anmeldelse

Streaming på C More: Deutschland 83

Deutschland 83 er en interessant tysk tv-serie om Den Kolde Krig. Med mere popkultur og pangfarver end melankoli og brun tapet. Foto: PR/ C More.

Streaming: Deutschland 83 er et interessant og kulørt tidsbillede af Den Kolde Krig, hvor paranoiaen blomstrer heftigt i både øst og vest. En ret fin og seværdig spændingsserie om den unge østtyske Martin Rauch, som af Stasi bliver sendt til Vesttyskland for at være spion for en general med gode kontakter til Nato.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 3 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Som teenager elskede jeg krimiserien Der alte – serien om den retskafne og dygtige kriminalkommissær Erwin Köster fra drabsafdelingen i München. Og selvfølgelig har jeg set tyske serier hist og pist. Men i forhold til at Tyskland er vores naboland, er det forbløffende få tyske serier og film, jeg har set.

Når jeg endelig kaster mig over en tysk produktion, bliver jeg sjældent skuffet. Jeg nød bl.a. miniserien om Jan Fabel, som er skabt over Craig Russels bøger om den tyske kommissær. Og filmen De andre liv fra 2006, der handler om en agent fra Stasi, er lidt af et mesterværk.

Deutschland 83, som jeg netop har set på streamingtjenesten C More, er endnu et eksempel på en solid og spændende tysk serie. Netop Deutschland 83 er den første tyske tv-serie, der har været vist på et amerikansk tv-net. Også i England har serien været en kolossal succes. Og jeg forstår godt hvorfor.

Af sin moster, der har en magtfuld position i Stasi, bliver den unge østtyske grænsevagt Martin (Jonas Nay) presset til at være spion. Mosteren lokker med, at Martins syge mor kommer foran på ventelisten til en livsvigtig nyretransplantation. Den unge mand må efterlade sin syge mor og gravide kæreste i Østtyskland og møde en helt ny verden i vest, en verden han ikke helt forstår.

Der er skruet ned for brunt tapet og 80’er-melankoli, for serien er især proppet med popmusik og farver med knald på. Deutschland 83 er en herlig sammenblanding af storpolitik og internationale kriser og helt nære, små historier. Blandt andet er angsten for AIDS stor i begyndelsen af 80’erne. Og unge på begge sider af Berlinmuren lytter til Nenas megahit fra netop 1983 99 Luftballons.

Hvordan er man spion, når man samtidig har et godt forhold til sin nye chef – og endda bliver venner med generalens to børn? Det er ikke nemt for Martin.

Dansk skuespiller med i serien

Den danske skuespiller Jens Albinus har en større birolle i serien og brillerer på et væsentlig bedre tysk, end det jeg forlod gymnasiet som sproglig student med.

Nogle af figurerne bliver en anelse stereotype. Topfolk i Stasi er grumme ideologer, der uden skrupler forfalsker rapporter for at nå politiske mål, mens vesttyskerne er hæderlige arbejdsnarkomaner med privatliv i laser. På andre måder er serien ret nuanceret, for mon ikke det passer, at der også i Østtyskland var mennesker, der var tilfredse med deres liv? Fælles for øst og vest er dog en galoperende angst for en atomkrig.

Trods små indvendinger er det en meget seværdig serie. Modsat en serie som f.eks. The Americans om to russiske agenter, der er undercover i USA i 80’erne, er hovedpersonen Martin i Deutschland 83 yngre, mindre kynisk og mere sårbar. Og meget nemmere at holde af.

Intrigerne fra en ikke så fjern fortid, som du bl.a. bliver mindet om via korte originale klip af bl.a. fredsdemonstrationer, Reagan og Honecker, fænger. Jeg var virkelig godt underholdt. Og heldigvis er serien også fuld af humor.

Se ikke kun Deutschland 83 for krimielementerne. Nyd også musikken, kulisserne, tøjet og det fremragende skuespil. Du finder serien her

Der er en sæson 2 på vej – Deutschland 86. Første sæson har tidligere været vist på DR2 under navnet Spionen.

PS: Jeg gik i 1. g, da muren faldt. Og husker tydeligt den novembermorgen, hvor det gik op for mig, at grænsebommene var blevet hævet. Gør du?

