krimi

Anmeldelse: Solo af Jesper Stein

 

Bøgerne om Axel Steen i rækkefølge:
Uro, Bye Bye Blackbird, Akrash, Aisha, Papa og Solo. Som med de øvrige bøger i serien har Peter Stoltze skabt forsiden. Læs eller genlæs mit interview med den grafiske designer her

Anmeldelse: Solo er sjette bog i Jesper Steins krimiserie om Axel Steen, og bogen udkommer i dag på Politikens Forlag. Solo er en formfuldendt, dynamisk og også rørende kriminalroman, kraftfuld, hektisk, dyster og rå.

På et tidspunkt i bogen betragter Vicki Thomsen, der nu arbejder som chef i Københavns Politis afdeling for Personfarlig Kriminalitet, Axel Steen i et lidt løjerligt outfit: Mørke habitbukser og en tynd grå hættetrøje. Tøj, der ikke umiddelbart samarbejder. I Solo, der tidsmæssigt foregår et par år efter Papa, har Axel Steen forladt PET og politiet og har taget et job, der kræver, at han har habitbukser på.

Han er nemlig blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank. Ja, du læste rigtigt. Og højre hånd for direktøren for det hele, Mikael Zorn. Med andre ord er Axel Steen nu solo – uden kollegaerne og alle de beføjelser, der følger med jobbet som PET-agent eller drabsefterforsker.

Men habitten strammer på alle tænkelige måder, Axel Steen må slugte nogle business-kameler, og heldigvis kan han ikke helt glemme sin fortid. Ikke glemme sit drive, sin retfærdighedssans, sin iver efter at jage ondskaben, efter at gøre det, han er allerbedst til. Ja, måske det eneste han i virkeligheden er god til: sit job. Og derfor kommer hættetrøjen i spil.

Igen har seje Vicki Thomsen en central rolle i bogen. Som Axel Steen har hun dybde og nuancer, og jeg er glad for, at hun næsten fylder lige så meget i bogen som sin tidligere kollega. Hun efterforsker drabet på en ung mand – en dansk/palæstinenser, der er blevet fundet i kælderen under Urbanplanen på Amager. Og hun kæmper ikke kun med egne fordomme, men også med at trænge igennem et massivt net af løgne, fortielser og hemmeligheder, for sagen har trevlede tråde til både Syrien, fremmede efterforskningstjenester og til PET.

Siden den første bog i serien, Uro, har Stein haft et kritisk blik på PET, og Solo er ingen undtagelse. Også erhvervslivets helt tunge mænd med deres særstatusser og selvbilleder får en over tuden.

Axel Steen har fået til opgave at fyre en medarbejder på sin arbejdsplads, altså i banken. Medarbejderen har svindlet for millioner af kroner. Opgaven skal løses diskret og uden at det vækker opsigt. Men pludselig eksploderer sagen, og Vicki Thomsen og Axel Steen får brug for hinanden. Der krydsklippes tjept mellem afsnit, hvor vi er i hovedet på henholdsvis Vicki og Axel. Og så er der gensyn med bl.a. Cecilie, Khalid og Lennart.

Kaster min detektivhat i luften

Jeg har ledt. Og ledt og ledt. For der må da være noget ved Solo af Jesper Stein, der ikke fungerer? Men det er svært at være kritisk. Bortset fra gentagne beskrivelser af himlens nuancer, som sagtens kunne undværes, så er Solo så ekstremt godt komponeret, at jeg kaster min fiktive, bløde detektivhat op i luften i begejstring over Stein.

Sidelange dialoger, der sidder præcist, som de skal, indblik i karakterernes dilemmaer, så empatien (eller afskyen) bruser, og jeg som læser bliver pokkers nysgerrig. Interne magtkampe, realistisk politiarbejde, masser af fremdrift med hyppige sceneskift og tempofyldte handlingsforløb, der fletter sig ind og ud af hinanden. Overraskelser, hittepåsomhed, så motiv og gerningsmand ikke er gennemskuelige, og mange små sjove detaljer. Som at en af bogens figurer er opkaldt efter forfatteren Morten Pape. Og hvilken figur.

Axel Steen virker umiddelbart knap så destruktiv, som i de tidligere bøger. At han begynder at ryge smøger igen er det nærmeste, han kommer et misbrug.  Ingen stoffer, ingen alkohol – det meste af bogen. Og på en måde gøre det mere ondt, at han er ved sine fulde fem, end hvis han var søbet ind i stoffer og alkohol, for Axel Steen vælger alligevel bevidst den vej, der er kulsort.

For lykkelig er han ikke. Næh. Han kæmper konstant en indre kamp om at finde glimt af lykken. Forsøger at hele sår og sorg. Kæmper med modstridende lyster om at kaste sig brutalt ud i arbejdet med gigantisk risiko til følge og et brændende ønske om at beskytte sin familie, passe på sin 12-årige datter Emma – og sin kone. For ja, Axel Steen er blevet gift.

