anmeldelse

Streaming på C More: Condor

Den engelsk/irske skuespiller Max Irons, der er søn af skuespillerne Jeremy Irons og Sinéad Cusack, spiller hovedrollen som den idealistiske CIA-analytiker Joe Turner. Foto: C More

Anmeldelse/streaming: Hvor meget er vi villige til at ofre for sikkerhed og tryghed? Det er et af de spørgsmål, som den amerikanske thriller Condor stiller. Fra i morgen kan hele første sæson ses på C More. Jeg anbefaler den varmt, efter at have set de første seks ud af ti afsnit.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 5 ud af 12. )

 

Ringer der en klokke dér allerbagerst i hjernen, når du hører om Condor? Tv-serien er baseret på romanen Seks døgn for Condor af James Grady fra 1974. Og i 1975 lavede den nu afdøde amerikanske instruktør Sidney Pollack filmen Tre døgn for Condor, hvor Robert Redford spiller hovedrollen som CIA-analytikeren Joe Turner, der arbejder bag skrivebordet og ikke som agent i marken. Den film kan du i øvrigt se på Filmstriben.dk, hvor du også kan nyde Max von Sydow som lejemorder.

Og nu kan du altså streame Condor i en opdateret version med et lidt andet setup end i 1975, hvor Turner var en bognørd, der beskæftigede sig med at læse fremmedsprogede bøger for at finde mærkelige sammenhænge og sammensværgelser.

I 2018-udgaven er Joe Turner (Max Irons) et ungt, teknisk computergeni, der er blevet overtalt til at arbejde som analytiker for CIA.  En organisation, han ikke ser rosenrødt på, men som han forholder sig kritisk til. Han er idealist og ønsker at ændre systemet indefra – og vil som en anden Carrie Mathison gerne gøre verden til et bedre og mere trygt sted.

Tilfældigt får han færten af, at en hemmelig enhed inden for CIA pønser på at udrydde radikal islamisme – koste hvad det vil. I første omgang koster det kollegaerne fra Turners team livet. Som den eneste formår Joe Turner at flygte.

I en verden af skæg og blå briller og multinationale virksomheder med skjulte dagsordener, skal han nu finde ud af, hvem der er ven, og hvem, der er fjende, hvis han vil overleve. Og rede millioner af liv både i USA og i Mellemøsten.

Magtmisbrug, korrupte spioner og konspirationsteorier går aldrig af mode, og serien er lige så aktuel i 2018 som i 1975, da filmen fik premiere i kølvandet på Watergate-skandalen.

Det er en gedigen og ret spændende serie i et højt tempo. 32-årige Max Irons, der har medvirket i bl.a. Kvinden i guld, fungerer i rollen som den lidt naive analytiker med hjertet det rette sted. Det er dog ikke ham, der brænder allermest igennem. Og i nogle scener er det som om, han anstrenger sig alt for meget for at virke desperat og i panik.

Bob Balaban og William Hurt i Condor. Foto: C More

Men historien er interessant og velfortalt, og der er flere stærke skuespilpræstationer i serien. Jeg er især vild med William Hurt, der spiller Joes sympatiske onkel Bob, der har fået nevøen ind i CIA. Han er selv et højtstående medlem af CIA og kan formidle så mange følelser med et enkelt blik. Han spiller dejligt underspillet i denne serie.

Jeg har været vild med den amerikanske skuespiller, siden den biograf, jeg arbejdede i som 14-årig, havde Hurt-kavalkade på programmet sidst i 80’erne. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Body Heat, Gorky Park, Edderkoppekvindens kys og Broadcast News. Og det er ren fryd at se den 68-årige skuespiller folde sig ud som CIA-mand.

I andre roller ses bl.a. Bob Balaban, Mira Sorvino og Brendan Fraser, der nok bedst er kendt fra Mumien-trilogien. Sidstnævnte har jeg aldrig været stor fan af. Men han spiller skræmmende og uhyggeligt godt og har en særdeles creepy rolle i Condor. En rolle, der er alt andet end komisk, bøvet eller falden-på-halen-agtig.

