bøger

Krimiguf til din sommer

Selfie af (tv) Anders Grau og Sebastian Richelsen.

Podcast og andet krimiguf: Sommerferien nærmer sig, og jeg har samlet lidt krimiguf, som du kan forsøde din sommer med. Og skal du arbejde eller af andre grunde ikke har ferie, så kan du måske snige lidt krimiguf ind i din hverdag alligevel?

Podcast: Lyd er hot. Og til morges blev jeg af en genbo spurgt: Hvorfor laver du egentlig ikke en krimipodcast? Jeg er uddannet journalist og har faktisk radio som mediespeciale, men jeg synes, det var noget værre bøvl at fortælle historier via lyd. Og min lærers afskedssalut til mig var:

Rebekka, der er nogle, der er supergode til at lave radio. Og så er der nogle, der ikke er.

Jo tak, den forstod jeg godt. Heldigvis er der et kolossalt stort udvalg af spændende podcasts lavet af folk, der er eminente til at fortælle en god historie via lyd.

Et godt bud på en spændende podcast er Myrdet af Richelsen og Grau. Det er ikke fiktion, men brutal og voldsom, men også spændende true crime. TV-vært og tidligere efterforsker ved politiet Sebastian Richelsen og komiker og skuespiller Anders Grau, der også pt. folder sig ud som vejrvært på DR2, fandt ud af, at de delte en fascination af seriemordere. Og nu står de bag den populære podcast.

I hver podcast fortæller Richelsen og Grau om udvalgte seriemordere. Nogle ting er så skræmmende og gruopvækkende, at det er svært at begribe. I et forsøg på at forstå og finde en årsag bliver man på en eller anden måde også fascineret af så vilde og uhyggelige historier. Sådan har jeg det i hvert fald.

Du kan bl.a. få historien om Ted Bundy. En attraktiv, charmerende, veltalende, intelligent, men også psykopatisk seriemorder. Eller du kan få historien om John Wayne Gacy aka. The Killer Clown, som blev dømt for drabene på 33 drenge.

Det lyder morbidt, og det er det også. Men jeg synes, Richelsen og Grau formår at balancere og proppe både humor, saglighed og alvor ind i så voldsomme drabssager. En knivspids humor må der til for at kapere så vilde historier. Lyt selv med.

Foreløbig er der udkommet fire afsnit, som du finder via iTunes. Femte afsnit er klar på onsdag. Den første podcast har endda et dansk islæt. Podcasten er produceret af Lytbar. Du kan også følge Myrdet af Richelsen og GrauFacebook

Jeg har ikke selv hørt den canadiske Missing & Murdered, men min veninde anbefaler varmt denne podcast fra CBC Radio om uopklarede sager om kvinder og piger fra den oprindelige canadiske befolkning. Der er to sæsoner. Canadas cirka 1,5 mio. oprindelige folk inddeles i First Nations, Inuit og Métis. Kvinder og børn fra især denne befolkningsgruppe er mere udsatte for vold og forbrydelser end resten af landets befolkning. Min veninde er meget optaget af serien, som jeg selv glæder mig til at lytte til.

Smid endelig en podcast-anbefaling i kommentarfeltet, hvis du vil dele en anbefaling.

Katalog over krimiserier

De sidste syv år har Hjørring Bibliotek lavet et katalog over krimier. En hjælpende hånd til dig, der gerne vil læse Harry Bosch-krimierne af Michael Connelly i rækkefølge og dig, der har glemt, at den fjerde Linda Castillo krimi om Kate Burkholder hedder Meldt savnet.

I det nye krimiseriekatalog MORD I SERIER / SERIEMORD, finder du rækkefølgen på i alt 381 krimiserier og i alt næsten 2000 titler. På kreative måder har biblioteket “slået krimier ihjel” og skaffet sig af med “ligene” – begge dele på meget forskellig, men altid drabelig vis – men alt sammen i den gode formidlings tjeneste. Du kan se den seneste kampagnefilm her:

Du finder oversigten MORD I SERIER / SERIEMORD her

Har du lyst til at læse mere om processen med at lave kataloget, så læs mere på Drustrups Bogblog her

 

 

 

Anmeldelse: Tilbage til Faithful Place af Tana French

Anmeldelse: Rå, gribende og vanvittig godt fortalt. Tag med til Dublin og en dysfunktionel arbejderfamilie i Tana Frenchs Tilbage til Faithful Place.

Tana French skriver med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled.

I sin såkaldte Dublin Murder Squad-serie har den amerikansk/irske forfatter Tana French en ny hovedperson fra Dublins Politikorps som hovedperson i hver bog.

I Tilbage til Faithful Place, der udkom på dansk i 2011, følger vi politimanden Frank Mackey, der har en ledende stilling i afdelingen for undercover. Han var en biperson i Som i et spejl.

Frank har formået at bryde den sociale arv og skabt sig en karriere hos politiet – noget, der svarer til at gå over til fjenden i den lavere arbejderklasse i Dublin, hvor han voksede op.

I over tyve år har han ikke været hjemme i barndommens gade. Modsat sine fire søskende forlod han som 19-årig barndomsmiljøet, der var domineret af moderens ondskabsfulde bemærkninger og faderens voldelige lune efter rigeligt med pubbesøg og skummende Guinness.

Men Frank bliver kontaktet af sin lillesøster, og fortæller hun, at hans ungdomskærestes kuffert er blevet fundet i en ruin af et hus hjemme i gaden. Det tvinger Frank til at vende tilbage til barndommens betændte miljø. For hvorfor dukkede Rosie Daly aldrig op den nat, de havde aftalt at stikke af til London sammen?

Inden længe vælter skeletterne i bogstaveligste forstand frem. Og Frank, der er fraskilt og far til 9-årige Holly, får sit at se til. At infiltrere kriminelle miljøer er peanuts i forhold til det, der venter den hjemvendte søn.

