anmeldelse

Streaming på C More: The Cry

Alle fire episoder af The Cry er tilgængelige på C More. Foto:PR/ C More

Streaming: The Cry er en britisk miniserie i fire afsnit, som du lige nu kan streame på C More. Og det synes jeg, at du skal gøre, for det er en meget medrivende og stærk, men langsomt fortalt thriller om forældres værste mareridt – at deres barn forsvinder. Serien er bygget over den australske forfatter Helen FitzGeralds thriller af samme navn fra 2013.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 7 ud af 12. )

 

Da min ældste dreng, der nu går på handelsgymnasium, var knap tre år, fløj jeg alene med ham hjem fra Paris, hvor jeg havde besøgt en kær veninde. Og jeg husker stadig, hvordan sønnike græd konstant på turen til Billund. Som i lige så nonstop som ruten. Og jeg husker folks blikke. Først de medlidende øjne og forsigtige smil og senere de sammenbidte ansigter og dybe suk. Mine røde plamager på halsen voksede i takt med, at folk kom med gode råd. Knap to timer i et fly med en grædende 2-årig føles som en uendelig pinsel.

I The Cry rejser den unge mor Joanna (Jenna Coleman) med manden Alistair (Ewen Leslie) fra Skotland til Australien med deres tre måneder gamle baby Noah for at ansøge om myndigheden over Alistairs 14-årige datter, der bor i Australien hos sin mor.

En lidt længere tur end Paris-Billund, men erindringerne om den flytur poppede straks op igen, da jeg så The Cry.

Noah er urolig og græder det meste af turen down under. Kolossalt stressende for den unge, udmattede mor, der er træt og slidt og som konstant kæmper med at finde sig tilrette som nybagt mor. For Noah er et barn, der græder utrolig meget. Og Joannas mand Alistair har travlt med sin karriere som spindoktor for en fremtrædende politiker. Og han tager en lang lur i flyet og lader Joanna om at have ansvaret for deres søn.

Da parret ankommer til Australien rammer en tragedie, som ændrer deres liv og ægteskab for evigt. Noah forsvinder under en køretur, da parret holder holder ind for at handle. Og pludselig holder gråden op.

Psykologisk thriller, der fascinerer, især på grund af Jenna Coleman. Foto. PR/ C More

Hvem i det lille søvnige australske samfund har kidnappet Noah? Eller har nogen slået ham ihjel? Har Joanna noget med Noahs forsvinden af gøre? Har hun mon en fødselsdepression? Har hendes mand noget af gøre med, at Noah er væk?

Eller hvad med ekskonen, der kæmper med alt, hvad hun kan finde frem af hårde bemærkninger, sympati og listighed for at undgå, at datteren flytter med sin far til Skotland? Eller den store datter, der har problemer i skolen og har slået sin lærer? Er hun mon jaloux på sin bror?

Hurtigt får sagen stor mediebevågenhed, og Joanna piner sig selv med at følge med i kommentarerne på de sociale medier.

Visuelt er The Cry en lækkerbisken, og vi ser bl.a. skribenterne bag de både voldsomme som medfølende kommentarer fysisk omringe Joanna, når hun logger på nettet, fordi hun simpelthen ikke kan lade være.

Serien fik mig også til at tænke på A cry in the dark (Et skrig i mørket) fra slutfirserne, hvor Meryl Streep spiller en mor, der beskyldes for at være skyld i sin babys død i den australske outback. Men nej, her er det ikke en australsk dingo, der er skurken.

The Cry er den type serie, der igen og igen bryder kronologien og springer i tid og sted. Og det er en af de ting, der gør serien meget seværdig. Miniserien er godt fortalt, og det pirrer min nysgerrighed, at vi hopper frem og tilbage i tid og hele tiden er i tvivl om, hvem vi som seer skal have sympati med. Vi får lunser af informationer, vi ikke helt forstår, før hele sagen er blevet rullet ud. Og på den måde kan serien minde om f.eks. Gone Girl og The Girl on the Train.

De mange flashbacks er især en skildring af moderskabet, når det ikke er rosenrødt og Instagramvenligt. Især Jenna Coleman spiller så intenst og troværdigt, at det er en fryd at iagttage. Og jeg kan godt lide, at serien ikke strækker sig over f.eks. ti afsnit, men at vi får en grum og gribende historie fortalt intensivt og hjerteskærende – selvom tempoet er en smule langsommeligt.

Dramaet skal findes i det psykologiske spil, i moderens store udtryksfulde øjne og i de små intense cliffhangers og overraskende plots, og ikke i hæsblæsende klip og tempofyldte handling.

