krimi

Mød en kriminalpsykolog i Aarhus på torsdag

Charlotte Kappel, mellem Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg, er kriminalpsykolog og har været fagkonsulent på de fleste bøger om Katrine Wraa. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiarrangement den 13. december: Måske din december er proppet med arrangementer og aftaler? Men har du ingen planer torsdag eftermiddag, og bor du nær Aarhus, så har jeg en ide til, hvad du kan lave.

Med en forholdsvis ny butik i hjertet af Aarhus promoverer VisitThy området omkring Thy, der bl.a. byder på Cold Hawaii i Klitmøller og Nationalpark Thy. Men Thy er andet end gode bølger at surfe på og smuk, rå natur.

Frem til midt i januar kan du i Skt. Clemens Stræde 9 få en god Thy-historie. Og sådan en er Charlotte Kappel.

Hun er kriminalpsykolog og Ph.d. med speciale i geografisk gerningsmandsprofilering.

Som fagkonsulent har hun hjulpet forfatterparret Øbro og Tornbjerg, siden de debuterede med den første bog om Katrine Wraa, Skrig under Vand, der i 2010 vandt Politikens krimikonkurrence.

Parret har skrevet i alt seks bøger om kriminalpsykolog Katrine Wraa. Og der er visse ligheder mellem virkelighedens og fiktionens kriminalpsykolog. Øbro og Tornbjerg har f.eks. ladet Katrine Wraa studere i England ligesom virkelighedens kriminalpsykolog. Charlotte Kappel har taget sin Ph.d. på University of Liverpool.

Men der er også forskelle, og dem kan du høre om, når Charlotte Kappel på torsdag blandt andet fortæller om sit samarbejde med Øbro og Tornbjerg. Hvad laver en kriminalpsykolog egentlig? Og hvordan adskiller jobbet sig fra filmens/seriernes verden? Også det fortæller Charlotte Kappel om.

Hvor og hvornår?

Torsdag den 13. december klokken 16.30. Mød blot op i butikken Thy i Skt. Clemens Stræde 9, 8000 Aarhus C – eller book plads på telefon: 97 92 19 00. Jeg har intet med arrangementet at gøre, men videreformidler blot, så eventuelle spørgsmål skal du kontakte VisitThy for at få svar på. Læs mere om arrangementet her

Da jeg i august mødte Charlotte Kappel i anledning af udgivelsen af Øbro og Tornbjergs sjette krimi om Katrine Wraa, sagde hun bl.a.:

For mig har det været et rigtig spændende samarbejde. Det har været syret, men fedt at bruge min viden på en anden måde. Vi har haft mange gode samtaler og diskussioner. Og så har det været hyggeligt det med lige at tage livet af folk på papiret, ha ha. Det meste af mit arbejde foregår dog foran computeren, jeg er ikke ude på gerningssteder som Katrine Wraa. Det har også været spændende at følge hendes udvikling gennem bøgerne. I De ustraffede er der også en del af handlingen, der foregår i Thy, hvor jeg kommer fra, og også her har Jeanette og Ole ramt jargonen og miljøet rigtig godt.

Læs eller genlæs hele interviewet med Charlotte Kappel og Øbro og Tornbjerg her

 

Men hvad handler bogen om?

God læselyst. Foto: Rebekka Andreasen

Om at anmelde: “Men hvad handler bogen om? Skal det ikke også stå i en anmeldelse?” Det spørgsmål fik jeg for nylig her på bloggen efter at have anmeldt en krimi. En fyldestgørende anmeldelse synes jeg selv, men indrømmet – jeg er ikke den, der giver lange referater af en bogs handling, når jeg anmelder bøger.

Når jeg læser bøgers bagsidetekster, synes jeg indimellem, at forlagene afslører alt for meget af bogens handling og indhold. Informationer, som jeg gerne selv ville have læst mig frem til. Det dér mord på side 101, ville jeg egentlig helst have kom som en overraskelse. Det er en kunst at skrive netop bagsidetekster, så de bliver en appetitvækker og fortæller om bogen – uden at teksten afslører for meget af bogens handling.