Axel Steens liv er fravær af lys og lykke og hverdagsbanaliteter for det dér med at leve et helt normalt liv evner rastløse Steen ikke, selvom han tror, at det er det, han ønsker. De personer, han holder mest af, heler sår, som han er skyld i. Han er presset.

Og selvfølgelig går det galt. Hans besættelse af at arbejde flår ham længere væk fra familien og truer med at ødelægge det skrøbelige familiefundament, han har. Igen får Stein sin hovedperson helt ud på kanten. I bogstaveligste forstand. (Og den højdeskræk, som forfatteren har fortalt, at han selv lider af, den får Axel Steen også kort at føle i det rå finalekapitel.)

Hvor forgængeren Papa var mere huhej undercover-action og gigantiske, neglebidende armbevægelse, så er Solo mere afdæmpet, men den er samtidig kulsort og brutal på en helt anden måde. Læs den!

PS: Du kan møde Jesper Stein alle tre dage på BogForum denne weekend.

 

 

 

Ses vi på BogForum 2018?

Skuespilleren Olaf Nielsen, der var en del af min tv-barndom, mødte jeg på BogForum i 2012. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2018: Årets største bogfest begynder om et øjeblik. Fra den 26. – 28. oktober er der BogForum i Bella Center. Selvom Krimimessen i Horsens uden tvivl er årets bogmæssige højdepunkt for mig, så er det altid en kæmpe fornøjelse at besøge BogForum.

Alenlange køer til signeringer, kø til arrangementer med begrænset tilskuerantal, kø til toiletbesøg og ventetid, når du trænger til kaffe eller en bid mad. Væn dig til det, for BogForum er kø.

Men heldigvis er BogForum også utrolig meget andet. Og jeg glæder mig til 2018-udgaven af årets største bogmesse.

Sidste år stod jeg på Skriveværkstedets stand de tre dage, messen varede, men det var en sjov og ret fin oplevelse. I år står jeg ikke på en stand, og jeg har masser af tid til at snuse rundt og nyde og opleve.

Jeg har to sceneinterviews. Lørdag klokken 14.35 interviewer jeg Lotte og Søren Hammer på Gyldendals Tranescene. De er aktuelle med Mirakelbarnet – den niende krimi om Konrad Simonsen og co. Jeg giver forfatterparret en lille sjov udfordring – kom og hør, hvad det er.

Og søndag klokken 12 interviewer jeg Inger Wolf på scenen ved People’s Press. Vi skal tale om En djævelsk plan – tredje del af serien om psykiateren Christian Falk. Mon ikke det bliver til en samtale om psykiatri og ondskab? Jeg glæder mig rigtig meget til begge oplevelser. Og så skal jeg blandt andre interviewe Arne Dahl til bloggen. Spændende.

Jakob Melander knipset på BogForum i 2014, hvor han fortalte om sin anden krimi, Serafine. Foto: Rebekka Andreasen

Selvfølgelig skal jeg hænge ud på Krimimessens stand og lappe deres omfangsrige program med mange små korte interviews i mig. For første gang faktisk. De forrige år har det ikke passet med mit program, men i år er jeg klar. På Krimimessens stand kan du i løbet af BogForum møde:

Jesper Stein, Morten Hesseldahl, Inegr Wolf, Dennis Jürgensen, Sara Blædel, Jakob Melander, Lotte og Søren Hammer, Anne Mette Hancock, Lars Kjædegaard, Øbro og Tornbjerg, Lone Theils, Claus Lohman og Katrine Engberg, Stefan Ahnhem, Julie Hastrup, Michael Katz Krefeld, Nina von Staffeldt, Jens Henrik Jensen, Leif Davidsen og Bent Isager-Nielsen og Hans Petter Hougen.

Få oversigt over programmet her

Når jeg er på BogForum, har jeg altid et par traditioner, som jeg også i år vil holde i hævd.

Igen i år har Folketinget en stand, og jeg er altid forbi standen. Ofte frister folkene på standen med en quiz, bolsjer og en snak. Nogle gange kan man være heldig at møde politikere, og et af højdepunkterne var dengang, hvor jeg fik en rigtig fin snak med Birthe Rønn Hornbech om Christianborgs historie. Og ja, det har du hørt før, hvis du følge bloggen, men jeg sætter stor pris på, at vi i Danmark har så let adgang til politikerne, som vi har.

Der er altid noget at kigger på, når du er på BogForum. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg nyder også at smutte forbi Lyttesalonen, hvor man kan få en lille pause fra menneskehavet og ikke skal zigzagge mellem rullekufferter og ivrige bogentusiaster, men blot lytte.

