svensk krimi

Anmeldelse: Bed ikke om nåde af Martin Österdahl

Jeg læste Bed ikke om nåde på en bjergskråning på Mallorca. Det gjorde ikke læseoplevelsen ringere. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Du skal have sprinterskoene på for at følge med handlingen i Bed ikke om nåde – den første bog om Max Anger, der er en fin blanding af spionroman og thriller.

Bed ikke om nåde er en svensk spændingsroman, der foregår i 1996 – i en tid, hvor Rusland skal finde sine ben efter kommunismens fald. Men med stadig stigende fokus på øst og forholdet mellem Vesten og Rusland, er bogen mere aktuel end nogensinde.

Da der i 1996 var præsidentvalg i Rusland, var der i første runde tæt løb mellem den siddende præsident Boris Jeltsin og en kandidat fra kommunistpartiet. For ikke alle var vilde med de ændringer, jerntæppets fald havde medført. Og Jeltsin, manden i spidsen for det mægtige land, virkede uberegnelig og grov og mere og mere alkoholiseret.

I svenske Martin Österdahls debutroman er der også stærke kræfter, der i 1996 arbejder imod demokratiet, mod Jeltsin, og som planlægger et spektakulært angreb mod vesten. En organisation, der ser korruption og magtmisbrug som lige så normalt som vodka og rødbedesuppe.

Hovedpersonen Max Anger har en baggrund som frømand. Han er Ruslandsekspert og arbejder nu for en svensk tænketank, der arbejder på at fremme demokratiet og tryghed i det svenske nærområde. Han plages af angst, som han holder nede med lykkepiller. Heldigvis, for det punkterer billedet af en overmenneskelig superhelt, der både kan sit akademiske kram og som slår en proper næve.

Kæresten forsvinder

Da hans kæreste og kollega forsvinder i Skt. Petersborg, rejser Max Anger i hendes fodspor for at finde ud af, hvad der er sket. Han er vred. Måske derfor han hedder Anger til efternavn? Samtidig rammes telefonnettet i Stockholm af et omfattende hackerangreb, og Max må lede i mange retninger for at få svar. Og han må et godt stykke tilbage i historien for at binde den allersidste og største sløjfe på plottet, der i høj grad hænger sammen med hans egen fortid. Det er godt fundet på.

Selvom der er tråde tilbage til 2. verdenskrig, foregår fortællingen især over halvanden hæsblæsende uge i vinteren 1996.

Der er en del personer at holde styr på hvilket kan forvirre i begyndelsen af romanen, og sproget er set bedre. Men efter ti sider, hvor jeg var en smule forstyrret af lidt banale vendinger, overgav jeg mig total til bogen. For din krimitørst efter spænding bliver så rigeligt slukket med bogen her.

Bed ikke om nåde er ret spændende. Og nervepirrende læsning. Og den russiske kulisse er interessant. Det er herligt som læser at skue ud over lysene på Nevskij Propekt – den fire kilometer lange boulevard, der løber gennem Skt. Petersborg, og at komme med ned i dybe, hemmelige tunneler. Men helt tæt på den russiske folkesjæl kommer du ikke – det er ikke Leif Davidsen, det her. Men det er spænding på næsten hver eneste side. Og jeg var konstant nysgerrig på historien.

Bogen er skrevet i korte, nærmest filmiske scener hvilket måske også er grunden til, at Pinewood Studios er i gang med at filmatisere bogen.

Moder Rusland – frygt og fascination

Det er en bog om sikkerhedspolitik, industrispionage, svigt, familiehemmeligheder og statslige overgreb. Og om kærlighed. Både til familien og til fædrelandet. Forfatteren har læst østeuropæiske studier og boet i både Moskva og Skt. Petersborg, blandt andet i 96, hvor han studerede i landet, og Martin Österdahl har planer om flere bøger om Max Anger. Jeg læser gerne med igen.

