krimiforfatter

Interview med krimiforfatter Jens Henrik Jensen

Om sin succes i Tyskland siger Jens Henrik Jensen: “Det er en ny mulighed, et tog, jeg troede var kørt. Jeg føler mig meget heldig.” Jeg har taget billedet ved Skovmøllen i Aarhus, som forfatteren holder meget af. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Bortset fra debutromanen Wienerringen fra 1997 har Jens Henrik Jensen skrevet trilogier: Kazanski-trilogien, Nina Portland-trilogien og trilogien om den traumeramte krigsveteran Niels Oxen. Men efter tredje bog om Oxen var Jensen slet ikke færdig med sin soldat, og den 6. september udkommer Lupus – den fjerde bog i serien.

Jens Henrik Jensen tygger lidt på spørgsmålet og venter nogle lange sekunder med at svare på, hvilket godt råd han i dag ville give sit yngre jeg, der midt i 30’erne debuterede som krimiforfatter. Han tager hul på en sætning, afbryder sig selv, tøver, men siger så med en stemme, der både er jysk, fast og eftertænksom:

Jeg vil bede den yngre udgave af mig selv om at blive ved med at være stædig. At blive ved med at være udholdende. Og sige, at jeg skal blive ved med at holde fast i min egen stil. Nu er jeg en halvgammel forfatter, der hviler mere i mig selv, men det har været en lang vej at komme hertil. Nogle bliver stjerner overnight, men jeg er jo en af de langsomste i klassen, forklarer han og sender et lille smil efter sin sætning.

Men nu er han kommer hertil, hvor Niels Oxen, hovedpersonen i forfatterens nu fire bøger, er blevet så stærkt et brand, at det er Oxen, der pryder forsiden af den seneste krimi med store gule bogstaver, hvorimod Jens Henrik Jensens eget navn og titlen Lupus står mindre synligt.

Hertil, hvor han er den danske forfatter på Facebook, der har tredjeflest trofaste følgere – efter Jussi Adler-Olsen og Sara Blædel.

Hertil, hvor han ikke længere arbejder som journalist, men udelukkende lever af sit forfattervirke.

Hertil, hvor han i 2017 blev hædret med Krimimessens Publikumspris 2017.

Hertil, hvor SF Studios har købt rettighederne til at filmatisere Oxen-serien.

Og hertil, hvor hans første bog om Oxen, De hængte hunde, sælger imponerende på det gigantiske tyske marked og er trykt i et førsteoplag på 100.000 eksemplarer. I øvrigt skal han bruge en del af sit efterår på bogturné i Tyskland.

Angående den aktuelle ulvedebat siger Jens Henrik Jensen: “Lad være med at lytte til mig eller alle dem, der har meninger om alt på de sociale medier, men som måske ikke er så gode til at lytte og lære. Lyt til de folk, der har forstand på ulve og ved, hvad de taler om. Hav respekt for deres viden.” Foto. Rebekka Andreasen

Og lige om lidt udkommer fjerde bog om Oxen. Lupus hedder bogen. Canis Lupus er også det latinske navn for den grå ulv. I bogen, der er en selvstændig fortsættelse af de første tre bøger, møder Niels Oxen ulve i mange afskygninger. Både dem med fire og to ben. Jens Henrik Jensen sender blandt andet sin hovedperson til Harrild Hede nær Brande, hvor en ulv i virkeligheden er blevet spottet.

Et af de helt centrale temaer i bogen er selvtægt. Og som i mange af Jens Henrik Jensen øvrige krimier, så kredser bogen også om magt og misbrug af magt. At afdække magtens mekanismer er interessant, mener han, der som forfatter har kærlighed til konspirationer og lyssky affærer. Margrethe Francks fortid er central for krimiintrigen i den nye bog, ligesom Axel Mossman har meget på spil i historien.

Ulven som yndlingsdyr

Alle voksne bør have mindst to yndlingsdyr, mener den naturglade forfatter, der siden sin barndom har været en ivrig lystfisker. Selv har han to favoritdyr: En ulv og en tiger – med ulven på en klar førsteplads. Og den skal have lov til at være her, pointerer han. Bl.a. fordi ulven selv har fundet tilbage til Danmark, og fordi han ikke mener, at den udgør en reel risiko for mennesker.

Nogle af de gode råd, han ville give videre til sit yngre jeg, er egenskaber, som netop ulven besidder.

Ulven er udholdende, stædig, har styr på sine kompetencer og er ekstrem tilpasningsdygtig og kan leve både i 50 graders varme i Indien og nordpå i ekstreme kuldegrader. Det er jeg betaget af. Jeg har desværre aldrig set en ulv i naturen, men måske har jeg set ulvespor. En vinterdag var der kæmpestore spor i sneen på den grusvej, hvor jeg bor. Jeg tjekkede selvfølgelig straks, om der var spor efter cykeldæk eller fodaftryk – om en eller anden havde luftet sin store schæfer. Men der var ikke andre spor.