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup

Kastanjemanden er en smuk bog både med og uden cover. Og indholdet er pissegodt. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup er på 528 sider. Bum. Heldigvis er Sveistrups kolos af en debutkrimi lige så helstøbt, dramatisk og fuldendt, som den er tyk.

Som hovedforfatter på alle tre sæsoner af Forbrydelsen er Søren Sveistrup manden, der har skabt Sarah Lund. Også tv-serier som Nikolaj og Julie, Hotellet og Taxa har han på sit imponerende CV. Og så har Sveistrup skrevet manuskript til filmen Der kommer en dag, ligesom han var med til at forvandle Jo Nesbøs Snemanden til film.

I dag debuterer den erfarne manuskriptforfatter som krimiforfatter. Og altså ikke med et forsigtigt forsøg på en krimi, men med en omfangsrig og voldsom kriminalroman. Og undskyld mit sprog: Kastanjemanden er pissegod, ekstrem interessant og meget intens. Og læsere i 21 lande kan allerede nu glæde sig til, at Kastanjemanden ikke kun udkommer i Danmark.

I korte kapitler følger vi især de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess, der ufrivilligt bliver makkere. Hess er blevet smidt hjem fra Haag, hvor han har arbejdet for Europol. Og han venter kun på at få lov til at vende tilbage til livet som flyvende efterforsker i hele Europa.

Naia bor alene med sin datter Le og står på spring for at komme over i en anden afdeling hos Københavns Politi. Men Thulin og Hess må blive i drabsafdelingen og sættes på sagen om den såkaldte kastanjemand. Hvem er det, der er i gang med at bygge en grotesk kastanjemand ud af kropsdele fra de kvinder, der findes dræbt i og omkring København?

Og hvordan kan det være, at sagen trækker spor til en drabsmand, der er i fængsel og dømt for at have dræbt socialministerens datter et år tidligere?

I en artikel i Berlingske fra 2016 er Piv Bernth, der dengang var dramachef på DR, citeret for at sige: “Han (Sveistrup) er meget dedikeret, hvilket betyder, at historien i princippet aldrig er god nok. Han vender altid tilbage til historien for at undersøge, om der er noget, han har overset, eller som kan spidses til”.

Hun hentydede bl.a. til samarbejdet omkring Forbrydelsen. Men man kan bruge nøjagtig de samme ord i en anmeldelse af Kastanjemanden.

Det er en eminent godt fortalt krimi, der sprutter af fortællemæssig overskud. Historien er modeleret så præcist og professionelt og samtidig med masser af nerve og hittepåsomhed, at det er vanskeligt at være utilfreds med noget. Overhovedet. Måske fordi Sveistrup har det, han i en forrygende Lotte Thorsen-artikel i Politiken for nylig kaldte Ferrari-genet. Han vil lave det bedste produkt på markedet.

Og Kastanjemanden er saftsuseme en af de bedste og mest interessante krimier, jeg har læst i år – og hav lige i baghovedet, at skønne kvalitetskrimier som Elly Griffiths Løgnens hus og Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet også for nylig har ramt krimihylderne og er læst. Det siger lidt om, hvor effen en bog Sveistrup har skrevet.

Kastanjemanden er en krimi, der går lige i maven – og hjertet. Sveistrup tager noget barnligt og godmodigt og gør gysende uhyggeligt. Og når mine børn til efteråret laver kastanjedyr, popper mørke scener fra bogen formentlig op. Puha.

For første gang skal jeg danne mine egne billeder til Søren Sveistrups ord. Ingen producer, instruktør eller skuespiller fortolker hans ord. Og det er ikke vanskeligt. Naia Thulin og Mark Hess står stærkt for mit indre blik. Det slår gnister, når de to mødes.

Bogen griber fat i nogle af de klassiske krimitemaer: Sorg, hævn, tilgivelse, selvtægt, dysfunktionelle familier, traumer, og det er en mørk og heftig bog, der måske vil sortere krimi-light læsere fra. Det er stærke sager, Sveistrup skriver om. Der er ingen “hyggelige” giftmord ala Agatha Christie i Sveistrups mørke univers, men tragiske skæbner, voldsomme traumer, overgreb og vold.