Jeg har været i Skt. Petersborg en enkel gang i begyndelsen af 90’erne og har altid tænkt på Rusland med både frygt og fascination. Bogen fik mig til at spekulere over den brutale historie, som det kolossale land har haft, og mens jeg læste bogen, tænkte jeg flere gange på, hvordan vores del af verden ville se ud, hvis historie havde udspillet sig blot en anelse anderledes. Forfatteren giver bl.a. sit bud på, hvad der skete den februarnat i 1944, hvor Stockholm blev bombet af Sovjetunionen. Og ja, Stockholm blev bombet dengang under krigen.

Læs Bed ikke om nåde for at få masser af spænding og action og et drys historie.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Peoples Press.

PS: Får du lyst til at læse mere om Rusland, så læs mit interview med Peter Mogensen, der har skrevet I Bjørnens kløer

 

 

Anmeldelse af Millennium 5: Manden der søgte sin skygge af David Lagercrantz

Anmeldelse: Mens anmeldere i udlandet har været svært begejstrede for David Lagercrantzs seneste Salander/Blomkvist-krimi og har haft de helt store sprudlende ord fremme, har danske anmeldere været lunkne over for Manden der søgte sin skygge. Jeg lander et sted midt imellem.

I Manden der søgte sin skygge er der gensyn med seriens mange karakterer, men også nye interessante personer kommer på banen.

I den femte bog i Millenniumserien møder vi Lisbeth Salander bag tremmer, da hun afsoner et par måneders fængsel. I fængslet får hun besøg af sin gamle formynder Holger Palmgren, der har fået fingre i dokumenter fra Salanders barndom, og hun kaster sig atter ud i en desperat kamp for at fylde de sorte huller i fortiden ud. Og selvfølgelig får Lisbeth Salander hjælp af Mikael Blomkvist.

Sammen, men hver for sig, graver de sig dybere ned i en historie om magtmisbrug, tvillingeforsøg, arv og miljø og overgreb, og handlingen har også tråde til æresrelateret vold.

Som i Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt optræder Salander og Blomkvist igen sjældent i samme scene. Det er troværdigt og derfor også læseværdigt, når Lagercrantz giver os lov til at komme ind i hovedet på Salander og Blomkvist.

Da Salander redder en muslimsk kvinde fra at bliver stukket ned af fængslets magtfulde indsatte, skal hun nu se sig om til flere sider, for modstanderne hober sig op.

Millennium 5 er en god krimi

Manden der søgte sin skygge er klart værd at læse, og den er overlegen i forhold til mange andre krimiudgivelser herhjemme. Og i bedste Stig Larsson-ånd er der masser af statslige overgreb, hemmeligstemplede papirer, barndomstraumer, magtfulde mænd, fascister (endda en kvinde, der deler kælenavn med Italiens diktator frem til 1943 Benito Mussolini) og selvtægt og kompromisløshed a la Lisbeth Salander.  Også Lagercrantz gennemtæsker den skandinaviske idyl, som Larsson gjorde det.

Og jeg synes stadig, at David Lagercrantz er tro mod det univers, Stieg Larsson skabte. Samtidig finder den svenske forfatter sine egne veje for at udvikle personerne.  Han lader f.eks. Lisbeth Salander dyrke matematikken i højere grad, og han har skabt en troværdig og interessant forklaring på, hvorfor Salander lader en gigantisk dragetatovering fylde hele hendes spinkle ryg. For er dragen gerningsmand eller offer? Eller måske en kraft, der gør, at man kan slå fra sig?

Det er også herligt, at vi i ganske små biroller bl.a. møder it-geniet Plauge igen og den sympatiske politikommissær Jan Bublanski.

Hvor skal vi hen, du?

Hvorfor strør jeg ikke om mig med ord som aldeles fremragende og eminent? Fordi handlingen indimellem snegler sig af sted og flakker rundt, så man som læser har lyst til at kalde på skærmtrolden Hugo fra det hedengangne tv-program Eleva2ren, og få ham til at spørge: Hvor skal vi hen, du?

