Politikens forlag

Vind Katrine Wraa-krimi og mød forfatterparret bag – og en kriminalpsykolog

Charlotte Kappel, mellem Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg, er kriminalpsykolog og har været fagkonsulent på de fleste bøger om Katrine Wraa. Foto: Rebekka Andreasen

Interview/konkurrence: Forfatterparret Øbro og Tornbjerg bruger lang tid på research, før de begynder at skrive en Katrine Wraa-krimi. Fordi, som Ole Tornbjerg fastslår, så fascinerer virkeligheden og giver masser af vilde ideer. Og gør, at man undgår klicheer. Der skal være en autentisk nerve i det, de skriver. En af de eksperter, der har hjulpet parret flere gange, også med De ustraffede, der udkommer onsdag, er kriminalpsykolog Charlotte Kappel. Se sidst i indlægget, hvordan du kan vinde bogen.

Vi møder en i svenske Hjorth Rosenfeldts krimier om Sebastian Bergman. Vi møder også en i norske Anne Holts Skyggedød. Chris Carters kriminalassistent Robert Hunter har en baggrund som netop det. Og Katrine Wraa i Øbro/Tornbjergs krimier er netop en af slagsen nemlig kriminalpsykolog.

Og når kriminalpsykolog og profileringsekspert Katrine Wraa i De ustraffede afbryder sin ferie for at hjælpe kollegerne fra Københavns Politi, skal hun forholde sig til blandt andet stalking, skyld, skam, selvtægt og voldtægt. Noget af en mundfuld. Glæd dig.

Der arbejder efterhånden en del akademikere i politiet. Men hvis du tror, at dansk politi vrimler med fastansatte kriminalpsykologer a la Katrine Wraa, så tro om igen. Og det gælder i øvrigt også i udlandet. Det er altså meget sjældent med fastansatte psykologer, der tager med ud på gerningssteder og laver profilering af gerningsmænd. Ofte bliver psykologer eller antropologer hevet ind som konsulenter i ganske kort tid. Ofte når efterforskningen er kørt fast. Det arbejde, som Katrine Wraa laver, bliver altså ofte kun udført på konsulentbasis. Og det bliver brugt hyppigere i f.eks. vores nabolande, end i Danmark.

Måske fordi opklaringsraten i Danmark er god i forhold til andre lande. Måske fordi vi er et lille land med cirka 50 drab om året, hvoraf de allerfleste opklares. Og så har politiet herhjemme været gode til at udvikle kognitive afhøringsteknikker og ikke stået på en brændende platform, som politiet i visse andre lande, mener Charlotte Kappel.

Hun er kriminalpsykolog. Og hun har som fagkonsulent hjulpet Øbro og Tornbjerg, siden de debuterede som forfatterpar med Skrig under Vand, der i 2010 vandt Politikens krimikonkurrence.

Øbro og Tornbjerg har ladet Katrine Wraa studere i England ligesom virkelighedens kriminalpsykolog. Charlotte Kappel har taget sin Ph.d. på University of Liverpool.

Kappel har forsket i brandstiftelse og har systematisk gennemgået knap 750 journaler med danske brandstiftere og er dykket ned i fx. alder, køn og bopæl, adfærd til og fra brandstedet, befolkningstæthed og meget mere. Med det mål for øje at lave en såkaldt geografisk profil, så politiet lettere kan indkredse, hvor gerningsmanden bor.

Men som en pioner på området må hun i høj grad forsøge at skabe sit eget job, efter at hun er vendt tilbage til Danmark. I øjeblikket er Charlotte Kappel tilknyttet Rigspolitiet, hvor hun hjælper med analysearbejde. Og hun har nydt, når Øbro og Tornbjerg har stillet spørgsmål  for at gøre deres fiktive univers så realistisk og troværdigt som muligt.

Charlotte Kappel forklarer:

For mig har det været et rigtig spændende samarbejde. Det har været syret, men fedt at bruge min viden på en anden måde. Vi har haft mange gode samtaler og diskussioner. Og så har det været hyggeligt det med lige at tage livet af folk på papiret, ha ha. Det meste af mit arbejde foregår dog foran computeren, jeg er ikke ude på gerningssteder som Katrine Wraa. Det har også været spændende at følge hendes udvikling gennem bøgerne. I De ustraffede er der også en del af handlingen, der foregår i Thy, hvor jeg kommer fra, og også her har Jeanette og Ole ramt jargonen og miljøet rigtig godt.

Psykologi fra morgen til aften

Samarbejdet gennem små ti år har udviklet sig til et venskab. Om første gang hun mødte Charlotte Kappel på Universitetet i Liverpool, siger Jeanette Øbro:

– Vi snakkede psykologi i fire dage fra vi stod op, til vi gik i seng. Jeg var ret grundforvirret, da jeg tog afsted for at møde Charlotte, dengang havde jeg ingen forudsætninger for at forstå de forskellige psykologiske skoler og metoder.