Ulven har også visse lighedstræk med en soldat som Oxen. Som der står i Lupus: ” Ren styrke, intet andet. Brødre i ånden, jægersoldater og ulve. Det var sådan, det var i al enkelhed.”

Oprindeligt var Oxen-serien tænkt som en trilogi, men da Jens Henrik Jensen var færdig med De frosne flammer, følte han, at der stadig var mere potentiale i Oxen som hovedperson. At den plagede og mistroiske soldat havde meget mere at byde på. Som tidligere hjemløs og krigsveteran med PTSD er Oxen en slags repræsentant for Underdanmark, selvom han som soldat repræsenterede magten. På mange måder har Oxen vendt samfundet ryggen, men han har også masser af kompetencer, og det er der gode historier i, mener forfatteren.

Men der var én stor udfordring, der skulle løses, hvis bog nummer fire skulle skrives:

Jeg havde malet mig selv op i et hjørne og placeret Oxen i en lejlighed i Vangede – og gjort det svært for mig selv. Jeg skulle finde en troværdig måde at få ham ud af Vangede på. Oxen bliver aldrig typen, der får en helt almindelig hverdag. Da det endelig lykkedes at få ham væk på en plausibel måde, kan jeg nu bedre forestille mig at arbejde videre med en femte bog.

Jens Henrik Jensen føjer til, at lige nu har han slet ingen anelse om, hvad en eventuel femte bog skal handle om. Måske kommer der en bog mere. Måske ikke. “Tænk på et langt spisebord med udtræk”, siger han, “måske kommer der en ekstra bordplade i på et tidspunkt.”

Ting tager tid for Jens Henrik Jensen, der har arbejdet med Lupus i et par år. For at gøre historien til mere og andet end en endimensionel kriminalhistorie, for at få historien til at leve op til de krav, han selv stiller til et kompliceret plot.

Undervejs i processen har han af og til været så distræt, at han missede stikvejen ned til sit hus, fordi hans hjerne var optaget af historien. Han har også stået i den lokale brugs uden at kunne huske, hvad der stod på den dosmerseddel, han glemte.

Skrively i Aarhus

Jens Henrik Jensen holder af hverdagen hjemme i huset ved skovbrynet ude på landet ved Horsens Fjord, og han dyrker ikke skriveeksil i stor stil. Alligevel er ture væk hjemmefra indimellem nødvendige, hvis han er presset eller er kørt fast i sit manuskript. Og presset har han været i arbejdet med Lupus.

Så vinker han farvel til sin kone og to drenge og arbejder intensivt et par døgn på Hotel Marselis i udkanten af Aarhus. Og går ture nær en af barndommens perler, Skovmøllen. Vigtige elementer i plottet i Lupus er faldet på plads, mens forfatteren traskede langs Giber Å gennem skoven, nede fra Moesgaard Strand og op til Skovmøllen godt gemt i skoven. Og det er da også netop på Skovmøllen, jeg – og en række andre bloggere – møder forfatteren.

Meget faldt på plads på de ture, og Jens Henrik Jensen elsker, hvis han kan dreje det hele 180 grader til allersidst. Det er lykkedes på elegant og underholdende vis.

Jens Henrik Jensen og Oxen

Jens Henrik Jensen har fået spørgsmålet mange gange, men svarer alligevel beredvilligt på, hvor meget Oxen, der er i ham selv. Han har aldrig selv været soldat.

– Oxen er ikke mig. Men jeg tror, det er svært at have en hovedperson, som ikke har karaktertræk, man som forfatter kan genkende. Som Oxen færdes jeg gerne i naturen, og som ham er jeg ikke bange for at være alene, selvom jeg ikke er så stor en enspænder, som ham.


Når Jens Henrik Jensen møder sine tyske læsere, er det med lydprøver inden seancen und alles. En populær skuespiller, Dietmar Wunder, læser op af Jens Henrik Jensens bog og fremfører et entusiastisk hørespil, mens forfatteren selv svarer på spørgsmål og fortæller om sit forfatterskab – på engelsk. Dietmar Wunder er også manden, der lægger stemme til Daniel Craig, når James Bond-film synkroniseres og den britiske agent taler tysk. Så nu er han både manden bag Bond og Oxen. Billedet er snapshot af artikel i et togmagasin, som jeg faldt over på en rejse til Berlin i 2016. Foto: Rebekka Andreasen

Om det er Oxen, Jens Henrik Jensen eller dem begge to, der blev forskrækket og fik galoperende hjerte af at gå i det knastørre lyng på vej op ad en sandet sti ved Harrild Hede en mørk aftenstund med lommelygten som eneste lyskilde og pludselig blev mødt af et overrasket brøl og to forskrækkede rådyrøjne, må du selv gætte.

PS: I gennem tre måneder tog Jens Henrik Jensen hver uge til Fredericia for at få eneundervisning i tysk for at kunne tale lidt med det tyske forlag DTV Verlag og småsludre med de tyske læsere, når han signerer bøger. “I gymnasiet var jeg god til tysk, men jeg havde glemt, hvor svært sproget er. Selvom jeg er blevet lidt bedre, er jeg stadig elendig til tysk”.

