Anmeldelser

Anmeldelse: Huset på klippen af Elly Griffiths

I dag udkommer Huset på klippen, der er tredje krimi om Ruth Galloway. Bogen udkommer på Gads Forlag.

Anmeldelse: Er du vild med Ruth Galloway? Så vær glad for, at Gads Forlag har sat turbo på og udgiver Elly Griffiths tredje Galloway-krimi på dansk i år. Huset på klippen hedder bogen. Britisk såkaldt hyggekrimi med masser af atmosfære og personer, du ikke kan undgå at holde af.

Spoiler-alert: Læs ikke denne anmeldelse, hvis du har de to første bøger om Ruth Galloway til gode. Men du kan godt læse de næste par linjer.

Selvom bøgerne hver især rummer en afsluttet historie, så udvikler personerne sig, og i denne bog er der sket noget, der forandrer Ruths liv dramatisk og som giver ikke så få skrupler, så læs gerne bøgerne i rækkefølge. Begynd med Pigen under jorden og snup derefter Løgnens hus. Og så er du klar til at læse Huset på klippen – og min anmeldelse.

Doktor Ruth Galloway er ekstremt godt og hyggeligt selskab. Hun er begavet, dygtig, arbejdsom og charmerende på sin egen kantede og lidt kiksede facon. Ruth har ikke den store kontakt til sin religiøse familie, men til gengæld en lille kreds af tætte, spøjse venner. Hun er akademiker med stor a og arbejder på det lokale universitet i Norfolk nogle timer nordøst for London. Hun er arkæolog, mere korrekt biologisk antropolog, og Ruth er ekspert i knogler.

I Huset på klippen bliver hun igen involveret i en spektakulær sag og skal hjælpe det lokale politi i Norfolk, med Harry Nelson i spidsen, med at undersøge nogle knogler. Et hold arkæologer har nemlig fundet et lig ved foden af en klippe tæt på det brusende hav – Nordsøen, der grådigt æder af kysten. Og netop havet er årsag til, at liget nu er blevet synligt. Noget tyder på, at liget har været begravet i sandet længe. Måske siden 2. verdenskrig? Og hvem er det, der for alt i verden gerne vil undgå, at sandheden kommer frem?

Hurtigt dukker flere lig op og pludselig står politiet – og Ruth – med en aktuel mordgåde, der også peger tilbage i tiden. Som det sig hør og bør i en Galloway-krimi. Et Griffiths-særkende, som jeg rigtig godt kan lide, og derfor virker det heller ikke kunstigt med en arkæolog på sidelinjen af politiarbejdet. I første bind er der tråde tilbage til jern- og bronzeealderen. I Løgnens hus er det romertiden, der er i fokus. Og nu er det altså en knap så fjern fortid fra 1940’erne, som Elly Griffiths tager fat på.

I denne roman kommer Nelson mere og mere på banen, og især forholdet mellem Ruth og Nelson er centralt i fortællingen. Ruth er ikke kun “mor” for katten Flint, hun er også blevet mor til datteren Kate, forholdet til Nelson, der er far til barnet, er underligt uforløst. Den gæve politimand er nemlig godt og lykkeligt gift og i forvejen far til to snart voksne piger.

Ruth skal også gøre plads i det lille hus på kanten af saltmarsken til en veninde, der pludselig dukker op fra fortiden.

Herligt persongalleri

Det er Elly Griffiths brogede og skønne persongalleri, der gør bogen interessant. Hun tegner kærlige portætter af en lille håndfuld Norfolk-beboere. Og vi lærer også bipersonerne bedre at kende bl.a. Nelsons underordnede betjenten Judy, der er fortællestemme i et par af kapitlerne. Og den excentriske Cathbad, der har flere sanser end de fleste, og som flirter med alt muligt alternativt – ham er jeg vild med. Trods forskelle er Cathbad og Nelson ved at udvikle et venskab.

Plottet er ikke avanceret, men der er et par gysende overraskelser undervejs. Huset på klippen er humoristisk, engelsk hyggekrimi, blødt, behageligt og ret rart at læse.

Læs Huset på klippen, fordi det er tophyggeligt og skønt at være i selskab med en begavet og initiativrig antiheltinde som Ruth, og fordi du får serveret engelsk te, kommer på pub, forkæles med dejlig tør humor (og mange parenteser) og en lille dramatisk hvad-nu-hvis-historie med tråde til 2. verdenskrig. Og det arkæologiske drys, der er Griffiths kendetegn, kan man ikke andet end at omfavne. Forfatteren finder fint balancen mellem banalt fyld og hardcore fagnørderi.