De psykologiske aspekter har altid interesseret Jeanette Øbro. Så meget at hun netop har uddannet sig til psykoterapeut. Fra at være på gyngende grund uden indgående kendskab til psykologi, har hun fået sit eget stabile ståsted, fået et værdifuldt menneskekendskab, hun også kan bruge som forfatter, selvom hun modsat sin fiktive heltinde ikke diagnosticerer.

Charlotte Kappel indskyder, at hun klart kan mærke, at Jeanettes forudsætninger i dag er helt anderledes, end da de mødtes første gang.

Coveret til De ustraffede med Justitia, der er retfærdighedens gudinde i romersk mytologi, er skabt af grafisk designer Peter Stoltze i samarbejde med Øbro og Tornbjerg. Læs eller genlæs mit interview med Stoltze, hvor han fortæller om sit arbejde. Du finder interviewet her Foto: Rebekka Andreasen

Opfandt voldtægstekspert

Til deres sjette fælles krimi De ustraffede har Øbro og Tornbjerg dog opfundet en ekspert, der ikke eksisterer i virkeligheden. Katrine Wraa får nemlig en ny kollega, der er voldtægtsspecialist og laver psykologiske profiler på voldtægtsmænd. For hvem er de mænd egentlig, der voldtager?, spørger Jeanette.

Der er ikke fokus på de mænd, der gør det, og det har været noget af det, der inspirerede os til historien. Derfor har vi opfundet en specialist, der passede ind i historien. Hvorfor er det offeret, der skammer sig? Hvorfor ikke ham, der er voldtægtsmand?

Jeanette Øbro understreger, at hvor der har været meget fokus på såkaldt overfaldsvoldtægt, hvor f.eks. en mand begår overgreb mod en fremmed kvinde, han aldrig har mødt før, er det meget vanskeligere at få data og tal på partnervoldtægt eller såkaldt kontaktvoldtægt, hvor gerningsmand og offer har kendt hinanden i mindst 24 timer.

Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd fra 2016 udsættes 4700 kvinder hver år for tvangssamleje eller forsøg på det. Man anslår, at i mere end 2 ud af 3 tilfælde kender offer og gerningsmand hinanden. Enten sporadisk eller fordi gerningsmand og offer har eller har haft et forhold.

Metoo

To år har bogen været undervejs, og midt i det hele blev der, som Ole Tornbjerg siger, prikket hul på ballonen med #metoo.

Vores krimier er bl.a. en undersøgelse af ondskab og menneskelig natur. Ingen er født onde. Og vi er nysgerrig på, hvorfor mennesker handler, som de gør. Vi vil gerne underholde, men det gør ikke noget, at læserne får vitaminer til hjernen samtidig. I alle vores bøger har vi spejlet samfundet og de debatter, der fylder. Jeg tror, metoo-debatten har været en gave til både mænd og kvinder i forhold til at frisætte sig for krænkelser og skabe et ligeværdigt forhold mellem kønnene.

Ole Tornbjerg arbejder også som filmproducent bl.a. på den meget roste dokumentar De misbrugte filmbørn, der satte gang i en livlig debat herhjemme. Han forklarer, at netop skam var noget, der gik igen hos mange af de medvirkende.

I maj vedtog svenske politikere en ny lov, der indebærer, at det er forbudt at have sex med en person, som ikke på forhånd udtrykkeligt har sagt ja, eller aktivt har vist lyst til at deltage. Forfatterparret er tilhænger af den svenske model. For, som Jeanette Øbro siger, det hele handler om god kommunikation. Om at pejle sig ind på, om man er på bølgelængde.

En balancegang

Virkeligheden kan være brutal. Og som kriminalpsykolog kommer man tæt på virkelighedens mere rå sider.  Da Charlotte Kappel var forskningsassistent i Liverpool, var hun gentagne gange på besøg i et lokalt fængsel for at interviewe indsatte, blandt andet voldelig drabsmænd med årelange domme. Ikke alle interviews var lige behagelige at gennemføre.

– Man må ikke blive følelseskold, man skal have empati, men samtidig skal man have en distance. Men skal være robust. Nogle oplevelser går virkelig ind under huden, forklarer Charlotte Kappel, der sov med lyset tændt i tre dage efter at have set stærkt ubehagelige billeder fra mordbrande.

– Det danske politi er rigtig gode til at tage billeder på gerningssteder. Lidt for gode måske, tilføjer hun med et forsigtigt smil på læben.

Katrine Wraa på film

Processen med at skrive De ustraffede har været anderledes end tidligere. Jeanette Øbro har været hovedforfatter på bogen, ligesom hun også vil være det på den Katrine Wraa-krimi, der langsomt er ved at tage form som den syvende i serien.