Men er du Vild Med Krimi, så turbolæser du grådigt og nyder et råt gennemtænkt og vildt plot og de stærke portrætter af to interessante og langtidsholdbare efterforskere, der simpelthen må have mange flere historier i sig.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

 

 

 

 

 

Streaming på C More: Stephen Kings Mr. Mercedes

Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn. Foto: PR/C More

Streaming: Åbningsscenen i tv-serien Mr. Mercedes, som du kan streame på C More, er voldsom. Det er nat i Ohio. Året er 2011. Finanskrisen flår i økonomien og en gruppe arbejdsløse står i kø for at blive de første, der kommer ind til en jobmesse. Blandt dem en helt ung mor med sin baby. Men så…

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 2 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Er der en forfatter, der har fået filmatiseret sine bøger, så er det amerikanske Stephen King: The Dark Tower, instrueret af danske Nikolaj Arcel, Stand by me, Carrie, Ondskabens hotel og mange flere. Den amerikanske forfatter har skrevet temmelig mange bøger, så der er nok for filmfolk at kaste sig over.

Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn fra 2014. En krimi og netop ikke en gyser, som King ellers har skrevet mange af. Folk som Jack Bender ( Lost, Game of Thrones ) og David E. Kelley ( Big Little Lies ) står bag.

Brendan Gleeson, som du måske kender fra filmene om Harry Potter, spiller med skøn irsk accent og intens nærvær den pensionerede efterforsker Bill Hodges. Han plages af en uopklaret sag år tilbage, hvor en mand i en Mercedes iført klovnemaske (det er jo King) kører ind i en kø foran et jobcenter i høj fart. Med fuldt overlæg dræber manden i bilen 16 mennesker.

Hodges er fraskilt, har et kompliceret forhold til sin voksne datter og bor alene med sin skildpadde i et hus i et søvnigt kvarter. Han er i det hele taget mellemfornøjet. Han råber af kvarterets unger, vrisser af nabokonen, der ikke er helt uinteresseret i ham, og falder i søvn med whiskeyflasken i favnen foran tv. Og har mistet lidt af sig selv, da han mistede sin identitet som aktiv politimand.

Men da Mr. Mercedes, som massemorderen døbes, kontakter ham først via et brev og siden via mystiske beskeder online, begynder en klassisk katten-efter-musen-jagt.

Hodges ønsker inderligt at opklare den sag, der medvirkede til, at han blev sendt på pension slidt, alkoholiseret, frustreret og træt. Og besat af sagen.

Hurtigt finder du som seer ud af, at morderen er den unge mand Brady Hartsfield – skræmmende og dæmonisk godt spillet af Harry Treadaway. En engelsk skuespiller jeg ikke husker at have set før, men som i denne serie gør et kæmpe indtryk.

Man bliver næsten skræmt af billedet ikke? Harry Treadaway spiller seriemorderen Brady i Mr. Mercedes. Foto: PR/ C More

Det mørke blik, de øjne – waw altså. Jeg måtte minde mig selv om, at Treadaway ikke var en traumatiseret, psykopatisk amerikanske ung mand, men en nogle og trediveårig skuespiller på arbejde.

At du hurtigt kender massemorderens identitet, gør ikke serien mindre seværdig. Brady er en lidt underlig, stille type, der ikke gør meget væsen af sig i jobbet som medarbejder med særdeles gode IT-evner i et elektronikfirma. Han har et ekstra job som ismand, hvilket giver ham uforstyrret adgang til Hodges kvarter.

Og der er noget aldeles skræmmende ved at se en smilende ismand sælges is til sukkertrængende glade børn, når man ved, at han er rablende sindssyg og i gang med at planlægge et nyt vanvittigt blodbad. Netop i scener som  denne er serien allerbedst.

Det er ikke en tv-serie, der handlingsmæssigt spurter afsted, men en psykologisk krimi, hvor uhyggen omfavner dig med en intens og dyster stemning. Indimellem dukker groteske scener op, men det er ikke en serie med fokus på overnaturlige elementer, som man måske kunne forvente af en King-filmatisering. Den er rå og barsk og realistisk i al sin gru.

