interview

Interview med Arne Dahl – BogForum 2018

– Jeg er ikke færdig med Berger og Blom. Men det bliver en fritstående historie, og ikke en del af trilogien. Og måske lykkes det mig en dag at skrive en standalone – det har jeg ikke været så god til, siger den svenske forfatter lunt. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2018: Et af højdepunkterne på BogForum 2018 var for mig en snak med den svenske forfatter Arne Dahl. Han er aktuel med Midtvand, der er tredje bind i serien om Sam Berger og Molly Blom. Læs hvad der kom ud af vores snak her. 

Det er sen fredag eftermiddag på BogForum, da jeg har aftalt et kort interview på tomandshånd med den svenske forfatter Arne Dahl. Bag forfatternavnet gemmer litteraturkritiker og forfatter Jan Arnald sig, og jeg har kun talt kort med ham tidligere. Så selvom vores tid til snak er begrænset, da Jesper Stein om mindre end tyve minutter skal interviewe ham på Rød Scene, så har jeg set frem til mødet.

Jeg er fan. Hvis jeg havde interesseret mig glødende for fodbold, havde man måske kaldt mig fanatisk.

For mig er Arne Dahl en af de allerstørste krimiforfattere. Nogensinde. For mig står han for alt det, jeg elsker ved krimigenren lige fra knaldhamrende spændende historier til sylespidse miljøbeskrivelser, overraskende, komplicerede og uigennemskuelige plots, naturtro dialoger og masser af spænding og underholdning i absolut topklasse. Og interessante karakterer, som jeg med fryd følger, fordi jeg må vide, hvordan de udvikler sig.

Og så har Arne Dahl (og hans danske oversætter Anders Johansen) flair for at få sproget til at danse.

Flere gange i løbet af vores snak, som er en herlig blanding af dansk, svensk og engelsk, nævner Arne Dahl ordet tight – stram. At han med de tre bind om Berger og Blom (Skyggezone, Indland og Midtvand) har haft lyst til at skrive en mere stram fortælling med mindre komplekse og komplicerede handlingsforløb, med færre hovedpersoner. Og med vægt på det psykologiske frem for storpolitik.

Fra den ydre til den indre verden. En mere snæver fortælling, hvor han havde mulighed for at komme endnu længere ind i hovedet på sine hovedpersoner.

Jeg synes nu, at Berger og Blom-serien er temmelig kompleks og kompliceret – bare på en anden måde end hans bøger om A-gruppen eller Opcop.

“Berger og Blom er ikke så stabile, sympatiske og likeable, som Paul Hjelm f.eks. er, og det har været en stor udfordring at skrive om personer, man måske ikke rigtig synes om og ikke ved, om man kan stole på. Og det har været en udfordring at skrive om personer, der ikke har et normalt liv. Men det var netop det, jeg ville med serien,” forklarer Arne Dahl.

Hans arbejdsmetode med den nye serie har også været anderledes. Selvom han har haft en struktur for historierne, har haft skelettet til fortællingerne klar, har han skrevet mere spontant og set, hvordan bøgerne har udviklet sig. Og han er selv blevet overrasket over, hvad det har ført med sig.

“Når man har skrevet så mange krimier, som jeg har, så bliver jeg sjældent overrasket, når jeg læser krimier. Men netop med trilogien her er jeg selv blevet overrasket, fordi historien har udviklet sig og har taget drejninger, jeg ikke kendte på forhånd. Det har været ekstra sjovt – selvom det også har været svært,” forklarer Arne Dahl.

Den seneste bog om Berger og Blom hedder Midtvand – og er et begreb hentet fra dykkerverdenen. Netop der, hvor du som dykker mister orienteringen og ikke ved, hvad der er bund eller overflade. Der, hvor du fuldstændig mister orienteringen. Og det passer perfekt til den paranoide og klaustrofobiske stemning, som Arne Dahl gerne ville skabe med bøgerne. Og Sam Berger må flere gange igennem midtvandet – der, hvor risikoen for fejl og fare er allerstørst.

“Jeg elsker vand og havet, jeg bader gerne, og jeg snorkler også. Men jeg dykker ikke selv,” forklarer Arne Dahl og føjer til, at han som forfatter opsøger det, han er angst for. Det mørke dybe endeløs hav – og tanken om at dø druknedøden.

“Krimien er ikke en trend, den er noget helt fundamentalt, og den gode krimi har en funktion for det moderne menneske. En nærmest terapeutisk funktion, hvor vi finder trøst og velbehag, når kaos bliver genoprettet og alt det irrationelle og skræmmende ikke svæver i det uvisse til slut, men får en form for forløsning.”

20 år som Arne Dahl

I år er det 20 år siden, han debuterede som Arne Dahl med krimien Ondt blod, og skal han slå ned på én begivenhed i hans forfatterkarriere, der har gjort ekstra indtryk, så var det første gang han mødte hele ensemblet, der spiller med i filmatiseringen af bøgerne om Paul Hjelm fra Stockholm Politi og A-gruppen.

“Det var virkelig syrealistisk. Nu havde jeg levet med karaktererne så længe, de havde været en stor del af mit liv, og pludselig stod skuespillerne, der skulle give dem liv i tv-serien, lige der foran mig.”

Og ja. Selvom man hedder Arne Dahl, selvom ens bøger er oversat til 32 sprog,  selvom man er den slags forfatter, der er landet på BogForum i Bella Center efter en succesrig turne i Tyskland, hvor der ikke sjældent dukkede 700 – 800 mennesker op, ja, så kan man sagtens blive usikker, når man sidder alene og skriver.