Vidste du, at:

  • Ulv har sneget sig ind i titlen på en af forfatterens forrige bøger? Nemlig Ulven i Banja Luka fra 2002.
  • En af Jens Henrik Jensens favoritbøger er Frederick Forsyths gennembrudsroman og den politiske thriller Sjakalen fra 1971?
  • U2 er et band, som han er mere end begejstre for?
  • Han engang gik forrest gennem mudderet i Amazonas og pludselig fik selskab af en af verdens giftigste slanger: en rød-gul-sort koralslange?
  • Jens Henrik Jensen har En verden udenfor som en af sine favoritfilm?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Tre spøjse spørgsmål – og noget om krimi

Både svenske Arne Dahl og norske Karin Fossum skriver kvalitetskrimier. Synes jeg. De er begge aktuelle med nye bøger. Foto: Rebekka Andreasen

Krimilitteratur: En god historie er en god historie – uanset genre. Basta. 

For nylig har jeg fået tre spøjse spørgsmål:

  • Hey, er du ikke Hanne Boel? Ordene kom fra en lille mand på hovedbanegården i København. Øh.. Jeg er godt 15 år yngre end sangerinden, vejer væsentlig mere end Hanne Boel, er korthåret, snakker jysk og bærer markante briller. Og min sangstemme ønsker du ikke at høre. “Selvfølgelig er jeg det”, råbte jeg smilende tilbage til manden, der nok havde et par procenter for meget i blodet.

 

  • Hvorfor bruger vi ikke ordet amusant noget mere? Når nu det er sådan et morsomt, fornøjeligt og spændende ord?, ville min veninde vide. Også et spørgsmål, der fik mig til at grine. Nu har jeg brugt ordet amusant her – og opfordringen til at give ordet nyt liv er hermed givet videre.

 

  • Blogger du kun om krimier og ikke om rigtig litteratur? Spurgte en bekendt af en bekendt, da vi forleden var til noget sammenkomst-halløj.

Suk. Alle jer, der trofast følger bloggen, ved, at det ikke er første gang, jeg skal forholde mig til det spørgsmål. Og gennem årene har jeg interviewet en pæn portion krimiforfattere, der fortæller, at de indimellem bliver spurgt om, hvornår de skriver en rigtig roman.

HOLD. NU. OP. Når noget er godt, er det godt. En god historie er en god historie – uanset genre. Der findes krimier, der er dårligt skrevet, hvor plottet er slattent, og hvor personkarakteristikker er flade og klicheagtige. Selvfølgelig gør der det.

Men der findes også havebøger, digte, biografier, erindringer, ungdomsbøger, børnebøger, essays, historiske romaner, kogebøger, hobbybøger, tegneserier, kunstbøger, debatbøger, antologier og skønlitterære romaner, der ikke er værd at bruge tid på. Heldigvis findes der også det modsatte, og det gælder alle genrer.

Jeg elsker citatet her fra krimiforfatter Susanne Staun. Ordene faldt år tilbage, da hun blev interviewet til Informations krimitillæg:

Hvad er en krimi? En krimi er en litterær genre, der kræver to ting: Et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?

I et interview for nylig i Politiken sagde den 86-årige forfatter John le Carré, der er aktuel med ny spændingsroman, sådan her til journalist Carsten Andersen:

Da jeg holdt releaseparty, var der i løbet af aftenen to, der sagde, at de desværre ikke havde læst mine bøger, eftersom de ikke læste spionromaner. Okay, hvorfor fanden er I så kommet?, tænkte jeg. Enhver roman kan jo overskride sin egen genre. Hvis det virker, så virker det.

(Tak til Ole Tornbjerg for link)

Den gode litteratur længe leve. Krimigenren længe leve. Og leve, det gør genren helt bestemt. Blot inden for de næste par dage udkommer sprøde nye krimier som Arne Dahls Indland, Karin Fossums Hviskeren og Camilla Läckbergs Heksen.

 

Interview med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock

Forfatterinterview: Det er de færreste debutanter, der kan se deres debutroman på bestsellerlisterne uge efter uge. Men det kan Anne Mette Hancock, der har skrevet Ligblomsten, og Katrine Engberg, der står bag Krokodillevogteren og efterfølgeren Blodmåne. Mød de to fremragende og succesfulde krimiforfattere, der ikke kun er kolleger, men også tætte veninder.

For få år siden var der ingen, der forbandt Katrine Engberg (tv) og Anne Mette Hancock med krimilitteratur. Nu er de begge bestsellerforfattere. Foto: Privat.

Katrine Engberg og Anne Mette Hancock mødte hinanden år tilbage, da de havde børn i den samme institution. Katrine forklarer:

– Anne Mette og jeg forelskede os så at sige i hinanden ved første øjekast og prøvede at komme til at falde i snak, når vi mødtes i institutionen. Men det travle småbørnsliv og måske også lidt generthed gjorde det udfordrende at få startet et venskab. Så vi begyndte at skrive breve til hinanden i stedet. Igennem et helt år skrev vi ugentligt til hinanden om alt mellem himmel og jord – politik, børn, kærlighed, ambition – og da året var omme, kendte vi hinanden ud og ind.

