Jesper Stein

Anmeldelse: Solo af Jesper Stein

 

Bøgerne om Axel Steen i rækkefølge:
Uro, Bye Bye Blackbird, Akrash, Aisha, Papa og Solo. Som med de øvrige bøger i serien har Peter Stoltze skabt forsiden. Læs eller genlæs mit interview med den grafiske designer her

Anmeldelse: Solo er sjette bog i Jesper Steins krimiserie om Axel Steen, og bogen udkommer i dag på Politikens Forlag. Solo er en formfuldendt, dynamisk og også rørende kriminalroman, kraftfuld, hektisk, dyster og rå.

På et tidspunkt i bogen betragter Vicki Thomsen, der nu arbejder som chef i Københavns Politis afdeling for Personfarlig Kriminalitet, Axel Steen i et lidt løjerligt outfit: Mørke habitbukser og en tynd grå hættetrøje. Tøj, der ikke umiddelbart samarbejder. I Solo, der tidsmæssigt foregår et par år efter Papa, har Axel Steen forladt PET og politiet og har taget et job, der kræver, at han har habitbukser på.

Han er nemlig blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank. Ja, du læste rigtigt. Og højre hånd for direktøren for det hele, Mikael Zorn. Med andre ord er Axel Steen nu solo – uden kollegaerne og alle de beføjelser, der følger med jobbet som PET-agent eller drabsefterforsker.

Men habitten strammer på alle tænkelige måder, Axel Steen må slugte nogle business-kameler, og heldigvis kan han ikke helt glemme sin fortid. Ikke glemme sit drive, sin retfærdighedssans, sin iver efter at jage ondskaben, efter at gøre det, han er allerbedst til. Ja, måske det eneste han i virkeligheden er god til: sit job. Og derfor kommer hættetrøjen i spil.

Igen har seje Vicki Thomsen en central rolle i bogen. Som Axel Steen har hun dybde og nuancer, og jeg er glad for, at hun næsten fylder lige så meget i bogen som sin tidligere kollega. Hun efterforsker drabet på en ung mand – en dansk/palæstinenser, der er blevet fundet i kælderen under Urbanplanen på Amager. Og hun kæmper ikke kun med egne fordomme, men også med at trænge igennem et massivt net af løgne, fortielser og hemmeligheder, for sagen har trevlede tråde til både Syrien, fremmede efterforskningstjenester og til PET.

Siden den første bog i serien, Uro, har Stein haft et kritisk blik på PET, og Solo er ingen undtagelse. Også erhvervslivets helt tunge mænd med deres særstatusser og selvbilleder får en over tuden.

Axel Steen har fået til opgave at fyre en medarbejder på sin arbejdsplads, altså i banken. Medarbejderen har svindlet for millioner af kroner. Opgaven skal løses diskret og uden at det vækker opsigt. Men pludselig eksploderer sagen, og Vicki Thomsen og Axel Steen får brug for hinanden. Der krydsklippes tjept mellem afsnit, hvor vi er i hovedet på henholdsvis Vicki og Axel. Og så er der gensyn med bl.a. Cecilie, Khalid og Lennart.

Kaster min detektivhat i luften

Jeg har ledt. Og ledt og ledt. For der må da være noget ved Solo af Jesper Stein, der ikke fungerer? Men det er svært at være kritisk. Bortset fra gentagne beskrivelser af himlens nuancer, som sagtens kunne undværes, så er Solo så ekstremt godt komponeret, at jeg kaster min fiktive, bløde detektivhat op i luften i begejstring over Stein.

Sidelange dialoger, der sidder præcist, som de skal, indblik i karakterernes dilemmaer, så empatien (eller afskyen) bruser, og jeg som læser bliver pokkers nysgerrig. Interne magtkampe, realistisk politiarbejde, masser af fremdrift med hyppige sceneskift og tempofyldte handlingsforløb, der fletter sig ind og ud af hinanden. Overraskelser, hittepåsomhed, så motiv og gerningsmand ikke er gennemskuelige, og mange små sjove detaljer. Som at en af bogens figurer er opkaldt efter forfatteren Morten Pape. Og hvilken figur.

Axel Steen virker umiddelbart knap så destruktiv, som i de tidligere bøger. At han begynder at ryge smøger igen er det nærmeste, han kommer et misbrug.  Ingen stoffer, ingen alkohol – det meste af bogen. Og på en måde gøre det mere ondt, at han er ved sine fulde fem, end hvis han var søbet ind i stoffer og alkohol, for Axel Steen vælger alligevel bevidst den vej, der er kulsort.

For lykkelig er han ikke. Næh. Han kæmper konstant en indre kamp om at finde glimt af lykken. Forsøger at hele sår og sorg. Kæmper med modstridende lyster om at kaste sig brutalt ud i arbejdet med gigantisk risiko til følge og et brændende ønske om at beskytte sin familie, passe på sin 12-årige datter Emma – og sin kone. For ja, Axel Steen er blevet gift.

Axel Steens liv er fravær af lys og lykke og hverdagsbanaliteter for det dér med at leve et helt normalt liv evner rastløse Steen ikke, selvom han tror, at det er det, han ønsker. De personer, han holder mest af, heler sår, som han er skyld i. Han er presset.

Og selvfølgelig går det galt. Hans besættelse af at arbejde flår ham længere væk fra familien og truer med at ødelægge det skrøbelige familiefundament, han har. Igen får Stein sin hovedperson helt ud på kanten. I bogstaveligste forstand. (Og den højdeskræk, som forfatteren har fortalt, at han selv lider af, den får Axel Steen også kort at føle i det rå finalekapitel.)

Hvor forgængeren Papa var mere huhej undercover-action og gigantiske, neglebidende armbevægelse, så er Solo mere afdæmpet, men den er samtidig kulsort og brutal på en helt anden måde. Læs den!

PS: Du kan møde Jesper Stein alle tre dage på BogForum denne weekend.

 

 

 

Ord og billeder fra Krimimessen i Horsens 2018

Den svenske forfatter Arne Dahl på Modtryks stand. Han fik puden med hjem. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen 2018: Reportage fra en forrygende weekend i Fængslet i Horsens. (Laaaangt indlæg.)