“Indimellem tvivler jeg også,” siger han, der er er nomineret til den prestigefulde The Ripper Award, som landsmænd som Håkan Nesser og Henning Mankell tidligere har vundet.

Med et lunt smil indskyder han, at nu må det snart være hans tur til at nappe den pris.

Jeg håber, han vinder. Jeg synes, han fortjener den.

Selv er Arne Dahl meget glad for sin serie om Berger og Blom. Da jeg i de sidste minutter af vores samtale spørger den svenske forfatter om, hvilket råd han ville give til sit yngre Arne Dahl-jeg, hvis han kunne, tænker han sig om et øjeblik, før han svarer:

Fortsæt som du gør – du gør det godt. Men du kommer til at stramme dine historier op. Du kan ikke have plads til tre sider om musik, og du mister måske lidt ved ikke at bruge tid på at skrive om karakterer, der henter børn i børnehave. Men du kommer tilgengæld helt tæt på. Og det bliver godt.

PS: Interviewet her er skrevet i toget på vej hjem fra BogForum. I fredags, da jeg tog modsatte vej fra Aarhus til København, skrev jeg anmeldelse af Adrian McKintys tredje Sean Duffy-krimi. Læs eller genlæs den her

 

Vind En djævelsk plan af Inger Wolf – og tjek programmet til BogForum ud

BogForum 2018: For et par dage siden blev programmet for BogForum 2018 offentliggjort. I år ligger årets største bogmesse allerede i oktober, så dyk ned i programmet, hvis du drager mod Bella Center i Ørestad på Amager i dagene 26. til den 28. oktober. Med 200 udstillere, 800 forfattere og mere end 1500 forskellige programpunkter er der bogguf for enhver. Mød bl.a. Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf.

Du finder programmet for BogForum 2018 på dit lokale bibliotek eller i din boghandel. Du kan også finde programmet for BogForum 2018 digitalt lige her

I år skal jeg interviewe Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf, og passer det med jeres planer, så håber jeg, at I har lyst til at kigge forbi. Både Hammer-parret og Inger Wolf signerer bøger efter interviewene.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer, har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det. Billedet er fra Krimimessen i 2016. Foto: Ane Ahrenkiel Sand

Lørdag: Jeg interviewer Lotte og Søren Hammer lørdag den 27. oktober på Gyldendals Tranescene kl.: 14:35.

Søskendeparrets krimi Mirakelbarnet, der er niende bog i den populære serie om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen, udkommer på BogForums første dag.

Konrad Simonsen og hans team bliver koblet på en sag om et intercitytog med kurs mod Berlin, der bliver afsporet nær Vordingborg. Fem civile og to politibetjente omkommer under ulykken. Hurtigt viser sagen sig at have forbindelser til både russiske olieinteresser, en lille dansk natradiostation, en gruppe amatørarkæologer og et hemmelighedskræmmende internetfællesskab.

Jeg ser frem til snakken med parret og håber, at det bliver en lige så forrygende samtale, som da jeg interviewede Lotte og Søren Hammer på Krimimessen i 2016.

Lotte og Søren Hammers bøger om Konrad Simonsen i rækkefølge:

  • Svinehunde
  • Alting har sin pris
  • Ensomme hjerters klub
  • Pigen i Satans Mose
  • Den sindssyge polak
  • Elskede Heidi
  • Mørkemanden
  • To små piger
  • Mirakelbarnet

Billedet af Inger Wolf er fra Krimimessen i Horsens 2017, hvor Kragemanden, den anden krimi om psykiateren Christian Falk, netop var udkommet. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag: Jeg interviewer Inger Wolf søndag den 28. oktober klokken kl.: 12:00 på scenen ved People’s Press.

Inger Wolf fortæller om sin seneste krimi En djævelsk plan, der er sidste bind i trilogien om psykiateren Christian Falk, der hjælper Østjyllands Politi med gerningsmandsprofiler i vanskelige kriminalsager.

Mon ikke mange trofaste krimifans er kede af, at Wolf nu slutter serien?

Gennem efterhånden mange år har jeg på sidelinjen fulgt Inger Wolf, og hun er ikke kun dygtig, men også temmelig sød og inspirerende at høre på. Og jeg ser i den grad frem til en snak om bogen og Ingers forfatterskab.

I En djævelsk plan bliver Christian Falk pludselig selv midtpunkt for efterforskningen, og inden han ser sig om, er han på flugt og efterlyst for at have dræbt en ung handicappet mand i en forstad til Aarhus.

Konkurrence – vind Inger Wolfs seneste krimi

Er det ikke ved at være tid til en hurtig konkurrence her på bloggen? Godt du siger jo, for Inger Wolfs forlag, People’s Press, har sponsoreret tre bøger til en konkurrence.

Tre bloglæsere kan vinde et eksemplar af Inger Wolfs En djævelsk plan. Omslaget er lavet af Rasmus Funder, og bogen er udkommet på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen.

Tre heldige bloglæsere kan vinde et eksemplar af En djævelsk plan. Alt du skal gøre er at skrive dit navn under indlægget her. Så deltager du i konkurrencen, som du kan deltage i frem til torsdag den 4. oktober klokken 15. Du skal selv tjekke på bloggen, om du har vundet. Jeg offentliggør de tre vindere senere samme dag på bloggen.

Bemærk: Der kan gå lidt tid fra du skriver en kommentar, til den bliver synlig på bloggen.