Serien er langt fra så god som Homeland, Max Irons er ikke i nærheden af Clare Danes præstation. Men Condor får sat nogle af de samme tanker i gang, for hvor meget kan man retfærdiggøre i nationens sikkerheds navn? Og serien er ret spændende. Jeg glæder mig til at binge de sidste fire afsnit, som jeg ikke har set endnu.

 

 

Anmeldelse: Midtvand af Arne Dahl

Især Sverige har fostret forfattere, der har bidraget til at gøre politiromanen som genre populær i Norden. Der er selvfølgelig Sjöwall og Wahööl, men det er heller ikke til at komme uden om Arne Dahl. Selvom hans to hovedpersoner i Midtvand, Sam Berger og Molly Blom, må klare sig selv og ikke længere er ansat af henholdsvis Stockholms politi og den svenske pendant til PET – Säpo.

Anmeldelse: Så. På med den kritiske brille. Arne Dahl er en af mine absolut favoritforfattere, og jeg må ikke falde i ukritisk-lalleglad-over-at-der-er-udkommet-endnu-en-Dahl-krimi-fælden. Problemet er bare, at Midtvand er fænomenal. Bogen, der er et anmeldereksemplar, udkommer i dag på Modtryk.

Med boblende lethed og kaskader af overskud hvad enten det handler om miljøbeskrivelser fra skærgården eller om karakterer, plot, sprog eller historiens fremdrift og flow, fortæller Arne Dahl en kringlet og kompleks krimifortælling, der har mange facetter, og som overlegent samler trådene fra de to forrige bøger i serien om Berger og Blom. Der er endda en lille hilsen til A-gruppens Paul Hjelm i begyndelsen af bogen.

Alting falder i hak. Og endelig finder Sam Berger, hvis karriere i Stockholms politi for længst er fortid, ud af, hvad der er op og ned. Men først må han flere gange igennem midtvandet – der, hvor risikoen for fejl og fare er allerstørst. Netop der, hvor du som dykker mister orienteringen og ikke ved, hvad der er bund eller overflade. Der, hvor du fuldstændig mister orienteringen.

Som læser er du også i midtvand flere gange – men på den knap så farlige måde. Det er nemlig svært at forudse, hvor Dahl fører dig hen i næste uhyggeligt velkomponerede linje. Frem til bogens allersidste sider, er der stadig hemmeligheder, der mangler at blive afsløret. Og karakterer, du ikke aner om taler sandt. For hvem kan du egentlig stole på? Det er også spørgsmålet, der runger højt i Sam Bergers kaotiske og bedrøvede indre: hvem tør han have tillid til?

Og hvad med bogens centrale og stærke kvinder? Molly Blom, der har en baggrund i Säpo, og Deer ((Desiré) Rosenqvist, der er Bergers tidligere makker – tør de stole på Berger? Paranoiaen florerer i undercover-under-radaren-land.

Der er massive og raffinerede lag i Midtvand, og det er vanskeligt at give et referat af krimien uden at afslører for meget. Men jeg forsøger:

Sam Berger er han på flugt, mistænkt for et drab, han ikke har begået. Han er træt, traumatiseret, udmattet og modløs. Og Molly Blom ligger i koma på sygehuset. Med hjælp fra August Steen, chef for Säpos afdeling for efterretninger, flygter han ud til den sydligste skærgård og isolerer sig på en lillebitte ø. Mens han ensomt forsøger at navigere i et net af løgne og skjulte dagsordener. Og længes inderligt efter de tvillingedrenge, som Bergers ekskone tog med til Paris i første bog.

I et interview på Modtryks site siger Arne Dahl:

Og selv om bøgerne om Sam & Molly var tænkt som et skridt væk fra min tidligere, ekstreme samfundsbevidsthed – jeg ville væk fra en politisk virkelighed, som føles mere og mere kvælende – så er effekten mærkeligt nok blevet samfundsbevidst. Vi er jo havnet et sted, hvor alt det vi troede var uforanderligt og trygt – humanismen, demokratiet, den basale tillid, den relative sikkerhed i vores gader – pludselig er blevet usikkert.