Da jeg søndag den 18. marts i bogstaveligste forstand hopper på firetoget mod Aarhus fra banegården i Horsens efter en intens weekend på krimimesse, er jeg så træt, at selv Hr. Skæg fra Rasmus Klump til sammenligning virker som en overfrisk Duracellkanin.

Men da jeg ser en ældre kvinde i kupeen, der er i gang med at læse Yrsa Sigurðardóttirs Hævn, ændrer jeg min plan om et slumre lidt og indvier hende begejstret i, at den islandske forfatter netop har optrådt på Krimimessen i Horsens.

“Nå”, svarer kvinden med samme begejstring, som hvis man får serveret en brændt toast til morgenmad på et fancy hotel. Med et hørbart suk helliger hun sig sin krimi igen.

Jeg er glad for, at jeg får stoppet min talestrøm, inden jeg når at fortælle, at jeg har haft en herlig snak med Sigurðardóttirs mand lørdag aften inden festmiddagen for messedeltagerne. Og at vi talte længe og muntert om den bogmesse i Emiraterne, Sigurðardóttir-parret netop er kommet hjem fra.

Men det er svært ikke at få lov til at dele den begejstring, der ligesom trætheden har boret sig ind i min krop. For en inspirerende weekend fyldt med kærlighed til krimier, gode mennesker og spændende samtaler sætter sig næsten fysisk i mig som en blød hoppebold propfuld af inspiration, glæde, overraskelse, hygge, gensynsglæde, begejstring, viden og nysgerrighed.

82-årig krimifreak med lang dosmerseddel

Da messen åbner lørdag formiddag søger jeg tilflugt fra den brutale kulde og stride blæst i Magasinet. Her spotter jeg straks Tove Hornbek. Hun er en lokal 82-årig læsehest og krimifreak, der – i hvert fald for mig – er en fast del af krimimessen. Jeg har lært Tove Hornbek at kende, fordi hun trofast følger bloggen. Selvfølgelig har Tove, der som 80-årig fik livslang adgang til messen af arrangørerne, lavet en liste over det, hun gerne vil høre. 28 arrangementer står der på listen!

Justitsminister Søren Pape åbner messen bl.a. med ordene:

Det er ikke hver dag, at jeg har anledning til at rose et fængsel for, at folk kan komme og gå, som det passer dem.

Britiske Elly Griffiths fik ideen til den første bog om arkæologen Ruth Galloway, da hun besøgte et marshområde i Norfolk et par timer nord for London. Foto: Rebekka Andreasen

Udfordring til Elly Griffiths

Mit første sceneinterview er med britiske Elly Griffiths, der har skrevet Pigen under jorden. Ikke kun skriver hun godt, hun er også en eminent fortæller på scenen. Da vi mødtes i København for et par måneder siden i forbindelse med lanceringen af hendes Ruth Galloway-krimi, gav jeg hende en udfordring:

Fortæl noget om bogen, som du aldrig har fortalt i et interview før.

Det er ni år siden, Pigen under jorden udkom i England, så Griffiths har talt om bogen rigtig mange gange. Hun afslører i vores interview – for første gang nogensinde – at hun oprindeligt havde tænkt sig at tage livet af karakteren Cathbad. En karakter, der efterhånden har vokset sig til en fast del af persongalleriet i serien.

Forlaget Gad sender næste Galloway-krimi på gaden til maj. Løgnens hus bliver titlen på den bog.

Inden mit næste sceneinterview med debutanten Thomas Bagger får jeg korte snakke bl.a. med nordirske Adrian McKinty (sikke en skøn accent) og med skotske Graeme Macrae Burnet (sikke en skøn accent). Og jeg hilser på altid sprudlende og skarpe Helle Vincentz.

Og jeg får en hurtig snak med Jürgen Klahn og Elsebeth Egholm, der fortæller, at de er i Tanzania på ferie, da Egholm bliver ringet op og får at vide, at hun har vundet Harald Mogensen Prisen for årets bedste danske krimi. Stort tillykke til Egholm med prisen – og til alle de andre prismodtagere, som du kan se her

Bag de frådende zombier står Dystopia Entertainment. Foto: Rebekka Andreasen

Bliver temmelig forskrækket, da en zombie entrerer mit synsfelt og teaterblodet flyder til alle sider. Dystopia Entertainment har besat Fængslet – eller noget. Da først mit hjerte slår normalt igen, anerkender jeg, at det er sjovt med en lille happening.

Mange messegæster er mødt op foran Sort Scene for at høre aarhusianske Thomas Bagger fortælle om sin krimidebut Den Permanente, der ifølge forfatteren især handler om skam og om destruktiv kærlighed. Bagger fortæller bl.a. om den allestedsnærværende tvivl, der (for)følger ham, selvom han er godt i gang med bog nummer tre i serien om Ask Hjortheede og Camilla Staal. Indimellem føler han stadig, at han famler sig frem:

Jeg kan tænke: Hvordan kan jeg stadig have den her tvivl og usikkerhed på bog nr. 3? Lige så stille er jeg ved at lære at gøre det til min følgesvend, jeg er begyndt at arbejde med, at det måske er godt ikke at føle sig sikker, det er måske lige præcis det, der gør, at man leverer det bedste, man kan.

Anden bog i Baggers krimiserie hedder Superstar og udkommer til april på EC Edition. Jeg kan kun opfordre dig til at følge hans forfatterskab. Han er dygtig.

Det er noget ganske særligt at få lov til at interviewe forfattere om deres bøger. Men det er også en fornøjelse blot at lytte.

Jeg hører Jesper Stein interviewe den norske forfatter Torkil Damhaug, der er aktuel med Glashjerte. Det er en fin samtale, hvor Damhaug bl.a. forklarer, at han lurer sprog og tone af, når han kører sit yngste barn og vennerne til fodbold. Det er, forklarer han, som om, de ikke bemærker mig, når jeg er chauffør, som om jeg har en usynlighedskappe på, siger han, der to gange har vundet prisen for bedste norske krimi, Den Gyldne Revolver.

I Glashjerte skriver han om unge på tærsklen til voksenlivet. Og det gør han temmelig troværdigt og stærkt. Også han fortæller om at turde vove som forfatter.