Jo, der er hæsblæsende og voldsomme scener i de ti afsnit, der udgør 1. sæson, men ofte er det hovedpersonernes indre kaos, indre konflikter og dæmoner, du som seer bliver indviet i. Frustrationen er stor hos både gerningsmand og den pensionerede politimand. Personportrætterne er lige så skarpe som den kniv, gerningsmanden på et tidspunkt benytter sig af.

Brady bor stadig hjemme hos sin mor – selvfølgelig. Kelly Lynch spiller eminent som Brady Hartsfields traumatiserede mor, der både er bange for sin søn samtidig med, at hun er afhængig af ham, krænker ham og har svigtet ham voldsomt.

Også talentfulde Jharrell Jerome Moonlight og Mary-Louise Parker Weeds medvirker i serien, som både min mand og jeg slugte med stor fornøjelse – jeg med en pude for ansigtet indimellem. Endelig en serie, vi begge var optaget af – det sker sjældent.

Krimiserien indeholder også en rørende, men tragisk kærlighedshistorie.

– Er der noget, der skræmmer dig? Sådan blev Stephen King spurgt i et interview i det amerikanske brancheblad Variety sidste år. Og efter at have fortalt, at han ikke er vild med at flyve og at en sygdom som Alzheimers også virker skræmmende, sagde Stephen King:

Men jeg er også bange for folk som Brady Hartsfield, de er derude. Og det krydser mit sind hver gang jeg optræder offentligt.

Måske monsteret lurer i os alle?

Hele sæson 1 af Mr. Mercedes er nu tilgængelig på C More. Der kommer en sæson 2, som muligvis får premiere på den skandinaviske streamingtjeneste til august i år.

PS: Fik du læst min anmeldelse af den svenske krimiserie Inden vi dør?

 

Anmeldelse: Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock

Taperuller og saks medfølger ikke, når du køber Mercedes-snittet. Dem der ser et ansigt, rækker hænderne op. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Anne Mette Hancocks debutkrimi blev en dundrende succes. I dag udkommer efterfølgeren Mercedes-snittet. Er den god? Ja. Hancock skriver krimier, der gør indtryk. Er den lige så suveræn som Ligblomsten? Det synes jeg ikke.

Synsbedrag. At ikke alt er, hvad det ved første øjekast ser ud til at være. At drage forhastede konklusioner uden at se sig virkelig godt omkring.

Det griber Anne Mette Hancock fat i i Mercedes-snittet – den anden storbykrimi om journalisten Heloise Kaldan og efterforsker Erik Schäfer.

Umiddelbart kan man som læser tro, at forfatteren har års erfaring med durkdrevne plot, struktur, flow og personkarakteristikker, der lever og spræller, at hun har en årelang produktion af kvalitetskrimier bag sig, men lad dig ikke snyde.

Det er Hancocks krimi nr. 2 og efterfølgeren til bestselleren Ligblomsten. En debutkrimi, der i øvrigt udkom i Frankrig i sidste måned i et blæret førsteoplag for en krimidebutant på over 10.000 eksemplarer.

Mercedes-snittet virker nemlig som et produkt af en forfatter, der har kreeret solide kriminalromaner i årevis. Ikke på den rutineprægede måde. Men på den måde, hvor plottet er gennemarbejdet og kælet for ned til mindste lille overraskelse. Og hvor det forfatterknofedt, der skal til for at skabe en læseværdig, troværdig og underholdende krimi med personer, vi holder af og får empati for, i den grad er kommet i spil og på effektivt arbejde.

Titlen, der ligesom Ligblomsten er sat sammen af to ord, der ikke umiddelbart hænger sammen, hentyder til det snit, en retsmediciner i forbindelse med en obduktion laver, når han/hun skærer i hjerteblokken med tre snit, der mødes på midten som i Mercedes berømte logo. Unik titel og sjovt fundet på. Og så passer den godt til historien.

Ved at lave et Mercedes-snit kan man undersøge, om afdøde har arvæv i hjertet. Det er netop en historie om ar i hjertet, ar i sjælen. Det er en krimi om hævn, om dysfunktionelle familier, om sorg, men også om kærlighed. Og om hemmeligheder og traumer, der er så fæle, at selvom man gør alt for at drukne dem, så insisterer de på at poppe op på et tidspunkt.

