Interview med Cara Hunter


Forfatterinterview: Oxford blev krimiverdenskendt med Colin Dexters bøger – og de senere tv-serier – om Inspector Morse. Og netop derfor var det vigtigt for den britiske krimiforfatter Cara Hunter, at hendes Oxford-politimand adskilte sig fra Inspector Morse. »Min politimand er ikke intellektuel, og han løser bestemt ikke krydsord eller kører Jaguar. Han har en Ford,« siger Cara Hunter, hvis første bog på dansk udkom for nogle måneder siden på Gads Forlag.  Jeg har interviewet Cara Hunter på vegne af Bogmagasinet, der følger med Jysk Fynske Medier. Interviewet har været bragt i magasinet, og nu kan du læse det her:

Tilbage i februar var jeg i Oxford for at interviewe Cara Hunter til Bogmagasinets krimiavis, der udkom sidst i marts. Hendes krimi Familiens synder er udkommet på Gads Forlag. Foto: Rebekka Andreasen

De drømmende spirs by bliver Oxford kaldt med hentydning til byens arkitektur og universitetsbygninger. Når man spadserer rundt i centrum, fanger øjet konstant detaljer, der afslører Oxford Universitets ældgamle rødder. Et gotisk spir hér, en krummelure dér. Ofte passerer man en massiv dør fra middelalderen, der giver adgang til kollegiernes gårdrum, de såkaldte quadrangles, der lokker med alt fra grønne åndehuller og dekorative marmorsten til aftensang.

Sammen med et af verdens ældste universiteter er den fiktive Inspector Morse uløseligt forbundet med byen, med de stemningsfulde og pittoreske bygninger og gader.

»Jeg var lidt nervøs for at skrive en krimi, der foregik i Oxford, fordi byen i høj gad forbindes med Morse. Mange krimielskere kender byen fra serien. Der er dog noget nostalgisk over den måde, byen bliver fremstillet på i Morses univers. Jeg elsker bøgerne og har slugt alle serierne: Endeavour, Morse og Lewis. Men der er også en anden side af byen, en mere rå og knap så poleret version,« forklarer Cara Hunter.

Hun er forfatter til foreløbig fire krimier om kriminalinspektør Adam Fawley. Første bog i serien er netop udkommet på dansk.

 Stor diversitet

Bogmagasinet møder den engelske krimiforfatter i hendes hjem, en klassisk victoriansk villa, som hun deler med manden Simon og parrets to katte i den nordlige, mondæne del af byen. Et hjem med meterhøje vinduer, der giver kig til Oxford Kanal i baghaven, og hvor der er højt til loftet.

Cara Hunter forklarer, at huset er et af de små store huse i området, og tilføjer, at hun føler sig privilegeret over at bo så smukt i en by, hun holder af. På godt og ondt.

Hun er opvokset i London, tog til Oxford i 1980’erne for at studerede engelsk litteratur, og i 2003 tog hun en ph.d., også i Oxford. Derefter flyttede parret på landet. For fem år siden besluttede de dog at flytte tilbage til byen, der har knap så mange indbyggere som Odense.

»Det er lettere at skrive om noget, man kender, og Oxford er et overkommeligt område geografisk. Som i andre universitetsbyer er her mange små samfund, der overlapper hinanden. Det akademiske miljø, de, der arbejder her permanent, og de, der kun er her et par år. Unge fra hele verden strømmer ind og ud af byen, og du kan gå i ti minutter og kun høre russisk eller kinesisk. Her er især mange indbyggere med pakistansk baggrund. Det er med til at give byen en nerve og energi, jeg godt kan lide. Men hvor du har overlap af kulturelle, økonomiske og sociale grupper, har du, potentielt, også spændinger og konflikter. Og du har helt sikkert historier.«

I bogen møder du en politimand fra Oxford, der er meget anderledes end Morse.

8-årig pige forsvinder

I første udkast til bogen, nævnte hun ikke byen ved navn for ikke at blive identificeret med etablerede populære forestillinger om Oxford. En redaktør overtalte hende dog til at stå ved den by, hun skriver om og holder af, og som for hende også er andet end idyl. At Cara Hunter blev overtalt til at kalde Oxford ved navn, er hun i dag virkelig glad for. Der er nemlig plads til både Morse og hendes egen kriminalinspektør, der har det til fælles, at de arbejder ved Thames Valley Politi. Så holder ligheden ellers også op.

Adam Fawley er i begyndelsen af 40’erne og nyder hverken opera eller krydsord.

»I mit hoved ligner han en ung Mark Carney,« siger Cara Hunter med henvisning til lederen af Storbritanniens centralbank. »Han har samme stille autoritet og magt og er ikke flamboyant. Man ved, man er midaldrende, når man fascineres af en bankmand,« smiler forfatteren.

Venlig, medfølende, lidt utålmodig og indimellem kort for hovedet er også ord, Cara Hunter sætter på sin hovedperson, der er lykkelig gift med sin advokathustru Alex. Og, indskyder hun, så har Fawley en tør humor, der minder en del om hendes egen.

