Krimimesse 2024 – ses vi i Fængslet? Og hvad siger ChatGPT?


Krimimesse 2024: Nu er der ikke længe til et af årets absolutte højdepunkter, hvis du er vild med krimi. Krimimessen i Horsens, der hylder og fejrer kriminallitteraturen og genren i alle dens mange afskygninger. Læs nederst i indlægget hvad ChatGPT svarer, når jeg fodrer den kunstige intelligens med spørgsmålet: Hvorfor skal jeg tage til Krimimessen i Horsens.

År tilbage mødte jeg en bekendt på BogForum. Som jeg er hun uddannet journalist, og i vores unge dage havde vi vores gang på samme avis i en kort periode. (Surprise – jeg var virkelig ikke særlig skarp til at skrive nyheder, men elskede at kreere bagsidehistorier, klummer og reportager).

Forfatter Leif Davidsen, der også var med til den allerførste krimimesse, her sammen med tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen. Foto fra Krimimessen 2021. Foto: Jens Jessen

Over en cappuccino fortalte hun mig, at hun måtte til at tage sig sammen, underforstået læse noget ordentligt og mere gedigent litteratur, fordi hun med egne ord var blevet en doven læser og kun læste kriminalromaner i øjeblikket. Hun skriver ganske vidunderligt og er skøn, men hendes holdning klinger hult og trættende i mine ører. Jeg har mødt den holdning utallige gange i mit 51-årige liv.

Lige netop den bemærkning fra BogForum tror jeg ikke, at jeg møder i Horsens i forbindelse med messen i Fængslet i Horsens den 16. og den 17. marts. Om du er til rollespil, veteranbiler, specialøl, hækling eller krimi, så er der noget skønt og let ved at være sammen med mennesker, der deler samme passion.

Os, der valfarter til Horsens om lidt, deler kærligheden til den gode kriminalhistorie, der både giver os spænding, får os til at gyse, aktiverer vores empati, giver os vilde plots og kringlede historier, tempofyldte scener, der giver os åndenød og gåsehud, chokerer og ryster os, tager os med til opfindsomme lokationer og serverer aktuelle temaer og samfundskritik, forkæler os med sprødt og fint sprog og karakterer, der udvikler sig og lever for vores indre blik, giver os ny viden og adgang til miljøer, vi ellers aldrig ville komme i nærheden af.

Forfatterparret Bille og Bille introducerer mig i deres seneste krimi Den døde diplomat for en herlig gruppe københavnske p-vagter. Det er en skøn, original krimi med humor og lune, eftertænksomhed og fine personskildringer, de to har skrevet. Og Henriette Rostrup tager mig med til samme København blot år 1914 i Lad de små børn komme til mig. Jeg kunne rigtig godt lide bogens to hovedpersoner – journalisten Amalie Bang og den unge betjent Ewald Hansen, der i en verden præget af krig efterforsker en række unge kvinders død. Du kan møde de tre forfattere på messen.

Krimier og spændingsromaner åbner vores verden op og underholder os på en måde, der ofte aktiverer hele følelsesregistret. Og genren er virkelig bred og mangfoldig. Og nu ved jeg mere om både p-vagters arbejdsvilkår og kvindelivet anno 1914. Og så har jeg selv fået lov til at lege detektiv og gætte på whodunit!

På messen kunne publikum sidste år se en sygdomsramt død gris blive obduceret af professor i retsmedicin
Hans Petter Hougen, assisteret af tidligere drabschef Jens Møller Jensen. Foto: Jens Jessen

True crime-genren fylder efterhånden mere og mere på messen, og mange gæster er vilde med velresearchede og tankevækkende true crime-dokumentar. Et par bud på, hvorfor vi er vilde med true crime finder du her

Der er meget forskelligt krimiguf at kaste sig over på årets krimimesse. I år kan du eksempelvis høre hvordan tænder og kæber kan hjælpe med efterforskningssager. Specialtandlæge og professor i retsodontologi Dorthe Arenholt Bindslev er med på messen i år, og hende håber jeg at nå at høre om søndagen.

Lida Wengel, bibliotekar fra Horsens Bibliotek, der er en af hovedkræfterne bag Krimimessen i Horsens. Foto: Jens Jessen.

Der er også besøg fra USA, når Stacy Willingham besøger krimimessen. Hun er aktuel med Den syvende pige, der er en psykologisk thriller, der netop er udkommet på Cicero. Jeg kender ikke forfatteren, men synes altid det er spændende at lære et nyt forfatterskab at kende. Også de mindre kendte forfattere – giv dem en chance. Der findes så mange gode historier derude. F.eks. Christina Lunds Bangkok-thriller Sort Monsun, der udkom på Gutkind i sommer. Hun optræder på Krimimessen i Horsens for første gang. Jeg kender hende ikke, men jeg kender hendes ord og var ret begejstret for romanen.

Sara Blædel kan fejre 20 års jubilæum som forfatter – Leif Davidsen 40 års forfatterjubilæum. Begge har de haft en stor betydning for spændings- og krimigenren herhjemme, og du kan møde dem begge i Horsens.