Arne Dahl skal ikke holde styr på et stort politikollektiv i denne krimiserie, alligevel er Midtvand fuld af forskellige tråde. Og storpolitikken og samfundskritikken har sneget sig ind i fortællingen, selvom det oprindeligt ikke var den svenske forfatteres plan. Det er en kriminalroman, der trækker tråde til andre steder end Sverige, og en krimi, som tegner et billede af et samfund, der bliver mere og mere goldt og inhumant på alle planer. Et samfund, hvor terroren lurer, hvor man konstant spejder efter en fjende, man ikke aner hvem er, og hvor mistillid og mistro er stærk.

Spring ud i det, dyk ned i Midtvands mørke og svøm med på en krævende, farlig, underholdende, uforudsigelig og suveræn oplevelse – elegant guidet af en af krimigenrens helt store mestrer.

Og vær bevidst om, at de små fisk, vraggodset og de små referencer, der måske i første omgang virker ubetydelige, når du usikkert svømmer forbi i mørket, alle har deres plads i historien.

Foto fra Krimimessen i Horsens 2018. Den svenske forfatter Arne Dahl på Modtryks stand. Han fik Indland-puden med hjem. Du kan møde forfatteren på BogForum 2018. Foto: Rebekka Andreasen

For at få mest ud af den overordnede historie igennem alle tre bind, bør du læse bøgerne i rækkefølge. Altså Skyggezone først, Indland og til sidst Midtvand. I øvrigt udkommer andet bind i serien også i dag – som paperback.

Med Midtvand falder meget på plads, men det stopper ikke med en trilogi. Heldigvis skriver Arne Dahl i øjeblikket på endnu en Berger og Blom-krimi.

Kommer du til BogForum 2018 den 26. – 28. oktober i Bella Center, kan du der møde den svenske forfatter. 

PS: Interesseret i en læseprøve? Du kan læse de første tre kapitler af Arne Dahls Midtvand her

PPS: Også tommelfinger op til Anders Johansen, der har oversat bogen.

Anmeldelse: Kridtmanden af C.J. Tudor

Jeg læste Kridtmanden på min ferie på Mallorca. Dog på dansk. Bogen her spottede jeg i en lokal boghandel. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Anderledes og usædvanlig god krimi med en Bjarne Reuter-agtig fortæller. Sådan lød min mands dom, da han havde læst Kridtmanden af britiske C. J. Tudor. Han var svært begejstret fra første kapitel. Jeg er mere lunken.

Modsat min mand læste jeg de første kapitler flere gange. Og først da jeg tog bogen med på ferie, fik jeg læst bogen, der er den britiske forfatters debutroman, færdig. Hvorfor er jeg ikke så vild med bogen, som alle andre? Bogen er solgt til cirka 40 lande. Og alle jeg kender er – som min mand – ret begejstret. Tja, jeg blev i hvert fald aldrig for alvor fanget af fortællingen, der foregår i den lille engelsk provinsby Anderbury mellem Nottingham og Leeds.

Bogen er delvist fortalt gennem den 12-årige Eddie i 1986, og delvis gennem den voksne Eddies synsvinkel 30 år senere.

På tærsklen til teenagelivet hænger Eddie ud med en gruppe jævnaldrende venner, der selvfølgelig alle har kælenavne og kaldes noget andet end det, de hedder. Eddie er betaget af en pige, frygter byens bøller – og står last og brast med den lille umage vennekreds. Så jeg forstå Bjarne Reuter-associationen, for der er både humor og fine betragtninger fra et ungt liv i den godt 300 sider lange bog. Men noget af den empati og indlevelsesevne, jeg får med karakterer, når jeg læser en af Reuters klassiske ungdomsromaner, udebliver her.

Eddies far er freelancejournalist, og hans mor er abortlæge, hvilket møder modstand i den lille by.

Vennegruppen begynder at skrive hemmelige beskeder til hinanden – med kridt. De har hver deres farve, og kun de kan afkode beskederne. Pludselig dukker underlige og fremmede kridttegninger op. Og da en unge pige bliver myrdet, går spekulationerne i det lille samfund. Hvem står bag drabet og hvorfor? Er det mon kridtmanden?