Fortællingen svinger mellem nutid og tilbageblik – bl.a. til den tid, hvor Frank var hovedkulds forelsket i Rosie. Tempoet er adstadigt,  eftertænksomt, men bogen bliver aldrig kedelig. Den river i alle følelsesregistre, og det er grusomt og hjerteskærende at følge Frank tilbage til det, han det meste af sit voksne liv har forsøgt at fortrænge. Og selvom nye familier, yuppier og omsorgsfulde mødre møffer sig ind på barndommens trøstesløse miljø, så ligger der stadig en sky af dystre hemmeligheder over Faithful Place.

Som en rigtig god irsk blodpølse (eller chokolade, hvis du mere er til det) vil du bare have endnu en bid af bogen. Og en til. French skriver fremragende. Og med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled. Nyd alle detaljerne: Humoren, de velbesøgte pubber, de alt for mange smøger, nabostridigheder, sladderen, råheden, de sønderknuste drømme, magtesløsheden, rivaliseringen mellem søskende… det hele er skræmmende godt fortalt. Krydr det med virkelighedstro dialoger og personer, du får hjerte for, og det er krimiguf af den bedste slags. Plottet havde jeg luret en smule før slutningen, men pyt med det.

Udover at alle bøgerne har en betjent fra Dublins politi i centrum, hænger bøgerne ikke sammen, og de kan læses selvstændigt. Tana Frenchs bøger er i øvrigt ved at blive forvandlet til en BBC-serie. French har skrevet seks bøger i serien, foreløbig er de fire første udkommet på dansk på Gyldendal:

  • Skoven ( som forfatteren vandt The Edgar Award for)
  • Som i et spejl
  • Tilbage til Faithful Place
  • Gensyn med Broken Harbour

Frank Mackey og hans datter Holly vender tilbage som karakterer i den femte bog, The Secret Place, der endnu ikke er oversat til dansk.

PS: Jeg har hørt Tilbage til Faithful Place som lydbog via ereolen. 15 timer og 38 minutters gribende spændingsroman.

PPS: Bogen er oversat af Agnete Dorph Stjernfelt – læs/genlæs mit interview med hende her

 

 

Programmet til Krimimessen 2018 ude nu

Der er Krimimesse i Horsens den 17. og 18. marts 2018 i det tidligere Statsfængsel i byen. Ses vi?

Krimimessen 2018: I dag udkommer programmet for Krimimessen i Horsens 2018. Der er omkring 200 punkter på krimimenuen, du kan plukke fra. Måske du skal hapse både lidt velkendt og ukendt?

Os, der er vilde med krimi, sluger ikke sjældent de gode historier i mange formater.

Derfor er der ikke kun fokus på bøger på Krimimessen i Horsens i år, men også en lang række arrangementer om lyd og billeder – nemlig tv-serier og podcasts. Du kan på messen møde instruktører, manuskriptforfattere, producenter etc.

Og så kan du selvfølgelig møde et væld af danske forfattere, ligesom du kan møde efterforskere, retsmedicinerer og landets justitsminister. Det er nemlig Søren Pape Poulsen, der holder årets åbningstale.

Svenske Emelie Schepp er en af de udenlandske forfattere, der finder vej til Krimimessen 2018. Fotoet her tog jeg på sidste års messe. Foto: Rebekka Andreasen

Også udenlandske forfattere som amerikanske Michelle Richmond, engelske Chris Carter, franske Michel Bussi og skotske Craig Russell besøger Krimimessen i Horsens.

Som altid ser jeg frem til et par forrygende, sjove og inspirerende dage i Horsens den 17. og 18. marts. Jeg glæder mig også utrolig meget til at interviewe britiske Elly Griffiths og de danske forfattere Katrine Engberg, Thomas Bagger og Thomas C. Krohn.

Billedet her er fra Krimimessen 2017. Mette Andersen (tv) og Lisbeth Kjøller Andersen er søstre og glade for at komme på Krimimessen i Horsens. Mette nævner bl.a. Kim Juuls bøger som fremragende. Hun har netop købt Ligblomsten af Anne Mette Hancock. Lisbeth hører lydbøger, og som sin søster har hun været forbi Modtryks stand, for at kunne smykke sig lidt med et Harry Hole-badge. Foto: Rebekka Andreasen.

Og så er jeg med på holdet sammen med Henrik Palle, Nanna Rørdam Knudsen og Morten Hesseldahl, når Adrian Lloyd Hughes udfordrer til krimiquiz. Jeg ryster allerede en lillebitte smule i mine krimibukser.

Café Lorentzen ligger i portbygningen, hvor den kendte udbryderkonge foretog sit mest spektakulære flugtforsøg fra Statsfængslet i Horsens. Foto: Rebekka Andreasen

Flugt og frihed

Temaet for årets messe er frihed inspireret af udbryderkongen Carl August Lorentzen, der flygtede fra fængslet i 1949.

Det tog ham knap et år at grave en 18 meter lang tunnel ud under Statsfængslet i Horsens. Med bl.a. en stoppenål og et gammelt syltetøjsglas. Tunnelen er genskabt og nu en del af Fængselsmuseet, og du kan både høre mere om Lorentzens flugt og komme på rundvisning i det tidligere fængsel.

Det Danske Kriminalakademi uddeler en række priser på Krimimessen i Horsens. Læs mere om priserne her

Desuden kan du fra slutningen af februar være med til at bestemme, hvem der skal modtage Krimimessens Publikumspris. Link kommer, når afstemningen nærmer sig.

Inden længe kan du finde det trykte program i din boghandel eller på biblioteket. Men foreløbig må du nøjes med en elektronisk version, som du finder her

Foredrag som optakt til Krimimessen

Bor du nær Skanderborg, så holder jeg som optakt til Krimimessen i Horsens foredrag den 28. februar på Skanderborg Bibliotek, hvor jeg klæder dig uhyggeligt godt på til messen og fortæller om nogle af de forfattere, du kan møde i Fængslet. Jeg lover, at det bliver sjovt og underholdende. Du kan også vinde aktuelle krimier og høre lidt om de forskellige undergenrer til krimigenren. Køb billet til arrangementet den 28. februar her

Jeg håber, vi ses.

