bøger

Streaming på C More: Beck-film

Peter Haber som Beck. Beck er krimi, når det er rigtigt godt – både som bog og film. Kun de første film er bygget over bøgerne. Foto: C More

Streaming: Der er skrevet mange artikler, analyser og sikkert også afhandlinger om, hvad Sjöwall/Wahlöös bøger om Martin Beck har haft af betydning for krimigenren. Med andre ord er det svært at komme uden om den svenske politimand, hvis du er vild med krimi. Og Beck er blevet et solidt film-franchise. Du kan se (næsten) samtlige Beck-film på streamingtjenesten C More

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 4 ud af 12. )

 

Det svenske makkerpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö opfandt figuren Martin Beck, politiassistent og senere politikommissær fra Stockholm Politi, og de skrev 10-binds serien Roman om en forbrydelse i perioden mellem 1965 og 1975. Ikke kun en række banebrydende krimier, der blev skelsættende for den skandinaviske krimi, er der kommet ud af figuren. Også talrige stærke filmatiseringer.

Den svenske skuespiller Keve Hjelm var den første, der spillede Martin Beck i 1967-udgaven af Roseanna – den første bog om Beck. I begyndelsen af 90’erne var det Gösta Ekman, der gav den berømte politimand liv på lærredet, mens hans hårdtslående makker Gunvald blev spillet af Rolf Lassgård.

Siden 1997 har det dog været den svenske skuespiller Peter Haber, der har lagt ansigtet i de helt rigtige melankolske og samvittighedsfulde folder som Beck.

C More finder du både Beck-film med Gösta Ekman, men især også med Peter Haber, der er den skuespiller, der har spillet Beck allerflest gange. I mit univers er han den rigtige Beck. Han er MIN Beck.

På C More finder du også de nye Beck-film – dem, hvor den egenrådige kriminalassistent Gunvald Larsson er skrevet ud af serien. Men hey – kan Beck overhovedet fungere uden den svenske skuespiller Mikael Persbrandt? Den figur er genial. Gunvald er jo et fænomen. Og, må jeg indrømme, også en stor grund til, at jeg i mange år har været glødende Beck-fan. Persbrandt spiller politimanden Gunvald Larsson på en måde, så man glemmer, at det er en rolle, han tager på sig.

I de seneste Beck-film må Martin Beck og co. klare sig uden Gunvald. Til gengæld får de hjælp af den norske politimand Steinar Hovland spillet af Kristifer Hivju. Foto: C More

Men ja, Beck kan fungere uden Gunvald. De seneste Beck-film er fremragende tv-krimier. Spændende. Realistiske. Troværdige. Smukt produceret. De er gode til at producere kvalitetskrimier i Sverige. De har også øvet sig i mange år.

Og med spilletid på halvanden times tid, kan en gedigen krimigåde nå at folde sig ud i hvert afsnit med en afrundet handling. Samtidig fortælles en stor, overordnet historie om de faste karakterers liv.

Den norske Game of Thrones-skuespiller Kristofer Hivju med stort rødt skæg og vildmands/hipster-look, der foreløbig har været med i syv film, er en værdig afløser. Han er Gunvalds modsætning og typen, der tager kaffe og kanelsnurrer med i afhøringslokalet.

Der er 40 Beck-film at vælge imellem på C More.

Hvor Gunvald er macho og slår, uden at spørge om lov, er Kristofer Hivjus figur Steinar Hovland mere blød og empatisk. Nok meget smart af folkene bag Beck ikke at forsøge at lave en Gunvald-kopi. Hivju oser af karisma og hans nordiske, bløde vikingevibes passer perfekt til serien.

Og selvfølgelig er Grannen, Becks insisterende nabo spillet af Ingvar Hirdwall, med i de nye indspilninger, og en verdenssituation eller to bliver vendt, når Beck og Grannen står side om side på hver deres altan med en sjus i hånden. Hirdwall har været med i Beck-universet lige så længe som Peter Haber.

Der er 40 Beck-film, som du kan bingwatche. Måske du vil se/gense Monsteret fra 1998? Stockholm politistation modtager en bombetrussel om en kuffert uden for stationen. Bombegruppen skyder kufferten i stykker, men i stedet for den forventede eksplosion, finder de et spædbarn.

Måske du vil se Politimorderen fra 1993 med Gösta Ekman og Rolf Lassgård, der forsøger at opklare, hvem der står bag drabet på en kvinde i en lukket forlystelsespark? Eller måske du kaster dig over den første episode, hvor Kristofer Hivju medvirker? Episoden fra 2016 hedder slet og ret Steinar.

PS: Jeg ser frem til, at sæson 2 af Mr. Mercedes, baseret på Stephen Kings krimi af samme navn, lander på C More inden længe. Læs min anmeldelse af første sæson lige her

PPS: Vil du opleve skuespilleren Peter Haber i en helt anden rolle, så se/gense Niels Arden Oplevs filmatisering af Mænd der hader kvinder. Gys siger jeg bare.

 

 

 

 

Krimiguf til din sommer

Selfie af (tv) Anders Grau og Sebastian Richelsen.