Sådan har jeg det også med anmeldelser. Der er ikke noget værre end en anmeldelse, der afslører alt for meget. Og de findes altså derude. Både i blogland, men også i aviserne. Og nogle gange afslører anmeldelser ikke kun lidt, men alt for meget. Plotspoiler i grotesk grad.

Ret skal være ret: I blogland og i aviserne finder jeg også anmeldelser, der er så formfuldendte, originale og fantastiske, at jeg ville ønske, jeg selv havde fundet på ordene.

Hos mig finder du ikke lange referater af, hvad der sker i en bog, for det synes jeg selv, du skal læse dig frem til. Selvfølgelig er det rart at vide, om vi befinder os på indlandsisen og har kurs mod en klimakrise, eller om historien udspiller sig i misbrugsmiljøet i Aalborg eller i New York i 1930érne. Og jeg bestræber mig altid på at skrive, hvem, hvor og hvad, så mine læsere har en anelse om, hvad der foregår. Men jeg vil gerne videreformidle min egen oplevelse af bogen og skrive, hvad jeg synes, der fungerer/ikke fungerer, og nogle gange fylder referatet meget lidt.

Og jeg kan finde på at lave anmeldelser, hvor jeg vender det hele på hovedet som denne her, hvor jeg anmelder Jo Nesbøs Tørst. Læs den anderledes anmeldelse, der bestemt ikke følger nogen skabelon, her

Jeg blev ikke fornærmet over spørgsmålet, tværtimod. Jeg er begejstret for engagerede læsere, der gider bruge tid på at smide en kommentar i min retning. Og spørgsmålet fik mig til at tænke. Og være glad for, at jeg gør, som jeg gør. Og spørgsmålet fik mig til at skrive ordene her.

God læselyst. Både med mine og andres anmeldelser. Og med de der skønne bøger. Smid endelig et spørgsmål min vej, hvis der er noget, du undrer dig over.

Bedste hilsner fra

Rebekka

 

Anmeldelse: Al kødets gang af Ambrose Parry

Anmeldelse: I aftes holdt jeg foredrag på Risskov Bibliotek, der samtidig var årets sidste foredrag om krimiguf. Jeg anbefalede 16 suveræne krimier. Det skulle egentlig kun have været 15. Men denne krimi, der udkom i fredags, sneg sig med i feltet.

Ny videnskab og gamle overbevisninger mødes i denne læseværdige historiske krimi.

Ambrose Parry: Al kødets gang: Det er ikke altid butleren, der er skurken. Heller ikke i Ambrose Parrys Al kødets gang, der udkom forleden på Modtryk.

Men der er en butler med i historien, for den historiske krimi foregår i Edinburgh anno 1847. I en brydningstid, hvor der eksperimenteres med medicin og nye banebrydende behandlingsmetoder, og i en tid, hvor nogle har en butler – og andre kæmper med det yderste af neglene for at holde krampagtigt fast i livet i Edinburghs rå slum –  beskidte og fattige Old Town.

I bogen møder vi den unge Will Raven, der er medicinstuderende. Han er pokkers heldig og bliver føl hos den berømte professor i fødselshjælp Simpson i byens fine kvarter. Den berømte og velrespekterede læge har ikke kun en butler ansat, men også den kvikke og ambitiøse tjenestepige Sarah Fisher, der har andre talenter end at gå ærinder og skænke kaffe op.

Og selvom de ved første skæve øjekast foragter hinanden, finder Sara og Will efterhånden sammen, fordi de som de eneste er interesserede i at finde sandheden om nogle bemærkelsesværdige dødsfald blandt byens kvinder.

Hvor det unge detektivpar er fiktive, levede deres arbejdsgiver James Young Simpson (1811 – 1870) i virkeligheden og er i dag for Edinburgh, hvad H. C. Andersen er for Odense.

Som den første af alle anvendte han kloroform som bedøvelsesmiddel, og Simpson har haft betydning for udviklingen af obstetrik/fødselshjælp.

En venlig bloglæser tog dette foto, da jeg i går holdt foredrag på Risskov Bibliotek. Måske ses vi på dit lokale bibliotek i 2019?

Jeg er faldet pladask for Will og Sara og det berømte bysbarn, der åbnede sit hjem for både fattige patienter og samfundets elite.