Inger Wolfs serie om Christian Falk i rækkefølge:

  • Brændte Sjæle
  • Kragemanden
  • En djævelsk plan

Fotoet her tog jeg et kvarter før, BogForum 2017 åbnede dørene til tre dages bogfest. Foto: Rebekka Andreasen

PS: Igen i år har Krimimessen i Horsens en stand på BogForum, hvor du – udover Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf – også kan møde:

Jesper Stein, Morten Hesseldahl, Lone Theils, Dennis Jürgensen, Claus Lohman, Sara Blædel, Jakob Melander, Katrine Engberg, Julie Hastrup, Stefan Ahnhem, Lars Kjædegaard, Anne Mette Hancock, Michael Katz Krefeld,Nina von Staffeldt, Jens Henrik Jensen, Leif Davidsen, Bent Isager-Nielsen, Hans Petter Hougen og Øbro og Tornbjerg.

PPS: Måske du har lyst til at læse/genlæse min lange reportage fra BogForum 2017? Du finder indlægget her

Interview med krimiforfatter Jens Henrik Jensen

Om sin succes i Tyskland siger Jens Henrik Jensen: “Det er en ny mulighed, et tog, jeg troede var kørt. Jeg føler mig meget heldig.” Jeg har taget billedet ved Skovmøllen i Aarhus, som forfatteren holder meget af. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Bortset fra debutromanen Wienerringen fra 1997 har Jens Henrik Jensen skrevet trilogier: Kazanski-trilogien, Nina Portland-trilogien og trilogien om den traumeramte krigsveteran Niels Oxen. Men efter tredje bog om Oxen var Jensen slet ikke færdig med sin soldat, og den 6. september udkommer Lupus – den fjerde bog i serien.

Jens Henrik Jensen tygger lidt på spørgsmålet og venter nogle lange sekunder med at svare på, hvilket godt råd han i dag ville give sit yngre jeg, der midt i 30’erne debuterede som krimiforfatter. Han tager hul på en sætning, afbryder sig selv, tøver, men siger så med en stemme, der både er jysk, fast og eftertænksom:

Jeg vil bede den yngre udgave af mig selv om at blive ved med at være stædig. At blive ved med at være udholdende. Og sige, at jeg skal blive ved med at holde fast i min egen stil. Nu er jeg en halvgammel forfatter, der hviler mere i mig selv, men det har været en lang vej at komme hertil. Nogle bliver stjerner overnight, men jeg er jo en af de langsomste i klassen, forklarer han og sender et lille smil efter sin sætning.

Men nu er han kommer hertil, hvor Niels Oxen, hovedpersonen i forfatterens nu fire bøger, er blevet så stærkt et brand, at det er Oxen, der pryder forsiden af den seneste krimi med store gule bogstaver, hvorimod Jens Henrik Jensens eget navn og titlen Lupus står mindre synligt.

Hertil, hvor han er den danske forfatter på Facebook, der har tredjeflest trofaste følgere – efter Jussi Adler-Olsen og Sara Blædel.

Hertil, hvor han ikke længere arbejder som journalist, men udelukkende lever af sit forfattervirke.

Hertil, hvor han i 2017 blev hædret med Krimimessens Publikumspris 2017.

Hertil, hvor SF Studios har købt rettighederne til at filmatisere Oxen-serien.

Og hertil, hvor hans første bog om Oxen, De hængte hunde, sælger imponerende på det gigantiske tyske marked og er trykt i et førsteoplag på 100.000 eksemplarer. I øvrigt skal han bruge en del af sit efterår på bogturné i Tyskland.

Angående den aktuelle ulvedebat siger Jens Henrik Jensen: “Lad være med at lytte til mig eller alle dem, der har meninger om alt på de sociale medier, men som måske ikke er så gode til at lytte og lære. Lyt til de folk, der har forstand på ulve og ved, hvad de taler om. Hav respekt for deres viden.” Foto. Rebekka Andreasen

Og lige om lidt udkommer fjerde bog om Oxen. Lupus hedder bogen. Canis Lupus er også det latinske navn for den grå ulv. I bogen, der er en selvstændig fortsættelse af de første tre bøger, møder Niels Oxen ulve i mange afskygninger. Både dem med fire og to ben. Jens Henrik Jensen sender blandt andet sin hovedperson til Harrild Hede nær Brande, hvor en ulv i virkeligheden er blevet spottet.

Et af de helt centrale temaer i bogen er selvtægt. Og som i mange af Jens Henrik Jensen øvrige krimier, så kredser bogen også om magt og misbrug af magt. At afdække magtens mekanismer er interessant, mener han, der som forfatter har kærlighed til konspirationer og lyssky affærer. Margrethe Francks fortid er central for krimiintrigen i den nye bog, ligesom Axel Mossman har meget på spil i historien.

Ulven som yndlingsdyr

Alle voksne bør have mindst to yndlingsdyr, mener den naturglade forfatter, der siden sin barndom har været en ivrig lystfisker. Selv har han to favoritdyr: En ulv og en tiger – med ulven på en klar førsteplads. Og den skal have lov til at være her, pointerer han. Bl.a. fordi ulven selv har fundet tilbage til Danmark, og fordi han ikke mener, at den udgør en reel risiko for mennesker.

Nogle af de gode råd, han ville give videre til sit yngre jeg, er egenskaber, som netop ulven besidder.

Ulven er udholdende, stædig, har styr på sine kompetencer og er ekstrem tilpasningsdygtig og kan leve både i 50 graders varme i Indien og nordpå i ekstreme kuldegrader. Det er jeg betaget af. Jeg har desværre aldrig set en ulv i naturen, men måske har jeg set ulvespor. En vinterdag var der kæmpestore spor i sneen på den grusvej, hvor jeg bor. Jeg tjekkede selvfølgelig straks, om der var spor efter cykeldæk eller fodaftryk – om en eller anden havde luftet sin store schæfer. Men der var ikke andre spor.

