dansk krimi

Vind En djævelsk plan af Inger Wolf – og tjek programmet til BogForum ud

BogForum 2018: For et par dage siden blev programmet for BogForum 2018 offentliggjort. I år ligger årets største bogmesse allerede i oktober, så dyk ned i programmet, hvis du drager mod Bella Center i Ørestad på Amager i dagene 26. til den 28. oktober. Med 200 udstillere, 800 forfattere og mere end 1500 forskellige programpunkter er der bogguf for enhver. Mød bl.a. Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf.

Du finder programmet for BogForum 2018 på dit lokale bibliotek eller i din boghandel. Du kan også finde programmet for BogForum 2018 digitalt lige her

I år skal jeg interviewe Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf, og passer det med jeres planer, så håber jeg, at I har lyst til at kigge forbi. Både Hammer-parret og Inger Wolf signerer bøger efter interviewene.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer, har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det. Billedet er fra Krimimessen i 2016. Foto: Ane Ahrenkiel Sand

Lørdag: Jeg interviewer Lotte og Søren Hammer lørdag den 27. oktober på Gyldendals Tranescene kl.: 14:35.

Søskendeparrets krimi Mirakelbarnet, der er niende bog i den populære serie om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen, udkommer på BogForums første dag.

Konrad Simonsen og hans team bliver koblet på en sag om et intercitytog med kurs mod Berlin, der bliver afsporet nær Vordingborg. Fem civile og to politibetjente omkommer under ulykken. Hurtigt viser sagen sig at have forbindelser til både russiske olieinteresser, en lille dansk natradiostation, en gruppe amatørarkæologer og et hemmelighedskræmmende internetfællesskab.

Jeg ser frem til snakken med parret og håber, at det bliver en lige så forrygende samtale, som da jeg interviewede Lotte og Søren Hammer på Krimimessen i 2016.

Lotte og Søren Hammers bøger om Konrad Simonsen i rækkefølge:

  • Svinehunde
  • Alting har sin pris
  • Ensomme hjerters klub
  • Pigen i Satans Mose
  • Den sindssyge polak
  • Elskede Heidi
  • Mørkemanden
  • To små piger
  • Mirakelbarnet

Billedet af Inger Wolf er fra Krimimessen i Horsens 2017, hvor Kragemanden, den anden krimi om psykiateren Christian Falk, netop var udkommet. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag: Jeg interviewer Inger Wolf søndag den 28. oktober klokken kl.: 12:00 på scenen ved People’s Press.

Inger Wolf fortæller om sin seneste krimi En djævelsk plan, der er sidste bind i trilogien om psykiateren Christian Falk, der hjælper Østjyllands Politi med gerningsmandsprofiler i vanskelige kriminalsager.

Mon ikke mange trofaste krimifans er kede af, at Wolf nu slutter serien?

Gennem efterhånden mange år har jeg på sidelinjen fulgt Inger Wolf, og hun er ikke kun dygtig, men også temmelig sød og inspirerende at høre på. Og jeg ser i den grad frem til en snak om bogen og Ingers forfatterskab.

I En djævelsk plan bliver Christian Falk pludselig selv midtpunkt for efterforskningen, og inden han ser sig om, er han på flugt og efterlyst for at have dræbt en ung handicappet mand i en forstad til Aarhus.

Konkurrence – vind Inger Wolfs seneste krimi

Er det ikke ved at være tid til en hurtig konkurrence her på bloggen? Godt du siger jo, for Inger Wolfs forlag, People’s Press, har sponsoreret tre bøger til en konkurrence.

Tre bloglæsere kan vinde et eksemplar af Inger Wolfs En djævelsk plan. Omslaget er lavet af Rasmus Funder, og bogen er udkommet på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen.

Tre heldige bloglæsere kan vinde et eksemplar af En djævelsk plan. Alt du skal gøre er at skrive dit navn under indlægget her. Så deltager du i konkurrencen, som du kan deltage i frem til torsdag den 4. oktober klokken 15. Du skal selv tjekke på bloggen, om du har vundet. Jeg offentliggør de tre vindere senere samme dag på bloggen.