Mange hilsner fra Rebekka

De døde i 2017

Sue Grafton døde sidst i december. Hun er forfatter til de såkaldte alfabetkrimier.

Farvel: Vi har taget hul på et nyt sprødt år, men i 2017 døde en række markante personer, der har markeret sig på krimifronten.

Colin Dexter: Den britiske forfatter Colin Dexter døde i marts i en alder af 86 år. I forfatterens debutkrimi fra 1975, Sidste bus til Woodstock, møder læserne for første gang Inspector Morse. I alt 14 bøger skrev Dexter om den fiktive Oxford-kriminalinspektør, der er blevet til en yderst populær tv-serie. Første gang Morse optrådte på tv var i 1987. Forfatteren var vild med både opera og god whisky, så det er Morse selvfølgelig også. Vidste du, at Morse hedder Endeavour til fornavn?

Jonathan Demme: I april døde den 73-årige amerikanske instruktør, der vandt en Oscar i 1991 for filmen Ondskabens øjne (The Silence of the Lambs) med Anthony Hopkins og Jodie Foster i hovedrollerne. Filmen er baseret på en roman af Thomas Harris. Første gang jeg (bag en pude) så filmen, var med en veninde i London, og jeg sov ikke om natten, fordi tanker om seriemorderen og kannibalen Hannibal Lecter hvirvlede rundt i hovedet på mig. Virkelig god og skræmmende film.

Roger Moore: I maj døde den engelske skuespiller Roger Moore, der især er kendt for sin rolle som Bond. James Bond. Inden han blev kendt som 007, spillede han også actionhelt i tv-serierne Helgenen og i De uheldige helte. I alt syv gange spillede Roger Moore James Bond. Fra Live and Let Die i 1973 til hans sidste Bond-film i 1985 A View to a Kill. Han blev 89 år. Fra 2002 og frem til sin død var Moore gift med dansk-svenske Kristina (Kiki) Tholstrup.

Michael Nyqvist: I juni døde den populære svenske skuespiller Michael Nyqvist 56 år gammel. Han har spillet masser af teater, men han er især kendt for at give Stieg Larssons fiktive journalist Mikael Blomkvist krop i filmatiseringerne af Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt. Nyqvist medvirkede også i en række tv-film om Beck i 90’erne. Den svenske skuespiller har også været med i en gigantisk Hollywoodproduktion, da han spillede skurk over for Tom Cruise i Mission Impossible – Ghost Control.

Sue Grafton: På en af årets sidste dage døde den amerikanske bestsellerforfatter Sue Grafton. Hun blev 77 år og lancerede sammen med bl.a. Sara Paretsky en ny type kvinde i krimier. Hovedpersonen i Graftons såkaldte alfabetkrimier er den fraskilte, barnløse, slagfærdige, utilpassede, hardcore og selvstændige detektiv Kinsey Millhone, som læserne møder første gang i A is for Alibi, der udkom i 1982 – på dansk i 1991. Graftons sidste bog blev Y is for Yesterday. Hun nåede ikke det sidste bogstav i det amerikanske alfabet, z. Bøgerne om Millhone, der har base i en fiktiv by i Californien, er oversat til 26 sprog.

 

 

 

Det bedste fra 2017

Årets højdepunkter: Debutanterne Thomas Bagger og Anne Mette Hancock og Netflix-serien Fauda er på min liste over årets højdepunkter.

Kan jeg tillade mig at lave listen her, når jeg ikke har læst alle krimier, der er udgivet på dansk/oversat til dansk i løbet af året? Ja, selvfølgelig. Men husk: Det er det bedste af alt det, jeg har slugt af bøger (og serier) i løbet af året:

Grafiker Peter Stoltze har designet omslag til alle Jesper Steins krimier. Læs interviewet med Stoltze her

Årets bedste danske krimi: Papa af Jesper Stein. Jeg fulgte med gigantisk læselyst Axel Steen som lapset og handlekraftig gangster rundt i Europa. For, som jeg skrev i min anmeldelse: “Papa er en mørk og rå thriller. Bogen er ekstremt underholdende. Uden sammenligning er Papa den bedste danske krimi (eller rettere thriller), jeg har læst i år. Og faldera for en hæsblæsende finale. Suverænt krimihåndværk, masser af spænding og et stærkt portræt af en plaget mand.”

Jeg var i Stockholm i maj i år og sendte lange blikke efter Arne Dahls Inland, der var udkommet på svensk. I september udkom bogen på dansk – med et ekstra d i titlen. Foto: Rebekka Andreasen

Årets bedste udenlandske krimi: Indland af Arne Dahl. Altså. Jeg turbolæste de første 100 sider og glemte så bogen hos en veninde, som jeg sjældent besøger. Bogen levede hengemt i hendes bryggers, indtil jeg for nylig endelig blev genforenet med Indland. Det er anden bog om Berger og Blom og efterfølgeren til Skyggezone, som det er en stor fordel at have læst først. Åh, hvor tager den svenske forfatter læserne ved næsen i denne fabelagtige, spændende og fine krimi. Han er ferm til at skrive krimier, ham Dahl. En af de bedste overhovedet. Synes jeg.

Årets bedste debutant: Ligblomsten af Anne Mette Hancock. Jeg har det princip, at skal jeg interviewe en forfatter på Krimimessen i Horsens, så anmelder jeg ikke den bog, vi skal tale om på messen. Derfor anmeldte jeg aldrig Ligblomsten. Men hvis du har fulgt med på sitet, aner du, at jeg er ret glad for bogen. Især Hancocks sublime sprog, fine detaljer og tone væltede mig – og mange andre krimifreaks – totalt omkuld. Som når hovedpersonen Heloise genkender lugten (eller duften om man vil) af Pierre Cardin-aftershave, der: “mindede hende om at stå i badeværelset i sit barndomshjem og synge ned i den mikrofonlignende glasflakon med det konvekse spejllåg, som fik ens ansigt til at bue underligt udad og næsten til at se overdimensioneret ud. En slags datidens SnapChat-filter”.