Du kan også møde Nis Jakob, Faber & Pedersen og lydbogsindlæser Dan Schlosser i samtale med journalist Julie Lindegaard om ‘Lyden af drab’. Mon ikke rigtig mange af jer lytter til krimier? Jeg gør. Og jeg håber snart, forfattere får bedre vilkår og en større bid af kagen, når deres titler bliver streamet, så jeg kan lytte med god samvittighed.

Den finske forfatter Arttu Tuominen gik rundt med et stort smil på sidste års messe. Han modtog Rosenkrantz-prisen for bedste udenlandske krimi . Sendebuddet er udkommet på Modtryk og oversat af Siri Nordborg Møller. Foto: Jens Jessen

Det Danske Kriminalakademi uddeler traditionen tro deres priser på Krimimessen i Horsens. Jeg er et stolt medlem af akademiet, og er på den måde med til at give mit lille bidrag til at booste og anerkende genren, men jeg har ikke noget med juryen at gøre – det er noget, jeg ofte bliver spurgt om, så nu er det igen slået fast.

Også Dansk Horror Selskab uddeler en pris, Horrorprisen, og hvem der i år vinder Krimimessens Publikumspris bliver også afsløret på krimimessen.

Og så kommer et par af mine svenske favoritforfattere forbi Horsens: Tove Alsterdal og Arne Dahl. Jamen altså. Så meget talent, så mange rørende ord, så mange interessante og vedkommende historier,  de to har skabt. Så meget lækkert sprog at jeg indimellem må stoppe op og sutte lidt på ordene. Gemme dem en stund på tungen, før jeg læser videre. Så meget ny viden. Nye miljøer. Så mange forgreninger og vilde plots. Så fine portrætter. Jeg er fan. Og utrolig imponeret af deres fantasi og hittepåsomhed, research og krimihåndværk. De er imponerende gode til at skrue en god historie sammen.

Igen i år kommer Elly Griffiths til Krimimessen i Horsens. Du kan møde den britiske forfatter begge dage. Billedet her er fra Krimimessen 2023, hvor jeg interviewede hende. Foto: Jens Jessen

Jeg skal selv interviewe seks forfattere:

  • Elly Griffiths – vi skal tale om Det låste rum, der er 14. bind i serien om Ruth Galloway. Hvorfor skrive en bog, der foregår midt i den første corona-lockdown? Og hvordan har Ruth og Nelson det for tiden? Hvordan reagerer de på krisen?
  • Jens Henrik Jensen – vi skal tale om Pilgrim, 6. bind i serien om Niels Oxen. Hvad synes Jensen egentlig om Jacob Lohmann som Oxen i tv-serien? Og hvordan har Oxen udviklet sig siden første bind og de dér hængte hunde?
  • Walther Rebernik – vi skal tale om Satans datter, der er første bind i en ny serie om advokaten Jan Rose. Hvorfor er venskab i barndommen og loyalitet et tema, Rebernik vender tilbage til igen og igen? Og hvem er hans nye hovedperson egentlig?
  • Pernille Boelskov – vi skal tale om krimien Lytteposten 1980, der tager læserne med ind bag en af Danmarks mest tillukkede og hemmelige arbejdspladser. Hvad var lytteposten for et sted? Og hvordan opstod ideen om at bruge stedet som kulisse for en historie, der foregår i 1980?
  • Anne Lea Landsted – vi skal tale om true crime-dokumentaren Terror i København 1985 – det fældende bevis. Hvad skete der egentlig den 22. juli 1985 midt i København? Hvordan reagerede myndighederne? Og hvilke konsekvenser fik det for folk, der var tæt på begivenhederne?
  • Pernille Schou – vi skal tale om hendes debutkrimi Mord i delegationen, der forgår i 1919 under fredsforhandlingerne i Paris. Hvilke overvejelser har Schou haft ved at blande fiktion og fakta? Og hvad lavede Scotland Yard egentlig i Paris på det tidspunkt? Bliv endelig hængende og hør Pernille fortælle om sin hyggekrimi. Vi lukker og slukker lørdagens krimimesse og er på scenen fra 16.40 – 17.00.

Billedet her er fra Krimimessen 2015, hvor jeg interviewede Pernille Boelskov (th) om hendes debutkrimi. I år skal vi tale om Lytteposten 1980: Foto: Ellen Marie Andreasen

Uh, hvor jeg glæder mig til det hele. Og altså: Det er virkelig fremragende bøger, de seks forfattere står bag. Jeg siger det bare.

Sidste år besøgte cirka 7500 krimientusiaster messen. Tak til de gæve folk fra krimikontoret på Horsens Kommunes Biblioteker, der står bag Krimimessen i Horsens. Tjek programmet ud her

Jeg håber vi ses på Krimimessen 2024.

Rebekka/temmelig meget vildmedkrimi

PS: Jeg har spurgt ChatGPT om hvorfor jeg skal besøge messen. Her er svaret: Der er mange grunde til at besøge Krimimessen i Horsens! (Bemærk udråbstegnet!) Det er en fantastisk mulighed for at møde dine yndlingsforfattere, deltage i spændende diskussioner om kriminallitteratur og opdage nye forfattere og bøger inden for genren. Det er også en sjov måde at tilbringe tid sammen med andre krimifans og blive en del af det spændende krimimiljø.

Meget godt ramt, ChatGPT,

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.