Ole Tornbjerg er blandet andet i gang med en helt ny krimiserie, der foreløbig er lidt hemmelig. Der var en historie, der pressede sig på. Den serie bliver han hovedforfatter på, men det betyder ikke, at parret ikke bruger hinanden. Plot, temaer, karakterer bliver vendt, og de sparrer meget og vender konstant ideer med hinanden. Og tager arbejdet med at udveksle meninger meget seriøst.

Serien om Katrine Wraa bliver måske filmatiseret og omdannet til enten film eller tv-serie. Forfatterparret vil ikke røbe for meget, men de er tæt på processen og med i udviklingsfasen og krydser fingre for, at projektet bliver en realitet. Men lige nu glæder de sig vildt til, at den sjette bog om Katrine Wraa lige om lidt lander ude blandt læserne. Og selvom det er sjette gang, basker sommerfuglene stadig heftigt i maven.

– Når vi har sat os ind i noget, arbejdet med det i årevis og fortalt en helstøbt historie, vi kan stå inde for, så er det en hel fantastisk følelse at sende bogen ud, siger Ole Tornbjerg.

Bogen, du kan vinde, er signeret af Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg. Foto: Rebekka Andreasen

Vind bogen

En bloglæser kan vinde et signeret eksemplar af De ustraffede. Alt du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at smide en kommentar under indlægget her. Du bestemmer selv, hvad du vil skrive.

Bemærk, der kan gå lidt tid, fra du smider en kommentar, til du kan læse den på bloggen. Du kan deltage frem til fredag den 17. august klokken 14. Du kan senere samme dag på bloggen læse, om netop du er den heldige vinder. Hører jeg ikke fra vinderen inden fire dage, trækker jeg en ny. Bogen er sponsoreret af Politikens Forlag.

 

Anmeldelse: Havets børn af Anna Ekberg

Læs Havets børn af Anna Ekberg. Den er god. Ret god. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Børnesoldater, flygtningestrømme, verdens uretfærdighed, vestens udnyttelse af Afrika, afrikansk kaos og korruption i kølvandet på diktatur og lovløshed. Det er heftige emner, som Havets børn af Anna Ekberg behandler. Havets børn er en vedkommende og rørende spændingsroman om ofre, der sjældent får ordet.

At Havets børn er en social indigneret spændingsroman, er der ingen tvivl om. Men i bogen er det en hvid dansk kvinde, der rækker ud mod Afrika for at overleve. Ikke omvendt.

Rebekka er jurist og midt i 30’erne, da hun får at vide, at hun har en livstruende kræftsygdom. For at overleve har hun brug for en transplantation. Hun har ingen søskende og hendes diplomatfars celler matcher ikke kravene. Rebekkas far, som hun har et elendigt forhold til, afslører pludselig en hemmelighed. Det barn, Rebekka troede, hun som 17-årig højgravid mistede i en trafikulykke i Uganda, lever. Hendes mor døde i ulykken, og selv svævede Rebekka længe mellem liv og død. Og i halvdelen af sit liv har Rebekka troet, at det ufødte barn i hendes mave led samme skæbne som hendes mor.

Alvorlig syg drager Rebekka afsted mod det østafrikanske land, som hun boede i som teenager – på jagt efter datteren. I første omgang for at finde en donor, men efterhånden som jagten i Uganda bliver mere og mere desperat, er Rebekkas håb blot, at hun får lov til at holde sin datter i armene, inden Rebekka dør.

Havets børn sad i mig længe efter endt læsning. Jeg har boet i Kampala, Ugandas hovedstad, i tre år, så måske derfor påvirkede bogen mig ekstra meget. De gigantiske marabustorke med de underlige nøgne hoveder, der hang som flyvende rotter over byen, trafikkaosset med et mylder af matatuer (busser), der uden tanke på trafikregler svingede ud og ind mellem hinanden, mango og passionsfrugt i sirlige stabler på farverige markeder og lugten af slum og håbløshed, der er svær at vaske væk. Og ja, det lyder som en tyk kliche, men minderne om den røde jord poppede op igen, jorden i Uganda er altså rød. Alt blev levende igen.

Også minderne om Lord’s Resistance Army. En guerillahær med den berygtede og bestialske terrorist Joseph Kony i spidsen. Han kidnappede børn for at gøre dem til børnesoldater og sexslaver især i grænselandet mellem Uganda og Sudan og mellem Uganda og Congo. Kony er aldrig blevet fanget.

I bogen møder vi en Konylignende oberst, ligesom vi også møder børnesoldater. Og selvom det er fiktion, ved jeg, at der er børn, der deler traumer og skæbner med bogens børn, med havets børn. Dem, der flygter over det store hav med drømme om et bedre liv i Europa.