Siden min lærer på journalisthøjskolen diplomatisk forklarede mig, at ikke alle har gode radiostemmer, så har jeg været fascineret af mennesker, der har kraftfulde og virkningsfulde stemmer. Og som ikke napper endelserne af og taler for hurtigt.

(Kære radiolærer. Jeg øver mig og er blevet meget bedre siden 7. semester og radiospecialet.)

Måske jeg kommer forbi og lytter, når skuespilleren Morten Hauch-Fausbøll læser Benny Andersens novelle Storetåen lørdag eftermiddag.

Hvis du gerne vil lytte til krimi, så læser skuespilleren Jon Lange op af Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet lørdag klokken 14. Og så kan du passende ile over til Gyldendals Tranescene og nå at høre mit interview med søskendeparret Hammer og Hammer bagefter.

Også børnenes BogForum skal jeg udforske. To af mine tre børn er novemberbørn, og heldigvis er de begge fan af boggaver, så jeg er på udkig efter et par fine gaver.

Hvornår har du sidst givet en boggave til et barn, vel og mærke en bog, der ikke er en klassiker? Ronja Røverdatter, Otto er et næsehorn og Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på den hoved tæller ikke med.

Der bliver udgivet rigtig meget godt børnelitteratur, men vi danskere er temmelig konservative, når det kommer til køb af børnebøger. De titler, jeg hiver med hjem, skal ikke være titler, mine børn kender i forvejen.

BogForum er ikke kun ord, men også billeder. Tegneren Adam O står bag denne tegning, som jeg spottede på BogForum 2015. Foto: Rebekka Andreasen

At jeg også er fascineret af tegneserier ved du måske, hvis du følger bloggen fast. Og selvfølgelig skal jeg forbi Comics Tegnevæg alle dage og se, hvordan den udvikler sig.

Det er også på BogForum, at jeg har set Ole Henriksen danse, har hørt spøjst poetry-slam udført af medlemmer af Håbefulde Unge Forfattere, har spist græshopper, fået Peter Madsens fine signering – en tegning – i en meget fin billedbog, hørt et sælsomt interview med Peter Høeg og hørt Sara Blædel fortælle om at miste sine forældre på kort tid.

Og det er på BogForum, at jeg er blevet rørt over at høre forfatter Steffen Jacobsen fortælle om sin barndom og om, hvorfor det lokale bibliotek har haft enorm betydning for ham. På BogForum i 2014 sagde han:

Jeg har haft en kaotisk og omsorgssvigtet barndom, og som barn i en dysfunktionel familie, er man ekstremt isoleret. Man kan finde på at tage med bussen blot for at komme tæt på andre mennesker. Jeg har ikke haft den dér lærer, der så mig og gav mig te efter skole. Jeg havde biblioteket. Det har været livsreddende. Det var for mig et fristed, hvor jeg kunne føle mig normal. Når virkeligheden er ubærlig, har man brug for elementer til at bygge fantasiverden med.

Litteratur kan forandre liv, og jeg har kæmpe respekt for det arbejde, som Læs for Livet, som du også kan møde på BogForum, gør. Gå endelig forbi deres stand, hvis du gæster BogForum.

Der er mange fine sager, der frister på BogForum. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum er også alt det, du ikke kan planlægge. At blive grebet af en koks entusiasme på Madscenen, at fordybe sig i et interview med en forfatter, du ikke har læst, og at sætte sig ned og høre en bid af en glødende debat.

For mig er BogForum også gensyn med rigtig gode folk. Jeg glæder mig til at se jer.

Tid til at opdatere bloggen i løbet af messen får jeg næppe, men følg med på bloggens Facebook og Instagram, hvis du vil se fotos og små bidder af video.

Bedste boghilsner fra

Rebekka

PS: I morgen kan du her på bloggen læse min anmeldelse af Jesper Steins sjette krimi om Axel Steen Solo.

 

Anmeldelse: Huset på klippen af Elly Griffiths

I dag udkommer Huset på klippen, der er tredje krimi om Ruth Galloway. Bogen udkommer på Gads Forlag.

Anmeldelse: Er du vild med Ruth Galloway? Så vær glad for, at Gads Forlag har sat turbo på og udgiver Elly Griffiths tredje Galloway-krimi på dansk i år. Huset på klippen hedder bogen. Britisk såkaldt hyggekrimi med masser af atmosfære og personer, du ikke kan undgå at holde af.

Spoiler-alert: Læs ikke denne anmeldelse, hvis du har de to første bøger om Ruth Galloway til gode. Men du kan godt læse de næste par linjer.

Selvom bøgerne hver især rummer en afsluttet historie, så udvikler personerne sig, og i denne bog er der sket noget, der forandrer Ruths liv dramatisk og som giver ikke så få skrupler, så læs gerne bøgerne i rækkefølge. Begynd med Pigen under jorden og snup derefter Løgnens hus. Og så er du klar til at læse Huset på klippen – og min anmeldelse.

