I dag er det Verdens Bogdag


Verdens bogdag: I dag er det Verdens Bogdag. Og sådan har det været siden 1995, hvor UNESCO udpegede datoen 23. april som bogens (og ophavsrettens) dag. Verdens Bogdag bygger på en mangeårig tradition i den catalanske del af Spanien. Her fejrer man dagen ved at give en bog og en rose til en, man holder af. Nu fejres dagen i mange lande og altså også herhjemme.

Smukke bøger. For det, der virker som 100 år siden, men som i virkeligheden kun er et par uger før Danmark lukkede ned, tog jeg fotoet her i Waterstones i Oxford. Foto: Rebekka Andreasen

På grund af coronakrisen er flere arrangementer og initiativer, der skulle markere dagen, aflyst eller udskudt. Men jeg har fundet et par links, du kan hygge dig med.

Med Katrine Engberg på job

På dr.dk kan du komme med krimiforfatter Katrine Engberg på job. I den 30 minutter lange udsendelse fortæller hun om sit arbejde, og du kommer med til Bornholm, hvor Engberg finder locations til sin kommende krimi. Og hun afslører en smule af, hvad der sker i Isola – det femte bind i serien om Kørner og Werner. Spændende udsendelse. Du finder tv-programmet her

Interview med Dean Koontz

I dag udkommer andet bind i den amerikanske bestsellerforfatter Dean Koontz serie om den tidligere FBI-agent Jane Hawk. Det hviskende rum hedder thrilleren, der udkommer på EgoLibris. Første bind i serien udkom sidste år, og i den forbindelse lavede jeg til Bogmagasinet et interview med den amerikanske forfatter. I mere end 50 år har Koontz skrevet thrillere og gysere, og hans bøger er udkommet i svimlende 500 millioner eksemplarer. Og i interviewet fortæller han blandt andet om, hvordan bøger blev livsændrende for ham. Læs eller genlæs interviewet her

Krimi på tv

Har du endnu ikke set den franske serie Engrenages, der både går under navnet Spiral, men også kaldes Geringssted Paris, så finder du både femte og sjette sæsons 12 afsnit af en lille times varighed på dr.dk. Og du har god tid, da du kan se dem frem til januar 2021. Du kan godt hoppe på her, selvom du ikke har set de forrige sæsoner, der år tilbage blev vist på DR2. Det er en realistisk og superspændende fransk politiserie, der følger efterforskningsleder Laure Berthaud (Caroline Proust) og hendes lille team, der i sæson 5 knokler for at opklare et mystisk dobbeltmord på en ung mor og hendes datter. Og der er god tid til at folde karaktererne ud. Og hvis du ikke så min Facebook-anbefaling forleden, så læs lige dette indlæg igen – der er nemlig kommet tredje sæson af Fauda (Netflix)

Forfatterweb

Kender du forfatterweb? Forfatterweb, der har eksisteret siden 1996, er et leksikon over danske og udenlandske forfattere. På sitet finder du både portrætter af afdøde og nulevende forfattere. Ca. 1100 portrætter og temaer kan du fornøje dig med – blot du logger ind med dit lånerkort. Du kan læse gennemarbejdede og fyldige portrætter af forfattere som Karin Fossum, Jørn Lier Horst, Jens Henrik Jensen, Sjöwall og Wahlöö, Viveca Sten, Karin Slaughter, Gretelise Holm, Arne Dahl, Anders Bodelsen, Sara Blædel, Mark Billingham og mange flere. Du kan også læse forskellige temaartikler på hjemmesiden, som jeg selv har stor glæde af.

Årets krimiavis

I Bogmagasinets krimiavis kan du blandt andet læse mit interview med den britiske forfatter Cara Hunter. Hendes første krimi på dansk, Familiens synder, udkom på Gads Forlag for et par måneder siden. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen i Horsens blev aflyst. Og landets boghandlere lukkede. Og det har spændt en smule ben for årets krimiavis fra Bogmagasinet, der udover de jyskfynske avislæsere, magasinet heldigvis nåede frem til, også skulle have været delt ud både i Fængslet i Horsens og i boghandlere landet over. Jeg har interviewet Morten Hesseldahl og den britiske forfatter Cara Hunter til årets krimiavis. Find interviewene og masser af andet krimiguf i Bogmagasinets digitale udgave af krimiavisen her

Til sidst vil jeg servere et lille citat fra forlaget Modtryks direktør Malene Schioldan. I efteråret interviewede jeg hende til bladet SØNDAG. Malene Schioldan siger:

“Litteratur gør os klogere på verden. Bøger giver indsigt, udsyn og perspektiv, ja faktisk gør læsning os til bedre mennesker. Litteraturen er så vigtig i et demokrati.”

Rigtig god læselyst. Og rigtig god Verdens Bogdag.

Bedste hilsner fra

Rebekka

PS: I morgen anmelder jeg britisk thriller fra 2012, der udkommer på dansk netop i morgen.

PPS: Mange netboghandlere har ekstra gode tilbud netop i dag.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.