Årets digitale føljeton: Black Notice af Lotte Petri. 2017 blev året, hvor vi begyndte at lytte til bøger i et serielignende format – altså historier skrevet i flere afsnit og sæsoner, som vi kender fra tv-serier eller podcasts. Black Notice er skarpt skåret, men har heldigvis plads til fine karakterbeskrivelser af bl.a. efterforskningsleder Felix Jørgensen. Petri har skrevet en historie, der er inspireret af en virkelig begivenhed i Norge, hvor et lig i en våddragt skyllede i land. Fortællingen i fem dele har masser af flow og er rasende spændende. I øvrigt er Black Notice en international efterlysning via Interpol. Også på Storytel.dk eller på f.eks. mofibo.com finder du lydbogs-serier.

Den permanente er første del af en krimiserie om efterforsker Ask Hjortheede og hans kollega Camilla Staal. Foto: Rebekka Andreasen

Årets overraskelse: Den Permanente af Thomas Bagger. I min anmeldelse skrev jeg: “Bagger skriver i ofte korte, rappe sætninger med åbenlyse skarpe og sylespidse ord, der er skrevet med omhu og kreativitet. Jeg labbede grådigt ordene i mig. Forfatteren, der har læst medievidenskab, har tidligere skrevet filmmanuskripter, og det smitter af på teksten. Kort, stramt, præcist, men samtidig med krølle på halen. Og plads til eftertænksomhed.” Og ja, jeg skal interviewe Thomas Bagger på Krimimessen i Horsens 2018, men det kom på plads efter jeg havde anmeldt bogen. Og jeg glæder mig meget til at møde den aarhusianske forfatter.

Årets Pris: Altså. Jeg er stadig meget stolt af og rørt over, at jeg på Krimimessen i Horsens fik Anton Koch-Nielsen diplomet, der gives til: “en person som med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog.” Anton Koch-Nielsen var en stor krimikender, så det er en enorm ære.

Årets bedste Netflix-fix: Fauda. Serien er intet mindre end en nuanceret tv-serie om den komplekse, blodige og langvarige konflikt mellem jøder og palæstinensere på Vestbredden. Det er en hamrende spændende, dramatisk, autentisk og netop nuanceret skildring af konflikten, der virker endeløs. Og det er ikke helt forkert at sammenligne serien med Homeland. Selvom den ikke når samme højder som den amerikanske tv-serie og slet ikke er produceret lige så lækkert. Serien er uhyre interessant og herligt befriet for rendyrkede helte og propaganda. Se den.

Årets bedste biografi: Jussi af Jonas Langvad Nilsson, som jeg har læst i behagelige bidder. En både smuk, detaljerig, skøn, sjov, alvorlig og meget ærlig bog, der ikke kun er levende skrevet, men som også giver et fint og nuanceret billede af den populære danske bestseller-forfatter Jussi Adler-Olsen, der nærmest er et fænomen i særklasse. Og så giver bogen mig ny viden om den ekstremt målrettede forfatter. Nu ved jeg f.eks hvorfor Joni Mitchell-nummeret A Case of You betyder noget ganske særlig for Adler-Olsen, og jeg har set et foto af ham i en hjemmehæklet trøje anno 1978 kreeret af hustruen Hanne. Om jeg har læst andre biografier i år? Nej. Men denne godt 400 sider lange bog er altså ret interessant.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det Ane Ahrenkiel Sand.

Årets bedste event: Krimimessen i Horsens. Som altid en forrygende oplevelse, hvor jeg fik lov til at interviewe Lotte og Søren Hammer, Anne Mette Hancock,  Pernille Boelskov, Bent Stenbakken og Jürgen Klahn. Også mange krimiforfattere elsker den årlige fest i Fængslet i Horsens. Leif Davidsen sagde i messens åbningstale bl.a.:

Her møder vi læserne, og det er virkelig dejligt, for hvad ville vi forfattere være uden læsere? Skribenter i støv. I en af de bedste romaner, jeg har læst i mange år, fortælles om de glemte bøgers kirkegård, det sker i Carlos Ruiz Záfons spændingsroman Vindens skygge, som også er en stor eksistentiel fortælling om kærlighed og forræderi i tiden efter Den Spanske Borgerkrig. Det er rigtig gode bøger, der gemmer sig på de glemte bøgers kirkegård i Barcelona, men jeg tror ikke ret mange forfattere ønsker at ende der. De ønsker at være ude blandt læserne, som man jo henvender sig til, en efter en, uanset om man har valgt den ene eller den anden genre.

Læs eller genlæs mine reportager fra Krimimessen i Horsens 2017 her og her

Der er meget godt i vente på krimifronten i 2018. I skal bl.a. glæde jer til Pigen under jorden. Det er første bind i britiske Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, der udkommer på Gads Forlag den 19. januar 2018. Jeg har smuglæst og interviewet forfatteren og, ja altså: I kan godt glæde jer. 

Og så ser jeg frem til at tage hul på 2018 med sæson 4 af Broen på DR1. Håber på et brag af en finale.

Rigtig godt nytår til alle jer, der læser med her. Tusind tak for mails. Og for kommentarer både her på bloggen, men også på Facebook og Instagram.

Mange hilsner fra

Rebekka

Mød oversætter Agnete Dorph Stjernfelt

En af de mange krimier, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, er Gøgens kalden af Robert Galbraith.

Interview: Agnete Dorph Stjernfelt fandt sin indre barnlige sadist frem, da hun oversatte franske Jean-Christophe Grangé. Hun er den lykkelige indehaver af en særlig Michael Cunningham-dedikation. Og så betyder Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson noget ganske særligt for hende. Agnete Dorph Stjernfelt giver også sit bud på, hvad det er, god litteratur kan. Men først: Hvad er en god oversættelse egentlig?

“En god oversættelse er for mig en tekst, hvor man ikke mærker originalsprogets syntaks ligge og knirke under sætningerne i oversættelsen. En tekst, hvor sproget flyder ubesværet og elegant, og hvori man kan mærke forfatterens sproglige egenart i form af en særlig karakteristisk (eller ukarakteristisk, hvis det er sådan, forfatteren bestræber sig på at skrive) form og sprogbrug. En god oversættelse formår at parallelforskyde den humor, charme, råhed eller hvad det nu er, der er særligt for forfatteren, til en tilsvarende humor, charme, råhed osv. på dansk.