Bemærk: Der kan gå lidt tid fra du skriver en kommentar, til den bliver synlig på bloggen.

Inger Wolfs serie om Christian Falk i rækkefølge:

  • Brændte Sjæle
  • Kragemanden
  • En djævelsk plan

Fotoet her tog jeg et kvarter før, BogForum 2017 åbnede dørene til tre dages bogfest. Foto: Rebekka Andreasen

PS: Igen i år har Krimimessen i Horsens en stand på BogForum, hvor du – udover Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf – også kan møde:

Jesper Stein, Morten Hesseldahl, Lone Theils, Dennis Jürgensen, Claus Lohman, Sara Blædel, Jakob Melander, Katrine Engberg, Julie Hastrup, Stefan Ahnhem, Lars Kjædegaard, Anne Mette Hancock, Michael Katz Krefeld,Nina von Staffeldt, Jens Henrik Jensen, Leif Davidsen, Bent Isager-Nielsen, Hans Petter Hougen og Øbro og Tornbjerg.

PPS: Måske du har lyst til at læse/genlæse min lange reportage fra BogForum 2017? Du finder indlægget her

Anmeldelse: Blodspor af Julie Hastrup

Det er blevet trendy med lakker på bogcovers. Henriette Mørks cover til Blodspor er ingen undtagelse. Men denne gang er det en slags omvendt lakering, hvor baggrund er lakeret og titlen er mat. Bogen udkommer i dag på Politikens Forlag.

Anmeldelse: I dag udkommer Blodspor af Julie Hastrup. Det er den syvende krimi i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm. Og en roman om at gøre brutale ting i det, man tror er godhedens navn. Igen har Hastrup skrevet en vægtig, effektfuld politikrimi.

Igennem syv bøger har krimiforfatter Julie Hastrup skrevet om Rebekka Holm – erfaren og grundig drabsefterforsker fra Københavns Politi, der er udstyret med en god portion intuition. Forfatteren har udviklet en hovedperson, der er så kompleks, sammensat og tilpas interessant med udfordringer både privat og professionelt, at halvdelen af fornøjelsen ved at læse en ny Hastrup-krimi er at finde ud af, hvordan det går med Rebekka Holm. Der er solidt flueben ud for: langtidsholdbar og interessant hovedperson, der holder bog efter bog. Efter bog.

Da jeg forlod Rebekka Holm i Mirakelmanden, så det ikke godt ud for hendes svenske politikæreste Niclas Lundell, og i Blodspor forsøger Holm at acceptere, at kæresten er indlagt på et sygehus i Stockholm. Han er i koma.

Da et ægtepar i 50’erne og to ud af parrets tre voksne børn findes skuddræbt i en villa i Birkerød, passer det egentlig Rebekka Holm meget godt at begrave sig i arbejde  – som en slags flugt fra sorgen og den opslidende uvished over Niclas skæbne og fremtid.

Holm får hjælp af makkeren Tatjana og resten af de københavnske kolleger for at finde svar på spørgsmålet om, hvorfor det meste af Familien Friis skulle dø.

Det er en temmelig spændende fortælling, der foregår i flere forskellige samfundslag, og som læser kommer du blandt andet med til den gamle del af Det kongelige bibliotek, Nationalbiblioteket, men der er også en hjerteskærende afstikker til udlandet.

Ikke kun hovedpersonen har Hastrup kælet for, hun har også gjort meget ud af bipersoner, og vi møder flere, der har både aparte og fængende historier. Men en eller to gange i løbet af den knap 450 sider lange roman, tænkte jeg alligevel, arh…, nu kammer det over, nu er det lige ved at blive lidt for stereotypt – selvom den der virkelighed jo ofte overgår fantasien. Men omvendt er bogen dejlig usentimental.

Det er vanskeligt at komme ind på bogens temaer uden at røbe alt for meget. Og jeg kan godt forstå, at romanen, der længe havde en anden titel, har fået ny titel – måske for ikke at afsløre for meget. Det er en krimi om familiebånd, om magt, om massivt svigt og dunkle hemmeligheder, og forfatteren har været inspireret af en virkelig tragedie, der fandt sted i en ikke så fjern fortid.