Doktor Ruth Galloway er ekstremt godt og hyggeligt selskab. Hun er begavet, dygtig, arbejdsom og charmerende på sin egen kantede og lidt kiksede facon. Ruth har ikke den store kontakt til sin religiøse familie, men til gengæld en lille kreds af tætte, spøjse venner. Hun er akademiker med stor a og arbejder på det lokale universitet i Norfolk nogle timer nordøst for London. Hun er arkæolog, mere korrekt biologisk antropolog, og Ruth er ekspert i knogler.

I Huset på klippen bliver hun igen involveret i en spektakulær sag og skal hjælpe det lokale politi i Norfolk, med Harry Nelson i spidsen, med at undersøge nogle knogler. Et hold arkæologer har nemlig fundet et lig ved foden af en klippe tæt på det brusende hav – Nordsøen, der grådigt æder af kysten. Og netop havet er årsag til, at liget nu er blevet synligt. Noget tyder på, at liget har været begravet i sandet længe. Måske siden 2. verdenskrig? Og hvem er det, der for alt i verden gerne vil undgå, at sandheden kommer frem?

Hurtigt dukker flere lig op og pludselig står politiet – og Ruth – med en aktuel mordgåde, der også peger tilbage i tiden. Som det sig hør og bør i en Galloway-krimi. Et Griffiths-særkende, som jeg rigtig godt kan lide, og derfor virker det heller ikke kunstigt med en arkæolog på sidelinjen af politiarbejdet. I første bind er der tråde tilbage til jern- og bronzeealderen. I Løgnens hus er det romertiden, der er i fokus. Og nu er det altså en knap så fjern fortid fra 1940’erne, som Elly Griffiths tager fat på.

I denne roman kommer Nelson mere og mere på banen, og især forholdet mellem Ruth og Nelson er centralt i fortællingen. Ruth er ikke kun “mor” for katten Flint, hun er også blevet mor til datteren Kate, forholdet til Nelson, der er far til barnet, er underligt uforløst. Den gæve politimand er nemlig godt og lykkeligt gift og i forvejen far til to snart voksne piger.

Ruth skal også gøre plads i det lille hus på kanten af saltmarsken til en veninde, der pludselig dukker op fra fortiden.

Herligt persongalleri

Det er Elly Griffiths brogede og skønne persongalleri, der gør bogen interessant. Hun tegner kærlige portætter af en lille håndfuld Norfolk-beboere. Og vi lærer også bipersonerne bedre at kende bl.a. Nelsons underordnede betjenten Judy, der er fortællestemme i et par af kapitlerne. Og den excentriske Cathbad, der har flere sanser end de fleste, og som flirter med alt muligt alternativt – ham er jeg vild med. Trods forskelle er Cathbad og Nelson ved at udvikle et venskab.

Plottet er ikke avanceret, men der er et par gysende overraskelser undervejs. Huset på klippen er humoristisk, engelsk hyggekrimi, blødt, behageligt og ret rart at læse.

Læs Huset på klippen, fordi det er tophyggeligt og skønt at være i selskab med en begavet og initiativrig antiheltinde som Ruth, og fordi du får serveret engelsk te, kommer på pub, forkæles med dejlig tør humor (og mange parenteser) og en lille dramatisk hvad-nu-hvis-historie med tråde til 2. verdenskrig. Og det arkæologiske drys, der er Griffiths kendetegn, kan man ikke andet end at omfavne. Forfatteren finder fint balancen mellem banalt fyld og hardcore fagnørderi.

Og så rummer bogen herlige miljøbeskrivelser af et for mig uvant miljø, og sammen med Ruth får jeg våde bukseben af at vade rundt i et frådende hav på glatte sten, og jeg skærmer mig for en april-snestorm ude på det flade marskland. Jeg slugte bogen, fordi Griffiths formår at skabe personer, du får empati og sympati for.

Elly Griffiths har skrevet i alt ti bøger om Ruth Galloway. Håber de alle udkommer på dansk.

PS: Elly Griffiths er et pseudonum for Domenicia de Rose. Forfatteren har skrevet fire bøger i eget navn. Bøgerne handler om Italien, hvor hendes far er fra, og om familie og identitet. Da hun skrev Pigen under jorden opstod behovet for et nyt forfatternavn. Domenicia de Roses bedstemor hed Ellen Griffiths, og med en lille omskrivning blev en ny krimiforfatter skabt. Læs mit interview med den britiske forfatter her

 

 

 

Nye krimier og tre heldige vindere

Har du vundet En djævelsk plan af Inger Wolf? Foto: Rebekka Andreasen

Tak til alle jer der deltog i konkurrencen om at vinde et eksemplar af Inger Wolfs krimi En djævelsk plan, der er tredje Aarhuskrimi i serien om psykiateren Christian Falk.

