Anmeldelse: Kirsten Brun har skrevet en stemningsmættet, medrivende og stilfærdig vandkants-spændingsroman om en mand, der har svært ved at rive sig fri fra sin brutale fortid.
Krigen på Balkan er et gennemgående tema i flere af Kirsten Bruns romaner. Skarpskytten fra Banja Luka er en selvstændig efterfølger til Natten er deres, der udkom i 2018. Foto: Rebekka Andreasen
At Kirsten Brun har arbejdet med flygtninge i over 30 år og var udsendt som nødhjælpsarbejder for Red Barnet i 1992-1993 under krigen i det tidligere Jugoslavien, er smittet af på hendes forfatterskab.
Hendes debutroman Udsendt, der udkom i 2006 på Gyldendal, handler om netop en nødhjælpsarbejder, der er udsendt til Bosnien. Også Natten er deres, der udkom i 2018 på Byens Forlag og den selvstændige efterfølger Skarpskytten fra Banja Luka, der udkom for nylig på samme forlag, har tråde til den blodige krig i begyndelsen af halvfemserne.
I Skarpskytten fra Banja Luka møder vi igen Katrine, der er leder af et integrationskontor i en lille fiktiv nordjysk by. Hun har en baggrund som nødhjælpsarbejder på Balkan. Hun er græsenke i hverdagen, da manden Jens arbejder rundt omkring i verden og sjældent er hjemme. Og så er hun nabo til den 80-årige Jakob, som vi også mødte i Natten er deres. Katrine og Jakob er et fint og utraditionelt detektiv-makkerpar.
Da der sker noget dramatisk og voldsomt i den lille turistby, er det nemlig Katrine og Jakob, der undersøger sagen på sidelinjen. Der er vægt på det psykologiske, og politiefterforskere og blå blink fylder stort set intet i romanen.
Vi møder også John, der lever et roligt provinsliv med ladcykel, urtehave og kone og småbørn. En helt normal mand med en ret usædvanlig baggrund. John var nemlig skarpskytte under Balkankrigen og har talrige liv på samvittigheden.
Slutningen overrasker, tak for det, men plottet er ikke kompliceret, og tempoet vil for nogle krimifreaks være langsommeligt. Spændingen bygges langsomt op, men der er heldigvis konstant fremdrift i fortællingen, når forfatteren zoomer ind på karakterernes udfordringer.
Mens Katrine bekymrer sig om især en 18-årig flygtning og også slås med at tøjle sin jalousi og tanker om, hvad Jens laver, når han er på forretningsrejse, så gør John alt han kan for at skjule sandheden om, hvem han var engang.
Kirsten Brun skriver godt. Sproget er veloplagt og skarpt, og forfatteren er god til de små skarpe detaljer, der både fik mig til trække på smilebåndet, men som også fik mig til at synke spyttet en ekstra gang. Og så kredser Brun om interessante spørgsmål og dilemmaer.
For for langt vil et menneske gå for at beskytte sin familie? Kan man nogensinde slippe fra fortidens synder? Og har man egentlig ret til at være lykkelig, når man har krigsforbrydelser med i bagagen?
Kirstens Bruns indsigt og viden om en komplicerede krig, og hendes sociale indignation siver ned ad siderne, heldigvis uden at det bliver det, jeg kalder kronikagtigt. Det er nok ikke helt forkert at antage, at de holdninger især Katrine har, f.eks. til flygtningepolitik, deler forfatteren selv. Og skulle du være i tvivl, så slår romanen fast, at krig sætter sine spor. Også årtier efter.
Skarpskytten fra Banja Luka er en roman om, hvor svært det er at slippe ud af krigens fangarme, der kan slynge sig om en – selv tusindvis af kilometer fra en for længst opløst krigszone.
En hurtiglæst, men solid og velskrevet spændingsroman. Bogen kan læses selvstændigt, men som altid får du mest ud af at læse bøgerne i rækkefølge, så læs gerne Natten er deres først.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Byens Forlag.
PS: Hvis der er noget ved den titel, der vækker genklang, er det måske fordi du tænker på Jens Henrik Jensens Ulven i Banja Luka fra 2002, der er den sidste bog i serien om CIA-agenten Jan Jordi Kazanski.