Podcast og andet krimiguf: Sommerferien nærmer sig, og jeg har samlet lidt krimiguf, som du kan forsøde din sommer med. Og skal du arbejde eller af andre grunde ikke har ferie, så kan du måske snige lidt krimiguf ind i din hverdag alligevel?

Podcast: Lyd er hot. Og til morges blev jeg af en genbo spurgt: Hvorfor laver du egentlig ikke en krimipodcast? Jeg er uddannet journalist og har faktisk radio som mediespeciale, men jeg synes, det var noget værre bøvl at fortælle historier via lyd. Og min lærers afskedssalut til mig var:

Rebekka, der er nogle, der er supergode til at lave radio. Og så er der nogle, der ikke er.

Jo tak, den forstod jeg godt. Heldigvis er der et kolossalt stort udvalg af spændende podcasts lavet af folk, der er eminente til at fortælle en god historie via lyd.

Et godt bud på en spændende podcast er Myrdet af Richelsen og Grau. Det er ikke fiktion, men brutal og voldsom, men også spændende true crime. TV-vært og tidligere efterforsker ved politiet Sebastian Richelsen og komiker og skuespiller Anders Grau, der også pt. folder sig ud som vejrvært på DR2, fandt ud af, at de delte en fascination af seriemordere. Og nu står de bag den populære podcast.

I hver podcast fortæller Richelsen og Grau om udvalgte seriemordere. Nogle ting er så skræmmende og gruopvækkende, at det er svært at begribe. I et forsøg på at forstå og finde en årsag bliver man på en eller anden måde også fascineret af så vilde og uhyggelige historier. Sådan har jeg det i hvert fald.

Du kan bl.a. få historien om Ted Bundy. En attraktiv, charmerende, veltalende, intelligent, men også psykopatisk seriemorder. Eller du kan få historien om John Wayne Gacy aka. The Killer Clown, som blev dømt for drabene på 33 drenge.

Det lyder morbidt, og det er det også. Men jeg synes, Richelsen og Grau formår at balancere og proppe både humor, saglighed og alvor ind i så voldsomme drabssager. En knivspids humor må der til for at kapere så vilde historier. Lyt selv med.

Foreløbig er der udkommet fire afsnit, som du finder via iTunes. Femte afsnit er klar på onsdag. Den første podcast har endda et dansk islæt. Podcasten er produceret af Lytbar. Du kan også følge Myrdet af Richelsen og GrauFacebook

Jeg har ikke selv hørt den canadiske Missing & Murdered, men min veninde anbefaler varmt denne podcast fra CBC Radio om uopklarede sager om kvinder og piger fra den oprindelige canadiske befolkning. Der er to sæsoner. Canadas cirka 1,5 mio. oprindelige folk inddeles i First Nations, Inuit og Métis. Kvinder og børn fra især denne befolkningsgruppe er mere udsatte for vold og forbrydelser end resten af landets befolkning. Min veninde er meget optaget af serien, som jeg selv glæder mig til at lytte til.

Smid endelig en podcast-anbefaling i kommentarfeltet, hvis du vil dele en anbefaling.

Katalog over krimiserier

De sidste syv år har Hjørring Bibliotek lavet et katalog over krimier. En hjælpende hånd til dig, der gerne vil læse Harry Bosch-krimierne af Michael Connelly i rækkefølge og dig, der har glemt, at den fjerde Linda Castillo krimi om Kate Burkholder hedder Meldt savnet.

I det nye krimiseriekatalog MORD I SERIER / SERIEMORD, finder du rækkefølgen på i alt 381 krimiserier og i alt næsten 2000 titler. På kreative måder har biblioteket “slået krimier ihjel” og skaffet sig af med “ligene” – begge dele på meget forskellig, men altid drabelig vis – men alt sammen i den gode formidlings tjeneste. Du kan se den seneste kampagnefilm her:

Du finder oversigten MORD I SERIER / SERIEMORD her

Har du lyst til at læse mere om processen med at lave kataloget, så læs mere på Drustrups Bogblog her

 

 

 

Anmeldelse: Tilbage til Faithful Place af Tana French

Anmeldelse: Rå, gribende og vanvittig godt fortalt. Tag med til Dublin og en dysfunktionel arbejderfamilie i Tana Frenchs Tilbage til Faithful Place.

Tana French skriver med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled.

I sin såkaldte Dublin Murder Squad-serie har den amerikansk/irske forfatter Tana French en ny hovedperson fra Dublins Politikorps som hovedperson i hver bog.

I Tilbage til Faithful Place, der udkom på dansk i 2011, følger vi politimanden Frank Mackey, der har en ledende stilling i afdelingen for undercover. Han var en biperson i Som i et spejl.

Frank har formået at bryde den sociale arv og skabt sig en karriere hos politiet – noget, der svarer til at gå over til fjenden i den lavere arbejderklasse i Dublin, hvor han voksede op.

I over tyve år har han ikke været hjemme i barndommens gade. Modsat sine fire søskende forlod han som 19-årig barndomsmiljøet, der var domineret af moderens ondskabsfulde bemærkninger og faderens voldelige lune efter rigeligt med pubbesøg og skummende Guinness.