Vi følger også en politiefterforskning i København, der selvfølgelig hænger sammen med Rebekkas historie.

Uganda og en betydelig yngre udgave af mig. Foto: Michael Dahlsgaard Andreasen

Bogen kommer ikke med svar på den komplekse problemstilling hvad enten det handler om ulandsbistand eller flygtningekrise, men bogen zoomer ind på en tragedie og giver den krop og sjæl og et dansk touch.

Havets børn er en virkelig god bog. Spændende. Medrivende. Rørende. Så pyt med at bogen indimellem har unuancerede udsagn som: ingen ugandere kan svømme, (og nej, befolkningen har ikke adgang til havet, og ja, de kan få en farlig bakterie af at svømme i den mægtige Victoriasø, men der er altså ugandere, der kan svømme) for historien er så medrivende og rørende, at jeg var forgabt i historien.

Her er store følelser og smerte, liv og den død, der aldrig er særlig langt væk i Uganda. Her er masser af overraskelser, familiehemmeligheder, sorg, længsel og kærlighed.

Lyder det svulstigt?

Det fungerer i Anne Ekberg-indpakningen. Havets børn er en historie, der mindede mig om det, jeg godt ved, men som jeg ikke altid magter at forholde mig til – verdens uretfærdighed.

Bag Anna Ekberg gemmer forfatterparret Jacob Weinreich og Anders Klarlund sig, og det er parrets tredje bog som Anna Ekberg. Tidligere under Ekberg-navnet har de udgivet Den hemmelige kvinde (2016) og Kærlighed for voksne (2017) De to mænd har også skrevet krimier sammen under navnet A.J. Kazinski.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

 

 

 

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup

Kastanjemanden er en smuk bog både med og uden cover. Og indholdet er pissegodt. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup er på 528 sider. Bum. Heldigvis er Sveistrups kolos af en debutkrimi lige så helstøbt, dramatisk og fuldendt, som den er tyk.

Som hovedforfatter på alle tre sæsoner af Forbrydelsen er Søren Sveistrup manden, der har skabt Sarah Lund. Også tv-serier som Nikolaj og Julie, Hotellet og Taxa har han på sit imponerende CV. Og så har Sveistrup skrevet manuskript til filmen Der kommer en dag, ligesom han var med til at forvandle Jo Nesbøs Snemanden til film.

I dag debuterer den erfarne manuskriptforfatter som krimiforfatter. Og altså ikke med et forsigtigt forsøg på en krimi, men med en omfangsrig og voldsom kriminalroman. Og undskyld mit sprog: Kastanjemanden er pissegod, ekstrem interessant og meget intens. Og læsere i 21 lande kan allerede nu glæde sig til, at Kastanjemanden ikke kun udkommer i Danmark.

I korte kapitler følger vi især de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess, der ufrivilligt bliver makkere. Hess er blevet smidt hjem fra Haag, hvor han har arbejdet for Europol. Og han venter kun på at få lov til at vende tilbage til livet som flyvende efterforsker i hele Europa.

Naia bor alene med sin datter Le og står på spring for at komme over i en anden afdeling hos Københavns Politi. Men Thulin og Hess må blive i drabsafdelingen og sættes på sagen om den såkaldte kastanjemand. Hvem er det, der er i gang med at bygge en grotesk kastanjemand ud af kropsdele fra de kvinder, der findes dræbt i og omkring København?

Og hvordan kan det være, at sagen trækker spor til en drabsmand, der er i fængsel og dømt for at have dræbt socialministerens datter et år tidligere?

I en artikel i Berlingske fra 2016 er Piv Bernth, der dengang var dramachef på DR, citeret for at sige: “Han (Sveistrup) er meget dedikeret, hvilket betyder, at historien i princippet aldrig er god nok. Han vender altid tilbage til historien for at undersøge, om der er noget, han har overset, eller som kan spidses til”.

Hun hentydede bl.a. til samarbejdet omkring Forbrydelsen. Men man kan bruge nøjagtig de samme ord i en anmeldelse af Kastanjemanden.

Det er en eminent godt fortalt krimi, der sprutter af fortællemæssig overskud. Historien er modeleret så præcist og professionelt og samtidig med masser af nerve og hittepåsomhed, at det er vanskeligt at være utilfreds med noget. Overhovedet. Måske fordi Sveistrup har det, han i en forrygende Lotte Thorsen-artikel i Politiken for nylig kaldte Ferrari-genet. Han vil lave det bedste produkt på markedet.

Og Kastanjemanden er saftsuseme en af de bedste og mest interessante krimier, jeg har læst i år – og hav lige i baghovedet, at skønne kvalitetskrimier som Elly Griffiths Løgnens hus og Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet også for nylig har ramt krimihylderne og er læst. Det siger lidt om, hvor effen en bog Sveistrup har skrevet.