Ulven har også visse lighedstræk med en soldat som Oxen. Som der står i Lupus: ” Ren styrke, intet andet. Brødre i ånden, jægersoldater og ulve. Det var sådan, det var i al enkelhed.”

Oprindeligt var Oxen-serien tænkt som en trilogi, men da Jens Henrik Jensen var færdig med De frosne flammer, følte han, at der stadig var mere potentiale i Oxen som hovedperson. At den plagede og mistroiske soldat havde meget mere at byde på. Som tidligere hjemløs og krigsveteran med PTSD er Oxen en slags repræsentant for Underdanmark, selvom han som soldat repræsenterede magten. På mange måder har Oxen vendt samfundet ryggen, men han har også masser af kompetencer, og det er der gode historier i, mener forfatteren.

Men der var én stor udfordring, der skulle løses, hvis bog nummer fire skulle skrives:

Jeg havde malet mig selv op i et hjørne og placeret Oxen i en lejlighed i Vangede – og gjort det svært for mig selv. Jeg skulle finde en troværdig måde at få ham ud af Vangede på. Oxen bliver aldrig typen, der får en helt almindelig hverdag. Da det endelig lykkedes at få ham væk på en plausibel måde, kan jeg nu bedre forestille mig at arbejde videre med en femte bog.

Jens Henrik Jensen føjer til, at lige nu har han slet ingen anelse om, hvad en eventuel femte bog skal handle om. Måske kommer der en bog mere. Måske ikke. “Tænk på et langt spisebord med udtræk”, siger han, “måske kommer der en ekstra bordplade i på et tidspunkt.”

Ting tager tid for Jens Henrik Jensen, der har arbejdet med Lupus i et par år. For at gøre historien til mere og andet end en endimensionel kriminalhistorie, for at få historien til at leve op til de krav, han selv stiller til et kompliceret plot.

Undervejs i processen har han af og til været så distræt, at han missede stikvejen ned til sit hus, fordi hans hjerne var optaget af historien. Han har også stået i den lokale brugs uden at kunne huske, hvad der stod på den dosmerseddel, han glemte.

Skrively i Aarhus

Jens Henrik Jensen holder af hverdagen hjemme i huset ved skovbrynet ude på landet ved Horsens Fjord, og han dyrker ikke skriveeksil i stor stil. Alligevel er ture væk hjemmefra indimellem nødvendige, hvis han er presset eller er kørt fast i sit manuskript. Og presset har han været i arbejdet med Lupus.

Så vinker han farvel til sin kone og to drenge og arbejder intensivt et par døgn på Hotel Marselis i udkanten af Aarhus. Og går ture nær en af barndommens perler, Skovmøllen. Vigtige elementer i plottet i Lupus er faldet på plads, mens forfatteren traskede langs Giber Å gennem skoven, nede fra Moesgaard Strand og op til Skovmøllen godt gemt i skoven. Og det er da også netop på Skovmøllen, jeg – og en række andre bloggere – møder forfatteren.

Meget faldt på plads på de ture, og Jens Henrik Jensen elsker, hvis han kan dreje det hele 180 grader til allersidst. Det er lykkedes på elegant og underholdende vis.

Jens Henrik Jensen og Oxen

Jens Henrik Jensen har fået spørgsmålet mange gange, men svarer alligevel beredvilligt på, hvor meget Oxen, der er i ham selv. Han har aldrig selv været soldat.

– Oxen er ikke mig. Men jeg tror, det er svært at have en hovedperson, som ikke har karaktertræk, man som forfatter kan genkende. Som Oxen færdes jeg gerne i naturen, og som ham er jeg ikke bange for at være alene, selvom jeg ikke er så stor en enspænder, som ham.


Når Jens Henrik Jensen møder sine tyske læsere, er det med lydprøver inden seancen und alles. En populær skuespiller, Dietmar Wunder, læser op af Jens Henrik Jensens bog og fremfører et entusiastisk hørespil, mens forfatteren selv svarer på spørgsmål og fortæller om sit forfatterskab – på engelsk. Dietmar Wunder er også manden, der lægger stemme til Daniel Craig, når James Bond-film synkroniseres og den britiske agent taler tysk. Så nu er han både manden bag Bond og Oxen. Billedet er snapshot af artikel i et togmagasin, som jeg faldt over på en rejse til Berlin i 2016. Foto: Rebekka Andreasen

Om det er Oxen, Jens Henrik Jensen eller dem begge to, der blev forskrækket og fik galoperende hjerte af at gå i det knastørre lyng på vej op ad en sandet sti ved Harrild Hede en mørk aftenstund med lommelygten som eneste lyskilde og pludselig blev mødt af et overrasket brøl og to forskrækkede rådyrøjne, må du selv gætte.

PS: I gennem tre måneder tog Jens Henrik Jensen hver uge til Fredericia for at få eneundervisning i tysk for at kunne tale lidt med det tyske forlag DTV Verlag og småsludre med de tyske læsere, når han signerer bøger. “I gymnasiet var jeg god til tysk, men jeg havde glemt, hvor svært sproget er. Selvom jeg er blevet lidt bedre, er jeg stadig elendig til tysk”.

