Mørkeland af Niels Krause-Kjær


Min mand. På en tagterrasse i byen Nerja i det sydlige Spanien. I gang med Mørkeland af Niels Krause-Kjær. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Med vid og bid fortsætter Niels Krause-Kjær, hvor han slap, da han skrev Kongekabale tilbage i 2000. Efterfølgeren Mørkeland er en evnerig, underholdende og nogle gange også satirisk politisk roman, der ikke kun er aktuel, men også både skræmmende og morsom. Igen er forholdet mellem presse og politik i centrum. Som spændingsroman er den dog ikke helt vellykket, men læs den alligevel.

For nylig var jeg på ferie. Med i tasken havde jeg pakket Mørkeland af Niels Krause-Kjær, og i et ubemærket øjeblik listede min mand bogen ud af min håndbagage og kastede sig allerede over historien på vej til Spanien.

Nå. Så måtte jeg pænt vente på, at han blev færdig med bogen. Heldigvis gik der ikke længe og med et “glæd dig” fra min mand, kastede jeg mig over bogen, mens han tilføjede: “Må man gøre noget virkelig forkert og udemokratisk i det, man selv synes er en god sags tjeneste? Det kan vi lige diskutere, når du er færdig med bogen.”

For det er netop et af de emner, som Mørkeland tager fat på. Her er magtspil, konspirationer, politiske intriger og hemmelige organisationer for alle pengene. Min mand, der elsker tv-programmer som Tirsdagsanalysen og netop har læst den politiske portrætbog om statsminister Lars Løkke Rasmussen, For enhver pris, er mere begejstret for bogen end jeg.

Er Mørkeland en god bog? Ja, det er en glimrende roman. Er det en god spændingsroman? Narh…

Som spændingsroman har bogen sine mangler. F.eks. er det temmelig nemt at gennemskue plottet, der ikke byder på vilde overraskelser, og fremdriften er ikke lige effektiv gennem hele romanen. Det er heller ikke en bog, der sprogligt løfter sig op over gennemsnittet og gør indtryk.

Men bogens store styrke er, at den med lune og bid sætter spot på en række aktuelle dilemmaer. Den plasker præcist ned i tidsånden på mange måder og er både morsom og skræmmende. At Niels Krause-Kjær, som du måske kender som vært på DR2-programmet Deadline, og som også har arbejdet bl.a. som pressechef for den konservative folketingsgruppe og som journalist på Jyllands-Posten, kender til politik, samfundsforhold og medier, smitter skønt af på bogen.

Samtidig leverer Niels Krause-Kjær et fint portræt af ikke kun en politisk situation, der ikke er så langt fra virkeligheden, men også af en mand i krise. Jeg var virkelig godt underholdt.

Som i virkeligheden møder vi i bogen et Europa, der er i forandring i disse år, et Europa, hvor nationalistiske kræfter vækkes til live, som var vi midt i 30’erne, et Europa med Brexit og nye partier, et Europa, der vakler og trues af nye grænseoverskridende udfordringer. Og en tid, hvor det skal gå hurtigt med nyheder, og hvor digital lokkemad får hober til at klikke på sladder, hurtige tweets og lette nyheder frem for det, der virkelig har substans. En tid, hvor der er valg, og hvor demokratiet skal fejres. Og værnes om.

Jeg læste Mørkeland et lyst sted med masser af sol – og et citrontræ. Foto: Rebekka Andreasen

Den politiske journalist Ulrik Torp, som læserne kender fra Kongekabale, har efter en fyring år tilbage ikke kunne vriste sig fri fra offentlig forsørgelse og er nu på absolut laveste ydelse og tvunget i virksomhedspraktik på sin gamle arbejdsplads Dagbladet. Der er nemlig folketingsvalg, men Torp skal ikke hjælpe til på Christiansborg, hvor han har sine kilder og sit gamle netværk. Hans opgave er derimod at fylde de spalter i avisen, der ikke handler om valget. Sammen med et par praktikanter.

Da en ung mand, der arbejder som fuldmægtig i indenrigsministeriet. bliver dræbt, kommer Torp alligevel på sporet af en historie, der peger i en politisk retning. Og lige ind i Mørkeland.

Bogens brogede persongalleri får mundvigene til at trække opad i brede smil, både fordi jeg kan genkende visse ting/typer fra medieverdenen, men det er heller ikke svært at se ligheder med personer som Ralf og Karen Pittelkow med Den korte avis og deres vej rundt i meget forskellige politiske partier eller statsminister Lars Løkke og Socialdemokratiets Mette Frederiksen.

Det er en dyster, men også morsom roman om politik, magt og demokrati. Det er også historien om en mand i krise, der langsomt genfinder sig selv. For hvad er Ulrik Torp, når han ikke længere er en del af det prestigefulde  korps af politiske journalister? Hvor skal han hænge sin identitet som 55-årig presset mand på overførselsindkomst, der nu bor til leje i den lejlighed, han i sin tid købte til sin voksne datter? Tja, måske er der en vej ud af mørket for Ulrik Torp. Men er der også en vej ud af mørket for Europa?

Til allersidst går det en anelse for hurtigt, og her kunne jeg godt tænke mig, at forfatteren havde sat tempoet en smule ned.

Må man gøre noget virkelig forkert og udemokratisk i det man selv synes er en god sags tjeneste, som min mand spurgte mig om i begyndelsen? Nej. Selvfølgelig må man ikke det. Er det så helt urealistisk, det Niels Krause-Kjær beskriver i bogen? Det skræmmende svar er: nej, det tror jeg faktisk ikke.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.