Men Frank bliver kontaktet af sin lillesøster, og fortæller hun, at hans ungdomskærestes kuffert er blevet fundet i en ruin af et hus hjemme i gaden. Det tvinger Frank til at vende tilbage til barndommens betændte miljø. For hvorfor dukkede Rosie Daly aldrig op den nat, de havde aftalt at stikke af til London sammen?

Inden længe vælter skeletterne i bogstaveligste forstand frem. Og Frank, der er fraskilt og far til 9-årige Holly, får sit at se til. At infiltrere kriminelle miljøer er peanuts i forhold til det, der venter den hjemvendte søn.

Fortællingen svinger mellem nutid og tilbageblik – bl.a. til den tid, hvor Frank var hovedkulds forelsket i Rosie. Tempoet er adstadigt,  eftertænksomt, men bogen bliver aldrig kedelig. Den river i alle følelsesregistre, og det er grusomt og hjerteskærende at følge Frank tilbage til det, han det meste af sit voksne liv har forsøgt at fortrænge. Og selvom nye familier, yuppier og omsorgsfulde mødre møffer sig ind på barndommens trøstesløse miljø, så ligger der stadig en sky af dystre hemmeligheder over Faithful Place.

Som en rigtig god irsk blodpølse (eller chokolade, hvis du mere er til det) vil du bare have endnu en bid af bogen. Og en til. French skriver fremragende. Og med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled. Nyd alle detaljerne: Humoren, de velbesøgte pubber, de alt for mange smøger, nabostridigheder, sladderen, råheden, de sønderknuste drømme, magtesløsheden, rivaliseringen mellem søskende… det hele er skræmmende godt fortalt. Krydr det med virkelighedstro dialoger og personer, du får hjerte for, og det er krimiguf af den bedste slags. Plottet havde jeg luret en smule før slutningen, men pyt med det.

Udover at alle bøgerne har en betjent fra Dublins politi i centrum, hænger bøgerne ikke sammen, og de kan læses selvstændigt. Tana Frenchs bøger er i øvrigt ved at blive forvandlet til en BBC-serie. French har skrevet seks bøger i serien, foreløbig er de fire første udkommet på dansk på Gyldendal:

  • Skoven ( som forfatteren vandt The Edgar Award for)
  • Som i et spejl
  • Tilbage til Faithful Place
  • Gensyn med Broken Harbour

Frank Mackey og hans datter Holly vender tilbage som karakterer i den femte bog, The Secret Place, der endnu ikke er oversat til dansk.

PS: Jeg har hørt Tilbage til Faithful Place som lydbog via ereolen. 15 timer og 38 minutters gribende spændingsroman.

PPS: Bogen er oversat af Agnete Dorph Stjernfelt – læs/genlæs mit interview med hende her

 

 

Programmet til Krimimessen 2018 ude nu

Der er Krimimesse i Horsens den 17. og 18. marts 2018 i det tidligere Statsfængsel i byen. Ses vi?

Krimimessen 2018: I dag udkommer programmet for Krimimessen i Horsens 2018. Der er omkring 200 punkter på krimimenuen, du kan plukke fra. Måske du skal hapse både lidt velkendt og ukendt?

Os, der er vilde med krimi, sluger ikke sjældent de gode historier i mange formater.

Derfor er der ikke kun fokus på bøger på Krimimessen i Horsens i år, men også en lang række arrangementer om lyd og billeder – nemlig tv-serier og podcasts. Du kan på messen møde instruktører, manuskriptforfattere, producenter etc.

Og så kan du selvfølgelig møde et væld af danske forfattere, ligesom du kan møde efterforskere, retsmedicinerer og landets justitsminister. Det er nemlig Søren Pape Poulsen, der holder årets åbningstale.

Svenske Emelie Schepp er en af de udenlandske forfattere, der finder vej til Krimimessen 2018. Fotoet her tog jeg på sidste års messe. Foto: Rebekka Andreasen

Også udenlandske forfattere som amerikanske Michelle Richmond, engelske Chris Carter, franske Michel Bussi og skotske Craig Russell besøger Krimimessen i Horsens.

Som altid ser jeg frem til et par forrygende, sjove og inspirerende dage i Horsens den 17. og 18. marts. Jeg glæder mig også utrolig meget til at interviewe britiske Elly Griffiths og de danske forfattere Katrine Engberg, Thomas Bagger og Thomas C. Krohn.

Billedet her er fra Krimimessen 2017. Mette Andersen (tv) og Lisbeth Kjøller Andersen er søstre og glade for at komme på Krimimessen i Horsens. Mette nævner bl.a. Kim Juuls bøger som fremragende. Hun har netop købt Ligblomsten af Anne Mette Hancock. Lisbeth hører lydbøger, og som sin søster har hun været forbi Modtryks stand, for at kunne smykke sig lidt med et Harry Hole-badge. Foto: Rebekka Andreasen.

Og så er jeg med på holdet sammen med Henrik Palle, Nanna Rørdam Knudsen og Morten Hesseldahl, når Adrian Lloyd Hughes udfordrer til krimiquiz. Jeg ryster allerede en lillebitte smule i mine krimibukser.