Hvem er det, der gemmer på hemmeligheden om, hvad der er sket med Noah?

En kvindelig efterforsker siger på et tidspunkt, at skyld ikke tynger mindre med tiden, selvom folk tror, at det forholder sig sådan. Og når vi efter cirka fire timer får oprullet hele historien i sæsonfinalen, så sidder man tilbage med en følelse af at have brugt fire timer på en virkelig medrivende og spændende thriller med masser af kvalitet.

 

PS: Jeg er også i gang med Mr. Mercedes sæson 2. Uff, den er grum og god. Og virkelig godt fortalt. Se den. Og læs min anmeldelse af første sæson. Jeg gik også i gang med Harry Quebert-affæren, men den skuffer, synes jeg. Så brug din tid på nogle af de andre skønne serier på sitet. I øvrigt kan du nu se samtlige 45 Martin Beck-film på C More.

Anmeldelse: Ghostwriter af Steffen Jacobsen

En del af Ghostwriter, den femte bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen, foregår i Etiopien. Bogen udkommer i dag på Lindhardt og Ringhof. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Ghostwriter af Steffen Jacobsen spurter afsted med 200 kilometer i timen, biljagter, en kvindelig snigmorder, cirkelspark til medicinalindustrien og udspekulerede, pengegriske banditter i habitter. Det er topunderholdende og medrivende. Jeg er vild med makkerparret Michael Sander/Lene Jensen, snarrådige og handlekraftige som de er. Men det koster en smule på karakterskildringerne, at der konstant er forrygende fart over feltet i den femte bog om makkerparret.

Jeg ved, at jeg vil udsætte mine hovedpersoner for alt muligt frygteligt – de skal bare males til støv. De skal smadres og torpedoanskydes og angribes af vilde dyr – altså, de skal virkelig udslettes for så at genopstå.

Steffen Jacobsen-citatet stammer fra Lindhardt og Ringhofs hjemmeside. Og Steffen Jacobsen spilder ikke tiden, men forkæler sine læsere med den ene mere højspændte og nervepirrende situation efter den anden. Der er masser af fandenivoldskhed over Ghostwriter, og Jacobsen evner i den grad at drive en interessant handling frem med masser af tempo og action. Og med et plot, der begejstrer, selvom man som læser hurtig erfarer, hvordan det hele hænger sammen.

Da jeg for fem år siden interviewede Steffen Jacobsen sagde han:

Det betyder ikke så meget for mig, at læseren ved, hvem forbryderne er fra starten. Det, der interesser mig, er deres motiver til at handle, som de gør. Jeg vil også helst sætte figurerne ind i en større samfundsmæssig og historisk kontekst. En katastrofe som et terrorangreb f.eks.- ikke for katastrofens skyld, men for at undersøge de små mennesker – som vi alle er – der går rundt på bunden af de store begivenheder.

At vi kender bagmændene gør ikke historien mindre interessant. Og åh, hvor skal det stakkels ægtepar Sander/Jensen igennem meget. Og ja, de bliver torpedoanskudt.

En ældre direktør fra et af verdens førende medicinalfirmaer bliver tvunget til at begå selvmord i sin rummelige, mørkeblå Mercedes. Den unge journalist, der var i gang med at skrive hans biografi, findes dræbt i en skov tæt ved. Skudt gennem hovedet.

Politikommissær fra Københavns Politi Lene Jensen får sagen, som hendes kære mand i al hemmelighed også efterforsker. Michael Sander har nemlig fået fat i en hemmelig dagbog, der har betydning for sagen. En dagbog, som magtfulde mennesker i medicinalindustrien vil gøre alt for ikke kommer frem. Og det bringer ham i fare. Og på kollisionskurs med konen.

Samtidig har Michael Sander sin helt egne agenda, sin egen vendetta rettet imod nogle – ved første øjekast – helt almindelige mennesker. En mission, som Lene Jensen heller intet kender til.

Jeg havde gerne set lidt mere fyld på karaktererne. De udvikler sig, ja, men jeg ville gerne have været lidt mere inde i hovedet på både Sander og Jensen. Det koster lidt, at der konstant er tempo og hurtige sceneskift i Ghostwriter. Alligevel har forfatteren fået plads til at vise læserne, at Sander er blevet mere rund i det. Ikke som i buttet, men som i knap så kynisk og pengefokuseret. Det havde jeg gerne set, at forfatteren havde foldet endnu mere ud, for der er ikke plads til synderlige dybe tanker i en historie, der suser afsted. Og i denne fortælling gør Sander faktisk noget – uden at få penge for det.