Som læser har man hele tiden en fornemmelse af, at Eddie ikke fortæller hele sandheden om, hvad der skete dengang i 86. Og hvad er der med den unge mystiske lærer Hr. Halloran? Han er albino og bliver kaldt kridtmanden. Er han mon manden bag de mystiske kridttegninger? Uhyggen spreder sig. Eller. Det er nok meningen, at den skal sprede sig.

Kridtmanden er en anderledes psykologisk krimi. Der er ikke vægt på politiefterforskning, men på det helt nære – Eddies liv. Og vennernes liv. Og det, der skete i 86, der dukker op til overfladen igen i 2016.

En krimi behøver bestemt ikke være hæsblæsende for at være god. Tempoet i historien er langsomt. Desværre bliver bogen aldrig rigtig spændende. Som roman, der sætter fokus på et lille samfund med de hemmeligheder og i børns øjne mystiske eller åndssvage voksne, der er omkring dem, er det en ok fin fortælling.

Som krimi og spændingsroman kedede bogen mig. Jeg tog mig selv i at være lidt ligeglad med, hvem der stod bag drabet på den unge pige. Jeg synes ikke, plottet overraskede, og de tvists, forfatteren har lagt ud, ramte mig aldrig som interessante. Og ja, uhyggen udeblev. Og så synes jeg, sproget bliver en anelse banalt indimellem.

Men måske jeg er sær. Alle andre jeg kender, der har læst bogen, elsker den.

Bedøm selv.

Kridtmanden er et anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal.

 

Anmeldelse: Bed ikke om nåde af Martin Österdahl

Jeg læste Bed ikke om nåde på en bjergskråning på Mallorca. Det gjorde ikke læseoplevelsen ringere. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Du skal have sprinterskoene på for at følge med handlingen i Bed ikke om nåde – den første bog om Max Anger, der er en fin blanding af spionroman og thriller.

Bed ikke om nåde er en svensk spændingsroman, der foregår i 1996 – i en tid, hvor Rusland skal finde sine ben efter kommunismens fald. Men med stadig stigende fokus på øst og forholdet mellem Vesten og Rusland, er bogen mere aktuel end nogensinde.

Da der i 1996 var præsidentvalg i Rusland, var der i første runde tæt løb mellem den siddende præsident Boris Jeltsin og en kandidat fra kommunistpartiet. For ikke alle var vilde med de ændringer, jerntæppets fald havde medført. Og Jeltsin, manden i spidsen for det mægtige land, virkede uberegnelig og grov og mere og mere alkoholiseret.

I svenske Martin Österdahls debutroman er der også stærke kræfter, der i 1996 arbejder imod demokratiet, mod Jeltsin, og som planlægger et spektakulært angreb mod vesten. En organisation, der ser korruption og magtmisbrug som lige så normalt som vodka og rødbedesuppe.

Hovedpersonen Max Anger har en baggrund som frømand. Han er Ruslandsekspert og arbejder nu for en svensk tænketank, der arbejder på at fremme demokratiet og tryghed i det svenske nærområde. Han plages af angst, som han holder nede med lykkepiller. Heldigvis, for det punkterer billedet af en overmenneskelig superhelt, der både kan sit akademiske kram og som slår en proper næve.

Kæresten forsvinder

Da hans kæreste og kollega forsvinder i Skt. Petersborg, rejser Max Anger i hendes fodspor for at finde ud af, hvad der er sket. Han er vred. Måske derfor han hedder Anger til efternavn? Samtidig rammes telefonnettet i Stockholm af et omfattende hackerangreb, og Max må lede i mange retninger for at få svar. Og han må et godt stykke tilbage i historien for at binde den allersidste og største sløjfe på plottet, der i høj grad hænger sammen med hans egen fortid. Det er godt fundet på.

Selvom der er tråde tilbage til 2. verdenskrig, foregår fortællingen især over halvanden hæsblæsende uge i vinteren 1996.

