Et slags interview med Thomas Enger og Jørn Lier Horst


Jørn Lier Horsts og Thomas Engers anden bog sammen udkommer senere på året. Og den kommende roman begynder sekunderne efter, at Nulpunkt slutter. Nytårsaften ved midnatstid på Rådhuspladsen i Oslo.  Foto: Tom Hansen.

Forfatterinterview: På Krimimessen i Horsens i april fik jeg tyve private minutter med to populære og meget jordbundne norske krimiforfattere. På Modtryks stand midt i et støjende menneskehav i Magasinet mødte jeg Thomas Enger og Jørn Lier Horst til en snak. Her kommer et slags interview.

Et nulpunkt er løsningen til ligningen f(x)=0. Men Nulpunkt er også titlen på den første krimi om den 24-årige nysgerrige og ihærdige journalist Emma Ramm og om den sympatiske politikommissær Alexander Blix, der er næsten dobbelt så gammel. Bogen udkom efteråret 2018 på Modtryk.

Det er en roman, der handler om medieskabte kendisser, om at hige efter berømmelse, og bogen er et resultat af et samarbejde mellem Thomas Enger og Jørn Lier Horst.

Jeg anbefalede varmt bogen, da jeg i efteråret besøgte forskellige biblioteker på en lille jysk foredragsturné. Fordi:

Bogen syder af solidt og raffineret krimihåndværk, og det er lykkedes forfatterne at skabe en intens historie om jagten på en seriemorder. Og det er lykkedes de to nordmænd at skabe bundsolide karakterer, man som læser lynhurtigt får sympati for. De to hovedpersoner er med et ikke særlig godt dansk ord likeable. Som forfatterne bag. Sammen har de skrevet en bog, der både begynder og slutter med lidt af et brag. Og som har et grandiost plot.

Ulæselige noter

Det er knap en måned siden, de to forfattere brugte en bid af deres søndag på Krimimessen på mig. Og der er et lillebitte problem. Først glemte jeg mine noter fra interviewet, da seancen med de to forfattere var slut, men jeg nåede ikke at opdage det selv, før jeg timer senere fik min notesblok tilbage af årvågne Marie fra Modtryk.

Men, men men. Her næsten en måned efter Krimimessen, hvor jeg har tid til at skrive interviewet, er mine noter en smule ulæselige. Hvad er det dog, jeg har griflet på blokken? Løsrevne ord som: gode plots, samarbejde, en del mennesker bliver dræbt, medmenneskelige relationer kan jeg læse. Og så har jeg som en lille note til mig selv noteret, at der er fin kemi mellem de to mænd, der begge er i 40’erne. Horst er en årgang 1970. Enger er fra 1973.

Lyden af Oslo Lufthavn

Jeg var så snarrådig, at jeg også optog samtalen for lige at kunne tjekke citater, men der var så meget larm omkring os, at det mest af alt lyder som om, jeg har sat en optager og placeret den midt i Oslo Lufthavn, Gardermoen, hvor der både bliver smasket og grint, snakket norsk, givet informationer i højtalere og rullet med kufferter….

Men selvfølgelig kan jeg huske en god del af vores snak, men interviewet bliver måske ikke  helt ordret gengivet.

Nå. Hvem er de så, de to velskrivende nordmænd, der for en lille måned siden sad i den bløde hvide Modtryk-sofa over for mig, og som krimimesse-gæster sendte stjålne “se-lige-hvem-der-sidder-der”-blikke? Som har lagt forfatterstemme til de to hovedpersoner: onlinejournalisten Emma, der egentlig er lidt træt af at jage kendisser,  og den erfarne efterforsker Alexander, der helst holder sig i baggrunden og ikke er den type, der elsker at stå i front, når politiet har pressekonferencer.

Jørn Lier Horst:

Jørn Lier Horst er en af Norges mest populære krimiforfattere. Med sin erfaring som tidligere politiefterforsker i Larvik, der groft sagt ligger mellem Kristiansand og Oslo, kender han de miljøer og metoder, han skriver om, temmelig godt. Han er også dramatiker.

At modtage priser for sine krimier er han ikke uvant med, og han har modtaget Rivertonprisen for Wisting-krimien Jagthundene, der blev kåret til bedste norske krimi, og romanen snuppede også Glasnøglen for bedste skandinaviske krimi. Serien om William Wisting er blevet filmatiseret af TV3 Norge og Viaplay, og der er i alt otte bøger på dansk om drabsefterforsker William Wisting. Horst har også skrevet en lang række bøger for børn og unge.

Thomas Enger:

Thomas Enger, der er født i Oslo, er manden bag krimiserien om journalisten Henning Juul, der er solgt til mere end 30 lande. Udover de fem Juul-krimier har Thomas Enger også skrevet ungdomsbøger, ligesom han også komponerer musik til film, teater og reklamer.

Mens Horst har en baggrund i politiet, er Thomas Enger uddannet journalist og har arbejdet som journalist på Nettavisen.