De tre heldige vindere er: Pia Volder Handt, Elsebeth Andersen og Betina Petersen.God fornøjelse med bogen.

Har du vundet, så send en mail til mig med din adresse. Skriv til mail@rebekkaand.dk – så sørger jeg for, at Inger Wolfs forlag People’sPress, der venligt har sponsoreret bøgerne, sender en bog din vej.

Og husk: Du kan høre krimiforfatter Inger Wolf flere gange på BogForum i løbet af den 26. – 28. oktober. Og tropper du op søndag den 28. oktober klokken 12 ved People’sPress, så er det mig, der interviewer. Håber vi ses.

Nye krimier:

I øjeblikket er der fart på krimiudgivelserne. Måske synes du også, at efterår og krimi fungerer godt sammen? Her har jeg udvalgt et par af de nye bøger:

Erfaren TV 2-journalist står bag thrilleren Den vantro terrorist.

Jesper Nilausen debuterer i dag med thrilleren Den vantro terrorist, Egolibris Forlag. Forfatteren er reporter for TV 2 Nyhederne og har tidligere været redaktør for blandt andet Station 2 Special og Station 2 Politirapporten.

Hovedpersonen i bogen, journalisten Morten Rütz, får sit livs chok, da han pludselig møder sin gamle kollega fra Jyllands-Posten på gaden i New York. For kollegaen Ole Rasmussen døde for et halvt år siden.

Den vantro Terrorist stiller spørgsmålstegn ved, hvor langt vi skal gå for at forsvare vores frihedsrettigheder uden samtidigt at risikere at miste dem. Læs mere om bogen her

For nylig udkom Fortabt af engelske Sharon Bolton på Forlaget Mrs Robinson. Det er tredje, uafhængige del af Sharon Boltons spændingsserie om kriminalbetjent Lacey Flint.

Elleveårige Barney følger fascineret politiets efterforskning af en række mord i Londons South Bank. For Barney ved, at der snart vil blive begået et nyt mord. Offeret vil være en dreng på Barneys alder, og morderen vil efterlade liget på Themsens bred.
Kriminalbetjent Lacey Flint, som er på orlov fra politiet, kan ikke holde sig fra sagen. Og Lacey er i syv sind: Er Barney et potentielt offer? Eller er han morder? Og hvad med hans far, der altid er “på arbejde”, når drabene bliver begået?

Sharon Boltons tredje krimi i serien om den kvindelige kriminalbetjent Lacey Flint hedder Fortabt og er netop udkommet.

De to forrige bøger, der er udkommet på dansk, hedder Rødt lys stop og Dødens stemmer.

Sharon Bolton, som du måske kender med et J som mellemnavn, vandt i 2010 den prestigefulde Mary Higgins Clark Award.

11. oktober udkommer en ny amishkrimi af amerikanske Linda Castillo.

På afveje hedder bogen, der er 9. bind i serien om politichef Kate Burkholder.

For to år siden modtog Joseph King en dom på livstid for mordet på sin kone. King er udstødt medlem af Amish-samfundet og kendt for sit voldsomme temperament, og nu er han undsluppet fængslet og på vej mod Painter’s Mill.

Nyheden om en morder på fri fod spreder sig som løbeild, og politikommissær Kate Burkholder og hendes team er i højeste beredskab. Men dette er personligt for Kate. Hun voksede op sammen med Joseph King. Som 13-årig amishpige tilbad hun den jord, han gik på.

Flere krimier på vej

Efterår (ja også vinter, forår og sommer) fungerer fint i selskab med en krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Der er også snart nyt fra Elly Griffiths (anmelder på udgivelsesdagen den 9. oktober) og nyt fra blandt andre Sofie Sarenbrant, der er aktuel med en krimi om kriminalinspektøren Emma Sköld, Dennis Jürgensen, hvis femte Roland Triel-krimi hedder Eksploderende skadedyr, og Jesper Stein. Solo hedder den sjette krimi om Axel Steen. Og Lotte og Søren Hammer er snart aktuelle med Mirakelbarnet, som jeg glæder mig til at interviewe dem om på BogForum lørdag den 27. oktober.

Om en god måneds tid er Steffen Jacobsen aktuel med Ghostwriter, der er femte selvstændige bind i serien om Michael Sander og Lene Jensen. Og Michael Katz Krefelds Mørket kalder kommer også til november – med den kvindelige politikommissær Cecilie Mars i hovedrollen.

Og og og…. der er masser af krimier, spændingsromaner og thrillers, jeg slet ikke har nævnt, der også er værd at tjekke ud. Godt læselystigt efterår.