En person, han til gengæld folder fint ud og som får plads til at tænke, er lægen Thomas Schmidt. I årevis har han arbejdet i katastrofeområder blandt andet for en katolsk hjælpeorganisation i Adigrat i det nordlige Etiopien på grænsen til Eritrea, og som overlæge og ortopædkirurg har Steffen Jacobsen tjek på sin lægetaske. Når et dødeligt borende pilespids forvandles til et livsgivende dræn, så tror man på det.

Og så sniger der sig en lille kærlighedshistorie ind i Ghostwriter også. Lægen Thomas møder en mystisk kvinde i Afrika, som han ikke kan glemme igen, og selvfølgelig hænger hændelserne i Etiopien fornemt sammen med begivenhederne i Danmark.

Sæt dig godt tilrette, spær øjnene op og lad dit hjerte banke ivrigt og nyd den film, du nu skal se for dit indre blik. Indtag en hæsblæsende handling og skønne knastørre replikker, der flyver gennem luften sammen med nedskudte droner og bandeord. Og lev med, at karaktererne mere rykker sig fysisk end psykologisk. Hardcore Sander/Jensen-fans bliver ikke skuffede.

PS: Steffen Jacobsens bøger om Michael Sander og Lene Jensen i rækkefølge:

Trofæ

Gengældelse

Et bjerg af løgne

Enhjørningen

Ghostwriter

PPS: Læs eller genlæs mit interview med Steffen Jacobsen, dengang han var aktuel med første bog i serien Trofæ

PPPS, hvis der er noget, der hedder det: Etiopien er selvfølgelig andet end hungersnød, tørke, borgerkrig og helt unge piger, der dør under fødslen. Engang blev jeg forsinket med et fly, der mellemlandede i Etiopien, og jeg fik mulighed for otte timer i hovedstaden Addis Abeba – eller Addis Ababa, som det også staves. Sjældent har jeg fået et så velsmagende og krydret vegetarmåltid med linser og bønner og andre gode sager, som det, jeg gravede op med fladbrød fra et stort fad på en lille, beskeden restaurant i Addis Abeba.

 

Anmeldelse: De efterladte af Palle Schmidt

De efterladte af Palle Schmidt udkommer 1. november 2018. Forfatteren står også bag bogens cover.

Anmeldelse: De efterladte er Palle Schmidts anden krimi for voksne. Bogen udkommer i morgen på det lille forlag Calibat. De efterladte er en rå, mørk hurtiglæst krimi skrevet i et kontant og direkte sprog.

Har du læst A. J. Kazinskis Den sidste gode mand som tegneserie? Hvis ja, så kender du Palle Schmidts streg, for det er ham, der med mørke, kraftfulde illustrationer har forvandlet bogen om gidselforhandleren Niels Bentzon til en såkaldt graphic novel. Men Palle Schmidt kan også skrive.

Tidligere har han – udover graphic novels – skrevet ungdomsromaner. Han er uddannet på den 1-årige masterclass på Filmskolens manuskriptlinie. Palle Schmidt debuterede som krimiforfatter for voksne med romanen Fanden på væggen, der udkom i 2016.

Nu er han aktuel med sin anden krimi, der er en hurtiglæst, men bestemt ikke uinteressant bog, selvom den godt måtte have haft lidt mere fylde. Mere om det senere.

Vi følger bogens københavnske jeg-fortæller Hauge, der netop er blevet løsladt efter at have afsonet endnu en voldsdom. Han drager mod nord, mod en lille nordjysk havneby i nærheden af Frederikshavn for at undersøge, hvad der er sket med rockerkongen Bjarkes nevø. Hvordan kan en fisker og elitesvømmer drukne i et havnebassin?

Hauge, hvis fornavn vi aldrig får at vide, skylder Bjarke en tjeneste og tager modvilligt afsted, men måske det også er meget belejligt, for hvad pokker skulle han ellers give sig til? Hauge har intet sted at bo, intet job, ingen kæreste – og så kan han lige så godt lege detektiv i en lillebitte landsby langt ude, hvor havet rusker ubarmhjertigt, hvor lokaltoget sjældent standser, hvor ejendomsmæglerens Til salg-skilt står i årevis, hvor der er piger med grønne øjne, og hvor de efterladte, der ikke er flygtet til de større provinsbyer, er ladt tilbage. Der er ikke meget at grine af på de kanter. Det er Jylland, når det er allermørkest.

Det er ikke alle, der er interesserede i, at Hauge undersøger sagen, og han får hurtigt skabt fjender i det lille lokalsamfund med sine nærgående spørgsmål og sin proper næve.  For Hauge løber ikke væk fra et rask slagsmål, men går stille og roligt imod det.