Hastrup er ikke kun god til scener med action, for bogen indeholder stærke, fine scener, der berører og bevæger og gør, at man lige synker spyttet en ekstra gang. Og giver sine børn et ekstra knus, når de kommer hjem fra skole.

Som vanligt i en Hastrup-krimi er plottet gennemarbejdet og dejligt krydret med blindspor og gysende overraskelser, og ikke uvant en Hastrup-krimi kredser bogen om drab med store følelser bag.

Når man læser Blodspor glemmer man, hvor møjsommeligt og slidsomt det er at skrive en god krimi, fordi bogen glider ned i hurtige og smagfulde portioner. Jeg har flere gange hørt forfatteren sige, at hun skriver intuitivt og på lyst og stemninger, og bliv bare ved med det – det fungerer. Forfatteren har allerede lagt godbidder ud, så mon ikke vi kan forvente en ottende bog om Rebekka Holm?

Blodspor er en virkelig god bog, men min favorit i serien om Rebekka Holm er stadig Mirakelmanden, der er sjette bind i serien.

PS: Bogen er en selvstændig roman, men det giver god mening at læse bøgerne i rækkefølge. Her får du Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm i rækkefølge:

  • En torn i øjet (2009)
  • Det blinde punkt (2010)
  • Blodig genvej (2011)
  • Portræt af døden (2013)
  • Farlig fortid (2015)
  • Mirakelmanden (2017)
  • Blodspor (2018)

PPS: Julie Hastrups hovedperson hedder Rebekka med k. Søg nettet igennem og tjek alle de gange, anmeldere og bloggere skriver Rebekka sådan her: Rebecca, altså med c i stedet for k. Gang det med en million og gæt selv, hvor ofte jeg oplever, at mit navn bliver stavet forkert. Bedste hilsner fra RebeKKa

 

 

Anmeldelse: Malaria af Jens Strandbygaard

Jeg har boet tre år i Uganda og kender flere, der har haft malaria. Det gule kort er mit internationale vaccinationskort, der indeholder en lang advarsel om malaria. Har du penge, kan du betale for medicin, hvis du bliver smittet. Psykopater derimod findes der ingen medicin eller vaccine imod. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jens Strandbygaard har skrevet en hurtiglæst spændingsroman med især et fint portræt af et far/søn-forhold. Desværre virker bogens humor og sarkasme mange steder som et værn mod at komme helt tæt på bogens karakterer.

Malaria er titlen på Jens Strandbygaards anden krimi, en selvstændig roman, der udkom i 2017 på Byens Forlag.

Bogen begynder lige på og brutalt i Kirawa på grænsen mellem Nigeria og Cameoun tilbage i 2002, hvor lægen Oskar Plum og et par kolleger tages som gidsler af den på det tidspunkt netop nystartede militante islamistiske gruppe Boko Haram.

Tilbage til nutiden er bogens hovedperson, Oskar, i gang med at udvikle en ny malariamedicin, der behandler sygdommen, der kan være dødelig, på en billigere og mere effektiv måde end hidtil set. Lidt af en revolution inden for medicinalindustrien.

Oskar har brug for millioner til at få godkendt medicinen og få den på markedet. Men malariamyggen er ikke den eneste farlige parasit i romanen.

Den entreprenante læge tvinges nemlig til at ansætte eksperten Dan Felling, der skal få godkendt medicinen. Og så kommer Oskar for alvor tæt på en livsfarlig snylter. Det får store konsekvenser for den sympatiske læge, der har en fortid i Læger uden Grænser.

Forfatteren har selv oplevet på et tidspunkt at have en forretningspartner, der viste sig at være en helt anden, end han havde forventet, hvilket har inspireret ham til historien. Det er dog ikke kun en bog om psykopater, men også om bl.a. kærlighed.

Måske morede du dig over Jens Strandbygaards opfindsomme Facebook-video som optakt til Krimimessen i Horsens? I videoen, der er ret sjov, interviewer han sig selv. Det er tydeligt, at humor og selvironi er en stor del af forfatteren. Det smitter af på de linjer, han former.