 

Vind En djævelsk plan af Inger Wolf – og tjek programmet til BogForum ud

BogForum 2018: For et par dage siden blev programmet for BogForum 2018 offentliggjort. I år ligger årets største bogmesse allerede i oktober, så dyk ned i programmet, hvis du drager mod Bella Center i Ørestad på Amager i dagene 26. til den 28. oktober. Med 200 udstillere, 800 forfattere og mere end 1500 forskellige programpunkter er der bogguf for enhver. Mød bl.a. Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf.

Du finder programmet for BogForum 2018 på dit lokale bibliotek eller i din boghandel. Du kan også finde programmet for BogForum 2018 digitalt lige her

I år skal jeg interviewe Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf, og passer det med jeres planer, så håber jeg, at I har lyst til at kigge forbi. Både Hammer-parret og Inger Wolf signerer bøger efter interviewene.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer, har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det. Billedet er fra Krimimessen i 2016. Foto: Ane Ahrenkiel Sand

Lørdag: Jeg interviewer Lotte og Søren Hammer lørdag den 27. oktober på Gyldendals Tranescene kl.: 14:35.

Søskendeparrets krimi Mirakelbarnet, der er niende bog i den populære serie om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen, udkommer på BogForums første dag.

Konrad Simonsen og hans team bliver koblet på en sag om et intercitytog med kurs mod Berlin, der bliver afsporet nær Vordingborg. Fem civile og to politibetjente omkommer under ulykken. Hurtigt viser sagen sig at have forbindelser til både russiske olieinteresser, en lille dansk natradiostation, en gruppe amatørarkæologer og et hemmelighedskræmmende internetfællesskab.

Jeg ser frem til snakken med parret og håber, at det bliver en lige så forrygende samtale, som da jeg interviewede Lotte og Søren Hammer på Krimimessen i 2016.

Lotte og Søren Hammers bøger om Konrad Simonsen i rækkefølge:

  • Svinehunde
  • Alting har sin pris
  • Ensomme hjerters klub
  • Pigen i Satans Mose
  • Den sindssyge polak
  • Elskede Heidi
  • Mørkemanden
  • To små piger
  • Mirakelbarnet

Billedet af Inger Wolf er fra Krimimessen i Horsens 2017, hvor Kragemanden, den anden krimi om psykiateren Christian Falk, netop var udkommet. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag: Jeg interviewer Inger Wolf søndag den 28. oktober klokken kl.: 12:00 på scenen ved People’s Press.

Inger Wolf fortæller om sin seneste krimi En djævelsk plan, der er sidste bind i trilogien om psykiateren Christian Falk, der hjælper Østjyllands Politi med gerningsmandsprofiler i vanskelige kriminalsager.

Mon ikke mange trofaste krimifans er kede af, at Wolf nu slutter serien?

Gennem efterhånden mange år har jeg på sidelinjen fulgt Inger Wolf, og hun er ikke kun dygtig, men også temmelig sød og inspirerende at høre på. Og jeg ser i den grad frem til en snak om bogen og Ingers forfatterskab.

I En djævelsk plan bliver Christian Falk pludselig selv midtpunkt for efterforskningen, og inden han ser sig om, er han på flugt og efterlyst for at have dræbt en ung handicappet mand i en forstad til Aarhus.

Konkurrence – vind Inger Wolfs seneste krimi

Er det ikke ved at være tid til en hurtig konkurrence her på bloggen? Godt du siger jo, for Inger Wolfs forlag, People’s Press, har sponsoreret tre bøger til en konkurrence.

Tre bloglæsere kan vinde et eksemplar af Inger Wolfs En djævelsk plan. Omslaget er lavet af Rasmus Funder, og bogen er udkommet på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen.

Tre heldige bloglæsere kan vinde et eksemplar af En djævelsk plan. Alt du skal gøre er at skrive dit navn under indlægget her. Så deltager du i konkurrencen, som du kan deltage i frem til torsdag den 4. oktober klokken 15. Du skal selv tjekke på bloggen, om du har vundet. Jeg offentliggør de tre vindere senere samme dag på bloggen.

Bemærk: Der kan gå lidt tid fra du skriver en kommentar, til den bliver synlig på bloggen.

Inger Wolfs serie om Christian Falk i rækkefølge:

  • Brændte Sjæle
  • Kragemanden
  • En djævelsk plan

Fotoet her tog jeg et kvarter før, BogForum 2017 åbnede dørene til tre dages bogfest. Foto: Rebekka Andreasen

PS: Igen i år har Krimimessen i Horsens en stand på BogForum, hvor du – udover Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf – også kan møde:

Jesper Stein, Morten Hesseldahl, Lone Theils, Dennis Jürgensen, Claus Lohman, Sara Blædel, Jakob Melander, Katrine Engberg, Julie Hastrup, Stefan Ahnhem, Lars Kjædegaard, Anne Mette Hancock, Michael Katz Krefeld,Nina von Staffeldt, Jens Henrik Jensen, Leif Davidsen, Bent Isager-Nielsen, Hans Petter Hougen og Øbro og Tornbjerg.