Der er en del personer at holde styr på hvilket kan forvirre i begyndelsen af romanen, og sproget er set bedre. Men efter ti sider, hvor jeg var en smule forstyrret af lidt banale vendinger, overgav jeg mig total til bogen. For din krimitørst efter spænding bliver så rigeligt slukket med bogen her.

Bed ikke om nåde er ret spændende. Og nervepirrende læsning. Og den russiske kulisse er interessant. Det er herligt som læser at skue ud over lysene på Nevskij Propekt – den fire kilometer lange boulevard, der løber gennem Skt. Petersborg, og at komme med ned i dybe, hemmelige tunneler. Men helt tæt på den russiske folkesjæl kommer du ikke – det er ikke Leif Davidsen, det her. Men det er spænding på næsten hver eneste side. Og jeg var konstant nysgerrig på historien.

Bogen er skrevet i korte, nærmest filmiske scener hvilket måske også er grunden til, at Pinewood Studios er i gang med at filmatisere bogen.

Moder Rusland – frygt og fascination

Det er en bog om sikkerhedspolitik, industrispionage, svigt, familiehemmeligheder og statslige overgreb. Og om kærlighed. Både til familien og til fædrelandet. Forfatteren har læst østeuropæiske studier og boet i både Moskva og Skt. Petersborg, blandt andet i 96, hvor han studerede i landet, og Martin Österdahl har planer om flere bøger om Max Anger. Jeg læser gerne med igen.

Jeg har været i Skt. Petersborg en enkel gang i begyndelsen af 90’erne og har altid tænkt på Rusland med både frygt og fascination. Bogen fik mig til at spekulere over den brutale historie, som det kolossale land har haft, og mens jeg læste bogen, tænkte jeg flere gange på, hvordan vores del af verden ville se ud, hvis historie havde udspillet sig blot en anelse anderledes. Forfatteren giver bl.a. sit bud på, hvad der skete den februarnat i 1944, hvor Stockholm blev bombet af Sovjetunionen. Og ja, Stockholm blev bombet dengang under krigen.

Læs Bed ikke om nåde for at få masser af spænding og action og et drys historie.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Peoples Press.

PS: Får du lyst til at læse mere om Rusland, så læs mit interview med Peter Mogensen, der har skrevet I Bjørnens kløer

 

 

Streaming på C More: Deutschland 83

Deutschland 83 er en interessant tysk tv-serie om Den Kolde Krig. Med mere popkultur og pangfarver end melankoli og brun tapet. Foto: PR/ C More.

Streaming: Deutschland 83 er et interessant og kulørt tidsbillede af Den Kolde Krig, hvor paranoiaen blomstrer heftigt i både øst og vest. En ret fin og seværdig spændingsserie om den unge østtyske Martin Rauch, som af Stasi bliver sendt til Vesttyskland for at være spion for en general med gode kontakter til Nato.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 3 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Som teenager elskede jeg krimiserien Der alte – serien om den retskafne og dygtige kriminalkommissær Erwin Köster fra drabsafdelingen i München. Og selvfølgelig har jeg set tyske serier hist og pist. Men i forhold til at Tyskland er vores naboland, er det forbløffende få tyske serier og film, jeg har set.

Når jeg endelig kaster mig over en tysk produktion, bliver jeg sjældent skuffet. Jeg nød bl.a. miniserien om Jan Fabel, som er skabt over Craig Russels bøger om den tyske kommissær. Og filmen De andre liv fra 2006, der handler om en agent fra Stasi, er lidt af et mesterværk.

Deutschland 83, som jeg netop har set på streamingtjenesten C More, er endnu et eksempel på en solid og spændende tysk serie. Netop Deutschland 83 er den første tyske tv-serie, der har været vist på et amerikansk tv-net. Også i England har serien været en kolossal succes. Og jeg forstår godt hvorfor.

Af sin moster, der har en magtfuld position i Stasi, bliver den unge østtyske grænsevagt Martin (Jonas Nay) presset til at være spion. Mosteren lokker med, at Martins syge mor kommer foran på ventelisten til en livsvigtig nyretransplantation. Den unge mand må efterlade sin syge mor og gravide kæreste i Østtyskland og møde en helt ny verden i vest, en verden han ikke helt forstår.