Og jeg er faldet for bogens virvar af skumle gyder, brutale samfundsstrukturer, desperate prostituerede, griske mennesker, rå og resultatorienterede politimænd, drukkenbolte, fine damer med sans for korssting og sladder, eksperimenterende læger, der ivrigt afprøver kemiske stoffer på egne kroppe og alle de håb og den håbløshed, Edinburgh bød på dengang.

Vanvittig underholdende, rå og tankevækkende victoriansk krimi, der sætter en interessant brydningstid i fokus. En tid, hvor ny videnskab og gamle overbevisninger kommer i karambolage med hinanden.

Det er historie og fiktion flettet forrygende sammen til en levende og farverig fortælling. Og ja, den eneste forskel på gift og medicin er mængden. Tempoet spurter indimellem, mens det lunter i andre afsnit, men historien mister aldrig pusten. Den er rørende og rå og rasende underholdende, selvom plottet ikke gemmer på store overraskelser. Men der er gode miljø- og personbeskrivelser i bogen, og et interessant portræt af en kompleks by. Der er allerede planlagt flere bøger i samme serie.

Ambrose Parry er pseudonym for det skotske forfatterpar krimiforfatter Chris Brookmyre og hans hustru Marisa Haetzman, der forsker i anæstesi. Hendes kandidatafhandling om anæstesiens historie gav inspiration til romanen.

Et passende navn. Ideen til pseudonymet fik parret nemlig efter Ambroise Paré, som var en fransk militærkirurg i midten af det 16. århundrede. Han er blevet kaldt den videnskabelige kirurgis fader og udgav flere anatomiske og kirurgiske lærebøger på fransk, hvilket i begyndelsen blev latterliggjort, da det var sædvane at publicere på latin. Men han kom til at arbejde for flere franske konger, så…

 

Anmeldelse: De efterladte af Palle Schmidt

De efterladte af Palle Schmidt udkommer 1. november 2018. Forfatteren står også bag bogens cover.

Anmeldelse: De efterladte er Palle Schmidts anden krimi for voksne. Bogen udkommer i morgen på det lille forlag Calibat. De efterladte er en rå, mørk hurtiglæst krimi skrevet i et kontant og direkte sprog.

Har du læst A. J. Kazinskis Den sidste gode mand som tegneserie? Hvis ja, så kender du Palle Schmidts streg, for det er ham, der med mørke, kraftfulde illustrationer har forvandlet bogen om gidselforhandleren Niels Bentzon til en såkaldt graphic novel. Men Palle Schmidt kan også skrive.

Tidligere har han – udover graphic novels – skrevet ungdomsromaner. Han er uddannet på den 1-årige masterclass på Filmskolens manuskriptlinie. Palle Schmidt debuterede som krimiforfatter for voksne med romanen Fanden på væggen, der udkom i 2016.

Nu er han aktuel med sin anden krimi, der er en hurtiglæst, men bestemt ikke uinteressant bog, selvom den godt måtte have haft lidt mere fylde. Mere om det senere.

Vi følger bogens københavnske jeg-fortæller Hauge, der netop er blevet løsladt efter at have afsonet endnu en voldsdom. Han drager mod nord, mod en lille nordjysk havneby i nærheden af Frederikshavn for at undersøge, hvad der er sket med rockerkongen Bjarkes nevø. Hvordan kan en fisker og elitesvømmer drukne i et havnebassin?

Hauge, hvis fornavn vi aldrig får at vide, skylder Bjarke en tjeneste og tager modvilligt afsted, men måske det også er meget belejligt, for hvad pokker skulle han ellers give sig til? Hauge har intet sted at bo, intet job, ingen kæreste – og så kan han lige så godt lege detektiv i en lillebitte landsby langt ude, hvor havet rusker ubarmhjertigt, hvor lokaltoget sjældent standser, hvor ejendomsmæglerens Til salg-skilt står i årevis, hvor der er piger med grønne øjne, og hvor de efterladte, der ikke er flygtet til de større provinsbyer, er ladt tilbage. Der er ikke meget at grine af på de kanter. Det er Jylland, når det er allermørkest.