Bogen er propfuld af humor og sarkasme. Jeg synes desværre, at det flere steder spænder ben for spændingen. Og skaber en distance, der gør, at jeg aldrig får lov til at komme helt tæt på, netop dér, hvor det gør allermest ondt – og hvor det også, synes jeg, er allermest interessant.

“… og jeg kunne mærke pistolløbet i siden. Ud over at det gjorde ondt, var jeg heller ikke vild med, at nogen pegede på mig med et ladt våben.”

Flere ting fungerer godt i romanen. Forfatteren slynger historien rundt i en centrifuge, så man ikke aner, hvad der kommer ud i den anden ende. Plottet overrasker. Og de mange tråde, der flager, forenes til sidst, hvor du som læser også finder ud af, hvordan de breve, en afrikansk mor skriver til sin søn, bidrager til historien.

Der er også fine beskrivelser af et kærligt far/søn-forhold. Oskar har et tæt og forholdsvis uproblematisk forhold til sin hippie af en far, der har en fortid i Thylejren. Begge mænd deler en glødende interesse for at gå på jagt. Og pludselig bliver Oskar selv den, der er i skudlinjen.

Forfatteren, der også er iværksætter, har tjek på økonomi og venturekapital og investeringsselskaber. Og formår at gøre klausuler og investeringsstrategier interessant. Det er vanvittig dyrt at få godkendt et nyt lægemiddel, og ja, der er nogle dilemmaer i den forbindelse. Kan medicin f.eks. blive så effektivt, at den gør sig selv overflødig?

Malaria er i øvrigt på pensum for de litteraturstuderende på Aarhus Universitet i dette semester. Sejt. Men når jeg ofte er en armslængde fra at komme helt tæt på personerne, så mangler Malaria en del for at begejstre mig for alvor og være rigtig spændende.

PS: Jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar fra forfatteren. Jens Strandbygaards første roman hedder Mekkalinjen

 

Et par ord om Engberg-krimien Glasvinge

Første gang jeg interviewede Katrine Engberg til bloggen var i december 2015 lige inden, Krokodillevogteren kom ud. I dag sender hun sin tredje krimi på gaden.

Er jeg blevet booket til at interviewe en forfatter på Krimimessen i Horsens, anmelder jeg ikke forfatterens bog. Det er et princip, jeg har, for hvis jeg en dag bliver booket til at interviewe en forfatter, hvis bog jeg ikke bryder mig om, skal min personlige mening ikke spænde ben for et godt interview.

Da jeg bl.a. skal interviewe Katrine Engberg i forbindelse med Krimimessen, anmelder jeg ikke forfatterens tredje krimi, Glasvinge, der udkommer i dag. Du kan med garanti finde masser af blogs og onlinemedier, der anmelder denne tredje krimi om Jeppe Kørner og Anette Werner. Alligevel er jeg nødt til at hæfte disse sætninger på bogen:

Glasvinge er en absurd god krimi. Først og fremmest rummer bogen en fin og rørende krimihistorie. Og Glasvinge er sprængfyldt af detaljer, der får mundvigene til at krybe opad.  Som at en psykolog har en hund, der hedder Maslow. Engbergs sprog er så skarpt som hendes mands kokkeknive, et sprog, der insisterer på konstant at fornøje. Nyd bogen for pokker.

I eftermiddag skal jeg til boglancering i forbindelse med udgivelsen af Glasvinge på Medicinsk Museion i København. Jeg har aldrig været der før, men det virker som et fascinerende sted, der forsker i, indsamler og udstiller den medicinske kulturarv. På museet kan du bl.a  blive klogere på psykiatriens historie med alt hvad det indebærer af dårekister, hjernekasser og tvangsstole.

Tag med på en lille rundtur i denne video:

 

Museet har genstande fra bl.a. hospitalsvæsenet, medicinalindustrien, handicapforsorgen med mere. Og jeg kan se, at der er en aktuel udstilling på museet nu om den menneskelige krop med underoverskriften Lægevidenskabens råmateriale – fra Kadaver til DNA. Og ja, på museet er der glasmontre med …. specielle ting i.