Der er skruet ned for brunt tapet og 80’er-melankoli, for serien er især proppet med popmusik og farver med knald på. Deutschland 83 er en herlig sammenblanding af storpolitik og internationale kriser og helt nære, små historier. Blandt andet er angsten for AIDS stor i begyndelsen af 80’erne. Og unge på begge sider af Berlinmuren lytter til Nenas megahit fra netop 1983 99 Luftballons.

Hvordan er man spion, når man samtidig har et godt forhold til sin nye chef – og endda bliver venner med generalens to børn? Det er ikke nemt for Martin.

Dansk skuespiller med i serien

Den danske skuespiller Jens Albinus har en større birolle i serien og brillerer på et væsentlig bedre tysk, end det jeg forlod gymnasiet som sproglig student med.

Nogle af figurerne bliver en anelse stereotype. Topfolk i Stasi er grumme ideologer, der uden skrupler forfalsker rapporter for at nå politiske mål, mens vesttyskerne er hæderlige arbejdsnarkomaner med privatliv i laser. På andre måder er serien ret nuanceret, for mon ikke det passer, at der også i Østtyskland var mennesker, der var tilfredse med deres liv? Fælles for øst og vest er dog en galoperende angst for en atomkrig.

Trods små indvendinger er det en meget seværdig serie. Modsat en serie som f.eks. The Americans om to russiske agenter, der er undercover i USA i 80’erne, er hovedpersonen Martin i Deutschland 83 yngre, mindre kynisk og mere sårbar. Og meget nemmere at holde af.

Intrigerne fra en ikke så fjern fortid, som du bl.a. bliver mindet om via korte originale klip af bl.a. fredsdemonstrationer, Reagan og Honecker, fænger. Jeg var virkelig godt underholdt. Og heldigvis er serien også fuld af humor.

Se ikke kun Deutschland 83 for krimielementerne. Nyd også musikken, kulisserne, tøjet og det fremragende skuespil. Du finder serien her

Der er en sæson 2 på vej – Deutschland 86. Første sæson har tidligere været vist på DR2 under navnet Spionen.

PS: Jeg gik i 1. g, da muren faldt. Og husker tydeligt den novembermorgen, hvor det gik op for mig, at grænsebommene var blevet hævet. Gør du?

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup

Kastanjemanden er en smuk bog både med og uden cover. Og indholdet er pissegodt. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup er på 528 sider. Bum. Heldigvis er Sveistrups kolos af en debutkrimi lige så helstøbt, dramatisk og fuldendt, som den er tyk.

Som hovedforfatter på alle tre sæsoner af Forbrydelsen er Søren Sveistrup manden, der har skabt Sarah Lund. Også tv-serier som Nikolaj og Julie, Hotellet og Taxa har han på sit imponerende CV. Og så har Sveistrup skrevet manuskript til filmen Der kommer en dag, ligesom han var med til at forvandle Jo Nesbøs Snemanden til film.

I dag debuterer den erfarne manuskriptforfatter som krimiforfatter. Og altså ikke med et forsigtigt forsøg på en krimi, men med en omfangsrig og voldsom kriminalroman. Og undskyld mit sprog: Kastanjemanden er pissegod, ekstrem interessant og meget intens. Og læsere i 21 lande kan allerede nu glæde sig til, at Kastanjemanden ikke kun udkommer i Danmark.

I korte kapitler følger vi især de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess, der ufrivilligt bliver makkere. Hess er blevet smidt hjem fra Haag, hvor han har arbejdet for Europol. Og han venter kun på at få lov til at vende tilbage til livet som flyvende efterforsker i hele Europa.

Naia bor alene med sin datter Le og står på spring for at komme over i en anden afdeling hos Københavns Politi. Men Thulin og Hess må blive i drabsafdelingen og sættes på sagen om den såkaldte kastanjemand. Hvem er det, der er i gang med at bygge en grotesk kastanjemand ud af kropsdele fra de kvinder, der findes dræbt i og omkring København?

Og hvordan kan det være, at sagen trækker spor til en drabsmand, der er i fængsel og dømt for at have dræbt socialministerens datter et år tidligere?