Café Lorentzen ligger i portbygningen, hvor den kendte udbryderkonge foretog sit mest spektakulære flugtforsøg fra Statsfængslet i Horsens. Foto: Rebekka Andreasen

Flugt og frihed

Temaet for årets messe er frihed inspireret af udbryderkongen Carl August Lorentzen, der flygtede fra fængslet i 1949.

Det tog ham knap et år at grave en 18 meter lang tunnel ud under Statsfængslet i Horsens. Med bl.a. en stoppenål og et gammelt syltetøjsglas. Tunnelen er genskabt og nu en del af Fængselsmuseet, og du kan både høre mere om Lorentzens flugt og komme på rundvisning i det tidligere fængsel.

Det Danske Kriminalakademi uddeler en række priser på Krimimessen i Horsens. Læs mere om priserne her

Desuden kan du fra slutningen af februar være med til at bestemme, hvem der skal modtage Krimimessens Publikumspris. Link kommer, når afstemningen nærmer sig.

Inden længe kan du finde det trykte program i din boghandel eller på biblioteket. Men foreløbig må du nøjes med en elektronisk version, som du finder her

Foredrag som optakt til Krimimessen

Bor du nær Skanderborg, så holder jeg som optakt til Krimimessen i Horsens foredrag den 28. februar på Skanderborg Bibliotek, hvor jeg klæder dig uhyggeligt godt på til messen og fortæller om nogle af de forfattere, du kan møde i Fængslet. Jeg lover, at det bliver sjovt og underholdende. Du kan også vinde aktuelle krimier og høre lidt om de forskellige undergenrer til krimigenren. Køb billet til arrangementet den 28. februar her

Jeg håber, vi ses.

Mange hilsner fra Rebekka

De døde i 2017

Sue Grafton døde sidst i december. Hun er forfatter til de såkaldte alfabetkrimier.

Farvel: Vi har taget hul på et nyt sprødt år, men i 2017 døde en række markante personer, der har markeret sig på krimifronten.

Colin Dexter: Den britiske forfatter Colin Dexter døde i marts i en alder af 86 år. I forfatterens debutkrimi fra 1975, Sidste bus til Woodstock, møder læserne for første gang Inspector Morse. I alt 14 bøger skrev Dexter om den fiktive Oxford-kriminalinspektør, der er blevet til en yderst populær tv-serie. Første gang Morse optrådte på tv var i 1987. Forfatteren var vild med både opera og god whisky, så det er Morse selvfølgelig også. Vidste du, at Morse hedder Endeavour til fornavn?

Jonathan Demme: I april døde den 73-årige amerikanske instruktør, der vandt en Oscar i 1991 for filmen Ondskabens øjne (The Silence of the Lambs) med Anthony Hopkins og Jodie Foster i hovedrollerne. Filmen er baseret på en roman af Thomas Harris. Første gang jeg (bag en pude) så filmen, var med en veninde i London, og jeg sov ikke om natten, fordi tanker om seriemorderen og kannibalen Hannibal Lecter hvirvlede rundt i hovedet på mig. Virkelig god og skræmmende film.

Roger Moore: I maj døde den engelske skuespiller Roger Moore, der især er kendt for sin rolle som Bond. James Bond. Inden han blev kendt som 007, spillede han også actionhelt i tv-serierne Helgenen og i De uheldige helte. I alt syv gange spillede Roger Moore James Bond. Fra Live and Let Die i 1973 til hans sidste Bond-film i 1985 A View to a Kill. Han blev 89 år. Fra 2002 og frem til sin død var Moore gift med dansk-svenske Kristina (Kiki) Tholstrup.

Michael Nyqvist: I juni døde den populære svenske skuespiller Michael Nyqvist 56 år gammel. Han har spillet masser af teater, men han er især kendt for at give Stieg Larssons fiktive journalist Mikael Blomkvist krop i filmatiseringerne af Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt. Nyqvist medvirkede også i en række tv-film om Beck i 90’erne. Den svenske skuespiller har også været med i en gigantisk Hollywoodproduktion, da han spillede skurk over for Tom Cruise i Mission Impossible – Ghost Control.

Sue Grafton: På en af årets sidste dage døde den amerikanske bestsellerforfatter Sue Grafton. Hun blev 77 år og lancerede sammen med bl.a. Sara Paretsky en ny type kvinde i krimier. Hovedpersonen i Graftons såkaldte alfabetkrimier er den fraskilte, barnløse, slagfærdige, utilpassede, hardcore og selvstændige detektiv Kinsey Millhone, som læserne møder første gang i A is for Alibi, der udkom i 1982 – på dansk i 1991. Graftons sidste bog blev Y is for Yesterday. Hun nåede ikke det sidste bogstav i det amerikanske alfabet, z. Bøgerne om Millhone, der har base i en fiktiv by i Californien, er oversat til 26 sprog.

 

 

 

Det bedste fra 2017

Årets højdepunkter: Debutanterne Thomas Bagger og Anne Mette Hancock og Netflix-serien Fauda er på min liste over årets højdepunkter.