Jeg når at høre en bid af interviewet med den franske forfatter Michel Bussi, inden jeg slutter første dag på Krimimessen af med at være deltager i Adrian Lloyd Hughes krimiquiz. Jeg er på hold med Morten Hesseldahl, der er teaterchef for Det Kongelige Teater og om ganske få måneder tiltræder som direktør for Gyldendal. Og som i øvrigt er aktuel med spændingsromanen Masada.

Fra venstre: Adrian Hughes, mig, Morten Hesseldahl og manden bag spørgsmålene, Bo Tao Michaëlis. Foto: Rikke Hyldgaard Hansen.

Modstanderholdet består af Nanna Rørdam Knudsen fra Modtryk, der kan sin Kong Ødipus, og Politikens Henrik Palle – ham har ingen lyst til at være oppe imod, han ved jo ALT. Og brillerer bl.a. ved at fortælle præcis hvilken model af en Jaguar, som Inspector Morse kører rundt i. Krimifænomenet og krimiekspert Bo Tao Michaëlis er manden bag spørgsmålene, som quizværten Hughes bl.a. mimer.

Jeg morer mig, og publikum gør det samme. Og behøver jeg fortælle, at selvom vi fik skrabet nogle point sammen, så tabte team Hesseldahl/Andreasen?

Aftenen byder bl.a. på generalforsamling i Det Danske Kriminalakademi med valg af ny formand, Steen Bille, og ret hyggelig festmiddag. Og fine samtaler med gode, sjove mennesker, der som jeg er Vild Med Krimi.

Søndag på Krimimessen i Horsens

Allerede over morgenmaden på mit hotel skubbes dagen godt i gang. Jeg kender mange dygtige journalister. Som også er ret søde. Jeg drikker morgenkaffe med to seje kvinder: Ulla Hinge Thomsen, der blogger her og snart er aktuel med en forførende novellesamling, og journalist og forfatter Stephanie Caruana.  Får også en hyggelig morgenmadssnak med Mogens Blom, der har skrevet Enken i Kiev. Og som har rejst meget i både Mellemøsten og Afrika. Og i Ukraine, hvor romanen foregår.

Jens Henrik Jensen, der har succes i Tyskland i øjeblikket, afslørede, at Oxen 4 kommer på gade 6. september. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg følges med Anette L. Hyllested til messedag nummer 2. Hun er kulturjournalist på Fyens Stiftstidende, hvor jeg slog mine allerførste journalistiske folder. Mon det undrer læsere af denne blog, at jeg aldrig blev en nyhedshund, men havde en fest, når jeg skrev bagsidehistorier eller reportager?

Tager hul på messedagen med at høre Hyllesteds lune og sjove interview med Jens Henrik Jensen. Hårdt presset afslører den populære forfatter, at Oxen 4 er på gaden den 6. september i år.

Sidste år modtog Jens Henrik Jensen Krimimessens Publikumspris. I år er det en meget glad Michael Katz Krefeld, der får overrakt prisen af Horsens borgmester Peter Sørensen.

Selvfølgelig er Møffe, som jeg måske er en af de eneste læsere, der har det lidt anstrengt med, også til krimimesse. I den ekstra tunge udgave i metal. Men jeg er fan af Krefelds krimier. Stort tillykke til Krefeld med prisen.

På Sort Scene interviewer jeg Thomas C. Krohn, der har en baggrund som neurobiolog, og som er aktuel med en psykologisk thriller. Med alle midler handler om en ung, ambitiøs kvindelig forsker, der bl.a. fusker med sine forskningsresultater. Det bliver til en snak om at skrive om en hovedperson, der ikke er særlig sympatisk, og om at bruge det miljø, man kender godt, i sine bøger.

Som sædvanligt når jeg ikke det, jeg sætter mig for. Til gengæld når jeg en masse andet. Får både korte og længere snakke med en masse interessante mennesker først og fremmeste mange forfattere – både verdensstjerner og forfattere, der har et andet fuldtidsjob ved siden af deres forfatterskab.

Også gode snakke med bloggere, bibliotekarer, forlagsfolk, krimieksperter, læsere…. Det er så inspirerende, og jeg elsker det. Og hvis der sidder en enkel derude og tænker, at ingen gider læse bøger længere, så kom til Fængslet i Horsens. Men vi lytter også til gode historier. Og vi streamer dem.

Ærgrer mig over, at jeg ikke når at høre Niels Frid-Nielsens oplæg om House Of Cards. Til gengæld nyder jeg en interessant bid af Jakob Isak Nielsens oplæg om tv-serier som vor tids roman. Og beslutter mig på stedet for, at jeg må give serien The Wire (HBO, 2002-2008) en chance mere.

Katrine Engberg er nomineret til Marthaprisen. Det er godt to år siden, hun debuterede som krimiforfatter. Foto: People’sPress.

Klokken 15.00 søndag eftermiddag, hvor der er en time tilbage af messen, flokkes gæster om Sort Scene, hvor jeg interviewer Katrine Engberg om Glasvinge. Tredje bog i Kørner/Werner-serien. Og Engbergs tredje bestsellerkrimi på kun to år. En fremragende bog, der handler om sindets skrøbelighed. Og om psykiatri. Engberg, der i sin bog lader flere af sine karakterer mærke livets brutalitet, siger bl.a:

Hvad er det, der gør, at et menneske, som også er nogens søn og måske nogens far eller mor, og som også har godhed i sig, pludselig bliver skubbet over den grænse, hvor han/hun gør noget skadeligt over for andre? Hvad er det, der gør, at deres liv kan smuldre fra den ene dag til den anden? Det er den sarthed, der interesserer mig.

Krimimessen i Horsens optog og streamede flere af interviewene live bl.a. mit interview med Katrine Engberg. Jeg giver lyd, når jeg har link klar. Allerede nu kan du se mit interview med Thomas Bagger på Vild Med Krimis Facebookside.

Jeg sniger mig til fem minutter af Krimimessens faste og populære indslag, Krimi-bingo-banko, inden jeg kaster mig ind i en taxa, så jeg kan nå toget mod Aarhus. Og får et “nå” fra en krimilæser, der ikke forstår min iver. Men det håber jeg, at I gør.