Selvom han på papiret måske ikke virker som retfærdighedens mand, så er det alligevel ham – og ikke politiet – der finder sandheden om, hvad der skete med Bjarkes nevø Ditlev. Hauge har moral trods mangler, plettet straffeattest og ar på sjælen.

Der er noget dejligt energisk, kantet og utvetydigt over historiens tone. At historien er skrevet i førsteperson ental giver en god nerve til fortællingen, og Palle Schmidt skriver rapt og direkte uden dikkedarer. Og så er der skønne miljøbeskrivelser af både det lille samfund og de folk, er bor der. Trøstesløsheden og forfaldet er til at få øje på i det lille samfund, hvor nogle er bykonger, mens andre bøjer nakken. Og alle holder øje med hinanden. Og Palle Schmidt har øje for små, lækre detaljer. Og heldigvis er der også masser af tør humor i historien.

Jeg hilste på Palle Schmidt (tv) på BogForum 2018. Her sammen med forfatter Jakob Melander, som Palle Schmidt har interviewet i sin PlotCast. Hør indlægget her. Foto: Rebekka Andreasen

Krimien er delt op i korte, stramme kapitler. Det giver tempo, men indimellem går det for hurtigt efter min smag. Jeg ville ønske, at forfatteren ikke var bange for at dvæle lidt. Det virker en smule som om, han er bange for at kede læserne. Den kriminelle Hauge som detektiv er en interessant, han er både destruktiv, men også initiativrig og påholdende, og jeg ville gerne have hørt endnu mere om Hauges baggrund, om hans tanker, om hans historie. Han er spændende.  Og en original opdager. Og slet ikke så dum, som han måske selv tænker, at han er.

Forfatteren skriver på en fortsættelse til De efterladte, og hvis Hauge er med igen, kan jeg kun håbe, at forfatteren giver plads til, at vi lærer Hauge bedre at kende. Historien er nemlig kun set fra Hauges synsvinkel og derfor er det fra ham, at tankerne skal komme. Eller også skal forfatteren flette synsvinkler fra andre karakterer ind – jeg mangler i hvert fald mere dybde.

Plottet er forholdsvis enkelt, historien er fint fortalt i et raskt tempo uden krumspring, og jeg var godt underholdt. Men det er ikke en bog, der bliver i min bevidsthed længe. Hurtigt læst, hurtigt glemt. Men jeg læser gerne igen om Hauge – især hvis karakteren bliver foldet endnu mere ud, og Hauge får lov til at tænke mere end han slås.

Du kan læse mere om forfatter Palle Schmidt her

PS: Palle Schmidt er også manden bag den Plotcast, hvor han interviewer forfattere om det at skrive.

Anmeldelse: Og i morgen er jeg væk af Adrian McKinty

Bogen er tredje bind i serien om politimanden Sean Duffy i 80’ernes Nordirland.

Anmeldelse: Nordirske Adrian McKinty, der tidligere på året besøgte Krimimessen i Horsens, er aktuel med endnu en Sean Duffy-krimi på dansk. Elegant får McKinty flettet virkelige begivenheder fra borgerkrigen i Nordirland ind i en eminent god og stemningsfuld krimi, hvor trøstesløsheden hærger på hver eneste underholdende side.

Og i morgen er jeg væk er tredje bind i Adrian McKintys forrygende serie om den katolskfødte Sean Duffy i et overvejende protestantisk politikorps. Som de øvrige bøger i serien har bogen titel efter en linje i en Tom Waits sang. På engelsk hedder bogen In the morning I’ll be gone. Og nu er forfatteren nået til 1984.

Egentlig er efterforskeren Sean Duffy blevet degraderet pga. omstændigheder i den forrige bog, men en dag banker MI5 – det britiske efterretningsvæsen – på hans dør. De har desperat brug for hjælp til at finde en berygtet IRA-terrorist, der er flygtet fra et nordirsk fængsel. Duffy var barndomsven med terroristen, og efter selv forgæves at have ledt efter manden, sætter MI5 nu Duffy på sagen.

Duffy betragter sagen som et springbræt til at få oprejsning, og ufortrødent kaster han sig ud i jagten, der bestemt ikke er uden forhindringer eller fare. Duffy må tilbage til barndommens land for at få styr på sin fremtid. Og han har travlt. Meget tyder på, at IRA planlægger noget spektakulært, men hvor og hvem er udtænkt som offer for terrorismen?

