Anmeldelse: Vildskud af Julie Hastrup 2


Anmeldelse: Som seriens øvrige bind er Julie Hastrups ottende krimi om Rebekka Holm smaskhamrende underholdende. Vildskud er også en stærk og alvorlig krimi, der har fokus på hævnlyst og selvtægt. Og på sørgende, der lider så meget under sorgen, at det bliver en psykisk lidelse.

Julie Hastrups ottende bog om Rebekka Holm handler især om sorg og hævnlyst.

Julie Hastrup har aldrig haft en klar plan over, hvor mange Rebekka Holm-krimier, hun ville skrive, da hun i 2009 debuterede som krimiforfatter med En torn i øjet. Så mange som karakteren, hun selv – og læserne – kan holde til. I dag udkommer den otte bog i serien, Vildskud på Politikens Forlag. Og læserne er langt fra trætte af Rebekka Holm-universet endnu. Jeg synes også stadig, at Julie Hastrups politikvinde er interessant at læse om. Heldigvis. For Julie Hastrup skriver altid solide krimier.

Voldsom oplevelse gav ide til bogen

Afsættet for netop den ottende bog er meget personlig. For tre et halvt år siden blev Hastrups dengang 15-årige søn William helt umotiveret overfaldet af nogle drenge, han ikke kendte. Foran Nørreport Station i København, da han var på vej til fodbold. Heldigvis greb forbipasserende hurtigt ind, så rent fysisk slap sønnike med nogle voldsomme slag. Psykisk var det værre. Også for Hastrup.

De følelser, der efter episoden boblede op i Julie Hastrup, var så voldsomme, at hun vidste, hun på et tidspunkt måtte skrive om det – som en ventil, der gav luft og plads til følelser som hævnlyst, afmægtighed, selvtægt og også en dyb sorg over det, hendes dreng havde været udsat for.

I Vildskud følger vi især fire sørgende personer, der har det til fælles, at de alle har mistet en, de har kær. Som alle lider af en dyb, kompliceret sorg, der tynger dem så meget, at de har brug for hjælp til igen at mestre livet og lære at leve med deres tab. De går i en sorggruppe, som forfatteren i øvrigt har placeret i den baggård på Købmagergade, hvor hun i en periode boede som barn.

Da den unge kvinde Mille begynder i sorggruppen og pludselig sætter ord på de forbudte følelser om hævn og retfærdighed, de hver især har en flig af, får det voldsomme konsekvenser.

Samtidig er Rebekka Holm også i sorg. Hendes svenske politikæreste Niclas er svært invalideret efter et drabsforsøg, og Rebekka forsøger famlende at finde fodfæste i deres nye komplicerede relation. For hvordan er man kæreste med en mand, der pludselig er bundet til en sygeseng og i øjeblikket slet ikke er den mand, hun forelskede sig i?

Øje for øje

Fra Det Gamle Testamentes Mosebøger kender vi gengældelsesloven – øje for øje og tand for tand – og Julius Hastrups krimi dykker ned i alt det tabubelagte, i de primitive instinkter, der kan poppe frem, hvis vi kommer i dyb krise: Lysten til hævn, higen efter retfærdighed. Om man så selv skal sørge for det – uden hjælp fra politi og retsvæsen.

Den alvor, der har været bogens afsæt, skinner igennem hele Vildskud, og bogen er uhyggelig på en anden og måske mere realistisk måde end nogle af de øvrige bind i serien. Forfatteren har en fin evne til også at give bipersonerne liv. Hun gør sig umage med også at give dem krop og sjæl, så man som læser får en forståelse for, hvorfor de reagerer, som de gør. Selvom det er brutalt og meget uciviliseret at kræve gengældelse på selvtægt-måden.

Der går en rum tid, før der sker først et drab, så endnu et, for vi skal først lære de forskellige karakterer at kende. Psykologisk krimi, som jeg flere steder har set bogen omtalt som, vil jeg ikke kalde bogen, for der er ikke meget domestic noir over Vildskud, og som vanligt er der også fokus på efterforskningsarbejde. Men psykologi spiller en rolle i bogen – som den gør i mange andre nordiske krimier.

Hastrup har blik for skæve, sjove locations, og i Vildskud tager den københavnske forfatter læserne med til blandt andet det nedlagte Danmarks Akvarium i Charlottenlund, ligesom hun også har skrevet flere scener, der foregår på Helsingør Hospital, der har stået tomt i flere år. På forladte steder kan der ske ting og sager – og det gør der også i Vildskud.

På den måde sørger hun for at tilføre sine historier noget originalt – som da hun i Mirakelmanden tog læserne med til den øde finsk ø Seili, hvor Finlands første psykiatriske hospital blev bygget. Det er især Hastrups evne til at researche og dermed skabe virkelighedstro og fine detaljer, der er styrken i hendes krimier. At hun er uddannet journalist fornægter sig ikke.

Plottet, ja det havde jeg desværre luret i lidt rigelig god tid. Det er sådan noget, der sker, når man læser mange krimier. Og jeg kan også godt savne lidt af den grumme uhygge, mange af Hastrups øvrige bøger i den grad har givet mig. Men Vildskud er både underholdende, spændende og medrivende, og så skubber bogen også til de voldsomme tanker, mange af os måske har følt i mindre eller større grad: Hvis der er nogle, der gør mine kære ondt, så…

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

PS: Se Julie Hastrup i DR-programmet Gejst, hvor hun blandt andet er med værten Maria Månson rundt på netop det nedlagte akvarium.

PPS: Bøgerne om Rebekka Holm i rækkefølge:

  • En torn i øjet (2009)
  • Det blinde punkt (2010)
  • Blodig genvej (2011)
  • Portræt af døden (2013)
  • Farlig fortid (2015)
  • Mirakelmanden (2017)
  • Blodspor (2018)
  • Vildskud (2020)

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Anmeldelse: Vildskud af Julie Hastrup