Det er ikke alle, der er interesserede i, at Hauge undersøger sagen, og han får hurtigt skabt fjender i det lille lokalsamfund med sine nærgående spørgsmål og sin proper næve.  For Hauge løber ikke væk fra et rask slagsmål, men går stille og roligt imod det.

Selvom han på papiret måske ikke virker som retfærdighedens mand, så er det alligevel ham – og ikke politiet – der finder sandheden om, hvad der skete med Bjarkes nevø Ditlev. Hauge har moral trods mangler, plettet straffeattest og ar på sjælen.

Der er noget dejligt energisk, kantet og utvetydigt over historiens tone. At historien er skrevet i førsteperson ental giver en god nerve til fortællingen, og Palle Schmidt skriver rapt og direkte uden dikkedarer. Og så er der skønne miljøbeskrivelser af både det lille samfund og de folk, er bor der. Trøstesløsheden og forfaldet er til at få øje på i det lille samfund, hvor nogle er bykonger, mens andre bøjer nakken. Og alle holder øje med hinanden. Og Palle Schmidt har øje for små, lækre detaljer. Og heldigvis er der også masser af tør humor i historien.

Jeg hilste på Palle Schmidt (tv) på BogForum 2018. Her sammen med forfatter Jakob Melander, som Palle Schmidt har interviewet i sin PlotCast. Hør indlægget her. Foto: Rebekka Andreasen

Krimien er delt op i korte, stramme kapitler. Det giver tempo, men indimellem går det for hurtigt efter min smag. Jeg ville ønske, at forfatteren ikke var bange for at dvæle lidt. Det virker en smule som om, han er bange for at kede læserne. Den kriminelle Hauge som detektiv er en interessant, han er både destruktiv, men også initiativrig og påholdende, og jeg ville gerne have hørt endnu mere om Hauges baggrund, om hans tanker, om hans historie. Han er spændende.  Og en original opdager. Og slet ikke så dum, som han måske selv tænker, at han er.

Forfatteren skriver på en fortsættelse til De efterladte, og hvis Hauge er med igen, kan jeg kun håbe, at forfatteren giver plads til, at vi lærer Hauge bedre at kende. Historien er nemlig kun set fra Hauges synsvinkel og derfor er det fra ham, at tankerne skal komme. Eller også skal forfatteren flette synsvinkler fra andre karakterer ind – jeg mangler i hvert fald mere dybde.

Plottet er forholdsvis enkelt, historien er fint fortalt i et raskt tempo uden krumspring, og jeg var godt underholdt. Men det er ikke en bog, der bliver i min bevidsthed længe. Hurtigt læst, hurtigt glemt. Men jeg læser gerne igen om Hauge – især hvis karakteren bliver foldet endnu mere ud, og Hauge får lov til at tænke mere end han slås.

Du kan læse mere om forfatter Palle Schmidt her

PS: Palle Schmidt er også manden bag den Plotcast, hvor han interviewer forfattere om det at skrive.

Krimiarrangement i Aarhus med Hammer, Hammer, Zornig og Lindholm – og retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen

Søren Hammer, Lotte Hammer, Jørgen Lange Thomsen, Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm – mød dem på Godsbanen i Aarhus den 8. november.

Krimiarrangement/Aarhus: Har du abstinenser efter BogForum 2018? Vil du gerne med helt ind i maskinrummet, når en række populære forfattere udtænker plots og giver deres bud på, hvorfor vi fascineres af ondskab og menneskets skyggesider – hvad enten der er fiktion eller virkelighed?

Så sæt kryds i kalenderen den 8. november, hvor du på Godsbanen i Aarhus kan møde to forfatterpar Lotte og Søren Hammer og Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm.

Også Jørgen Lange Thomsen, der er professor emeritus på Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet, får du fornøjelsen af. Han er blandt andet forfatter til Retsmedicineren – Et liv med døden som ledsager, og rådgiver blandt andet om forebyggelse af drab.

Tak til søde bloglæser Conni Jørgensen for billedet af mig og Lotte og Søren Hammer. Foto: Conni Jørgensen.