Kan jeg tillade mig at lave listen her, når jeg ikke har læst alle krimier, der er udgivet på dansk/oversat til dansk i løbet af året? Ja, selvfølgelig. Men husk: Det er det bedste af alt det, jeg har slugt af bøger (og serier) i løbet af året:

Grafiker Peter Stoltze har designet omslag til alle Jesper Steins krimier. Læs interviewet med Stoltze her

Årets bedste danske krimi: Papa af Jesper Stein. Jeg fulgte med gigantisk læselyst Axel Steen som lapset og handlekraftig gangster rundt i Europa. For, som jeg skrev i min anmeldelse: “Papa er en mørk og rå thriller. Bogen er ekstremt underholdende. Uden sammenligning er Papa den bedste danske krimi (eller rettere thriller), jeg har læst i år. Og faldera for en hæsblæsende finale. Suverænt krimihåndværk, masser af spænding og et stærkt portræt af en plaget mand.”

Jeg var i Stockholm i maj i år og sendte lange blikke efter Arne Dahls Inland, der var udkommet på svensk. I september udkom bogen på dansk – med et ekstra d i titlen. Foto: Rebekka Andreasen

Årets bedste udenlandske krimi: Indland af Arne Dahl. Altså. Jeg turbolæste de første 100 sider og glemte så bogen hos en veninde, som jeg sjældent besøger. Bogen levede hengemt i hendes bryggers, indtil jeg for nylig endelig blev genforenet med Indland. Det er anden bog om Berger og Blom og efterfølgeren til Skyggezone, som det er en stor fordel at have læst først. Åh, hvor tager den svenske forfatter læserne ved næsen i denne fabelagtige, spændende og fine krimi. Han er ferm til at skrive krimier, ham Dahl. En af de bedste overhovedet. Synes jeg.

Årets bedste debutant: Ligblomsten af Anne Mette Hancock. Jeg har det princip, at skal jeg interviewe en forfatter på Krimimessen i Horsens, så anmelder jeg ikke den bog, vi skal tale om på messen. Derfor anmeldte jeg aldrig Ligblomsten. Men hvis du har fulgt med på sitet, aner du, at jeg er ret glad for bogen. Især Hancocks sublime sprog, fine detaljer og tone væltede mig – og mange andre krimifreaks – totalt omkuld. Som når hovedpersonen Heloise genkender lugten (eller duften om man vil) af Pierre Cardin-aftershave, der: “mindede hende om at stå i badeværelset i sit barndomshjem og synge ned i den mikrofonlignende glasflakon med det konvekse spejllåg, som fik ens ansigt til at bue underligt udad og næsten til at se overdimensioneret ud. En slags datidens SnapChat-filter”.

Årets digitale føljeton: Black Notice af Lotte Petri. 2017 blev året, hvor vi begyndte at lytte til bøger i et serielignende format – altså historier skrevet i flere afsnit og sæsoner, som vi kender fra tv-serier eller podcasts. Black Notice er skarpt skåret, men har heldigvis plads til fine karakterbeskrivelser af bl.a. efterforskningsleder Felix Jørgensen. Petri har skrevet en historie, der er inspireret af en virkelig begivenhed i Norge, hvor et lig i en våddragt skyllede i land. Fortællingen i fem dele har masser af flow og er rasende spændende. I øvrigt er Black Notice en international efterlysning via Interpol. Også på Storytel.dk eller på f.eks. mofibo.com finder du lydbogs-serier.

Den permanente er første del af en krimiserie om efterforsker Ask Hjortheede og hans kollega Camilla Staal. Foto: Rebekka Andreasen

Årets overraskelse: Den Permanente af Thomas Bagger. I min anmeldelse skrev jeg: “Bagger skriver i ofte korte, rappe sætninger med åbenlyse skarpe og sylespidse ord, der er skrevet med omhu og kreativitet. Jeg labbede grådigt ordene i mig. Forfatteren, der har læst medievidenskab, har tidligere skrevet filmmanuskripter, og det smitter af på teksten. Kort, stramt, præcist, men samtidig med krølle på halen. Og plads til eftertænksomhed.” Og ja, jeg skal interviewe Thomas Bagger på Krimimessen i Horsens 2018, men det kom på plads efter jeg havde anmeldt bogen. Og jeg glæder mig meget til at møde den aarhusianske forfatter.

Årets Pris: Altså. Jeg er stadig meget stolt af og rørt over, at jeg på Krimimessen i Horsens fik Anton Koch-Nielsen diplomet, der gives til: “en person som med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog.” Anton Koch-Nielsen var en stor krimikender, så det er en enorm ære.

Årets bedste Netflix-fix: Fauda. Serien er intet mindre end en nuanceret tv-serie om den komplekse, blodige og langvarige konflikt mellem jøder og palæstinensere på Vestbredden. Det er en hamrende spændende, dramatisk, autentisk og netop nuanceret skildring af konflikten, der virker endeløs. Og det er ikke helt forkert at sammenligne serien med Homeland. Selvom den ikke når samme højder som den amerikanske tv-serie og slet ikke er produceret lige så lækkert. Serien er uhyre interessant og herligt befriet for rendyrkede helte og propaganda. Se den.