Lagercrantz kan af gode grunde ikke være Larsson, der var antiracist og feminist til fingerspidserne og kæmpede en utrættelige kamp for retfærdighed. Men før den afdøde forfatter indhylles i alt for lyserødt skær og hans forfatterskab idylliseres, vil jeg lige minde om, at Larsson ofte skrev indviklet, knudret og af og til var for nærig med punktummer.  Også han kunne skrive alenlange svinkeærinder.

Og Lagercrantz skriver altså godt.

PS: En af mine bloglæsere har for nylig mødt David Lagercrantz to gange. Det kan du læse om på hendes blog lige her

Stockholmmøde med succesfuld forfatter

Forfatterinterview: På mandag sætter jeg kurs mod Stockholm for at interviewe den svenske forfatter Caroline Eriksson, der snart er aktuel med thriller på dansk.

De forsvundne er blevet en international sensation, da den på kort tid blev solgt til over tyve lande. Udkommer i Danmark 2. juni. Læs mere om bogen her

Caroline Eriksson har skrevet en mørk og psykologisk spændingsroman, De forsvundne, der udkommer på dansk 2. juni på forlaget People’sPress.

Flere anmeldere har sammenlignet den svenske forfatter med amerikanske Gillian Flynn, der står bag Kvinden, der forsvandt – en thriller, der har været med til at gøre domestic noir-genren overordentlig populær.

De forsvundne er sådan en thriller, som jeg glæder mig til, at andre har læst, så jeg kan tale frit om bogens tvist og plot. For intet er, som det ser ud til, og ingen er, som man tror.

I  Sverige var bogen sidste år den mest solgt e-bog, og siden De forsvundne udkom i forfatterens hjemland for cirka halvandet år siden, har 26 lande fulgt trop – og nu altså også snart Danmark.

At De Försvunna, som bogen hedder på svensk, er blevet lidt af en international sensation, betyder også, at forfatteren er vant til at give interviews.

Mon jeg kan lokke Caroline Eriksson til at afsløre noget omkring arbejdet med bogen, som hun aldrig har fortalt i andre interviews, når vi mandag spiser frokost sammen? Jeg vil i hvert fald forsøge.

Den svenske forfatter Caroline Eriksson har boet flere forskellige steder rundt omkring i verden bl.a. i USA og i Australien. I dag bor hun i Stockholm, hvor jeg mødes med hende. Foto: Rebekka Andreasen

Interviewet bliver bragt her på bloggen engang i næste uge. Stay tuned.

PS: Jeg får et honorar af People’sPress for at interviewe Caroline Eriksson. Af samme grund har jeg takket nej til at anmelde bogen.

 

 

 

Arne Dahl: Jeg missede mit fly

Hvor Utmarker, Skyggezone på dansk, udkom i 2016 herhjemme, må danske læsere vente lidt endnu på efterfølgeren, der på svensk hedder Inland. Foto: Rebekka Andreasen

Han er manden bag bl.a. krimierne om Paul Hjelm og A-gruppen, han er blevet kaldt Sjöwall & Wahlöös arvtager, og så kalder han sin første bog i en ny serie om Sam Berger, politibetjent i Stockholm, for en sort diamant. Mød krimiforfatter Arne Dahl.

Jeg tror, at de fleste hotelreceptionister i Europa tænker, der kommer ham fjolset, der ikke selv ved, hvad han hedder. Engang jeg skulle til en bogmesse i Frankrig, missede jeg flyet, fordi der stod Arne Dahl på flybilletten. Og jeg har siddet hele natten i en hotellobby i Tyskland, fordi jeg ikke kunne få mit værelse.

Sådan siger bestsellerforfatter Arne Dahl.

Bag pseudonymet Arne Dahl gemmer litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald sig. Han byttede simpelthen om på bogstaverne i sit navn i midten af 90’erne, da han havde brug for at genopfinde sig selv som forfatter.

