 7. semester og radiospecialet.)

Måske jeg kommer forbi og lytter, når skuespilleren Morten Hauch-Fausbøll læser Benny Andersens novelle Storetåen lørdag eftermiddag.

Hvis du gerne vil lytte til krimi, så læser skuespilleren Jon Lange op af Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet lørdag klokken 14. Og så kan du passende ile over til Gyldendals Tranescene og nå at høre mit interview med søskendeparret Hammer og Hammer bagefter.

Også børnenes BogForum skal jeg udforske. To af mine tre børn er novemberbørn, og heldigvis er de begge fan af boggaver, så jeg er på udkig efter et par fine gaver.

Hvornår har du sidst givet en boggave til et barn, vel og mærke en bog, der ikke er en klassiker? Ronja Røverdatter, Otto er et næsehorn og Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på den hoved tæller ikke med.

Der bliver udgivet rigtig meget godt børnelitteratur, men vi danskere er temmelig konservative, når det kommer til køb af børnebøger. De titler, jeg hiver med hjem, skal ikke være titler, mine børn kender i forvejen.

BogForum er ikke kun ord, men også billeder. Tegneren Adam O står bag denne tegning, som jeg spottede på BogForum 2015. Foto: Rebekka Andreasen

At jeg også er fascineret af tegneserier ved du måske, hvis du følger bloggen fast. Og selvfølgelig skal jeg forbi Comics Tegnevæg alle dage og se, hvordan den udvikler sig.

Det er også på BogForum, at jeg har set Ole Henriksen danse, har hørt spøjst poetry-slam udført af medlemmer af Håbefulde Unge Forfattere, har spist græshopper, fået Peter Madsens fine signering – en tegning – i en meget fin billedbog, hørt et sælsomt interview med Peter Høeg og hørt Sara Blædel fortælle om at miste sine forældre på kort tid.

Og det er på BogForum, at jeg er blevet rørt over at høre forfatter Steffen Jacobsen fortælle om sin barndom og om, hvorfor det lokale bibliotek har haft enorm betydning for ham. På BogForum i 2014 sagde han:

Jeg har haft en kaotisk og omsorgssvigtet barndom, og som barn i en dysfunktionel familie, er man ekstremt isoleret. Man kan finde på at tage med bussen blot for at komme tæt på andre mennesker. Jeg har ikke haft den dér lærer, der så mig og gav mig te efter skole. Jeg havde biblioteket. Det har været livsreddende. Det var for mig et fristed, hvor jeg kunne føle mig normal. Når virkeligheden er ubærlig, har man brug for elementer til at bygge fantasiverden med.

Litteratur kan forandre liv, og jeg har kæmpe respekt for det arbejde, som Læs for Livet, som du også kan møde på BogForum, gør. Gå endelig forbi deres stand, hvis du gæster BogForum.

Der er mange fine sager, der frister på BogForum. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum er også alt det, du ikke kan planlægge. At blive grebet af en koks entusiasme på Madscenen, at fordybe sig i et interview med en forfatter, du ikke har læst, og at sætte sig ned og høre en bid af en glødende debat.

For mig er BogForum også gensyn med rigtig gode folk. Jeg glæder mig til at se jer.

Tid til at opdatere bloggen i løbet af messen får jeg næppe, men følg med på bloggens Facebook og Instagram, hvis du vil se fotos og små bidder af video.

Bedste boghilsner fra

Rebekka

PS: I morgen kan du her på bloggen læse min anmeldelse af Jesper Steins sjette krimi om Axel Steen Solo.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her