Museet spiller en rolle i Glasvinge, og det er derfor oplagt, at Katrine Engberg og forlaget Peoples Press har valgt netop dette museum til boglanceringen. Jeg forsøger at knipse et par fotos eller tre, som jeg deler med dig senere.

PS: Læs interviewet med Katrine Engberg fra dengang, de færreste forbandt hende med kriminalromaner. Eller læs her dobbeltinterviewet med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock.

 

Anmeldelse: Enken fra Kiev af Mogens Blom

Anmeldelse: Mogens Bloms tredje politiske thriller om Maiken Tarp udkommer i dag. Enken fra Kiev  tager dig bl.a. med til gangene i Udenrigsministeriet, hvor forfatteren har arbejdet som embedsmand i 17 år.

Politisk spændingsroman om bl.a. den glemte krig i det østlige Ukraine. Udkommer i dag.

Hvor Gidsel i Ammam og Arven fra Basra, de to første bøger om efterretningskvinden Maiken Tarp, havde fokus på Mellemøsten, vender forfatteren nu blikket mod Ukraine.

For et par år siden mødte jeg på et kursus en ukrainer, der var flyttet til Danmark. Hun fortalte, at hun havde fjern familie, der boede midt i en krigszone. Hvilken krig?, spurgte jeg dumt.

Selvom jeg selvfølgelig havde læst i avisen om massive kampe mellem pro-russiske separatister og regeringsstyrker.

Og selvom jeg har set DR’s Matilde Kimer berette om uhyrligheder på tv, så var det ikke krigen i den østlige del af Ukraine, jeg først kom i tanke om – heller ikke i samtale med en ukrainer.

Det gjorde mig lidt flov. Hendes familie havde en hverdag i en krig, som lå langt væk i min bevidsthed. Selvom krigen ufortrødent fortsætter på fjerde år.

Det er netop den glemte (i hvert fald for mig) krig, der er afsættet i Mogens Bloms tredje spændingsroman om Maiken Tarp, selvom den foregår i Danmark.

En nat flygter en ukrainsk kvinde til Danmark, og med sig har hun en bunke fortrolige papirer, der kan skade separatisterne og deres russiske allierede.

Visse personer er så ivrige efter at få fat i papirerne, at de sender en lejemorder til Danmark. Ham står Maiken Tarp pludselig ansigt til ansigt med på en stor international konference, da hun er vidne til et drab.

Lettere modvilligt er hun blevet udpeget til en lille sikkerhedsenhed med base i Udenrigsministeriet. Og mens PET efterforsker drabet som terror og har fokus rettet mod ISIS, fornemmer Maiken, at drabet peger i en helt anden retning. Og det er ikke ufarligt arbejde.

Ikke kun jobbet presser Maiken. Hun er blevet gravid med journalistkæresten Kåre, der gerne vil have barnet, men tanken om at blive mor er uendelig fjern for hende.

Enken fra Kiev er en hurtiglæst spændingsbog om konflikten i Ukraine, men også en bog om intriger, interne magtkampe og skjulte dagsordener på Asiatisk Plads i København, hvor Udenrigsministeriet ligger. Og ja, ikke alle har samme mål. Og melet i posen er heller ikke lige rent hos alle.

Det er en bog om både diplomati, kærlighed, en kompliceret relation mellem far og søn – og storpolitik. At forfatteren har indsigt i stoffet smitter af på historien, der er både realistisk og veltilrettelagt.

Der er fin balance mellem Maikens indre konflikter og den ydre handling. Med en mor, der aldrig rigtig gav kærlighed, har Maikens svar på barndomstraumet været at begrave sig i arbejde, og da hun går mod PET, får hun problemer. Om mon fjenden altid kommer udefra?

(Og apropos mangel på kærlighed, så læs Leonora Christina Skovs Den, der lever stille – ikke en krimi, men bragende god bog om netop at være barn i et hjem med en mor, der ikke viser kærlighed. Jeg tudede mig igennem bogen.)

Forfatteren disker ikke op med masser af lækkerbiskner rent sprogligt. Læs ikke bogen for sproglig opfindsomhed og honningbløde sætninger, det er ikke der, bogens styrke ligger. Læs historien, fordi den er solid og vedkommende underholdning, Maiken Tarp og co. er godt selskab, og læs bogen, fordi de emner, forfatteren tager fat på, er interessante.