Kastanjemanden er en krimi, der går lige i maven – og hjertet. Sveistrup tager noget barnligt og godmodigt og gør gysende uhyggeligt. Og når mine børn til efteråret laver kastanjedyr, popper mørke scener fra bogen formentlig op. Puha.

For første gang skal jeg danne mine egne billeder til Søren Sveistrups ord. Ingen producer, instruktør eller skuespiller fortolker hans ord. Og det er ikke vanskeligt. Naia Thulin og Mark Hess står stærkt for mit indre blik. Det slår gnister, når de to mødes.

Bogen griber fat i nogle af de klassiske krimitemaer: Sorg, hævn, tilgivelse, selvtægt, dysfunktionelle familier, traumer, og det er en mørk og heftig bog, der måske vil sortere krimi-light læsere fra. Det er stærke sager, Sveistrup skriver om. Der er ingen “hyggelige” giftmord ala Agatha Christie i Sveistrups mørke univers, men tragiske skæbner, voldsomme traumer, overgreb og vold.

Men er du Vild Med Krimi, så turbolæser du grådigt og nyder et råt gennemtænkt og vildt plot og de stærke portrætter af to interessante og langtidsholdbare efterforskere, der simpelthen må have mange flere historier i sig.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

 

 

 

 

 

Nyt fra Dorph/Pasternak og en vinder

Kriminyt: Dorph/Pasternak afslutter krimiserie med podcast, og populær svensk forfatter har rundet 100.000 solgte isnende krimier. Og så skal en bloglæser møde Anne-Marie Vedsø Olesen.

Dorph og Pasternak afslutter deres krimiserie, der begyndte med Om et øjeblik i himlen fra 2005, med et radiodrama. Du kan lytte til podcasten Kom ind i min drøm fra i dag.  Foto: Rebekka Andreasen

Et dansk forfatterpar, som jeg gerne anbefaler igen og igen, er Christian Dorph og Simon Pasternak.

De skriver skarpt. Og anderledes. Og jeg er begejstret for deres krimiserie, der ikke kun er interessante krimiintriger, men også en slags Danmarkshistorie fra den sidste fjerdel af det 20. århundrede.

Duoens krimier tæller Om et øjeblik i himlen (2005), Afgrundens rand‘ (2007), Jeg er ikke her (2010) og Tal til mig fra 2015.

Jeg har spændt ventet på endnu en krimi fra makkerparret, og den kommer nu – dog ikke i bogform. Men derimod som podcast og radiodrama på DR.

Kom ind i min drøm er den uafhængige afslutning på serien, som nye lyttere uden problemer ifølge DR kan hoppe med på.

Historien handler om Jesper, en højtstående politimand i sikkerhedstjenesten. I en nær fremtid er Danmark på kanten af sammenbrud og under angreb fra radikale grupper: islamiske terrorister, højreradikale og økologiske fanatikere. Og ja, du læste rigtigt. Økologiske fanatikere.

Da Jespers datter begår selvmord, viser det sig, at også hun har været radikaliseret. Idas selvmord var en politisk handling – en del af en selvmordsbølge blandt elitens børn, der protesterer mod forældres magtmisbrug.

Da Jesper efterforsker datterens død, må han kæmpe for alt, hvad han har kært, mod det system, han har brugt hele livet på at forsvare.

Der er otte episoder, og du kan høre dem fra i dag på DR lige her.  Eller du kan lytte med via din DR-app. De skuespillere, der medvirker, er:

  • Thomas Gabrielsson
  • Josephine Park
  • Camilla Bendix
  • Ole Lemmeke
  • Nadia Auda
  • Claudio Morales
  • Baard Owe (der i øvrigt døde i november 2017)
  • Nicolai Dahl Hamilton
  • Sara Fanta Traore
  • Alexander Mayah Larsen og Kitt Maiken Mortensen

Når jeg i eftermiddag sætter kurs mod ældstens efterskolen for at hente den 16-årige hjem på weekend, bliver det med Kom ind i min drøm i ørerne.

100.000 minusgrader

En svensker, der må være glad i øjeblikket, er krimiforfatter Stefan Ahnhem. Hans tredje bog i krimiserien om Fabian Risk, Arton Grader Minus, der på dansk hedder Atten grader minus, har nu rundet 100.000 eksemplarer i Sverige. De to første bøger i serien om efterforskeren Risk er Offer uden ansigt og Den niende grav, og bøgerne udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Stefan Ahnhem er dansk gift og flyttede i 2017 til København, hvor han skriver videre på krimiserien om Fabian Risk, der som sin forfatter også er tæt på en dansker. Risk arbejder nemlig sammen med danske Dunja Hougaard fra Station 1 i København, der senere bliver flyttet til Helsingør.