Vidste du, at:

  • Ulv har sneget sig ind i titlen på en af forfatterens forrige bøger? Nemlig Ulven i Banja Luka fra 2002.
  • En af Jens Henrik Jensens favoritbøger er Frederick Forsyths gennembrudsroman og den politiske thriller Sjakalen fra 1971?
  • U2 er et band, som han er mere end begejstre for?
  • Han engang gik forrest gennem mudderet i Amazonas og pludselig fik selskab af en af verdens giftigste slanger: en rød-gul-sort koralslange?
  • Jens Henrik Jensen har En verden udenfor som en af sine favoritfilm?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En Weddellsæl på Krimimessen 2018

At Krimimessen i Horsens holdes i det gamle statsfængsel i byen giver en hel særlig stemning og atmosfære. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen 2018: Meteorologer taler om endnu en ekstrem omgang polarkulde, der rammer Danmark i weekenden. Men som en Weddellsæl, der er et af de dyr i verden, der klarer ekstreme minusgrader allerbedst, så glæder jeg mig ret meget til weekenden. Årets event hvis man er Vild Med Krimi går meget snart i gang. Og jeg drager mod Fængslet i Horsens ligesom krimiforfattere fra ind- og udland, filmfolk, retsmedicinere, kriminologer, efterforskere, forlagsfolk og krimilæsere også gør det.

Ja, pigtråden er der stadig. Men jeg er ikke sikker på, at exit-skiltet sad der på muren på indersiden af det gamle statsfængsel i Horsens indtil 2006, hvor Fængslet i Horsens virkelig var et fængsel. Foto: Rebekka Andreasen

Hvis du har lyst til at hilse på, så kommer mit program her:

Lørdag klokken 11.00, Inspektørens mødelokale: Jeg interviewer den britiske bestsellerforfatter Elly Griffiths, der har skrevet Pigen under jorden om arkæologen Ruth Galloway. Griffiths er ikke kun eminent til at skrive. Hun er en fremragende fortæller live. Og jeg lover at øve mig på ordet archaeologist jeg forhåbentlig ikke lyder som en tandlægepatient med munden propfuld af bedøvelse og vat.

Lørdag klokken 12.20, Sort scene: Jeg interviewer krimiforfatter Thomas Bagger om hans debutkrimi Den Permanente, der handler om Aarhus-betjenten Ask Hjortheede. Bagger var egentlig i gang med at starte et IT-firma op med nogle studiekammerater, men lysten til at skrive kunne han ikke undertrykke, så han besluttede i stedet at hellige sig skriveriet på fuld tid. Det er der kommet en ret god bog ud af.

Lørdag klokken 15.15, Snedkeriet: Sammen med Henrik Palle, Nanna Rørdam Knudsen og Morten Hesseldahl er jeg en del af holdet, når Adrian Lloyd Hughes styrer krimiquizzen. Det glæder jeg mig til, selvom jeg også er ved at ryste lidt i bukserne.

Søndag klokken 13.00, Sort scene: Jeg interviewer forfatter Thomas C. Krohn, der har skrevet den psykologiske thriller Med alle midler. Krohn er uddannet neurobiolog og ph.d. og har i mange år været universitetsforsker. Og Med alle midler foregår netop i et universitetsmiljø, hvor vi møder en ung, ambitiøs forsker. Der vil frem. For enhver pris. Krohn har skabt en spændende hovedperson, der ikke er videre sympatisk. Jeg ser frem til en snak om bl.a. psykopater.

Foto fra sidste års krimimesse. Her krimiforfatter Lone Theils (tv) og bibliotekar Vibeke Johansen, der står bag Krimimessen i Horsens sammen med andre gode folk på Horsens Bibliotek. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag klokken 15.00, Sort Scene: Jeg interviewer Katrine Engberg om hendes tredje krimi om Jeppe Kørner/Anette Werner. Glasvinge hedder den. Bogen er efter ca. 14 dage på markedet netop blevet trykt i et 2. oplag på 10.000 eksemplarer. Ret sejt. Jeg glæder mig til snak med Engberg, som ingen forbandt med kriminalromaner for godt tre år siden.

Jeg får ikke skrevet på bloggen i weekenden, men mon ikke der kommer et foto eller fire på bloggens Instagram eller Facebook?

PS: – 40 grader er intet problem for Weddellsælen. Jeg håber dog på betydelig varmere temperaturer i og omkring Fængslet i Horsens denne weekend. Der er krimiguf på programmet. Tjek selv programmet for Krimimessen

Har du vundet Pigen under jorden og Elly-kop?

Tak, mange tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde en signeret udgave af Elly Griffiths Pigen under Jorden, der udkommer om få dage.

Er du den heldige vinder af dette Elly-sæt: En signeret udgave af Pigen under jorden – og en skøn kop?

Samme svar på et spørgsmål igen og igen. Og igen. Det er ikke sjovt at læse.

Derfor giver det meget mere mening for mig, at du fortæller om din seneste læseoplevelse, når du deltager i konkurrencer her på bloggen.

Jeg nyder at læse, hvad I læser. Og mon ikke der er andre end mig, der kan finde inspiration i jeres læseerfaringer?

Nå. Nu er der en heldig bloglæser, der kan kaste sig over Pigen under jorden og drikke af en fin kop samtidig. (Må jeg anbefale engelsk te og en lille kiks for at hapse en lillebitte smule af bogens skønne britiske krimiunivers?)

Sættet, venligst sponsoreret af Gads Forlag, der er Elly Griffiths danske forlag, går til tadadadada….

Steen Larsen-Ledet

Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – så er der bog og kop på vej til dig.

Elly Griffiths er på besøg i København disse dage, og jeg mødte hende her til aften og lokkede hende til at udnævne vinderen hvilket du kan se på Facebook.