Jeg har allerede sat kryds i kalenderen den 6.-7. april 2019, når der atter er Krimimesse i Horsens.

Mange hilser fra

Rebekka Andreasen

PS: Tak til alle jer skønne bloglæsere, jeg hilste på. Så hyggeligt.

Tak til dig Laura, der begejstret fortalte, at du er rigtig glad for bloggen. Og som bemærkede, at jeg ikke fik point i krimiquizzen for at nævne Scarpettas mor Patricia D. Cornwell. Du har skarpe ører.

Tak til dig Ane, der knipsede mig i forskellige situationer med dit kamera og falkeblik.

Tak til dig Helle, der altid giver et smil og en frisk bemærkning på sønderjysk.

Tak til dig, Henrik, der fortæller, at du ofte køber de bøger, jeg anbefaler.

Tak til dig, Maria, der øser ud af din positive energi.

Tak til dig Betina. Vi må se, om ikke vejen når forbi Fyn til sommer.

Tak for jer alle.

PPS: Du kan se mange flere billeder fra messen på bloggens Facebookside og Instagramprofil.

 

 

 

Det bedste fra 2017

Årets højdepunkter: Debutanterne Thomas Bagger og Anne Mette Hancock og Netflix-serien Fauda er på min liste over årets højdepunkter.

Kan jeg tillade mig at lave listen her, når jeg ikke har læst alle krimier, der er udgivet på dansk/oversat til dansk i løbet af året? Ja, selvfølgelig. Men husk: Det er det bedste af alt det, jeg har slugt af bøger (og serier) i løbet af året:

Grafiker Peter Stoltze har designet omslag til alle Jesper Steins krimier. Læs interviewet med Stoltze her

Årets bedste danske krimi: Papa af Jesper Stein. Jeg fulgte med gigantisk læselyst Axel Steen som lapset og handlekraftig gangster rundt i Europa. For, som jeg skrev i min anmeldelse: “Papa er en mørk og rå thriller. Bogen er ekstremt underholdende. Uden sammenligning er Papa den bedste danske krimi (eller rettere thriller), jeg har læst i år. Og faldera for en hæsblæsende finale. Suverænt krimihåndværk, masser af spænding og et stærkt portræt af en plaget mand.”

Jeg var i Stockholm i maj i år og sendte lange blikke efter Arne Dahls Inland, der var udkommet på svensk. I september udkom bogen på dansk – med et ekstra d i titlen. Foto: Rebekka Andreasen

Årets bedste udenlandske krimi: Indland af Arne Dahl. Altså. Jeg turbolæste de første 100 sider og glemte så bogen hos en veninde, som jeg sjældent besøger. Bogen levede hengemt i hendes bryggers, indtil jeg for nylig endelig blev genforenet med Indland. Det er anden bog om Berger og Blom og efterfølgeren til Skyggezone, som det er en stor fordel at have læst først. Åh, hvor tager den svenske forfatter læserne ved næsen i denne fabelagtige, spændende og fine krimi. Han er ferm til at skrive krimier, ham Dahl. En af de bedste overhovedet. Synes jeg.

Årets bedste debutant: Ligblomsten af Anne Mette Hancock. Jeg har det princip, at skal jeg interviewe en forfatter på Krimimessen i Horsens, så anmelder jeg ikke den bog, vi skal tale om på messen. Derfor anmeldte jeg aldrig Ligblomsten. Men hvis du har fulgt med på sitet, aner du, at jeg er ret glad for bogen. Især Hancocks sublime sprog, fine detaljer og tone væltede mig – og mange andre krimifreaks – totalt omkuld. Som når hovedpersonen Heloise genkender lugten (eller duften om man vil) af Pierre Cardin-aftershave, der: “mindede hende om at stå i badeværelset i sit barndomshjem og synge ned i den mikrofonlignende glasflakon med det konvekse spejllåg, som fik ens ansigt til at bue underligt udad og næsten til at se overdimensioneret ud. En slags datidens SnapChat-filter”.

Årets digitale føljeton: Black Notice af Lotte Petri. 2017 blev året, hvor vi begyndte at lytte til bøger i et serielignende format – altså historier skrevet i flere afsnit og sæsoner, som vi kender fra tv-serier eller podcasts. Black Notice er skarpt skåret, men har heldigvis plads til fine karakterbeskrivelser af bl.a. efterforskningsleder Felix Jørgensen. Petri har skrevet en historie, der er inspireret af en virkelig begivenhed i Norge, hvor et lig i en våddragt skyllede i land. Fortællingen i fem dele har masser af flow og er rasende spændende. I øvrigt er Black Notice en international efterlysning via Interpol. Også på Storytel.dk eller på f.eks. mofibo.com finder du lydbogs-serier.

Den permanente er første del af en krimiserie om efterforsker Ask Hjortheede og hans kollega Camilla Staal. Foto: Rebekka Andreasen

Årets overraskelse: Den Permanente af Thomas Bagger. I min anmeldelse skrev jeg: “Bagger skriver i ofte korte, rappe sætninger med åbenlyse skarpe og sylespidse ord, der er skrevet med omhu og kreativitet. Jeg labbede grådigt ordene i mig. Forfatteren, der har læst medievidenskab, har tidligere skrevet filmmanuskripter, og det smitter af på teksten. Kort, stramt, præcist, men samtidig med krølle på halen. Og plads til eftertænksomhed.” Og ja, jeg skal interviewe Thomas Bagger på Krimimessen i Horsens 2018, men det kom på plads efter jeg havde anmeldt bogen. Og jeg glæder mig meget til at møde den aarhusianske forfatter.

Årets Pris: Altså. Jeg er stadig meget stolt af og rørt over, at jeg på Krimimessen i Horsens fik Anton Koch-Nielsen diplomet, der gives til: “en person som med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog.” Anton Koch-Nielsen var en stor krimikender, så det er en enorm ære.