Hvor det kun har været et kæmpe plus i forhold til forfatterskabet og styrket skriveglæden og kreativiteten, så har det altså også skabt nogle udfordringer at være både Jan Arnald og Arne Dahl.

Og der er forskel på de to ifølge forfatteren selv:

Jan er langsom og tænker meget. Arne er mere effektiv.

Arne Dahl her i samtale med Diana Bach fra DR Læseklubber. Forfatterens serie om A-gruppen er filmatiseret. Det er polititeamet, du ser bag den svenske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen.

Måske er det derfor, at forfatteren nogle gange leder efter ordene, holder pause og tænker sig om. For så at følge et spørgsmål helt til dørs med en grundig forklaring.

At han skal have gang i endnu et alias afviser han. For der er nok 10-12 bøger i Arne Dahl endnu, understreger den svenske forfatter.

Jeg får ikke skriveblokering eller skrivkramp, som det hedder på svensk. For når først jeg begynder på et kapitel, ved jeg, hvad jeg skal skrive. Det, der kan være udfordrende, er, når jeg skal finde på en original og unik historie, skal finde på snørklede tvists og plots. Jeg vil ikke gentage mig selv og skrive den samme historie igen og igen.

Siden Arne Dahl skrev den første bog om A-gruppen, Misterioso, er det blevet til en hel del forskellige krimier. Udover serien om A-gruppen står han også bag Opcop-serien.

Sidste år udkom Skyggezone på dansk, den første bog i en ny serie. Og den bedste udenlandske krimi, som jeg læste i 2016. Det er en bog, som Arne Dahl er meget glad for, og som han kalder “om ikke perfekt, så tæt på perfekt.” En bog, der også overraskede ham selv og tog nye vendinger undervejs i skriveprocessen.

I sin nye serie har han droppet et stort team af efterforskere og er back- to-krimi-basic. Arne Dahl har taget udgangspunkt i den traditionelle, lidt egenhændige efterforsker, den klassiske kommissærtype, som han efter 15 bøger med et politikollektiv fik lyst til at skrive om.

Oprindeligt var bogen tænkt som en såkaldt stand-alone krimi, men bog nummer to om Sam Berger, der på svensk hedder Inland, pressede sig på. Endnu har Inland ikke fået en dansk titel, men Arne Dahl fortæller, at også efterfølgeren er en psykologisk krimi, hvor læserne lærer Sam Berger endnu mere at kende.

I stedet for at have fokus på storpolitik, økonomisk kriminalitet eller skyggesiderne i det moderne svenske velfærdsdemokrati, så koncentrerer forfatteren sig i Sam Berger-serien om det tætte, det nære. Det indre.

Arne Dahl har placeret sin hovedperson, der er vild med eksklusive ure, som ham selv, i den stockholmske bydel Södermalm, hvor han selv bor og er vokset op. Sam Berger har endda gået på samme skole, som ham selv.

Jeg ville skrive noget mere tidløst, noget mere alment menneskeligt med fokus på det psykologiske.

Skyggezone er centreret om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder. Og mobning spiller en central rolle i bogen. Især en scene var så voldsom at skrive, at Arne Dahl måtte holde pause i skriveriet, rejse sig lidt op og gå gå rundt, for atter at sætte sig for at skrive scenen færdig. Og han kan godt forstå, at læserne kan væmmes ved netop den scene.

Han understreger, at en god krimi kan være en slags terapi, hvor man konfronteres med noget af det, der skræmmer. Og hvis man tænker en enkel tanke eller tre, efter at en Arne Dahl-krimi er læst, så gør det bestemt heller ingenting, smiler forfatteren.

PS: Indlægget er skrevet ud fra et foredrag med Arne Dahl i Åbyhøj, marts 2017, hvor han blev interviewet af Diana Bach.

Åsa Larssons bøger som tv-serie

Tv-krimi: I dag har tv-serien, der er baseret på Åsa Larssons Rebecka Martinsson-serie, premiere på svensk TV4. Tirsdag den 28. marts og tre tirsdage frem viser DR1 serien.