Bogen udkommer den 19. januar, og hovedpersonen Ruth Gallowway er arkæolog. Da jeg interviewede Elly Griffiths sagde hun bl.a. følgende om sin hovedperson:

Det lyder underligt, og jeg har aldrig oplevet det igen, men karakteren Ruth opstod ud af tågen. Hun stod helt klar og færdig for mig. Jeg vidste straks alt om hende lige ned til hvilken kiks, hun spiser. Hun hører Bruce Springsteen og er glad for katte, ligesom jeg er. Men jeg vidste også med det samme, at hun er indadvendt, bor alene og er ateist modsat mig. Ruth befinder sig godt i sit eget selskab i et lille, isoleret hus på kanten af marsken med sine katte.

Læs eller genlæs hele mit interview med Elly Griffiths her

Interview med krimiforfatter Elly Griffiths – vind hendes første krimi på dansk

Forfatterinterview/konkurrence: Ligesom en politimand graver en arkæolog også i fortiden for at finde spor og få svar, fremhæver den britiske bestsellerforfatter Elly Griffiths, der har en kvindelig arkæolog som hovedperson i Pigen under jorden – den første bog i krimiserien om Ruth Galloway, der udkommer 19. januar. Jeg har smuglæst, og du kan i den grad glæde dig til bogen, hvis du er til velskrevet, britisk krimi med humor, historie og en herlig hovedperson.

(For en god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg i første omgang lavede interviewet som en betalt opgave for Gads Forlag, der bruger interviewet i forbindelse med markedsføring af bogen. At jeg har valgt at bringe interviewet her, så bloggens læsere får glæde af det, har jeg ikke fået en krone for. Vh. Rebekka Andreasen)

Elly Griffiths første Ruth Galloway-krimi The Crossing Places, som bogen hedder på engelsk, udkom i England i 2009. Udkommer på dansk lige om lidt.

Et par timer i bil nordøst fra London ligger Norfolk, og netop det såkaldte county i Østengland, på halvøen East Anglia, danner rammen om Elly Griffiths spændende bestsellerkrimiserie hvoraf Pigen under jorden er første bog. Faktisk er den storslåede natur en slags hovedperson i bogen på linje med arkæologen Ruth Galloway og politiefterforskeren Harry Nelson.

“Norfolk er et meget smuk område med fuglereservater og fantastisk natur. Landskabet er meget fladt, og man siger ofte, at landskabet er himlen på grund af det flade, sumpede vådområde, der giver udsyn til uendelig himmel. Men det er også et meget øde og isoleret område. Et virkelig spooky sted,” forklarer Elly Griffiths med en entusiasme, der smitter.

Den britiske forfatter, der selv er opvokset og bor i Brighton, er kommet i Norfolk siden barndommen for at besøge en tante, der fyldte hende med spøgelseshistorier og myter fra det, hun kalder et magisk landskab. Pludselig, på en ferie i Norfolk med manden Andy mange år senere, opstod ideen til både plottet i bogen og hovedpersonen Ruth, der er arkæolog og underviser på et fiktivt universitet.

“Min mand er arkæolog, og da vi gik i vådområdet Titchwell Marsh, fortalte han, at mennesker i fortiden troede, at moseland var helligt. Fordi det hverken er land eller hav, hverken liv eller død, men noget indimellem. En slags bro til efterlivet,” forklarer Elly Griffiths, inden hun fortsætter:

Det lyder underligt, og jeg har aldrig oplevet det igen, men karakteren Ruth opstod ud af tågen. Hun stod helt klar og færdig for mig. Jeg vidste straks alt om hende lige ned til hvilken kiks, hun spiser. Hun hører Bruce Springsteen og er glad for katte, ligesom jeg er. Men jeg vidste også med det samme, at hun er indadvendt, bor alene og er ateist modsat mig. Ruth befinder sig godt i sit eget selskab i et lille, isoleret hus på kanten af marsken med sine katte.

Hun tilføjer, at en arkæolog passer perfekt ind i en moderne krimi, og at valget af Ruth som hovedperson hjælper hende som forfatter med ikke at overklistre et landområde med fiktive lig.

“Der er masser af døde kroppe i Norfolk, men mange af dem er tusindvis af år gamle.”

Ruth Galloway er akademiker med stort a, meget anerkendt for sit arbejde, intelligent og egenrådig, og som modvægt opfandt forfatteren politiefterforskeren Harry Nelson. Han har Blackpool-accent, er en dygtig politimand, men han har ikke en akademisk baggrund som Ruth. Han er langt mere social, udadvendt og et familiemenneske. Og så kører han altid, som var han på jagt efter en mistænkt; stærkt. De to, pointerer forfatteren, supplerer hinanden godt.

Nu skal danske læsere lære makkerparret at kende i en medrivende og interessant historie, der med forfatterens egne ord handler om et barn, der er forsvundet i et hjemsøgt landskab. Bogen udkommer 19. januar på Gads Forlag.

Masser af historie at dykke ned i

Pigen under jorden rummer en arkæologisk opdagelse sideløbende med en nutidig krimigåde. Sådan er det i hver bog i serien. I bogen er der spor, der går tilbage til både jern- og bronzealderen, og forfatteren er begejstret for research og for at dykke ned i historien. Hun er vild med at smelte fortid og nutid sammen på en spændende, opsigtsvækkende og humoristisk måde.

“Jeg har altid været fascineret af nordisk mytologi, arkæologi, historie og myter, og Norfolk er fuld af historie. Jeg løber aldrig tør for emner, det er blot at vælge, hvad Ruth og Nelson skal kaste sig over”, forklarer Elly Griffiths og føjer til, at forskere for nogle år siden fandt fodspor, der er over 800.000 år gamle i netop Norfolk.