Som krimifreak klapper jeg i hænderne over, at Adrian McKinty leger med den klassiske krimigåde om det lukkede-rum-mysterium, for som led i en byttehandel om informationer, skal han efterforske mordet på en ung kvinde, der er fundet død i en pub. Dørene var låst indefra, og der var ingen vidner. En klassisk gåde. Vi er jo helt tilbage til ham, der kaldes for den moderne krimis ophavsmand Edgar Allan Poe og hans novelle Dobbeltmordet i Rue Morgue.

Indimellem skriver Adrian McKinty en anelse tungt og omstændeligt. Men hæng lige på, for Og i morgen er jeg væk er en helt forrygende krimi især på grund af et usentimentalt og stærkt portræt af et Nordirland i opløsning under borgerkrigen, The Troubles, i 80’erne. Stemningen er lige så grå og trist, som den regn, der vælter ned fra himlen.

Et portræt af Belfast og omegn, hvor der ikke sjældent er bål, knuste ruder og uro i gaderne, hvor det er rutine at tjekke bilens understel for bomber, inden du kører så meget som en meter, hvor arbejdsløsheden og trøstesløsheden hærger, og hvor alting dirrer og sitrer og den næste voldelige konflikt med død til følge konstant truer.

Hvor politiske løsninger smuldrer. Og hvor hadet mellem katolske republikanere og protestantiske royalister får masser af næring i en tid med nedskæringer, sylespids Thatcher-politik og håbløshed alle vegne. Det er meget interessant at læse om, og bogens plot er overraskende. Så kan jeg godt overleve lidt tunge formuleringer, der popper op af og til.

Stærke personskildringer byder bogen også på, og Duffy er nøjagtig så egenrådig og utraditionel som nogle af de allerbedste fiktive detektiver, at ham bliver jeg ikke træt af at læse om foreløbig. Jeg er fan.

Elegant får forfatteren flettet virkelige begivenheder ind i den højspændte finale, og jeg har mere end en gang haft fat i Google, mens jeg læste, fordi Adrian McKinty gjorde mig nysgerrig på konflikten fra en ikke så fjern fortid. En blodig konflikt, der foregik kun få timer med fly fra Danmark.

De to forrige bøger i serien er Det kolde våde land og Sirenesang. Bogen er udkommet på Forlaget Olga.

 

Anmeldelse: Solo af Jesper Stein

 

Bøgerne om Axel Steen i rækkefølge:
Uro, Bye Bye Blackbird, Akrash, Aisha, Papa og Solo. Som med de øvrige bøger i serien har Peter Stoltze skabt forsiden. Læs eller genlæs mit interview med den grafiske designer her

Anmeldelse: Solo er sjette bog i Jesper Steins krimiserie om Axel Steen, og bogen udkommer i dag på Politikens Forlag. Solo er en formfuldendt, dynamisk og også rørende kriminalroman, kraftfuld, hektisk, dyster og rå.

På et tidspunkt i bogen betragter Vicki Thomsen, der nu arbejder som chef i Københavns Politis afdeling for Personfarlig Kriminalitet, Axel Steen i et lidt løjerligt outfit: Mørke habitbukser og en tynd grå hættetrøje. Tøj, der ikke umiddelbart samarbejder. I Solo, der tidsmæssigt foregår et par år efter Papa, har Axel Steen forladt PET og politiet og har taget et job, der kræver, at han har habitbukser på.

Han er nemlig blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank. Ja, du læste rigtigt. Og højre hånd for direktøren for det hele, Mikael Zorn. Med andre ord er Axel Steen nu solo – uden kollegaerne og alle de beføjelser, der følger med jobbet som PET-agent eller drabsefterforsker.

Men habitten strammer på alle tænkelige måder, Axel Steen må slugte nogle business-kameler, og heldigvis kan han ikke helt glemme sin fortid. Ikke glemme sit drive, sin retfærdighedssans, sin iver efter at jage ondskaben, efter at gøre det, han er allerbedst til. Ja, måske det eneste han i virkeligheden er god til: sit job. Og derfor kommer hættetrøjen i spil.

Igen har seje Vicki Thomsen en central rolle i bogen. Som Axel Steen har hun dybde og nuancer, og jeg er glad for, at hun næsten fylder lige så meget i bogen som sin tidligere kollega. Hun efterforsker drabet på en ung mand – en dansk/palæstinenser, der er blevet fundet i kælderen under Urbanplanen på Amager. Og hun kæmper ikke kun med egne fordomme, men også med at trænge igennem et massivt net af løgne, fortielser og hemmeligheder, for sagen har trevlede tråde til både Syrien, fremmede efterforskningstjenester og til PET.

Siden den første bog i serien, Uro, har Stein haft et kritisk blik på PET, og Solo er ingen undtagelse. Også erhvervslivets helt tunge mænd med deres særstatusser og selvbilleder får en over tuden.