Lotte og Søren Hammer er søskende og aktuelle med den niende krimi i bestsellerserien om Konrad Simonsen og co. Mirakelbarnet hedder den. Deres bøger er solgt til 22 lande, og jeg havde fornøjelsen af at interviewe dem på BogForum.

Lisbeth Zornig blev landskendt for selvbiografien Vrede er mit mellemnavn og tv-dokumentaren Min barndom i helvede. Hun og Mikael Lindholm debuterede i 2015 på bestsellerlisterne med deres første spændingsroman Bundfald, som tager udgangspunkt i Lisbeths brors besynderlige død. Siden har de sammen skrevet Arkimedes og Eksodus.

Til arrangementet kan du bl.a. blive klogere på, hvad der foregår i krimiforfatteres hoveder, når de udtænker et plot. Og forfatterne udforsker i selskab med publikum og retsmedicineren hvad det er, der tiltrækker os ved de blodige fortællinger, hvad enten det er fiktion eller blodig virkelighed.

Dine ideer tæller med

Møder du op på Godsbanen næste torsdag, så bliver du og dine ideer inviteret med ind i processen, når forfatterkollektivet på scenen skaber en krimi i selskab med publikum. Hvis du har lyst, kan du sende forfatterne nogle ord om et muligt plot, et mysterium, et drab, et persongalleri eller andet, du kunne tænke dig at se indarbejdet i en krimi. Retsmedicineren hjælper med at vurdere realismen i de mulige plots, hvor fiktive personer kommer af dage eller kommer til skade.

Når du tilmelder dig, får du en email op til foredraget med anvisninger om, hvordan du… det får du at se.

Jeg kommer. Ses vi på Godsbanen? Læs mere om arrangementet her

 

Interview med Arne Dahl – BogForum 2018

– Jeg er ikke færdig med Berger og Blom. Men det bliver en fritstående historie, og ikke en del af trilogien. Og måske lykkes det mig en dag at skrive en standalone – det har jeg ikke været så god til, siger den svenske forfatter lunt. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2018: Et af højdepunkterne på BogForum 2018 var for mig en snak med den svenske forfatter Arne Dahl. Han er aktuel med Midtvand, der er tredje bind i serien om Sam Berger og Molly Blom. Læs hvad der kom ud af vores snak her. 

Det er sen fredag eftermiddag på BogForum, da jeg har aftalt et kort interview på tomandshånd med den svenske forfatter Arne Dahl. Bag forfatternavnet gemmer litteraturkritiker og forfatter Jan Arnald sig, og jeg har kun talt kort med ham tidligere. Så selvom vores tid til snak er begrænset, da Jesper Stein om mindre end tyve minutter skal interviewe ham på Rød Scene, så har jeg set frem til mødet.

Jeg er fan. Hvis jeg havde interesseret mig glødende for fodbold, havde man måske kaldt mig fanatisk.

For mig er Arne Dahl en af de allerstørste krimiforfattere. Nogensinde. For mig står han for alt det, jeg elsker ved krimigenren lige fra knaldhamrende spændende historier til sylespidse miljøbeskrivelser, overraskende, komplicerede og uigennemskuelige plots, naturtro dialoger og masser af spænding og underholdning i absolut topklasse. Og interessante karakterer, som jeg med fryd følger, fordi jeg må vide, hvordan de udvikler sig.

Og så har Arne Dahl (og hans danske oversætter Anders Johansen) flair for at få sproget til at danse.

Flere gange i løbet af vores snak, som er en herlig blanding af dansk, svensk og engelsk, nævner Arne Dahl ordet tight – stram. At han med de tre bind om Berger og Blom (Skyggezone, Indland og Midtvand) har haft lyst til at skrive en mere stram fortælling med mindre komplekse og komplicerede handlingsforløb, med færre hovedpersoner. Og med vægt på det psykologiske frem for storpolitik.

Fra den ydre til den indre verden. En mere snæver fortælling, hvor han havde mulighed for at komme endnu længere ind i hovedet på sine hovedpersoner.

Jeg synes nu, at Berger og Blom-serien er temmelig kompleks og kompliceret – bare på en anden måde end hans bøger om A-gruppen eller Opcop.