Der er en mørk tone gennem hele bogen, selv om der er masser af sprækker, hvor humoren sniger sig ind. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt at være menneske, og karaktererne lider på hver deres måde i Mercedes-snittet, der tager dig med til bidende kolde februardage i København.

Heloise brænder ikke for at få det barn, der spirer i hendes mave, og allerede i bogens anden kapitel er hun ved lægen for at få piller, der kan stoppe den graviditet, hun endnu ikke har fortalt sin kæreste om. Og da tiårige Lukas forsvinder fra skole, bekræfter det kun Heloise (med stumt h) i, at det er farligt og alt for risikabelt at sætte børn i verden. Hun har overhovedet ikke lyst til at være mor.

Avisen dirigerer Heloise, der ellers er i gang med at researche til en dybdeborende historie om PTSD-ramte soldater, på sagen om den forsvundne dreng. Erik Schäfer står i spidsen for efterforskningen. Og igen krydser de to igen hinanden på jobbet. De er blevet så gode venner, at Heloise og kæresten Martin inviteres til middag hos Schäfer og hans livslange kærlighed Connie, der stammer fra Caribien. Da en fløs af en soldat bliver dræbt, flettes de to sager alligevel ind i hinanden.

Der er skruet lidt ned for tempoet i forhold til den forrige bog. Det er især de indre dramaer og dilemmaer, der er i fokus i denne psykologiske krimi, der også er en rørende fortælling.

Som læser bliver du klogere på bl.a. fænomenet pareidolia – at hjernen snyder dig, så du tror, du ser ansigter i f.eks. døre, stikkontakter eller billygter. Fascinerende. Google selv.

Schäfer fylder mere. Han er noget så usædvanligt som en strømer med et godt, stabilt og kærligt ægteskab. Et barnløst et af slagsen, og derfor er Heloise nærmest blevet den datter, han aldrig fik. Et godt makkerpar, det er de to.

Hancock bøjer og vrider sproget originalt. Men overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen, og det havde klædt sætninger som…

skuldre, der var brede som motorveje, lægge så store som juleskinker og nakker, man kunne kløve brænde på…

at blive tonet en anelse ned. Vi forstår pointen. Også at Schäfer spiser en reje større end gennemsnittet, når han:

Stak gaflen i en reje på størrelse med en shetlandspony

Det er detaljer i en ellers medrivende og yderst velkomponeret krimi. Jeg er begejstret for bogen. Mercedes-snittet er krimiguf.

Men hånden på hjertet, ar eller ej: Ligblomsten er et nøk bedre. Den havde noget fandenivoldsk over sig, som Mercedes-snittet ikke har. Og selvom Heloise er gravid i denne roman og  tumler med tanker om sin fremtid og sit parforhold, så havde hun endnu mere på spil i den første fabelagtige bog.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

PS: Der er Mercedes på bloggen disse dage. I morgen kan du læse min anmeldelse af tv-serien Mr. Mercedes  efter en roman af Stephen King. Husk også, at du stadig kan deltage i konkurrence om biografbiller. Søg på Den skyldige, så popper konkurrencen op.

Anmeldelse: Løgnens hus af Elly Griffiths

Løgnens hus er den anden krimi i serien om arkæologen Ruth Galloway. Pigen under jorden hedder første bog i serien. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Løgnens hus af Elly Griffiths er en karakterbåren krimi. En solid britisk krimi i sindigt tempo, med en intelligent og lun tone og et bragende interessant persongalleri.

Jeg har en veninde omkring de 40 år, der hedder Ruth. Hun har en skøn underspillet humor, hun er uhøjtidelig, akademiker, stolt af sit fag, dygtig og skarp. Hun har et anstrengt forhold til sine forældre og ser sjældent sin bror, der bor i London.

Til gengæld har hun en løjerlig ven i en lilla kappe, der betragter sig selv som shaman og konstant fabler om mytologi og ceremonier.