Årets bedste biografi: Jussi af Jonas Langvad Nilsson, som jeg har læst i behagelige bidder. En både smuk, detaljerig, skøn, sjov, alvorlig og meget ærlig bog, der ikke kun er levende skrevet, men som også giver et fint og nuanceret billede af den populære danske bestseller-forfatter Jussi Adler-Olsen, der nærmest er et fænomen i særklasse. Og så giver bogen mig ny viden om den ekstremt målrettede forfatter. Nu ved jeg f.eks hvorfor Joni Mitchell-nummeret A Case of You betyder noget ganske særlig for Adler-Olsen, og jeg har set et foto af ham i en hjemmehæklet trøje anno 1978 kreeret af hustruen Hanne. Om jeg har læst andre biografier i år? Nej. Men denne godt 400 sider lange bog er altså ret interessant.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det Ane Ahrenkiel Sand.

Årets bedste event: Krimimessen i Horsens. Som altid en forrygende oplevelse, hvor jeg fik lov til at interviewe Lotte og Søren Hammer, Anne Mette Hancock,  Pernille Boelskov, Bent Stenbakken og Jürgen Klahn. Også mange krimiforfattere elsker den årlige fest i Fængslet i Horsens. Leif Davidsen sagde i messens åbningstale bl.a.:

Her møder vi læserne, og det er virkelig dejligt, for hvad ville vi forfattere være uden læsere? Skribenter i støv. I en af de bedste romaner, jeg har læst i mange år, fortælles om de glemte bøgers kirkegård, det sker i Carlos Ruiz Záfons spændingsroman Vindens skygge, som også er en stor eksistentiel fortælling om kærlighed og forræderi i tiden efter Den Spanske Borgerkrig. Det er rigtig gode bøger, der gemmer sig på de glemte bøgers kirkegård i Barcelona, men jeg tror ikke ret mange forfattere ønsker at ende der. De ønsker at være ude blandt læserne, som man jo henvender sig til, en efter en, uanset om man har valgt den ene eller den anden genre.

Læs eller genlæs mine reportager fra Krimimessen i Horsens 2017 her og her

Der er meget godt i vente på krimifronten i 2018. I skal bl.a. glæde jer til Pigen under jorden. Det er første bind i britiske Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, der udkommer på Gads Forlag den 19. januar 2018. Jeg har smuglæst og interviewet forfatteren og, ja altså: I kan godt glæde jer. 

Og så ser jeg frem til at tage hul på 2018 med sæson 4 af Broen på DR1. Håber på et brag af en finale.

Rigtig godt nytår til alle jer, der læser med her. Tusind tak for mails. Og for kommentarer både her på bloggen, men også på Facebook og Instagram.

Mange hilsner fra

Rebekka

Mød oversætter Agnete Dorph Stjernfelt

En af de mange krimier, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, er Gøgens kalden af Robert Galbraith.

Interview: Agnete Dorph Stjernfelt fandt sin indre barnlige sadist frem, da hun oversatte franske Jean-Christophe Grangé. Hun er den lykkelige indehaver af en særlig Michael Cunningham-dedikation. Og så betyder Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson noget ganske særligt for hende. Agnete Dorph Stjernfelt giver også sit bud på, hvad det er, god litteratur kan. Men først: Hvad er en god oversættelse egentlig?

“En god oversættelse er for mig en tekst, hvor man ikke mærker originalsprogets syntaks ligge og knirke under sætningerne i oversættelsen. En tekst, hvor sproget flyder ubesværet og elegant, og hvori man kan mærke forfatterens sproglige egenart i form af en særlig karakteristisk (eller ukarakteristisk, hvis det er sådan, forfatteren bestræber sig på at skrive) form og sprogbrug. En god oversættelse formår at parallelforskyde den humor, charme, råhed eller hvad det nu er, der er særligt for forfatteren, til en tilsvarende humor, charme, råhed osv. på dansk.

Det bedste ved at være oversætter er, at man ikke har faste mødetider, ingen chefer, og at man ikke skal spilde tiden på endeløse møder (jeg har tidligere arbejdet i det offentlige). Samt, at man kan sidde i badekåbe klokken to om eftermiddagen, fordi man kom til at sætte sig i badekåbe klokken ni om morgenen for lige at kigge på sin oversættelse, og så fløj tiden, uden at man bemærkede det.

Det bedste er, at man kan bruge sin kærlighed til det danske sprog til at formidle gode historier og vedkommende problemstillinger i en art maskebal, hvor man ifører sig en andens sprogtone og leger med den som en skjult identitet. Som Clark Kent ifører sig sit supermandskostume, ifører jeg mig en andens sprogdragt og leger, at jeg er alle mulige andre end mig selv.

Jeg får lov til at være O i O’s historie (som jeg har oversat) eller Heathcliff i Stormfulde højder (som jeg også har oversat). Jeg kan være alle og ingen og tale som et indvandrerbandemedlem (Top dogg af Jens Lapidus, som jeg lige har oversat) eller som en kendt designerbøsse (Gøgens kalden af J.K. Rowling, som jeg oversatte for nogle år siden). Der er ingen grænser for, hvem jeg kan være, og jeg får lov til at leve tusind liv uden at flytte mig fra lænestolen.”

Hvordan griber du arbejdet an, når du skal oversætte en bog?