Lucie udkommer den 9. februar på Politikens Forlag.

Og endelig: Stort tillykke til Sonja Bech – den 6. februar skal du møde Anne-Marie Vedsø Olesen til et lukket arrangement på Ny Carlsberg Glyptotek i København, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen fortæller om sin nye spændingsroman Lucie, efterfulgt af mere samtale med forfatteren og lidt mad og drikke på Politikens Forlag.

Send mig en mail på mail@rebekkaand.dk – så får du detaljerne og manus på mail. Du vinder også forfatterens bog Lucie, som udkommer 9. februar. Tak til jer, der deltog i konkurrencen.

Jeg er altid glad for at læse jeres kommentarer. Også tak til Politikens Forlag, der står bag arrangementet, og som har givet mig lov til at invitere en bloglæser med.

PS: Husk at programmet til Krimimessen i Horsens 2018 “løslades” den 31. januar.

Konkurrence: Mød Anne-Marie Vedsø Olesen og vind hendes nye bog

Konkurrence: Den 9. februar udkommer Anne-Marie Vedsø Olesens spændingsroman Lucie. Du kan komme med til et lukket arrangement i København et par dage før udgivelsen, hvor forfatteren fortæller om bogen, som du også kan vinde.

Mød Anne-Marie Vedsø Olesen og hør hende fortælle om Lucie.

Mandag, januar og gråvejr kalder på en lynkonkurrence.

Normalt er det ikke særlig høfligt at give en personlig invitation videre, men jeg har pænt spurgt Politikens Forlag, om jeg må lave en konkurrence her, så en bloglæser kan komme med til et arrangement, jeg ej selv kan deltage i.

Derfor: Vil du med til et lukket bogblogger-arrangement på Ny Carlsberg Glyptotek i København, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen fortæller om sin nye spændingsroman Lucie, efterfulgt af mere samtale med forfatteren og lidt mad og drikke på Politikens Forlag? Det foregår tirsdag den 6. februar 2018 fra klokken16-18.30.

En heldig bloglæser har mulighed for at komme med til arrangementet den 6. februar. Er du den heldige, får du en mail med manus inden mødet, ligesom du efterfølgende får tilsendt bogen.

Lucie er en spændingsroman, der foregår i nutiden, men den er baseret på bl.a. nordisk mytologi, og ifølge forlaget er det en roman om myter og kristendom, identitet, tro og rationalitet. Og så skulle den være ret spændende.

Jeg har tidligere hørt Anne-Marie Vedsø Olesen fortælle om sit forfatterskab på Krimimessen i Horsens, og det var ikke kedeligt.

Sådan deltager du i konkurrencen:

Lad mig slå fast: Du behøver ikke være blogger for at deltage i konkurrencen. Alt du skal gøre er at skrive en kommentar under indlægget her, hvor du fortæller, hvorfor netop du skal være den heldige. Bemærk: Der kan gå lidt tid, fra du skriver på bloggen, til du kan læse din kommentar på bloggen.

Du kan deltage i konkurrencen frem til fredag den 26. januar klokken 12. Tjek selv senere på dagen her på Vild Med Krimi, om du er den heldige.

Jeg mailer de nærmere detaljer til dig, der har vundet. Transport til arrangementet betaler du selv.

PS: Anne-Marie Vedsø Olesen debuterede i 2000 og har skrevet en lang række romaner bl.a. Dronningens dame, Bastarden og Mordersken. I øvrigt er Olesen uddannet læge og er vild med heavy metal, boksning og opera. Og så bor hun på et slot syd for Køge. Læs mere om Anne-Marie Vedsø Olesen her

PPS: Det er Politikens Forlag, der sponsorerer konkurrencen. Jeg får ikke en krone for at bringe ordene her.

Anmeldelse: Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm

Jette Svane har lavet det stærke forsidecover til krimien Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm.

Anmeldelse: Jeg jubler hver gang Elsebeth Egholm giver mig andet end det, jeg forventer: Da hun gjorde Dictes søn til hovedperson. Og sceneskiftet, da forfatteren hev Dicte med til middelhavsøen Gozo i den maltesiske skærgård. Nu jubler jeg igen: Ny hovedperson, ny serie. Og sikke en fornøjelig og forrygende begyndelse. Bogen er knippelgod.

Klokken 02.22 i nat blev jeg færdig med Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm. Med andre ord: Det er en underholdende og effen krimi, forfatteren har skrevet. Og det første bind i en ny serie om den aarhusianske læge Rina.

Der er visse Egholm-kendetegn, der ikke fornægter sig: Der optræder en del hunde i historien (dog en kat hjemme hos hovedpersonen, men det passer også perfekt til figuren), og igen sætter Egholm fokus på et kompliceret mor/datter-forhold.