PPS: Måske du har lyst til at læse/genlæse min lange reportage fra BogForum 2017? Du finder indlægget her

Anmeldelse: Hjemvendt af Lone Theils

Hjemvendt af Lone Theils er en såkaldt Storytel Original skrevet direkte til lyd. Der er ti afsnit af cirka en times varighed.

Anmeldelse Storytel Original: Hjemvendt er det allerbedst fiktion, Lone Theils har skrevet. Synes jeg. Bedre end krimierne om Nora Sand, som jeg dog kun har læst to af. Hjemvendt er en forholdsvis smal fortælling, men den har gjort et solidt indtryk på mig. Historien er gribende, væsentlig, vedkommende, brutal, underholdende og godt doseret i et stille, men bestemt ikke uinteressant tempo. Husk på – vi er i Vestjylland.

Indimellem har jeg svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi tankerne kører rundt i hovedet på mig. Jeg tror, det var forfatteren Eva Maria Fredensborg, der på Krimimessen i Horsens i foråret gav mig den ide at høre lydbøger, inden jeg skulle sove. “Det er dejligt afslappende,” mente hun.

Og ja, det er nok en god ide at skrue ned for kraftigt lys og tv og mobil, hvis man som jeg indimellem har søvnproblemer. Men jeg skal lige love for, at det der med lydbøger som en blid overgang til nattens søvn ikke fungerer, hvis man har Hjemvendt af Lone Theils i ørerne inden sengetid. Det er en såkaldt Storytel Original – altså skrevet direkte til lyd. Og det er en ret fin fortælling.

Hvorfor har vi ikke talt noget mere om den gribende krimifortælling? Jeg er vild med den.

Den 10-årige Mille Lindberg forsvinder fra frilandsmuseet Hjerl Hede i Vestjylland under juletravlheden. Signe Brask, der er ung og uerfaren politimand fra Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro, er en af de første på stedet. Men Mille er og bliver væk uanset hvor meget politi og frivillige leder efter hende. Signe Brask bliver som den eneste i politiet ved med at følge op på sagen og besøger hvert år på årsdagen Milles familie, der bor på en gård i Hjerm. Mor, far, storebror og lillesøster.

Det er også Brask, der bliver kontaktet, da der ti år senere dukker en pige op i København. Hun erklærer, at hun er den forsvundne Mille. Men taler den unge kvinde sandt? Og hvem står bag kidnapningen? Er hun blevet en dansk Natascha Kampusch? Og hvor har Mille været de sidste ti år?

Brask bider sig stædigt fast i sagen, og pludselig er der flere ting, der slet ikke stemmer.

Historien foregår i og omkring Holstebro, hvor forfatteren selv er født og opvokset. Så med Hjemvendt er Lone Theils vendt hjem. Læserne bliver forkælet med skønne beskrivelser af miljø og karakterer og får et kærligt portræt af et vestjysk samfund på godt og ondt. Det er de indre dramaer, de store følelser, der fylder mest i Hjemvendt, så du må få din dosis af biljagter, storgangstere og skyderier andet steds.

Det er en fortælling om svigt, om magt, om familier. Om kærlighed og sorg. Og på intet tidspunkt bliver historien sentimental, utroværdig eller for meget. Den balancerer. Og er skræmmende realistisk. Og går lige i hjertet. I hvert fald på mig.

Det er en historie, der sprogligt er i hopla, og som gør, at du som læser kommer hele følelsesregistret igennem. Du føler alt fra empati og medfølelse til dyb afsky. Og så er hovedpersonen Signe Brask sympatisk og gæv og bestemt ikke kedelig. Flere historier om hende, tak. Det er en meget stor politikreds, så mon ikke Brask kan komme på en anden sag engang i fremtiden?

Selvom jeg som garvet krimilæser ikke blev overrasket over whodunit, så havde historien alligevel flere tvists, jeg ikke havde forudset. 

Historien er indlæst af skuespiller Laura Drasbæk. Hun har en stemme, jeg virkelig godt gider lytte til. Sårbar og stærk på samme tid. Om jeg havde fået den samme oplevelse ved at læse bogen selv, ved jeg ikke, måske den havde virket mere simpel? På lyd fungerer historien fantastisk. Og jeg kan slet ikke forestille mig historien uden Drasbæks stemme til Theils fine ord. Du kan også finde Hjemvendt som e-bog på streamingtjenesten Storytel.

Hermed varmt anbefalet.