På spørgsmålet om hvorvidt hun tager med sin mand på arkæologiske udgravninger, slår hun en stor latter op. Det er, pointerer hun, hårdt fysisk hårdt arbejde og masser af mudder, og Elly Griffiths fastslår, at det er hun alt for uorganiseret, utålmodig, kaffetrængende og doven til.

Det er tydeligt hvor den humor og lune, der supplerer krimiuniverset i Pigen under jorden, kommer fra.

Pigen under jorden er en særlig bog

Til gengæld er Elly Griffiths vild med stille stunder, især morgener, foran sin computer. Nogle forfattere skriver deres bøger igennem flere gange. Elly Griffiths gør det groft sagt kun én gang. Når hun sætter sig til tasterne og skriver, ændrer hun ikke meget i manuskriptet. Hun har en løs struktur på plads omkring plottet, før hun begynder at skrive, men det kan ændre sig undervejs i processen.

Hvis et afsnit eller kapitel driller, så skriver Elly Griffiths dialoger, som hun holder meget af at skabe. Og så er det vigtigt for hende at skrive hver eneste dag.

“Jeg finder stor nydelse i at skrive og fortælle gode historier. Allerede som 11-årig skrev jeg min første bog, et mordmysterium, som dog aldrig blev udgivet. At skrive er noget, jeg belønner mig selv med: nu har jeg ordnet strygetøjet, nu må jeg gerne sætte mig ned og skrive,” ler forfatteren, der bl.a. har en baggrund som redaktør i forlagsbranchen.

Bogen vil altid have en speciel betydning for Elly Griffiths:

“Det er min første bog om Ruth, det er min første krimi, og det er min første bog i det unikke Norfolk-landskab. Den bog er noget ganske særligt.”

Du kan vinde dette Elly-sæt: En signeret udgave af Pigen under jorden. Og en fin kop.

Konkurrence

En heldig bloglæser kan vinde en signeret udgave af Pigen under jorden venligst sponsoreret af Gads Forlag. Og et lækkert Elly Griffiths krus.

Sådan deltager du i konkurrencen: Smid en kommentar under indlægget her og fortæl, hvilken bog du senest har læst – det behøver ikke være en krimi. Jeg trækker en vinder mandag den 15. januar 2018 klokken 20. Bemærk: Der kan gå lidt tid fra du skriver en kommentar, til den er synlig på bloggen.

Værd at vide:

Pigen under jorden vandt The Mary Higgins Clark Award i 2011, og krimiserien om Ruth Galloway har flere gange været nomineret til litteraturpriser

Elly Griffiths er født i London i 1963, men flyttede som femårig til Brighton, hvor hun bor i dag med sin familie

Elly Griffiths er et pseudonum for Domenicia de Rose. Forfatteren har skrevet fire bøger i eget navn. Bøgerne handler om Italien, hvor hendes far er fra, og om familie og identitet. Da hun skrev Pigen under jorden opstod behovet for et nyt forfatternavn. Domenicia de Roses bedstemor hed Ellen Griffiths, og med en lille omskrivning blev en ny krimiforfatter skabt

En af yndlingsforfatterne er den britiske forfatter Wilkie Collins (1824 – 1889), der har skrevet krimiklassikeren Månestenen. Elly Griffiths fremhæver især hans eminente personkarakteristikker og miljøbeskrivelser

Et tv-selskab har købt rettighederne til krimiserien, så Ruth Gallloway kan med tiden bliver en tv-karakter

I øjeblikket skriver Elly Griffiths på den tiende bog i Ruth Galloway-serien

 

Interview med Robert Zola Christensen

Forfatterinterview: Fra årsskiftet skruer Robert Zola Christensen ned for forskning og undervisning på Universitetet i Lund for at få mere tid til at skrive bøger. Han har altid skrevet og kan slet ikke lade være. Mød forfatteren der debuterede i 1997, og som er aktuel med sin tredje krimi. Og som mener, at man som forfatter ikke skal være berøringsangst over for det grimme og væmmelige i livet.

– Jeg er altædende hvad angår litteratur og har en ekstrem bred smag. Jeg læser alt fra Tove Ditlevsen og Vita Andersen til Mit Livs Novelle. Jeg bliver også inspireret af tv-serier på HBO og Netflix. Pop og det, der har kant, flyder mere og mere sammen, siger Robert Zola Christensen. Foto: Simon Klein-Knudsen.

― Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt over for hinanden i virkeligheden, men når jeg skriver fiktion, sætter jeg som forfatter virkeligheden i parentes og afsøger grænser. Udfordrer. Den usikkerhed, der kommer ind i det levede liv, kan litteraturen give stemme.

Sådan siger Robert Zola Christensen, der sendte sin tredje krimi på gaden samtidig med, at den såkaldte ubådssag om Peter Madsen og Kim Wall rullede i medierne. I Gæsten bliver en kvindelig forsker på Syddansk Universitet i Kolding dræbt. Og parteret.

Forfatteren understreger, at Gæsten, som bogen hedder, var færdig længe før den tragiske sag, og at det er uhyre vigtigt at adskille virkelighed og fiktion. For i litteraturen skal den have alt, hvad den kan trække.

― I videnskab og kunst, de to verdener, som jeg beskæftiger mig med, er alt tilladt. Kunst og litteratur kan udfordre vanetænkning, være en tankens legestue for alt det grimme og mørke, og her er ikke plads til ideologi. Jeg har ikke noget moralsk blik, når jeg skriver – jeg skriver bare. Alt det grimme og forbudte forsvinder ikke, fordi vi lader være med at skrive om det. Litteratur skal handle om det, vi er lidt usikker på, og som vi er lidt uafklarede omkring. Og en god krimi kan netop være mere end popcorn, underholdning og adspredelse og handle om, hvad det vil sige at leve i livet.