I 2012 udgav de brevromanen Klap i, hest sammen. Det var Katrine Engberg, der debuterede som krimiforfatter først. Krokodillevogteren udkom i begyndelsen af 2016. Og blev en bragende succes. Siden er det gået rigtig stærkt for dem begge.

Katrine: – De sidste par år har været vilde for os begge. Det er sindssygt at gå rundt i så mange år og snakke om en drøm, vi begge har haft længe, og så lykkes det. For os begge to! En gang imellem rammer det os, hvor lille et nåleøje vi er kommet igennem, og så kniber vi hinanden i armen. Men vi er ikke vågnet endnu.

Anne Mette: – Når man skriver en debutkrimi, aner man ikke, om den er noget værd, før man står med en bogkontrakt i hånden. Derfor har man ofte en nagende fornemmelse i solar plexus af, at man er totalt talentløs. Det havde jeg, i hvert fald!  Så det, at man sidder i al sin ensomhed og skriver på et manuskript det ene år, for så at ligge øverst på bestsellerlisterne det næste – dét føles fandeme vildt! Altså bare det at have et forlag. Det er jo den vildeste drøm, der er gået i opfyldelse. Men jeg kan mærke, at tvivlen bliver en evig makker for mig, for nu, hvor jeg er i gang med “den svære toer”, er min forfatter-selvtillid mindst lige så vaklende, som den var, da jeg skrev Ligblomsten.

Om venindens succes med Krokodillevogteren siger Anne Mette Hancock:

– Det er ekstremt motiverende for mig at se andre komme i mål med deres projekter. Katrines succes med Krokodillevogteren og det faktum, at hun er i gang med sin tredje krimi, mens jeg endnu kun arbejder på min toer, har samme effekt på mig, som den kunstige hare har på hundene i et væddeløb.

Anne Mette Hancock (tv) og Katrine Engberg er begge på tasterne og i gang med nye bogprojekter. Foto: Privat.

De har meget nemt ved at sætte ord på, hvorfor de er veninder.

Katrine: – Ud over alt det åbenlyse – at hun er smuk, intelligent og skarp – er Anne Mette et af de mest kærlige og generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt. Som veninde er hun 100% loyal og opbakkende, både når det går godt, og når det går skidt for mig, og samtidig er hun til evig inspiration for mig, fordi hun er så sej, klog og spændende. Vores relation er meget ærlig og derfor meget tryg. Og så er hun SJOV at være sammen med! Der er ikke mange mennesker, i hvis selskab tiden flyver, som i hendes.

Anne Mette: – Det er en sjælden gave at møde et menneske, man ikke alene kan være sig selv sammen med, men som ovenikøbet foretrækker én præcis sådan. Jeg kan være ærlig – om alt – overfor Katrine, og jeg stoler på hende, som var hun mit eget blod. Nogle af de bedste, mest interessante samtaler, jeg har haft i mit liv, har jeg haft med Katrine. Jeg føler mig altid lykkelig i hendes selskab! Som forfatter beundrer jeg især Katrines evne til at skrive ekstremt hurtigt og intuitivt. Hun kan kradse 100 sider ned på den tid, det tager mig at skrive 12. Og så har hun et smukt, formfuldendt sprog. Både på skrift og i tale.

Katrine: – Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde og er derfor “kodet” forskelligt med forskellige verdenssyn. Anne Mette har en vidunderlig kontant form – hun gider ikke pakke ting ind i falsk høflighed og bullshit, og det elsker en vævende, høflighedsbetændt person som mig. Jeg er mere tvivlende og har en melankolsk side. Til gengæld er det sjovt nok Anne Mette, der bekymrer sig mest, og mig der som regel hopper gadedrengehop gennem tilværelsen uden at skele til farer og faldgruber. Heldigvis smitter vi af på hinanden, har 100% samme værdisæt og kan lide de samme ting.

Anne Mette: – Det, Katrine siger. 😉

Læserne tog Katrine Engbergs debutkrimi Krokodillevogteren til sig i stor stil. Og det første oplag af efterfølgeren Blodmåne var udsolgt efter nogle uger. Siden Anne Mette Hancocks Ligblomsten udkom i april i år, har den ikke veget fra bestsellerlisterne.

Katrine: – Jeg har egentlig arbejdet ret længe på en karriere som koreograf og instruktør indenfor teater og var lige nået til et punkt, hvor jeg begyndte at blive rigtig efterspurgt. Det har jeg måttet skrinlægge for at have tid til at skrive. Det er ikke noget svært valg, for mit hjerte banker 100% for bøgerne, men det har da været svært at sige nej til nogle af de flotte teatertilbud, jeg har fået i det sidste års tid.