Og så rummer bogen herlige miljøbeskrivelser af et for mig uvant miljø, og sammen med Ruth får jeg våde bukseben af at vade rundt i et frådende hav på glatte sten, og jeg skærmer mig for en april-snestorm ude på det flade marskland. Jeg slugte bogen, fordi Griffiths formår at skabe personer, du får empati og sympati for.

Elly Griffiths har skrevet i alt ti bøger om Ruth Galloway. Håber de alle udkommer på dansk.

PS: Elly Griffiths er et pseudonum for Domenicia de Rose. Forfatteren har skrevet fire bøger i eget navn. Bøgerne handler om Italien, hvor hendes far er fra, og om familie og identitet. Da hun skrev Pigen under jorden opstod behovet for et nyt forfatternavn. Domenicia de Roses bedstemor hed Ellen Griffiths, og med en lille omskrivning blev en ny krimiforfatter skabt. Læs mit interview med den britiske forfatter her

 

 

 

Streaming på C More: Sthlm Rekviem

Fra venstre ses Fredrika Bergman (Liv Mjönes), Peder Rydh (Alexei Manvelov) og Alex Rechts (Jonas Karlsson). Foto: C More

Streaming: Den 3. oktober får de to første afsnit af Sthlm Rekviem premiere på streamingtjenesten C More. Serien er baseret på svenske Kristina Ohlssons populære krimier om Fredrika Bergman, der som akademiker arbejder som civil efterforsker hos politiet. Danske Mikael Birkkjær har en lille rolle i serien som Spencer, der er Fredrika Bergmans kæreste.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 6 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Fredrika Bergman og hendes kollegaer opklarer fem forskellige sager i løbet af serien. Min anmeldelse er baseret på seriens to første afsnit, der tager udgangspunkt i Kristina Ohlssons debutkrimi Askepot. I første afsnit forsvinder en lille pige fra sin mor kort efter, at de er ankommet til Stockholm Centralstation med tog. Er det mon pigens far, der har kidnappet barnet? Politiet får travlt, for snart er endnu et barn forsvundet og måske i fare.

At Fredrika Bergman (Liv Mjönes) har en anden baggrund, giver hende også et andet blik for politiarbejdet. Men det betyder også, at hun indimellem kommer i modvind, fordi hun tænker anderledes. Foto: C More

Kriminologen Fredrika Bergman spilles fint af Liv Mjönes, som jeg ikke har set i en hovedrolle før. Hun evner både at være melankolsk, sårbar og slagkraftig på samme tid, mens Alexei Manvelov, som du måske har set i Inden vi dør spiller politimanden Peder Rydh.

Efter at have set ham som hardcore kriminel i førnævnte serie (som du SKAL se ), skulle jeg lige vænne mig til at se ham i rollen som politimand. Han er en dygtig betjent, men en brutal en af slagsen, utilregnelig, og minder om en Gunvald Larsson-light. Han er far til små tvillinger og er sin lidt deprimerede kone utro.

Efterforskningsleder Alex Recht spilles af Jonas Karlsson, som blandt andet har spillet Becks unge og knap så sympatiske chef. Det er skønt at se ham i en mere afdæmpet rolle, for Recht er sympatisk og kompetent, og de tre meget forskellige efterforskere supplerer hinanden godt.

Egentlig ville Bergman have været violinist, men hun ender altså som civil efterforsker hos politiet. Og det kræver tilvænning for både hende og kollegerne. Men åh, hvor er det godt, at vi ikke får den klassiske efterforsker/chef-konflikt, selvom der selvfølgelig er lidt gnidninger. For Recht opdager hurtigt hvilke kompetencer, som hans nye medarbejder besidder.

Om det er en Stradivarius, Fredrika Bergman ejer, ved jeg ikke, men hun har selvfølgelig en violin – ligesom hendes fiktive kollega Sherlock Holmes.

Det er et vådt eller trøstesløst snedækket Stockholm, kolde glasfacader, storbyens kolde lys og grå himmel, du møder i serien. Tænk på den dansk/svenske tv-serie Broens lave, tunge skyer og smukke, men grå panoramabilleder, så ved du, hvad Sthlm Rekviem stilmæssigt læner sig op ad.