At en hund kan skrige sådan. Samuel Johansson har aldrig før hørt en hund lyde på den måde.

Billedet er fra BogForum i 2012, da Åsa Larsson i samtale med Sara Blædel fortalte om sit forfatterskab. Det var en spændende samtale. Jeg er stor fan af den svenske forfatter. Og Sara Blædel er aldrig karrig med at støtte sine forfatterkollegaer. Det er meget sympatisk. Foto: Rebekka Andreasen

Sådan starter krimien Som offer til Molok, der er Åsa Larssons sidste bog i serien om anklageren Rebecka Martinsson. Og på BogForum i 2012, da forfatteren var i Danmark for at lancere bogen, forklarede Åsa Larsson, at man på papiret kan slå lige så mange mennesker ihjel, som man vil – men ikke en hund. Så protesterer læserne.

Om hundeskriget er med i tv-serien bygget over bøgerne, aner jeg ikke. Du må selv tune ind på DR1 sidst i marts og begyndelsen af april for at tjekke. Eller finde svensk TV4 på dit tv i aften.

Åsa Larssons krimier foregår omkring Kiruna i det allernordligste Sverige, hvor forfatteren er vokset op. En by, der især er kendt for sin minedrift og udvinding af jernmalm. Og hvor der altså sker et drab eller ti. Jeg kan allerede se nogle fantastiske nordic noir-billeder for mit indre tv.

Ligesom sin hovedperson, Rebecka Martinsson, er forfatteren uddannet jurist med speciale i skatteret.

Det er den svenske skuespiller Ida Engvoll, som du måske kender fra Broen III, En mand der hedder Ove og Mord uden grænser, der spiller Rebecka Martinsson i tv-udgaven af Larssons nordsvenske krimiunivers.

I en svensk pressemeddelelse er Ida Engvoll citeret for at sige, at hun elskede at spille karakteren. (De siger sjov nok aldrig det modsatte.) Og hun begrunder det med, at Rebecka er noget af en særling og en kompleks type. Hun er skarp og egenrådig, drevet af impulser og følsom. Og sommetider har hun dårlig dømmekraft, men det er med til at gøre hende charmerende.

Jeg glæder mig til at se serien. Skal du se med?

 

 

 

Interview med Lars Kepler

Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril er Lars Kepler tilsammen. De er også mand og kone. Alexandra: Alexander har sans for detaljer. Han er en perfekt portrætmaler og meget præcis, men det tager også sin tid. Jeg breder mig mere. Alexander: Alexandra er meget kreativ og sprudlende. Der går et øjeblik, og så har hun skrevet 100 ord. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: De sidste par dage har forfatter-ægteparret bag Lars Kepler, Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, været i Danmark for at lancere Kaninjægeren – den sjette bog om kommissær Joona Linna. I fredags mødte jeg dem på Sveriges Ambassade i København.

Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril har hver for sig skrevet det, man vil kalde finkulturelle bøger. Pseudonymet Lars Kepler opstod, fordi parret havde behov for at adskille krimiforfatterskabet fra deres egne forfatterskaber.

Når de smelter sammen til Lars Kepler, omfavner de krimigenren og serverer højspændt thriller-action. Med masser af suspense. Og har kolossal succes med at gøre det. Kaninjægeren udkom sent på efteråret i både Sverige og Norge og nåede alligevel at blive den mest solgte bog. Af alle genrer. I begge lande.  Og der findes over 8,5 millioner solgte bøger med Lars Keplers navn på.

Og nej. Parret mener ikke, det er nemmere at skrive en krimi, end det er at skrive en bog om Ingmar Bergman (som Alexander har på sit cv) eller en roman om Tycho Brahe (Alexandras værk).