Det bedste ved at være oversætter er, at man ikke har faste mødetider, ingen chefer, og at man ikke skal spilde tiden på endeløse møder (jeg har tidligere arbejdet i det offentlige). Samt, at man kan sidde i badekåbe klokken to om eftermiddagen, fordi man kom til at sætte sig i badekåbe klokken ni om morgenen for lige at kigge på sin oversættelse, og så fløj tiden, uden at man bemærkede det.

Det bedste er, at man kan bruge sin kærlighed til det danske sprog til at formidle gode historier og vedkommende problemstillinger i en art maskebal, hvor man ifører sig en andens sprogtone og leger med den som en skjult identitet. Som Clark Kent ifører sig sit supermandskostume, ifører jeg mig en andens sprogdragt og leger, at jeg er alle mulige andre end mig selv.

Jeg får lov til at være O i O’s historie (som jeg har oversat) eller Heathcliff i Stormfulde højder (som jeg også har oversat). Jeg kan være alle og ingen og tale som et indvandrerbandemedlem (Top dogg af Jens Lapidus, som jeg lige har oversat) eller som en kendt designerbøsse (Gøgens kalden af J.K. Rowling, som jeg oversatte for nogle år siden). Der er ingen grænser for, hvem jeg kan være, og jeg får lov til at leve tusind liv uden at flytte mig fra lænestolen.”

Hvordan griber du arbejdet an, når du skal oversætte en bog?

“Jeg starter som regel med at læse bogen, inden jeg siger ja eller nej til at oversætte den. Jeg skal helst kunne lide den, hvis det skal blive rigtig godt. Derefter sætter jeg mig godt til rette i min lænestol med fødderne oppe, anbringer originalteksten til højre på skærmen på min MacBook Air og mit Word-dokument til venstre, og så bliver jeg siddende, indtil oversættelsen er færdig. Så starter jeg forfra og gennemlæser min egen oversættelse og retter og pudser og polerer, indtil teksten er, som jeg vil have den. Undervejs googler jeg som en åndssvag, søger og udspionerer folk på Facebook for at finde de rigtige sociolekter, og jeg bruger mine Facebook-venner til alt det, jeg ikke selv ved noget om. Folk er heldigvis altid generøse og hjælpsomme. Det kræver tålmodighed, masser af research og en vis portion sproglig opfindsomhed.”

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt for nylig har oversat, er David Lagercrantz seneste thriller om Salander og Blomkvist, der udkom i september i år.

“Jeg brugte omkring to måneder på Manden der søgte sin skygge. Jeg har aldrig kontakt med forfatteren undervejs. Opgaven er jo, at få den foreliggende tekst til at leve på dansk, og jeg lukker mig derfor ret meget om mig selv og teksten, mens jeg arbejder. Der er ligesom ikke plads til andre – heller ikke forfatteren. Jeg oversætter kun fra sprog, jeg forstår godt, og jeg går ud fra, at forfatteren har skrevet den, som vedkommende ønsker den oplevet. Til gengæld læste jeg alle Larssons Millennium-bøger på dansk, inden jeg begyndte at oversætte Lagerkrantz’ bud på Millennium-universet, for at være sikker på, at der var kontinuitet og sammenhæng i læseoplevelsen.”

-Titlen var faktisk en udfordring. Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Jeg kunne godt lide det poetiske ved at “søge sin skygge”, forklarer Agnete Dorph Stjernfelt, der har oversat Manden der søgte sin skygge.

Hvad har været den største udfordring i forbindelse med at oversætte Manden der søgte sin skygge?

“En af de største udfordringer var, at der er en del musiktekniske udtryk i bogen, og jeg ved ikke noget om den slags. Men heldigvis har jeg gode, musikkyndige Facebook-venner, der kunne træde til og hjælpe mig med det. Derudover var titlen faktisk en udfordring. Den er jo en anelse kryptisk.

Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Men jeg kunne godt lide det poetiske ved at ”søge sin skygge” … Det er lidt som at søge sin lykke, søge sin død osv.. Der er noget gådefuldt over det, som tiltaler mig. Når man søger efter noget, ved man jo på en måde, hvad det er, man søger. Hvis man udelader dette efter, anslår det en mere diffus, eksistentielt søgende tone, som jeg syntes passede godt til bogen.”

Franske Jean-Christophe Grangé er nærmest blevet til en genre i Frankrig. En Grangé-thriller er ofte spækket med indestængt ondskab, neurotiske karakterer og komplicerede plots. Og en virkelig interessant historie.

Du har også oversat en krimiforfatter som Jean-Christophe Grangé, der er en af mine personlige favoritter. Er der noget, der er karakteristisk for arbejdet med hans bøger?

“Det har været en stor fornøjelse at arbejde med Grangés univers. Det, der karakteriserer hans bøger, er det groteske. Grangé er på alle måder for meget. For langt ude. For vild. For absurd. Det er sjovt at arbejde med.

Sidder den der store, fede mand, Milosz (Milosz frygter ikke smerten. Milosz er smerten), virkelig nøgen under en sort kappe, med underlige sugekopper på hele kroppen: hver med sit særlige mareridt i: blodigler, skorpioner, jordedderkopper, gedehamse … En deliristisk legion, der pinte hans røde, blødende kød? Fra Forbarm dig side 370.

Jamen, det gør han da bare! Niels Lillelund skrev i bog.guide.dk om netop Forbarm dig: Der er gode replikker og sætninger imellem, her i en fin og lydefri oversættelse. Som i øvrigt må have krævet et stærkt hjerte og en stor tolerance for udpenslede, sadistiske beskrivelser.