Jeg ved, hvem De Hviiiie er (AGF), kalder centrum af Aarhus for Midtbyen, og jeg kommer jævnligt forbi Prismet – det 18 etager høje byggeri ved Ceres-krydset i Aarhus tæt på Den Gamle By, hvor forfatteren lader sin hovedperson klatre.

Aarhus som krimiscene

Måske derfor nyder jeg ekstra meget, at scenen er sat i Aarhus og omegn. Egholm får mig til at kigge op og tager mig med til miljøer, jeg kender mindre godt, bl.a. Institut for X ved Godsbanen og en planteskole nord for byen.

36-årige Rina er ikke kun praktiserende læge. Efter en ungdom i et grafitti og street art-miljø, hvor strisser er noget nær det værste skældsord, man kan sige, klatrer hun nu om natten på høje bygninger og sætter sit kunstneriske, anonyme aftryk som den mystiske Private Eye.

En nat styrter en ung mand i døden fra højhusets tag samtidig med, at hun klatrer. Og da Rina kommer hjem til lejligheden på Trøjborg, bliver hun overfaldet af en mand, der truer hende med en kniv. Men hun går ikke til politiet med en anmeldelse.

Inden længe peger politiets efterforsknings-pil på Rina, der bliver forfulgt gennem hele bogen – både af politiet og af en person, der vil dræbe hende.

Egholms nye hovedperson er fascinerende og ret interessant. Rina er rå, sej og i ekstrem god form – en slags superwoman, men heldigvis har hun også en brist: Hun lider af ansigtsblindhed, altså har hun svært ved at genkende ansigter, hvilket ikke sjældent spænder ben for den unge læge. Og så er hun traumatiseret.

Uforløste og tragiske hændelser i barndommen blokerer for Rinas forhold til moderen, og hun er tættere på sin vietnamesiske overbo end sit mødrene ophav. Faderen, en russer med hang til alkohol, er ikkeeksisterende i Rinas liv.

Skrive om og skrive om

Egholm skrottede manuskriptet to gange før bl.a. hovedpersonen faldt helt på plads. Hurra for omskrivninger og gode råd fra især forfatterens kæreste, for Rina har udviklet sig til en kompleks person, jeg med glæde følger i flere bind.

Da efterforskeren Helge Stanek, som også er skabt med hud, hår og dilemmaer, konfronterer Rina, har hun sine egne grunde til at lyve. Og Stanek har sine grunde til at acceptere løgnen. De to er et godt makkerpar.

Det er en krimi om bl.a. moral og etik og om familiehemmeligheder. En gennemført krimi med et skarpt sprog og med masser af tempo, flow og fart. På mange måder en klassisk krimi, men med nye Egholm-ingredienser. Det smager bestemt af mere. Og tjek lige det smukke cover med den klatrende Rina  – den er lige i øjet!

PS: At Elsebeth Egholm bl.a. har skrevet bogen, mens hun var i kemobehandling for brystkræft, er temmelig superwoman-agtigt. Respekt herfra.

 

Anmeldelse: Over grænsen – en række krimi- og spændingshistorier

Syv hurtiglæste noveller fra en række populære krimiforfattere. Foto: Rebekka Andreasen

De syv noveller i Over grænsen tager læseren med til Tyskland under 2. verdenskrig, de svenske skove, Øresundsbroen, et natløb i en mørk dansk skov, et københavnsk kollektiv i 83, en landejendom på Djursland og til en villa på Østamager.  Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Historierne i novellesamlingen Over grænsen er meget forskellige. Syv fine noveller, der behageligt glider ned i et adstadigt tempo.

Om det er nemt at skrive en skønlitterær roman? Nej, det tror jeg ikke. Overhovedet ikke. Er det så nemt at skrive kort? Nej! Som journalist ved jeg, at det er svært at skrive kort og stramt, og det bliver sikkert ikke nemmere som skønlitterær forfatter at kreere en helstøbt og stærk historie på få sider. Det er lidt af en præstation.

Politikens Forlag står bag Over grænsen, hvor fem krimiforfattere og to forfatterpar hver bidrager med en krimi- eller spændingsnovelle. Fin titel til en samling historier, der alle handler om det, der går over grænsen. Og fin titel til en bog, hvor overskuddet går til Red Barnets arbejde for at skabe skolegang for syriske flygtningebørn.