Horst og Enger. Og Horst og Enger. Foto: Rebekka Andreasen

Fællesprojekt boblet siden 2012

Ideen om at skrive en bog sammen opstod tilbage i 2012. I Jørn Lier Horsts hoved. Den ide var Thomas Enger med på. De to har kendt hinanden i en årrække, blandt andet fordi de begge udkommer på det norske forlag Gyldendal. Og så har Thomas Enger  flere gange brugt Jørn Lier Horst som kilde, når han skulle have styr på polititekniske detaljer til sine bøger.

Et par år bryggede de på ideer, når de mødtes til forfatterarrangementer både i Norge og i udlandet, og efterhånden voksede projektet og tog form. Et samarbejde, som de begge har nydt.

Den største udfordring i forhold til at skrive Nulpunkt har ikke været diskussioner om plot eller at forene to forfatterstemmer, nej det har været at få tid til at skrive på bogen – samtidig.

Et godt plot

Jeg synes, plottet i Nulpunkt er temmelig godt skruet sammen. Og jeg spørger de to nordmænd om, hvad et godt krimiplot er for dem. De tænker begge et par sekunder.

Horst tager ordet først og forklarer, at arbejdet med at skabe et godt plot er noget af det, de begge godt kan lide ved at skrive krimier. At lægge brik for brik, så puslespillet, krimigåden, bliver fuldendt.  At skabe både spor og vildspor.  Og det er noget af en balancegang at skabe spænding og overraskelser og samtidig få læseren til – efter sidste side er læst – at tænke: nå ja, selvfølgelig, hvorfor forstod jeg ikke det lidt før? At give læseren indsigt og forståelse for, hvorfor drabsmanden har handlet, som han/hun har gjort.

Thomas Enger siger, det er et vanskeligt og stort spørgsmål at svare på, hvad et godt plot er. Og at man faktisk først efter at have skrevet en bog færdig for alvor kan se, om plottet holder og er solidt, for der sker også ting undervejs, når man skriver.

Enger mener, at et godt plot blandt andet kræver en hændelse i begyndelsen af bogen, som får læseren til at tænke: “oh, shit”. En lidt mystisk hændelse, der sparker historien i gang, og gør læseren nysgerrig. Og så skal historien bygges op, så man har en stærk trang til at fortsætte efter hver kapitel. Og så, mener han, skal der selvfølgelig være nogle karakterer, man kan relatere til.

Især det følelsesmæssige imellem karaktererne udvikler sig undervejs i skriveprocessen, forklarer de begge. Thomas Enger siger, at han ofte skriver om flere gange for at finde ud af, hvad der virker bedst, mens Jørn Lier Horst ikke skriver så meget om som sin kollega. “Jørn er,” indskyder Enger, “meget mere skematisk end jeg. Det må være efterforsker-genet”, griner han.

Når de har skrevet en tekstbid, har de sendt den til hinanden, kommenteret og sendt retur.  De har været hinandens første redaktører. Og talt temmelig meget i telefon, ligesom de har skypet en del. Indimellem har de siddet fysisk i samme rum for at diskutere bogen.

En klar arbejdsfordeling

Jørn Lier Horst og Thomas Enger har haft en form for arbejdsfordeling. “Thomas er den forfatter, der har taget livet af karaktererne. Og han er god til det følelsesmæssige. Mens jeg er den, der især har skrevet om politiefterforskningen, den der har taget læserne med ind bag politiafspærringerne,”siger Horst.

Til slut i vores samtale vender vi tilbage til bogens tema: Berømmelse, behovet for at blive set og bekræftet og om at hige efter anerkendelse og likes.

På en litteraturfestival i Ottawa i Canada for en håndfuld år siden mødte Jørn Lier Horst den amerikanske forfatter Marcia Clark, der i 1990’erne var kendt i hele verden. Hun var nemlig anklager i O. J. Simpson-sagen, og alle nyhedsmedier verden over beskæftigede sig med, hvordan hun gik klædt og analyserede alt, hun gjorde og sagde. Hun var ikke kun kendt, men ultrakendt. Og hun var i den grad i rampelyset og følte på egen krop, hvor hårdt og udmattende det var.  Det var en kæmpe belastning, og hun er ifølge den norske forfatter glad for, at hun i dag lever et mere anonymt liv.

“Men,” indskyder Horst, “der er rigtig mange mennesker, der stræber efter netop den berømmelse, Clark oplevede – koste hvad det vil.”

Og det er netop det, Nulpunkt handler om.

Foreløbig har de norske krimiforfattere planlagt, at der skal udkomme yderligere to romaner mere i serien om Blix og Ramm. Dem glæder jeg mig til.

PS: Jeg elsker at spørge forfattere om,  hvad deres yndlingsord er. Jørn Lier Horsts yndlingsord er: angstskrig, og han ler, da han forklarer, at det er et godt ord med en masse konsonanter og kun to vokaler. Thomas Engers favoritord kan jeg simpelthen ikke huske. Beklager.

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.