― Der er en dybde på coveret, som jeg holder meget af, siger Robert Zola Christensen om grafiker Peter Stoltzes forside til Gæsten.

Når han skriver, tager Robert Zola Christensen altid udgangspunkt i noget, han kender til. Ideen til Gæsten opstod, da han i en periode pendlede mellem sit hjem i Lund i Sydsverige og til Syddansk Universitet i Kolding.

― Jeg suger til mig som en svamp og lader det sive ud i romanstoffet. I en kort periode overnattede jeg én gang om ugen på mit kontor i Kolding på en slå ud seng. Den dér fornemmelse af at ligge i en offentlig bygning om natten i mørket og høre alle lydene: at vagten gik rundt, og at der blev skyllet ud i et WC et sted. Det fik mig til at tænke; hvad nu hvis…

At han udgav sin første krimi i 2013 efter en lang forfatterkarriere og mange forskellige genrer, er der en årsag til. I 2009 skrev Robert Zola Christensen romanen Aldrig så jeg så dejligt et bjerg – et portræt af en opvækst i et arbejderhjem i tresserne/halvfjerdserne og en historie om en mønsterbryder.

Og en historie, der går tæt på forfatteren selv, der er den første i sin familie overhovedet, der har taget studentereksamen. Og den første i familien, der som teenager begravede sig i kælderen på Frederiksværks Bibliotek med russiske romaner af Tolstoj og Dostojevskij.

― Jeg skrev helt ind i kernen af mig selv og skulle et andet sted hen. Jeg har altid været fascineret af stærke krimier, så jeg ville se, om jeg kunne finde ud af at skrive i krimigenren og gav mig selv en udfordring. Krimien kan rigtig mange ting, og den dér opdeling af god litteratur og så krimi, smal og god litteratur og så mainstream litteratur, den vil jeg gerne bryde ned. Selvom der i krimier er fokus på intrigen, på plottet, og selvom man ikke kan have en økse hængende på væggen i en krimi uden at bruge den, så handler det om mennesker. Om relationer. Og det er det, der interesserer mig. Litteraturen kan slå en nerve an, så man forstår det sammensatte.

Selvom Gæsten foregår i et universitetsmiljø, fylder videnskab mere i de to forrige bøger, hvor Zola Christensen bl.a. skrev om klimaforandringer og genmanipulation. Men der er et kvindeligt synspunkt i bogen, hvilket også er en af de ting, som har været vigtigt for forfatteren i forbindelse med netop Gæsten. Det er vanskeligt at tale om bogens tema uden at komme til at afsløre for meget, men forfatteren er optaget af køn, af genus. Af relationer.

Om sin hovedperson, efterforsker Bent Kastrup, siger han:

― Hvem Kastrup er? You tell me. Det er vigtigt, at tingene flytter sig, og at Kastrup flytter sig gennem bøgerne. Han har et ongoing sorgarbejde, da han har mistet en søn, der var soldat. Kastrup er dygtig og begavet, og så er det fedt, at han er ligeglad med prestige. Han arbejder for sagens egen skyld, han har en indre motor, og så har han en coolness, som jeg misunder ham.

Om morgenen skriver Robert Zola Christensen allerbedst. Han står gerne op omkring 5.30 og tænder for kaffemaskinen for derefter at sætte sig ved sin pc. Så skriver han en times tid, inden huset vågner.

― Jeg er egentlig holdt op med at ryge, men jeg ryger en gang om ugen, og den dag skriver jeg allerbedst. At skrive er et ensomt arbejde, hvor jeg er alene med mig selv og min pc, og det har en terapeutisk virkning på mig, og jeg kan blive helt høj, når det flyder. Jeg holder meget af at skabe et univers, forklarer Robert Zola Christensen, der er ansat som lektor på Lunds Universitet.

Når han skriver, jonglerer han imellem at skrive intuitivt og at vide, hvor han skal hen med sin historie. Som krimiforfatter skal man have nogenlunde styr på sit plot, mener han, men hvis alting er planlagt stramt, risikerer de gode ideer at gå tabt. Som når han f.eks. finder på at give Preben Elkjær en mindre rolle i Gæsten. Og nej, forfatteren kender ikke personligt den tidligere topfodboldspiller, men ideen opstod en aften, og så skulle den selvfølgelig flettes ind.

Egentlig var serien om Kastrup tænkt som en trilogi, men Robert Zola Christensen afviser ikke, at der måske kommer endnu en Kastrup-krimi. Især Gæsten er blevet godt modtaget, og i 2018 tager forfatteren sig endnu mere tid til at skrive, så det ikke kun er morgenerne, der kommer i brug. Om det bliver til en krimi i 2018 må tiden vise.

― Jeg overvejer at arbejde på en lidt ny måde, hvor jeg ikke sidder alene med stoffet, men indrager min redaktør mere og tidligere i forløbet og ideudvikler plottet ad flere omgange.  Jeg har aldrig oplevet at løbe tør for inspiration.

PS: Jeg spørger Robert Zola Christensen, om han har et yndlingsord. Noget, jeg ofte spørger forfattere, jeg interviewer, om. Og det har han, der i øvrigt er mag.art. og ph.d. i nordisk filologi. Når han cykler fra sit hjem og til jobbet som lektor på Lunds Universitet, kommer han forbi et boligområde, der på svensk hedder vårregn. Altså forårsregn. Og det ord lyder godt og rart, synes han. Jeg giver ham ret.

PPS: Serien om Bent Kastrup i rækkefølge:

  • Is i blod
  • Adams forbandelse
  • Gæsten

 

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her