Bogen kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien. Er du vild med Helle Vincentz Stjålne liv, vil du sikkert også synes om Enken fra Kiev.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

PS: Mogens Blom er udover at være forfatter en erfaren diplomat og har rejst og arbejdet meget især i Mellemøsten. Han har bl.a. arbejdet med Danidas udviklingsprojekter til fremme af menneskerettigheder og demokratisering. Allerede i 1983 debuterede han som forfatter med spændingsromanen Dræbt af en vildfaren kugle, Forlaget Vindrose. Året efter fulgte Aftenholdet på samme forlag. Læs mere om forfatteren her

Anmeldelse: Dødens kode af Michael Larsen

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg håber.

Anmeldelse: Dødens kode er den slags krimi, som du ikke skal læse i små bidder. For så mister du overblikket. Tager du dig derimod tid og læser bogen komprimeret, så venter en svært underholdende læseoplevelse og en kompliceret, snørklet krimigåde, der er begavet fortalt, og som bader i overlegen research, uden at den gode historie drukner i fakta.

Uanset om Michael Larsen skriver om fugle, film, fotoudstyr eller franske veje, så føler jeg mig som læser overbevist om, at han har sin research i orden. Han har styr på de små skønne og vigtige detaljer, der blandet med en god portion fantasi bidrager til et brag af en krimithriller. For der er både en mordgåde, der skal opklares, og et eller andet i gære i horisonten, som skal afværges.

Larsens baggrund som bl.a. filmjournalist og hans interesse for Ærø, natur og fugle smitter af på bogens univers. Her er indlevende miljøbeskrivelser af den lille ø i det sydfynske øhav, og de koder, titlen hentyder til, er hentet fra mørke filmklassikere. Men hvad er det, som koderne varsler?

At genfortælle hvad Dødens kode handler om er ikke nemt, for det er en temmelig kringlet og ret indviklet historie. Som jeg skrev i indledningen, så kræver historien en læsers fulde opmærksomhed.

Kort fortalt er kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København tilbage på Ærø. En 14-årig pige er brutalt blevet myrdet på havnen i Marstal, og Folmer får en fornemmelse af, at mordet hænger sammen med de dramatiske begivenheder i Mordet på øen, som bogen er en forsættelse af.

Selvom bogen begynder med et fyldigt referat af den første Folmer-krimi, er det en kolossal fordel at have læst Michael Larsens første Ærø-krimi. Der er konstant tråde, der væver tilbage til den første bog i serien.

Udover den sympatiske efterforsker følger vi især Charlotte Monson, der frygter for sit liv og derfor er flygtet fra Danmark. Hun skjuler sig i udlandet og forsøger samtidig at skrabe så mange penge som muligt sammen ved at brillere i poker.

Og vi følger den københavnske journalist Mikkel Thorsboe, der fornemmer, at noget ikke er, som det giver sig ud for at være. Mon ikke manden har ret?

Folmer. Monson. Thorsboe. Det fungerer. Larsen har skabet et galleri af personer, som er interessante og sammensatte, og som er ret godt selskab. Og liget af den 14-årige pige er ikke det eneste lig i fortællingen. I dette tilfælde kommer Folmer for sent. Og indsmurt i blod fra afdøde tager han en smøg.

“Folmer slog en cigaret frem, tændte den og inhalerede dybt. Lige omkring filteret fik blodet aftrykket til at ligne læbestift”.

Dødens kode er en skøn kombination af dansk vandkantskrimi med landbetjent, endeløs horisont, alle-kender-alle og huse-hvor-kragerne-vender, og en krimi med store armbevægelser, der ligeså godt kunne være skrevet af en fransk eller engelsk forfatter.

Det er bl.a. en bog om terror, fanatisme, krigsveteraner, statshemmeligheder og de klassiske gnidninger mellem PET og politiet. Og det er en krimi om en verden, der er uoverskuelig og kaotisk, selvom alle kan overvåge alle – og gør det.