I en artikel i Berlingske fra 2016 er Piv Bernth, der dengang var dramachef på DR, citeret for at sige: “Han (Sveistrup) er meget dedikeret, hvilket betyder, at historien i princippet aldrig er god nok. Han vender altid tilbage til historien for at undersøge, om der er noget, han har overset, eller som kan spidses til”.

Hun hentydede bl.a. til samarbejdet omkring Forbrydelsen. Men man kan bruge nøjagtig de samme ord i en anmeldelse af Kastanjemanden.

Det er en eminent godt fortalt krimi, der sprutter af fortællemæssig overskud. Historien er modeleret så præcist og professionelt og samtidig med masser af nerve og hittepåsomhed, at det er vanskeligt at være utilfreds med noget. Overhovedet. Måske fordi Sveistrup har det, han i en forrygende Lotte Thorsen-artikel i Politiken for nylig kaldte Ferrari-genet. Han vil lave det bedste produkt på markedet.

Og Kastanjemanden er saftsuseme en af de bedste og mest interessante krimier, jeg har læst i år – og hav lige i baghovedet, at skønne kvalitetskrimier som Elly Griffiths Løgnens hus og Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet også for nylig har ramt krimihylderne og er læst. Det siger lidt om, hvor effen en bog Sveistrup har skrevet.

Kastanjemanden er en krimi, der går lige i maven – og hjertet. Sveistrup tager noget barnligt og godmodigt og gør gysende uhyggeligt. Og når mine børn til efteråret laver kastanjedyr, popper mørke scener fra bogen formentlig op. Puha.

For første gang skal jeg danne mine egne billeder til Søren Sveistrups ord. Ingen producer, instruktør eller skuespiller fortolker hans ord. Og det er ikke vanskeligt. Naia Thulin og Mark Hess står stærkt for mit indre blik. Det slår gnister, når de to mødes.

Bogen griber fat i nogle af de klassiske krimitemaer: Sorg, hævn, tilgivelse, selvtægt, dysfunktionelle familier, traumer, og det er en mørk og heftig bog, der måske vil sortere krimi-light læsere fra. Det er stærke sager, Sveistrup skriver om. Der er ingen “hyggelige” giftmord ala Agatha Christie i Sveistrups mørke univers, men tragiske skæbner, voldsomme traumer, overgreb og vold.

Men er du Vild Med Krimi, så turbolæser du grådigt og nyder et råt gennemtænkt og vildt plot og de stærke portrætter af to interessante og langtidsholdbare efterforskere, der simpelthen må have mange flere historier i sig.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

 

 

 

 

 

Streaming på C More: Stephen Kings Mr. Mercedes

Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn. Foto: PR/C More

Streaming: Åbningsscenen i tv-serien Mr. Mercedes, som du kan streame på C More, er voldsom. Det er nat i Ohio. Året er 2011. Finanskrisen flår i økonomien og en gruppe arbejdsløse står i kø for at blive de første, der kommer ind til en jobmesse. Blandt dem en helt ung mor med sin baby. Men så…

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 2 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Er der en forfatter, der har fået filmatiseret sine bøger, så er det amerikanske Stephen King: The Dark Tower, instrueret af danske Nikolaj Arcel, Stand by me, Carrie, Ondskabens hotel og mange flere. Den amerikanske forfatter har skrevet temmelig mange bøger, så der er nok for filmfolk at kaste sig over.

Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn fra 2014. En krimi og netop ikke en gyser, som King ellers har skrevet mange af. Folk som Jack Bender ( Lost, Game of Thrones ) og David E. Kelley ( Big Little Lies ) står bag.

Brendan Gleeson, som du måske kender fra filmene om Harry Potter, spiller med skøn irsk accent og intens nærvær den pensionerede efterforsker Bill Hodges. Han plages af en uopklaret sag år tilbage, hvor en mand i en Mercedes iført klovnemaske (det er jo King) kører ind i en kø foran et jobcenter i høj fart. Med fuldt overlæg dræber manden i bilen 16 mennesker.