Alexandra forklarer:

I en roman kan man skrive, at et vindue står åbent uden at behøve forklare yderligere, men hvis et vindue står åbent i en krimi, skal scenen anvendes til noget, have en betydning. Læserne forventer, at der sker noget. Og man kan ikke slutte bogen med en gåde. Genren fordrer, at der skal en form for forløsning og opklaring til.

Og selvom Lars Kepler ikke er kendt for happy endings, så skal der alligevel være en vej ud, mener parret. Alexandra siger:

Vi har en slags kontrakt med læserne og går ind i en labyrint med monstre, men det er vigtigt at få svar, at få lidt lys for enden.

Alexander understreger, at det er kompliceret at opbygge et plot, og at man som krimiforfatter skal kunne overskue en masse detaljer og blindspor, som man skal føre læserne igennem:

Vi skal være sikre på historiens hjerte, før vi begynder at skrive og folde plot og intriger ud.

Han tilføjer, at far/søn-forhold er noget af det, de gerne vil udforske i bogen, det, der denne gang er en del af hjertet i Kaninjægeren.

Netop familierelationer, forskellige måder at være familier på og magtforhold internt i familien er noget, der går igen i Lars Keplers krimier. Det er her, forfatterparret lægger deres kolossale psykologiske interesse. Fordi, fortæller de, der i familier er brandstof til gode historier, til følelser, hemmeligheder, dramatik, identifikation og konflikter. Og angsten for at miste.

Lars Kepler skriver ofte ud fra ofrets perspektiv. Skal man rive læserne med, handler det om empati, at man holder af personerne og føler med dem, mener de svenske forfattere. I Kaninjægeren er læserne også inde i hovedet på morderen, som parret kalder en fascinerende person.

Se lige engang: To forskellig signeringer – Lars Kepler og Lars Kepler. Sådan er det, når der gemmer sig to forfatternavne bag Lars Kepler. Foto: Rebekka Andreasen

Navnet Joona Linna

At hovedpersonen i Lars Keplers krimier, kommissær Joona Linna, er svensk-finsk, er et meget bevidst valg. I Sverige er der stor tradition for at skrive krimier, og Kepler-parret ville gerne skabe en anderledes hovedperson. Dermed var en alkoholiseret, deprimeret politimand strøget af listen. Finnerne er den største minoritetsgruppe i Sverige, og derfor valgte parret at give Joona Linna netop den baggrund.

Den finske forfatter Väinö Linna, der døde i 1992 og var en af Finlands mest internationalt kendte forfatter, gav inspiration til efternavnet. Det Gamle Testamente har inspireret til kommissærens fornavn. Alexander forklarer:

Joona er opkaldt efter Jonas i hvalens mave. Vi ser hver bog som en stor fisk, der sluger Joona, og som han til sidst vil kæmpe sig ud af.

Den første bog i serien, Hypnotisøren, er blevet filmatiseret. En filmatisering parret dog ikke havde noget at gøre med. Især i USA er de vilde med bl.a. Saga Bauer , og der har været tale om at lave krimiserien om Joona og Saga om til tv-serie eller film. Men: “Filmbranchen taler og taler, og man ved aldrig, om der kommer noget ud af det. Nu må vi se”, siger Alexandra Coelho Ahndoril. Foto: Rebekka Andreasen

Slås derhjemme

For at få scener med f.eks. vold til at blive så autentiske som muligt, afprøver parret slåskampe derhjemme på stuegulvet i Stockholm. Ganske forsigtigt, som Alexandra indskyder, men scener med kamp og slag kan være komplicerede at skrive. Øvelsen giver dem forståelse for, hvordan en slåskamp kan gå til. Med detaljer som retning, kraft, tempo, indlevelse etc. kan de nemmere skrive en fysisk scene.

Ikke uden stolthed i stemmerne forklarer de, at en underviser på politiskolen i Sverige har rost deres evner til at beskrive en nærkamp i bogen og sagt, at det er nøjagtig sådan, det foregår.