Og ja, det var udfordringen ved at oversætte Grangé. Man skal faktisk finde sin indre barnlige sadist frem for at få det rigtigt. Men alle rummer jo en indre barnlig sadist. Jeg er normalt et ansvarligt og ganske fredsommeligt menneske, men der er jo en vis ikke helt stueren fryd ved at få lov til at søge ud i yderområderne af ens egne mørkeområder og give dem udtryk i en offerløs voldelighed uden omkostninger. Og en romanåbning som denne fra Forbarm dig, side 9: Skriget blev hængende i orglet. Det hviskede i orgelpiberne. Det tonede i hele kirken. Dæmpet. Tyst. Fjernt. Jamen, det er da to die for.”

Hvad er den mest spøjse episode, du har været ude for som oversætter?

“Noget af det mest spøjse, jeg har gjort som oversætter, var nok, da jeg i oversættelsen af Pindsvinets elegance af Muriel Barbery listede en halv sætning fra min yndlingsroman, Kongens fald af Johannes V. Jensen, ind i den danske oversættelse – find den selv, ingen har indtil nu bemærket den. Den lå så fuldstændig i tråd med resten af teksten, at det faldt naturligt. Eller da jeg i samme bog indførte de fornuftige, store hvide bomuldsunderbukser, min svigermor hvert år giver mig til jul, i beskrivelsen af en fransk lingeributik.

Eller måske var det, da jeg kunne fortælle den amerikanske forfatter, Hanya Yanagihara hvis roman, Et lille liv, jeg oversatte, at det allerede ret flydende kønsunivers, hun havde skabt, på dansk blev endnu mere flydende, fordi vi ikke har den distinktion mellem girlfriend og boyfriend, som man har på amerikansk – vi har jo bare ordet kæreste, som er kønsneutralt, så at man skulle endnu længere ind i teksten for at finde ud af, om det var mænd og kvinder, mænd og mænd eller kvinder og kvinder, der var kærester – og hun blev ellevild af glæde over denne gratis gave, hendes tekst derved havde fået. Hun blev faktisk virkelig, ægte flabbergasted!

En tredje kandidat til titlen som mest spøjse tildragelse som oversætter var, da jeg efter en middag med Gyldendal og den amerikanske forfatter Michael Cunningham, stod udenfor restauranten og røg sammen med Cunningham og med stor iver og begejstring talte om det uendelige univers – som er min yndlingsfascination – under fuldmånen.

Jeg havde oversat hans roman By Nightfall, der på danske hedder Når mørket bryder frem. Senere samme nat endte vi hos en dansk forfatterkollega, og fra min taske tog jeg mit eget eksemplar af bogen og bad Cunningham om at signere den til mig. Så jeg er nu den lykkelige indehaver af en dedikation, der lyder: To Agnete, with gratitude for writing this book in Danish; for being a goddess of the moon in a world notoriously short on goddesses, Love Michael.”

Denne bog har en ganske særlig betydning for Agnete Dorph Stjernfelt.

Hvorfor er bøger vigtige? Hvad er det, god litteratur kan?

“Bøger har været en del af mit liv nærmest altid. Jeg kan huske, da min far kom hjem med billedbogen Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson til mig. Jeg er skilsmissebarn, og min far og mor flyttede tusind kilometer væk i hver sin retning, mens jeg blev i Danmark hos mine farforældre.

Og jeg kan huske den åbenbaring, det var, da jeg i denne bog fandt al den længsel, melankoli og det vemod, som ingen voksne gider høre om, at børn også kan føle – kunstnerisk fortolket i et rum uden for mig selv. Det var sådan en åbenbaring. Der lå det hele foran mig, i billeder og ord, forklaret og forløst i et univers, en anden havde skabt. Det var en gave. En gave for livet.

Siden da har jeg lært at elske litteraturen af andre grunde også – fordi den tillader en at drømme sig væk i andres drømme. Leve tusinde liv i al ubemærkethed.

Ingen kan se, hvor troløst man forlader alle forpligtelser, bånd og krav. I tilsyneladende uskyldig, passiv og helt igennem acceptabel fordybelse i en bog skifter man til sin hemmelige identitet som dranker, eventyrer, femme fatale eller livsled detektiv og kvitter alt og alle omkring sig for at begive sig ud i natten, bjergene og glemslen på egen hånd. Det er det, god litteratur kan.”

Et lille liv er en ordentlig mobbedreng på godt 800 sider, som Agnete Dorph Stjernfelt har oversat.

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, og som har gjort et ekstra stort indtryk på hende, er Et lille liv af Hanya Yanagihara, som hun oversatte fra engelsk for Politikens Forlag.

“Det var en stor glæde at arbejde med bogen. Jeg tror sjældent, jeg har læst og oversat en så gribende og anfægtende bog. Det er historien om, hvordan et menneske kan være så ødelagt indeni, at det ikke kan repareres, selvom vi så gerne vil tro, at det er muligt.

Og samtidig om det dér mærkelige i, at man ikke kan se det udenpå, når en person er gået i stykker indeni. Vi følger fire mænd fra de er helt unge, indtil de er midaldrende, og efterhånden er der to og særligt en, der skiller sig ud.

Bogen bruger suspense-virkemidler til at drive denne dybt vedkommende menneskelige historie frem, og det er simpelthen så godt gjort. Samtidig tror jeg aldrig, jeg har set en så overbevisende skildring af misbrugets psykologiske mekanismer. Bogens hovedperson er cutter, og det er jo også en art misbrug, og det er afsindigt klogt skildret. En klog bog.”

Er du i gang med en oversættelse?

“Lige nu arbejder jeg på en oversættelse af en roman af Rosie Walsh, som på engelsk hedder Ghosted, for Gyldendal. Det er historien om, hvordan fortidens synder påvirker nutiden. Den har alt det, jeg elsker ved en bog: charme, humor, underfundigt vid og en problemstilling, der overskrider både parforholdets og familiestrukturernes hverdagstemaer samt den plotdrevne fortællings suspense med en fortælling om tilværelsens muligheder og umuligheder. Det er lige den slags roman, jeg holder allermest af. Det skal nok blive godt. Skyld og skam er vigtige og væsentlige temaer, og det er det, der driver Ghosted. Jeg elsker mit arbejde.”

