Anmeldelse: Fangst af Martin Jensen


Anmeldelse: Det er især de skæve karakterer, der gør Martin Jensens stilfærdige spændingsroman Fangst til en skøn læseoplevelse. Og så blander bogen fint storpolitik og efterdønninger af Brexit med et glimt af livet i små landsbysamfund både i Danmark og i Wales.

I slipper ikke for lidt fiskehejs på billedet. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har netop googlet ordbog for lystfiskere, fordi jeg havde en fiks ide om, at jeg ville kreere en spøjs og saftig metafor, der med lystfisker-jargon fortalte, hvad jeg synes om Martin Jensens spændingsroman Fangst, der udkom i marts på Klim.

Det ville være oplagt, tænkte jeg, fordi bogens ene hovedperson Laust Palk ikke kun er tidligere agent for en ultrahemmelig dansk efterretningstjeneste, men også en ivrig lystfisker, der med stor entusiasme og nørderi binder sine egne fluer. Og selvfølgelig også for at hentyde til bogens titel og den fangst, Laust og agenten Karna bliver sat til at fiske efter. For ja, der er nogle, der bider på den lokkemad, de to agenter møjsommeligt binder på krogen.

Men helt ærligt. Hverken dodger, agnnål, flashflue eller gællegreb kan bruges til at fortælle, at jeg virkelig nød bogen. Fangst er en lille perle af en stilfærdig, charmerende spændingsroman, der giver sig tid til lange dialoger og sanselige beskrivelser af den mad og drikke, karaktererne indtager. Fortællingen er samtidig velkomponeret og skruet stramt sammen. Hvorfor bruge 400 sider, hvis man kan fortælle en historie med sælsomme karakterer, der både er morsom, spændende og underholdende på meget mindre? Martin Jensen bruger knap 260 sider på at folde historien ud.

Jeg håber, at der kommer flere bøger om Laust og Karna. Foto: PR

Forfatteren er især kendt for sine historiske krimier om byfogeden Eske Litle fra Assens. Fangst foregår dog i nutiden, men igen tager Jensen læserne med til området omkring Assens.

Agenten Karna Ingeld, der arbejder for den hemmelige efterretningsorganisation Ringen, bliver sendt til det vestlige Fyn for at assistere den tidligere Ringen-agent Laust med en betændt sag, der tyder på, at skruppelløse bagmænd vasker sorte penge hvide. Bagmænd, der er bedøvende ligeglade med internationale konventioner og embargoer.

I virkeligheden har Karna en anden agenda, for hendes chef har bedt hende undersøge, om Laust i virkeligheden har solgt hemmelige informationer til udlandet. Hvordan kan han ellers leve et luksusliv med den unge altmulig-butler Thomas uden andre åbenlyse indkomster end dem, han får fra de fluer, han sælger til lystfiskere? Han er nemlig ikke det mindste adelig som Jan Guillous Hamilton.

Modstræbende indvilger Laust i samarbejdet med Karna, og det bringer parret ud af snoede, elektroniske veje på www – og til en lille landsby i Wales.

Efterhånden som Karna får sympati for Laust, og efterhånden som der kommer mere kød på dæk-opgaven, må Karna gøre op med sig selv, hvem hun er loyal over for.

Plottet vælter mig ikke omkuld, men bogens flow gjorde mig konstant nysgerrig på historien. Fangst trækker tråde til russiske specialstyrker, 10 Downing Street, danske banker, indtil flere hemmelige efterretningstjenester og masser af skæg og blå briller i bedste spion-stil. Men tempoet er sat, så læserne er med til ikke så få måltider døgnet rundt, for uden mad – og især for Lausts vedkommende drikke – duer heltene åbenbart ikke. Laust er et madører, der læser en fransk encyklopædi om gastronomi, når han har en time til overs.

Med veloplagt pen (eller faste tryk på tastaturet) skriver Martin Jensen sine skæve og originale karakterer frem. Bogen er smækfyldt med små, skønne detaljer. Karna har et kunstigt ben, et såkaldt C-leg, selvfølgelig har hun som it-ekspert det, og de to hovedpersoners baggrundshistorier rulles fint frem. Hvor Laust har oplevelser fra grænselandet mellem USA og Mexico med i bagagen, mistede Karna sit ene ben i en odenseansk terroraktion. Samtidig mistede hun også sin store kærlighed.

Sproget er kækt, oplagt og afvekslende, og der er masser af lun humor i romanen også. En del denne/disse/dette gør dog indimellem sproget mere højtideligt end nødvendigt og kunne med fordel være luget ud.

Forfatterens kærlighed til Wales siver også ned mellem siderne. En kærlighed, han også har skrevet om i Bjergenes velkomst, der udkom på Klim i 2015.

Fangst er en spændingsroman om storpolitik og magtmisbrug, men læs den for de små finurlige detaljer og fine portrætter af to særlige karakterer. Et mere originalt makkerpar i en dansk spændingsroman skal man lede længe efter.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Klim.

PS: Læs mere om forfatteren her

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.