Årets bedste Netflix-fix: Fauda. Serien er intet mindre end en nuanceret tv-serie om den komplekse, blodige og langvarige konflikt mellem jøder og palæstinensere på Vestbredden. Det er en hamrende spændende, dramatisk, autentisk og netop nuanceret skildring af konflikten, der virker endeløs. Og det er ikke helt forkert at sammenligne serien med Homeland. Selvom den ikke når samme højder som den amerikanske tv-serie og slet ikke er produceret lige så lækkert. Serien er uhyre interessant og herligt befriet for rendyrkede helte og propaganda. Se den.

Årets bedste biografi: Jussi af Jonas Langvad Nilsson, som jeg har læst i behagelige bidder. En både smuk, detaljerig, skøn, sjov, alvorlig og meget ærlig bog, der ikke kun er levende skrevet, men som også giver et fint og nuanceret billede af den populære danske bestseller-forfatter Jussi Adler-Olsen, der nærmest er et fænomen i særklasse. Og så giver bogen mig ny viden om den ekstremt målrettede forfatter. Nu ved jeg f.eks hvorfor Joni Mitchell-nummeret A Case of You betyder noget ganske særlig for Adler-Olsen, og jeg har set et foto af ham i en hjemmehæklet trøje anno 1978 kreeret af hustruen Hanne. Om jeg har læst andre biografier i år? Nej. Men denne godt 400 sider lange bog er altså ret interessant.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det Ane Ahrenkiel Sand.

Årets bedste event: Krimimessen i Horsens. Som altid en forrygende oplevelse, hvor jeg fik lov til at interviewe Lotte og Søren Hammer, Anne Mette Hancock,  Pernille Boelskov, Bent Stenbakken og Jürgen Klahn. Også mange krimiforfattere elsker den årlige fest i Fængslet i Horsens. Leif Davidsen sagde i messens åbningstale bl.a.:

Her møder vi læserne, og det er virkelig dejligt, for hvad ville vi forfattere være uden læsere? Skribenter i støv. I en af de bedste romaner, jeg har læst i mange år, fortælles om de glemte bøgers kirkegård, det sker i Carlos Ruiz Záfons spændingsroman Vindens skygge, som også er en stor eksistentiel fortælling om kærlighed og forræderi i tiden efter Den Spanske Borgerkrig. Det er rigtig gode bøger, der gemmer sig på de glemte bøgers kirkegård i Barcelona, men jeg tror ikke ret mange forfattere ønsker at ende der. De ønsker at være ude blandt læserne, som man jo henvender sig til, en efter en, uanset om man har valgt den ene eller den anden genre.

Læs eller genlæs mine reportager fra Krimimessen i Horsens 2017 her og her

Der er meget godt i vente på krimifronten i 2018. I skal bl.a. glæde jer til Pigen under jorden. Det er første bind i britiske Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, der udkommer på Gads Forlag den 19. januar 2018. Jeg har smuglæst og interviewet forfatteren og, ja altså: I kan godt glæde jer. 

Og så ser jeg frem til at tage hul på 2018 med sæson 4 af Broen på DR1. Håber på et brag af en finale.

Rigtig godt nytår til alle jer, der læser med her. Tusind tak for mails. Og for kommentarer både her på bloggen, men også på Facebook og Instagram.

Mange hilsner fra

Rebekka

Skræddersyede bogjakker – interview med grafisk designer Peter Stoltze

Du har sikkert en af Peter Stoltzes bøger stående i din reol, selvom du måske ikke har bidt mærke i navnet. Peter Stoltze er grafisk designer og har i mere end 25 år designet bogcovers. Eller bogjakker som han smukt kalder dem. Læs med når han bl.a. fortæller om fire krimiforsider: Papa af Jesper Stein, Spioners arv af John le Carré, Leif Davidsens På udkig efter Hemingway og Gæsten af Robert Zola Christensen.

– Når folk løfter en bog op og tænker, at bogen ser spændende ud og læser bagsideteksten, kan man sige, at mit arbejde er gjort. Så er resten op til forfatteren og redaktionen. Krimier er ofte aggressive i udtrykket. De skal tiltrække sig opmærksomhed, råbe højt og skille sig ud. Et bogcover er jo i grunden en annonce, der skal kende sin målgruppe, og som skal indfri folks forventninger om hvilken slags bog, det er.

Peter Stoltze tager ofte forbi boghandlere, når han er på ferie. For at finde inspiration og se, hvilke løsninger hans kolleger i andre lande har valgt. Og så tjekker han Amazons bestsellerliste, ligesom han indimellem er på messer i udlandet for at holde sig ajour med, hvad der sker på designfronten. Foto: Privat.

Sådan siger Peter Stoltze i telefonen fra Hvidovre, hvorfra han driver enmandsfirmaet Stoltzedesign. Han har især designet covers til krimier, men han skaber også omslag til faglitteratur, ungdomsbøger og almindelige skønlitterære romaner, ligesom han laver covers til en del norske bøger.

Gennem årene har bogomslag gradvist fået større betydning i markedsføringen af bøger. Spoler vi tiden tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, var smudsomslag blot en praktisk foranstaltning, der beskyttede bøgerne mod fedtede fingre og støv. Og smudsomslag var noget, man smed ud.

– Mit indtryk er, at man i dag beholder omslagene, ler Peter Stoltze, og jeg kan næsten høre ham smile i telefonen.

Når han skal i gang med et cover, gælder det om at få forlagets forventninger, budget, tidshorisont, egne ideer, typografi, farver og illustrationer til at gå op i en højere enhed med bogens indhold. Så han kan skræddersy en jakke, der passer perfekt til bogen.

Udseendet tæller

Og udseendet tæller. Grafikeren har flere gange oplevet hvordan en bog, han har redesignet, er begyndt at sælge igen bl.a. på grund af et nyt udseende. Ofte, fortæller Peter Stoltze, bruges der såkaldt grotesk typografi på krimier – altså smalle skrifttyper uden fødder.

Peter Stoltze forklarer, at flere og flere folk i dag er involveret i processen med bogcovers.

For 10 -15 år siden var bogomslag en opgave, man som grafiker løste i tæt samarbejde med redaktøren. I dag er der mange flere involveret i arbejdet. Nu er marketingsafdelingen ofte inde over ligesom forfatteren eller forfatterens agent også kan være involveret. Det er blevet mere kommercielt. Coop Danmark kan f.eks. også være inde over, hvis det er en bog, de har købt et stort parti af. Det kan indimellem gøre mit arbejde mere kompliceret med mange kokke. Valget af f.eks. farver kan jo være meget subjektivt.