 

 

 

 

 

 

 

BogForum 2017 – reportage fra weekenden

De allersidste forberedelser. Fotoet her tog jeg et kvarter før, BogForum 2017 åbnede dørene til tre dages bogfest. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2017: Over 35.000 gæster besøgte BogForum 2017 i Bella Center. Det er besøgsrekord. For mit vedkommende var messen akkurat så vidunderlig, inspirerende og kaotisk, som den plejer at være.

(Laaaangt indlæg. Og læser du via mobil, så vender nogle af billederne forkert. Hvorfor arbejder jeg stadig på at forstå. Via pc er alt fint.)

Det var så sindssygt. Har det stadig, som om jeg er blevet ramt af en lastbil.

Sådan skrev krimiforfatter Katrine Engberg til mig, da jeg lagde en video på Facebook, der dokumenterede menneskemylderet på BogForum i Bella Center i weekenden. Engberg er nok ikke den eneste forfatter, der er udmattet og mør efter en velbesøgt og intens bogmesse, men sikkert også begejstret og overvældet og propfuld af gode oplevelser. Det er jeg i hvert fald.

Et forræderisk prikkende forkølelsessår, der fylder halvdelen af min underlæbe, afslører, at jeg selv har fået alt for lidt søvn, siden jeg torsdag formiddag arriverede til Bella Center for at stille stand op for Skriveværkstedet. Men jeg kan stadig mærke de mange kram og knus, jeg fik, og den begejstring, interesse og glæde bøger skaber. Og så blev BogForum 2017 et bevis på, at bogen lever. Folk læser lystigt. Og rigtig mange mennesker drømmer om selv at skrive en bog.

Tak til alle jer der i løbet af weekenden hørte mine oplæg på Skriveværkstedets stand om at skrive krimier. Foto: Karin Kyndi.

Netop Skriveværkstedets stand var min base alle dage, og det var en kæmpe fornøjelse at møde kursister, der er godt på vej med et bogprojekt. Og herligt at møde venner af Skriveværkstedet, der har fået et skub i den rigtige retning uanset hvor de er i skriveprocessen. En forfatterspire kom helt fra Schweiz for at hilse på. Ih, hvor blev jeg glad. Lene – jeg glæder mig meget til at se din bog, når den er trykt. Læs mere om hvad Skriveværkstedet tilbyder  her

For mig er BogForum gensyn med mennesker, jeg har lært at kende, fordi vi deler en passion for bøger. En af dem er skønne Maria, der selv skriver om bøger for OnsdagsAvisen, og som begejstret følger bloggen. Hun gav mig en Benedict Cumberbatch-figur, som jeg blev virkelig glad for. Den engelske skuespiller spiller Sherlock Holmes i BBC-serien Sherlock, som både Maria og jeg er fan af.

Maria har jeg mødt flere gange før, men jeg mødte også flere, jeg før messen kun kendte som et online navn. Hvor var det godt at se jer alle. Og hvor er det herligt, at I følger med her på bloggen. Tak for jer.

Kronprinsesse Mary på BogForum

En kommende dronning lagde vejen forbi BogForum fredag, nemlig Kronprinsesse Mary, der var med til at lancere FN-bogen Childmothers, som hun har skrevet indledningen til. I bogen fortæller 17 piger fra udviklingslande deres historier om at blive mor som barn.

Ikke at jeg så prinsessen, men jeg bemærkede et par tætte brede mænd, der var taget direkte ud af tv-serien Livvagterne, og jeg opdagede, hvordan den bid af messen, jeg stod på, pludselig blev suget tom for mennesker på et kort øjeblik. Kronprinsessen har samme virkning som en overdimensioneret magnet.

Forbi Krimimessens stand hvor de gode folk fra Horsens Bibliotek havde skabt et tætpakket og fint program, og havde tiden tilladt det, havde jeg placeret mig på en af standens stole og ej forladt det røde krimiunivers tæt på både lyttesalonen og vinbaren før Hans Davidsen-Nielsen lukkede og slukkede søndag klokken 16.00 som den sidste i rækken af 19 spændings- og krimiforfattere på scenen.

Den 17.-18. marts 2018 er der igen Krimimesse i Fængslet i Horsens. Igen kommer mange danske forfattere forbi, ligesom forfattere fra Italien, Australien, England, Skotland, Norge, Sverige og Færøerne allerede nu har sagt ja til at komme til Horsens til marts. 2018-udgaven af Krimimessen får som noget nyt også fokus på tv-serier. Om jeg glæder mig? Oh jo. Og helt ærligt: Når jyder kan finde vej til BogForum, så bør sjællændere også kunne finde vej til Horsens.

Fine ord fra Sara Blædel i forbindelse med Plusbogs kåring af Årets Forfatter, der blev Helle Joof. Foto: Rebekka Andreasen

Fredag aften endte jeg læææænge på Plusbog.dks stand med ‘nippe-nalle’ på servietten og DJ-fortolkninger af gamle hits i ørerne.

Fik kort krimisnak med en leopard. Eller rettere med dygtige Helle Vincentz i en herlig leopardplettet frakke.

Plusbog kårede årets forfatter og året bogblogger. Altid topprofessionelle og skønne Sara Blædel overrakte forfatterprisen til en storsmilende Hella Joof.

Blædel fortalte bl.a., at det at læse som barn har haft betydning for hendes forfatterkarriere:

Min læselyst blev vakt på Hvalsø Bibliotek, hvor jeg gang på gang lånte De 5-bøger. Og min mor læste krimier for mig, altså ikke knaldhamrende hårde krimier, men mysterier. Jeg er ordblind, så det lå ikke i nogle kort, at jeg selv skulle gå i gang med at skrive. Men fordi min læselyst blev vakt, og fordi jeg godt kunne lide mysterier, så fik jeg interessen for bøger og senere også det at skrive selv.

Juryens bloggerfavorit var Kathrine Bach Pachniuk, der vandt årets Danish Book Blog Award. Hun har også en stor kærlighed til bøger og blogger især om børnelitteratur her. Stort tillykke med prisen.