Det er nordisk noir for fuld udblæsning, og seriens tone er – som Recht – afdæmpet, selvom serien også rummer masser af drama. Det er ikke en såkaldt hyggekrimi, der er smæk på forbrydelserne. Velfærdssamfundet har sprækker og rummer masser af brutalitet, og temaerne i de første par afsnit er hævn, svigt og overgreb.

Det er ikke banebrydende nyt, det er ikke revolutionerende, men det er spændende. Og det fungerer. Sthlm Rekviem er gedigen og velproduceret underholdning med dygtige skuespillere, og så giver det lidt guf til historien, at Bergman ikke er en helt almindelig politimand og knap så sterotyp som f.eks. Alexei Manvelovs rolle. Vi kommer også ind på livet af hende privat, hvor hun tumler med spørgsmålet om at adoptere.

Mikael Birkkjær spiller Spencer, der er kæreste med seriens hovedperson Fredrika Bergman. Foto: C More

Om sin rolle i serien siger Mikael Birkkjær:

Spencer er en voksen mand med fuldskæg. Han er dansker, men arbejder i Sverige, hvor han har et forhold til en yngre flot blond kvinde. Han er et roligt gemyt, der forsøger at være et anker i hendes omtumlede liv og skabe en form for balance i deres forhold.

Birkkjær er altid god. Også danske Thomas Levin spiller med i seks afsnit af serien, men han er ikke med i de første par afsnit, som jeg har set.

Jeg har ikke læst alle bøgerne i serien, men et par af dem, men de spændte ikke ben for min oplevelse af serien, selvom det er svært at sammenligne bog og film. Det er to forskellige oplevelser, for selvfølgelig er handlingen kogt ned. I bøgerne er der mange karakterer og mange handlingsforløb.

Rigtig god fornøjelse, hvis du kaster dig over serien. Jeg glæder mig til at bingewatche resten af serien. Jeg venter, til alle afsnit er tilgængelige. Jeg kan nemlig bedst lide at bestemme tempoet selv, når jeg streamer.

 

De to første afsnit af Sthlm Rekviem har premiere på C More onsdag. Herefter er der nye afsnit hver onsdag. Der er i alt ti episoder af cirka 45 minutters varighed.

PS: Læs mit interview med Kristina Ohlsson, som jeg lavede i en hel anden sammenhæng på BogForum i 2014. Ohlsson, der har læst statskundskab, har selv arbejdet som akademisk analytiker hos Säpo og som kontra-terroristekspert i Wien. Hun har også været udstationeret for det svenske udenrigsministerium i Bagdad.

PPS: Sæson 2 af den forrygende Stephen King-krimi Mr. Mercedes er nu også tilgængelig på C More. Læs anmeldelsen af første sæson her

Anmeldelse: Hjemvendt af Lone Theils

Hjemvendt af Lone Theils er en såkaldt Storytel Original skrevet direkte til lyd. Der er ti afsnit af cirka en times varighed.

Anmeldelse Storytel Original: Hjemvendt er det allerbedst fiktion, Lone Theils har skrevet. Synes jeg. Bedre end krimierne om Nora Sand, som jeg dog kun har læst to af. Hjemvendt er en forholdsvis smal fortælling, men den har gjort et solidt indtryk på mig. Historien er gribende, væsentlig, vedkommende, brutal, underholdende og godt doseret i et stille, men bestemt ikke uinteressant tempo. Husk på – vi er i Vestjylland.

Indimellem har jeg svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi tankerne kører rundt i hovedet på mig. Jeg tror, det var forfatteren Eva Maria Fredensborg, der på Krimimessen i Horsens i foråret gav mig den ide at høre lydbøger, inden jeg skulle sove. “Det er dejligt afslappende,” mente hun.

Og ja, det er nok en god ide at skrue ned for kraftigt lys og tv og mobil, hvis man som jeg indimellem har søvnproblemer. Men jeg skal lige love for, at det der med lydbøger som en blid overgang til nattens søvn ikke fungerer, hvis man har Hjemvendt af Lone Theils i ørerne inden sengetid. Det er en såkaldt Storytel Original – altså skrevet direkte til lyd. Og det er en ret fin fortælling.

Hvorfor har vi ikke talt noget mere om den gribende krimifortælling? Jeg er vild med den.

Den 10-årige Mille Lindberg forsvinder fra frilandsmuseet Hjerl Hede i Vestjylland under juletravlheden. Signe Brask, der er ung og uerfaren politimand fra Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro, er en af de første på stedet. Men Mille er og bliver væk uanset hvor meget politi og frivillige leder efter hende. Signe Brask bliver som den eneste i politiet ved med at følge op på sagen og besøger hvert år på årsdagen Milles familie, der bor på en gård i Hjerm. Mor, far, storebror og lillesøster.