Anne Mette supplerer:

Jeg er uddannet journalist og lavede freelanceopgaver, mens jeg skrev Ligblomsten. Men nu, hvor jeg har fået kontrakt på de næste fire bøger, er det en fornøjelse at sige pænt nej tak til freelancejobs. Jeg savner dem ikke! På det personlige planer har det indtil videre udelukkende været en fest at gå efter forfatterdrømmen.

Hvad har været den største udfordring i forhold til at skrive bøgerne?

Katrine: – At holde motivationen under arbejdet med den første. Det tager tid at skrive, og det er svært at give plads til det – og have lyst – når man ikke ved, om der nogensinde er nogen, der kommer til at læse det. Det er vidunderligt privilegeret at have en redaktør at samarbejde med!

Anne Mette: – Enig!

Ingen, der følger de to forfattere på de sociale medier, kan være i tvivl om, at de i høj grad er ambassadører for hinandens forfatterskab. At de ikke kun er kolleger, men også en slags konkurrenter, spænder ej ben for venskabet.

Katrine: – Vi er faktisk mega konkurrencemennesker begge to, men vi er samtidig klar over, at den enes succes ikke er lig med den andens fiasko. Der er plads til os begge på hver vores måde. Hvis en af os stormer afsted, lige mens den anden er i en bakkedal, snakker vi om at det er svært, og så holder det faktisk op med at være det. Helt fundamentalt under vi bare hinanden det bedste.

Anne Mette: – Dengang jeg var barn, cyklede jeg tit hånd i hånd med en veninde, hvor vi skiftedes til at sakke lidt bagud og trække hinanden frem. Så zigzaggede vi ned ad gaden, sammen, men alligevel hver for sig. Sådan opfatter jeg det at have Katrine som både veninde og kollega.

Katrine: – Vi bruger hinanden rigtig meget til at heppe gensidigt og sparre idéer, plots og vendinger. Vi skriver vidt forskelligt men er hinandens bedste cheerleaders. Anne Mette er den bedste i verden til at give konstruktiv kritik, så jeg forstår, der skal arbejdes med teksten, men samtidig føler mig fuldstændig overbevist om, at hun elsker den.

Anne Mette: – Væddeløbsmetaforen gør sig også gældende her. Katrine skriver enormt hurtigt og intuitivt, hvor jeg nørkler mere med tingene. Så når hun siger: ”Nu har jeg lige skrevet 200 sider over formiddagskaffen,” og jeg kun har skrevet 13 sider på to uger, tænker jeg ”ARGH!!?”. Det giver mig et tiltrængt skub.

Anne Mette Hancock (tv) er født i 1979 i Gråsten. I dag bor hun i København klods op ad Marmorkirken, der spiller en rolle i hendes debutkrimi. Katrine Engberg er en årgang 1975 og født og opvokset i København i et hjem, hvor der blev læst masser af krimier bl.a. Dorothy L. Sayers. Foto: Privat.

Både Anne Mette Hancock og Katrine Engberg har rejst en del, ligesom de på forskellige tidspunkter i deres liv har boet i udlandet. Og rejseglæden har dryppet af på deres forfatterskab.

Katrine: – Timm (Katrines mand, Timm Vladimir red.) og jeg rejste jorden rundt sammen et helt år i 2005/2006. På den rejse skrev jeg dagbog hver dag og begyndte også at skrive rejseartikler hjem til danske magasiner og aviser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kimen til mit forfatterskab blev lagt på den rejse.

Anne Mette: – Jeg ’opdagede’ først for alvor krimigenren, da jeg flyttede til USA som 18-årig. Derfor er mit litterære fundament støbt af Michael Connelly, Harlan Coben, Patricia D. Cornwell og andre store amerikanske forfattere. De bøger, man forelsker sig i, præger ens forfatterskab.

I er begge forfattere, der giver sproget stor opmærksomhed. Hvordan fornemmer I, om en sætning er helt rigtig?

Katrine: – Sprog er musik. Man kan høre, om sætningen er rigtig, når man læser den højt. Der er ikke ét facit, men hvis det skurrer, når man siger den højt, skal den skrives om.

Anne Mette: – Det er lidt ligesom at spørge: Hvordan ved man, at man har fundet en rigtige mand? Jeg kender ikke formlen; jeg ved bare, hvornår noget føles rigtigt, og hvornår det ikke gør.

På spørgsmålet om, hvorvidt de har et yndlingsord, svarer de meget forskelligt.

Katrine: – Jeg har mange. Nænsom, potent, fersken og  for eksempel. Ordet fin har også en særlig plads i mit hjerte. Det er nok mit yndlingsadjektiv. Et fint menneske er en virkelig god og smuk person men også et menneske med en vis poesi og følsomhed.

Anne Mette: – Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget, så det må blive nej. Og ja. To dejligt kontante ord. Ikke så meget fikumdik.

Begge forfattere har turneret rundt i landet og mødt læsere og boghandlere. Og der er et par episoder, der har gjort ekstra indtryk.