Axel Steen har fået til opgave at fyre en medarbejder på sin arbejdsplads, altså i banken. Medarbejderen har svindlet for millioner af kroner. Opgaven skal løses diskret og uden at det vækker opsigt. Men pludselig eksploderer sagen, og Vicki Thomsen og Axel Steen får brug for hinanden. Der krydsklippes tjept mellem afsnit, hvor vi er i hovedet på henholdsvis Vicki og Axel. Og så er der gensyn med bl.a. Cecilie, Khalid og Lennart.

Kaster min detektivhat i luften

Jeg har ledt. Og ledt og ledt. For der må da være noget ved Solo af Jesper Stein, der ikke fungerer? Men det er svært at være kritisk. Bortset fra gentagne beskrivelser af himlens nuancer, som sagtens kunne undværes, så er Solo så ekstremt godt komponeret, at jeg kaster min fiktive, bløde detektivhat op i luften i begejstring over Stein.

Sidelange dialoger, der sidder præcist, som de skal, indblik i karakterernes dilemmaer, så empatien (eller afskyen) bruser, og jeg som læser bliver pokkers nysgerrig. Interne magtkampe, realistisk politiarbejde, masser af fremdrift med hyppige sceneskift og tempofyldte handlingsforløb, der fletter sig ind og ud af hinanden. Overraskelser, hittepåsomhed, så motiv og gerningsmand ikke er gennemskuelige, og mange små sjove detaljer. Som at en af bogens figurer er opkaldt efter forfatteren Morten Pape. Og hvilken figur.

Axel Steen virker umiddelbart knap så destruktiv, som i de tidligere bøger. At han begynder at ryge smøger igen er det nærmeste, han kommer et misbrug.  Ingen stoffer, ingen alkohol – det meste af bogen. Og på en måde gøre det mere ondt, at han er ved sine fulde fem, end hvis han var søbet ind i stoffer og alkohol, for Axel Steen vælger alligevel bevidst den vej, der er kulsort.

For lykkelig er han ikke. Næh. Han kæmper konstant en indre kamp om at finde glimt af lykken. Forsøger at hele sår og sorg. Kæmper med modstridende lyster om at kaste sig brutalt ud i arbejdet med gigantisk risiko til følge og et brændende ønske om at beskytte sin familie, passe på sin 12-årige datter Emma – og sin kone. For ja, Axel Steen er blevet gift.

Axel Steens liv er fravær af lys og lykke og hverdagsbanaliteter for det dér med at leve et helt normalt liv evner rastløse Steen ikke, selvom han tror, at det er det, han ønsker. De personer, han holder mest af, heler sår, som han er skyld i. Han er presset.

Og selvfølgelig går det galt. Hans besættelse af at arbejde flår ham længere væk fra familien og truer med at ødelægge det skrøbelige familiefundament, han har. Igen får Stein sin hovedperson helt ud på kanten. I bogstaveligste forstand. (Og den højdeskræk, som forfatteren har fortalt, at han selv lider af, den får Axel Steen også kort at føle i det rå finalekapitel.)

Hvor forgængeren Papa var mere huhej undercover-action og gigantiske, neglebidende armbevægelse, så er Solo mere afdæmpet, men den er samtidig kulsort og brutal på en helt anden måde. Læs den!

PS: Du kan møde Jesper Stein alle tre dage på BogForum denne weekend.

 

 

 

Anmeldelse: Huset på klippen af Elly Griffiths

I dag udkommer Huset på klippen, der er tredje krimi om Ruth Galloway. Bogen udkommer på Gads Forlag.

Anmeldelse: Er du vild med Ruth Galloway? Så vær glad for, at Gads Forlag har sat turbo på og udgiver Elly Griffiths tredje Galloway-krimi på dansk i år. Huset på klippen hedder bogen. Britisk såkaldt hyggekrimi med masser af atmosfære og personer, du ikke kan undgå at holde af.

Spoiler-alert: Læs ikke denne anmeldelse, hvis du har de to første bøger om Ruth Galloway til gode. Men du kan godt læse de næste par linjer.

Selvom bøgerne hver især rummer en afsluttet historie, så udvikler personerne sig, og i denne bog er der sket noget, der forandrer Ruths liv dramatisk og som giver ikke så få skrupler, så læs gerne bøgerne i rækkefølge. Begynd med Pigen under jorden og snup derefter Løgnens hus. Og så er du klar til at læse Huset på klippen – og min anmeldelse.