Det er også Brask, der bliver kontaktet, da der ti år senere dukker en pige op i København. Hun erklærer, at hun er den forsvundne Mille. Men taler den unge kvinde sandt? Og hvem står bag kidnapningen? Er hun blevet en dansk Natascha Kampusch? Og hvor har Mille været de sidste ti år?

Brask bider sig stædigt fast i sagen, og pludselig er der flere ting, der slet ikke stemmer.

Historien foregår i og omkring Holstebro, hvor forfatteren selv er født og opvokset. Så med Hjemvendt er Lone Theils vendt hjem. Læserne bliver forkælet med skønne beskrivelser af miljø og karakterer og får et kærligt portræt af et vestjysk samfund på godt og ondt. Det er de indre dramaer, de store følelser, der fylder mest i Hjemvendt, så du må få din dosis af biljagter, storgangstere og skyderier andet steds.

Det er en fortælling om svigt, om magt, om familier. Om kærlighed og sorg. Og på intet tidspunkt bliver historien sentimental, utroværdig eller for meget. Den balancerer. Og er skræmmende realistisk. Og går lige i hjertet. I hvert fald på mig.

Det er en historie, der sprogligt er i hopla, og som gør, at du som læser kommer hele følelsesregistret igennem. Du føler alt fra empati og medfølelse til dyb afsky. Og så er hovedpersonen Signe Brask sympatisk og gæv og bestemt ikke kedelig. Flere historier om hende, tak. Det er en meget stor politikreds, så mon ikke Brask kan komme på en anden sag engang i fremtiden?

Selvom jeg som garvet krimilæser ikke blev overrasket over whodunit, så havde historien alligevel flere tvists, jeg ikke havde forudset. 

Historien er indlæst af skuespiller Laura Drasbæk. Hun har en stemme, jeg virkelig godt gider lytte til. Sårbar og stærk på samme tid. Om jeg havde fået den samme oplevelse ved at læse bogen selv, ved jeg ikke, måske den havde virket mere simpel? På lyd fungerer historien fantastisk. Og jeg kan slet ikke forestille mig historien uden Drasbæks stemme til Theils fine ord. Du kan også finde Hjemvendt som e-bog på streamingtjenesten Storytel.

Hermed varmt anbefalet.

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Blodspor af Julie Hastrup

Det er blevet trendy med lakker på bogcovers. Henriette Mørks cover til Blodspor er ingen undtagelse. Men denne gang er det en slags omvendt lakering, hvor baggrund er lakeret og titlen er mat. Bogen udkommer i dag på Politikens Forlag.

Anmeldelse: I dag udkommer Blodspor af Julie Hastrup. Det er den syvende krimi i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm. Og en roman om at gøre brutale ting i det, man tror er godhedens navn. Igen har Hastrup skrevet en vægtig, effektfuld politikrimi.

Igennem syv bøger har krimiforfatter Julie Hastrup skrevet om Rebekka Holm – erfaren og grundig drabsefterforsker fra Københavns Politi, der er udstyret med en god portion intuition. Forfatteren har udviklet en hovedperson, der er så kompleks, sammensat og tilpas interessant med udfordringer både privat og professionelt, at halvdelen af fornøjelsen ved at læse en ny Hastrup-krimi er at finde ud af, hvordan det går med Rebekka Holm. Der er solidt flueben ud for: langtidsholdbar og interessant hovedperson, der holder bog efter bog. Efter bog.

Da jeg forlod Rebekka Holm i Mirakelmanden, så det ikke godt ud for hendes svenske politikæreste Niclas Lundell, og i Blodspor forsøger Holm at acceptere, at kæresten er indlagt på et sygehus i Stockholm. Han er i koma.

Da et ægtepar i 50’erne og to ud af parrets tre voksne børn findes skuddræbt i en villa i Birkerød, passer det egentlig Rebekka Holm meget godt at begrave sig i arbejde  – som en slags flugt fra sorgen og den opslidende uvished over Niclas skæbne og fremtid.

Holm får hjælp af makkeren Tatjana og resten af de københavnske kolleger for at finde svar på spørgsmålet om, hvorfor det meste af Familien Friis skulle dø.

Det er en temmelig spændende fortælling, der foregår i flere forskellige samfundslag, og som læser kommer du blandt andet med til den gamle del af Det kongelige bibliotek, Nationalbiblioteket, men der er også en hjerteskærende afstikker til udlandet.