Katrine: – Jeg blev for nylig overrasket af en hel delegation fra plusbog.dk, som var kørt fra Viborg til København, fordi jeg var blevet deres “Månedens forfatter”. De havde blomster med, diplom, champagne og tale. Det var ret overvældende, og jeg måtte rømme mig RET mange gange for ikke at stortude.

Anne Mette: – Mit første boghandlerbesøg var i mit barndomshood i Gråsten. Jeg var lidt bange for, at jeg skulle stå der og kukkelure alene, for det er efterhånden mange år siden, jeg flyttede derfra. Men folk væltede simpelthen ind i butikken for at bakke mig op. Mine gamle folkeskolelærere, barndomsvenner, folk, jeg genkendte fra mit ungdomsjob i SuperBrugsen i halvfemserne, venner af mine forældre, cykelsmeden!  Jeg blev sgu helt rørt og følte virkelig, at jeg var én af vor egne.

Hvad er det allerbedste ved at være krimiforfatter?

Katrine: – Det hele! Det er vitterligt verdens bedste job. Jeg elsker alle led i processen: idéfasen, hvor alt er muligt; researchen, hvor man møder helt nye mennesker og miljøer; skrivefasen, hvor man går i symbiose med teksten; redigering og udgivelse – jeg elsker virkelig det hele. Tænk, at jeg får lov at leve af det!

Anne Mette: – Det bedste er friheden og slutproduktet. Jeg elsker også alt det, Katrine remser op, men ikke hver dag og hele tiden. Der er dage, hvor det hele bare kører, og jeg står forrest på Titanic og rækker armene ud i et sejrskrig. Men der er bestemt også dage, hvor jeg rammer isbjerget. Alt i alt ville jeg ikke bytte det for noget!

Skriver I en Engberg/Hancock-krimi en dag?

Katrine: – Det er nok ikke særlig sandsynligt. Vi skriver så utrolig forskelligt og foretrækker som læsere også vidt forskellige bøger, så det ville måske være den ene situation, hvor vi faktisk kunne blive uvenner. Men man skal aldrig sige aldrig…

Anne Mette: – Jeg tror nu alligevel, jeg sætter mine penge på aldrig.

PS: Du kan følge de to forfattere på både Facebook og Instagram.

Katrine Enberg: Facebook/Instagram

Anne Mette Hancock: Facebook/Instagram

 

 

 

 

Anmeldelse: Blodmåne af Katrine Engberg

Anmeldelse: Blodmåne er en politiroman, hvor vi følger et kollektiv af efterforskere. Jeg skal befri jer for svulstige tillægsord og konstaterer blot, at Blodmåne er en virkelig god krimi. Jeg skriver det lige igen: En virkelig god krimi.

Krimiforfatter Katrine Engberg i front efterfulgt af Louise Stigsgaard Nissen og Karen Strandbygaard.  Fotoet er fra et bloggermøde på Krimimessen i Horsens i år. Alle tre forfattere udkommer på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen

Og det er den fordi, Katrine Engberg formår at skabe karakterer, man straks får empati for og har lyst til at være i selskab med. Og så skriver hun r…. ud af bukserne.

Som politiroman-genren fordrer skildres politiets arbejde, men Katrine Engberg har skruet ned for tekniske undersøgelser og obduktioner. I stedet giver hun sine karakterer plads til at være eftertænksomme, sårbare, følsomme, sorgfulde og bange – uden at det spænder ben for flowet i fortællingen, uden at det hiver tempo ud af arbejdet med at løse krimigåden.

Vi følger det persongalleri, vi lærte at kende i Krokodillevogteren. Især efterforskningsleder Jeppe Kørner, der for en politimand har en lidt atypisk baggrund fra teaterverdenen. Han er følsom, melankolsk, handlekraftig og effektiv, og i bedste detektivstil har han en veludviklet intuition. Og den får han brug for, da barndomsvennen Johannes pudselig kommer i centrum for efterforskningen.

Kørner står i spidsen for efterforskningen af et drab på en prominent mand fra modebranchen, der er blevet forgiftet. Manden falder død om på gaden en iskold januaraften i København. Og da endnu en person fra samme omgangskreds bliver slået ihjel, skal Kørner og co. i gang med at finde vidner og motiv blandt modeller, investorer, kendisser, kreative direktører og andre med deres gang i den danske modebranche.

Der er noget Dorothy L. Sayers-agtigt over drabsmetoden, og det er måske ikke så underligt. I et interview her på bloggen, inden Engberg debuterede som krimiforfatter, fremhævede hun Dorothy L. Sayers Giftmordet som en af sine favoritkrimier. (To mennesker spiser omelet. Den ene dør, mens morderen overlever. Æggene er inficeret med arsenik, og gennem længere tid har morderen vænnet sig til at spise små mængder gift.)

Blodmåne er en Københavnerkrimi og en selvstændig efterfølger til Krokodillevogteren. Og heldigvis er der blevet plads til den pensionerede universitetslærer Esther de Laurenti, som vi også mødte i Katrine Engbergs debutroman.