Han tilføjer:

– Jeg tror, vi i fremtiden vil se flere covers, der er unikke, og hvor tingene har deres helt eget udtryk. Der er en tendens til, at man bliver inspireret af 50érne og 60érnes mere enkle udtryk, hvor teknikken gav sine begrænsninger, og man f.eks. kun brugte to farver. Og jeg tror, at vi kommer til at se flere håndtegnede illustrationer og udtryk. Jeg er spændt på, hvordan den udvikling vil påvirke krimigenren. Indimellem savner jeg mod fra forlag til at turde prøve noget nyt og ikke kun gå efter det sikre.

Fire bøger med Stoltzedesign

Peter Stoltze har designet omslag til alle Jesper Steins krimier.

Papa af Jesper Stein:

Nogle gange læser jeg bogen. Andre gange er forsiden lavet et lille år før, bogen er færdig. Her fik jeg et brief af forlaget, der ønskede et billede af Botanisk Have i Købehavn, som spiller en central rolle i bogen. Jeg blev ringet op en dag af forlaget, der sagde: Nu er der sne, kan du tage billedet nu? Indimellem tager jeg selv billeder, men jeg finder også billeder i forskellige databaser. Det er et fint billede, synes jeg.

Jeg har designet alle Jesper Steins bøger, og da jeg lavede Uro, vidste jeg ikke, at det udviklede sig til en serie. Så der skal også være en rød tråd til de øvrige bøger i serien hvoraf nogle af dem er meget farvestrålende. Samtidig skal coveret signalerer noir. Som en del af noir-udtrykket bruger vi det slidte, urbane København. Det lidt grynede og skramlede udtryk har længe været meget brugt, det at bogstaverne i forfatternavnet er gået lidt i stykker. I dag er det også meget normalt, at man bruger forskellige lakker på coveret.

Den danske udgave af Spioners arv adskiller sig fra den engelske version.

Spioners arv af John le Carré

Forsiden her er meget klassisk. Billedet af det moderne London signalerer, at vi er i nutiden. Og forfattere, der er store navne, står ofte også med store bogstaver som her. Typografien minder næsten om en, du kan forvente i brevpapiret fra en advokat, og det er kun en fordel, når vi taler om John le Carré.

Forsiden er designet i et seriekoncept, så det passer med to af forfatterens tidligere bøger Spionen, der kom ind fra kulden og Dame, Konge, Es, Spion, som jeg har redesignet.

Jeg var i dialog med forlaget, der efterlyste en lidt anden og nok mere kommerciel stil end den engelsk version, der er det, jeg vil kalde et mere litterært omslag – et omslag, der måske stiller flere spørgsmål, end det giver svar. Det specielle ved Carré er, at han selv godkender omslagene. Det første udkast var med nogle silhuetter, som London spejlede sig i. Det fik et nej af Carré. Så gælder det om at vende og dreje tingene på ny, og vi endte med dette cover.

Omslaget til Gæsten af Robert Zola Christensen består af fem-seks billeder, som Peter Stoltze sætter sammen som en slags collage.

Gæsten af Robert Zola Christensen

Her har jeg også fået et brief fra forlaget, og den mand, der ror ud, er central for fortællingen. Coveret er klassisk krimi med en person, der er på vej væk og mørke truende skyer, uden at det fortæller for meget. Der skal være noget mystisk over det. Hvem gjorde det? Hvem er morderen? Jeg tænker selvfølgelig over, at jeg ikke røber for meget. En silhuet eller skygge er netop klassisk krimi. Man skal passe på med at lade ansigter være alt for konkrete, for læserne skal have mulighed for at danne deres egne billeder.

Billedet på coveret består af fem-seks billeder, som jeg på collage-agtig vis sætter sammen nærmest som et puslespil. Jeg har selv taget fotoet af, at der bliver skåret i papiret, og lagt det ind. Også skyerne er flere lag af billeder, ligesom båden og vandet heller ikke stammer fra samme foto. Selvom det er et klassisk cover, prøver jeg at lave noget andet end det gængse. Her har jeg givet bogen et unika ved at lade en savklinge skære titlen over. Jeg har en stil, som flere kalder nærmest filmisk, men jeg er selvfølgelig også opmærksom på, at jeg ikke gentager mig selv, og at bøgerne ikke kommer til at ligne hinanden.

Her fik Peter Stoltze helt frie tøjer, og han blev inspireret af gamle cubanske cigarkasser med masser af detaljer.

På udkig efter Hemingway af Leif Davidsen

Her fik jeg helt frie tøjer af forlaget. Og første udkast sad lige i skabet. Da jeg læste bogen, kom jeg til at tænke på gamle cubanske cigarkasser med alle de fine detaljer: bort, papir og banderole, så det var mit omdrejningspunkt, og jeg er rigtig tilfreds med coveret. Mon ikke Hemingway røg cigar?

Coveret har fået endnu et cubansk touch med billedet af den gamle bil og de lidt faldefærdige huse. Himlen er igen inkorporeret, så udtrykket bliver mere dramatisk. Den var lys på det oprindelige billede. Selvom blodpletter er en klassisk markør for krimi, så kan det også blive for plat. Jeg forsøger altid at finde en mere elegant løsning end de klassiske klicheer.

Peter Stoltze har også designet bogomsalg for A.J. Kazinski, Mads Peder Nordbo, Katrine Engberg, Jørn Lier Horst, Hans Davidsen-Nielsen, Lone Theils og mange flere. Se flere omslag og læs mere om Stoltzedesign og Peter Stoltze her

PS: Nu bliver det snart afgjort hvilke fem bogblogs, der går videre til finalen. Husk at du frem til i morgen fredag den 13. oktober klokken 23 kan stemme på vildmedkrimi.dk til Plusbog.dks Danish Book Blog Award. Jeg vil blive meget glad for en stemme, og du finder bloggen andensidst på listen.

 

Har du stemt på din yndlingsforfatter?