Ikke kun hovedpersonen har Hastrup kælet for, hun har også gjort meget ud af bipersoner, og vi møder flere, der har både aparte og fængende historier. Men en eller to gange i løbet af den knap 450 sider lange roman, tænkte jeg alligevel, arh…, nu kammer det over, nu er det lige ved at blive lidt for stereotypt – selvom den der virkelighed jo ofte overgår fantasien. Men omvendt er bogen dejlig usentimental.

Det er vanskeligt at komme ind på bogens temaer uden at røbe alt for meget. Og jeg kan godt forstå, at romanen, der længe havde en anden titel, har fået ny titel – måske for ikke at afsløre for meget. Det er en krimi om familiebånd, om magt, om massivt svigt og dunkle hemmeligheder, og forfatteren har været inspireret af en virkelig tragedie, der fandt sted i en ikke så fjern fortid.

Hastrup er ikke kun god til scener med action, for bogen indeholder stærke, fine scener, der berører og bevæger og gør, at man lige synker spyttet en ekstra gang. Og giver sine børn et ekstra knus, når de kommer hjem fra skole.

Som vanligt i en Hastrup-krimi er plottet gennemarbejdet og dejligt krydret med blindspor og gysende overraskelser, og ikke uvant en Hastrup-krimi kredser bogen om drab med store følelser bag.

Når man læser Blodspor glemmer man, hvor møjsommeligt og slidsomt det er at skrive en god krimi, fordi bogen glider ned i hurtige og smagfulde portioner. Jeg har flere gange hørt forfatteren sige, at hun skriver intuitivt og på lyst og stemninger, og bliv bare ved med det – det fungerer. Forfatteren har allerede lagt godbidder ud, så mon ikke vi kan forvente en ottende bog om Rebekka Holm?

Blodspor er en virkelig god bog, men min favorit i serien om Rebekka Holm er stadig Mirakelmanden, der er sjette bind i serien.

PS: Bogen er en selvstændig roman, men det giver god mening at læse bøgerne i rækkefølge. Her får du Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm i rækkefølge:

  • En torn i øjet (2009)
  • Det blinde punkt (2010)
  • Blodig genvej (2011)
  • Portræt af døden (2013)
  • Farlig fortid (2015)
  • Mirakelmanden (2017)
  • Blodspor (2018)

PPS: Julie Hastrups hovedperson hedder Rebekka med k. Søg nettet igennem og tjek alle de gange, anmeldere og bloggere skriver Rebekka sådan her: Rebecca, altså med c i stedet for k. Gang det med en million og gæt selv, hvor ofte jeg oplever, at mit navn bliver stavet forkert. Bedste hilsner fra RebeKKa

 

 

Streaming på C More: Condor

Den engelsk/irske skuespiller Max Irons, der er søn af skuespillerne Jeremy Irons og Sinéad Cusack, spiller hovedrollen som den idealistiske CIA-analytiker Joe Turner. Foto: C More

Anmeldelse/streaming: Hvor meget er vi villige til at ofre for sikkerhed og tryghed? Det er et af de spørgsmål, som den amerikanske thriller Condor stiller. Fra i morgen kan hele første sæson ses på C More. Jeg anbefaler den varmt, efter at have set de første seks ud af ti afsnit.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 5 ud af 12. )

 

Ringer der en klokke dér allerbagerst i hjernen, når du hører om Condor? Tv-serien er baseret på romanen Seks døgn for Condor af James Grady fra 1974. Og i 1975 lavede den nu afdøde amerikanske instruktør Sidney Pollack filmen Tre døgn for Condor, hvor Robert Redford spiller hovedrollen som CIA-analytikeren Joe Turner, der arbejder bag skrivebordet og ikke som agent i marken. Den film kan du i øvrigt se på Filmstriben.dk, hvor du også kan nyde Max von Sydow som lejemorder.

Og nu kan du altså streame Condor i en opdateret version med et lidt andet setup end i 1975, hvor Turner var en bognørd, der beskæftigede sig med at læse fremmedsprogede bøger for at finde mærkelige sammenhænge og sammensværgelser.

I 2018-udgaven er Joe Turner (Max Irons) et ungt, teknisk computergeni, der er blevet overtalt til at arbejde som analytiker for CIA.  En organisation, han ikke ser rosenrødt på, men som han forholder sig kritisk til. Han er idealist og ønsker at ændre systemet indefra – og vil som en anden Carrie Mathison gerne gøre verden til et bedre og mere trygt sted.