Hodges er fraskilt, har et kompliceret forhold til sin voksne datter og bor alene med sin skildpadde i et hus i et søvnigt kvarter. Han er i det hele taget mellemfornøjet. Han råber af kvarterets unger, vrisser af nabokonen, der ikke er helt uinteresseret i ham, og falder i søvn med whiskeyflasken i favnen foran tv. Og har mistet lidt af sig selv, da han mistede sin identitet som aktiv politimand.

Men da Mr. Mercedes, som massemorderen døbes, kontakter ham først via et brev og siden via mystiske beskeder online, begynder en klassisk katten-efter-musen-jagt.

Hodges ønsker inderligt at opklare den sag, der medvirkede til, at han blev sendt på pension slidt, alkoholiseret, frustreret og træt. Og besat af sagen.

Hurtigt finder du som seer ud af, at morderen er den unge mand Brady Hartsfield – skræmmende og dæmonisk godt spillet af Harry Treadaway. En engelsk skuespiller jeg ikke husker at have set før, men som i denne serie gør et kæmpe indtryk.

Man bliver næsten skræmt af billedet ikke? Harry Treadaway spiller seriemorderen Brady i Mr. Mercedes. Foto: PR/ C More

Det mørke blik, de øjne – waw altså. Jeg måtte minde mig selv om, at Treadaway ikke var en traumatiseret, psykopatisk amerikanske ung mand, men en nogle og trediveårig skuespiller på arbejde.

At du hurtigt kender massemorderens identitet, gør ikke serien mindre seværdig. Brady er en lidt underlig, stille type, der ikke gør meget væsen af sig i jobbet som medarbejder med særdeles gode IT-evner i et elektronikfirma. Han har et ekstra job som ismand, hvilket giver ham uforstyrret adgang til Hodges kvarter.

Og der er noget aldeles skræmmende ved at se en smilende ismand sælges is til sukkertrængende glade børn, når man ved, at han er rablende sindssyg og i gang med at planlægge et nyt vanvittigt blodbad. Netop i scener som  denne er serien allerbedst.

Det er ikke en tv-serie, der handlingsmæssigt spurter afsted, men en psykologisk krimi, hvor uhyggen omfavner dig med en intens og dyster stemning. Indimellem dukker groteske scener op, men det er ikke en serie med fokus på overnaturlige elementer, som man måske kunne forvente af en King-filmatisering. Den er rå og barsk og realistisk i al sin gru.

Jo, der er hæsblæsende og voldsomme scener i de ti afsnit, der udgør 1. sæson, men ofte er det hovedpersonernes indre kaos, indre konflikter og dæmoner, du som seer bliver indviet i. Frustrationen er stor hos både gerningsmand og den pensionerede politimand. Personportrætterne er lige så skarpe som den kniv, gerningsmanden på et tidspunkt benytter sig af.

Brady bor stadig hjemme hos sin mor – selvfølgelig. Kelly Lynch spiller eminent som Brady Hartsfields traumatiserede mor, der både er bange for sin søn samtidig med, at hun er afhængig af ham, krænker ham og har svigtet ham voldsomt.

Også talentfulde Jharrell Jerome Moonlight og Mary-Louise Parker Weeds medvirker i serien, som både min mand og jeg slugte med stor fornøjelse – jeg med en pude for ansigtet indimellem. Endelig en serie, vi begge var optaget af – det sker sjældent.

Krimiserien indeholder også en rørende, men tragisk kærlighedshistorie.

– Er der noget, der skræmmer dig? Sådan blev Stephen King spurgt i et interview i det amerikanske brancheblad Variety sidste år. Og efter at have fortalt, at han ikke er vild med at flyve og at en sygdom som Alzheimers også virker skræmmende, sagde Stephen King:

Men jeg er også bange for folk som Brady Hartsfield, de er derude. Og det krydser mit sind hver gang jeg optræder offentligt.

Måske monsteret lurer i os alle?

Hele sæson 1 af Mr. Mercedes er nu tilgængelig på C More. Der kommer en sæson 2, som muligvis får premiere på den skandinaviske streamingtjeneste til august i år.

PS: Fik du læst min anmeldelse af den svenske krimiserie Inden vi dør?

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her