Yndlingsforfatter: Otte danske forfattere er nomineret til Bog & Ides MARTHA Prisen 2017. Skal Lone Theils, Helle Vincentz, Jesper Stein, Anna Ekberg, Julie Hastrup, Steffen Jacobsen, Jens Henrik Jensen eller Thomas Rydahl have din stemme?

Her et kig til mine bogreoler, hvor alle otte nominerede forfattere er repræsenteret. Har du stemt på den forfatter, som du mener skal vinde MARTHA Prisen 2017? Foto: Rebekka Andreasen

Indimellem har jeg deltaget i afstemninger om dit eller dat. F.eks. har jeg for nylig stemt til Svend Prisen, en filmpris bestemt af publikum.

Jeg ærgrer mig stadig over, at Ditte & Louise ll, der er blevet vist på DR1, ikke vandt i kategorien Årets danske TV-dramaserie. Jeg er tosset med den serie. Det er ikke en krimi, men der sniger sig også andre genrer ind i mit liv.

Men sandheden er, at jeg aldrig har set en sæson af Badehotellet, der vandt netop den kategori, så kunne jeg egentlig tillade mig at deltage i afstemningen?

Og, indrømmet: Da DR Romanprisen blev uddelt i juni, havde jeg også en mening om, hvem der skulle vinde, selvom jeg ikke havde læst alle de sidste tre bøger, der var tilbage i finalefeltet.

MARTHA Prisen er endelig en afstemning, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige: Jeg har læst alle forfatterne. Og jeg har stemt. Har du?

MARTHA Prisen, som Bog & Ide står bag, blev uddelt for første gang i 1989 til Martha Christensen. Dengang hed prisen Danskernes Yndlingsforfatter, men nu er prisen opkaldt efter den første prisvinder.

Hvert år nomineres otte forfattere. Halvdelen bliver nomineret af Bog & Ides medarbejdere, mens den anden halvdel nomineres af læserne. Mangler din favorit? Så kan det være, fordi din forfatter allerede har vundet.

Vinder en forfatter skal der nemlig gå fire år, før han/hun kan nomineres igen. Michael Katz Krefeld vandt prisen sidste år.

Vil du være med til at bestemme, hvem der skal vinde og hædres til oktober? Du kan stemme her

PS: Der er masser af gode grunde til at stemme på hver af de nominerede. F.eks. har Jesper Stein skrevet den bedste krimi, jeg har læst i år, Steffen Jacobsens krimier er altid hamrende underholdende, Helle Vincentz kan kombinere krimi og storpolitik, så det smager af meget mere, og Thomas Rydahl skriver følsomt, sært og forunderligt og kan noget med stemninger – og geder.

Det jeg vægtede højt, da jeg stemte, var, at forfatteren har et langt og bundsolidt forfatterskab bag sig, og at forfatteren har skrevet bøger, jeg med fryd har kastet mig over gennem årerne, hvad enten karaktererne har boltret sig i Krakow, Esbjerg eller i en skov i det nordlige Jylland.

PPS: Vær opmærksom på, at du melder dig ind i Bog & Ides kundeklub, når du deltager i afstemningen.

 

 

 

Anmeldelse: Papa af Jesper Stein

Anmeldelse: Mange forfattere har brug for en del struktur i skriveprocessen. Men åbenbart ikke Jesper Stein. Flere gange har jeg hørt ham fortælle, at han skriver intuitivt uden plotskemaer og Excel-ark. Men med en stor lyst til at skrive. Uanset arbejdsmetode så virker det, han gør. I stor stil.

Som krimiforfatter er noget af det vigtigste, understregede Stein på Krimimessen i Horsens i april, at skabe en hovedperson, som læserne kan mærke og føle, som var han/hun af kød og blod.

Af en eller anden grund er jeg altid bagud med at anmelde, når Jesper Stein sender en ny Axel Steen-krimi på gaden.

Vi er temmelig mange, der er vilde med hans bøger. Og Papa – den femte bog om strømeren Axel Steen – var på bestseller-listerne inden udgivelsen.

Og jeg ved, at mange af jer trofaste bloglæsere slugte bogen uger før jeg. Nu er jeg klar med en anmeldelse. Endelig.

Er bogen god? Er Papa, som Steins forfatterkollega Thomas Rydahl har æren af at have navngivet – hypen værd? Gu’ er den så. Det er en så gennemført krimi – eller thriller vel nærmere – og jeg er imponeret over, hvordan alting falder i hak, hvordan hver enkel prik er skabt for elegant at bidrage til det store krimipuslespil.

Papa er en mørk og rå thriller. Bogen er ekstremt underholdende. Uden sammenligning er Papa den bedste danske krimi, jeg har læst i år. Og faldera for en hæsblæsende finale. Suverænt krimihåndværk, masser af spænding og et stærkt portræt af en plaget mand.

Axel Steen arbejder nu som undercoveragent i PET. Han veksler mellem at være sig selv, hvilket ikke er særlig fornøjeligt, far til Emma og bosiddende i København, samtidig med, at han indimellem bor i Amsterdam og udgiver sig for at være en nådesløs og succesrig gangster og våbenhandler med nære forbindelser til bl.a. colombianske narkobaroner – et cover, der skal bringe ham tæt på en russisk mafiaboss i den helt tunge ende.

Axel Steen flygter fra sig selv

At infiltrere et kriminelt miljø er ikke det, der volder Axel Steen fleste problemer. Problemet er nærmere, at Axel Steen føler sig mere fri, mere i live, mere i kontakt med sine følelser, når han er sit kriminelle alias. Når han flygter sig fra selv og er en helt anden. Den uro og rastløshed, han slæber rundt på, kan han delvis tøjle, når han flygter fra sig selv.

Det er smertefuldt at erkende. Samtidig med, at det giver ham en slags rus, så udmatter arbejdet og slider på ham. Og det er slet ikke gnidningsfrit, at den plagede københavnske agent forelsker sig i en kvinde, der tror, han er en helt anden.

Mens Axel Steen i kikset lædertøj lever et farligt dobbeltliv i et miljø, hvor alle er mistroiske, ser sig over skulderen og hvor vold er en selvfølgelighed, har hans tidligere kollega Vicki Thomsen travlt med at efterforske et usædvanligt og næsten Olsen Banden-agtigt kup i en bank, hvor tyve over en weekend tømmer knap 150 bankbokse for værdier.