Krimier, chokolade og skønne mænd

Og selvom tempoet er en del hurtigere end i Sayers krimi, der udkom på dansk i 1940,  så er der noget klassisk krimi over Blodmåne, der handler om bl.a. svigt og hævn. Det er ikke en krimi, der fræser derud ad, men en bog, der tager sig tid.

Katrine Engberg har skrevet bogen i kølvandet på sorgen over at miste sin far pludseligt og uventet. Om det er derfor, at bogen har en klang af eftertænksomhed, ved jeg ikke. Titlen har også tråde til forfatterens far, og den er det eneste, jeg synes virker lidt påklistret.

At skrive så ordene flyder fløjlsblødt og fordøjes ubesværet er slet ikke så nemt endda. Blodmåne er skrevet i samme skønne og opfindsomme sprog som Krokodillevogteren, den er bare endnu bedre. Og så er den fuld af humor og kærlige hug til modebranchen.

På et bloggermøde i forbindelse med krimimessen i Horsens i april, blev Engberg spurgt, hvorfor det lige er krimigenren, hun har kastet sig over. Hun svarede noget a la:

“Hvorfor elsker vi chokolade og skønne mænd “og tilføjede et “hvorfor ikke”? Hun understregede, at det har været helt naturligt for hende at kaste sig over krimigenren.

Det er vi mange, der er Vild Med Krimi, der er glade for.

PS: Sjovt at Katrine Engberg har tænkt det populære radioprogram Mads og Monopolet ind i plottet.

PPS: Under en total måneformørkelse, hvor månen befinder sig i jordens skygge, kan månen få et rødligt skær. Næste gang der er blodmåne i Danmark er i juli 2018. Men snup du Engbergs version af fænomenet først. Blodmåne er, og jeg gentager lige mig selv, en rigtig god krimi.

 

 

 

 

 

 

 

Ellen: Min krimifavorit er Jo Nesbø

Harry Hole. Kan man andet end at være vild med den mand – og manden, der skabte ham? spørger Ellen Marie Andreasen.

Yndlingsforfatter: I dag og følgende onsdage kan du her på bloggen møde en række læsere, der er vilde med krimi. De anbefaler hver især en krimiforfatter, som de selv holder meget af.

Mød i dag: Ellen Marie Andreasen, 43 år, uddannelsesvejleder fra Vallekilde på Vestsjælland. Tvillingemor, vild med høj musik, højt hår og højt til loftet. Og Jo Nesbø.

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– Jeg er med i en læsegruppe, hvor vi læser alle mulige genrer. Klassiske værker, lyrik, debutromaner og krimier. I ferier, hvor jeg har særlig god tid til at læse, læser jeg helst krimier. Særligt nordiske krimiforfattere.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Norske Jo Nesbø. Han er suveræn.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/har gjort indtryk?

– Første kapitel af Genfærd, hvor vi er i hovedet på en sulten hunrotte og bl.a. læser: “Så gnaverhjernen koncentrerede sig nu om, hvordan den skulle finde ud af at forcere det, der lå foran hende.” Og det foran rotten er så et menneske med en meget svag puls. Så er vi i gang.

Hvad er det, som han/hun kan?

– Jo Nesbø er supergod til person- og miljøbeskrivelser. Han beskriver den menneskelige psyke skarpt med stor indlevelse. Karaktererne er hele, troværdige, uperfekte mennesker. Sproget er generøst og skaber klare billeder og følelser. Og Harry Hole. Kan man andet end at holde af ham? Han er i særklasse. Og så er jeg vild med plotopbygningen og dramaturgien i hans fortællinger. Bøgerne er spændende og svære at lægge fra sig.

Hvilken bog var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?

– Jeg har læst bøgerne kronologisk, så det var Flagermusmanden, hvor Harry Hole er i Australien for at opklare mordet på en ung kvinde. Jeg læste bogen på en weekend, da den var svær at lægge fra sig igen. Sidenhen har jeg læst alle hans udgivelser i serien med Harry Hole. Jeg blev både glad og overrasket, da jeg for et par år siden fandt ud af, at han også har skrevet nogle vidunderlige børnebøger. Har læst Doktor Proktor-serien højt for mine piger, da de var mindre.

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over ham/hende?

– Der er slet ingen grund til at lade være. Det er krimi af høj klasse.

Hvilken af forfatterens bøger er din favorit og hvorfor? 

– Jeg kan bedst lide Rødhals, der er den tredje i serien og trækker tråde til 2. Verdenskrig og vinteren 1944 ved Leningrad. Fantastiske personskildringer i netop den roman.

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter?

– Jeg finder mine læsebriller frem og brygger en god kop kaffe. Og så er der ingen, der skal forstyrre mig.

Følger du forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet? Hvorfor/hvorfor ikke?

– Jeg følger Jo Nesbø på Facebook, hvor jeg kan følge lidt med i nyheder, får små videoklip og links. I like.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter?

– Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg håber. Til efteråret kommer filmatiseringen af Snemanden, og om den lever op til bogen, er jeg meget spændt på.