Alexandra:

Research er vigtigt for os. Krimier skal have et ben i den virkelig verden, og det andet ben i fiktionens. Vi elsker fiktion, men har måtte tillære os at skrive så tæt på virkeligheden som muligt.

Alexander:

Vi hader vold og vil aldrig romantisere vold, men virkeligheden er blodig, og mennesker er grumme, og det forholder vi os til. Og derfor er der også vold i vores bøger.

Parret har bl.a. besøgt Kumla – et af Sveriges største og sikreste fængsler. Oplevelsen i et miljø, som Alexander kalder meget barskt, gjorde indtryk og var vældig lærerigt, og de har placeret deres hovedperson Joona Linna netop her i begyndelsen af Kaninjægeren.

Hvordan det går Joona Linna, og om han slipper ud af hvalens mave, må du læse Kaninjægeren for at finde ud af.

PS: Lars Kepler læser også selv bøger. Alexandra er meget optaget af Gillian Flynn (Kvinden der forsvandt) og af Emma Clines Pigerne. Og så anbefaler hun Jeg er pilgrim af Terry Hayes, der vist snart kommer i ny version på dansk.

Kriminyheder fra Lars Kepler og Geir Tangen

Lars Kepler alias Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, der på få år har markeret sig som et skandinavisk kriminavn, det ikke er til at komme uden om. Foto: Thron Ullberg

Nye krimier: Lars Kepler er tilbage. Og så skal vi lære et nyt, norsk kriminavn at kende.

I dag udkommer Lars Keplers sjette krimi om kommissær Joona Linna. Kaninjægeren hedder bogen, der efterfølger Stalker fra 2014.

Bogen udkom i Sverige i efteråret, og bogen nåede at blive den mest solgte roman i Sverige i 2016.

Linna har tilbragt to år i et højsikret fængsel, da han bliver ført væk for at deltage i et hemmeligt møde. Politiet har brug for hans hjælp til at stoppe en gådefuld morder, der kaldes kaninjægeren.

Der er ikke kun gensyn med Joona Linna, men også med Saga Bauer. Igen er det en mobbedreng af en Kepler-krimi. Godt 575 sider. Bum, bum, bum.

Denne serie skal læses i rækkefølge, mener jeg. Har du endnu ikke læst alle bøgerne i serien om Joona Linna, får du rækkefølgen her:

  • Hypnotisøren
  • Paganinikontrakten
  • Ildvidnet
  • Sandmanden
  • Stalker
  • Kaninjægeren

Den norske krimidebutant Geir Tangen kalder Maestro en krimi skrevet i ren kærlighed til genren. Udkommer på Forlaget Modtryk 31. januar.

Norsk blogger skriver krimi

Vi må vente et par dage, til den 31. januar, på Maestro af den norske debutant Geir Tangen. Forfatteren var i første omgang selvudgiver. Efter en overvældede modtagelse i Norge købte Norsk Gyldendal rettighederne til bogen, og krimien er nu solgt til udgivelse i 15 lande.

Maestro er første bog i en trilogi om politiefterforsker Lotte Skeisvoll og journalist Viljar Ravn Gudmundsson. En kvinde kastes ud fra et højhus. Dagen før har Gudmundsson på Haugesunds Avis modtaget en mail, der forudsiger drabet. Mens politiet afhører ham, modtager han en ny mail med en ny forudsigelse.

Geir Tangen står bag Norges største blog om krimier, Bokbloggeir og siger selv, at han finder inspiration i alle de krimier, han læser, og i de tv-serier, han lapper i sig. I et pressebrev til sine læsere skriver forfatteren:

Du vil sandsynligvis finde et touch af både Jo Nesbø, Jussi Adler-Olsen og Stieg Larsson i Maestro, men også af første sæson af tv-serien Broen.

Forfatteren har taget orlov fra sit job som lærer og er i fuld gang med bog nummer to i serien. Bøgerne foregår i Haugesund i det sydvestlige Norge, hvor Geir Tangen bor.

Jeg glæder mig til begge bøger.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her