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Blodspor af Julie Hastrup

Det er blevet trendy med lakker på bogcovers. Henriette Mørks cover til Blodspor er ingen undtagelse. Men denne gang er det en slags omvendt lakering, hvor baggrund er lakeret og titlen er mat. Bogen udkommer i dag på Politikens Forlag.

Anmeldelse: I dag udkommer Blodspor af Julie Hastrup. Det er den syvende krimi i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm. Og en roman om at gøre brutale ting i det, man tror er godhedens navn. Igen har Hastrup skrevet en vægtig, effektfuld politikrimi.

Igennem syv bøger har krimiforfatter Julie Hastrup skrevet om Rebekka Holm – erfaren og grundig drabsefterforsker fra Københavns Politi, der er udstyret med en god portion intuition. Forfatteren har udviklet en hovedperson, der er så kompleks, sammensat og tilpas interessant med udfordringer både privat og professionelt, at halvdelen af fornøjelsen ved at læse en ny Hastrup-krimi er at finde ud af, hvordan det går med Rebekka Holm. Der er solidt flueben ud for: langtidsholdbar og interessant hovedperson, der holder bog efter bog. Efter bog.

Da jeg forlod Rebekka Holm i Mirakelmanden, så det ikke godt ud for hendes svenske politikæreste Niclas Lundell, og i Blodspor forsøger Holm at acceptere, at kæresten er indlagt på et sygehus i Stockholm. Han er i koma.

Da et ægtepar i 50’erne og to ud af parrets tre voksne børn findes skuddræbt i en villa i Birkerød, passer det egentlig Rebekka Holm meget godt at begrave sig i arbejde  – som en slags flugt fra sorgen og den opslidende uvished over Niclas skæbne og fremtid.

Holm får hjælp af makkeren Tatjana og resten af de københavnske kolleger for at finde svar på spørgsmålet om, hvorfor det meste af Familien Friis skulle dø.

Det er en temmelig spændende fortælling, der foregår i flere forskellige samfundslag, og som læser kommer du blandt andet med til den gamle del af Det kongelige bibliotek, Nationalbiblioteket, men der er også en hjerteskærende afstikker til udlandet.

Ikke kun hovedpersonen har Hastrup kælet for, hun har også gjort meget ud af bipersoner, og vi møder flere, der har både aparte og fængende historier. Men en eller to gange i løbet af den knap 450 sider lange roman, tænkte jeg alligevel, arh…, nu kammer det over, nu er det lige ved at blive lidt for stereotypt – selvom den der virkelighed jo ofte overgår fantasien. Men omvendt er bogen dejlig usentimental.

Det er vanskeligt at komme ind på bogens temaer uden at røbe alt for meget. Og jeg kan godt forstå, at romanen, der længe havde en anden titel, har fået ny titel – måske for ikke at afsløre for meget. Det er en krimi om familiebånd, om magt, om massivt svigt og dunkle hemmeligheder, og forfatteren har været inspireret af en virkelig tragedie, der fandt sted i en ikke så fjern fortid.

Hastrup er ikke kun god til scener med action, for bogen indeholder stærke, fine scener, der berører og bevæger og gør, at man lige synker spyttet en ekstra gang. Og giver sine børn et ekstra knus, når de kommer hjem fra skole.

Som vanligt i en Hastrup-krimi er plottet gennemarbejdet og dejligt krydret med blindspor og gysende overraskelser, og ikke uvant en Hastrup-krimi kredser bogen om drab med store følelser bag.

Når man læser Blodspor glemmer man, hvor møjsommeligt og slidsomt det er at skrive en god krimi, fordi bogen glider ned i hurtige og smagfulde portioner. Jeg har flere gange hørt forfatteren sige, at hun skriver intuitivt og på lyst og stemninger, og bliv bare ved med det – det fungerer. Forfatteren har allerede lagt godbidder ud, så mon ikke vi kan forvente en ottende bog om Rebekka Holm?

Blodspor er en virkelig god bog, men min favorit i serien om Rebekka Holm er stadig Mirakelmanden, der er sjette bind i serien.

PS: Bogen er en selvstændig roman, men det giver god mening at læse bøgerne i rækkefølge. Her får du Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm i rækkefølge:

  • En torn i øjet (2009)
  • Det blinde punkt (2010)
  • Blodig genvej (2011)
  • Portræt af døden (2013)
  • Farlig fortid (2015)
  • Mirakelmanden (2017)
  • Blodspor (2018)

PPS: Julie Hastrups hovedperson hedder Rebekka med k. Søg nettet igennem og tjek alle de gange, anmeldere og bloggere skriver Rebekka sådan her: Rebecca, altså med c i stedet for k. Gang det med en million og gæt selv, hvor ofte jeg oplever, at mit navn bliver stavet forkert. Bedste hilsner fra RebeKKa

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her