Anmeldelse: Tørst af Jo Nesbø

Tørst er den 11. roman om Harry Hole. En blodig krimi, der smager af mere. Foto: Michael Dahlsgaard.

Harry Hole-krimi: Jeg har skrevet et brev til mig selv. Og en anderledes anmeldelse af Tørst af Jo Nesbø, der udkommer i dag.

Kære Rebekka

Det er blodig alvor, det her. Lad nu være med at være begejstret på forhånd, bare fordi du har savnet Harry Hole, der endnu engang kæmper med sine indre dæmoner. Se kritisk på værket, den 11. bog i serien om Harry Hole, før du bedømmer, om det er en god bog. Bare fordi du har sukket efter et nyt Oslo-eventyr med den verdensberømte antihelt, der har en imponerende opklaringsprocent, men som slider på sig selv og sine omgivelser, skal du ikke smide din kritiske sans væk.

Nu er den anarkistiske Hole endelig faldet til ro med sin yndlingsjurist Rakel, eller ro og ro, han plages konstant af mareridt. Han har fået lidt flere rynker, og den blonde hårgrænse er vigende. Og han kan stadig finde på at tænde en smøg på en hospitalsstue. I flere år har han undervist på Politiskolen i Oslo og forsøgt at leve en nogenlunde normal hverdag.

Men selvfølgelig er der akut brug for Harry Hole i politikorpset, fordi en mand opsøger kvinder, der har været på dates fundet via appen Tinder. Han suger livet og blodet ud af kvinderne. Er det en vampyr, en såkaldt vampyrist, der hærger Oslo? Og er det virkelig hugtænder, han bider kvinderne med?

Er du klar til en bid uhygge og gru? Klar til en efterforskning, der trækker tråde til tidligere bøger i serien, og som selvfølgelig bliver meget personlig for Hole? Klar til en historie, der gør, at du ikke får lyst til en smoothie lige foreløbig?

Nej, Tørst leger ikke med overnaturlige elementer. Sædvanen tro er Nesbø rå og brutal, når han er på tasterne, og igen i Tørst viser han, hvor afstumpede mennesker kan være – selv i et af de rigeste samfund i verden. Og ja, også denne gang er der masser af bloddryppende detaljer i romanen.

Igen drysser Jo Nesbø masser af cliffhangers, musik og den velkendte, tørre Hole-humor ud over fortællingen, der denne gang holder sig inden for Norges grænser.

Tilbage til det med den kritiske sans. Ja, okay, det er svært at være skeptisk, når du få linjer inde i bogen allerede er grebet af den særlige, intense stemning, der præger Jo Nesbøs krimiunivers. Også selvom denne roman begynder en anelse langsomt. Du ved jo, at forfatteren skruer op for tempoet, og at plottet altid slår et ekstra slag med halen til sidst. Også denne gang.

Og det er svært at være skeptisk, fordi det virker så ubesværet for forfatteren at skrive om besværligheder og flere lag af intriger. Fordi uanset om Jo Nesbø skriver replikker, eller om vi er inde i hovedet på en person og får serveret indre dialoger, så er der en mening med galskaben, en begejstring for at fortælle og en fremdrift i historien, der får dig helt ud på kanten af den dér bløde sofa.

Tro ikke at en passage, der måske virker tilfældig i første omgang, ikke får betydning senere i historien. For det gør den. Hver sætning er med i bogen af en grund. Og ordene, hjulpet på vej af oversætter Allan Hilton Andersen, fryder.

Hvad gør du, Rebekka, når alle de kendte klicheer som:

  • stjæler din nattesøvn og får dig til at holde vejret
  • uhyggelig velskrevet og meget mørk roman
  • krimi, når det er allerbedst

er virkelighed? Nå, du må finde på noget. Hole vil sætte pris på lidt originalitet.

Og du er nok glad for gensynet ikke? Med alle de sammensatte personer, der altid har flere dimensioner. Fra den bløde kriminaltekniker Bjørn Holm til den unge efterforsker Katrine Bratt, der tager lædertøj a la Lisbeth Salander på, når hun skal interviewes til TV om de mange drab. Og selvfølgelig er der folk inden for politiet, der går mere op i deres karrierer og magt end i retssikkerhed og retfærdighed. Hvem sagde politidirektør Mikael Bellmann?

Og tørstig? Det er Harry Hole stadigvæk. Han tørster efter den alkohol, der invaliderer ham og gør ham syg, og tørster efter at gøre det, han er allerbedst til. At fange forbrydere. Også selvom det er usundt for ham. For siden han som dreng ikke formåede at skåne sin mor for døden, er det ham magtpåliggende at forsøge at forhindre, at andre dør. Outsideren Hole, der ofte føler sig mere i familie med forbryderne, der er uden for det gode selskab, vil gerne lykkes. Som menneske. Men det er ikke så enkelt.

Nå, Rebekka. Hvor er det egentlig en skam, at du ikke bruger stjerner, når du anmelder, for mon ikke denne 11. krimi i serien om Harry Hole kunne få alle seks på én gang?

Hilsen Rebekka

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her