Tilfældigt får han færten af, at en hemmelig enhed inden for CIA pønser på at udrydde radikal islamisme – koste hvad det vil. I første omgang koster det kollegaerne fra Turners team livet. Som den eneste formår Joe Turner at flygte.

I en verden af skæg og blå briller og multinationale virksomheder med skjulte dagsordener, skal han nu finde ud af, hvem der er ven, og hvem, der er fjende, hvis han vil overleve. Og rede millioner af liv både i USA og i Mellemøsten.

Magtmisbrug, korrupte spioner og konspirationsteorier går aldrig af mode, og serien er lige så aktuel i 2018 som i 1975, da filmen fik premiere i kølvandet på Watergate-skandalen.

Det er en gedigen og ret spændende serie i et højt tempo. 32-årige Max Irons, der har medvirket i bl.a. Kvinden i guld, fungerer i rollen som den lidt naive analytiker med hjertet det rette sted. Det er dog ikke ham, der brænder allermest igennem. Og i nogle scener er det som om, han anstrenger sig alt for meget for at virke desperat og i panik.

Bob Balaban og William Hurt i Condor. Foto: C More

Men historien er interessant og velfortalt, og der er flere stærke skuespilpræstationer i serien. Jeg er især vild med William Hurt, der spiller Joes sympatiske onkel Bob, der har fået nevøen ind i CIA. Han er selv et højtstående medlem af CIA og kan formidle så mange følelser med et enkelt blik. Han spiller dejligt underspillet i denne serie.

Jeg har været vild med den amerikanske skuespiller, siden den biograf, jeg arbejdede i som 14-årig, havde Hurt-kavalkade på programmet sidst i 80’erne. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Body Heat, Gorky Park, Edderkoppekvindens kys og Broadcast News. Og det er ren fryd at se den 68-årige skuespiller folde sig ud som CIA-mand.

I andre roller ses bl.a. Bob Balaban, Mira Sorvino og Brendan Fraser, der nok bedst er kendt fra Mumien-trilogien. Sidstnævnte har jeg aldrig været stor fan af. Men han spiller skræmmende og uhyggeligt godt og har en særdeles creepy rolle i Condor. En rolle, der er alt andet end komisk, bøvet eller falden-på-halen-agtig.

Serien er langt fra så god som Homeland, Max Irons er ikke i nærheden af Clare Danes præstation. Men Condor får sat nogle af de samme tanker i gang, for hvor meget kan man retfærdiggøre i nationens sikkerheds navn? Og serien er ret spændende. Jeg glæder mig til at binge de sidste fire afsnit, som jeg ikke har set endnu.

 

 

Anmeldelse: Midtvand af Arne Dahl

Især Sverige har fostret forfattere, der har bidraget til at gøre politiromanen som genre populær i Norden. Der er selvfølgelig Sjöwall og Wahööl, men det er heller ikke til at komme uden om Arne Dahl. Selvom hans to hovedpersoner i Midtvand, Sam Berger og Molly Blom, må klare sig selv og ikke længere er ansat af henholdsvis Stockholms politi og den svenske pendant til PET – Säpo.

Anmeldelse: Så. På med den kritiske brille. Arne Dahl er en af mine absolut favoritforfattere, og jeg må ikke falde i ukritisk-lalleglad-over-at-der-er-udkommet-endnu-en-Dahl-krimi-fælden. Problemet er bare, at Midtvand er fænomenal. Bogen, der er et anmeldereksemplar, udkommer i dag på Modtryk.

Med boblende lethed og kaskader af overskud hvad enten det handler om miljøbeskrivelser fra skærgården eller om karakterer, plot, sprog eller historiens fremdrift og flow, fortæller Arne Dahl en kringlet og kompleks krimifortælling, der har mange facetter, og som overlegent samler trådene fra de to forrige bøger i serien om Berger og Blom. Der er endda en lille hilsen til A-gruppens Paul Hjelm i begyndelsen af bogen.

Alting falder i hak. Og endelig finder Sam Berger, hvis karriere i Stockholms politi for længst er fortid, ud af, hvad der er op og ned. Men først må han flere gange igennem midtvandet – der, hvor risikoen for fejl og fare er allerstørst. Netop der, hvor du som dykker mister orienteringen og ikke ved, hvad der er bund eller overflade. Der, hvor du fuldstændig mister orienteringen.