“Jeg starter som regel med at læse bogen, inden jeg siger ja eller nej til at oversætte den. Jeg skal helst kunne lide den, hvis det skal blive rigtig godt. Derefter sætter jeg mig godt til rette i min lænestol med fødderne oppe, anbringer originalteksten til højre på skærmen på min MacBook Air og mit Word-dokument til venstre, og så bliver jeg siddende, indtil oversættelsen er færdig. Så starter jeg forfra og gennemlæser min egen oversættelse og retter og pudser og polerer, indtil teksten er, som jeg vil have den. Undervejs googler jeg som en åndssvag, søger og udspionerer folk på Facebook for at finde de rigtige sociolekter, og jeg bruger mine Facebook-venner til alt det, jeg ikke selv ved noget om. Folk er heldigvis altid generøse og hjælpsomme. Det kræver tålmodighed, masser af research og en vis portion sproglig opfindsomhed.”

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt for nylig har oversat, er David Lagercrantz seneste thriller om Salander og Blomkvist, der udkom i september i år.

“Jeg brugte omkring to måneder på Manden der søgte sin skygge. Jeg har aldrig kontakt med forfatteren undervejs. Opgaven er jo, at få den foreliggende tekst til at leve på dansk, og jeg lukker mig derfor ret meget om mig selv og teksten, mens jeg arbejder. Der er ligesom ikke plads til andre – heller ikke forfatteren. Jeg oversætter kun fra sprog, jeg forstår godt, og jeg går ud fra, at forfatteren har skrevet den, som vedkommende ønsker den oplevet. Til gengæld læste jeg alle Larssons Millennium-bøger på dansk, inden jeg begyndte at oversætte Lagerkrantz’ bud på Millennium-universet, for at være sikker på, at der var kontinuitet og sammenhæng i læseoplevelsen.”

-Titlen var faktisk en udfordring. Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Jeg kunne godt lide det poetiske ved at “søge sin skygge”, forklarer Agnete Dorph Stjernfelt, der har oversat Manden der søgte sin skygge.

Hvad har været den største udfordring i forbindelse med at oversætte Manden der søgte sin skygge?

“En af de største udfordringer var, at der er en del musiktekniske udtryk i bogen, og jeg ved ikke noget om den slags. Men heldigvis har jeg gode, musikkyndige Facebook-venner, der kunne træde til og hjælpe mig med det. Derudover var titlen faktisk en udfordring. Den er jo en anelse kryptisk.

Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Men jeg kunne godt lide det poetiske ved at ”søge sin skygge” … Det er lidt som at søge sin lykke, søge sin død osv.. Der er noget gådefuldt over det, som tiltaler mig. Når man søger efter noget, ved man jo på en måde, hvad det er, man søger. Hvis man udelader dette efter, anslår det en mere diffus, eksistentielt søgende tone, som jeg syntes passede godt til bogen.”

Franske Jean-Christophe Grangé er nærmest blevet til en genre i Frankrig. En Grangé-thriller er ofte spækket med indestængt ondskab, neurotiske karakterer og komplicerede plots. Og en virkelig interessant historie.

Du har også oversat en krimiforfatter som Jean-Christophe Grangé, der er en af mine personlige favoritter. Er der noget, der er karakteristisk for arbejdet med hans bøger?

“Det har været en stor fornøjelse at arbejde med Grangés univers. Det, der karakteriserer hans bøger, er det groteske. Grangé er på alle måder for meget. For langt ude. For vild. For absurd. Det er sjovt at arbejde med.

Sidder den der store, fede mand, Milosz (Milosz frygter ikke smerten. Milosz er smerten), virkelig nøgen under en sort kappe, med underlige sugekopper på hele kroppen: hver med sit særlige mareridt i: blodigler, skorpioner, jordedderkopper, gedehamse … En deliristisk legion, der pinte hans røde, blødende kød? Fra Forbarm dig side 370.

Jamen, det gør han da bare! Niels Lillelund skrev i bog.guide.dk om netop Forbarm dig: Der er gode replikker og sætninger imellem, her i en fin og lydefri oversættelse. Som i øvrigt må have krævet et stærkt hjerte og en stor tolerance for udpenslede, sadistiske beskrivelser.

Og ja, det var udfordringen ved at oversætte Grangé. Man skal faktisk finde sin indre barnlige sadist frem for at få det rigtigt. Men alle rummer jo en indre barnlig sadist. Jeg er normalt et ansvarligt og ganske fredsommeligt menneske, men der er jo en vis ikke helt stueren fryd ved at få lov til at søge ud i yderområderne af ens egne mørkeområder og give dem udtryk i en offerløs voldelighed uden omkostninger. Og en romanåbning som denne fra Forbarm dig, side 9: Skriget blev hængende i orglet. Det hviskede i orgelpiberne. Det tonede i hele kirken. Dæmpet. Tyst. Fjernt. Jamen, det er da to die for.”

Hvad er den mest spøjse episode, du har været ude for som oversætter?

“Noget af det mest spøjse, jeg har gjort som oversætter, var nok, da jeg i oversættelsen af Pindsvinets elegance af Muriel Barbery listede en halv sætning fra min yndlingsroman, Kongens fald af Johannes V. Jensen, ind i den danske oversættelse – find den selv, ingen har indtil nu bemærket den. Den lå så fuldstændig i tråd med resten af teksten, at det faldt naturligt. Eller da jeg i samme bog indførte de fornuftige, store hvide bomuldsunderbukser, min svigermor hvert år giver mig til jul, i beskrivelsen af en fransk lingeributik.