Doktor Ruth Galloway er ekstremt godt og hyggeligt selskab. Hun er begavet, dygtig, arbejdsom og charmerende på sin egen kantede og lidt kiksede facon. Ruth har ikke den store kontakt til sin religiøse familie, men til gengæld en lille kreds af tætte, spøjse venner. Hun er akademiker med stor a og arbejder på det lokale universitet i Norfolk nogle timer nordøst for London. Hun er arkæolog, mere korrekt biologisk antropolog, og Ruth er ekspert i knogler.

I Huset på klippen bliver hun igen involveret i en spektakulær sag og skal hjælpe det lokale politi i Norfolk, med Harry Nelson i spidsen, med at undersøge nogle knogler. Et hold arkæologer har nemlig fundet et lig ved foden af en klippe tæt på det brusende hav – Nordsøen, der grådigt æder af kysten. Og netop havet er årsag til, at liget nu er blevet synligt. Noget tyder på, at liget har været begravet i sandet længe. Måske siden 2. verdenskrig? Og hvem er det, der for alt i verden gerne vil undgå, at sandheden kommer frem?

Hurtigt dukker flere lig op og pludselig står politiet – og Ruth – med en aktuel mordgåde, der også peger tilbage i tiden. Som det sig hør og bør i en Galloway-krimi. Et Griffiths-særkende, som jeg rigtig godt kan lide, og derfor virker det heller ikke kunstigt med en arkæolog på sidelinjen af politiarbejdet. I første bind er der tråde tilbage til jern- og bronzeealderen. I Løgnens hus er det romertiden, der er i fokus. Og nu er det altså en knap så fjern fortid fra 1940’erne, som Elly Griffiths tager fat på.

I denne roman kommer Nelson mere og mere på banen, og især forholdet mellem Ruth og Nelson er centralt i fortællingen. Ruth er ikke kun “mor” for katten Flint, hun er også blevet mor til datteren Kate, forholdet til Nelson, der er far til barnet, er underligt uforløst. Den gæve politimand er nemlig godt og lykkeligt gift og i forvejen far til to snart voksne piger.

Ruth skal også gøre plads i det lille hus på kanten af saltmarsken til en veninde, der pludselig dukker op fra fortiden.

Herligt persongalleri

Det er Elly Griffiths brogede og skønne persongalleri, der gør bogen interessant. Hun tegner kærlige portætter af en lille håndfuld Norfolk-beboere. Og vi lærer også bipersonerne bedre at kende bl.a. Nelsons underordnede betjenten Judy, der er fortællestemme i et par af kapitlerne. Og den excentriske Cathbad, der har flere sanser end de fleste, og som flirter med alt muligt alternativt – ham er jeg vild med. Trods forskelle er Cathbad og Nelson ved at udvikle et venskab.

Plottet er ikke avanceret, men der er et par gysende overraskelser undervejs. Huset på klippen er humoristisk, engelsk hyggekrimi, blødt, behageligt og ret rart at læse.

Læs Huset på klippen, fordi det er tophyggeligt og skønt at være i selskab med en begavet og initiativrig antiheltinde som Ruth, og fordi du får serveret engelsk te, kommer på pub, forkæles med dejlig tør humor (og mange parenteser) og en lille dramatisk hvad-nu-hvis-historie med tråde til 2. verdenskrig. Og det arkæologiske drys, der er Griffiths kendetegn, kan man ikke andet end at omfavne. Forfatteren finder fint balancen mellem banalt fyld og hardcore fagnørderi.

Og så rummer bogen herlige miljøbeskrivelser af et for mig uvant miljø, og sammen med Ruth får jeg våde bukseben af at vade rundt i et frådende hav på glatte sten, og jeg skærmer mig for en april-snestorm ude på det flade marskland. Jeg slugte bogen, fordi Griffiths formår at skabe personer, du får empati og sympati for.

Elly Griffiths har skrevet i alt ti bøger om Ruth Galloway. Håber de alle udkommer på dansk.

PS: Elly Griffiths er et pseudonum for Domenicia de Rose. Forfatteren har skrevet fire bøger i eget navn. Bøgerne handler om Italien, hvor hendes far er fra, og om familie og identitet. Da hun skrev Pigen under jorden opstod behovet for et nyt forfatternavn. Domenicia de Roses bedstemor hed Ellen Griffiths, og med en lille omskrivning blev en ny krimiforfatter skabt. Læs mit interview med den britiske forfatter her

 

 

 

Anmeldelse: Blodspor af Julie Hastrup

Det er blevet trendy med lakker på bogcovers. Henriette Mørks cover til Blodspor er ingen undtagelse. Men denne gang er det en slags omvendt lakering, hvor baggrund er lakeret og titlen er mat. Bogen udkommer i dag på Politikens Forlag.