Føj for en fed og vild finale. Hvis du synes, at indledningen var en anelse tung og forvirrende, så er jeg enig med dig. En let redigering ville have klædt de første 70 sider, selvom man gerne må stille krav til læserne. Men læs endelig videre. Det bliver godt. Rigtig godt. Og dramatisk.

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg er klar.

SF Film har købt rettighederne til bøgerne, så måske vi engang i fremtiden møder Jan Folmer på tv eller i en film.

 

 

 

Anmeldelse: Løgnen om en sand ven

Anmeldelse: Løgnen om en sand ven er Hans Davidsen-Nielsens anden spionroman og efterfølger Hypokonderens død, som forfatteren fik Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom for i 2015.

Bogen er læseværdig, selvom portrættet af journalist Robert Lassen ikke er videre opfindsomt.

Da Hans Davidsen-Nielsen debuterede som fiktionsforfatter i 2014, lå det til højrebenet, eller det venstre, hvis han sparker bedst med det, at skrive om spioner og hemmelige tjenester.

Journalist og forfatter Davidsen-Nielsen er kendt for sine faglitterære værker om de danske efterretningstjenesters historie, og han har mere end tyve års erfaring med netop:

  • PET, der tager sig af det, der sker inden for Danmarks grænser
  • FE, Forsvarets Efterretningstjeneste, der er Danmarks pendant til CIA, og som udenrigstjeneste tager sig af Danmarks ydre grænser

At forfatteren kender sit stofområde giver historien nerve og gør plottet virkelighedstro og ret spændende. Og aktuelt, selvom handlingen i bogen ligger ca. ti år tilbage.

Der er tråde til virkelig begivenheder og konflikter, og det er svært ikke at sende tanker til f.eks. Morten Storm, tidligere agent for PET, eller hele diskussionen om Fake News – hvem har egentlig den rigtige version af virkeligheden? Og hvordan kan man manipulere og påvirke sandheden? Aktuelle emner omsat til spændstigt romanstof.

Journalisten Robert Lassen indleder sin egen undersøgelse, da vennen Morten, som læserne kender fra Hypokonderens død, forsvinder. Morten er ikke på ferie i Paris, som han ellers har fortalt sin familie. Men hvor er han, der er alvorlig syg af kræft, så? Og ved PET og FE noget om den universitetsansatte historiker, offentligheden ikke må vide?

Bogen handler især om modsætningsforholdet mellem PET og FE. Om interne magtkampe, paranoia, terrorbekæmpelse og om mediernes rolle og hele det politiske spil. Det er interessant og også lidt skræmmende læsning forfatterens kendskab til området in mente. Og jeg er vel ikke den eneste, der er fascineret af de hemmelige tjenester? Netop fordi de er hemmelige og mystiske. For hvor meget bliver vi danskere vildledt i en god sags tjeneste?

Emnet er spændende, forfatteren skriver skarpt og ikke uden humor, så alt er vel godt? Nej, ikke helt. Jeg fik aldrig bogens hovedperson, Robert Lassen, helt under huden og synes, at jeg har mødt ham i lidt for mange andre bøger før. Det gør ham desværre lidt uinteressant.

Efter engang at være ham, der leverede forsidehistorier med sin daglige gang på Christiansborg, er Robert nu desillusioneret, doven, besværlig, fraskilt, træt af sit arbejde og sin chef, drikker for meget og har ikke styr på sønnikes fødselsdagsgæster.

Men Robert gør alligevel alt det rigtige: Bider sig fast i haserne på magthaverne, selvom ingen tror på ham – måske bortset fra bassethunden Ufer, der ligner sin ejer og sværger til en lidt for usund livsstil.

Det havde lappet lidt på billedet af en lidt klichéfyldt karakter, hvis det var Robert, der kørte rundt på FE-manden Torsten Bruuns specialdesignede cykel. Men Roberts cykel er selvfølgelig flad.

Mine indvendinger til trods er den danske spionroman værd at læse, og måske du synes bedre om Robert Lassen end jeg?

Bogen kan læses selvstændigt, men du får mere ud af at have læst Hypokonderens død først.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her