Ruth har en plakat med Indiana Jones hængende på sit universitetskontor, og hun køber børnebøger til sig selv om ballet uden at danse eller selv være mor (endnu). Og så bor hun alene med sin nu ene kat helt derude, hvor kun stjernerne (og det irriterende sikkerhedslys, hendes politiven har installeret) forstyrrer det totale mørke i saltmarsken.

Der er lige knap 1200 kilometer (via Harwich) fra mit hjem nord for Aarhus til Norfolk et par timers kørsel nordøst for London. Ruth er en fiktiv person, men i mit hoved er hun spillevende. Og jeg har lige nydt at være sammen med hende gennem de knap 330 sider, Løgnens hus udspiller sig.

Glem alt om blodige detaljer og storby-tristesse a la Jo Nesbø eller tempofyldt action og nervepirrende spænding a la Michael Katz Krefeld.

Britiske Elly Griffiths, som jeg her har knipset på Krimimessen i Horsens 2018, fik ideen til den første bog om Ruth Galloway, da hun besøgte et marskområde i Norfolk et par timer nord fra London. Netop her har seriens heltinde bosat sig. Foto: Rebekka Andreasen

Løgnens hus er en karakterbåren krimi. En solid britisk krimi i sindigt tempo, med en intelligent tone og et bragende godt persongalleri. Det er Elly Griffiths brogede og skønne persongalleri, der gør bogen interessant.

Og på sin vis er plottet mere gennemarbejdet og mindre gennemskueligt end i den første bog i serien Pigen under jorden, der udkom tidligere på året på Gads Forlag. Der er flere personer at mistænke. Og fine karakteristikker også af bogens bipersoner.

Og så er der masser af skøn britisk humor i bogen.

I hvert bind om arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway er der tråde til en arkæologisk opdagelse. I den første bog i serien var der tråde til jern- og bronzeealderen. I Løgnens hus er det romertiden, der er i fokus.

Og heldigvis, for det er kun ekstra smagfuld krydderi på en skøn læseoplevelse, er det særlige landskab omkring Norfolk igen i centrum med massiv tåge, smalle flodløb, utæmmet natur og en saltmarsk med øde vidder, der vrimler med fugle i stedet for mennesker – akkurat som Ruth foretrækker det.

I forbindelse med nedrivningen af et gammelt fornemt palælignende hus i Norfolk finder arkæologer nogle barneknogler under et dørtrin. Et skelet uden hoved vel at mærke. Er det en rituel ofring af en slags? Eller er det et tragisk levn fra dengang, rummene blev beboet af børnehjemsbørn?

Sammen med vicekriminalkommissær Nelson, der er en fornøjelig modsætning til bogens heltinde med sin hasarderede kørsel, utålmodighed og Blackpool-accent,  bliver Ruth involveret i sagen. Udover de faglige udfordringer skal Ruth også personligt til at håndtere helt nye omstændigheder.

Dagbogsnoterne, som indimellem dukker op, kunne jeg dog godt have undværet. Det er set tusinde gange før, og de små tekststykker bidrager hverken med særlig spænding eller fremdrift i fortællingen. Bogen er dog fra 2009, så det skal ikke klandres forfatteren, at mange efterfølgende har brugt samme struktur.

Til gengæld har forfatteren skrevet historien i nutid – ikke en nem form at mestre uden at det kan virke en smule kunstigt, men her fungerer det og gør teksten levende.

Jeg ser frem til, at jeg igen skal både græde og le, blive klogere og gyse en smule med min særlige britiske veninde. Og heldigvis skal jeg, og du, ikke vente længe.

Egentlig kan det undre, at et dansk forlag ikke tidligere har fået øjnene op for Elly Griffiths forfatterskab, men Gads Forlag, der har de danske rettigheder, iler med at tilfredsstille danske Ruth Galloway-fans. Den tredje bog i serien udkommer allerede til oktober i år og den fjerde i serien udkommer op til Krimimessen i Horsens 2019.

Forfatteren har netop færdiggjort den 11. bog i serien, der udkommer i England i begyndelsen af 2019.

Jeg har læst bogen både på engelsk og som et anmeldereksemplar på dansk fra Gads Forlag.