Som læser er du også i midtvand flere gange – men på den knap så farlige måde. Det er nemlig svært at forudse, hvor Dahl fører dig hen i næste uhyggeligt velkomponerede linje. Frem til bogens allersidste sider, er der stadig hemmeligheder, der mangler at blive afsløret. Og karakterer, du ikke aner om taler sandt. For hvem kan du egentlig stole på? Det er også spørgsmålet, der runger højt i Sam Bergers kaotiske og bedrøvede indre: hvem tør han have tillid til?

Og hvad med bogens centrale og stærke kvinder? Molly Blom, der har en baggrund i Säpo, og Deer ((Desiré) Rosenqvist, der er Bergers tidligere makker – tør de stole på Berger? Paranoiaen florerer i undercover-under-radaren-land.

Der er massive og raffinerede lag i Midtvand, og det er vanskeligt at give et referat af krimien uden at afslører for meget. Men jeg forsøger:

Sam Berger er han på flugt, mistænkt for et drab, han ikke har begået. Han er træt, traumatiseret, udmattet og modløs. Og Molly Blom ligger i koma på sygehuset. Med hjælp fra August Steen, chef for Säpos afdeling for efterretninger, flygter han ud til den sydligste skærgård og isolerer sig på en lillebitte ø. Mens han ensomt forsøger at navigere i et net af løgne og skjulte dagsordener. Og længes inderligt efter de tvillingedrenge, som Bergers ekskone tog med til Paris i første bog.

I et interview på Modtryks site siger Arne Dahl:

Og selv om bøgerne om Sam & Molly var tænkt som et skridt væk fra min tidligere, ekstreme samfundsbevidsthed – jeg ville væk fra en politisk virkelighed, som føles mere og mere kvælende – så er effekten mærkeligt nok blevet samfundsbevidst. Vi er jo havnet et sted, hvor alt det vi troede var uforanderligt og trygt – humanismen, demokratiet, den basale tillid, den relative sikkerhed i vores gader – pludselig er blevet usikkert.

Arne Dahl skal ikke holde styr på et stort politikollektiv i denne krimiserie, alligevel er Midtvand fuld af forskellige tråde. Og storpolitikken og samfundskritikken har sneget sig ind i fortællingen, selvom det oprindeligt ikke var den svenske forfatteres plan. Det er en kriminalroman, der trækker tråde til andre steder end Sverige, og en krimi, som tegner et billede af et samfund, der bliver mere og mere goldt og inhumant på alle planer. Et samfund, hvor terroren lurer, hvor man konstant spejder efter en fjende, man ikke aner hvem er, og hvor mistillid og mistro er stærk.

Spring ud i det, dyk ned i Midtvands mørke og svøm med på en krævende, farlig, underholdende, uforudsigelig og suveræn oplevelse – elegant guidet af en af krimigenrens helt store mestrer.

Og vær bevidst om, at de små fisk, vraggodset og de små referencer, der måske i første omgang virker ubetydelige, når du usikkert svømmer forbi i mørket, alle har deres plads i historien.

Foto fra Krimimessen i Horsens 2018. Den svenske forfatter Arne Dahl på Modtryks stand. Han fik Indland-puden med hjem. Du kan møde forfatteren på BogForum 2018. Foto: Rebekka Andreasen

For at få mest ud af den overordnede historie igennem alle tre bind, bør du læse bøgerne i rækkefølge. Altså Skyggezone først, Indland og til sidst Midtvand. I øvrigt udkommer andet bind i serien også i dag – som paperback.

Med Midtvand falder meget på plads, men det stopper ikke med en trilogi. Heldigvis skriver Arne Dahl i øjeblikket på endnu en Berger og Blom-krimi.

Kommer du til BogForum 2018 den 26. – 28. oktober i Bella Center, kan du der møde den svenske forfatter. 

PS: Interesseret i en læseprøve? Du kan læse de første tre kapitler af Arne Dahls Midtvand her

PPS: Også tommelfinger op til Anders Johansen, der har oversat bogen.

Streaming på C More: Beck-film

Peter Haber som Beck. Beck er krimi, når det er rigtigt godt – både som bog og film. Kun de første film er bygget over bøgerne. Foto: C More

Streaming: Der er skrevet mange artikler, analyser og sikkert også afhandlinger om, hvad Sjöwall/Wahlöös bøger om Martin Beck har haft af betydning for krimigenren. Med andre ord er det svært at komme uden om den svenske politimand, hvis du er vild med krimi. Og Beck er blevet et solidt film-franchise. Du kan se (næsten) samtlige Beck-film på streamingtjenesten C More

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 4 ud af 12. )

 

Det svenske makkerpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö opfandt figuren Martin Beck, politiassistent og senere politikommissær fra Stockholm Politi, og de skrev 10-binds serien Roman om en forbrydelse i perioden mellem 1965 og 1975. Ikke kun en række banebrydende krimier, der blev skelsættende for den skandinaviske krimi, er der kommet ud af figuren. Også talrige stærke filmatiseringer.