Eller måske var det, da jeg kunne fortælle den amerikanske forfatter, Hanya Yanagihara hvis roman, Et lille liv, jeg oversatte, at det allerede ret flydende kønsunivers, hun havde skabt, på dansk blev endnu mere flydende, fordi vi ikke har den distinktion mellem girlfriend og boyfriend, som man har på amerikansk – vi har jo bare ordet kæreste, som er kønsneutralt, så at man skulle endnu længere ind i teksten for at finde ud af, om det var mænd og kvinder, mænd og mænd eller kvinder og kvinder, der var kærester – og hun blev ellevild af glæde over denne gratis gave, hendes tekst derved havde fået. Hun blev faktisk virkelig, ægte flabbergasted!

En tredje kandidat til titlen som mest spøjse tildragelse som oversætter var, da jeg efter en middag med Gyldendal og den amerikanske forfatter Michael Cunningham, stod udenfor restauranten og røg sammen med Cunningham og med stor iver og begejstring talte om det uendelige univers – som er min yndlingsfascination – under fuldmånen.

Jeg havde oversat hans roman By Nightfall, der på danske hedder Når mørket bryder frem. Senere samme nat endte vi hos en dansk forfatterkollega, og fra min taske tog jeg mit eget eksemplar af bogen og bad Cunningham om at signere den til mig. Så jeg er nu den lykkelige indehaver af en dedikation, der lyder: To Agnete, with gratitude for writing this book in Danish; for being a goddess of the moon in a world notoriously short on goddesses, Love Michael.”

Denne bog har en ganske særlig betydning for Agnete Dorph Stjernfelt.

Hvorfor er bøger vigtige? Hvad er det, god litteratur kan?

“Bøger har været en del af mit liv nærmest altid. Jeg kan huske, da min far kom hjem med billedbogen Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson til mig. Jeg er skilsmissebarn, og min far og mor flyttede tusind kilometer væk i hver sin retning, mens jeg blev i Danmark hos mine farforældre.

Og jeg kan huske den åbenbaring, det var, da jeg i denne bog fandt al den længsel, melankoli og det vemod, som ingen voksne gider høre om, at børn også kan føle – kunstnerisk fortolket i et rum uden for mig selv. Det var sådan en åbenbaring. Der lå det hele foran mig, i billeder og ord, forklaret og forløst i et univers, en anden havde skabt. Det var en gave. En gave for livet.

Siden da har jeg lært at elske litteraturen af andre grunde også – fordi den tillader en at drømme sig væk i andres drømme. Leve tusinde liv i al ubemærkethed.

Ingen kan se, hvor troløst man forlader alle forpligtelser, bånd og krav. I tilsyneladende uskyldig, passiv og helt igennem acceptabel fordybelse i en bog skifter man til sin hemmelige identitet som dranker, eventyrer, femme fatale eller livsled detektiv og kvitter alt og alle omkring sig for at begive sig ud i natten, bjergene og glemslen på egen hånd. Det er det, god litteratur kan.”

Et lille liv er en ordentlig mobbedreng på godt 800 sider, som Agnete Dorph Stjernfelt har oversat.

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, og som har gjort et ekstra stort indtryk på hende, er Et lille liv af Hanya Yanagihara, som hun oversatte fra engelsk for Politikens Forlag.

“Det var en stor glæde at arbejde med bogen. Jeg tror sjældent, jeg har læst og oversat en så gribende og anfægtende bog. Det er historien om, hvordan et menneske kan være så ødelagt indeni, at det ikke kan repareres, selvom vi så gerne vil tro, at det er muligt.

Og samtidig om det dér mærkelige i, at man ikke kan se det udenpå, når en person er gået i stykker indeni. Vi følger fire mænd fra de er helt unge, indtil de er midaldrende, og efterhånden er der to og særligt en, der skiller sig ud.

Bogen bruger suspense-virkemidler til at drive denne dybt vedkommende menneskelige historie frem, og det er simpelthen så godt gjort. Samtidig tror jeg aldrig, jeg har set en så overbevisende skildring af misbrugets psykologiske mekanismer. Bogens hovedperson er cutter, og det er jo også en art misbrug, og det er afsindigt klogt skildret. En klog bog.”

Er du i gang med en oversættelse?

“Lige nu arbejder jeg på en oversættelse af en roman af Rosie Walsh, som på engelsk hedder Ghosted, for Gyldendal. Det er historien om, hvordan fortidens synder påvirker nutiden. Den har alt det, jeg elsker ved en bog: charme, humor, underfundigt vid og en problemstilling, der overskrider både parforholdets og familiestrukturernes hverdagstemaer samt den plotdrevne fortællings suspense med en fortælling om tilværelsens muligheder og umuligheder. Det er lige den slags roman, jeg holder allermest af. Det skal nok blive godt. Skyld og skam er vigtige og væsentlige temaer, og det er det, der driver Ghosted. Jeg elsker mit arbejde.”

 

 

 

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her