Det er svært at føle sig som en taber, når rigtig mange bloglæsere har stemt mig i finalen. Det er jeg stolt over og glad for. Igen: Tak til jer, der stemte på mig. Også hyggeligt at møde sjove og skønne blogger-kollegaer. Og hurra: der er plads til os alle.

Hancock-smil og Jussi-hukommelse

Anne Mette Hancock smilede bredt uanset hvornår, jeg fik øje på hende. Nok ikke kun fordi hendes debutkrimi Ligblomsten stadig lever godt ude blandt læserne, men også fordi hun er i gang med den svære bog nummer to og netop havde fået feedback på de første 100 sider af sin redaktør. Og jeg kan godt forstå, at glæden strømmer gennem kroppen, når redaktøren skriver: “Fandeme en stærk & original åbning på en krimi. Sejt.”

Den bog glæder jeg mig til at læse.

Også Jesper Stein var et stort smil. Søndag eftermiddag markerede Politikens Forlag, at Stein tidligere på efteråret vandt MARTHA-prisen. Mon ikke den flotte læserpris pynter godt på kaminhylden ved siden af De Gyldne Laurbær, som Jesper Stein modtog i 2015?

Hilste på Jussi Adler-Olsen, der som en af få kan matche Mary-effekten. Og han må have en kolossal god hukommelse. Igen og igen mødte jeg læsere, der forklarede, at Adler-Olsen husker navne, steder og samtaler så godt, at man har svært ved at forestille sig, at han har noget tilfælles med sin hovedperson Carl Mørck, der i bund og grund er ret doven.

Selvom alle river i forfatteren, er han nærværende og tager sine læsere seriøst. Jeg hørte ham desværre ikke fortælle om biografien Jussi, men det er en biografi af de ret fine, og den er ret godt skrevet af Jonas Langvad Nilsson.

Og så giver bogen et billede af en folkekær forfatter, der er følsom, men også meget disciplinær og arbejdsom, og som i bund og grund skriver for at imponere den, der betyder allermest for ham, nemlig hustruen Hanne.

I den ottende bog om Afdeling Q lærer vi Assad endnu bedre at kende, men som der står i biografien, så skal det ske på en ordentlig måde: “At afsløre hemmeligheder om en person er også at fratage personen noget magi,” siger Jussi Adler-Olsen i bogen. Jeg giver lyd, når jeg kender udgivelsesdatoen på den næste bog om Carl, Assad og Rose.

Du kan finde link til en del forfatterinterviews fra BogForum på de forskellige forlags Facebooksider.

Så var det tid til et sceneinterview med Jan Thiele, der har skrevet det, han selv kalder en DJØF-krimi. Falddato foregår i Fødevarestyrelsen, hvor han selv har arbejdet som jurist. Vi fik bl.a. en snak om ofte at proppe noget Kafka ind i romanerne. Og om hvordan en Apple 2e computer med et tekstbehandlingsprogram tilbage i 80’erne fik Thiele, der selv er uddannet jurist, i gang med at skrive andet end bekendtgørelser, paragraffer og revisionsopgaver.

Fik også gode, korte snakke med bl.a. Lotte Petri, der er aktuel med krimien Black Notice, som du kan streame som e-bog eller lydbog, og med Elsebeth Egholm, der ligesom Sissel-Jo Gazan skriver om street art i sin seneste roman. Har du i øvrigt bemærket, at de to forfattere i Jeg finder dig altid og Blækhat refererer til hinandens bøger?

Og så fandt jeg ud af, at Saxo også har en streamingtjeneste. Læs mere om streaming af bøger her

De var her allesammen: De kendte journalister og kritikere, politikere, debatører, kokke og livsstilseksperter. Skønne forlagsfolk i massevis – fra selvudgivere og microforlag til mastodonterne. Her var de fysiske boghandlere og dem, der trives bedst på nettet. Her var læsere i alle aldre. Og lytteguf for både øre og øjne. Musik, poesi, svedlugt, larm, mados og glødende dankortautomater.

Og jeg fik sædvanen tro Folketingets quiz med hjem i tasken. Og nej, jeg svarede ikke rigtig på alle spørgsmål. Men øvelse gør mester. Kommunevalget lige rundt om hjørnet havde støvsuget standen for politikere, der dog havde tid til at tale om bøger.

Hvis du vil se, hvad det er Wulffmorgenthaler tegner, så smut forbi bloggens profil på Instagram, hvor jeg har lagt en videobid. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum for børn

At være på BogForum er meget andet end krimi. Smuttede kort forbi BørnebogsForum (hvad laver det s midt i ordet?) Med magiker-skole, isvogn, spændende forfattere og små bløde læsehjørner med plads til både fordybelse og spjættende børneben, må også de unge læsere være tilfredse.

Her stødte jeg bl.a. ind i den kulørte elefant Elmer og Wulffmorgenthaler.

Ingen BogForum uden brok i krogene: Folk jamrede over lange køer til toiletterne, over programmet, over udvalget af madboder. Og over lyden på de forskellige scener. Men faktum er, at aldrig har jeg set så mange kufferter samlet på ét sted ud over i lufthavne, og aldrig har så mange gæster været forbi BogForum som i år.

Varm rødvin, rosiner og godt med rom har aldrig været en dårlig kombination. Slet ikke som punktum på tre dages bogfest. Foto: Rebekka Andreasen

Da jeg sammen med kollegerne fra Skriveværkstedet rundede søndagen af med flødeboller og et glas dampende gløgg med rom i så gavmilde mængder, at mine kinder tog samme farve som julemandens hue, var vi mange, der tænkte: Sikke en fuldstændig fantastisk weekend med massevis af kærlighed til bøger. Men hvor er det godt, at der er et år til BogForum 2018.

Stil rullekufferten frem til næste års bogfest den 16.-18. november 2018.

Krimikram fra Rebekka

PS: Se flere fotos fra BogForum 2017 på vildmedkrimis profiler på Facebook eller Instagram. Her kan du bl.a. se forfatter og journalist Stephanie Caruanas skrivemaskine-tatovering, Julie Hastrup på scenen, Jan Guillou, der signerer bøger og meget andet bogguf.

 

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her