“Berger og Blom er ikke så stabile, sympatiske og likeable, som Paul Hjelm f.eks. er, og det har været en stor udfordring at skrive om personer, man måske ikke rigtig synes om og ikke ved, om man kan stole på. Og det har været en udfordring at skrive om personer, der ikke har et normalt liv. Men det var netop det, jeg ville med serien,” forklarer Arne Dahl.

Hans arbejdsmetode med den nye serie har også været anderledes. Selvom han har haft en struktur for historierne, har haft skelettet til fortællingerne klar, har han skrevet mere spontant og set, hvordan bøgerne har udviklet sig. Og han er selv blevet overrasket over, hvad det har ført med sig.

“Når man har skrevet så mange krimier, som jeg har, så bliver jeg sjældent overrasket, når jeg læser krimier. Men netop med trilogien her er jeg selv blevet overrasket, fordi historien har udviklet sig og har taget drejninger, jeg ikke kendte på forhånd. Det har været ekstra sjovt – selvom det også har været svært,” forklarer Arne Dahl.

Den seneste bog om Berger og Blom hedder Midtvand – og er et begreb hentet fra dykkerverdenen. Netop der, hvor du som dykker mister orienteringen og ikke ved, hvad der er bund eller overflade. Der, hvor du fuldstændig mister orienteringen. Og det passer perfekt til den paranoide og klaustrofobiske stemning, som Arne Dahl gerne ville skabe med bøgerne. Og Sam Berger må flere gange igennem midtvandet – der, hvor risikoen for fejl og fare er allerstørst.

“Jeg elsker vand og havet, jeg bader gerne, og jeg snorkler også. Men jeg dykker ikke selv,” forklarer Arne Dahl og føjer til, at han som forfatter opsøger det, han er angst for. Det mørke dybe endeløs hav – og tanken om at dø druknedøden.

“Krimien er ikke en trend, den er noget helt fundamentalt, og den gode krimi har en funktion for det moderne menneske. En nærmest terapeutisk funktion, hvor vi finder trøst og velbehag, når kaos bliver genoprettet og alt det irrationelle og skræmmende ikke svæver i det uvisse til slut, men får en form for forløsning.”

20 år som Arne Dahl

I år er det 20 år siden, han debuterede som Arne Dahl med krimien Ondt blod, og skal han slå ned på én begivenhed i hans forfatterkarriere, der har gjort ekstra indtryk, så var det første gang han mødte hele ensemblet, der spiller med i filmatiseringen af bøgerne om Paul Hjelm fra Stockholm Politi og A-gruppen.

“Det var virkelig syrealistisk. Nu havde jeg levet med karaktererne så længe, de havde været en stor del af mit liv, og pludselig stod skuespillerne, der skulle give dem liv i tv-serien, lige der foran mig.”

Og ja. Selvom man hedder Arne Dahl, selvom ens bøger er oversat til 32 sprog,  selvom man er den slags forfatter, der er landet på BogForum i Bella Center efter en succesrig turne i Tyskland, hvor der ikke sjældent dukkede 700 – 800 mennesker op, ja, så kan man sagtens blive usikker, når man sidder alene og skriver.

“Indimellem tvivler jeg også,” siger han, der er er nomineret til den prestigefulde The Ripper Award, som landsmænd som Håkan Nesser og Henning Mankell tidligere har vundet.

Med et lunt smil indskyder han, at nu må det snart være hans tur til at nappe den pris.

Jeg håber, han vinder. Jeg synes, han fortjener den.

Selv er Arne Dahl meget glad for sin serie om Berger og Blom. Da jeg i de sidste minutter af vores samtale spørger den svenske forfatter om, hvilket råd han ville give til sit yngre Arne Dahl-jeg, hvis han kunne, tænker han sig om et øjeblik, før han svarer:

Fortsæt som du gør – du gør det godt. Men du kommer til at stramme dine historier op. Du kan ikke have plads til tre sider om musik, og du mister måske lidt ved ikke at bruge tid på at skrive om karakterer, der henter børn i børnehave. Men du kommer tilgengæld helt tæt på. Og det bliver godt.