Anmeldelse: I dag udkommer Blodspor af Julie Hastrup. Det er den syvende krimi i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm. Og en roman om at gøre brutale ting i det, man tror er godhedens navn. Igen har Hastrup skrevet en vægtig, effektfuld politikrimi.

Igennem syv bøger har krimiforfatter Julie Hastrup skrevet om Rebekka Holm – erfaren og grundig drabsefterforsker fra Københavns Politi, der er udstyret med en god portion intuition. Forfatteren har udviklet en hovedperson, der er så kompleks, sammensat og tilpas interessant med udfordringer både privat og professionelt, at halvdelen af fornøjelsen ved at læse en ny Hastrup-krimi er at finde ud af, hvordan det går med Rebekka Holm. Der er solidt flueben ud for: langtidsholdbar og interessant hovedperson, der holder bog efter bog. Efter bog.

Da jeg forlod Rebekka Holm i Mirakelmanden, så det ikke godt ud for hendes svenske politikæreste Niclas Lundell, og i Blodspor forsøger Holm at acceptere, at kæresten er indlagt på et sygehus i Stockholm. Han er i koma.

Da et ægtepar i 50’erne og to ud af parrets tre voksne børn findes skuddræbt i en villa i Birkerød, passer det egentlig Rebekka Holm meget godt at begrave sig i arbejde  – som en slags flugt fra sorgen og den opslidende uvished over Niclas skæbne og fremtid.

Holm får hjælp af makkeren Tatjana og resten af de københavnske kolleger for at finde svar på spørgsmålet om, hvorfor det meste af Familien Friis skulle dø.

Det er en temmelig spændende fortælling, der foregår i flere forskellige samfundslag, og som læser kommer du blandt andet med til den gamle del af Det kongelige bibliotek, Nationalbiblioteket, men der er også en hjerteskærende afstikker til udlandet.

Ikke kun hovedpersonen har Hastrup kælet for, hun har også gjort meget ud af bipersoner, og vi møder flere, der har både aparte og fængende historier. Men en eller to gange i løbet af den knap 450 sider lange roman, tænkte jeg alligevel, arh…, nu kammer det over, nu er det lige ved at blive lidt for stereotypt – selvom den der virkelighed jo ofte overgår fantasien. Men omvendt er bogen dejlig usentimental.

Det er vanskeligt at komme ind på bogens temaer uden at røbe alt for meget. Og jeg kan godt forstå, at romanen, der længe havde en anden titel, har fået ny titel – måske for ikke at afsløre for meget. Det er en krimi om familiebånd, om magt, om massivt svigt og dunkle hemmeligheder, og forfatteren har været inspireret af en virkelig tragedie, der fandt sted i en ikke så fjern fortid.

Hastrup er ikke kun god til scener med action, for bogen indeholder stærke, fine scener, der berører og bevæger og gør, at man lige synker spyttet en ekstra gang. Og giver sine børn et ekstra knus, når de kommer hjem fra skole.

Som vanligt i en Hastrup-krimi er plottet gennemarbejdet og dejligt krydret med blindspor og gysende overraskelser, og ikke uvant en Hastrup-krimi kredser bogen om drab med store følelser bag.

Når man læser Blodspor glemmer man, hvor møjsommeligt og slidsomt det er at skrive en god krimi, fordi bogen glider ned i hurtige og smagfulde portioner. Jeg har flere gange hørt forfatteren sige, at hun skriver intuitivt og på lyst og stemninger, og bliv bare ved med det – det fungerer. Forfatteren har allerede lagt godbidder ud, så mon ikke vi kan forvente en ottende bog om Rebekka Holm?

Blodspor er en virkelig god bog, men min favorit i serien om Rebekka Holm er stadig Mirakelmanden, der er sjette bind i serien.

PS: Bogen er en selvstændig roman, men det giver god mening at læse bøgerne i rækkefølge. Her får du Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm i rækkefølge:

  • En torn i øjet (2009)
  • Det blinde punkt (2010)
  • Blodig genvej (2011)
  • Portræt af døden (2013)
  • Farlig fortid (2015)
  • Mirakelmanden (2017)
  • Blodspor (2018)

PPS: Julie Hastrups hovedperson hedder Rebekka med k. Søg nettet igennem og tjek alle de gange, anmeldere og bloggere skriver Rebekka sådan her: Rebecca, altså med c i stedet for k. Gang det med en million og gæt selv, hvor ofte jeg oplever, at mit navn bliver stavet forkert. Bedste hilsner fra RebeKKa

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her