Den svenske skuespiller Keve Hjelm var den første, der spillede Martin Beck i 1967-udgaven af Roseanna – den første bog om Beck. I begyndelsen af 90’erne var det Gösta Ekman, der gav den berømte politimand liv på lærredet, mens hans hårdtslående makker Gunvald blev spillet af Rolf Lassgård.

Siden 1997 har det dog været den svenske skuespiller Peter Haber, der har lagt ansigtet i de helt rigtige melankolske og samvittighedsfulde folder som Beck.

C More finder du både Beck-film med Gösta Ekman, men især også med Peter Haber, der er den skuespiller, der har spillet Beck allerflest gange. I mit univers er han den rigtige Beck. Han er MIN Beck.

På C More finder du også de nye Beck-film – dem, hvor den egenrådige kriminalassistent Gunvald Larsson er skrevet ud af serien. Men hey – kan Beck overhovedet fungere uden den svenske skuespiller Mikael Persbrandt? Den figur er genial. Gunvald er jo et fænomen. Og, må jeg indrømme, også en stor grund til, at jeg i mange år har været glødende Beck-fan. Persbrandt spiller politimanden Gunvald Larsson på en måde, så man glemmer, at det er en rolle, han tager på sig.

I de seneste Beck-film må Martin Beck og co. klare sig uden Gunvald. Til gengæld får de hjælp af den norske politimand Steinar Hovland spillet af Kristifer Hivju. Foto: C More

Men ja, Beck kan fungere uden Gunvald. De seneste Beck-film er fremragende tv-krimier. Spændende. Realistiske. Troværdige. Smukt produceret. De er gode til at producere kvalitetskrimier i Sverige. De har også øvet sig i mange år.

Og med spilletid på halvanden times tid, kan en gedigen krimigåde nå at folde sig ud i hvert afsnit med en afrundet handling. Samtidig fortælles en stor, overordnet historie om de faste karakterers liv.

Den norske Game of Thrones-skuespiller Kristofer Hivju med stort rødt skæg og vildmands/hipster-look, der foreløbig har været med i syv film, er en værdig afløser. Han er Gunvalds modsætning og typen, der tager kaffe og kanelsnurrer med i afhøringslokalet.

Der er 40 Beck-film at vælge imellem på C More.

Hvor Gunvald er macho og slår, uden at spørge om lov, er Kristofer Hivjus figur Steinar Hovland mere blød og empatisk. Nok meget smart af folkene bag Beck ikke at forsøge at lave en Gunvald-kopi. Hivju oser af karisma og hans nordiske, bløde vikingevibes passer perfekt til serien.

Og selvfølgelig er Grannen, Becks insisterende nabo spillet af Ingvar Hirdwall, med i de nye indspilninger, og en verdenssituation eller to bliver vendt, når Beck og Grannen står side om side på hver deres altan med en sjus i hånden. Hirdwall har været med i Beck-universet lige så længe som Peter Haber.

Der er 40 Beck-film, som du kan bingwatche. Måske du vil se/gense Monsteret fra 1998? Stockholm politistation modtager en bombetrussel om en kuffert uden for stationen. Bombegruppen skyder kufferten i stykker, men i stedet for den forventede eksplosion, finder de et spædbarn.

Måske du vil se Politimorderen fra 1993 med Gösta Ekman og Rolf Lassgård, der forsøger at opklare, hvem der står bag drabet på en kvinde i en lukket forlystelsespark? Eller måske du kaster dig over den første episode, hvor Kristofer Hivju medvirker? Episoden fra 2016 hedder slet og ret Steinar.

PS: Jeg ser frem til, at sæson 2 af Mr. Mercedes, baseret på Stephen Kings krimi af samme navn, lander på C More inden længe. Læs min anmeldelse af første sæson lige her

PPS: Vil du opleve skuespilleren Peter Haber i en helt anden rolle, så se/gense Niels Arden Oplevs filmatisering af Mænd der hader kvinder. Gys siger jeg bare.

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her