PS: På engelsk hedder bogen The Janus Stone, og Janus er den romerske gud for al begyndelse og afslutning. Janus symboliserede forandring og overgange. Og man må sige, at for Ruth begynder noget nyt. Og som den krimi, Løgnens hus er, er der selvfølgelig nogle, der oplever ret så bratte afslutninger.

Anmeldelse: Tilbage til Faithful Place af Tana French

Anmeldelse: Rå, gribende og vanvittig godt fortalt. Tag med til Dublin og en dysfunktionel arbejderfamilie i Tana Frenchs Tilbage til Faithful Place.

Tana French skriver med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled.

I sin såkaldte Dublin Murder Squad-serie har den amerikansk/irske forfatter Tana French en ny hovedperson fra Dublins Politikorps som hovedperson i hver bog.

I Tilbage til Faithful Place, der udkom på dansk i 2011, følger vi politimanden Frank Mackey, der har en ledende stilling i afdelingen for undercover. Han var en biperson i Som i et spejl.

Frank har formået at bryde den sociale arv og skabt sig en karriere hos politiet – noget, der svarer til at gå over til fjenden i den lavere arbejderklasse i Dublin, hvor han voksede op.

I over tyve år har han ikke været hjemme i barndommens gade. Modsat sine fire søskende forlod han som 19-årig barndomsmiljøet, der var domineret af moderens ondskabsfulde bemærkninger og faderens voldelige lune efter rigeligt med pubbesøg og skummende Guinness.

Men Frank bliver kontaktet af sin lillesøster, og fortæller hun, at hans ungdomskærestes kuffert er blevet fundet i en ruin af et hus hjemme i gaden. Det tvinger Frank til at vende tilbage til barndommens betændte miljø. For hvorfor dukkede Rosie Daly aldrig op den nat, de havde aftalt at stikke af til London sammen?

Inden længe vælter skeletterne i bogstaveligste forstand frem. Og Frank, der er fraskilt og far til 9-årige Holly, får sit at se til. At infiltrere kriminelle miljøer er peanuts i forhold til det, der venter den hjemvendte søn.

Fortællingen svinger mellem nutid og tilbageblik – bl.a. til den tid, hvor Frank var hovedkulds forelsket i Rosie. Tempoet er adstadigt,  eftertænksomt, men bogen bliver aldrig kedelig. Den river i alle følelsesregistre, og det er grusomt og hjerteskærende at følge Frank tilbage til det, han det meste af sit voksne liv har forsøgt at fortrænge. Og selvom nye familier, yuppier og omsorgsfulde mødre møffer sig ind på barndommens trøstesløse miljø, så ligger der stadig en sky af dystre hemmeligheder over Faithful Place.

Som en rigtig god irsk blodpølse (eller chokolade, hvis du mere er til det) vil du bare have endnu en bid af bogen. Og en til. French skriver fremragende. Og med en hittepåsomhed, der forplanter sig ned til det mindste sætningsled. Nyd alle detaljerne: Humoren, de velbesøgte pubber, de alt for mange smøger, nabostridigheder, sladderen, råheden, de sønderknuste drømme, magtesløsheden, rivaliseringen mellem søskende… det hele er skræmmende godt fortalt. Krydr det med virkelighedstro dialoger og personer, du får hjerte for, og det er krimiguf af den bedste slags. Plottet havde jeg luret en smule før slutningen, men pyt med det.

Udover at alle bøgerne har en betjent fra Dublins politi i centrum, hænger bøgerne ikke sammen, og de kan læses selvstændigt. Tana Frenchs bøger er i øvrigt ved at blive forvandlet til en BBC-serie. French har skrevet seks bøger i serien, foreløbig er de fire første udkommet på dansk på Gyldendal:

  • Skoven ( som forfatteren vandt The Edgar Award for)
  • Som i et spejl
  • Tilbage til Faithful Place
  • Gensyn med Broken Harbour

Frank Mackey og hans datter Holly vender tilbage som karakterer i den femte bog, The Secret Place, der endnu ikke er oversat til dansk.

PS: Jeg har hørt Tilbage til Faithful Place som lydbog via ereolen. 15 timer og 38 minutters gribende spændingsroman.