Jussi Adler-Olsen har skrevet den absolut korteste novelle, Sprækken, der fylder 14 sider, og på den forholdsvis korte plads får han foldet en grum historie ud, der tager sin begyndelse under 2. verdenskrig. Den tyske soldat Uwe Puppel er såret efter et slag mod russerne, og han deserterer fra lazarettoget på vej tilbage til Tyskland. Han er led og ked af krigen og ikke kun fysisk påvirket efter at have været på tre felttog. Han flygter tilbage til sin hustru Sigrid, der dog ikke er udpræget begejstret for at se ham. Historien trækker tråde til et ægtepar, der findes myrdet i Lünen i nutidens Tyskland. Plottet er modbydeligt lækkert. (Sprækken udkom som e-bog allerede i januar 2015.)

I Jesper Steins Gudinden møder vi Axel Steen som forholdsvis nybagt far og ung efterforsker, der netop har fået ny kollega: John Darling. Altså springer vi tilbage i tiden før den første Axel Steen-krimi, Uro. Axel bliver sat på en sag om en kvinde i begyndelsen af 30’erne, der har begået selvmord. Han kan ikke slippe tanken om, at kvinden er blevet dræbt, og da sagen samtidig vækker noget i ham selv og får fortiden til at rumle og dæmoner fra barndommen til at spøge, suger han sig fast i sagen som en igle, opsat på at opklare det, han er overbevist om er en forbrydelse. Dejligt med et Axel Steen-gensyn. Det tager de værste abstinenser.

Jakob Melander tager med bogens længste novelle os med tilbage til et kollektiv anno 1983 og en ung politimand, der skal efterforske det allerførste mord i karrieren. En af kollektivets beboere, en ung kvinde, er blevet slået ihjel – med en hammer. Og den unge betjent, der fra Sydfyn er kommet ind med firtoget til Drabsafdelingen på Politigården i København, skal sammen med en erfaren kollega efterforske mordet på den unge kvinde. Selvfølgelig er der musik og et sjat punk i Fredensborg, som novellen hedder – det er jo et Jakob Melander-skriv. Skøn lille detalje, at novellen er skrevet som en tale til en flok nyuddannede politibetjente.

Dejligt at komme et smut til Østjylland med Elsebeth Egholms Vandrende skygger. Her møder vi  Lea, der har voksne børn og som for nylig er blevet alene, fordi hendes mand Allan hoppede ud fra en færge på vej fra Frederikshavn mod Sverige. Hun bruger sin energi på haven og landejendommen på Djursland og skal finde ud af, hvordan livet nu skal leves. Nye ting skal værdsættes – som f.eks. en tung og god omgang sphagnum. Lea får besøg af Dupond og Dupont, som hun kalder de to betjente fra Aarhus. Og af naboens nysgerrige hund. Fin lille spændingshistorie om en kvinde, der tager hul på et nyt kapitel af sit liv.

Eva Maria Fredensborgs novelle, Den fremmede, foregår i en lille øde svensk flække omgivet af skove. Der er noget klassisk Agatha Christie over historien: Et isoleret sted, et dødsfald og alle-mistænker-alle indtil en årvågen person finder hoved og hale i kaos. En håndfuld mennesker samles til stormkaffe hos kvinden Anna under en voldsom storm, en person falder død om og alle kigger sig en ekstra gang over skulderen. Er dødsfaldet hændeligt uheld – eller mord? Og hvorfor kommer en fremmed motorcyklist fra Stockholm forbi, netop inden det trækker op til storm? Læs den herlige novelle, og du får svarene.

Bentzon på broen hedder A. J. Kazinskis (Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich) bidrag til novellesamlingen. Niels Bentzon, der er gidselforhandler hos Københavns Politi, og som har været igennem en masse strabadser senest i Den genfødte morder, må forlade en fest og en kone, der flirter med en kollega, for at tale en desperat selvmordskandidat fra at hoppe ud fra Øresundsbroen. Bentzon må bruge sig selv for at løse opgaven. Og måske er det ikke kun den 47-årige Henrik, der står på kanten af et mørkt hav, der ikke har fast grund under fødderne? Jeg er ret glad for bøgerne om Niels Bentzon, og novellen er en skøn appetitvækker til Drømmetyderens død, en ny Niels Bentzon-krimi, der udkommer til august.

Bogens andet forfatterpar, Lotte og Søren Hammer, har skrevet en historie med både humor og et overraskende tvist. En novelle, der sendte mine tanker tilbage til de natløb, jeg som fritidshjemsbarn frygtede, når den årlige sommerkoloni trængte sig på. (Jeg har aldrig været den modige type) I Den blå ged  møder vi pædagogen Carsten, der i årevis med fryd og uden blødsødenhed har arrangeret natløb for ungerne. Årets tema er onde Disneyfigurer, og omhyggeligt arrangerer Carsten figurer af Cruella de Vil og Madam Mim i den skov, ungerne senere skal sendes ud i. Men noget går galt.  Og Carsten bliver bange.

De tre noveller, jeg var mest optaget af, er novellerne af Jesper Stein, Jakob Melander og Jussi Adler-Olsen.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her