Jesper Stein er inspireret af et virkelig kup, der foregik i  Danske Bank på Nørre Voldgade i København i 2010, hvor tyve havde proviant med og overnattede en weekend i banken, hvorefter de mandag morgen, da banken åbnede, spadserede væk med udbyttet fra de mange bankbokse.

Vicki Thomsen har ikke kun hyr med opklaringen, men også med sine kolleger. Også Steens ekskone Cecilie får plads i fortællingen, og I Steins udgave flettes bankkuppet fornemt sammen med de hollandske plotråde.

Der er skruet ned for de maleriske beskrivelser af miljøer, tilgengæld er mange scener skrevet næsten filmiske og meget højdramatiske. Jeg tog mig selv i helt fysisk at holde vejret indimellem. Puha, siger jeg bare. Og bogen er stadig så meget Axel Steensk’, selvom København fylder mindre i denne thriller.

Der har været snak om, at de tre første bøger i serien skal filmatiseres – og at første film bliver baseret på tredje bog i serien, Akrash. Rettighederne er i hvert fald solgt til SF Studios.

Jeg er ligeglad med, at enkelte ting sikkert er urealistiske. Altså – en undercoveragent får vel ikke lov til at stikke af fra det internationale team af kolleger, der skal beskytte og overvåge ham, og til at drikke sig næsten bevidstløs og tage stoffer? Pyt. Jeg følger med glæde Axel Steen som lapset og handlekraftig gangster rundt i Europa.

 

 

Kriminyt: Stein, Lemaitre, Broen, Netflix-krimi og en vinder

Lidt blandede krimibolsjer med nyt fra bl.a. Jesper Stein og Pierre Lemaitre og mulighed for at lægge stemme til tv-serien Broen.

 

Ny Axel Steen-krimi:

To krimier, der udkommer i dag: Jesper Steins Papa og Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre.

I dag udkommer Papa af Jesper Stein. Papa er navnet på en russisk mafiaboss og våbenhandler, og i sit nye job – som undercoveragent for PET – skal Axel Steen forsøge at komme tæt på den storkriminelle russer. Det bringer ham bl.a. til Amsterdam. Jeg har endnu ikke læst bogen, der udkommer på Politikens Forlag, men den bader allerede i rosende ord.

Og mon ikke mange læsere har forudbestilt bogen? I hver fald blev bogen, trods stort 1. oplag, trykt i 2. oplag – en uge før udgivelsen. Sejt. I øvrigt er det Jesper Steins forfatterkollega Thomas Rydahl, der kom på titlen til bogen.

De øvrige bøger i serien om Axel Steen er:

  • Uro
  • Bye Bye Blackbird
  • Akrash
  • Aisha

Mørk fransk krimi:

En anden krimi, der udkommer i dag, er Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre. Den prisvindende forfatter har bl.a. skrevet Alex, der udkom på dansk i 2014 og Camille, der udkom på dansk i 2015.

En seksårig dreng forsvinder fra en lille provinsby en vinterdag i 1999. Trods en storstilet eftersøgning finder politiet ikke drengen. Imens går 12-årige Antoine rundt ude af sig selv, for det er ham, der ved et uheld har slået drengen ihjel. Og snart viser det sig, at den lille drengs forsvinden blot er den første i rækken af katastrofer, der rammer byen.

Lemaitre er som regel garant for fremragende og kringlede krimier. Bogen udkommer på Lindhardt og Ringhof.

Broen sæson 4:

1. januar 2018 kan du se første afsnit af Broen sæson 4 på DR1. Og nej, det er selvfølgelig ikke denne bro, der lægger navn til serien om Saga og co, men jeg benytter fluks lejligheden til at vise et feriefoto. Denne bro viser vej fra Miami til Miami Beach, som jeg besøgte i februar. Foto: Rebekka Andreasen

Har du et par timer til rådighed torsdag den 15. juni 2017 mellem klokken 9.00 og 17.00, og er du i nærheden af Filmbyen i Hvidovre? Og taler du dansk og er ca. mellem 25-50 år? Så er det måske dig, der skal lægge stemme til Broen?

Folkene bag den dansk/svenske tv-krimi Broen er nemlig i gang med efterarbejdet på fire afsnit af fjerde sæson og søger statister til eftersynkronisering.

Du skal være med til at lægge stemme til generel samtale f.eks. restaurantbesøg, museumsbesøg etc. Hvis du er interesseret, så kontakt Frederikke på mail: Frederikke@nimbusfilm.dk senest fredag d. 11. juni kl. 00.00. Oplys venligst hvilken tid du foretrækker, to-tre timer i løbet af dagen, og om du kan deltage andre tidspunkter i løbet af dagen.

Bemærk: Jeg formidler kun muligheden og har intet med arbejdet at gøre. Har du spørgsmål, skal du derfor ikke kontakte mig, men maile til Frederikke.

En sæson mere af Top of the lake:

Jeg slugte første sæson af Jane Campions britisk/australske krimiserie, der kan ses på Netflix, og som er centreret omkring et lille samfund i udkanten af alting i New Zealand.  Serien er en visuel lækkerbisken, har en klang af mystik, er proppet med eminent skuespil af bl.a. Elisabeth Moss og Holly Hunter, og historien er mørk og fascinerende med et kvalmende og overraskende plot. Et mørkt portræt af et skævt, kriminelt samfund i provinsen.

Elisabeth Moss er igen betjenten Robin, og i anden sæson får hun følgeskab af bl.a. Nicole Kidman og af danske David Dencik, der har en større rolle i serien. Anden sæson af serien foregår i Sydneys bordelmiljø, og Dencik spiller en alfons. Jeg ser frem til serien, der kan streames på Netflix senere på året.

Har du vundet?

Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde svenske Caroline Erikssons thriller De Forsvundne. Vinderen blev Helle Dannemand. Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – og der er en signeret bog på vej til dig. Tak til Peoples Press for at sponsorere bogen. Og fik du ikke læst mit interview med forfatteren, så læs det her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her