PPS: Bogen er oversat af Agnete Dorph Stjernfelt – læs/genlæs mit interview med hende her

 

 

Anmeldelse: Malaria af Jens Strandbygaard

Jeg har boet tre år i Uganda og kender flere, der har haft malaria. Det gule kort er mit internationale vaccinationskort, der indeholder en lang advarsel om malaria. Har du penge, kan du betale for medicin, hvis du bliver smittet. Psykopater derimod findes der ingen medicin eller vaccine imod. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jens Strandbygaard har skrevet en hurtiglæst spændingsroman med især et fint portræt af et far/søn-forhold. Desværre virker bogens humor og sarkasme mange steder som et værn mod at komme helt tæt på bogens karakterer.

Malaria er titlen på Jens Strandbygaards anden krimi, en selvstændig roman, der udkom i 2017 på Byens Forlag.

Bogen begynder lige på og brutalt i Kirawa på grænsen mellem Nigeria og Cameoun tilbage i 2002, hvor lægen Oskar Plum og et par kolleger tages som gidsler af den på det tidspunkt netop nystartede militante islamistiske gruppe Boko Haram.

Tilbage til nutiden er bogens hovedperson, Oskar, i gang med at udvikle en ny malariamedicin, der behandler sygdommen, der kan være dødelig, på en billigere og mere effektiv måde end hidtil set. Lidt af en revolution inden for medicinalindustrien.

Oskar har brug for millioner til at få godkendt medicinen og få den på markedet. Men malariamyggen er ikke den eneste farlige parasit i romanen.

Den entreprenante læge tvinges nemlig til at ansætte eksperten Dan Felling, der skal få godkendt medicinen. Og så kommer Oskar for alvor tæt på en livsfarlig snylter. Det får store konsekvenser for den sympatiske læge, der har en fortid i Læger uden Grænser.

Forfatteren har selv oplevet på et tidspunkt at have en forretningspartner, der viste sig at være en helt anden, end han havde forventet, hvilket har inspireret ham til historien. Det er dog ikke kun en bog om psykopater, men også om bl.a. kærlighed.

Måske morede du dig over Jens Strandbygaards opfindsomme Facebook-video som optakt til Krimimessen i Horsens? I videoen, der er ret sjov, interviewer han sig selv. Det er tydeligt, at humor og selvironi er en stor del af forfatteren. Det smitter af på de linjer, han former.

Bogen er propfuld af humor og sarkasme. Jeg synes desværre, at det flere steder spænder ben for spændingen. Og skaber en distance, der gør, at jeg aldrig får lov til at komme helt tæt på, netop dér, hvor det gør allermest ondt – og hvor det også, synes jeg, er allermest interessant.

“… og jeg kunne mærke pistolløbet i siden. Ud over at det gjorde ondt, var jeg heller ikke vild med, at nogen pegede på mig med et ladt våben.”

Flere ting fungerer godt i romanen. Forfatteren slynger historien rundt i en centrifuge, så man ikke aner, hvad der kommer ud i den anden ende. Plottet overrasker. Og de mange tråde, der flager, forenes til sidst, hvor du som læser også finder ud af, hvordan de breve, en afrikansk mor skriver til sin søn, bidrager til historien.

Der er også fine beskrivelser af et kærligt far/søn-forhold. Oskar har et tæt og forholdsvis uproblematisk forhold til sin hippie af en far, der har en fortid i Thylejren. Begge mænd deler en glødende interesse for at gå på jagt. Og pludselig bliver Oskar selv den, der er i skudlinjen.

Forfatteren, der også er iværksætter, har tjek på økonomi og venturekapital og investeringsselskaber. Og formår at gøre klausuler og investeringsstrategier interessant. Det er vanvittig dyrt at få godkendt et nyt lægemiddel, og ja, der er nogle dilemmaer i den forbindelse. Kan medicin f.eks. blive så effektivt, at den gør sig selv overflødig?

Malaria er i øvrigt på pensum for de litteraturstuderende på Aarhus Universitet i dette semester. Sejt. Men når jeg ofte er en armslængde fra at komme helt tæt på personerne, så mangler Malaria en del for at begejstre mig for alvor og være rigtig spændende.

PS: Jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar fra forfatteren. Jens Strandbygaards første roman hedder Mekkalinjen

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her