PS: Interviewet her er skrevet i toget på vej hjem fra BogForum. I fredags, da jeg tog modsatte vej fra Aarhus til København, skrev jeg anmeldelse af Adrian McKintys tredje Sean Duffy-krimi. Læs eller genlæs den her

 

Anmeldelse: Og i morgen er jeg væk af Adrian McKinty

Bogen er tredje bind i serien om politimanden Sean Duffy i 80’ernes Nordirland.

Anmeldelse: Nordirske Adrian McKinty, der tidligere på året besøgte Krimimessen i Horsens, er aktuel med endnu en Sean Duffy-krimi på dansk. Elegant får McKinty flettet virkelige begivenheder fra borgerkrigen i Nordirland ind i en eminent god og stemningsfuld krimi, hvor trøstesløsheden hærger på hver eneste underholdende side.

Og i morgen er jeg væk er tredje bind i Adrian McKintys forrygende serie om den katolskfødte Sean Duffy i et overvejende protestantisk politikorps. Som de øvrige bøger i serien har bogen titel efter en linje i en Tom Waits sang. På engelsk hedder bogen In the morning I’ll be gone. Og nu er forfatteren nået til 1984.

Egentlig er efterforskeren Sean Duffy blevet degraderet pga. omstændigheder i den forrige bog, men en dag banker MI5 – det britiske efterretningsvæsen – på hans dør. De har desperat brug for hjælp til at finde en berygtet IRA-terrorist, der er flygtet fra et nordirsk fængsel. Duffy var barndomsven med terroristen, og efter selv forgæves at have ledt efter manden, sætter MI5 nu Duffy på sagen.

Duffy betragter sagen som et springbræt til at få oprejsning, og ufortrødent kaster han sig ud i jagten, der bestemt ikke er uden forhindringer eller fare. Duffy må tilbage til barndommens land for at få styr på sin fremtid. Og han har travlt. Meget tyder på, at IRA planlægger noget spektakulært, men hvor og hvem er udtænkt som offer for terrorismen?

Som krimifreak klapper jeg i hænderne over, at Adrian McKinty leger med den klassiske krimigåde om det lukkede-rum-mysterium, for som led i en byttehandel om informationer, skal han efterforske mordet på en ung kvinde, der er fundet død i en pub. Dørene var låst indefra, og der var ingen vidner. En klassisk gåde. Vi er jo helt tilbage til ham, der kaldes for den moderne krimis ophavsmand Edgar Allan Poe og hans novelle Dobbeltmordet i Rue Morgue.

Indimellem skriver Adrian McKinty en anelse tungt og omstændeligt. Men hæng lige på, for Og i morgen er jeg væk er en helt forrygende krimi især på grund af et usentimentalt og stærkt portræt af et Nordirland i opløsning under borgerkrigen, The Troubles, i 80’erne. Stemningen er lige så grå og trist, som den regn, der vælter ned fra himlen.

Et portræt af Belfast og omegn, hvor der ikke sjældent er bål, knuste ruder og uro i gaderne, hvor det er rutine at tjekke bilens understel for bomber, inden du kører så meget som en meter, hvor arbejdsløsheden og trøstesløsheden hærger, og hvor alting dirrer og sitrer og den næste voldelige konflikt med død til følge konstant truer.

Hvor politiske løsninger smuldrer. Og hvor hadet mellem katolske republikanere og protestantiske royalister får masser af næring i en tid med nedskæringer, sylespids Thatcher-politik og håbløshed alle vegne. Det er meget interessant at læse om, og bogens plot er overraskende. Så kan jeg godt overleve lidt tunge formuleringer, der popper op af og til.

Stærke personskildringer byder bogen også på, og Duffy er nøjagtig så egenrådig og utraditionel som nogle af de allerbedste fiktive detektiver, at ham bliver jeg ikke træt af at læse om foreløbig. Jeg er fan.

Elegant får forfatteren flettet virkelige begivenheder ind i den højspændte finale, og jeg har mere end en gang haft fat i Google, mens jeg læste, fordi Adrian McKinty gjorde mig nysgerrig på konflikten fra en ikke så fjern fortid. En blodig konflikt, der foregik kun få timer med fly fra Danmark.

De to forrige bøger i serien er Det kolde våde land og Sirenesang. Bogen er udkommet på Forlaget Olga.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her