Ingen krimikarakter uden en akilleshæl. Fawley og hans kone har mistet deres eneste barn, 10-årige Jake, kort inden handlingen i Familiens Synder udspiller sig. Ved et tilfælde har Fawley desuden fundet ud af, at han selv er adopteret, hvilket hans forældre aldrig har fortalt ham. Det er altså en på flere måder rystet kriminalinspektør, der bliver sat på sagen om 8-årige Daisy, der er forsvundet under en fest i sin families have. Ingen har lagt mærke til, hvordan eller hvornår hun forsvandt. Jo dybere Fawley og hans team kommer i efterforskningen, desto mere mystisk bliver det. Alle lyver. Alle har noget at skjule.

»Et gammelt engelsk ordsprog lyder; ‘Det kræver en landsby at opdrage et barn’. I Familiens synder kræver det et samfund at miste et barn. Jeg har været interesseret i alle de sociale og psykologiske spændinger og rygter, det skaber i et lokalområde. Og det hele udspiller sig ikke langt herfra,« siger Cara Hunter og slår ud med armene.

Lige nøjagtig det hus, hvor Daisys familie bor, er opdigtet. At bruge en virkelig adresse havde hun ikke lyst til. Det virkede på en måde for brutalt.

Giftige tweets

Cara Hunter har en ambition om, at hendes bøger skal slutte med et gigantisk pladask. Hun kan godt lide at tage et tema og vride det rundt på en uventet måde. I Familien synder bliver alt vendt på hovedet til sidst.

»De allersidste sider skal gerne få læseren til at udbryde: ’Hvad?’ Og så tre sekunder efter: ’Ja. Selvfølgelig.’ Slutningen skal forundre, men også have en form for indre logik.«

I hver eneste Adam Fawley-krimi bruger hun et greb, der supplerer jeg-fortælleren Fawleys synsvinkel.

I den første bog er det især tweets, hun bruger til at drive handlingen frem og få flere synsvinkler med. Som en slags moderne pendant til koret i de klassiske græske tragedier.

»I dag kan politiet ikke efterforske en sag om et barn, der forsvinder, uden at de sociale medier følger med og har en mening om efterforskningen. Som research læste jeg en masse tweets i forbindelse med virkelige forsvindingssager. Det var forfærdeligt at se, hvordan folk bliver behandlet online af fremmede. Jeg havde en anelse, men blev alligevel overrasket over hvor giftige og fordømmende, kommentarerne var. Vi føler, at vi har ret til at ytre os, vi tror, at vi har vigtig information, selvom vi intet aner. Det ville jeg gerne have med i bogen.«

Forfatteren tager en slurk sort te med masser af mælk, før hun tilføjer:

»Det gik også op for mig, at jeg kunne bruge tweets til at placere små spor. Og ikke kun bruge de sociale medier som en dæmon. Nogle af dem, der blot er bekymrede og interesseret i sagen, har måske gennemskuet noget?«

Inspireret at tv

Der er ingen kapitler i bogen. I stedet er historien bygget op af små korte afsnit med masser af dialog. Intentionen har været at kopiere fremdrift og tempo fra tv-serier. Selv sluger Hunter gerne tv-krimier som Line of Duty eller udsendelser om virkelighedens forbrydelser, hvor hun ofte henter inspiration.

Et af temaerne i Familiens synder er moderskab.

»Jeg ville gerne udfordre de ofte forudfattede meninger om, hvordan kvinder reagerer, når de bliver mødre. Nogle kæmper for at tilpasse sig morrollen. Ikke alle befinder sig godt i den. Det har været interessant at dykke ned i.«

Da bogen udkom i Storbritannien2017, var Cara Hunter ikke klar over, at hun ville komme til at leve med karaktererne længe. Serien udkommer nu i 21 lande, og sidste år blev hendes seneste bog i serien indstillet til den britiske pris som årets krimi.

I øjeblikket skriver Cara Hunter på femte bog om Adam Fawley.

»Selvom der har sneget sig en universitetsafdeling med i bog tre, så forsøger jeg at holde Adam og co. langt væk fra universitetsmiljøet og byens mest berømte steder,» forklarer hun.

Da interviewet er slut, går Bogmagasinets udsendte langs Oxford Kanal. Hvor hyggelige husbåde duver i vandet, og majestætiske villaer omkranser det vand, der løber sammen med Themsen. Ved en bro står to lidt forhutlede mænd. På deres ordveksling lyder det som om, de er i gang med at dele et stof og har overnattet på gaden. Sådan er Oxford. Indtagende smuk og charmerende. Og rå og voldsom. Nøjagtig som i Cara Hunters krimier.

PS: En af Cara Hunters gennemgående karakterer hedder Erica Somer. Hendes efternavn er et anagram over Morse, og hendes fornavn begynder som hans med e. Det er forfatterens lille hyldest til Oxfords mest berømte detektiv.

PPS: Du kan læse hele Bogmagasinet elektroniske her

PPPS (hvis man kan sige det): Du kan se et par billeder fra min tur til Oxford her

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.